SAMARBEJDSAFTALE OM BENYTTELSE AF COGNITIVE COMPUTING-BASEREDE LØSNINGER TIL UDVIKLING AF ET DIGITALT SUNDHEDSØKOSYSTEM
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. PARTER 3
2. BAGGRUND OG FORMÅL 3
3. DEFINITIONER 5
4. XXXXXXXXXXXXXX 0
5. GOVERNANCESTRUKTUR 6
6. ØKONOMI OG PARTERNES BIDRAG 7
7. RETTIGHEDER 8
8. OFFENTLIGGØRELSE OG HEMMELIGHOLDELSE 9
9. INDDRAGELSE AF ANDRE PARTER 10
10. ERSTATNING 10
11. AFTALENS VARIGHED OG OPHØR 10
12. TVISTER 10
13. UNDERSKRIFTER 12
Region Hovedstaden Kongens Vænge 2A DK-3400 Hillerød CVR-nr: 29190623
og
IBM Danmark ApS Kongevejen 495B DK-2840 Holte CVR-nr: 65305216
(hver ”Region Hovedstaden”, ”IBM Danmark” eller en ”Part” og tilsammen ”Parterne”)
har den [dato] indgået denne aftale (”Samarbejdsaftalen”).
2.1 Med den demografiske udviklings betydning for omfanget af den fremtidige arbejdsstyrke og deraf afledte muligt færre hænder til at varetage den offentlige service i fremtiden, har Region Hovedstaden et behov for at fremme udviklingen af velfærdsteknologiske løsninger. Disse kan lette, effektivisere og højne kvaliteten i arbejdsgange inden for sundheds- og socialområdet til gavn for både den private borger, det offentlige personale og den offentlige drift i sin helhed. Samtidig ønsker Region Hovedstaden at styrke forsknings- og iværksættermiljøet i regionen, og ser et stort potentiale i at skabe innovation og værdi i økosystemet ved at forbedre mulighederne for virksomheder, forskningsinstitutioner, kommuner og andre aktører i regionen på det sundhedsfaglige område.
2.2 Med implementeringen af Sundhedsplatformen (leveret af EPIC) vil Region Hovedstaden kunne understøtte en effektiv anvendelse af sundhedsteknologi på et internationalt niveau. Det giver et betydeligt potentiale for at styrke brugen af data i det sundhedsfaglige arbejde – både i forhold til patientbehandling, kvalitetsudvikling, planlægning og forskning. Region Hovedstaden ønsker med afsæt i den regionale vækst- og udviklingsstrategi at styrke ”sund vækst” og ”smart vækst” og skabe offentlige/private innovationssamarbejder, som styrker arbejdet med viden ved udrulning af nye sundheds- it-løsninger baseret på cognitive computing, jf. pkt. 3, der frigør tid til bl.a. patientbehandling og forskning i klinikken. Samtidig ønsker Region Hovedstaden, at Samarbejdet kan bidrage til at fastholde Region Hovedstadens førerposition med et bæredygtigt sundhedssystem, som kan tiltrække flere internationale samarbejdsaftaler og investeringer til gavn for regionen.
2.3 Parterne har forudgående for denne Aftale indgået en aftale med titlen ”Statement of Work for IBM Watson for Oncology Evaluation Assessment Prepared for Region Hovedstaden” dateret 30. juni 2016 vedrørende test af cognitive computing i en dansk, klinisk kontekst samt en aftale med titlen ”Samarbejdsaftale om cognitive computing og innovation i sundhedssystemet” dateret 20. december 2016 vedrørende en analyse af potentialer og barrierer for anvendelse af cognitive computing i andre specialer ud over onkologi (i det følgende benævnt ”Forudgående Aftaler”).
2.4 Med lanceringen af IBM Watson Health har IBM globalt en strategisk målsætning om at bidrage til at transformere og forbedre måden, hvorpå sundhedssystemer fungerer. En kernekomponent i realiseringen af det mål er blandt andet at indgå strategiske samarbejdsaftaler med vigtige offentlige og private organisationer, som sammen kan bidrage til at skabe fremtidens sundhedsvæsen. På nationalt plan ønsker IBM Danmark at spille en væsentlig rolle som bidragyder til den digitale transformation af den offentlige sektor, særligt indenfor sundhed. Med den nylige etablering af IBM’s danske Innovationscenter i København er der etableret en vigtig platform til lokal opbygning af kompetencer indenfor de vigtigste fremtidige teknologier, som globalt er forankret i IBM Watson Health og der er dermed skabt mulighed for, at et samarbejde mellem parterne om afdækning af muligheder for anvendelse af cognitive computing kan blive et omdrejningspunkt i Innovationscentret. Parterne har endvidere til hensigt at undersøge mulighederne for i et samarbejde at etablere en innovationsplatform for et økosystem, som kan skabe bedre vilkår for start ups og forskere o. lign..
2.5 Parterne ønsker i forlængelse af de Forudgående Aftaler at fortsætte samarbejdet og indgår derfor denne overordnede strategiske samarbejdsaftale omkring udvikling og afprøvning af mulige løsningskoncepter til sundhedsvæsenet baseret på cognitive computing. Formålet med Samarbejdsaftalen er således, at Region Hovedstaden gennem samarbejde med IBM Danmark, opbygger viden om løsninger inden for cognitive computing i sundhedsvæsenet og på dette grundlag afklarer mulighederne for anvendelse af cognitive computing inden for konkrete sundhedsfaglige områder. Parterne vil herunder om muligt identificere og udvikle oplæg til konkrete udviklingsprojekter om cognitive computing-baserede løsninger (Use Cases), der kan igangsættes og reguleres under særskilte Projektaftaler. Samarbejdsaftalen er ikke-eksklusiv og derfor ikke til hinder for, at Region Hovedstaden indgår aftaler om samarbejde med andre parter om cognitive computing projekter som led i markedsafdækningen inden for de afsatte midler, jf. punkt 6.2.
2.6 Samarbejdsaftalen beskriver derfor, hvad Xxxxxxxx agter at bidrage med i udførelsen af Samarbejdet.
2.7 Parterne vurderer, at nærværende samarbejde er omfattet af undtagelsen i udbudslovens
§ 22. Parterne vil løbende vurdere, hvad der er den mest hensigtsmæssige aftaleform for
de enkelte delprojekter, indenfor rammerne af nærværende Samarbejdsaftale, dog til enhver tid respekterende den danske udbudslov.
3.1 Baggrundsviden er immaterielle rettigheder, know-how og ikke-offentliggjorte opfindelser, som en Part har rettighederne til ved Samarbejdets opstart, og som den anden Part gøres bekendt med eller som stilles til rådighed med henblik på udførelse af Samarbejdet.
3.2 Cognitive Computing er en type software, der er ”intelligent” i den forstand, at den kan varetage menneskelige funktioner, som fx tale- og billedgenkendelse og afkode store mængder af ustrukturerede data på kort tid. Der kan være tale om teknologier, som finder og syntetiserer billeder, tekst og stemmer eller lærende teknologier som maskinelæring og prædiktiv analyse.
3.3 Forgrundsviden er den viden, herunder know-how og de projektresultater, herunder immaterielle rettigheder, som genereres under Samarbejdet, uanset hvem der skaber denne viden. Forgrundsviden omfatter opfindelser, uanset om disse søges patent- eller brugsmodelbeskyttet af en af Parterne.
3.4 Fortrolige Oplysninger er den fortrolige viden og information af teknisk, forskningsmæssig eller kommerciel art, herunder bl.a. Baggrundsviden, tegninger, dokumenter, software, formler, metoder, og knowhow i øvrigt, som Parterne giver hinanden adgang til i forbindelse med Samarbejdet, og hvor det mundtligt eller skriftligt er angivet, at materialet er fortroligt eller dette i øvrigt åbenbart fremgår af omstændighederne.
3.5 Samarbejdet er det mellem Parterne aftalte samarbejde under Samarbejdsaftalen og i de enkelte Use Cases.
3.6 Use Cases er de konkrete udviklingsprojekter om cognitive computing-baserede løsninger, der igangsættes under Samarbejdsaftalen. De enkelte Use Cases defineres og reguleres i selvstændige og særskilte aftaler mellem Parterne.
3.7 Projektaftale er en selvstændig og særskilt aftale, som Parterne indgår til regulering af samarbejdet om konkrete udviklingsprojekter.
4.1 Parterne er i enhver henseende uafhængige parter. Ingen af Parterne har fuldmagt eller på anden måde ret til at skabe forpligtelser for den øvrige part, med mindre der foreligger en særskilt skriftlig aftale herom. Med Samarbejdsaftalen etableres intet joint venture, interessentskab, konsortium eller anden sammenslutning mellem Parterne, og
Parterne skal ikke hæfte for eller være ansvarlige for hinanden, bortset fra hvad der udtrykkeligt følger af Samarbejdsaftalen. Parterne giver ingen indeståelse og kan ikke gøres ansvarlige for, at deres bistand til gennemførelse af Samarbejdet fører til et bestemt resultat.
4.2 Parterne har, ved Samarbejdsaftalens indgåelse, til hensigt at identificere og igangsætte minimum 2 Use Cases årligt, dvs. i alt mindst 10 Use Cases i løbet af Samarbejdet. Ved Samarbejdsaftalens indgåelse har Parterne identificeret 4 Use Cases til mulig igangsættelse i 2017.
4.3 Parterne er enige om, at det kun er projekter, der indeholder en høj grad af udviklingspotentiale samt et kraftigt element af cognitive computing, der vil blive taget i betragtning til en Use Case.
5.1 Parterne etablerer ved Samarbejdsaftalens ikrafttrædelse et Executive Board, der har det overordnede ansvar for Samarbejdet.
5.2 Executive Board består ved Samarbejdets begyndelse af en Koncerndirektør fra Region Hovedstaden og IBM Danmark’s administrerende direktør.
5.3 Parterne etablerer ved Samarbejdsaftalens ikrafttrædelse en Styregruppe, der skal forestå den overordnede forvaltning af Samarbejdet.
5.4 Styregruppen består ved Samarbejdets begyndelse af en Direktør fra Center for Regional Udvikling, Region Hovedstaden, samt en ledelsesrepræsentant fra Center for IT, Medico og Telefoni, Region Hovedstaden, og et antal kliniske repræsentanter på direktør-, vicedirektør- eller centerniveau i Region Hovedstaden, samt ledelsesrepræsentanter fra IBM Danmark.
5.5 Styregruppens rolle er at godkende de overordnede ressourcer til de enkelte Use Cases. Styregruppen har endvidere det overordnede ansvar for fremdriften i Samarbejdsaftalen og tager stilling til, hvilke nye Use Cases som skal iværksættes i henhold til Samarbejdsaftalen og godkender indholdet i Projektaftalerne.
5.6 Styregruppen forventes at mødes hver 3. måned eller efter nærmere aftale mellem Parterne.
5.7 Region Hovedstadens repræsentanter i Styregruppen afrapporterer løbende til det politiske niveau i Region Hovedstaden.
5.8 Parterne nedsætter et Ekspertpanel, der skal rådgive Xxxxxxxx og yde faglig rådgivning i Use Cases. Ekspertpanelet består ved Samarbejdets begyndelse af et antal personer, der besidder en særlig faglig viden om området for Samarbejdet. Ekspertpanelets sammensætning skal godkendes af Styregruppen.
5.9 Parterne etablerer endvidere et Programkontor, der skal koordinere på tværs af governancestrukturen. Programkontoret har ansvar for at orientere Styregruppen, udarbejde beslutningsmateriale, identificere og beskrive nye Use Cases. Programkontoret forankres i Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden, men får også deltagelse af repræsentanter fra IBM. Hver Parts repræsentanter refererer til den Part, der har udpeget dem. Hver Part stiller personaleressourcer til rådighed for Programkontoret efter nærmere aftale.
5.10 Parterne kan etablere en Use Case Programgruppe for hver enkel Use Case, når Use Casen er identificeret og kvalificeret af Programkontoret og godkendt af Styregruppen. Relevansen af dette vil afhænge af størrelsen og kompleksiteten af Use Casen.
6.1 Parterne forventer, at der i Samarbejdsaftalens løbetid kan være behov for at afholde udgifter til identifikation, modning og udvikling af cognitive computing-baserede løsninger for samlet set op til 100 mio. kr. med en, set under ét, ligelig fordeling mellem parterne.
6.2 Region Hovedstaden forelægger i juni 2017 et forslag i Regionsrådet om i en femårig periode at disponere 6 mio. kr. om året fra juli 2017 til juni 2022 til arbejdet med anvendelse af kunstig intelligens i sundhedssektoren, herunder til projekter, der gennemføres i form af Use Cases i medfør af denne aftale. Der tages for perioden 2018-2022 budgetmæssig stilling til forslaget ved Regionsrådets budgetvedtagelse i september 2017. Region Hovedstaden vil endvidere foreslå Vækstforum Hovedstaden, at der af midlerne til erhvervsfremme reserveres 15 mio. kr. til udmøntning til samme formål over en femårig periode fra juli 2017 til juni 2022.
6.3 I forbindelse med de konkrete Use Cases og indgåelse af Projektaftaler, vil de økonomiske forhold blive nærmere specificeret. Der fastlægges efter aftale mellem parterne et budget for hver Use Case og for hver Projektaftale, med angivelse af de forventede udgifter, herunder til ekstern bistand, soft- og hardware mv. og hvorledes udgifterne finansieres. Parternes bidrag til finansieringen kan bestå i kontante beløb, teknologi, know-how eller ekspertbistand. Værdien af know-how, teknologi og af ekspertbistand
værdiansættes løbende efter aftale mellem parterne til brug for regnskabsaflæggelsen. Der aflægges årligt som led i Region Hovedstadens varetagelse af Programkontorfunktionen som en del af regionens årsregnskab regnskab for udgifter og indtægter vedr. Use Cases og Projektaftaler. Når forløb er afsluttet aflægges samlet regnskab for den enkelte Use Case eller Projektaftale.
6.4 Parterne stiller deres Baggrundsviden vederlagsfrit til rådighed for Samarbejdet iht. punkt 7.2.
6.5 Parterne bidrager med personalemæssige ressourcer til mødeaktiviteter under Samarbejdet herunder med personaleressourcer til Programkontoret efter nærmere aftale, jf. punkt 5.9.
6.6 Region Hovedstaden stiller fysiske lokaler til rådighed til møder mv. og involverer sig, jf. sundhedslovens § 193, aktivt i at formidle relevant regional viden og erfaring om mulighederne for anvendelse af cognitive computing-baserede løsninger i sundhedsvæsenet.
6.7 Hver part kan foreslå tema for en Use Case. Temaet bearbejdes indledningsvis i Programkontoret, som foretager en indledende vurdering af forslaget. Når der foreligger en vurdering kan parterne indgå en test projektaftale, herunder om budget, hvis parterne er enige om, at potentialet fortsat er til stede. I denne fase iværksættes en yderligere bearbejdning, klinisk testning m.m. Hvis testfasen falder tilfredsstillende ud efter Parternes opfattelse, kan projektaftalen danne grundlag for et større udviklingsforløb, hvor den indsamlede viden i testfasen kan være grundlag for at etablere yderligere finansiering, der evt. involverer tredjeparter.
7.1 Hver Part bevarer sin ejendomsret til de immaterielle rettigheder, der er en del af den pågældendes Baggrundsviden.
7.2 Parterne har i hele Samarbejdets løbetid en vederlagsfri, ikke-eksklusiv, uoverdragelig ret til at benytte den anden Parts Baggrundsviden, i det omfang det er nødvendigt for at gennemføre Samarbejdet. Den anden Parts Baggrundsviden må alene deles med og benyttes af den modtagende Parts ansatte i det omfang, den ansatte har behov for den anden Parts Baggrundsviden for, at Samarbejdsaftalen opfyldes. Den anden Parts Baggrundsviden må ikke deles med tredjeparter, herunder eksterne konsulenter mv., uden skriftlig tilladelse fra den Part, der har afgivet Baggrundsviden. Retten til at bruge
den anden Parts Baggrundsviden ophører ubetinget ved Samarbejdets ophør, uanset årsagen til Samarbejdets ophør.
7.3 Parterne aftaler i forbindelse med indgåelse af aftale om de konkrete Use Cases, hvordan ejendomsrettighederne til immaterielle rettigheder, herunder Forgrundsviden og Baggrundsviden, og andre rettigheder skal fordeles.
8.1 Parterne har til hensigt at foretage fælles offentliggørelse og formidle information om Samarbejdet og de enkelte Use Cases på nærmere fastsatte tidspunkter, således at hver Parts kommunikationsafdeling får mulighed for at komme med input til offentliggørelsen/formidlingen.
8.2 Region Hovedstaden kan – herunder på regionens hjemmeside – løbende offentliggøre regionens Baggrundsviden, og orientere om arbejdet med Use Cases, herunder med henblik på oplysning om muligheden for andre interesserede parter i at deltage i Samarbejdet.
8.3 Parterne har pligt til at hemmeligholde Fortrolige Oplysninger og den anden Parts Baggrundsviden. Forpligtelsen gælder også efter Samarbejdets afbrydelse eller afslutning, jf. dog 8.4. Parterne kan dog videregive disse oplysninger til deres eventuelle advokater i fornødent omfang mod at sikre, at advokaterne påtager sig en tilsvarende hemmeligholdelsesforpligtelse.
8.4 Parternes hemmeligholdelsesforpligtelse i henhold til punkt 8.3, omfatter ikke viden, som
− på tidspunktet for erhvervelsen var eller senere blev offentligt tilgængelig, uden at dette skyldes tilsidesættelse af hemmeligholdelsesforpligtelsen,
− er modtaget uden hemmeligholdelsesrestriktioner fra en tredjemand, som har været berettiget til at viderebringe den pågældende viden,
− skal gives til udenforstående på grundlag af en forpligtelse fastsat ved lov, herunder offentlighedsloven og forvaltningsloven, retsafgørelse eller anden bindende offentlig retsakt, eller
− en Part selv har udviklet uafhængigt af deltagelse i Samarbejdet.
8.5 Parterne er forpligtede til at sikre, at deres respektive medarbejdere gøres bekendt med og overholder bestemmelserne om hemmeligholdelse i punkt 8.3.
8.6 Brug af en Parts varemærker og andre former for kendetegn, herunder i pressemeddelelser eller anden form for offentlig kommunikation, må kun ske efter samtykke fra indehaveren af kendetegnet.
9.1 Parterne kan inddrage andre parter i Samarbejdet i forbindelse med de enkelte Use Cases i henhold til Samarbejdsaftalens baggrund og formål under punkt 2.
9.2 Region Hovedstaden foretager aktiv udvælgelse af eksterne partnere til de konkrete udviklingsprojekter (Use Cases) hvor dette måtte være relevant. Region Hovedstaden afdækker herunder interessen for eventuel deltagelse hos Københavns Universitet, DTU, ITU, de andre regioner, Innovationsfonden, Danske Regioner, Metropol, CopCap og lign..
9.3 Parternes rettigheder og forpligtelser i forhold til sådanne andre parter vil således blive reguleret i særskilte Projektaftaler.
10.1 Parterne er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler. Parterne er dog ikke erstatningsansvarlige for tab ved følgeskader såsom produktionsforstyrrelser og andet driftstab, mistet omsætning / avance eller anden indirekte skade.
11.1 Samarbejdsaftalen løber over en femårig periode fra 1. juli 2017 til 30. juni 2022. Inden udløbet af Samarbejdsaftalen aftaler Parterne, om Samarbejdsaftalen skal forlænges.
11.2 Aftalen kan opsiges af begge Parter med seks måneders skriftligt varsel til udgangen af en måned. Parten giver straks en begrundet meddelelse herom til den anden Part.
11.3 Igangværende Use Cases, der er indgået aftale om inden udløbet, fortsætter efter Aftalens udløb og indtil udløbet af de enkelte Use Cases, som nærmere defineret i disses Projektaftaler.
11.4 Der kan ikke rejses økonomiske krav mod den Part, der opsiger Samarbejdsaftalen.
12.1 Aftalen er undergivet dansk ret.
12.2 Tvister mellem Parterne, der udspringer af Aftalen eller Parternes samarbejde herom, skal søges bilagt af Parterne i mindelighed. Kan der ikke opnås en mindelig løsning, afgøres tvisten ved de almindelige danske domstole. Tvistløsningsreglerne for de enkelte Projekter og Use Cases fastsættes i de selvstændige aftaler herom.
13.1 Aftalen underskrives i 2 originaleksemplarer, ét til hver af Parterne.
Hillerød, den _____________ Holte den __________________
Kl Kl ___________
For Region Hovedstaden For IBM Danmark Aps
________________________ ___________________________ Xxxxxx Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxxx Vig
Regionsrådsformand Direktør, Offentlig sektor
Hillerød, den _____________ Holte den __________________
Kl Kl ___________
For Region Hovedstaden For IBM Danmark Aps
________________________ ___________________________ Xxxxx Xxxxxxxx Xxxxxx Xxxxxxx
Koncerndirektør Health Care and Life Sciences Industry Leader
Holte den __________________
Kl ___________
For IBM Danmark Aps
___________________________ Xxxxxx Xxxxxxx
Administrerende Direktør