Københavns Kommune
Mellem
Københavns Kommune
Rådhuspladsen 1
1599 København
(Herefter kaldet ”Københavns Kommune”) og
Navn
Adresse Postnummer By CVR
(Herefter kaldet ”Friplejeboligleverandøren”)
Januar 2022
Indhold
4 Sygepleje og Sygeplejeartikler 5
5.1 Hjælpemidler efter serviceloven 6
6.1 Træning efter serviceloven 7
6.2 Træning efter Sundhedsloven 7
7.1 Enhedstakst pr. plejebolig 8
7.2 Tilskud til madproduktion 8
7.3 Særskilt afregning for sygepleje og sygeplejeartikler 8
7.4 Afregning for borgere fra andre kommuner 9
7.5 Københavns Kommunes Arbejdsklausul 9
8 Journal og udveksling af oplysninger 9
1 Baggrund og formål
Samarbejdet mellem Friplejeboligleverandøren og Københavns Kommune skal udøves inden for rammerne af gældende ret, som overordnet i forhold til nærværende samarbejdsaftale er:
• Lovbekendtgørelse 2017-10-26 nr. 1162 om friplejeboliger
• Lovbekendtgørelse 2021-01-07 nr. 1548 om social service
• Lovbekendtgørelse 2019-26-08 nr. 903 Sundhedsloven
• Bekendtgørelse 2015-09-30 nr. 1170 om kommunalbestyrelsens fastsættelse af afregningspriser for ydelser efter serviceloven i forhold til friplejeboligleverandører
• Bekendtgørelse 2008-12-15 nr. 1245 om takster for egenbetaling og om mellemkommunal refusion for tilsyn med service i friplejeboliger.
• Bekendtgørelse 2015-08-31 nr. 1065 om drift og afhændelse af friplejeboliger
• Bekendtgørelse 2015-09-30 nr. 1169 om certificering af friplejeboligleverandører
• Bekendtgørelse 2007-12-21 nr. 1601 om hjemmesygepleje
• Vejledning nr. 10329 af 21/12/2017 om afregning af friplejebolig leverandører
• Lovbekendtgørelse 15/04/2021 nr. 686 af om Digital Post fra offentlige afsendere
Herudover forpligter Friplejeboligleverandøren sig til i øvrigt, at overholde den til enhver tid gældende relevante lovgivning i forholdet til Københavns Kommune og i forholdet til borgerne, samt at levere ydelserne i overensstemmelse med indholdet i sundhedsaftalerne og Københavns Kommunes kvalitetsstandarder på området.
Nærværende aftale og de dertil hørende bilag beskriver de konkrete samarbejdsrelationer mellem Friplejeboligleverandøren og Københavns Kommune, herunder procedure og arbejdsgange, hvor dette er vurderet hensigtsmæssigt og hvor lovgivningen ikke giver en tilstrækkelig klar regulering af forholdet. Aftalen skal således være med til at sikre en klar og gensidig forventningsafstemning mellem Friplejeboligleverandøren og Københavns Kommune.
2 Aftaleforhold
Samarbejdsaftalen indgås mellem Friplejeboligleverandøren og Københavns Kommune og træder i kraft den
1. januar 2022.
Aftalen kan løbende justeres efter anmodning fra en af parterne i forhold til de ikke lovbestemte dele af aftalen, hvis parterne er enige herom.
Københavns Kommune er ansvarlig for at indkalde Friplejeboligleverandørens ledelse til et fast årligt møde i forhold til evaluering af samarbejdet, herunder samarbejdsaftalen.
For så vidt angår de af aftalen omfattede konkrete samarbejdsrelationer, hvor lovgivningen ikke giver en tilstrækkelig klar regulering af forholdet, kan aftalen opsiges helt eller delvist med 6 måneders varsel af en af parterne. Ved delvis opsigelse, fortsætter den del af samarbejdsaftalen, som ikke er opsagt.
3 Visitation
3.1 Boligvisitering
Tildeling af en bolig på Friplejeboligleverandøren kan alene ske på baggrund af visitation til plejebolig fra borgerens hjemkommune.
Det er Københavns Kommune, der på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov foretager visitation til plejebolig jf. kommunens kvalitetsstandarder på området. Hvis en borger, som er bosiddende i kommunen, henvender sig direkte til Friplejeboligleverandøren henvises således til Københavns Kommune. Efter visitation kan en borger fra Københavns Kommune frit vælge at indgå lejeaftale med og flytte ind hos Friplejeboligleverandøren, hvis Friplejeboligleverandøren er certificeret til at levere alle de ydelser, som borgeren er visiteret til at modtage i en plejebolig.
Ønsker en borger fra en anden kommune en bolig på Friplejeboligleverandøren foretages visitationen af hjemkommunen. Friplejeboligleverandøren giver oplysninger om borger til Københavns Kommune senest 5 hverdage før indflytning. Københavns Kommune overtager handleforpligtelsen, herunder eventuelle revisitationer for den pågældende borger, når denne har fået en bolig på Friplejeboligleverandøren.
For så vidt angår ydelser som Københavns Kommune visiterer til og som Friplejeboligleverandøren er certificeret til at levere, jf. friplejeboliglovens kapitel 3, skal prisen for disse ydelser fastsættes mellem Friplejeboligleverandøren og betalingskommunen.
Københavns Kommune vil generelt ved visitation til plejebolig, oplyse borgeren om dennes ret til frit valg af plejebolig, herunder at Friplejeboligleverandør er omfattet af det frie valg.
Københavns Kommune og Friplejeboligleverandøren har valgt ikke at indgå aftale om, at Københavns Kommune får anvisningsret til friplejeboligerne jf. friplejeboliglovens § 1, stk. 2. Friplejeboligleverandøren afholder selv eventuelle udgifter til ledige boliger/lejetab. Der ydes heller ikke ”friplejeboligtakster” til tomme boliger.
3.2 Visitering af ydelser
Indflytningsvisitationen for borgere, der kommer fra en anden kommune varetages af hjemkommunen. Herefter overtager Københavns Kommune handleforpligtelsen og eventuelle re-visitationer.
Friplejeboligleverandøren planlægger sammen med den enkelte beboer, hvordan den konkrete hjælp iht. kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp jf. servicelovens § 83, og 86 tilrettelægges. Inden for rammerne af bevillingen, har Friplejeboligleverandøren det faglige ansvar for løbende at tilpasse indsatsen til borgerens behov.
I det omfang borgerens ægtefælle flytter med borgeren ind i friplejeboligen og ægtefællen ikke selvstændigt opfylder hjemkommunens visitationskriterier til en plejebolig, sker der ingen afregning for den medflyttende ægtefælle efter friplejeboliglovens regler. Se i øvrigt pkt.7.1.
3.3 Øvrige tildelinger
I det omfang, at der tilgår Københavns Kommune generelle landsdækkende puljer til plejeboligområdet vil Friplejeboligleverandøren få tildelt en forholdsmæssig andel.
Ifølge ”Bekendtgørelse 2008-12-15 nr. 1245 om takster for egenbetaling og om mellemkommunal refusion for tilsyn med service i friplejeboliger” § 5 er en kommune, der yder tilskud til mad til kommunens borgere i plejebolig, forpligtet til, at yde samme tilskud til borgere i friplejeboliger i kommunen.
Københavns Kommune yder et kommunalt tilskud til produktionsprisen på mad pr. hovedret. Derfor er Friplejeboligleverandøren berettiget til et tilskud på forskelsbeløbet. Dette gælder både borgere fra Københavns Kommune og borgere fra andre kommuner. Tilskuddet fremgår af bilag 1.
Det årlige beløb til madproduktion er afhængig af Kommunens aktuelle budgetter/regnskab og eventuel politisk vedtagne besparelser. Friplejeboligleverandøren vil blive orienteret om eventuelle ændringer i beløbet hurtigst muligt efter disse er vedtaget.
Friplejeboligleverandøren har mulighed for, efter konkret vurdering af behov og aftale med Københavns Kommune, at modtage støtte fra Københavns Kommunes akutteam. Friplejeboligleverandøren har mulighed for, efter konkret vurdering af behov og aftale med Københavns Kommune, at modtage støtte fra rehabiliteringsterapeuter i det relevante kommunale træningscenter mod betaling, efter den takst som træningscenteret fastsætter og som svarer til den takst, som kommunale enheder også afregnes med.
4 Sygepleje og Sygeplejeartikler
4.1 Sygepleje
Sygeplejen i kommunerne ydes efter Sundhedsloven § 138, hvorefter Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning til personer med ophold i kommunen.
Friplejeboligleverandøren varetager sygeplejeydelserne for beboerne på Friplejeboligleverandøren og godtgøres af Københavns Kommune for levering af ydelser efter sundhedsloven med et tilskud, jf. bilag 1.
Lederen af Friplejeboligleverandøren er ansvarlig for, at der til enhver tid er de nødvendige kompetencer til rådighed for at varetage de delegerede sundhedslovsopgaver, og at kompetencerne tilpasses de behov for sygeplejeydelser, som den til enhver tid aktuelle beboergruppe har. Det forventes herunder, at der altid er en social- og sundhedsassistent på arbejde på tidspunkter, hvor Friplejeboligleverandørens egen sygeplejerske ikke er til stede.
Friplejeboligleverandøren kan i helt ekstraordinære situationer ved behov for sygepleje aften/nat kontakte den kommunale sygepleje for hjælp, hvilket Friplejeboligleverandøren afregnes med pr. time efter samme takst som kommunale enheder afregnes med.
Friplejeboligleverandøren skal efterleve de til enhver tid gældende faglige retningslinjer for sygepleje. Opstår der tvivl på Friplejeboligleverandøren om, hvordan en konkret sygeplejeindsats skal udføres, skal Friplejeboligleverandøren kontakte ordinerende læge.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningens vejledning for delegation og opgaveoverdragelse samt skabelon til lokal instruks til opgaveoverdragelse af indsatser efter sundhedsloven er vedlagt i bilag 2 og forudsættes brugt i levering af sygeplejeydelser. Lederen på Friplejeboligleverandøren, er forpligtet til at færdiggøre skabelonen ift. hvordan Friplejeboligleverandøren arbejder med opgaveoverdragelse af indsatser efter sundhedsloven. Vejledning og instruks skal tilpasses det anvendte dokumentationssystem, som anvendes af Friplejeboligleverandøren.
Af Københavns Kommunes Indsatskatalog fremgår det, hvem der kan varetage hvilke typer af sygeplejefaglige opgaver. For at sikre gennemsigtighed og klarhed om kompetencer i opgaveløsning fremgår der under hver indsats, hvilken type opgave der er tale om i forhold til borgerens situation, og dernæst hvilke sundhedspersoner der kan varetage opgaven. Sygeplejersken varetager de sygeplejefaglige indsatser, som ikke kan varetages af social- og sundhedspersonalet på Friplejeboligleverandøren iht. indsatskataloget. Der sker ikke særskilt afregning for delegerede sundhedslovsydelser, som social- og sundhedspersonalet kan udføre iht. indsatskataloget. Dette er indeholdt i taksten efter Friplejeboligloven.
4.2 Sygeplejeartikler
Fornødne sygeplejeartikler i forbindelse med udførelsen af sygeplejeydelserne indkøbes af Friplejeboligleverandøren. Københavns Kommune kompenserer for udgiften til de fornødne sygeplejeartikler pr. borger jf. bilag 1.
4.3 Patientsikkerhed
Friplejeboligleverandøren er forpligtet til at rapportere utilsigtede hændelser i Styrelsen for Patientsikkerheds database DPSD udelukkende til brug i arbejdet med læring og bedring af borgersikkerheden. Indrapportering af UTH erstatter ikke den ellers lovmæssige sundhedsfaglige dokumentation.
Den analytiske sagsbehandling af de enkelte hændelser foregår lokalt i enheden, så der lokalt kan drages læring heraf.
Utilsigtede hændelser som rapporteres i forbindelse med Friplejeboligleverandøren vil blive administrativt sagsbehandlet af Københavns Kommunes centralt placeret risikomanager. I den forbindelse bliver sagens personhenførbare data anonymiseret og derefter indsendt til Styrelsen for Patientsikkerhed.
5 Hjælpemidler
5.1 Hjælpemidler efter serviceloven
Københavns Kommune, Hjælpemiddelcentret, yder støtte til og råd og vejledning om tekniske individuelle hjælpemidler, samt kropsbårne hjælpemidler til borgere på Friplejeboligleverandøren tilsvarende øvrige borgere i Københavns Kommune.
Københavns Kommune foretager efter ansøgning fra den enkelte borger en konkret og individuel vurdering af borgers behov og yder støtte efter bestemmerne i servicelovens § 112. Borgerne medbringer ved indflytning i Friplejeboligleverandøren egne bevilligede hjælpemidler. Relevante ansøgningsskemaer kan rekvireres hos Hjælpemiddelcentrets afdeling for Myndighed og udvikling. Myndighed og udvikling kan enten kontaktes på mail: xxxxxxxxx-xxx@xx.xx eller telefonisk på tlf. 00 00 00 00, tast 2. For oplysninger om telefontid og sagsbehandlingstid se kommunens hjemmeside eller kontakt Hjælpemiddelcentret.
Se i øvrigt tilbud på hjælpemiddelområdet på kommunens hjemmeside.
I forhold til faglig sparring i brugen af kropsbårne hjælpemidler henvises Friplejeboligleverandøren til at kontakte konsulenterne fra de pågældende udbydere, f.eks. vedr. inkontinens.
Særligt vedr. bleer:
Københavns Kommune bevilger bleer til borger på Friplejeboligleverandør som et personligt hjælpemiddel efter §112 og ikke som et fælles ble-depot på Friplejeboligleverandøren. Ved behov for ble-udredning inden bevilling, forestår Friplejeboligleverandøren udredningen. Udredningen sendes med ansøgningen om bleer til Hjælpemiddelcentret.
5.2 Kørsel med hjælpemidler
Københavns Kommunes Hjælpemiddelcenter leverer og afhenter hjælpemidler bevilget til borgerne på Friplejeboligleverandøren.
Hjælpemiddelcentret transporterer ikke hjælpemidler mellem eget hjem og plejeboliger, og kan ikke tilbyde at flytte møbler eller andet inventar i Friplejeboligen.
Reparationer af borgernes bevilgede hjælpemidler følger reglerne for de borgere, som bor på kommunale plejecentre. Hjælpemiddelcentret kan kontaktes herom på tlf. 00 00 00 00, tast 1. For oplysninger om telefontid se kommunens hjemmeside.
Reparationer sker ved hjælpemiddelcentrets teknikerteam eller evt. eksternt firma. Visitering og bevilling af reparation sker ved Hjælpemiddelcentret og hjælpemidlerne repareres om muligt på Friplejeboligleverandøren. Almindelig vedligeholdelse og rengøring af bevilgede hjælpemidler påhviler borgeren selv jf. § 112, f.eks. alm. batterier, dæk og slanger til kørestole mv.
6 Træning
6.1 Træning efter serviceloven
Friplejeboligleverandøren leverer genoptræning og vedligeholdende træning til borgere efter servicelovens
§ 86, iht. Københavns Kommunes kvalitetsstandarder, samt indsatskatalog. Kvalitetsstandarderne findes på Københavns Kommunes hjemmeside.
Tilbuddet om kommunal genoptræning og vedligeholdende træning skal tilrettelægges i samarbejde med borgeren og forudsættes koordineret med andre tilbud efter serviceloven, herunder personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83.
6.2 Træning efter Sundhedsloven
I tilfælde, hvor borgeren er udskrevet fra Sygehuset med en genoptræningsplan iht. sundhedslovens § 140, er det Københavns Kommunes genoptræningscentre eller sundhedscentre, som varetager genoptræningen.
Genoptræningscentret eller sundhedscenteret tager kontakt til borgeren og Friplejeboligleverandøren med henblik på igangsættelse af træningen. I samarbejde med borgeren aftales, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at træningen foregår. Det kan være på plejehjemmet eller på et kommunalt genoptræningscenter eller sundhedscenter.
Et genoptræningsforløb ved ergo- og fysioterapeut er midlertidigt og målrettet borgerens aktuelle funktionsnedsættelse. Friplejeboligleverandørens medarbejder indgår i træningen ud fra terapeutens vejledning i enkelte øvelser og hverdagsaktiviteter. Træningen overgår gradvist til vedligeholdelse af færdigheder gennem servicelovens § 83.
7 Afregning
7.1 Enhedstakst pr. plejebolig
Københavns Kommune fastsætter i overensstemmelse med lov om friplejeboliger en enhedstakst for en plejebolig på Friplejeboligleverandøren jf. bilag 1. I beregningen af enhedstaksten indgår de samlede gennemsnitlige langsigtede omkostninger, der omfatter alle direkte og indirekte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen.
Taksten pr. friplejebolig reguleres årligt på baggrund af det foregående års regnskabsresultat, for derved at sikre at taksten til friplejeboligleverandøren fortsat afspejler kommunes omkostninger til at drive kommunale plejehjem. Den gældende takst for et givent år udmeldes således til friplejeboligleverandøren senest den 1. april – med tilbagevirkende kraft fra og med den 1. januar i det pågældende år.
I overensstemmelse med Bekendtgørelse 2008-12-15 nr. 1245 om takster for egenbetaling og om mellemkommunal refusion for tilsyn med service i friplejeboliger” § 2, stk. 3 ydes der betaling fra det tidspunkt, hvor lejeren første gang modtager ydelserne, og så længe ydelserne leveres. Der afregnes således for det faktiske antal leverede plejedøgn.
Friplejeboligleverandøren opkræver Københavns Kommune månedsvis betaling bagud for beboer fra Københavns Kommune. Fakturaen sendes til Københavns Kommune, som afregner denne hurtigst muligt dog senest med Københavns Kommunes normale 30 dages betalingsfrist.
Fakturaen skal indeholde oplysninger om borgerens navn og cpr nr., periode, takst samt hjemmelsgrundlaget for den ydelse, der opkræves betaling for. Fakturaen skal sendes til EAN nr. 579800929200 efter nærmere anvisninger herom.
Friplejeboligleverandøren afregnes ikke efter friplejeboligloven for en medflyttende ægtefælle, som ikke selvstændigt opfylder hjemkommunens visitationskriterier til en plejebolig.
I det omfang at den medflyttende ægtefælle af kommunen er visiteret til servicelovsydelser – som Friplejeboligleverandøren er er certificeret til at levere - afregnes Friplejeboligleverandøren herfor efter Københavns Kommunes fritvalgstakst.
7.2 Tilskud til madproduktion
Københavns Kommunes tilskud til madproduktion er indregnet i enhedstaksten for en plejebolig på Friplejeboligleverandøren, jf. afsnit 7.1 og bilag 1.
7.3 Særskilt afregning for sygepleje og sygeplejeartikler
Friplejeboligleverandøren godtgøres af Københavns Kommune for levering af ydelser efter sundhedslovens
§ 138 med et tilskud, jf. bilag 1.
Københavns Kommune kompenserer derudover Friplejeboligleverandøren for udgiften til nødvendige sygeplejeartikler med et fast årligt beløb pr. borger jf. bilag 1.
Det årlige beløb beregnes på baggrund af Kommunens aktuelle budgetter/regnskab og eventuel politisk vedtagne besparelser. Friplejeboligleverandøren vil blive orienteret om eventuelle ændringer i beløbet hurtigst muligt efter disse er vedtaget.
Det samlede beløb for nødvendige sygeplejeartikler overføres som et årligt budget i starten af året.
7.4 Afregning for borgere fra andre kommuner
For borgere fra andre kommuner, der er visiteret til en plejebolig, skal der ske afregning direkte mellem Friplejeboligleverandøren og borgerens hjemkommune.
Friplejeboligleverandøren fremsender kopi af refusionstilsagn til Københavns Kommune.
7.5 Københavns Kommunes Arbejdsklausul
Friplejeboligleverandøren forpligter sig til i hele Samarbejdsaftalens løbetid at overholde Københavns Kommunes Arbejdsklausul, bilag 3, angående alle ydelser, der indgår i afregningen med Københavns Kommune.
8 Journal og udveksling af oplysninger
Friplejeboligleverandøren anvender egen journal til registrering, dokumentation og kommunikation.
Friplejeboligleverandøren kommunikerer med Københavns Kommunes visitation via sikker e-post, jf. Bekendtgørelse af lov om Digital Post fra offentlige afsendere, og telefon i forbindelse med visitation og re- visitation. Borgers visitationsafgørelse indeholder e-mailadresser og direkte nummer til visitationen og kontaktperson.
Friplejeboligleverandøren er forpligtet til at følge de til enhver tid gældende retningslinjer for sundhedsfaglig dokumentation fra Sundhedsstyrelsen herunder Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler, Vejledning om sygeplejefaglige optegnelser samt Vejledning om ordination og håndtering af lægemidler.
9 Tilsyn
Ifølge Friplejeloven § 89 samt servicelovens § 151a har Københavns Kommune pligt til at føre tilsyn med Friplejeboliger beliggende i kommunen i overensstemmelse med Københavns Kommunes tilsynspolitik.
Derudover skal Københavns Kommune efter servicelovens § 151a også føre tilsyn med, at Friplejeboligleverandørens levering af serviceydelser sker i overensstemmelse med Friplejeboligleverandørens certificering, og at Friplejeboligleverandøren udlejes og bebos af den berettiget personkreds jf. Friplejelovens § 89.
Københavns Kommunes øvrige tilsyn sker i overensstemmelse med reglerne herfor i bekendtgørelse nr. 1065 af 2015-08-31 om drift og afhændelse af friplejeboliger kapitel 3 om kommuners tilsyn med driften.
Friplejeboligleverandøren forpligter sig med denne aftale til at medvirke til, at Københavns Kommune kan udføre sine lovpligtige tilsyn.
10 Magtanvendelse
Det er altid Københavns Kommune, der træffer afgørelse om magtanvendelse samt sikrer, at indberetning foretages i overensstemmelse med gældende lov herom.
Ethvert tilfælde af magtanvendelse skal registreres og indberettes. Indberetningerne foretages på de særligt udarbejdede skemaer hertil. Disse og alle henvendelser omfattet af servicelovens bestemmelser om magtanvendelse sendes altid til xxxxxxxxxxx_xxxx@xx.xx, att. Juridisk afdeling.
Det forudsættes, at medarbejderne på Friplejeboligleverandøren har relevant kendskab til gældende lovgivning vedr. magtanvendelse samt har gode faglige redskaber til at forebygge anvendelse af magt hos beboere.
11 Samarbejdet i øvrigt
11.1 Samarbejdet
Københavns Kommune inviterer Friplejeboligleverandørens ledelse til et årligt samarbejdsmøde.
Københavns Kommune orienter Friplejeboligleverandøren om mulige ændringer af det kommende års budget af betydning for Friplejeboligleverandøren.
11.2 Klager
Klager over udførelsen af Friplejeboligleverandørens opgaver, herunder konkrete driftsforhold og enkeltstående hændelser eller manglende udførsel af Friplejeboligleverandørens opgaver besvares snarest muligt af Friplejeboligleverandøren.
Klager stilet direkte til Friplejeboligleverandøren besvares af Friplejeboligleverandøren. Klager stilet til Københavns Kommune over Friplejeboligleverandøren videresendes som udgangspunkt til Friplejeboligleverandøren, der selv besvarer klagen. Hvis klagen rejser tvivlsspørgsmål, der vil kunne begrunde særligt tilsyn, besvares klagen af Københavns Kommune efter indhentelse af udtalelse fra Friplejeboligleverandøren.
Klager angående Københavns Kommunes myndighedsafgørelser eller klagepunkter, der relaterer sig hertil, besvares af Københavns Kommune. Modtager Friplejeboligleverandøren en sådan klage skriftligt videresendes denne til Københavns Kommune. Modtager Friplejeboligleverandøren denne mundtligt, henvises borgeren til at henvende sig til Københavns Kommune.
Klager over niveauet af ydelser, sendes til den kommune, der har truffet afgørelse herom.
Ved klager over sundhedsydelser eller spørgsmål om erstatning i den forbindelse henviser parterne konkret til rette myndighed.
11.3 Beredskab, valg mv.
Friplejeboligleverandøren og de ansatte i virksomheden er inden for deres normale virksomhedsområde forpligtet til at deltage i det almindelige, civile beredskab til at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer m.v. efter kommunens nærmere bestemmelse i overensstemmelse med § 28 og § 57 i Beredskabsloven, LBK nr. 314 af 03/04/2017, med senere ændringer.
Ekstraordinære leverancer som følge af en beredskabssituation afregnes på samme måde som akutte ydelser. Som beredskabssituationer regnes situationer, hvor Københavns Kommunes krisegruppe / Administrative Stab er aktiveret.
Friplejeboligleverandøren er end videre forpligtiget til at følge kommunens anvisninger i forbindelse med afholdelse af valg i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning vedrørende brevstemmeafgivning i vælgernes hjem.
Plejehjemmet overholder i øvrigt til enhver tid Bekendtgørelse nr. 212 af 27. marts 2008 om driftsmæssige forskrifter for hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler, daginstitutioner og butikker.
12 Underskrifter
Dato: Dato:
For Friplejeboligleverandøren For Københavns Kommune
1. Takster og tilskud
2. Instruks for delegering af sygeplejeindsatser
3. Københavns Kommunes Arbejdsklausul
Bilag 1 Takster og tilskud
Taksten for 2022 for friplejebolig udgør x.xxx,xx kr. pr. dag.
Taksten for 2022 for ressourcer for sygepleje udgør xx,xx kr. pr. dag. Taksten for 2022 for sygeplejeartikler udgør xx,xx kr. pr. dag.
Takst reguleres i øvrigt jf. Samarbejdsaftalens afsnit 7 Afregning.
Bilag 2 Instruks for delegering af sygeplejeindsatser
Københavns Kommune har fremsendt kommunens skabelon til instruks ’Opgaveoverdragelse af sygeplejeindsatser efter sundhedsloven’ som ms word fil, som Friplejeboligleverandøren kan benytte til at udarbejde instrukser/vejledninger angående delegerede / delegering af sygeplejeindsatser.
Bilag 3 Københavns Kommunes Arbejdsklausul
Arbejdsklausul vedrørende sikring af arbejdstagerrettigheder i forbindelse med arbejde udført for Københavns Kommune
1. Forpligtelsen
Friplejeboligleverandøren skal sikre, at ansatte hos Friplejeboligleverandøren og eventuelle underleverandører, samt underleverandørernes eventuelle underleverandører, og hele vejen igennem en eventuel kæde, som i Danmark medvirker til at opfylde samarbejdsaftalen, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område.
Friplejeboligleverandøren skal sikre, at ansatte hos Friplejeboligleverandøren og eventuelle underleverandører, samt underleverandørernes eventuelle underleverandører, og hele vejen igennem en eventuel kæde, orienterer de ansatte om de gældende arbejdsvilkår.
1.1. Krav til medarbejderens ansættelsesforhold og identifikation
Alle medarbejdere skal inden 4 uger efter arbejdets påbegyndelse have modtaget et ansættelsesbevis samt orienteres af Friplejeboligleverandøren om gældende løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår. Friplejeboligleverandøren er endvidere ansvarlig for, at der kun anvendes medarbejdere med gyldig opholds- og arbejdstilladelse.
1.2 Krav til ophold på arbejdspladsen, orientering om underleverandører samt krav til skiltning
Københavns Kommune skal efter påkrav skriftligt orienteres om, hvilke underleverandører Friplejeboligleverandøren anvender i forbindelse med opfyldelsen af samarbejdsaftalen, ved angivelse af navn og XXX.xx./XXX.xx.
Friplejeboligleverandøren skal efter påkrav endvidere på løbende samarbejdsmøder oplyse Københavns Kommune om, hvilke underleverandører der befinder sig på arbejdspladsen i en forud defineret periode samt eventuelt hvilket arbejde, de udfører.
1.3. Krav om registrering af udenlandske tjenesteydere
Friplejeboligleverandøren er forpligtiget til at sikre, at såfremt Friplejeboligleverandøren eller dennes underleverandører har anmeldelsespligt til RUT-registret, overholder deres forpligtigelse og på eget initiativ, sender en kvittering for anmeldelsen til Københavns Kommune straks efter anmeldelsen.
2. Dokumentation for overholdelse af forpligtelsen
Der skelnes i nærværende arbejdsklausul mellem krav til dokumentation og krav til redegørelse.
2.1. Dokumentation
Friplejeboligleverandøren har bevisbyrden for at forpligtelsen jf. klausulens afsnit. 1 er overholdt, og Københavns Kommune kan på forlangende kræve at se dokumentation for Friplejeboligleverandørens og dennes underleverandørers overholdelse heraf. Københavns Kommune kan kræve dokumentation direkte fra Friplejeboligleverandørens eller dennes underleverandørers medarbejdere.
Relevant dokumentation skal som minimum omfatte lønsedler, E-indkomstkvittering lønregnskaber, opholds- og arbejdstilladelser og ansættelsesbeviser samt den referenceramme Friplejeboligleverandøren har anvendt i forbindelse med fastsættelsen af løn- og arbejdsvilkår for de ansatte. Herudover kan Københavns Kommune i den konkrete sag anmode Friplejeboligleverandøren om at fremsende andre relevante dokumenter.
2.2. Redegørelse
Såfremt Københavns Kommune har en mistanke om overtrædelse, skal Friplejeboligleverandøren efter påkrav, fremsende en fyldestgørende redegørelse. Parterne har endvidere pligt til egenhændigt at orientere hinanden, ved mistanke om manglende overholdelse af arbejdsklausulen.
Københavns Kommune kan i den konkrete sag anmode Friplejeboligleverandøren om at uddybe relevante forhold.
2.3. Frister
Dokumentationen skal være Københavns Kommune i hænde senest 5 arbejdsdage efter Københavns Kommunes påkrav er afsendt. Redegørelsen skal være Københavns Kommune i hænde senest 10 arbejdsdage efter Københavns Kommunes påkrav er afsendt medmindre andet konkret aftales. Fristerne kan dog maksimalt forlænges til 10 arbejdsdage for dokumentation og 20 arbejdsdage for redegørelsen.
2.4. Videregivelse af dokumentation
Efter en konkret vurdering inden for de til enhver tid gældende juridiske rammer kan kommunen videregive informationer, som tjener som dokumentation for overholdelse af kravene i Arbejdsklausulen, jf. afsnit 2.1 til SKAT eller Arbejdstilsynet, såfremt videregivelsen vurderes at være af væsentlig betydning for myndighedernes virksomhed.
Kommunen kan efter en konkret vurdering videregive informationer, som tjener som dokumentation for overholdelse af kravene i Arbejdsklausulen, jf. afsnit 2.1 til politiet, såfremt der er mistanke om et begået strafbart forhold.
3. Besøg på arbejdspladsen
Københavns Kommune eller en tredjepart vil i samarbejdsaftalens løbetid løbende kunne foretage uanmeldte besøg på arbejdspladsen for at sikre overholdelse af Arbejdsklausulen.