VEDTÆGTER FOR BØRKOP RIDEKLUB
VEDTÆGTER FOR BØRKOP RIDEKLUB
- 1 –
Marts 2023
Vedtægter for Børkop Rideklub
§ 1. Navn
Klubbens navn er BØRKOP RIDEKLUB – forkortet BKR. Klubbens hjemsted er Vejle kommune.
§ 2. Formål
Klubbens formål er at fremme interessen for ridesporten og at samle medlemmerne til udøvelse af denne idræt, samt at oplære navnlig ungdommen i alt vedrørende hestens brug og pleje.
§ 3. Overordnede medlemskaber
Rideklubben er medlem af Dansk Ride Forbund under Danmarks Idræts-Forbund, hvorfor klubben og hvert medlem er forpligtet til, at rette sig efter de to nævnte forbunds love, reglementer og bestemmelser, herunder de af de pågældende forbunds fastsatte voldgiftsbestemmelser.
§ 4. Hvem kan blive medlem
Aktive medlemmer kan optages som senior- eller juniormedlemmer.
Man kan optages som juniormedlem indtil man er fyldt 16 år, herefter optages man som seniormedlem. Kun aktive medlemmer af klubben, har ret til at modtage undervisning (dog er det muligt at tilbyde kommende medlemmer én prøvetime, inden medlemskab tegnes). En prøvetime kan kun tilbydes efter henvendelse til og aftale med bestyrelsen. Prøvetimen kan kun foregå i undervisningstiden.
Passive medlemmer kan ligeledes optages. Disse er uden ret til at deltage i rideaktiviteterne. Medlemskabet er gældende fra den dato hvor kontingentet er betalt.
Stævnemedlemmer er for medlemmer, som gerne vil være medlem af en klub i forhold til deltagelse i stævner. Som stævnemedlem er det ikke tilladt at benytte faciliteterne på BKR. Ønsker man facilitetskort, skal man opgrader til almindeligt medlemskab.
§ 4.stk. 1 Æresmedlemmer
Æresmedlemmer kan, på bestyrelsens forslag, udnævnes af en generalforsamling. Diskussion om forslaget kan ikke finde sted, men forslaget kan på begæring underkastes skriftlig afstemning. For en vedtagelse kræves minimum 2/3 af de afgivne stemmer at stemme for forslaget. Æresmedlemmer betaler ikke kontingent, men har stemmeret på generalforsamlingen og er valgbare til bestyrelsen.
§ 5. Myndighed
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed og indkaldes af bestyrelsen. Medlemmer, såvel aktive som passive, over 18 år har stemmeret og er valgbare på generalforsamlingen.
Seniormedlemmer mellem 16 år og 18 år har stemmeret og er valgbare til udvalgsposter, men kan ikke bestride bestyrelsesposter. Forældre til juniormedlemmer har stemmeret, en stemme pr. barn og er valgbare til bestyrelse og udvalgsposter. Generalforsamlingen vælger hvert år en bestyrelse, til varetagelse af klubbens løbende drift, forpligtelser og udvikling.
§ 5 stk. 1 Den ordinære generalforsamling
Den ordinære generalforsamling afholdes i første kvartal.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest d. 15. Januar. Tiden og stedet for generalforsamlingen skal med 14 dages varsel annonceres på klubbens hjemmeside, den officielle Facebook-side samt ved opslag på rideskolen. Bestyrelsens fremsatte forslag, indkomne forslag, samt dagsorden opslås i klubbens lokale med mindst 14 dages varsel.
Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra formand (bestyrelse).
3. Fremlæggelse af reviderede regnskaber (kassererens beretning).
4. Fastsættelse af kontingent og fremlæggelse af budget for det kommende år.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Formanden er på valg i lige år og kassereren i ulige år.
7. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer samt 2 suppleanter.
8. Beretning fra sportsudvalg
9. Valg af sportsudvalg jvf. §.9
10. Valg af juniorrepræsentanter jvf. § 9.1
11. Beretning fra støtteforeningen
12. Valg til støtteforeningen jf. § 10
11. Eventuelt.
Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.
Medlemskontingent for næstfølgende år fastsættes af generalforsamlingen for et år ad gangen. På generalforsamlingen vælges personer ved almindeligt flertal ligesom øvrige beslutninger. Til forandring af klubbens vedtægter kræves en majoritet på 2/3 af de afgivne stemmer. Enhver
ændring af vedtægter skal indberettes til DRF for godkendelse. Ved stemmelighed, er forslaget forkastet. Afstemning foregår ved håndsoprækning, med mindre dirigenten eller mindst 1 medlem kræver skriftlig afstemning. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Umiddelbart efter generalforsamlingen skal der foreligge et referat fra mødet, som dirigenten underskriver. Dette skal som minimum indeholde en liste over, hvem der blev valgt til de forskellige bestyrelsesposter, samt resultater af evt. afstemninger.
§ 5 stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne anser det for nødvendigt, eller når mindst 15 % af de stemmeberettigede indgiver skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden. I sidste tilfælde skal den ekstraordinære generalforsamling finde sted senest 3 uger efter begæringens modtagelse. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 8 dages varsel.
§ 6. Bestyrelsen
Klubbens anliggender varetages af en bestyrelse på 5 medlemmer. Derefter vælges evt. 2 suppleanter.
På generalforsamlingen i lige år vælges formanden og 1 bestyrelsesmedlem og i ulige år vælges kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.
Følgende grupper af personer kan ikke vælges eller sidde i bestyrelsen:
a. Etablissementsejere og/eller bestyrelsesmedlemmer for etablissementet.
b. Ejere og forpagtere og/eller bestyrelsesmedlemmer for den ejerinstitution, hvor klubben holder til.
c. Ansatte på etablissementet.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer, sekretær og en repræsentant til sportsudvalget. Det kan om muligt være en suppleant.
§ 6 stk. 1 Bestyrelsens arbejde
Hvert bestyrelsesmøde indledes med en afklaring af det enkelte medlems habilitet ift. Den aktuelle dagsorden – er medlemmet inhabilt forlader vedkommende mødet under behandling af det specifikke dagsordenspunkt.
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubbens anliggender og midler og skal varetager dennes tarv i henhold til klubbens vedtægter og almindelig sund fornuft. Klubben tegnes af formanden eller næstformanden og 2 bestyrelsesmedlemmer i fællesskab. I tilfælde af formandens og næstformandens permanente fravær fra bestyrelsen meddeles prokura til de resterende bestyrelsesmedlemmer.
Bestyrelsen er bemyndiget til, løbende med to måneders varsel, at ændre på alle kontingentsatser, f.eks. ridehuskort, undervisningspriser, staldpriser m.m. samt fodertyper og stråfoder, ud over medlemskontingent. Ridehus- og staldreglement kan kun ændres af bestyrelsen.
I tilfælde af stemmelighed tæller formandens stemme som 2 stemmer.
I tilfælde af vakance for formand eller andet bestyrelsesmedlem indtræder en af suppleanterne i bestyrelsen. Såfremt suppleanternes plads er vakante, supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling. Efter indtræden eller supplering konstituerer bestyrelsen sig på ny.
Bestyrelsen kan, efter behov nedsætte et antal udvalg, evt. med et bestyrelsesmedlem som formand. Suppleanterne kan inddrages i bestyrelsesarbejdet og deltage i bestyrelsesmøderne.
Bestyrelsen er bemyndiget til at ansætte og afskedige personale, herunder ridelærer, staldmand, hjælper og hjælpepiger.
§ 7. Regnskab
Regnskabsåret går fra d. 1. januar til d. 31. december. Regnskabet udarbejdes af bestyrelsen og regnskabet kontrolleres af to bilagskontrollanter, som er valgt på generalforsamlingen.
Bilagskontrollanterne må ikke være medlem af SI eller bestyrelsen. Det reviderede regnskab forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse. Det reviderede regnskab skal foreligge senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse og kan rekvireres af klubbens medlemmer tillige med forslag til budget for det kommende år.
§7 stk. 1
Klubbens medlemmer og dens bestyrelse hæfter ikke for klubbens gæld eller andre forpligtelser.
§ 8 Medlemmerne
For såvel aktive som passive medlemmer opkræves kontingent helårligt forud og er forfalden til betaling den 1. januar. Er kontingentet ikke betalt senest d. 15. januar ophører vedkommendes medlemsrettigheder, og vedkommende kan kun optages på ny mod betaling af restance, rykkergebyr samt kontingentbeløb, indtil lovlig udmeldelse har fundet sted. Forfaldet kontingent skal betales uanset ophør af medlemsrettigheder. Medlemmer har adgang til at købe div. ydelser i klubben samt at deltage i aktiviteterne. Kontingent afregnes på følgende måde: ved indmeldelse i første halvdel af året afregnes fuld årlig kontingent og ved indmeldelse i anden halvdel af året afregnes halv pris af den årlige kontingent.
Medlemmerne er pligtige til at overholde samtlige af klubbens vedtægter og regler herunder ridehus- og ordensreglement.
Derudover er heste- og ponyejere pligtige til at sætte sig ind i, og rette sig efter, det gældende ordens- og ridehusreglement. Overtrædelse af vedtægter, ordens- og ridehusreglement kan medføre mundtlig og/eller skriftlig advarsel fra bestyrelsen og medlemmet kan ved gentagne overtrædelser af ordens- og ridehusreglement bortvises fra stalden og ridehal.
§ 8 stk. 1 Udmeldelse
Udmeldelse kan ske ved skriftlig meddelelse. Dette gælder også i sammenhæng med køb af evt. Ydelser herunder rideundervisning, facilitetskort og opstaldning med en måneds varsel til den 1. i en måned. Udmeldelse sker automatisk, hvis genopkrævet medlemskontingent ikke er betalt inden
d. 15. Januar.
§ 8 stk. 2A Karantæne og udelukkelse
Bestyrelsen kan meddele karantæne af nærmere fastsat omfang, dog max. 2 måneder, til et medlem der gør sig skyldig i usportslig optræden eller på anden måde opfører sig til skade for klubben, herunder gentagne overtrædelser af ordens- og ridehusreglement.
For at denne beslutning skal være gyldig kræves, at mere end halvdelen af samtlige bestyrelsesmedlemmer stemmer for karantænen.
Medlemmet skal have adgang til at udtale sig over for bestyrelsen, inden afstemning finder sted. Afgørelsen, kan af medlemmet, indbringes for distriktets forretningsudvalg inden 8 dage.
Forretningsudvalgets afgørelse er inappellabel. Et evt. forretningsudvalgsmedlem fra den pågældende klub er inhabil. Der betales fuldt kontingent/pris i karantæneperioden. Karantænen kan medføre bortvisning fra klubbens område.
§ 8 stk. 2B
I særlige tilfælde kan bestyrelsen indstille til generalforsamlingen, at et medlem udelukkes fra klubben i et nærmere angivet tidsrum over 2 måneder. På generalforsamlingen afgøres sagen ved skriftlig afstemning, og for vedtagelse kræves et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer (blanke tæller som afgivne).
Medlemmet har krav på at være til stede og at forsvare sig. Generalforsamlingens bestemmelse om udelukkelse kan af medlemmet indbringes for Dansk Ride Forbunds Ordens- og Amatørudvalg inden 4 uger.
§ 8 stk. 2C
I det af § 8 B omhandlende tilfælde kan generalforsamlingen ligeledes ved skriftlig afstemning, og med et flertal på 2/3 af de afgivne stemmer afgøre, at sagen via hovedbestyrelsen indbringes for Dansk Ride Forbunds Ordens- og Amatørudvalg til afgørelse af, om der tillige skal ske udelukkelse af andre rideklubber eller evt. indstilles til Dansk Idræts Forbund, at vedkommende udelukkes fra andre specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund.
§ 9 Sportsudvalget
Sportsudvalget består af 5 medlemmer. Et medlem udpeget af bestyrelsen jv.f. § 6, samt 4 medlemmer der vælges på generalforsamlingen. 2/3 af sportsudvalgets medlemmer skal være fyldt eller fylde 18 år i det år de vælges. De resterende medlemmer kan være seniormedlemmer under 18 år. Der afgår hvert år 2 sportsudvalgsmedlemmer. Genvalg kan finde sted.
Sportsudvalgets arbejdsopgaver er overordnet, at afholde relevante ridestævner til gavn for såvel klubben som medlemmerne.
Klubbens ridelærer/instruktør har adgang til deltagelse i sportsudvalgets møder og kan indkaldes hertil. Forinden udvalgets planer realiseres, skal de forelægges bestyrelsen til endelig godkendelse.
§ 9 stk. 1 Juniorudvalget
Juniorudvalget er en afdeling i sportsudvalget under ansvar af dette. Mindst en sportsudvalgspræsentant sidder som observatør i juniorudvalget.
Juniorudvalget skal minimum bestå af 5 junior repræsentanter, der ikke må være over 16 år. Indtrædelse i juniorudvalget kan ske løbende gennem året, med godkendelse fra sportsudvalgsrepræsentanten. Juniorudvalget har til opgave at varetage juniormedlemmernes interesse såvel sportsligt som socialt og fremkomme med forslag til sportsudvalget og bestyrelsen til sikring af klubbens formål jfr. § 2.
Forinden udvalgets planer realiseres, skal de forelægges bestyrelsen til endelig godkendelse.
§ 10 stk. Støtteforeningen
Støtteforeningen består af to medlemmer, der på generalforsamlingen, vælges for to år ad gangen. Alle medlemmer skal være fyldt 18 år eller fylde 18 år i det år de bliver valgt ind. Genvalg kan finde sted. Forinden udvalgets planer realiseres, skal de forelægges bestyrelsen til endelig godkendelse.
§ 11 Klubbens opløsning
Klubbens opløsning kan kun finde sted, når beslutningen herom vedtages på 2 på hinanden med mindst 14 dages mellemrum afholdte generalforsamlinger. Ved den første af disse generalforsamlinger skal beslutningen om opløsning vedtages med mindst 3/4 af de afgivne stemmer. Ved den anden generalforsamling kan opløsning vedtages ved simpelt flertal.
Ved klubbens eventuelle opløsning skal klubbens midler, såvel kontante, bankbeholdninger, giroindestående eller anden likvide midler tillige med fremkomne midler ved realisation i første omgang anvendes til dækning af eventuelle gældsposter. Midlerne kan eventuelt deponeres i 2 år under et 3-mandstilsyn, så disse ved etablering af ny rideklub, kan tilfalde denne.
De beløb, der måtte være til rådighed derudover, skal stilles til rådighed til formål til fremme af ungdomsarbejdet i Vejle Kommune.
Vedtaget på generalforsamlingen 7. marts 2023.
Indhold
§ 1. Navn
§ 2. Formål
§ 3. Overordnede medlemskaber
§ 4. Hvem kan blive medlem
§ 4.stk. 1 Æresmedlemmer
§ 5. Myndighed
§ 5 stk. 1 Den ordinære generalforsamling
§ 5 stk. 2 Ekstraordinær generalforsamling
§ 6. Bestyrelsen
§ 6 stk. 1 Bestyrelsens arbejde
§ 7. Regnskab
§ 8 Medlemmerne
§ 8 stk. 1 Udmeldelse
§ 8 stk. 2A Karantæne og udelukkelse
§ 8 stk. 2B
§ 8 stk. 2C
§ 9 Sportsudvalget
§ 9 stk. 1 Juniorudvalget
§ 10 Støtteforeningen
§ 11 Klubbens opløsning