Udkast af 25. juli 2006 Konkurrencestyrelsens retningslinier for aftaler
Udkast af 25. juli 2006 Konkurrencestyrelsens retningslinier for aftaler
om faglige konsulentopgaver (version 1. august 2006)
Ved Konkurrencestyrelsens indgåelse af aftaler med konsulentfirmaer om faglige opgaver anvendes de nedenstående retningslinier ved at der i en kontrakt med eller et aftalebrev fra konsulentfirmaet optages en bestemmelse med følgende ordlyd:
”Den samlede aftale mellem Konkurrencestyrelsen og <konsulentfirmaets navn> består af opgavebeskrivelsen, kontrakten/aftalebrevet med bilag samt Konkurrencestyrelsens retningslinier for kontrakter om faglige opgaver (version 1. august 2006). I tilfælde af uoverensstemmelse mellem Konkurrencestyrelsens retningslinier og kontrakten/aftalebrevet eller opgavebeskrivelsen er Konkurrencestyrelsens retningslinier gældende med mindre noget andet klart fremgår af kontrakten eller aftalebrevet.”
I det efterfølgende omtales kontrakten og/eller aftalebrevet under et som ”aftalen”
1. Konsulentopgavens omfang og tidsplan
1.1 Opgavebeskrivelse, indhold, mål og kvalitetskrav samt form
Udgangspunktet for aftaleindgåelsen er normalt en opgavebeskrivelse udarbejdet af det faglige center i Konkurrencestyrelsen og et tilbud udarbejdet af konsulentfirmaet, der skal udføre opgaven. Det faglige center forhandler med konsulentfirmaet om de nødvendige præciseringer af opgavens indhold og tilrettelæggelse. I forbindelse med beskrivelse af opgavens indhold fastlægges en række mål og kvalitetskrav, der skal opfyldes i forbindelse med opgavens løsning. Det aftales desuden i hvilken form resultatet skal afleveres til Konkurrencestyrelsen. Den udarbejdede beskrivelse af opgave og form optages som et bilag til aftalen.
1.3 Tidsfrister
Der skal indgå en tidsplan for opgavens udførelse i aftalen. Som minimum skal det præciseres hvornår opgaven skal være påbegyndt <dato> samt tilendebragt og endeligt afrapporteret til Konkurrencestyrelsen <dato> i den aftalte form. Afhængig af den konkrete opgaves karakter aftales der evt. tidsfrister for aflevering af mellemresultater <dato> og udkast til endelig rapport <dato>.
2. Konsulentopgavens bemanding
2.1 Aftalen skal angive en projektansvarlig fra konsulentfirmaet <navn>, som varetager den overordnede projektledelse og koordinering. Opgavens bemanding angives i øvrigt i tilbuddet.
Hvor det er hensigtsmæssigt i forhold til opgavens kompleksitet og/eller omfang optages – som bilag
– de medvirkende konsulenters CV.
2.2. Konsulentfirmaet skal, af hensyn til kvaliteten i opgaveudførelsen og undgåelse af forsinkelser, i videst muligt omfang undgå udskiftning af medarbejdere.
2.3 Konsulentfirmaet skal i tilfælde af udskiftning af en medarbejder redegøre for årsagen hertil og udpege en ny medarbejder med mindst de samme faglige kvalifikationer, som den tidligere medarbejder var i besiddelse af. Dette godtgøres ved forevisning af et fuldstændigt og detaljeret CV for den nye medarbejder. Timeprisen for arbejde udført af konsulentfirmaets nye medarbejder må ikke være højere end timeprisen for arbejde udført af den tidligere medarbejder.
2.4 Konkurrencestyrelsen kan kunne afvise en ny konsulent, hvis denne skønnes ikke at have samme kvalifikationer til opgaven som den oprindelige.
2.5 Konsulentfirmaet kan ikke anvende underleverandører eller overdrage sine rettigheder eller forpligtelser efter aftalen til andre, med mindre Konkurrencestyrelsen har givet sit skriftlige samtykke.
2.6 Konsulentfirmaet skal efter Konkurrencestyrelsens anmodning udskifte en medarbejder, såfremt anmodningen er rimeligt begrundet.
3. Ansvarsforsikring
3.1 Konsulentfirmaet skal opretholde ansvarsforsikring for samtlige medarbejdere, der udfører arbejde i forbindelse med konsulentopgaven. Ansvarsforsikringens dækningsomfang skal svare til det sædvanlige i branchen i hele aftalens løbetid. Konsulentfirmaet skal på Konkurrencestyrelsens anmodning godtgøre dette.
4. Honorar og betalingsbetingelser
4.1 Samlet honorar
Aftalen skal angive det samlede honorar for opgaven <beløb> kr. - excl. moms. Beløbet er inklusive alle former for udlæg, rejseomkostninger, sekretærbistand, mangfoldiggørelse og andre kontorholdsudgifter m.v. med mindre andet fremgår af aftalen.
4.2 Betaling sker - såfremt andet ikke fremgår af aftalen - ved levering af den endelige rapport.
4.3 Ved større opgaver kan det aftales, at betaling sker løbende efterhånden som arbejdet udføres. En løbende betaling forudsætter, at aftalte delmål, milepæle er nået og at den aftalte kvalitet er opfyldt. Konsulentfirmaet fakturerer i dette tilfælde på baggrund af fyldestgørende dokumentation af det udførte arbejde.
4.4 Faktura sendes som e-faktura til Konkurrencestyrelsen, EAN-nr. 5798 000018006. Faktura betales netto kontant inden 30 dage fra modtagelsesdatoen.
5. Samarbejde
5.1 I aftalen angives Konkurrencestyrelsens opgaveansvarlige <navn>.
5.2 Konkurrencestyrelsens opgaveansvarlige skal løbende holdes orienteret om opgavens fremdrift og skal forelægges foreløbige resultater fra undersøgelserne, der foretages i forbindelse med konsulentopgaven.
5.3 Det forudsættes, at Konkurrencestyrelsen medvirker til at fremskaffe relevant materiale, for at opgaven kan gennemføres bedst muligt. Desuden forudsættes det, at Konkurrencestyrelsen deltager i relevante arbejdsmøder.
5.3 Parterne har pligt til at underrette hinanden, såfremt der under arbejdet opstår tvivl om opgavens forudsætninger, formål, eller gennemførelse.
5.4 Parterne har ligeledes pligt til at underrette hinanden, såfremt der er utilfredshed med den andens
indsats, arbejdsudførelse eller kvalitet i arbejdet.
6. Tavshedspligt
6.1 Konsulentfirmaet med tilhørende medarbejdere og underleverandører skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til konsulentopgavens forløb, resultatet af undersøgelserne og dele heraf, data og undersøgelsesmaterialer både under selve undersøgelsen og efter undersøgelsens afslutning.
6.2 Herudover skal konsulentfirmaet med tilhørende medarbejdere og underleverandører iagttage ubetinget tavshed med hensyn til andre oplysninger vedrørende Konkurrencestyrelsens eller andres forhold, som de får kendskab til i forbindelse med denne aftale.
6.3 Konsulentfirmaet må ikke uden Konkurrencestyrelsens forudgående samtykke bruge Konkurrencestyrelsen som reference.
6.4 Konsulentfirmaet må endvidere ikke uden Konkurrencestyrelsens forudgående, skriftlige tilladelse udsende offentlige meddelelser om denne aftale eller offentliggøre noget om aftalens indhold.
7. Rettigheder
7.1 Konkurrencestyrelsen erhverver som eneret ejendomsret, ophavsret og enhver anden immateriel rettighed til alt, herunder rapporten, eventuelle delrapporter, data, bilag og andet eventuelt undersøgelsesmateriale, som konsulentfirmaet leverer eller frembringer som led i arbejdet. Konkurrencestyrelsens erhvervelse af rettighederne sker løbende i takt med konsulentfirmaets udfærdigelse af materialet.
7.2 Konkurrencestyrelsen alene afgør, hvorvidt afrapporteringen skal offentliggøres. Konkurrencestyrelsen alene har således den fulde ret til at publicere resultaterne af undersøgelserne og kan anvende rapporten og resultaterne helt eller delvist i alle sammenhænge, hvor Konkurrencestyrelsen finder det relevant.
7.3 Konsulentfirmaet har brugsret til generel kompetence oparbejdet i forbindelse med opgaven.
8. Opsigelse og misligholdelse af aftalen
8.1 Konkurrencestyrelsen kan med 2 ugers varsel opsige aftalen mod at betale konsulentfirmaet for det udførte arbejde. Konsulentfirmaet overdrager i dette tilfælde det materiale og de data, der er produceret i forbindelse med opgaven til Konkurrencestyrelsen.
8.2 Ved væsentlige Misligholdelse af aftalen kan denne af den krænkede part ophæves. I så tilfælde finder dansk rets almindelige misligeholdelsesregler anvendelse.
Følende forhold vil altid være misligholdelse:
• Konsulentfirmaets konkurs eller betalingsstandsning
• Konsulentfirmaets udskiftning af en eller flere medarbejdere uden at disse erstattes med mindst lige så kvalificeret medarbejdere.
• Væsentlig manglende kvalitet i opgaveudførelsen
• Manglende opfyldelse af mål i aftalen
• Manglende betaling af aftalt honorar
8.3 Parterne tager forbehold for force majeure svarende til købelovens §24.
9. Tvister
9.1 Aftalen er undergivet dansk ret.
9.2 Enhver tvist mellem konsulentfirmaet og Konkurrencestyrelsen afgøres af en af Det danske Voldgiftsinstitut nedsat voldgiftsret i overensstemmelse med reglerne for behandling af sager ved Den Almindelige danske Voldgiftsret i Danmark.
10. Underskrivelse og opbevaring af aftalen
10.1 For Konkurrencestyrelsen underskrives aftalen af administrationschefen eller et direktionsmedlem samt af den faglige kontorchef, som opgaven henhører under.
10.2 Aftalen underskrives i to enslydende eksemplarer, hvoraf det ene eksemplar opbevares hos konsulentfirmaet og det andet eksemplar hos Konkurrencestyrelsen.
11. Bilag til aftalen
11.1 Konsulentfirmaets tilbud af <dato>
11.2 Opgavebeskrivelse med mål, kvalitetskrav og tidsplan
11.3 De medvirkende konsulenters CV. (Ved større eller komplekse opgaver)
11.4 Konkurrencestyrelsens retningslinier for kontrakter om faglige konsulentopgaver (version 1. august 2006)
Såfremt honoraret i særlige tilfælde kun kan opgives som et skøn, kan konsulentfirmaet kun overskride dette skøn efter skriftlig aftale med Konkurrencestyrelsen.