Vedtægter for foreningen Tvingstrup Forsamlingshus
Vedtægter for foreningen Tvingstrup Forsamlingshus
§1 NAVN
Foreningens navn er Tvingstrup Forsamlingshus, og foreningens hjemsted er Horsens Kommune.
§2 FORMÅL
Foreningens formål er, i samarbejde med det øvrige foreningsliv at virke for lokalsamfundet, herunder at drive forsamlingshuset som samlingssted for medlemmerne samt til brug for sociale og kulturelle aktiviteter i lokalsamfundet generelt.
Foreningen Tvingstrup Forsamlingshus kan afholde arrangementer herunder banko.
§3 UDLEJNING
Bestyrelsen kan træffe alle aftaler om forsamlingshusets udlejning.
Faste aftaler, der løber ud over en bestyrelses valgperiode, skal godkendes af den nye bestyrelse.
Medlemmer af forsamlingshuset, eller medlemmer af medlemmets husstand, lejer forsamlingshuset med en af bestyrelsen fastsat rabat.
§4 EJENDOM
Forsamlingshuset med tilhørende grund er foreningens ejendom og indgår til enhver tid i foreningens status til den senest offentliggjorte kontante ejendomsværdi.
Bestyrelsen har ansvar for, at ejendommen bliver vedligeholdt. Bestyrelsen har ansvar for, at bygningen er korrekt og ansvarligt forsikret.
§5 MEDLEMMER
Som medlemmer kan optages alle personer bosiddende i Tvingstrup og omegn, samt personer, der efter bestyrelsens opfattelse kan antages at have tilknytning til lokalsamfundet.
Medlemskabet er personligt og kan ikke overdrages.
Foreningen kan optage passive medlemmer, der ikke har stemmeret på generalforsamlingen.
Medlemmerne hæfter alene for indbetaling kontingent, og hæfter ikke over for 3. mand for foreningens forpligtelser.
Foreningens bestyrelse skal føre protokol over forsamlingshusets medlemmer.
§6 GENERALFORSAMLING
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes i forsamlingshuset een gang årligt inden udgangen af marts måned.
§6 stk 1 INDKALDELSE
Indkaldelse til ordinær generalforsamling skal ske ved rettidig og passende annoncering overfor foreningens medlemmer. Herunder eventuelt via email, sociale medier, lokal presse og opslag centralt i byen. Indkaldelse til generalforsamling skal senest ske 2 uger før generalforsamlingen.
§6 stk. 2 DAGSORDEN
Generalforsamlingen skal altid have følgende punkter på dagsordenen:
1. Valg af dirigent.
2. Formandens beretning.
3. Aflæggelse af regnskab og status.
4. Valg af bestyrelse.
5. Valg af revisor.
6. Valg af suppleanter.
7. Fastsættelse af næste års kontingent.
8. Forslag fra medlemmerne.
9. Eventuelt.
Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen. Forslag skal kunne tolkes under foreningens formål for at kunne optages på dagsordenen.
§6 stk 3 STEMMERET
Hvert medlem, der er noteret i foreningens protokol, har stemmeret med een stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Alle beslutninger afgøres ved simpelt stemmeflertal blandt de afgivne stemmer.
Såfremt dirigenten eller een blandt forsamlingen kræver det, skal afstemningen ske skriftligt.
§6 stk 4 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes når bestyrelsen måtte ønske det, under hensyn til de i stk 1 nævnte betingelser.
Bestyrelsen skal inden en måned indkalde ekstraordinær generalforsamling, hvis 20 % af foreningens medlemmer skriftligt anmoder herom.
§7 VEDTÆGTSÆNDRING
Ændringer i vedtægterne kan foretages af generalforsamlingen med mindst ⅔ af de afgivne stemmer. Hvis forslaget opnår flertal, men ikke når ⅔, kan generalforsamlingen nedsætte et udvalg, der udarbejder et nyt forslag til afstemning på en ekstraordinær generalforsamling. Denne skal indkaldes senest 4 uger efter nedsættelsen af udvalget. Herefter vedtages forslaget med simpelt stemmeflertal.
§8 OPLØSNING
Til opløsning af foreningen kræves, at beslutningen herom vedtages af to på hinanden følgende generalforsamlinger indkaldt med højst 4 ugers mellemrum, med mindst ⅔ af stemmerne på hver generalforsamling. Indkaldelse skal foregå efter forskrifter i §6 stk 1.
Såfremt opløsning vedtages, skal der på anden generalforsamling vælges tre likvidatorer til at afvikle foreningens virksomhed. Fremkommer der herved et overskud, skal dette efter generalforsamlingens bestemmelse anvendes til almene lokale formål.
§9 BESTYRELSE
Generalforsamlingen vælger en bestyrelse.
Bestyrelsen består af 5 eller 7 medlemmer samt 2 suppleanter. Derudover vælges 2 revisorer samt en revisorsuppleant.
Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år ad gangen, idet den større eller mindre del afgår skiftevis.
Revisorerne vælges ligeledes for 2 år ad gangen, idet der afgår en hvert år. Suppleanter vælges hvert år.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og sekretær samt udpeger kasserer.
§10 TEGNING
Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse.
Den daglige drift, kan med bindende virkning, tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer i forening.
§11 REGNSKABSÅR
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
§12 UDMELDELSE
12 stk 1
Medlemskab følger regnskabsår jvf. §11 og udmelding antages sket, såfremt medlemmet ikke fornyer medlemskabet, inden generalforsamlingen mødes.
§12 stk 2 UDVISNING
Et medlem der virker imod foreningens formål og/eller imod af bestyrelsen vedtagne regler, kan ved ⅔ flertal i generalforsamlingen udelukkes.
Intet medlem kan ved udmeldelse gøre krav på foreningens midler.