Juni 2009
2008
Juni 2009
SIDE 1
Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 Forbrugerombudsmanden 5
1.1. Ny lovgivning 5
1.1.1. Ændring af tobaksreklameloven
– Forbrugerombudsmandens tilsyn udvidet 5
Kapitel 2 Markedsføringsloven 6
2.1. Lovens § 1. God markedsføringsskik 6
2.1.1. Kontraktvilkår 6
2.1.2. Påtrængende markedsføringsforanstaltninger 12
2.1.3. Diskriminerende markedsføring 13
2.1.4. Inkasso 14
2.1.5. Negativ aftalebinding 14
2.1.6. Alkohol 14
2.1.7. Samfundsmæssige hensyn 15
2.2. Lovens § 2. Markedsføringslovens anvendelsesområde 15
2.3. Lovens § 3. Vildledning 17
2.3.1. Vildledende angivelser 17
2.3.2. Vildledende prisangivelser 21
2.4. Lovens § 4. Reklameidentifikation 25
2.5. Lovens § 5. Sammenlignende reklame 25
2.6. Lovens § 6. Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere 25
2.7. Lovens § 7. Vejledning 31
2.8. Lovens § 8. Markedsføring rettet mod børn og unge 31
2.9. Lovens § 9. Salgsfremmende foranstaltninger 33
2.10. Lovens § 10. Rabatkuponer og –mærker 33
2.11. Lovens § 11. Lodtrækning og præmiekonkurrencer 34
2.12. Lovens § 12. Garanti 34
2.13. Lovens § 12a. Købsopfordring 34
2.14. Lovens § 13. Prisoplysninger 35
2.15. Lovens § 14. Kreditkøb 38
2.16. Lovens § 15. Gebyrer 38
2.17. Retningslinjer og vejledninger 40
2.18. Høringssvar 45
SIDE 2
Kapitel 3 | Betalingsmiddelloven | 47 |
3.1. Principielle sager | 47 | |
Kapitel 4 | Tobaksreklameloven | 50 |
4.1. Principielle sager | 50 | |
Kapitel 5 | Forbrugeraftaleloven | 51 |
5.1. Principielle sager | 51 | |
5.1.1. Forbrugernes fortrydelsesret på internettet | 51 | |
Kapitel 6 | E-handelsloven | 59 |
6.1. Principielle sager | 59 | |
Kapitel 7 | Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet | 60 |
7.1. Husholdningsapparater og isenkram 60
7.1.1. Oplysningspligt ved køb på internettet 60
7.1.2. Tilbageleveringen i væsentlig samme stand ved fortrydelse 61
7.2. Radio/tv mv. 62
7.2.1. Fortrydelsesret ved fjernsalg 62
7.2.2. Afhjælpning af fejl ved et fladskærms-tv tog lidt over 5 uger 63
7.2.3. Vederlagsfri afhjælpning af mangler ved et tv 64
7.2.4. Afhjælpning af fejl ved fjernsyn tog for lang tid 65
7.2.5. Køb af fladskærmsfjernsyn foretaget i en selvstændig
afdeling i et stormagasin 67
7.3. Computere mv. 68
7.3.1. Opdatering af grafikkortets drivere 68
7.3.2. Forventning om gratis diagnosticering 69
7.3.3. Udnyttelse af fortrydelsesretten 71
7.3.4. Displayet knækket på en bærbar computer indleveret til afhjælpning af en fejl 72
7.3.5. Afhjælpning af fejl ved computer tog for lang tid 73
7.3.6. Fortrydelsesret ved køb af printer via internettet 75
7.3.7. Vejkort til navigationsanlæg kunne ikke opdateres 77
7.4. Telefoner mv. 77
7.4.1. Xxxxxxxxxxx var slidt op efter 22 måneders almindelig brug 77
7.4.2. Mobiltelefon var mangelfuld – krav om erstatning til køb
af en anden 78
7.4.3. Flækket display på en mobiltelefon var en mangel 80
7.5. Anden elektronik 81
7.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom 81
7.6.1. Udendørs spabad var tilbehør til fast ejendom 81
7.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig) 82
7.7.1. Sofabetræk krympet i forbindelse med rens 82
7.7.2. Skiltning i butiksrude med 50 % rabat 83
7.8. Fodtøj 84
7.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind) 84
7.9.1. Sofasæt og sofabord blev ikke anset for et samlet køb 85
7.9.2. Læderstole med kunstlæder på de udvendige flader 85
7.9.3. Manglende levering af spisestue købt xxx xxxxxxxxxxxxxxx 00
7.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr 87
7.10.1. Køb af aluminiums foldecykel 87
7.10.2. Golfklub ikke anset som erhvervsdrivende 89
7.11. Foto, ure, optik, smykker 89
7.11.1. Fejlagtig prisangivelse på nettet 89
7.11.2. Køb på internetauktion 91
7.11.3. Udvidelse af en gammel ring 93
7.11.4. Køb af mærkevare 94
7.11.5. Ur tålte ikke temperaturforandringer og var uegnet til rejsebrug 95
7.11.6. Ombytningsret, selvom urkæden var afkortet 95
7.12. Motorkøretøjer 96
7.12.1. Mindre mangel var ikke afhjulpet inden rimelig tid 96
7.12.2. Kommissionsbil 97
7.12.3. Oprindeligt trepartsforhold 98
7.12.4. Garanti på brugt bil 100
7.12.5. Kommissionssalg af bil 101
7.12.6. Bilforhandler hæftede ikke for privat salg 102
7.12.7. Reklamationsretten følger genstanden 104
7.12.8. Bilen var genopbygget efter en skade 105
7.13. Transport og flytning 106
7.13.1. To værdifulde malerier bortkommet under flytning 106
7.13.2. Ændring af afrejsetidspunktet for flybilletter til et
weekendophold i Italien 107
7.14. Musikinstrumenter, cd’er, videobånd, konceter mv. 108
7.15. Aviser, ugeblade, tidsskrifter, bøger 108
7.16. Øvrige sager 108
7.16.1 Skildpadde kunne ikke ombyttes 108
7.16.2. Aftale om permanent fjernelse af uønsket hårvækst 109
7.16.3. Forventning om gratis behandling som hårmodel 110
Kapitel 8 Statistik 112
8.1. Forbrugerombudsmandens arbejde i årets løb 112
8.2. Sagsstatistik for Forbrugerombudsmanden 2008 112
8.2.1. Statistik over oprettede og afsluttede sager 0000-0000 000
8.2.2. Projekter og større sager hos Forbrugerombudsmanden i 2008 115
8.2.3. Forbrugerombudsmandens afsluttede retssager efter markedsføringsloven 0000-0000 000
8.2.4. Forbrugerombudsmandens internationale tilsynsarbejde 117
8.2.5. Trafiktal, abonnementer, nyhedsinformation mv. 118
8.2.6. Forbrugerombudsmandens ressourcer 0000-0000 000
8.3. Sagsstatistik for Forbrugerklagenævnet 2008 120
8.3.1. Oprettede sager fordelt på sagsgrupper 120
8.3.2. Afgjorte sager i sekretariatet og nævnet 122
8.3.3. Efterlevelse af afgørelser 123
8.3.4 Registreringer i Firmatjek 2008 124
Kapitel 9 Stikordsregister 126
Stikordsregister til afgørelser fra Forbrugerklagenævnet 0000-0000 000
Stikordsregister til afsnit 1-6 157
Kapitel 1
Forbrugerombudsmanden
1.1. Ny lovgivning
1.1.1. Ændring af tobaksreklameloven
– Forbrugerombudsmandens tilsyn udvidet
Pr. 1. september 2008 er Forbrugerombudsmandens tilsyn med lov om to- baksreklamer mv. blevet ændret således, at tilsynet fremover bliver ført efter markedsføringslovens regler. Det betyder, at tilsynet er blevet underlagt for- handlingsprincippet, og at Forbrugerombudsmanden har fået mulighed for at indbringe sager om forbud for Sø – og Handelsretten i den civile retsplejes former i sager af mere principiel karakter. Endvidere kan Forbrugerombuds- manden nedlægge foreløbigt forbud og meddele administrativt påbud efter reglerne i markedsføringsloven. Forbrugerombudsmanden kan også udstede retningslinier, indhente tilsagn og afgive forhåndsbesked. Endelig kan Forbrugerombudsmanden anmode om tiltalerejsning for overtrædelse af to- baksreklamelovens strafbelagte bestemmelser og udføre tiltalen ved byret- terne.
Inden ændringen bestod Forbrugerombudsmandens tilsyn alene i at foretage en vurdering af eventuelle klager. Hvis Forbrugerombudsmanden mente, at en erhvervsdrivende overtrådte tobaksreklameloven, blev forholdet anmeldt til politiet.
Der henvises i det hele til tobaksreklamelovens § 6.
Pr. 1. september 2008 blev der endvidere i tobaksreklameloven indført en række præciseringer om anbringelse af tobaksvarer i butikker. Der henvises i den forbindelse til tobaksreklamelovens § 3, stk. 3 og 4. (08/03616)
Kapitel 2
Markedsføringsloven
2.1. Lovens § 1. God markedsføringsskik
2.1.1. Kontraktvilkår
2.1.1.1. Transportselskab tydeliggør skiltning med natkørsel
Forbrugerombudsmanden blev i efteråret 2007 efter en avisartikel opmærk- som på, at der var problemer med et transportselskabs køreplaner, idet sel- skabet skiltede med kørsel om natten, selvom dette ikke var tilfældet. For- brugerombudsmanden rettede herefter henvendelse til selskabet.
Selskabet oplyste, at det hidtil havde fremgået af køreplanerne, som var op- sat på stationerne, at togene kørte om natten. Togene kørte dog ikke om nat- ten i hverdagene, hvilket der oplystes om på klistermærker, som blev påsat de permanente tavler med køreplaner. Endvidere oplyste selskabet, at der var sat fokus på problemet, så passagererne ikke gik forgæves.
Forbrugerombudsmanden meddelte selskabet, at oplysningerne om natkør- sel skulle være korrekte og fremgå tydeligt på stationerne, og at det afgø- rende for, at denne ordning kunne accepteres og fungere, var, at klistermær- kerne med ændringer af selskabets køretider sad i umiddelbar forlængelse af de oplysninger, der ellers blev givet om selskabets natkørsel.
Selskabet oplyste, at der ville blive iværksat en ekstraordinær ekspedition af alle stationer for at sikre, at klistermærkerne sad, hvor de skulle, og at der i øvrigt løbende ville være ekstra fokus på, at mærkerne blev på deres plads.
Endvidere oplyste selskabet over for Forbrugerombudsmanden, at der i for- bindelse med en forventelig udskiftning af de permanente tavler ville blive ændret i oplysningerne om natkørsel.
Tavlerne ville fremover henvise til ikke-permanente ”trafikinformationstav- ler”, hvorpå der ville fremgå konkret information om den ugentlige natkørsel
– herunder første og sidste afgang. (1129/5-530)
2.1.1.2. Opkrævning af gebyr ved personbefordring i tog
En sag i dagspressen satte fokus på, om det var lovligt, at et transportselskab, der stod for personbefordring, opkrævede gebyrer af passagerer, når der på grund af svigt ved billetautomater ikke var indløst billet til en tur med toget på tværs af landsdelene.
Den konkrete sag rejste problemstillingen, om en rejsende, der ikke havde billet, kunne opkræves en kontrolafgift på 600 kr., et ekspeditionsgebyr på 40 kr. for udstedelse af billet eller blot billettens pris i en situation, hvor der ville ske billetkontrol i toget.
Transportselskabet havde ret til at opkræve gebyrer og kontrolafgifter for manglende billet, men det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke burde være sådan, at man udstedte kontrolafgifter til passagerer, som derefter ved en enkelt klage ville kunne undgå at betale afgifterne, fordi automaterne på stationerne ikke virkede. Det ville være unødigt formelt, hvis en kunde skulle klage skriftligt, hvis vedkommende over for togpersonalet kunne påvise, at det ikke har været muligt at købe en billet på afrejsestatio- nen.
Forbrugerombudsmanden tog derfor kontakt til transportselskabet.
Transportselskabet erklærede sig enig i Forbrugerombudsmandens syns- punkt og oplyste, at togpersonalet i denne situation solgte den rejsende en billet uden ekstra omkostninger.
På baggrund af transportselskabets svar, lagde Forbrugerombudsmanden endvidere til grund, at transportselskabets administration af reglerne for op- krævning af kontrolgebyrer og tillæg samt klagevejledning byggede på en instruks til togpersonalet, og at de kriterier og fremgangsmåder, som trans- portselskabet benyttede sig af, baserede sig på saglige og rimelige hensyn.
Forbrugerombudsmanden foretog sig herefter ikke yderligere i anledning af sagen. (08/06708)
2.1.1.3. Øreafrunding ved betaling med Dankort
Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en forbruger, som op- levede, at en butik foretog afrunding til nærmeste 25-øre, når han betalte med Dankort. Forbrugerombudsmanden kontaktede forretningen, som oply- ste, at det måtte være en fejl, da det ikke var forretningens praksis.
Sagen gav Forbrugerombudsmanden anledning til at præcisere, at det som udgangspunkt er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsførings- lovens § 1, at foretage afrunding ved betaling med Dankort.
Betalingen skal gennemføres på det præcise beløb, også selvom dette er ”skævt”. Det gælder også, hvis kunden eksempelvis beder om at hæve ”100 kr. over beløbet.”
Afrunding til nærmeste 25-øre kan kun ske, når der betales med mønter og sedler, idet 5 og 10-ørerne er afskaffet. Afrunding ved kontant betaling er reguleret i Møntloven, som administreres af Økonomi- og Erhvervsministe- riet. (1169/5-380)
2.1.1.4. Sponsorkoncept ikke i strid med markedsføringsloven
Forbrugerombudsmanden modtog en anmodning om en forhåndsbesked vedrørende et påtænkt sponsorkoncept. En forening med både voksne og børn som medlemmer ville indgå en samarbejdsaftale med en virksomhed om, at foreningen for at uddele markedsføringsmateriale for virksomheden ville modtage sponsorstøtte. Der var tale om et produkt, som alene voksne kunne købe. Da konceptet havde mange ligheder med det koncept, der lå til grund for Telia-dommen (U.2002.2277/2S) og set i lyset af dommens resul- tat, var det Forbrugerombudsmandens vurdering, at sponsorkonceptet ikke ville være i strid med markedsføringslovens § 1. (08/08331)
2.1.1.5. Bon og reklamationsret ved lagersalg
Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over, at denne i forbindelse med et lagersalg med tøj var blevet nægtet en bon. Klageren havde også fået oplyst, at der ikke var reklamationsret på tøj købt på lager- salget.
Forbrugerombudsmanden rettede på denne baggrund henvendelse til firmaet og gjorde opmærksom på, at det er i strid med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1, at nægte kunder at få udleveret en bon ved køb på et lagersalg samt at give kunderne det urigtige indtryk, at der ikke er rekla- mationsret på varer købt på et lagersalg.
Den erhvervsdrivende oplyste efterfølgende over for Forbrugerombudsman- den, at man for fremtiden ville udlevere boner til kunder, som ønsker dette. Desuden vil man ikke afvise klager over varer købt på lagersalg.
Forbrugerombudsmanden udtalte også i sagen, at man ikke generelt må af- vise klager over 2. sorteringsvarer. Man kan ved tydelig skiltning samt på boner gøre opmærksom på, at der for konkret angivne fejl på varen ikke er reklamationsret. Opstår der andre fejl på varen, gælder reklamationsretten på sædvanlig vis. (08/02249)
2.1.1.6. CTR-saldo på apotekernes kasseboner
Forbrugerombudsmanden modtog en henvendelse fra en forbruger, som ikke ud fra apotekernes kasseboner kunne kontrollere vedkommendes egen CTR- saldo (Centrale Tilskudsregister).
Lægemiddelstyrelsen fører det Centrale Tilskudsregister.
Foranlediget af klagen videresendte Forbrugerombudsmanden derfor hen- vendelsen til Lægemiddelstyrelsen til videre foranstaltning.
Lægemiddelstyrelsen orienterede derefter Forbrugerombudsmanden om, at kassebonen opfylder kravene til, hvilke oplysninger en kassebon fra et apo- tek skal indeholde, men at styrelsen er enig i, at oplysningerne på kassebo- nerne er vanskelige at gennemskue, og vil tage sagen op med Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse med henblik på en eventuel ændring af reglerne. (08/06234)
2.1.1.7. Gebyr for refusion af skatter og afgifter ved flyrejser
Når en forbruger ikke benytter sin flybillet, hvad enten det skyldes sygdom eller bare ændrede planer, så har forbrugeren ret til at få refunderet den del af prisen, som udgjorde skatter og afgifter, men flyselskabet har også ret til at få godtgjort en del af de administrationsomkostninger, som refusionen medfører i form af gebyrer, som forbrugeren pålægges.
Forbrugerombudsmanden har godkendt, at et flyselskab kan opkræve et ge- byr på 100 kr., når der alene er tale om refusion af skatter og afgifter. Kan forbrugeren derudover få noget af selve rejsens pris refunderet, har Forbru- gerombudsmanden desuden accepteret, at der opkræves 200 kr. i gebyr.
Opkrævning af høje gebyrer kan være et urimeligt aftalevilkår i strid med markedsføringslovens § 1 og aftalelovens § 38c, jf. § 36. (08/00637)
2.1.1.8. Forlig om tilbagebetaling af godt 11 mio. kr. til kunder for forhøjet kortafgift
Sagen vedrørte et firmas stigninger på selskabets kortafgift i 2006. Selskabet distribuerer bl.a. via satellit tv-kanaler til forbrugere. Kortet er nødvendigt for, at forbrugerne kan modtage tv-kanalerne, og afgiften for kortet betales udover selve abonnementsprisen. Der er tale om en løbende afgift, der bl.a. dækker de omkostninger, som firmaet har til TV-distribution og program- mering af satellitsystemer.
Forbrugerombudsmanden blev på baggrund af en borgerhenvendelse op- mærksom på, at firmaet i 2006 to gange havde forhøjet kortafgiften, og i
begge tilfælde var stigningerne også blevet opkrævet hos kunder, der alle- rede havde forudbetalt deres kortafgift for en periode. Det betød, at disse kunder fik en ekstraregning for den samme periode som følge af firmaets beslutning om at hæve kortafgiften.
Forbrugerombudsmanden fandt, at firmaet med denne fremgangsmåde ensi- digt havde ændret de aftaler, det allerede havde indgået med en række af deres kunder, og således havde foretaget ekstraopkrævninger uden aftale- mæssigt grundlag. Forbrugerombudsmanden meddelte firmaet, at denne fremgangsmåde fandtes at være i strid med markedsføringsloven, samt at de pågældende kunder efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ville kunne kræve, at firmaet tilbagebetalte de uretmæssigt opkrævede beløb.
Firmaet valgte herefter at tilbagebetale de opkrævede beløb. (08/01004)
2.1.1.9. Fitnesscenters introduktion af nyt abonnementstilbud
Et fitnesscenter introducerede 1. januar 2008 en ny abonnementstype, der adskilte sig væsentligt fra de typer, som fitnesscenteret tidligere havde ud- budt. Abonnementet var bl.a. uden bindingsperiode og med et opsigelsesvar- sel på løbende måned + 1 måned.
Fitnesscenteret tilbød i den forbindelse de eksisterende kunder at skifte til det nye abonnement mod betaling af kr. 99,-. Medlemmerne blev orienteret ved hjælp af opslag i centrene samt på selskabets hjemmeside og ved udsen- delse af e-mails til de medlemmer, som havde accepteret at blive kontaktet om nye tilbud mv.
En af fitnesscenterets kunder klagede til Forbrugerombudsmanden over, at fitnesscenteret havde opkrævet et gebyr for at lade eksisterende medlemmer skifte over til en ny abonnementstype, samt over at medlemmerne ikke var blevet tilstrækkelig klart orienteret om denne mulighed.
Forbrugerombudsmanden gennemgik aftalevilkårene og fandt, at fitnesscen- teret i tilstrækkeligt omfang havde orienteret sine eksisterende medlemmer om den nye abonnementsform, samt at der som udgangspunkt godt kunne opkræves et rimeligt gebyr for at lade kunderne overgå til den nye, mere fordelagtige aftale.
Forbrugerombudsmanden fandt derfor efter en konkret vurdering, at fitnes- scenteret ikke havde handlet i strid med god markedsføringsskik, jf. mar- kedsføringslovens § 1. (08/06250)
2.1.1.10. Aftale om vejhjælp må ikke automatisk fornys
Sagen omhandlede et selskab, der bl.a. udbyder redningstjeneste.
Af abonnementsbetingelserne for privatabonnenter fremgik det umiddelbart, at abonnementet automatisk blev fornyet hvert år med tilhørende ny bin- dingsperiode.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det ikke kan aftales, at et løbende kontraktforhold – efter udløbet af uopsigelighedsperioden – auto- matisk forlænges med en ny uopsigelighedsperiode, jf. forbrugeraftalelovens
§ 25 og markedsføringslovens § 1.
Forbrugerombudsmanden rettede derfor i sagens anledning henvendelse til selskabet, der nu har ændret deres abonnementsbetingelser, således at abon- nementerne fremover vil blive gjort klart opmærksomme på, at de skal indgå en ny aftale hvert år for fortsat at få hjælp, hvis bilen går i stykker.
Det fremgår således nu af selskabets abonnementsbetingelser, at et abonne- ment er tidsbegrænset, idet et abonnement er gældende for 12 måneder af gan- gen, hvorefter abonnementet automatisk ophører, medmindre det nytegnes ved fornyet betaling for den kommende 12 måneders abonnementsperiode.
Forbrugerombudsmanden har indskærpet overfor selskabet, at det er helt af- gørende, at forbrugerne ved, hvad de binder sig til, og at forbrugerne ikke blot skal præsenteres for et girokort til betaling, når den nuværende aftale er ved at udløbe. Det skal kommunikeres klart og tydeligt, at det er frivilligt, om man ønsker at indgå en ny aftale med en ny bindingsperiode til følge. (08/02906)
2.1.1.11. Forbrugerombudsmanden opfordrer velfærds- ministeren (nu indenrigs- og socialministeren) til at stramme lejelovens dusørregel
Forbrugerombudsmanden har i et brev til den tidligere velfærdsminister op- fordret ministeren til at undersøge, om der er behov for en stramning af leje- lovens dusørregel i lyset af en landsretsdom fra tidligere i 2008.
Sagen vedrørte en boligportal på internettet, der havde taget mod betaling for oprettelsen af boligsøgerannoncer med fortrinsret til at se udlejernes kontakt- oplysninger 14 dage, før de blev offentliggjort på internettet.
Boligportalen blev tiltalt og herefter frifundet for at have handlet i strid med lejelovens § 6 – den såkaldte dusørregel – der bl.a. skal forhindre, at bolig- søgende afkræves betaling eller andet vederlag for, at andre formidler kon- takten til udlejeren.
Landsretten nævnte i sin begrundelse, at man ikke fandt det bevist, at de boligsøgende reelt betalte for fortrinsretten til udlejers oplysninger, navnlig fordi det beløb, som den boligsøgende skulle betale, ikke adskilte sig stør- relsesmæssigt fra betalingen for tilsvarende boligsøgerannoncer i andre me- dier.
Forbrugerombudsmanden har på den baggrund skrevet til den tidligere vel- færdsminister, fordi Forbrugerombudsmanden er bekymret for, at lejelovens
§ 6 ikke længere yder den beskyttelse, som oprindeligt var tiltænkt med reg- len.
Forbrugerombudsmanden gik oprindeligt ind i sagen som følge af medieom- talen i efteråret 2007 om problemer med fiktive annoncer på boligportalerne. (08/01758 og 08/03388)
2.1.2. Påtrængende markedsføringsforanstaltninger
2.1.2.1. Opfordring til korrekturlæsning og tilbud om annoncetegning
Forbrugerombudsmanden fik i september måned 2007 en række henvendel- ser fra virksomheder og offentlige institutioner, der havde fået brev fra et internet-register med hjemsted i Tyskland.
De enkelte breve indeholdt oplysning om den konkrete virksomheds web- adresse og branche. Virksomheden blev i brevet opfordret til at rette forkerte oplysninger til og sende dem til registeret. Men der blev også givet mulighed for at tegne en ”betalingsannonce”. Dette blev nærmere beskrevet sidst i brevet. Det blev oplyst, at tegning af annonce var sket, når virksomheden tilbagesendte brevet i underskrevet stand. Prisen for en annonce var 7000 kr. pr. år med en bindingsperiode på 3 år.
Brevet var således en sammenblanding af en opfordring til korrekturlæsning og et tilbud om annoncetegning. Tilbuddet om annoncetegning kunne utvivl- somt overses, hvis brevet ikke blev nærlæst – med det resultat, at en virk- somhed kunne komme til at underskrive et tilbud, som den ikke ønskede.
Efter behandling af sagen vurderede Forbrugerombudsmanden, at han ikke på det foreliggende grundlag kunne gribe ind over for det tyske internet-fir- ma. Men i et nyhedsbrev rådede Forbrugerombudsmanden danske erhvervs- drivende til at se sig godt for. Han opfordrede virksomhederne til at gå tilbud om fx korrekturlæsning og annoncer efter i sømmene og vurdere, hvorvidt de reelt har behov for den pågældende service, om de ønsker at være bundet af aftalen i flere år, og om den markedsførte service står mål med udgiften. Under alle omstændigheder bør en virksomhed ikke skrive under på noget, den ikke er sikker på.
Forbrugerombudsmanden oplyste også, at det ikke er udelukket, at erhvervs- drivende, der har indgået en sådan eller lignende aftaler efter omstændighe- derne kan komme ud af aftalen igen, hvis der foreligger svig ved aftaleind- gåelsen, eller der senere foretages aggressive henvendelser mv. med henblik på fx at udvide de økonomiske forpligtelser i strid med god markedsførings- skik. (2007-1149/5-247)
2.1.3. Diskriminerende markedsføring
2.1.2.1. Undertøjsreklame gik over stregen
Erotik kan i vidt omfang bruges som virkemiddel i reklamer. Men grænsen går, hvor brugen af erotik har en nedsættende eller krænkende karakter.
En lettere afklædt nonne, sygeplejerske, stuepige og sekretær, som snuser til et par herreunderbukser, var i efteråret 2007 at finde på en undertøjsprodu- cents hjemmeside. Reklamerne gav anledning til et forholdsvist stort antal klager til Forbrugerombudsmanden.
Billederne, 4 i alt, gav modtageren det indtryk, at kvinderne lige havde haft sex med en mand, som havde efterladt sine underbukser. Billederne viste kvinderne i et sædvanligt arbejdsmiljø for professionerne – sygeplejersken lå således i en hospitalsseng, sekretæren sad på en printer etc.
Efter at have set på reklamen, er Forbrugerombudsmanden mest tilbøjelig til at mene, at kvindekønnet i reklamerne bliver fremstillet på en nedsættende og ringeagtende måde.
Kvindernes positur på billederne, med den seksuelle akt og underbukserne i centrum gør, at reklamen efter Forbrugerombudsmandens umiddelbare op- fattelse reducerer kvindekønnet til sexobjekter med henblik på udelukkende at sælge herreundertøj.
Det store antal klager, der viser, at reklamen er egnet til at støde mange i befolkningen, har indgået i Forbrugerombudsmandens overvejelser.
Men Forbrugerombudsmandens forpligtelse som offentlig myndighed til at arbejde aktivt for ligestilling på sit arbejdsområde har ligeledes spillet ind i den samlede vurdering.
Som det således blev fremført af en af klagerne, kan reklamens fremstilling af de kvindedominerede professioner være til skade for de repræsenterede faggrupper.
Eksponeringen af fagene i den pågældende reklames univers kan medvirke til at vanskeliggøre kvindernes daglige arbejde med at nedbryde de køns- mæssige barrierer.
Undertøjsfirmaet har oplyst, at selskabet fremover vil udforme deres mar- kedsføring i overensstemmelse med retningslinjerne om kønsdiskrimine- rende reklame og markedsføringslovens § 1 om god skik.
Sagen rejser dog et generelt spørgsmål om brugen af virkemidler i rekla- mer.
”God skik” i markedsføring er et dynamisk begreb, der i ordlyden tager høj- de for, at grænsen for, hvad der opfattes som anstødeligt og provokerende i det offentlige rum kan flytte sig over tid.
Sådan som mode- og mediebilledet i dag har udviklet sig, er der et betydeligt spillerum for reklamer. Igennem tiden har der været en udbredt brug af rekla- mer med elementer af sex, hvor grænserne for kønsdiskriminerende reklame bliver prøvet af.
Retningslinjerne om kønsdiskriminerende markedsføring slår dog fast, at re- klamer, der virker nedsættende eller ringeagtende overfor kvinder eller mænd på grund af deres køn er uforenelig med markedsføringslovens regel om god skik.
Læs mere om afgørelsen på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx. (08/02166)
2.1.4. Inkasso
2.1.5. Negativ aftalebinding
2.1.6. Alkohol
2.1.6.1. Brug af alkohol som led i markedsføring af ungdomsrejser
I sommeren 2007 modtog Forbrugerombudsmanden en række henvendelser vedrørende ungdomsrejseselskaber, der anvendte billeder og beskrivelser af aktiviteter på feriesteder, hvor alkoholindtagelse indgik. Dette var efter For- brugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 2, fordi markedsføringen direkte eller indirekte opfordrede unge til at drikke alkohol.
Forbrugerombudsmanden indskærpede reglerne over for rejsebureauerne samt gav dem en frist til at ændre markedsføringen, således at alle overtræ- delser af markedsføringsloven skulle være fjernet senest 1. februar 2008. Baggrunden, for at Forbrugerombudsmanden i første omgang valgte at ind- skærpe reglerne over for selskaberne, var, at der i lovbemærkningerne til markedsføringslovens § 8, stk. 2 var en vis uklarhed, der havde givet anled- ning til tvivl om rækkevidden af bestemmelsen.
I lovbemærkningerne blev der oprindeligt lagt op til, at forbuddet i § 8, stk. 2 skulle være rettet mod brug af visse ”aggressive og forrående virkemidler” i reklamer rettet mod børn og unge. I en besvarelse givet til Folketingets Erhvervsudvalg i 2005 under lovforslagets behandling i Folketinget, blev det ligeledes anført, at lovforslaget ikke indeholder et egentlig forbud mod alko- holreklamer mod børn og unge.
Ved lovforslagets 2. behandling blev det imidlertid tilføjet, at alkohol er blandt de stoffer, som det er forbudt at opfordre til at indtage i reklamer rettet mod børn og unge, og i bemærkningerne til denne ændring, jf. Erhvervsud- valgets betænkning af 8. december 2005, blev det anført, at ændringen nu præciserede, at bestemmelsen særligt forbyder opfordring til at anvende al- kohol som rusmiddel. Formålet var at sende et præcist signal om, at indta- gelse af alkohol ikke hører hjemme i markedsføring rettet mod børn og unge.
Da flere af ungdomsrejseselskaberne valgte ikke at ændre deres markedsfø- ring inden den givne frist, politianmeldte Forbrugerombudsmanden herefter de pågældende selskaber. (08/04687 og 08/01819)
2.1.7. Samfundsmæssige hensyn
2.2. Lovens § 2. Markedsføringslovens anvendelsesområde
2.2.1.1. En fagforenings medlemshvervning kan være omfattet af markedsføringsloven
Dette har Forbrugerombudsmanden udtalt i en konkret sag vedrørende en fagforening, der ønskede at sende reklamemateriale ud til medlemmerne af en A-kasse, som fagforeningen samarbejdede med.
Forbrugerombudsmanden henviste til markedsføringslovens § 2, stk. 1, hvorefter markedsføringsloven finder anvendelse på privat erhvervsvirk- somhed samt på offentlig virksomhed, i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet.
Forbrugerombudsmanden oplyste, at fagforeninger og deres aktiviteter, her- under medlemshvervning, som udgangspunkt ikke anses for omfattet af mar- kedsføringsloven.
Forbrugerombudsmanden udtalte dog samtidig, at i det omfang en fagfor- enings hvervningskampagne ikke er baseret på arbejdsmarkedspolitiske og traditionelle fagforeningspolitiske argumenter, men i det væsentlige baserer sig på kommercielle argumenter, vil de pågældende elementer i kampagnen efter Forbrugerombudsmandens opfattelse efter omstændighederne imidler- tid kunne bevirke, at kampagnen må anses for omfattet af markedsføringslo- ven. Hvornår en hvervningskampagne eller elementer i denne vil være om- fattet af markedsføringsloven vil afhænge af en konkret vurdering af samtlige sagens omstændigheder, herunder udformningen af det pågældende markedsføringsmateriale. (08/07973)
2.2.1.2. En kommunes kvalitetsstandarder for hjemmehjælp er ikke en markedsretlig problemstilling
En borger var blevet tildelt knapt halvanden times hjemmehjælp hver 14. dag. Der blev på den baggrund klaget over vildledning efter markedsførings- lovens § 3 med henvisning til pågældende kommunes kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83. Her fremgik angivelsen ”hygiejnemæssig forsvarlig renholdelse”, som kommunen efter klagers op- fattelse ikke havde været i stand til at dokumentere rigtigheden af. Klager anså det derfor for vildledende at anvende dette udtryk i kvalitetsstandar- derne. Der var frit valgs-ordning i den pågældende kommune.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at angivelsen ”hygiejnemæssig for- svarlig renholdelse” var fremsat i relation til en ydelse, der blev tildelt kred- sen af modtagere på grundlag af et retskrav efter serviceloven, dvs. i relation til udmøntningen af en offentligretlig forpligtelse. Der var med kommunens kvalitetsstandarder for personlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83 tale om offentligt fastsatte krav til denne ydelse, herunder bl.a. hvilke kon- krete rengøringsopgaver der var omfattet, og hvori deres indhold bestod (rengøringsspecifikationer). Information af denne karakter var efter Forbru- gerombudsmandens opfattelse ikke markedsføring og dermed ikke omfattet af markedsføringslovens § 3.
At information om offentligt fastsatte krav til ydelser, som offentlige myn- digheder er forpligtet til at give borgerne, fx en kommunens kvalitetsstan- darder for hjemmehjælp, ikke var markedsføring i markedsføringslovens forstand og ikke er omfattet af loven, fremgik i øvrigt også af den betænk- ning, der ligger til grund for den nuværende markedsføringslov, jf. ”Mar- kedsføring og prisoplysning”, betænkning nr. 1457, 2005, p. 132.
Forbrugerombudsmanden oplyste til orientering, at markedsføringsloven først fandt anvendelse i relation til selve udbuddet af ydelser, fx informati-
onsmateriale, der skulle formå de enkelte modtagere af hjemmehjælp til at vælge netop den leverandør, der var afsenderen af materialet.
Forbrugerombudsmanden tilkendegav afslutningsvis, at der ikke var tale om en markedsretlig problemstilling, men om en socialretlig problemstilling, som måtte behandles i det dertil hørende klagesystem. (2007-1129/5-395)
2.3. Lovens § 3. Vildledning
2.3.1. Vildledende angivelser
2.3.1.1. Vildledende oplysninger om reparation i garanti- vilkårene
I garantivilkårene for en elektronikproducents ”Garantiforlængelse” – som fremgik af producentens hjemmeside – fremgik det bl.a., at der ville ske re- paration af det produkt, som garantiforlængelsen knyttede sig til, inden for 7 arbejdsdage.
Producenten oplyste imidlertid, at der ikke var tale om en garanteret repara- tionstid, da der tillige var transport- og leveringstid med i forløbet. Den gen- nemsnitlige reparationstid var 1-2 uger. Oplysningen om reparation inden for 7 dage var således alene en form for hensigtserklæring.
Forbrugerombudsmanden meddelte, at et garantivilkår, som angiver en repa- rationstid på 7 dage, vil kunne anses for vildledende, hvis dette blot er en hensigtserklæring, og den reelle gennemsnitlige reparationstid er 1-2 uger.
Producenten valgte herefter at ændre deres hjemmeside, således at det frem- gik, at der alene blev tilstræbt en reparation inden for 7 arbejdsdage fra mod- tagelse af produktet.
Forbrugerombudsmanden foretog sig herefter ikke yderligere i sagen. (08/02840)
2.3.1.2. Et forsikringsselskab og en medlemsejet indkøbs- forening brugte vildledende udsagn i markedsføring af forsikring
Forsikringstilbuddet, der blev markedsført gennem en medlemsejet indkøbs- forening, vildledte forbrugerne om deres fremtidige behandlingsgaranti i det offentlige sundhedsvæsen. Det skabte utryghed, og kunne anspore forbru-
gerne til at tegne en forsikring på et forkert grundlag, mente Forbrugerom- budsmanden. Fejlen blev efterfølgende rettet.
Potentielle forsikringstagere kunne i sommeren 2008 læse om et tilbud på en behandlingsforsikring fra forsikringsselskabet og en medlemsejet indkøbs- forening, at ”Den 1. september 2008 afskaffes det frie sygehusvalg. Det be- tyder for dig, at den offentlige behandlingsgaranti ophæves.”
Oplysningen var dog ikke korrekt. Der er ikke tale om en ophævelse, men en midlertidig suspension til 1. juli 2009 efter konflikten på sundhedsområdet i foråret 2008 – en suspension, der i øvrigt gælder det udvidede frie sygehus- valg, og ikke det frie sygehusvalg, som det blev oplyst i forsikringstilbud- det.
Oplysningen var derfor ikke alene i strid med markedsføringslovens § 3 om vildledning, men kunne også påvirke forbrugerne ved at spille på frygt for helbredet.
Indkøbsforeningen havde i en periode en kort meddelelse på hjemmesiden, hvor der blev gjort opmærksom på de urigtige oplysninger.
Meddelelsen var dog kun at finde i kort tid, og da den i øvrigt heller ikke var helt korrekt, tog Forbrugerombudsmanden kontakt til både indkøbsforenin- gen og forsikringsselskabet for at få selskaberne til bl.a. at orientere forsik- ringstagerne individuelt om fejlen i markedsføringsmaterialet.
Indkøbsforeningen og forsikringsselskabet har efterfølgende orienteret de medlemmer, der har tegnet forsikringen om de forkerte oplysninger samt givet mulighed for at fortryde aftalen. (08/06423)
2.3.1.3. Forbrugerklub i strid med markedsføringsloven
Et klub-koncept stillede lette penge i udsigt til kommende medlemmer for- brugerklubben, idet der bl.a. blev garanteret en stigende indtjening, uden at medlemmerne skulle foretage sig noget. Ved indmeldelse skulle forbrugerne blot acceptere at modtage en reklame e-mail i døgnet. Herefter blev man opfordret til at tippe ens venner om konceptet – og man blev indirekte beløn- net med en bonus, hvis dem, man havde tippet, købte noget af det, der blev reklameret for i den daglige e-mail.
Man fik imidlertid først udbetalt bonus, når man havde optjent 500 kr., hvil- ket ville kræve, at ens venner havde købt for minimum 50.000 kr. Herefter blev konceptet lavet om, således at man kunne tjene penge, hvis man var heldig at vinde lodtrækninger foretaget af klubben. Man var således på intet tidspunkt blot ved indmeldelse i klubben sikret en støt stigende indtægt, som klubben lovede.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at man ikke må vildlede folk til at tro, at man kan få en støt, stigende indkomst blot ved at indmelde sig i en klub, hvis dette ikke er tilfældet. Han udtalte også, at man ikke må opfordre medlem- merne til at tippe deres venner pr. e-mail samt belønne dem for dette.
Skaberen af klubben oplyste over for Forbrugerombudsmanden, at han var udtrådt af konceptet. Klubben blev nedlagt kort tid efter dens opståen, fordi det kunne konstateres, at klubben ikke kunne leve op til det lovede og mang- lede tilslutning. Klubben blev derefter omdannet til et nyhedsbrev, som man kunne tilmelde sig på klubbens oprindelige hjemmeside.
Forbrugerombudsmanden indskærpede over for den erhvervsdrivende, at denne for eftertiden i forbindelse med lignende koncepter skulle overholde markedsføringslovens bestemmelser, og at sagen i tilfælde af fremtidige overtrædelser ville have en skærpende effekt. (08/00923)
2.3.1.4. Misbrug af myndigheds navn og logo ledte til indskærpelse
Forbrugerombudsmanden har givet et ejendomsselskab en alvorlig påtale efter selskabet i en konkret annonce anførte, at et investeringsprojekt i Dubai var godkendt af Finanstilsynet. Tilsynets logo var benyttet i annoncen. An- noncen var urigtig og vildledende – og derfor i strid med markedsføringslo- vens § 3.
Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at anvendelsen af udsagnet om godkendelse og brugen af Finanstilsynets logo må anses for særligt kritisa- belt, når det er et investeringsprojekt, som vil kunne kræve, at en potentiel investor skal have en vis indsigt i fordele, ulemper og risici. Et udsagn om, at projektet er godkendt af en offentlig tilsynsmyndighed, vil kunne bibringe læseren en tillid til investeringsprojektet, samt en formodning om at projek- tet er undersøgt og uden risici.
På baggrund af en konkret henvendelse fra ejendomsselskabet til Finanstil- synet i forbindelse med udarbejdelsen af prospektet blev det oplyst, at poten- tielle investorer kunne anvende pensionsmidler ved investeringen.
Det var samtidig udtrykkeligt nævnt, at anvendelsen af pensionsmidler for- udsatte, at der ikke knyttedes særlige brugsfordele ved investeringen i ejen- domsprojektet. Dette fremgik heller ikke klart af annoncen.
Selskabet ophørte straks med at bruge den pågældende annonce og iværk- satte forskellige tiltag for at informere om annoncens vildledende karakter, og da ingen aftaler var blevet indgået på baggrund af annoncen, har For- brugerombudsmanden ikke fået grundlag for at foretage politianmeldelse. (1120/5-872)
2.3.1.5. Erhvervsdrivende fik indskærpet reglerne om vildledende markedsføring
Forbrugerombudsmanden modtog en klage fra en forbruger over en detail- kædes markedsføring af børnetøj, dels i selskabets tilbudsavis, dels i selska- bets forretning.
På en reol i forretningen lå T-shirts og bukser, og over reolen hang et skilt, hvor der stod ”Frit valg, 2 stk. 49,95”. Da forbrugeren ville købe 2 par buk- ser, som lå på reolen, oplyste den erhvervsdrivende, at bukserne ikke var omfattet af tilbuddet, og forbrugeren skulle derfor betale 49,95 kr. for hvert par bukser.
Forbrugerombudsmanden gjorde den erhvervsdrivende opmærksom på reg- lerne om vildledende markedsføring, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 1.
Selskabet beklagede, at deres markedsføring havde været misvisende og op- lyste, at de fremover vil være ekstra opmærksomme på, at såvel avistilbud som skiltning er entydig over for deres kunder.
Forbrugerombudsmanden afsluttede herefter sagen med en indskærpelse af reglerne om vildledende markedsføring over for den pågældende erhvervs- drivende. (08/02966)
2.3.1.6. Fra ”dansk garanti” til ”danske vilkår”
En detailvirksomhed markedsførte sig med at have ”dansk garanti”.
Ifølge virksomheden blev udtrykket anvendt til at gøre forbrugerne opmærk- somme på, at den følger de danske regler og ikke de tyske regler. Hertil op- lyste virksomheden i første omgang, at garantiudsagnet dækkede over et halvt års garanti med efterfølgende halvandet års reklamationsret. Dette blev dog efter Forbrugerombudsmandens henvendelse rettet til, at forbrugeren kunne benytte sig af den 2-årige reklamationsret, som følger af købeloven.
En garanti må ikke forveksles med købelovens 2-årige reklamationsret, da det er vildledende at kalde en lovbestemt rettighed for en garanti. Garanti er nemlig en frivillig forpligtelse, som en erhvervsrivende kan påtage sig ved salg af varer og tjenesteydelser. Forbrugeren opnår derved nogle tillægsret- tigheder, som pågældende ellers ikke ville have haft.
Når en erhvervsdrivende markedsfører sig med garantiudsagn, skal indhol- det af garantien fremstå klart for forbrugeren, og garantien skal give forbru- geren en væsentlig bedre retstilling end den, modtageren har efter lovgivnin- gen.
Detailvirksomheden ændrede efter Forbrugerombudsmandens henvendelse sit reklameslogan fra ”tyske priser – dansk garanti” til ”tyske priser – danske vilkår”. (08/04273)
2.3.1.7. Ændret fremgangsmåde ved oprettelse af annoncer på boligportaler på internettet
Forbrugerombudsmanden kontaktede i august 2007 indehaverne af en bolig- portal på internettet, fordi Forbrugerombudsmanden havde modtaget oplys- ninger om, at en række af de lejligheder, som var blevet oprettet på virksom- hedens hjemmeside angiveligt ikke eksisterede.
Forbrugerombudsmanden bad i første omgang virksomheden om at doku- mentere eksistensen af et bestemt lejemål, men da annoncen allerede var slettet, var dette ikke muligt.
Virksomheden oplyste i samme forbindelse, at man ikke altid indhentede udlejers kontaktoplysninger, herunder navn, adresse og telefonnummer, men ofte kun e-mailadresse og IP-adresse, samt at disse oplysninger blev slettet, når en annonce var taget af internettet.
Forbrugerombudsmanden bad på den baggrund og med hjemmel i markeds- føringslovens § 3, stk. 3, boligportalen om at ændre oprettelsesproceduren for annoncer således, at der altid blev indhentet udlejers kontaktoplysninger, herunder navn, adresse, telefonnummer samt oplysning om lejemålets belig- genhed, at disse oplysninger blev kontrolleret, inden annoncen bliver lagt på hjemmesiden, samt at oplysningerne herefter blev opbevaret i 2 år.
Ændringen i fremgangsmåden skulle gøre det muligt for virksomheden at opfylde kravet i markedsføringslovens § 3, stk. 3, om at virksomheden skal kunne dokumentere rigtigheden af de annoncer, som lægges ud på boligpor- talen. (08/01758)
2.3.2. Vildledende prisangivelser
2.3.2.1. Teleselskab betalte en bøde på 80.000 kr. for vild- ledende reklame og manglende prisoplysninger
Forbrugerombudsmanden politianmeldte i efteråret 2007 et teleselskab for vildledende reklame.
Selskabet havde i flere annoncer i maj 2007 reklameret med, at man kunne ringe ubegrænset for kun 82,50 kr. om måneden, og at bl.a. samtaler, op- kaldsafgift og oprettelse var gratis. Imidlertid kunne man på selskabets
hjemmeside læse, at opkald til mobiltelefoner og opkald til fastnettelefoner i visse lande ikke var gratis, men kostede en bestemt minuttakst.
Sagen blev i efteråret 2008 afsluttet med, at selskabet betalte en bøde på
80.000 kr. for vildledende reklame i strid med markedsføringslovens § 3, stk. 1, og manglende prisoplysninger i strid med markedsføringslovens § 13, stk. 3. (08/01498)
2.3.2.2. Varehus fik bøde på 400.000 kr. for utydeligt forbehold
I april 2006 annoncerede en virksomhed i bl.a. tv og aviser med ”25 % på alle varer”, selvom kun ca. 75 % af virksomhedens sortiment reelt var omfat- tet af tilbuddet.
Der var i annonceringen taget forbehold for kampagnens omfang med en lille stjerne, der henviste til teksten ”gælder ikke udvalgte varer”. Dette forbehold var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke tydeligt nok, da der var en ikke ubetydelig risiko for, at forbrugerne kunne overse ”det med småt”.
Virksomheden blev derfor meldt til politiet for overtrædelse af markedsfø- ringslovens § 3, og virksomheden accepterede herefter et bødeforlæg på kr. 400.000. (08/00660)
2.3.2.3. Byggemarked var – ikke altid – billigst trods prisgaranti
Forbrugerombudsmanden blev gjort opmærksom på et byggemarkeds gene- relle prismarkedsføring i form af udsagnet på byggemarkedets hjemmeside ”Vi garanterer, at du finder de billigste priser hos os”.
Forbrugerombudsmanden anmodede om dokumentation for udsagnet under henvisning til reglerne om vildledning i markedsføringsloven.
Byggemarkedet fastholdt, at man på grund af en prisgaranti stadig mente, at være det billigste, men fjernede efterfølgende udsagnet fra hjemmesiden.
Forbrugerombudsmanden bemærkede herefter, at der ikke i sig selv er noget til hinder for anvendelse af prisgarantier, forudsat disse i øvrigt lever op til de krav, der stilles til indholdet og markedsføringen heraf.
Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til markedsføringslo- vens § 3, stk. 1 og 3 samt Forbrugerombudsmandens vejledning om prismar- kedsføring, hvoraf det bl.a. fremgår, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udsagn om generel prisbillighed, der direkte eller indirekte in- deholder en sammenligning med andre forretningsdrivendes prisniveau, er
udsagn om faktiske forhold, der skal kunne dokumenteres af den erhvervs- drivende, jf. markedsføringslovens § 3, stk. 3.
Firmaet fik indskærpet, at såfremt det i sin markedsføring fremover anven- der udsagn som ”de billigste” eller tilsvarende udsagn om generel prisbil- lighed, må sådanne udsagn kun anvendes, såfremt den fornødne dokumenta- tion er til stede. (08/02998)
2.3.2.4. TV-udbyder oplyste ikke korrekt om pris på abonnement
Markedet for udbydere af digitalt tv er præget af stor konkurrence, hvor prisen bruges som et væsentligt parameter i markedsføringen.
En udbyder af digitalt tv havde fremhævet en abonnementspris pr. måned som blikfang i sin markedsføring. På udbyderens hjemmeside var der fx anført et abonnementstilbud på 99 kr. pr. måned for en tv-pakke. Der blev imidlertid ikke samtidig oplyst om andre løbende udgifter eller om den sam- lede pris i bindingsperioden.
Et abonnement kunne imidlertid efter det oplyste ikke oprettes, uden at der også skulle betales for kortservice, og abonnementet kunne ikke bruges uden kortet. Kortafgiften udgjorde 389 kr. halvårligt. Abonnementstilbuddet for- udsatte, at forbrugeren bandt sig for en periode på 12 måneder.
Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at den anvendte markedsfø- ringsmåde var vildledende og utilstrækkelig, jf. markedsføringslovens §§ 3 og 13, da den løbende udgift, herunder månedligt abonnement og halvårlig kortafgift, faktisk var 65 % dyrere på årsbasis, end det indtryk reklamens blikfang på 99 kr. pr. måned efterlod, da den samlede pris i bindingsperioden ikke var oplyst.
Efter forhandlinger ændrede udbyderen sin markedsføring sådan, at der syn- ligt blev oplyst om alle løbende udgifter og den årlige totalpris, der omfat- tede de samlede udgifter på en tv-pakke.
Forbrugerombudsmanden foretog sig på denne baggrund ikke yderligere i sagen, men indskærpede overholdelse af reglerne i markedsføringsloven over for udbyderen. (08/05460)
2.3.2.5. Bøde på 200.000 kr. for vildledende prisoplysninger i katalog
En større detailkæde havde i sit julekatalog for 2004 ved en lang række varer anført ”spar xx kr.”, uden at det var angivet, hvilken pris der blev sammen- lignet med.
Når en erhvervsdrivende ikke fortæller, hvad sammenligningsgrundlaget er, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det er den erhvervsdrivendes egne før-priser, der sammenlignes med.
Det viste sig imidlertid ikke at være tilfældet for hovedparten af varerne an- nonceret i julekataloget. Priserne var derimod sammenlignet med priserne hos andre erhvervsdrivende og vejledende priser fra leverandører, uden at det fremgik af kataloget.
Selskabet blev derfor anmeldt til politiet for overtrædelse af markedsførings- lovens § 2 (nu § 3). Selskabet vedtog herefter en bøde på 200.000 kr. for at have anvendt vildledende, urigtige angivelser eller undladt væsentlige infor- mationer, som var egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet. (08/00185)
2.3.2.6. Ejendomsmæglerkæde fik indskærpelse efter fejl i boligkampagne
En ejendomsmæglerkæde havde i forbindelse med iværksættelsen af en kampagne ved navn ”Her og Nu Salg” offentliggjort forkerte oplysninger om førpriser samt tidspunkt for prisnedsættelse. Enkelte ejendomme optråd- te således i kampagnen som netop nedsat, selvom prisnedsættelsen havde fundet sted, før kampagnen blev sat i gang.
Dette var efter Forbrugerombudsmandens opfattelse i strid med markedsfø- ringslovens § 3, og Forbrugerombudsmanden rettede derfor henvendelse til kæden.
Ejendomsmæglerkæden var på daværende tidspunkt allerede klar over fejlen og havde som følge heraf fjernet de berørte ejendomme fra kampagnen. For- brugerombudsmanden indskærpede herefter overfor kæden, at prisoplysnin- ger skal være retvisende. (08/02604 og 1100/5-1074)
2.3.2.7. Bøde til elektronikkæde på 150.000 kr. for vildledende før/nu-priser
Forbrugerombudsmanden anmeldte i 2005 en række elektronikkæder, her- under dette selskab, til politiet for at have anvendt vildledende før/nu priser strid med markedsføringslovens § 3 i deres tilbudskataloger ved årsskiftet 2004/2005.
Forbrugerombudsmanden havde i gennem en periode på flere måneder i ef- teråret 2004 foretaget en undersøgelse af elektronikkædernes tilbudskatalo- ger og sammenholdt de udsagn om førpriser, der var heri, med de faktiske priser i butikkerne.
Ved gennemgang af tilbudsaviser for to elektronikkæder - som dengang var ejet af selskabet, der nu har fået en bøde - fandt Forbrugerombudsmanden bl.a. forkerte førpriser eller udsalgspriser, som allerede havde været gæld- ende i en vis periode, inden de blev annonceret.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at når en erhvervsdrivende sammenligner med egne tidligere priser, skal den annoncerede vare have været solgt til ”førprisen” i en vis længere periode inden udsalget, og den nedsatte pris bør kun være gældende i en kortere periode herefter.
Elektronikkæden valgte at afslutte sagen med betaling af en bøde på 150.000 kr. Bøden blev fastsat på baggrund af selskabets fortjeneste i forbindelse med den vildledende markedsføring, men er nedsat på grund af formildende omstændigheder i sagen, bl.a. fordi kæden havde opsat rettelsesskilte i butik- kerne. (08/00296)
2.4. Lovens § 4. Reklameidentifikation
2.4.1.1. Identifikation af reklame i annoncemagasin
Annoncer må ikke kunne forveksles med redaktionel omtale, fordi journali- stisk indhold betragtes som objektivt i modsætning til reklame. Efter indgri- ben fra Forbrugerombudsmanden fremgår det nu klarere af et annoncemaga- sin, at der er annoncer på siderne.
En henvendelse fra Forbrugerombudsmanden til et gratis annoncemagasin om dets brug af journalistisk stof og markering af annoncer fik den virkning, at det blev lettere for læseren at se, når der var tale om reklame.
Magasinet valgte at tydeliggøre, at bladet er et annoncemagasin. ”Annonce- magasin” på magasinets forside fremhævedes således efterfølgende med større skrifttype.
Annoncer, som før var markeret med magasinets navn/annonce, blev skiftet ud med blot ”annonce” skrevet med en større skrifttype. Det nye tiltag skete for ikke at fjerne fokus fra, at der er tale om en annonce. (08/03383)
2.5. Lovens § 5. Sammenlignende reklame
2.6. Lovens § 6. Uanmodet henvendelse til bestemte aftagere
2.6.1.1. E-mails skal kunne frameldes
Forbrugerombudsmanden modtog i 2007 og primo 2008 en række klager fra forbrugere, der ikke kunne afmelde elektronisk post, som de modtog fra en online forbrugerklub.
Xxxxxxxxxxx anførte, at de forgæves havde forsøgt at afmelde sig via afmel- dingslinket i de fremsendte e-mails, men at nyhedsbrevene alligevel fortsatte med at dukke op i deres indbakker.
Flere anførte endvidere, at de fortsat modtog nyheds-mails på trods af, at den erhvervsdrivende havde bekræftet deres afmelding.
Forbrugerne havde alle tidligere deltaget i forskellige undersøgelser udbudt af firmaet, eller tilmeldt sig firmaets hjemmeside. Dermed havde de accepte- ret at modtage e-mails fra firmaet, men nu kunne de ikke slippe af med de elektroniske nyhedsbreve igen.
Et andet stort problem var også, at e-mailene blev sendt fra én adresse, mens afmeldingslinket vedrørte en anden e-mail-adresse.
Sagen endte med en indskærpelse til firmaet, idet forbrugere til enhver tid skal kunne afmelde sig modtagelsen af fremtidige elektroniske nyhedsbreve, jf. markedsføringslovens § 1 og princippet i markedsføringslovens § 6, stk.
2. Samtidig må der ikke være tvivl om, hvor en e-mail kommer fra, idet det kan skabe unødig forvirring og usikkerhed.
Forbrugerombudsmanden gav således på baggrund af henvendelserne fir- maet en indskærpelse om at sørge for, at der kun sendes e-mails fra adresser/ hjemmesider, som forbrugerne har tilmeldt sig, og at afmeldingslinkene fun- gerer optimalt, idet der ellers vil kunne være tale om en overtrædelse af markedsføringslovens § 1.
Firmaet har over for Forbrugerombudsmanden erkendt, at den anvendte fremgangsmåde ved udsendelse af markedsføringsmateriale har været noget uhensigtsmæssig og forvirrende for forbrugerne.
Firmaet har nu ændret procedure. (08/04742)
2.6.1.2. Elektroniske julekort er også spam
En erhvervsdrivende rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden og ønskede oplyst, om det ville være lovligt at sende julekort via e-mail til virk- somhedens kontaktpersoner (kunder, samarbejdspartnere m.v.).
Forbrugerombudsmanden udtalte under henvisning til markedsføringslovens
§ 6, stk. 1 og 2, at ordene ”med henblik på afsætning af varer…” i § 6, stk. 1,
efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal forstås i bred forstand. Be- stemmelsen omfatter således efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke kun situationer, hvor henvendelsen indeholder konkrete tilbud el.lign., men omfatter også mere generel promovering eller markedsføring af en erhvervs- drivendes navn eller varemærker (såkaldt ”branding”).
Forbrugerombudsmanden udtalte endvidere, at et julekort fra en erhvervs- drivende typisk vil være at betragte som ”branding” af den erhvervsdriven- des navn eller varemærke, og en erhvervsdrivende vil derfor i forbindelse med udsendelse af julekort skulle iagttage reglerne i markedsføringslovens § 6.
Forbrugerombudsmanden udtalte på den baggrund, at fremsendelse af elek- troniske julekort således alene må ske til personer, der har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kan fremsende markedsføringsmateriale ved brug af elektronisk post, eller hvis forholdet er omfattet af markedsførings- lovens § 6, stk. 2.
Ifølge markedsføringslovens § 6, stk. 2, må en erhvervsdrivende, der har modtaget en kundes elektroniske adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse, gerne markedsføre egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser til kunden via elektronisk post. Dette forudsætter dog, at kun- den har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.
Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det endvidere en betingelse, at kunden i forbindelse med købet klart og utvetydigt er blevet oplyst om, at adressen vil kunne blive benyttet til udsendelse af markedsføringsmateriale. (08/06749)
2.6.1.3. Bøde på 100.000 kr. til tøjkæde for uanmodet voice message-reklame
Forbrugerombudsmanden har behandlet en sag angående telefonopkald fra en tøjkæde til forbrugere, hvor der blev afspillet et lydklip med en Madonna- reklame. Forbrugerombudsmanden fandt ikke, at der var indhentet et tilstræk- keligt samtykke fra forbrugerne til at anvende denne fremgangsmåde.
I april 2007 modtog Forbrugerombudsmanden et par klager fra forbrugere, der havde modtaget sådanne telefonopkald fra tøjkæden. Xxxxxxxxxxx mente ikke, at de havde givet samtykke til at blive ringet op på deres telefon.
Tøjkæden havde via en sms-konkurrence afholdt i forbindelse med en større markedsføringskampagne for Madonnas tøjkollektion for selskabet indhen- tet samtykke fra forbrugere til, at tøjkæden kunne sende dem yderligere in- formation.
Tøjkæden foretog herefter ved hjælp af et automatisk opkaldssystem tele- fonopkald til ca. 4.000 forbrugere og afspillede en såkaldt voice message i form af et lydklip fra en reklame med Madonna.
Der er imidlertid Forbrugerombudsmanden opfattelse, at man ikke ”sender” information til forbrugerne, når man ringer dem op på deres telefon og af- spiller en såkaldt voice message.
Det er endvidere Forbrugerombudsmandens opfattelse, at for at et samtykke til at modtage markedsføring kan anses for at være konkretiseret og informe- ret, skal det indeholde oplysninger om, hvilken kommunikationsform der vil blive anvendt.
Forbrugerombudsmanden fandt derfor at tøjkæden havde overtrådt markeds- føringslovens § 6, stk. 1 og politianmeldte selskabet.
Tøjkæden valgte at afslutte sagen med en bødevedtagelse på 100.000 kr. (08/01376)
2.6.1.4. Bøde til servicevirksomhed på 20.000 kr. for udsendelse af spam
Forbrugerombudsmanden modtog i 2007 en række klager angående en ser- vicevirksomhed, der havde udsendt en række uopfordrede e-mails til er- hvervsdrivende indeholdende markedsføringsmateriale.
Virksomheden havde udsendt ca. 750 e-mails til både eksisterende og poten- tielle kunder, men virksomheden kunne ikke godtgøre, at ca. 375 af de po- tentielle kunder forinden havde givet samtykke til at modtage reklamemate- riale på e-mails.
Forbrugerombudsmanden meddelte virksomheden, at det er i strid med mar- kedsføringslovens § 6, stk. 1, at udsende e-mails med reklamemateriale både til erhvervsdrivende og forbrugere, medmindre man forinden har fået accept til udsendelsen fra modtagerne.
Forbrugerombudsmanden politianmeldte derfor virksomheden, som valgte at acceptere en bøde på 20.000 kr. (08/01882)
2.6.1.5. En blogejers opgivelse af e-mailadresse eller kontakt- formular er ikke et samtykke til kommercielle elektroniske henvendelser
En erhvervsdrivende rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden, idet den erhvervsdrivende ønskede en vurdering af lovligheden af en påtænkt markedsføringsforanstaltning.
Den erhvervsdrivende oplyste, at han ønskede at rette henvendelse til inter- net-blogejere og tilbyde dem et anmeldereksemplar af et softwareprodukt, som den erhvervsdrivende havde udviklet. Formålet hermed var at få en om- tale af produktet på blogejerens hjemmeside.
Den erhvervsdrivende oplyste, at kontakten til blogejerne ville ske via den e-mailadresse eller kontaktformular, som blogejeren havde oplyst på hjem- mesiden.
Forbrugerombudsmanden henviste til markedsføringslovens § 6, hvorefter en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til nogen ved brug af elektro- nisk post med henblik på afsætning af varer mv., medmindre den pågæl- dende forudgående har anmodet herom.
Forbrugerombudsmanden anførte endvidere, at ordene ”med henblik på af- sætning af varer” efter Forbrugerombudsmandens opfattelse skal forstås i bred forstand. Bestemmelsen omfatter således ikke kun situationer, hvor henvendelsen indeholder konkrete tilbud el.lign., men omfatter også situati- oner, hvor henvendelsen afsendes med henblik på en senere afsætning af varer mv. samt mere generel promovering eller markedsføring af en er- hvervsdrivendes navn eller varemærker (såkaldt ”branding”).
Forbrugerombudsmanden oplyste, at det forhold, at en blogejer har oplyst sin e-mailadresse eller en kontaktformular, efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke i sig selv kan sidestilles med, at blogejeren dermed har anmo- det om eller givet sit samtykke til, at erhvervsdrivende kan rette henvendelse til blogejeren ved brug af elektronisk post med henblik på afsætning af varer mv. En sådan henvendelse fra den erhvervsdrivendes side ville derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være i strid med markedsføringslovens
§ 6. (08/07988)
2.6.1.6. Bøde på hhv. 5.000 og 10.000 for markedsføring trods modtagers registrering på Xxxxxxxx-listen
En person havde ladet sig registrere med markedsføringsbeskyttelse i CPR ”Xxxxxxxx-listen”, der er en liste, som CPR udarbejder hvert kvartal over de personer, der har frabedt sig direkte markedsføring. På trods heraf modtog hun to gange adresseret markedsføringsmateriale fra et ejendomsmæglersel-
skab og en gang adresseret markedsføringsmateriale fra et andet ejendoms- mæglerselskab.
Forbrugerombudsmanden var af den opfattelse, at ejendomsmæglerselska- berne herved havde overtrådt markedsføringslovens § 6, stk. 3, hvorefter en erhvervsdrivende ikke må rette henvendelse til en fysisk person ved fx brev, hvis modtagere har ladet sig registrere på Robinson-listen. Forbrugerom- budsmanden anmeldte derfor ejendomsmæglerselskaberne til politiet for overtrædelse af markedsføringsloven.
Ejendomsmæglerselskaberne erkendte forholdene. Det selskab, som havde sendt to breve, accepterede en bøde på 10.000 kr., og det selskab, som havde sendt et brev, accepterede en bøde på 5.000 kr. (08/01620)
2.6.1.7. Uanmodet henvendelse i strid med Xxxxxxxx-listen
En bank sendte et brev med markedsføringsmateriale til en forbruger på trods af, at pågældende stod på ”Xxxxxxxx-listen”, der er en liste, som CPR udarbejder hvert kvartal over de personer, der har frabedt sig direkte mar- kedsføring.
Xxxxxxxxxxx modtog et brev fra banken, hvor der blandt andet stod: ”Bliv kunde helt enkelt – uden at skifte bank”. Da hun havde stået på ”Xxxxxxxx- listen” siden 2001, kontaktede hun banken for at få en forklaring. Da hun ikke mente, at forklaringen fra banken var fyldestgørende, kontaktede hun Forbrugerombudsmanden.
Forbrugerombudsmanden skrev til banken, at erhvervsdrivende, der ønsker at rette direkte henvendelse til personer med henblik på at reklamere for de- res produkt, forinden må konsultere denne liste. Hvis personen figurerer på listen, må den erhvervsdrivende ikke efter markedsføringslovens § 6, stk. 3 rette uanmodet henvendelse til den pågældende.
Banken svarede Forbrugerombudsmanden, at der var sket en fejl i forbin- delse med screeningen af Xxxxxxxx-listen. Banken har på baggrund af fejlen gennemgået sine procedurer for at sikre, at markedsføringslovens regler overholdes, og at ingen forbrugere fremover modtager uopfordret markeds- føring fra banken.
Forbrugerombudsmanden indskærpede over for banken, at såfremt de i fremtiden sender uanmodet markedsføringsmateriale ud til personer, der står på ”Robinson-listen”, vil det blive anset som en skærpende omstændighed. (08/08651)
2.7. Lovens § 7. Vejledning
2.8. Lovens § 8. Markedsføring rettet mod børn og unge
2.8.1.1. Vennehvervning og personligt adresserede breve til kommende konfirmander
En butik fik skoleelever til at indsamle navne på kommende konfirmanders navne mod gavekort som belønning. Efterfølgende sendte butikken mar- kedsføringsmateriale og invitationer til konfirmandaften ud til de unge.
Vennehvervning består i, at erhvervsdrivende opfordrer kunder til blandt venner og bekendte at hverve nye kunder til butikken mod betaling for ind- satsen i form af varer, der oftest karakteriseres som ”gaver” eller andet ve- derlag. Erhvervsdrivende må som udgangspunkt ikke benytte børn og unge i salgs- og markedsføringsøjemed, herunder til vennehvervning, da frem- gangsmåden kan bruges til at udnytte børn og unges loyalitetsfølelse.
Endvidere må personligt adresserede reklamebreve til børn og unge som ud- gangspunkt ikke sendes ud, medmindre forældrenes samtykke er indhentet forinden. Årsagen er, at børn og unge ofte ikke kan gennemskue det er- hvervsmæssige formål med personligt adresserede reklamebreve. Der er så- ledes risiko for, at reklamebrevet bliver tillagt en mere positiv værdi, fordi henvendelsen er rettet specielt til barnet.
Forbrugerombudsmanden skrev derfor til butikken, at markedsføringsfor- men ville kunne blive anset for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik og § 8, stk. 1, da markedsføringen var rettet mod børn og unge.
Butikken svarede Forbrugerombudsmanden, at markedsføringskonceptet var en enkeltstående begivenhed, der ikke vil blive gentaget i fremtiden. (08/04581)
2.8.1.2. Sprogrejser markedsført via vennehvervning
Forbrugerombudsmanden blev gennem en avisartikel opmærksom på, at et sprogrejse-selskab benyttede sig af vennehvervning i deres markedsføring.
Hos sprogrejse-selskabet var det muligt for børn og unge efter en sprogrejse at blive pr-studenter, hvilket bl.a. indebar aktiviteter som at dele brochurer ud, sætte plakater op, holde foredrag og hverve nye rejsende blandt andre børn og unge.
Til gengæld for deres arbejde fik de point, der kunne omsættes til forskellige produkter, som kunne have deres interesse.
Men det er ulovligt at opfordre børn og unge til at hverve kunder blandt ven- ner og bekendte, da denne fremgangsmåde kan bruges til at udnytte børn og unges loyalitetsfølelse.
Forbrugerombudsmanden skrev derfor til selskabet, at markedsføringsfor- men ville kunne blive anset for at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god skik og § 8, stk. 1, da markedsføringen var rettet mod børn og unge.
Selskabet svarede Forbrugerombudsmanden, at det ophørte med at anvende vennehvervning i selskabets markedsføring på det tidspunkt, hvor det blev opmærksom på problemet. (08/03963)
2.8.1.3. Festarrangør brugte unge som salgskanal
Man skal være varsom med at bruge unge til markedsføring. Det har en festarrangør nu taget til efterretning efter at have været i kontakt med For- brugerombudsmanden.
”Din opgave er ganske enkel. Du skal bare dele de vedlagte invitationer ud til alle dine venner og bekendte, samt i klubben, til sport eller hvor du ellers møder andre på din egen alder. Som tak for hjælpen bliver du V.I.P. og kom- mer dermed GRATIS IND til alle vores arrangementer”.
Sådan lød opfordringen fra en festarrangør til de unge, der hjalp arrangøren med at finde flere gæster til virksomhedens alkoholfrie arrangementer.
Det er ikke tilladt at opfordre børn og unge til aktivt at hverve nye kunder blandt venner og bekendte, da fremgangsmåden kan udnytte børn og unges godtroenhed og deres loyalitetsfølelse over for hinanden.
I et andet markedsføringstiltag opfordrede festarrangøren de unge til at til- melde sig selv og deres venner til en sms-service.
Forbrugerombudsmanden skrev til virksomheden, at markedsføringen i form af vennehvervning ville kunne blive anset for at være i strid med markedsfø- ringslovens § 1 om god skik og § 8, stk. 1, da markedsføringen var rettet mod børn og unge. Derudover ville opfordringen til at tilmelde sine venner en sms-service ligeledes kunne blive anset for at være en overtrædelse af mar- kedsføringslovens § 6.
Virksomheden er nu ophørt med at anvende både VIP-funktionen og sms- servicen. (08/02302)
2.9. Lovens § 9. Salgsfremmende foranstaltninger
2.10. Lovens § 10. Rabatkuponer og –mærker
2.10.1.1. Forhåndsbesked vedr. rabatordninger mv. til nytilflyttere i kommune
En kommune overvejede muligheden for at give nytilflyttede borgere til kommunen et ”checkhæfte” indeholdende kuponer, som borgerne kunne an- vende til at opnå rabatordninger og andre fordele i de annoncerende firmaer. Checkhæftet ville blive uddelt som en del af en velkomstpakke til de nytil- flyttede borgere. Som alternativ til rabatkuponerne i checkhæftet overvejede kommunen udstedelse af gavekort til den samme modtagerkreds.
Kommunen anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked vedrørende den påtænkte foranstaltning, jf. markedsføringslovens § 25.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at selvom kommunen ikke kunne an- ses for at være erhvervsdrivende i markedsføringslovens forstand, fremgik det af rabatordningen, at denne tænktes etableret i samarbejde med en række lokale erhvervsdrivende, som på kuponerne stod som udstedere af rabatten. Det var derfor Forbrugerombudsmandens opfattelse, at brugen af rabatkupo- nerne måtte anses som led i en erhvervsmæssig virksomhed.
Forbrugerombudsmanden bemærkede desuden, at erhvervsdrivende ifølge markedsføringslovens § 10, stk. 1, ikke måtte give rabat på en vare eller ar- bejds- og tjenesteydelse og samtidig kræve, at kunden afleverede en rabatku- pon, tilbudskupon, værdikupon og lign. Dette gjaldt, uanset om rabatkupo- nen skulle klippes ud af en tilbudsavis mv. eller var optrykt i et rabathæfte, kuponhæfte eller ”checkhæfte”. Det påtænkte tiltag i form af rabatkuponer i ”checkhæftet” måtte på denne baggrund anses for omfattet af forbuddet i
§ 10, stk. 1, og var dermed ikke tilladt.
For så vidt angik kommunens alternative forslag om udstedelse af gavekort til den samme personkreds fandt Forbrugerombudsmanden, at et sådant til- tag måtte betragtes som en salgsfremmende foranstaltning, og som sådan reguleret af markedsføringslovens § 9, stk. 1, hvoraf bl.a. fremgår:
■ at de betingelser, der gælder for at få andel i tilbuddet, skal være korrekte, klart formuleret og relevante
■ at eventuelle forbehold eller begrænsninger i et tilbud skal markedsføres således, at forbeholdet fremgår ligeså tydeligt som selve tilbuddet
■ at værdien af tillægsydelsen (så vidt muligt ved angivelse af handelsvær- dien) klart er oplyst
Særligt vedrørende brug af et gavekort bemærkede Forbrugerombudsman- den, at sådanne gerne måtte benyttes, forudsat brugen af gavekortet ikke var betinget af et samtidigt krav om yderligere køb. Fx var et gavekort for to til en restaurant ikke tilladt, hvis benyttelsen / indløsningen af gavekortet for- udsatte, at der samtidig var to andre, der skulle betale for deres kuvert. I så fald var gavekortet reelt en rabatkupon, og dermed omfattet af forbuddet i
§ 10, stk. 1.
Det var herefter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at hvis den påtænkte markedsføringsforanstaltning anvendtes med et gavekort, således som den var beskrevet, måtte den anses for at være i overensstemmelse med markeds- føringsloven, forudsat oplysningskravene mv. efter § 9 i øvrigt var iagttaget. (2007 – 1100/5-1059)
2.11. Lovens § 11. Lodtrækning og præmiekonkurrencer
2.12. Lovens § 12. Garanti
2.13. Lovens § 12a. Købsopfordring
2.13.1.1. Prisoplysninger og købsopfordring i internetbutik
Efter en henvendelse fra en erhvervsdrivende har Forbrugerombudsmanden i en forhåndsbesked forholdt sig til et spørgsmål om prisoplysninger på in- ternettet.
Den erhvervsdrivende havde oplyst, at det af butikkens hjemmeside under info => handelsbetingelser fremgik, at der var et ekspeditionsgebyr på 49 kr. ved alle ordrer under 500 kr. Gebyret blev derudover oplyst, når forbrugeren klikkede sig videre til sin ”indkøbskurv”, og ordren var under 500 kr.
Efter en gennemgang af markedsføringslovens § 13 om prisoplysninger og
§ 12a om købsopfordringer vurderede Forbrugerombudsmanden, at en købs- opfordring udover varens pris skulle oplyse om alle yderligere omkostninger ved et køb. Kunne en sådan omkostninger imidlertid ikke med rimelighed beregnes på forhånd, skulle der oplyses om, at der ville blive tillagt en yder- ligere omkostning.
I den konkrete sag var det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at et ekspe- ditionsgebyr afhængig af en ordres størrelse ikke med rimelighed kunne be- regnes på forhånd, og at det derfor skulle oplyses hvis der kunne blive tillagt et ekspeditionsgebyr. Det kunne fx ske med en note-markering ved varens pris, når prisen var mindre end 500 kr., med noteangivelse af, at der ville blive tillagt et ekspeditionsgebyr på 49 kr.
Forbrugerombudsmanden meddelte på denne baggrund den erhvervsdriven- de, at sådan som oplysningerne på hjemmesiden om et ekspeditionsgebyr på 49 kr. ved ordrer under 500 kr. for tiden blev givet, indebar det en overtræ- delse af markedsføringslovens § 12a, stk. 2, og at overtrædelse heraf kunne straffes med bøde. (08/02972)
2.14. Lovens § 13. Prisoplysninger
2.14.1.1 Forhåndsbesked om et flyselskabs handling fee
Et flyselskab anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked i anledning af, at selskabet påtænkte at indføre et bestillingsgebyr (et såkaldt ”handling fee”) for bestilling af flybilletter på selskabets hjemmeside. Hand- ling fee’et skulle dække selskabets udgifter til administrativt arbejde ved flybookinger online. Selskabet opstillede i den forbindelse to scenarier, som det ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af.
I scenario 1 ønskede selskabet at opkræve et handlingfee pr. booking på in- ternettet. Handlingfee’et ville være uafhængigt af antallet af passagerer, og om der blev bestilt one-way eller returbilletter.
Selskabet anførte, at det ikke var muligt at bestemme den enkelte rejses pris før bestillingen, idet den enkelte rejses endelige pris ville afhænge af, hvor mange billetter der blev bestilt i den enkelte booking, og om der blev bestilt one-way- eller returbilletter. Selskabet ville derfor i stedet i tilknytning til deres prisoplysninger tilføje teksten: ”Ved bestilling opkræves handlingfee på i alt X kr. pr. bestilling”.
Oplysningen om handlingfee’et skal være klart og tydeligt.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at han ud fra en konkret og skønsmæssig vurdering fandt, at det beskrevne scenario ikke ville være i strid med mar- kedsføringsloven, herunder særligt bestemmelserne i §§ 12a og 13, forudsat at oplysningen om, at der blev opkrævet et handlingfee og størrelsen heraf, ville fremgå klart og tydeligt og med samme meddelelseseffekt som de øv- rige prisoplysninger.
I scenario 2 ønskede selskabet at opkræve et gebyr på 15 kr. pr. person pr. one-way hos kunder, der ikke var medlemmer af selskabets kundeklub, som var et gratis og uforpligtende medlemskab, der gav forbrugeren mulighed for at ændre bookinger online, bestille bagage online, modtage selskabets ny- hedsbrev mv. Selskabet oplyste, at det i tilknytning til de oplyste priser ville blive oplyst, at prisen forudsatte medlemskab af kundeklubben, og at ikke- medlemmer ville blive opkrævet X kr. pr. person pr. one-way.
Forbrugerombudsmanden udtalte i relation til scenario 2, at der efter det oplyste var tale om en udgift, der pålægges pr. person pr. one-way, hvorfor der ikke forelå de samme problemer som i scenario 1, hvor handlingfee’et ikke umiddelbart kunne indregnes i den oplyste pris for den enkelte rejse, da denne bl.a. var afhængig af antallet af rejser, der blev bestilt i samme bestil- lingsforløb.
Der var derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke umiddelbart noget til hinder for, at handlingfee’et i scenario 2 blev indregnet i den oplyste pris for de enkelte afgange. Forbrugerombudsmanden udtalte således, at den pris, der blev oplyst, skulle inkludere handlingfee’et, og at det ikke ville være tilstrækkeligt blot at oplyse, at den anførte pris forudsatte medlemskab af kundeklubben. (08/04861)
2.14.1.2. Annoncering med priser eksklusive miljøtillæg
Tre hoteller oplyste i annoncer i et dagblad og et magasin sine priser ”ekskl. 4,5 % miljøtillæg”.
Forbrugerombudsmanden skrev til hotellerne og henledte opmærksomheden på markedsføringslovens §§ 12a og 13. Ifølge disse bestemmelser skal pri- ser, når markedsføringen er rettet mod forbrugerne, oplyses inklusive afgif- ter og andre omkostninger.
Hotellerne oplyste, at der fremover vil blive annonceret uden angivelse af et miljøtillæg på 4,5 %.
Forbrugerombudsmanden besluttede herefter at afslutte sagen med en ind- skærpelse til hotellerne om at overholde markedsføringslovens §§ 12a og 13 ved annoncering med priser, således at der oplyses om den samlede pris in- klusive afgifter, tillæg mv. (08/06827)
2.14.1.3. Indførelse af gebyr på teaterbilletter
Et teater ønskede at indføre et gebyr i størrelsesordenen 25 kr. pr. billet ved billetkøb ved personligt fremmøde i og telefonisk bestilling hos teatrets bil- letcenter. Ved telefonisk bestilling havde der hidtil været pålagt et gebyr på 15 kr. pr. transaktion, og billetkøb foretaget ved personligt fremmøde var gebyrfrit. Køb af billetter via Xxxxxxxxx.xx havde hidtil og ville fortsat være pålagt et gebyr på 15 kr. pr. billet + evt. forsendelse.
De påtænkte og ønskede nye gebyrer skulle dække nogle af de administra- tive udgifter, der var forbundet med billetudstedelsen, og teateret anmodede Forbrugerombudsmanden om en forhåndsbesked vedrørende den påtænkte foranstaltning, jf. markedsføringslovens § 25.
Forbrugerombudsmanden bemærkede, at det fulgte af markedsføringslovens
§ 13, stk. 1 – 3 og stk. 5, at den pris, der skal oplyses, er den samlede pris inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter, dvs. totalpri- sen, der er relevant for forbrugeren, og som denne skal betale for at erhverve den pågældende vare eller ydelse. Ved gebyr forstås, jf. § 13, stk. 5, betaling for en særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til købet af varen eller tjenesteydelse, og som ikke har karakter af betaling for en selvstændig ydelse.
Et gebyr, som knytter sig til selve erhvervelsen af det udbudte, og som for- brugeren ikke kan slippe for at betale – fx et bestillingsgebyr, betalingsge- byr, ekspeditionsgebyr eller lign. – skal indregnes i den oplyste totalpris. De samme oplysningskrav stilles, når der ved annoncering eller på anden måde i markedsføringsmateriale gives prisoplysninger om varer eller tjenesteydel- se, jf. § 13, stk. 3.
Det var herefter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at indførelsen af de påtænkte gebyrer, således som de forelå oplyst af teatret, måtte anses for at være i overensstemmelse med markedsføringslovens regler, forudsat oplys- ningskravene i § 13 var iagttaget. (2007–1100/5 -928)
2.14.1.4. Indskærpelser vedrørende prisoplysninger og markedsføring af internethastigheder
Som led i sit arbejde i det internationale forbrugerbeskyttelsesnetværk IC- PEN undersøgte Forbrugerombudsmanden markedsføringen af internetha- stigheder og prisoplysninger på hjemmesiderne for 15 bredbåndsudbydere.
Undersøgelsen viste, at der generelt var problemer med at leve op til teleret- ningslinjernes krav om at tage forbehold ved forskel på den nominelle (mar- kedsførte) hastighed og den effektive hastighed, slutbrugeren vil opnå, og til kravet om forbeholdets placering i markedsføringen.
Er der forskel på den markedsførte og den effektive internethastighed, skal bredbåndsudbyderen ifølge teleretningslinjernes pkt. 3 tage et klart og tyde- ligt forbehold om dette i sin markedsføring. I lyset af, at der var tale om re- lativt nye krav, valgte Forbrugeombudsmanden at holde et møde med en række udbydere og komme med en generel indskærpelse til branchen.
Forbrugerombudsmandens undersøgelse omfattede desuden de prisoplys- ninger, som bredbåndsudbyderne skal give efter både teleretningslinjernes pkt. 3.1. og markedsføringslovens § 13. For så vidt angår prisoplysninger, blev der efter undersøgelsen rettet individuel henvendelse til ca. 2/3 af de berørte udbydere. (08/07090)
2.15. Lovens § 14. Kreditkøb
2.15.1.1. Krav om oplysninger ved kreditkøb
Forbrugerombudsmanden har på forespørgsel tilkendegivet, at oplysninger om omkostninger ved køb på kredit skal gives i umiddelbar tilknytning til selve varen og prisoplysningen for denne. Det er således ikke tilstrækkeligt i forbindelse med annoncering for kreditkøb kun at oplyse den månedlige ydelse og for så vidt angå andre oplysninger om omkostninger ved købet at henvise til en anden side.
Der var fra en organisations side spurgt, hvorvidt det i forbindelse med re- klame for kreditkøb er i overensstemmelse med markedsføringslovens § 14 alene at angive en månedlig ydelse i en såkaldt ”splatter” for herefter at hen- vise til en anden side i reklamen, hvor de kreditoplysninger, der skal oplyses om efter markedsføringslovens § 14, stk. 1, fremgår.
Forbrugerombudsmanden henviste til, at det i bemærkningerne til markeds- føringsloven fremgår, at ”adgangen efter § 12, stk. 3 [nu § 14, stk. 3] til at oplyse kreditomkostningerne efter stk. 1 i form af et repræsentativt eksem- pel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde, er en undta- gelsesbestemmelse, som kun finder anvendelse, hvis det ikke er muligt at give de faktiske kreditomkostninger. Fx hvis renten varierer fra dag til dag.”
Markedsføringslovens § 14, stk. 3, er en undtagelsesbestemmelse, hvorfor der efter Forbrugerombudsmandens opfattelse må anlægges en snæver for- tolkning af bestemmelsen. Der vil herved også blive lagt vægt på, at det af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår, at den kun finder anvendelse, hvis det ikke er muligt at give de faktiske kreditomkostninger. (1169/5-332)
2.16. Lovens § 15. Gebyrer
2.16.1.1. Betingelserne for at pålægge nye gebyrer skal klart være angivet i aftalen
Forbrugerombudsmanden har pålagt et teleselskab at ændre sine abonne- mentsvilkår, så det klart fremgår, efter hvilke kriterier gebyrer kan ændres, eller nye kan indføres. Dette er et lovkrav efter markedsføringslovens § 15, stk. 1. I abonnementsvilkårene var det alene angivet, at ændringer i priser og abonnementsvilkår vil blive annonceret på hjemmesiden og ved fremsen- delse af e-mail til kunden med et varsel på 30 dage.
Selskabet ændrede herefter sine vilkår. Ændringerne gav dog i vidt omfang mulighed for betydelige gebyrændringer, da kriterierne i vidt omfang var skønsmæssige og bredt formuleret. Forbrugerombudsmanden understregede derfor, at vilkår og betingelser ikke må benyttes til usaglige eller urimelige ændringer, da dette vil kunne indebære en overtrædelse af markedsførings- lovens § 1 om god markedsføringsskik. Forbrugerombudsmanden forudsatte derfor, at selskabet vil administrere vilkårene, så fremtidige ændringer ikke kan karakteriseres som vilkårlige eller urimelige.
Betingelserne for at ændre et gebyr eller opkræve et nyt gebyr, er reguleret i markedsføringslovens § 15. Det fremgår af § 15, stk. 1, at betingelserne for at ændre størrelsen af et gebyr til ugunst for forbrugeren eller opkræve et nyt gebyr i et løbende kontraktforhold skal være klart fremhævet i kontrakten.
Dette indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det tydeligt skal fremgå af aftalevilkårene, efter hvilke kriterier gebyrer kan ændres eller indføres. Kriterierne må, jf. tillige markedsføringslovens § 1 endvidere ikke være usaglige eller urimelige, og aftalevilkårene må give forbrugeren mulig- heden for at vurdere sandsynligheden og størrelsen af fremtidige ændringer i gebyrerne. Forbrugeren skal desuden have mulighed for efterfølgende at vurdere, om ændringer er i overensstemmelse med aftalen/kriterierne.
Dette indebærer, at den erhvervsdrivende ved varslingen skal angive, med hvilken begrundelse i henhold til aftalevilkårene gebyret ændres eller indfø- res. Der henvistes tillige til den vejledning, som Forbrugerombudsmanden har udstedt i juli 2008 om markedsføringslovens § 15.
Den erhvervsdrivende må ved formuleringen af betingelserne så præcist som muligt angive, hvilke forhold der vil kunne føre til ændringer i gebyrerne, eller medføre at nye gebyrer vil blive pålagt forbrugerne.
Forbrugerombudsmanden understregede samtidig, at aftalte gebyrer ikke kan ændres, eller nye gebyrer indføres eller pålægges, uden at dette har hjemmel i aftalen med forbrugeren. Foreligger der ikke en sådan aftale mel- lem parterne, må indførelse af et nyt gebyr eller andre ændringer til ugunst for forbrugeren som udgangspunkt sidestilles med indgåelsen af en ny aftale, som kræver forbrugerens udtrykkelige samtykke eller accept, før ændrin- gerne kan træde i kraft. Ud over dette, skal vilkåret være særligt fremhævet, for at det kan anses som vedtaget og gældende mellem parterne. Det vil i den forbindelse ikke være tilstrækkeligt, at oplysningerne blot er tilgængelige, fx på den erhvervsdrivendes hjemmeside som en del af dennes forretningsbe- tingelser eller abonnementsvilkår. (08/03883)
2.17. Retningslinjer og vejledninger
2.17.1.1. Vejledning fra Forbrugerombudsmanden om fortolk- ning af nye bestemmelser i markedsføringsloven (Gennemførelse af direktivet om urimelig handels- praksis mv.)
Den 1. december 2007 trådte lov nr. 1547 af 20. december 2006 om ændring af markedsføringsloven og bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig markedsføring i forbrugerforhold i kraft. Formålet med lovæn- dringen og bekendtgørelsen var især at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomhedernes urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked mv. (UCP-direkti- vet) i dansk ret.
Lovændringen indebærer enkelte, men fortrinsvis sproglige og tekniske æn- dringer af markedsføringsloven. I den nye bekendtgørelse er ”sortlistet” 31 konkrete forhold, som ifølge bemærkningerne til lovforslaget også efter den hidtidige markedsføringslov ville være i strid med enten god markedsfø- ringsskik, jf. lovens § 1, eller vildledningsforbuddet i lovens § 3.
Retstilstanden efter de nye regler er derfor i det væsentlige den samme som hidtil. Forbrugerombudsmanden har imidlertid med den nye vejledning, som forinden udstedelse var i høring hos berørte interesse- og brancheorganisa- tioner, ønsket at informere om de nye regler og betydningen heraf samt hjæl- pe de erhvervsdrivende til forståelse af de nye bestemmelser
I lovændringen er den hidtidige generalklausul om god skik suppleret ved indførelse af et forbud mod urimelig handelspraksis, som berører forbru- gernes økonomiske adfærd. EU-direktivet om urimelig handelspraksis ved- rører alene urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interesser. Derfor angår nyformuleringen af generalklausulen kun forbruger- forhold. I vejledningen præciseres, at dette betyder, at markedsføring, der skader forbrugernes økonomiske interesser, ikke må være egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd. Markedsføringen skal med an- dre ord have en kommerciel effekt, der indebærer, at den retsstridige hand- ling har eller må kunne forventes at have en indvirkning på forbrugerens økonomiske dispositioner.
Direktivet om urimelig handelspraksis er et totalharmoniseringsdirektiv. Dette indebærer, at kravene til markedsføringen inden for direktivets område
– dvs. urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske interes- ser – er ens i alle medlemsstater, og at medlemsstaterne ikke må indføre strengere eller mere vidtgående regler end dem, der allerede følger af direk- tivet. Inden for direktivets anvendelsesområde er udgangspunktet herefter, at
markedsføring, som berører forbrugernes økonomiske interesser, og som le- ver op til direktivets krav, er tilladt.
Som en væsentlig undtagelse i direktivet kan nævnes smag og anstændig- hed, der kan variere meget fra den ene medlemsstat til den anden. Direktivet præciserer ikke nærmere, hvad der ligger i smag og anstændighed, men i direktivets præambel (motiverne) nævnes som eksempel, at ”kundehverv- ning på gaden i nogle medlemsstater kan være uønsket af kulturelle grunde”. Undtagelsen indebærer, at Forbrugerombudsmanden kan gribe ind over for markedsføringen i medfør af den hidtidige generalklausul, hvis der i mar- kedsføringen er elementer, som er i strid med, hvad normalt er omfattet af begrebet almene samfundsinteresser, herunder smag, anstændighed og kul- turelt betingede forhold.
Markedsføringslovens § 3 om vildledende angivelser og udeladelser samt om aggressiv og utilbørlig markedsføring rettet mod forbrugerne og andre erhvervsdrivende er nyaffattet. I den nye bestemmelse er det fortsat et krav, at markedsføringen skal have en kommerciel effekt, men beskrivelsen af denne effekt tager nu udgangspunkt i modtagerens forhold: ”egnet til mærk- bart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske ad- færd på markedet”.
På baggrund af lovbemærkningerne lægger Forbrugerombudsmanden i den nye vejledning til grund, at der med nyformuleringen ikke er tilsigtet en ma- teriel ændring i forhold til gældende ret, og der er ikke indholdsmæssigt forskel mellem det hidtidige forbud mod at anvende ”urimeligt mangelfulde angivelser” og det nye forbud mod at ”udelade væsentlige informationer”.
Der er ved lovændringen indført en ny § 12a i markedsføringsloven. Be- stemmelsen fastsætter en række oplysningskrav i forbindelse med fremsæt- telse af en købsopfordring, dvs. markedsføring som indeholder en opfordring til køb rettet mod forbrugerne. § 12a, stk. 3 indeholder tre betingelser for, at der foreligger en købsopfordring. Der skal for det første angives en karakte- ristik af produktet og dernæst en pris. Det er herudover en betingelse, at disse to oplysninger sætter forbrugeren i stand til at foretage et køb.
I Forbrugerombudsmandens vejledning præciseres, at § 12a må ses i sam- menhæng med forbuddet mod at udelade væsentlige informationer, jf. mar- kedsføringslovens § 3, stk. 1, og det generelle forbud i UCP-direktivets arti- kel 7, stk.1, mod udeladelse af væsentlige oplysninger. Undladelse af at afgive de krævede oplysninger indebærer derfor en overtrædelse af mar- kedsføringslovens vildledningsforbud, og overtrædelse af bestemmelsen er da også strafbelagt.
De oplysninger, der kræves ifølge bestemmelsen, vedrører især varens eller tjenesteydelsens karakteristika, den erhvervsdrivendes adresse og navn, sær- lige forhold vedrørende betaling, levering og gennemførelse af aftalen, even- tuel fortrydelsesret og returret samt oplysninger om prisen inklusive afgifter.
Ifølge Forbrugerombudsmandens vejledning og lovændringen er det et krav, at hvis prisen pga. varens / tjenesteydelsens art ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal man angive den måde, hvorpå prisen beregnes. Tilsvarende skal der oplyses om yderligere omkostninger vedrørende fragt, levering eller porto, eller – hvis disse oplysninger ikke kan beregnes på for- hånd – oplyses om, at sådanne omkostninger kan forekomme.
Af den ny bekendtgørelse nr. 1084 af 14. september 2007 om urimelig mar- kedsføring i forbrugerforhold fremgår, at de former for markedsføring, der er opregnet i bilaget til bekendtgørelsen, under alle omstændigheder anses for at være urimelige i forbrugerforhold. Dette indebærer, at en selvstændig prøvelse af det konkrete forholds vildledende karakter derfor ikke behøver at finde sted.
Flere af de markedsføringsmetoder, der er nævnt i bilaget, er allerede helt eller delvist reguleret af specifikke bestemmelser i markedsføringsloven (fx nr. 5 om slagtilbud, som allerede er gennemført ved markedsføringslovens § 9, stk. 2, og nr. 11 om reklameidentifikation, der er gennemført ved markeds- føringslovens § 4) eller særlovgivning.
Endelig er der en række forhold, som ifølge Forbrugerombudsmandens praksis tidligere har været vurderet som vildledende og dermed omfattet af det generelle forbud i § 3, som nu udtrykkeligt er reguleret i bekendtgørel- sen. Det gælder fx bilagsnr. 20 om anvendelsen af ordet ”gratis” og nr. 21 om ”uanmodet fakturafremsendelse”. Listen i direktivets bilag er ikke udtøm- mende. Af vejledningen fremgår derfor, at selvom et forhold ikke optræder på listen betyder dette ikke, at det er tilladt.
Vejledningen kan læses i sin fulde ordlyd på www.forbrugerombudsmanden. dk. (08/02502)
2.17.1.2. Revision af teleretningslinjerne
Retningslinjerne om god markedsføringsskik på teleområdet fra 2005 er ble- vet revideret i lyset af den udvikling, som der har været på området. De revi- derede retningslinjer trådte i kraft 1. maj 2008. Retningslinjer er blevet til i samarbejde med Forbrugerrådet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Dansk Erhverv, Dansk Industri (ITEK), Branchen ForbrugerElektronik (BFE) og Dansk Energi. IT- og Telestyrelsen samt Konkurrencestyrelsen har deltaget som observatører.
Teleområdet er et af de områder, hvor Forbrugerombudsmanden fortsat modtager flest henvendelser fra forbrugerne. Med introduktionen af de revi- derede retningslinjer har Forbrugerombudsmanden samtidig givet en gene- rel indskærpelse til virksomhederne på teleområdet om at luge ud i vildle- dende markedsføringsmetoder.
De vigtigste ændringer i de nye teleretningslinjer:
■ Reklamering med internethastigheder
Det er blevet præciseret, at hvis den markedsførte hastighed ikke er iden- tisk med den effektive hastighed, som forbrugeren opnår, skal der tages et klart forbehold for dette i markedsføringsmaterialet. Der skal samtidigt gives oplysninger om størrelsen af den reducerede hastighed.
■ Vejledningspligt
De erhvervsdrivende har efter omstændighederne en vejledningspligt over for forbrugeren i forbindelse med valg af abonnement og anvendelse af dette.
■ Prisoplysninger
Det er blevet præciseret, at hvis der annonceres med priser, må der gives tydelige oplysninger om alle faste og variable priser og prisvilkår, der er væsentlige for forbrugerens vurdering af tilbuddet.
Når der er tale om lovmæssige oplysninger, fx oplysninger om den samlede mindstepris i en bindingsperiode, skal disse gives, så de fremstår med sam- me meddelelseseffekt som de øvrige oplysninger.
Forbrugerombudsmanden tilkendegav ved offentliggørelse af de reviderede retningslinjer, at såvel organisationer som virksomheder vil have et skærpet fokus på disse områder fremover. (08/00806)
2.17.1.3. Vejledning fra Forbrugerombudsmanden om markedsføringslovens § 15 om gebyrer
Med den nye markedsføringslov blev der ved § 15 indført en regel, der regu- lerer erhvervsdrivendes adgang til i et løbende kontraktforhold at ændre ek- sisterende gebyrer eller indføre nye gebyrer. Efter høring af de berørte orga- nisationer mv. udsendte Forbrugerombudsmanden i juli 2008 en vejledning om gebyrbestemmelsen. Vejledningen indeholder en gennemgang af de en- kelte elementer i § 15 og gengiver de synspunkter, som Forbrugerombuds- manden vil lægge til grund i sin administration af bestemmelsen.
Blandt de elementer i § 15, som gennemgås i vejledningen, er:
■ definitionen af et ”gebyr” i markedsføringslovens forstand
■ indholdsmæssige krav til aftalevilkårene
■ varsling af ikke-væsentlige ændringer af eksisterende gebyrer
■ varsling af nye gebyrer eller væsentlige ændringer af eksisterende geby- rer
■ hvornår en gebyrændring er væsentlig
■ tidspunktet for varsling i henhold til § 15
■ indholdsmæssige krav til varslingen
■ fremgangsmåden ved individuel kommunikation
■ retsvirkninger af overtrædelser af § 15.
Der er tale om en offentligretlig regulering, og § 15 suppleres således af dansk rets civilretlige regler om aftaler, hvilket også kort berøres i vejlednin- gen.
Vejledningens fulde ordlyd kan læses på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx. (08/01561)
2.17.1.4. Retningslinjer om god markedsføringsskik ved omde- ling af adresseløse forsendelser (reklamer mv.)
Retningslinjerne indeholder to nye ”nej tak”-ordninger og krav om korrekt aflevering af adresseløse forsendelser.
Der er ikke lovgivning, som giver den enkelte borger ret til at fravælge mod- tagelsen af adresseløse forsendelser, men der har været nogle frivillige ord- ninger, som dog ikke fungerede optimalt. På den baggrund indledte Forbru- gerombudsmanden i 2008 forhandlinger om god markedsføringsskik ved omdeling af adresseløse forsendelser, herunder en ny frivillig, ordning med ”nej tak” til reklamer. Målet var at få gennemført en enkel, administrerbar løsning, som der generelt kunne opnås tilslutning til, og som sikrer, at for- brugerne effektivt kan framelde uønsket reklame. Også selve afleveringen af forsendelserne indgik i forhandlingerne.
Forhandlingerne blev afsluttet i efteråret 2008. Der blev indført to nye ”nej tak”-ordninger til adresseløse forsendelser.
■ ”Reklamer – Nej tak”
■ ”Reklamer og gratis aviser – Nej tak”
Tilmelding til den første ordning indebærer, at reklamer mv. ikke må omde- les, mens aviser og andre publikationer kan omdeles, når disse opfylder visse krav. Tilmelding til den mere omfattende ordning indebærer, at hver- ken reklamer, aviser eller andre publikationer må omdeles. For begge ord- ningers vedkommende gælder dog, at der altid kan omdeles offentligt infor- mationsmateriale og lignende.
Telefonbøger, vejvisere og aftenskolekataloger er reklamer i markedsfø- ringslovens forstand og kunne derfor efter retningslinjerne ikke omdeles til en adresse, der er tilmeldt ordningerne. Imidlertid fremsatte Folketingets Trafikudvalg i januar 2009 et ønske om, at retningslinjerne blev ændret, så det blev lettere at omdele disse publikationer. Forhandlingsparterne valgte at imødekomme politikernes ønske om en ændring, så publikationerne kan om- deles, selv om en adresse er tilmeldt ”Reklamer – Nej tak”. Derimod må de
ikke omdeles, hvis en adresse er tilmeldt den mere omfattende ordning ”Re- klamer og gratis aviser – Nej tak”. Telefonbøger, lokale vejvisere og aften- skolekataloger mv. er således særligt reguleret i retningslinjerne.
Ordningerne får hvert sit klistermærke, som skal opsættes synligt på brev- kassen eller ved brevsprækken, og som skal respekteres af både afsendere af reklamer mv. og af distributører.
Retningslinjerne indeholder også krav til aflevering af adresseløse forsendel- ser – kommercielle såvel som almindeligt informationsmateriale fra det of- fentlige. Forsendelsen må fx ikke smides på dørmåtten eller hænge ud af brevkassen.
Post Danmark varetager den overordnede administration af ”nej tak”-ord- ningerne, og der er oprettet et klagesystem, der giver en nem adgang for forbrugerne til at anmelde fejl.
Retningslinjerne er forhandlet med Forbrugerrådet, Post Danmark, Branche- foreningen af Danske Distributionsvirksomheder og øvrige erhvervsorgani- sationer og træder i kraft den 30. april 2009.
Retningslinjerne og tema kan læses på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx.
Forhandlingsparterne vil se på retningslinjerne igen, når de har været i kraft i et år. Et behov for ændringer vil blive vurderet på baggrund af erfaringerne med indførelsen og driften af ”nej tak”-ordningerne og omkring aflevering af adresseløse forsendelser. (08/02484).
2.18. Høringssvar
2.18.1.1. Høringssvar over udkast til revideret udbudsbekendt- gørelse (bekendtgørelse om udbud af elektroniske kommunikationsnet og – tjenester)
I forlængelse af analysen Bedst-for-brugerne, som IT- og Telestyrelsen send- te i høring i november 2006, blev det bl.a. konkluderet, at udbudsbekendtgø- relsen skulle revideres på en række områder.
Forbrugerombudsmanden fik således i februar 2008 udkast til revideret ud- budsbekendtgørelse i høring fra IT- og Telestyrelsen.
I udkastet blev det bl.a. foreslået, at bekendtgørelsens § 25 om saldokontrol blev udvidet, således at det er obligatorisk for teleselskaberne at gøre borge-
ren opmærksom på ordningen i kontrakten. Endvidere blev det foreslået, at ordningen skal være gratis for borgeren.
Forbrugerombudsmanden udtalte bl.a. i sit høringssvar til IT- og Telestyrel- sen, at der ikke var overensstemmelse mellem høringsbrevet og den foreslå- ede ordlyd af bekendtgørelsens § 25, stk. 5. Forbrugerombudsmanden ud- talte, at det kunne være gavnligt for forbrugerbeskyttelsen, at det blev indført i bestemmelsens ordlyd, at teleselskaberne skal gøre forbrugeren opmærk- som på ordningen i kontrakten, og ikke kun ved aftalens indgåelse.
IT- og Telestyrelsen fremsendte i april 2008 to supplerende spørgsmål ved- rørende revisionen af udbudsbekendtgørelsen.
På baggrund af risiko for misbrug af saldokontrolordningen blev det fore- slået, at ordningen alene var gratis for justeringer én gang i kvartalet. Hvis kunder derefter ønsker justeringer mere end én gang i kvartalet, vil telesel- skaberne kunne opkræve et gebyr.
Derudover ønskede IT- og Telestyrelsen at beholde den gældende formule- ring af bekendtgørelsens § 25, stk. 5, selvom der ikke dermed var præcis overensstemmelse mellem ordlyden af høringsbrevet og bestemmelsen. IT- og Telestyrelsen gjorde Forbrugerombudsmanden opmærksom på, at der i bekendtgørelsens § 10, stk. 2 er fastsat krav til indholdet af kontrakten, her- under oplysninger om funktioner og faciliteter.
Forbrugerombudsmanden udtalte hertil, at han var indforstået med, at der ved mere end én justering i kvartalet kan indføres et gebyr fra teleselskaber- nes side. Derudover udtalte Forbrugerombudsmanden, at det var hans opfat- telse, at der skal være et skriftlighedskrav forbundet med saldokontrolord- ningen, således at det skal stå i kontrakten. (08/03354)
Kapitel 3
Betalingsmiddelloven
3.1. Principielle sager
3.1.1.1. Dom om fortrydelsesret i sag om køb af e-penge
En xxxxxxxxx havde stævnet et pengeinstitut i en sag angående køb af ydelser på internettet gennem et firma. En dom fra Østre Landsret underkender Pen- geinstitutankenævnets tidligere afgørelse i sagen, herunder Forbrugerom- budsmandens retningslinjer på området, som forbrugeren havde støttet sin ret på.
Da xxxxxxxxxxx ikke fik de ydelser, han mente, han havde betalt for, kontak- tede han sit pengeinstitut med henblik på at få dem til at tilbageføre betalingen i overensstemmelse med Forbrugerombudsmandens retningslinjer vedrøren- de fjernsalg mv. i betalingssystemer med betalingskort af december 1996.
Retningslinjerne indebærer, at en forbruger, der anvender sit betalingskort til køb på internettet, kan anmode om, at kortudstederen/pengeinstituttet tilba- gefører købesummen, såfremt der ikke sker levering af de købte ydelser.
Pengeinstituttet afviste imidlertid dette, idet betalingen var sket via et firma, som er en international udsteder af e-penge til anvendelse for betaling på internettet.
Forbrugeren, der hos Pengeinstitutankenævnet fik medhold i, at Forbruger- ombudsmandens retningslinjer fandt anvendelse på købet, stævnede herefter banken, og Forbrugerombudsmanden indtrådte i december 2007 i sagen til støtte for forbrugerens synspunkt, idet sagen rejste principielle spørgsmål om retningslinjernes anvendelsesområde.
Finansrådet valgte til gengæld at føre sagen som mandatar for Nordea, og PBS indtrådte til støtte for Nordea.
Østre Landsret mente ikke, at retningslinjerne fandt anvendelse på forbruge- rens køb. Forbrugeren havde brugt sit Visa-kort til få leveret e-penge – og den ydelse havde han fået. Hvad han senere havde brugt e-pengene til at købe, var efter landsrettens opfattelse sagen uvedkommende.
Læs mere om sagen på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx. (08/01628)
3.1.1.2. Gebyr for betaling med kreditkort kan overvæltes på kortbruger ved udenretlig inddrivelse
Et betalingsgebyr ved betaling med kreditkort på internettet kan overvæltes på kortbruger (skyldner) ved udenretlig inddrivelse i forbrugerforhold uaf- hængigt af de maksimumsbeløb, der er fastsat i medfør af rentelovens § 9a. Men kravene efter betalingsmiddellovens § 14, stk. 6 skal overholdes.
Forbrugerombudsmanden har i en forhåndsbesked udtalt sig om, i hvilket omfang et gebyr for betaling med kreditkort over internettet kan overvæltes på kortbrugeren, når betalingsmodtager er en inkassovirksomhed, kortbru- ger er skyldner i forhold til en given fordring, og der er tale om udenretlige inddrivelse af fordringer i forbrugerforhold.
Baggrunden for sagen er, at det ved rentelovens § 9a og bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 om udenretlige inddrivelsesomkostninger i anledning af for- sinket betaling, jf. markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, er fastsat, hvilke udgifter en fordringshaver kan kræve betalt af en skyldner ved udenretlig inddrivelse af fordringer i forbrugerforhold, og inden for hvilke beløbsgrænser der kan kræves betaling. Reglerne er beskyttelsespræceptive.
Forbrugerombudsmanden henviste i sin forhåndsbesked til, at reglerne i ren- telovens § 9a og bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 tog sigte på fordringshavers (eller dennes repræsentant) omkostninger til de ind- drivelsesskridt, der var forbundet med inddrivelse af den konkrete fordring.
Der var med det her omhandlede betalingsgebyr tale om en betaling til tred- jemand for anvendelse af en given betalingsform, og gebyret sås efter For- brugerombudsmandens opfattelse ikke at have en sådan karakter, at det var reguleret af de nævnte regler.
Forbrugerombudsmanden lagde desuden vægt på, at skyldner efter det oply- ste ville blive tilbudt andre betalingsformer.
Det var således ikke Forbrugerombudsmandens opfattelse, at det her om- handlede betalingsgebyr skulle indeholdes i det maksimumsbeløb, som en inkassovirksomhed kan overvælte på skyldner i medfør af bilag 1, jf. § 3, til bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002.
Forbrugerombudsmanden tilkendegav samtidig, at han forudsatte, at krave- ne efter betalingsmiddellovens § 14, stk. 6, blev iagttaget. Det vil sige, beta- lingsgebyret alene kunne opkræves hos skyldner, såfremt indløser opkræ- vede et gebyr hos inkassovirksomheden, at der alene blev opkrævet det konkrete gebyr for den konkrete transaktion og således ikke overvæltet an- dre omkostninger ved modtagelse af betalingskort på skyldner, samt at in- kassovirksomheden forud for aftalens indgåelse på tydelig måde oplyste om, hvorvidt og i givet fald hvilke gebyrer der blev opkrævet i forbindelse med betaling med et kreditkort. (08/06248)
Kapitel 4
Tobaksreklameloven
4.1. Principielle sager
4.1.1.1. Tobaksproducent har hævet anken til Højesteret af tobaksdom
Procesbevillingsnævnet gav i slutningen af 2007 et selskab tilladelse til at anke en dom for overtrædelse af tobaksreklameloven til Højesteret. Selska- bet hævede i 2008 anken, således at selskabet tager Østre Landsrets dom af
7. marts 2007 til efterretning.
Omtale af dommen kan findes i Forbrugerjura 2007 afsnit 4.1 (08/00156 og 2004-1182/5-54)
Kapitel 5
Forbrugeraftaleloven
5.1. Principielle sager
5.1.1. Forbrugernes fortrydelsesret på internettet
3 domme blev i årets løb afsagt i Forbrugerombudsmandens fortrydelses- retskampagne, der startede op i 2007.
10 internetbutikker blev politianmeldt af Forbrugerombudsmanden i 2007 i forbindelse med en kampagne, der havde til formål at skabe opmærksomhed om, at internetbutikker har pligt til at give og oplyse om fortrydelsesret.
Forbrugeraftaleloven indeholder regler om fortrydelsesret, hvor der som ud- gangspunkt er en 14-dages fortrydelsesret på både køb af varer og tjeneste- ydelser, på internettet.
Forkerte oplysninger om fortrydelsesretten kan straffes med bøde, hvis der er tale om en grov eller gentagen overtrædelse, jf. forbrugeraftalelovens § 29, stk. 1, nr. 1.
Der kan læses mere om Forbrugerombudsmandens fortrydelsesretskampag- ne på xxx.xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx.xx
5.1.1.1. 25.000 kr. for ukorrekte oplysninger om fortrydelses- ret ved bestillingsvarer
Retten i Roskilde afsagde en dom i en sag, hvor der ikke var givet korrekte oplysninger om fortrydelsesretten i forbindelse med fjernsalg via internettet. Der var tale om en detailhandelsvirksomhed, der også havde en hjemmeside, hvor der i begrænset omfang blev solgt varer fra.
Forbrugerombudsmanden konstaterede i forbindelse med fortrydelsesrets- kampagnen, at den pågældende butik på sin hjemmeside oplyste, at der ikke var fortrydelsesret for varer, der blev bestilt specielt hjem til kunderne.
Dette er imidlertid ikke i overensstemmelse med reglerne. Der er således også fortrydelsesret for varer, som bestilles specielt hjem til kunderne, og
internetbutikker er ifølge forbrugeraftalelovens § 11, stk. 1, nr. 5, forpligtet til at oplyse om, at der er fortrydelsesret.
Retten lagde til grund, at selskabet – efter at have modtaget en henvendelse fra Forbrugerombudsmanden – fejlagtigt troede, at de havde rettet fejlen. Retten fandt det derfor betænkeligt at anse overtrædelsen for grov.
Til gengæld fandt retten, at der var tale om en oftere gentaget overtrædelse, og butikken blev idømt en bøde på 25.000 kr. (08/01569)
5.1.1.2. 35.000 kr. for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret ved køb af elektroniske varer og ”skaffevarer”
En detailhandelsvirksomhed, der solgte autoreservedele, og som også havde en hjemmeside, hvorfra der blev solgt varer, fik en bøde på 35.000 kr., fordi der ikke var afgivet korrekte oplysninger om fortrydelsesret i forbindelse med fjernsalg via internettet.
I forbindelse med fortrydelsesretskampagnen konstaterede Forbrugerom- budsmanden, at den pågældende virksomhed på sin hjemmeside oplyste, at der ikke var fortrydelsesret for elektroniske varer og såkaldte ”skaffevarer”.
Sådanne forbehold kan imidlertid ikke tages efter reglerne i forbrugeraftale- lovens § 11, stk. 1, nr. 5. Der er også fortrydelsesret for elektroniske varer og skaffevarer, og det har internetbutikker pligt til at oplyse.
Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at der havde været tale om både en grov og oftere gentaget overtrædelse, idet indehaveren af virksomheden ikke havde reageret på Forbrugerombudsmandens henvendelser, og at de ulovlige vilkår havde fremgået af hjemmesiden siden 2004.
Den omstændighed, at indehaveren af virksomheden havde sendt henven- delserne fra Forbrugerombudsmanden videre til den person, der i sin tid havde lavet hjemmesiden, og bedt denne om at foretage de anviste ændringer
– hvilket ikke skete – talte ikke i formildende retning. Indehaveren skulle have fulgt op på, at ændringerne blev foretaget. (08/01568)
5.1.1.3. 1.000 kr. i bøde for ukorrekte oplysninger om fortrydelsesret ved køb af bøger m.v.
En erhvervsdrivende solgte forskellige uld- og mohair-produkter samt op- skriftsbøger via internettet.
I forbindelse med fortrydelseskampagnen konstaterede Forbrugerombuds- manden, at den pågældende virksomhed på sin hjemmeside oplyste, at der ikke var fortrydelsesret for bøger.
Sådanne forbehold kan imidlertid ikke tages efter reglerne i forbrugeraftale- lovens § 11, stk. 1, nr. 5. Der er også fortrydelsesret for bøger, og det har internetbutikker pligt til at oplyse.
Retten fandt, at forholdet skulle straffes med en bøde på 1.000 kr. Forbrugerombudsmanden har taget dommen til efterretning.
Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at dommen ikke skal tages som udtryk for bødeniveauet i denne type sager, idet der forelå helt særlige for- hold vedrørende bevisvurderingen. (08/01579)
5.1.1.4. Fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven
En erhvervsdrivende rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden, idet den erhvervsdrivende ønskede oplyst, om forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret også gælder for trylletricks.
Forbrugerombudsmanden oplyste, at udgangspunktet ifølge forbrugeraftale- loven er, at en forbruger, der indgår en aftale om køb af en vare eller levering af en tjenesteydelse via internettet, har en 14-dages fortrydelsesret. Forbru- gerombudsmanden anførte dog samtidig, at loven indeholder en række und- tagelser fra dette udgangspunkt, herunder regler der giver mulighed for, at der mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren aftales en kortere fortry- delsesfrist.
Forbrugerombudsmanden henviste i den forbindelse til forbrugeraftalelo- vens § 18, stk. 4, hvoraf det følger, at hvis aftalen vedrører fjernsalg af en ikke-finansiel tjenesteydelse, gælder fortrydelsesretten kun indtil udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen begynder, når forbrugeren forinden har gi- vet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne begynde udførelsen mv. inden fortrydelsesfristens udløb.
Det blev endvidere anført, at et trylletrick efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er en ikke-finansiel tjenesteydelse og dermed omfattet af § 18, stk. 4. (08/07065)
5.1.1.6. En dating-side på nettet gav ikke fortrydelsesret i henhold til forbrugeraftalelovens regler
En virksomhed havde en datingtjeneste på en hjemmeside, hvor der ikke blev givet fortrydelsesret.
Forbrugeraftaleloven indeholder regler om fortrydelsesret, hvor der som ud- gangspunkt er en 14-dages fortrydelsesret på både køb af varer og tjeneste- ydelser, som fx adgang til en datingtjeneste.
Efter Forbrugerombudsmanden havde rettet henvendelse til virksomheden bag datingsiden, valgte den pågældende virksomhed at rette ind, således at der bliver givet en fortrydelsesret på 14 dage i overensstemmelse med for- brugeraftaleloven.
Da der i forbrugeraftaleloven er mulighed for at begrænse fortrydelsesretten under nærmere angivne betingelser, blev det ligeledes præciseret over for virksomheden, hvilke betingelser der kræves, for at man kan begrænse for- trydelsesretten. Datingsiden er efterfølgende ændret, så udformningen og formuleringen af oplysningerne om fortrydelsesretten og samtykket til bort- fald af fortrydelsesretten er i overensstemmelse med forbrugeraftaleloven. (08/03472)
5.1.1.7. Sammenkædning af en mobiltelefon og et abonne- ment indebærer, at der er tale om en samlet ydelse, som kan fortrydes i henhold til forbrugeraftaleloven
Teleankenævnet traf i juni 2006 en afgørelse om fortrydelsesret ved salg af mobiltelefoner med tilknyttet abonnement. I afgørelsen udtaler nævnet, at sammenkædningen af en mobiltelefon og et abonnement indebærer, at der er tale om en samlet ydelse, hvor mobiltelefonen må anses for hovedydelsen. Derfor finder reglerne om fortrydelsesret for køb af varer anvendelse med det resultat, at forbrugeren ikke gyldigt kan give afkald på fortrydelsesretten, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 4.
Forbrugerombudsmanden skrev ud til alle teleselskaber, som sælger mobil- telefoner med abonnement, hvori Forbrugerombudsmanden erklærede sig enige i afgørelsen fra Teleankenævnet. Samtidig bad Forbrugerombudsman- den teleselskaberne om at redegøre for deres vilkår og procedurer omkring fortrydelsesret i forbindelse med fjernsalg af mobiltelefoner med abonne- ment, herunder hvorvidt procedurerne var indrettet i forhold til Teleanke- nævnets afgørelse.
Ud fra teleselskabernes svar kunne Forbrugerombudsmanden konstatere, at samtlige selskaber enten allerede efterlevede afgørelsen fra Teleankenævnet eller ville indrette sine procedurer i overensstemmelse hermed i nærmeste fremtid.
I forlængelse af Forbrugerombudsmandens brev stillede TDC et spørgsmål vedrørende Teleankenævnets bemærkninger i afgørelsen om kundens hæf- telse af registreret forbrug frem til udøvelse af fortrydelsesretten.
Forbrugerombudsmanden fandt, at der i henhold til forbrugeraftalelovens § 21 ikke kan gøres krav vedrørende aftalen gældende mod forbrugeren, og således heller ikke for et registreret forbrug indtil udøvelsen af fortrydelses- retten.
Dog fandt Forbrugerombudsmanden, at hvor et forbrug har karakter af mis- brug, kan det ud fra almindelige berigelsesbetragtninger pålægges forbruge- ren at godtgøre den erhvervsdrivende et beløb, der modsvarer værdien af den nytte, forbrugeren har haft af ydelsen i tiden frem til fortrydelsen. Berigel- seskravet kan dog ikke overstige den berigelse, forbrugeren konkret måtte have haft, og kan heller ikke overstige den erhvervsdrivendes tab. (08/03213 og 08/05879)
5.1.1.8. Misbrug af fortrydelsesret på internetauktionshus
Et internetauktionshus ønskede Forbrugerombudsmandens vurdering af et initiativ til at forhindre misbrug af fortrydelsesretten i forbrugeraftaleloven.
Virksomheden oplyste, at den af og til oplevede, at en køber afhentede en vare i løbet af ugen og derefter benyttede fortrydelsesretten og returnerede varen igen efter weekenden. Virksomheden og sælgeren af varen havde i disse situationer ind i mellem indtryk af, at varen – fx en festkjole el. lign.
– havde været brugt af køberen i weekenden, men at virksomheden ikke umiddelbart havde mulighed for at bevise denne mistanke, hvilket bl.a. gav anledning til utilfredshed hos sælgeren af varen.
Internetauktionshuset mente derfor, at det ville være hensigtsmæssigt, hvis det var muligt – uden at komme i strid med loven – at påføre de solgte varer en stor mærkat, der ikke måtte være fjernet, hvis køberen ønskede at benytte sin fortrydelsesret. Virksomheden anførte i den forbindelse, at mærkatet ville give køberen uhindret adgang til at prøve, om tøjet, skoene, smykkerne el.lign. passede, men ville forhindre – hvis mærkaten er stor, har en markant farve og placeres på varens yderside – at køberen fx tog den pågældende vare på til en fest for efterfølgende at returnere den under henvisning til for- trydelsesretten i forbrugeraftaleloven.
Forbrugerombudsmanden henviste til forbrugeraftalelovens § 20, som fast- sætter betingelserne for forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten, og for- brugeraftalelovens § 28, hvorefter loven ikke kan fraviges til skade for for- brugeren.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at sælgeren ifølge ordlyden af forbruger- aftalelovens § 20 som udgangspunkt ikke vil kunne stille andre krav til kø- berens udnyttelse af fortrydelsesretten, end at varen tilbageleveres i væsent- lig samme stand og mængde, som den var ved leveringen til køberen. Køberen vil således godt kunne prøve en vare, hvis blot varen, trods den brug der er gjort af den, ikke er forandret eller forringet i nævneværdig grad, eller hvis den nemt kan bringes tilbage til den stand, den var i, da køberen fik den i hænde.
Forbrugerombudsmanden henviste endvidere til, at fortrydelsesretten ifølge forarbejderne til forbrugeraftaleloven ikke afskæres af, at køberen har fjer-
net emballagen og ikke kan tilbagegive denne eller ikke kan tilbagegive den i samme stand, medmindre emballagen repræsenterer en ikke ubetydelig værdi for sælgeren og normalt af forbrugerne benyttes til opbevaring af va- ren. Forbrugerombudsmanden anførte dog, at Forbrugerklagenævnet i sin praksis synes at åbne op for, at der kan stilles krav om returnering af den originale emballage, hvis forbrugeren er gjort opmærksom herpå – også selvom kravet om, at emballagen normalt bruges til opbevaring, ikke er op- fyldt.
I lyset heraf og ud fra en formålsfortolkning af reglen om fortrydelsesret – nemlig at forbrugeren ved fjernsalg ikke har mulighed for inden købet at undersøge og afprøve varen – sammenholdt dels med virksomhedens ønske om at forhindre misbrug af fortrydelsesretten, dels at den beskrevne frem- gangsmøde ikke på nogen måde begrænser køberens mulighed for at afprøve den købte vare, udtalte Forbrugerombudsmanden, at det var hans opfattelse, at man godt ville kunne argumentere for, at den beskrevne fremgangsmåde ville være forenelig med reglerne i forbrugeraftaleloven.
Det ville dog efter Forbrugerombudsmandens opfattelse være en forudsæt- ning herfor, at køberen på et varigt medium udtrykkeligt blev oplyst om retsvirkningen af, at mærkatet blev fjernet, ligesom der måtte kunne stilles krav om, at mærkatet fra den erhvervsdrivendes side blev fastsat på en sådan måde, at risikoen for, at dette utilsigtet falder af varen, minimeres mest mu- ligt.
Forbrugerombudsmanden understregende dog samtidig, at spørgsmålet – bl.a. i lyset af forbrugeraftalelovens § 28 – kunne give anledning til tvivl, og at den endelige afgørelse af spørgsmålet henhører under domstolene. For- brugerombudsmanden udtalte derfor, at det ikke kunne udelukkes, at dom- stolene eller Forbrugerklagenævnet ville kunne nå til den konklusion, at et vilkår om, at fortrydelsesretten er betinget af, at mærkatet fortsat sidder på varen, skal tilsidesættes, fx hvis varen – med undtagelse af den manglende mærkat – i øvrigt er i væsentlig samme stand, som da køberen fik denne i hænde. (08/05778)
5.1.1.9. Spørgsmål om internetbutik og fjernsalg
Forbrugerombudsmanden behandlede et spørgsmål, om hvorvidt en er- hvervsdrivendes hjemmeside var en internetbutik, og om brug af hjemmesi- den kunne betegnes som fjernsalg. I givet fald ville forbrugeraftalelovens regel om fortrydelsesret finde anvendelse.
Efter en gennemgang af hjemmesiden vurderede Forbrugerombudsmanden imidlertid, at forbrugeren alene foretog en reservering af varer, og at forbru- geren ikke økonomisk eller på anden måde blev forpligtet ved brug af hjem- mesidens muligheder. Der blev i den forbindelse lagt vægt på ordvalget på hjemmesiden, herunder ord som elektronisk vareudstilling på internettet og
gentagen brug af verbet ”reserver”, og at varen efter reservering kunne ses og købes i en af forbrugeren valgt butik. Der var således først tale om en bindende aftale om køb/salg, når en forbruger betalte for den reserverede vare i den fysiske butik.
Forbrugerombudsmandens konklusion var herefter, at det ikke var et lov- krav, at forbrugerne skulle have fortrydelsesret, når de reserverede varer via den erhvervsdrivendes hjemmeside. (08/01674)
5.1.1.10. Ikke lovkrav om fortrydelsesret ved privatleasing af biler
Forbrugerne har ikke krav på fortrydelsesret, når de indgår en fjernsalgsaf- tale om privatleasing af biler. Dette har Forbrugerombudsmanden meddelt en brancheorganisation i en forhåndsbesked.
Forbrugerombudsmanden blev anmodet om at tage stilling til, hvorvidt lov- givningen stiller krav om, at en leasingorganisations standardkontraktmate- riale for privatleasing af biler skal indeholde fortrydelsesret for forbruger- ne.
Dansk ret indeholder ikke generelle regler om fortrydelsesret ved aftaler, som forbrugerne indgår med de erhvervsdrivende. Sådanne aftaler er som udgangspunkt bindende for begge parter.
Ved fjernsalgsaftaler, hvor parterne ikke mødes fysisk, fx aftaler via internet- tet eller pr. telefon, fax mv., er der derimod normalt fortrydelsesret efter for- brugeraftaleloven.
Det gælder dog ikke ved aftaler om ”transportydelser”.
På dette punkt har Folketinget valgt at medtage en undtagelse ordret i forbru- geraftalelovens § 9, stk. 2, fra EU’s fjernsalgsdirektiv. Det indebærer efter Forbrugerombudsmandens opfattelse, at EF-Domstolens fortolkninger af begrebet transportydelse dermed får direkte betydning for lovens fortolk- ning.
I lyset heraf og navnlig den udvidede fortolkning af begrebet, må det efter Forbrugerombudsmandens opfattelse antages, at også aftaler om leasing af biler, der er en særlig form for lejeaftale, er undtaget fra direktivets og der- med forbrugeraftalelovens krav om fortrydelsesret.
Det betyder med andre ord, at lovgivningen ikke indeholder krav om fortry- delsesret ved privatleasing af biler, og at lovens afgrænsning af fortrydelses- retten på dette punkt svarer til direktivets.
EF-Domstolen har i en dom fra 2005 (sag C-335/03, EasyCar, Saml. 2005 I,
s. 1947), udtalt, at billeje er omfattet af begrebet transportaftaler i det gene- relle fjernsalgsdirektivs forstand (direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997) om for- brugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg. (1100/5- 1064)
Kapitel 6
E-handelsloven
6.1. Principielle sager
6.1.1.1. Lovpligtig oplysning af e-mailadresse ved markedsføring på internettet
Det er ikke tilstrækkeligt, at en erhvervsdrivende, der er omfattet af e-han- delsloven, alene stiller en kontaktformular til rådighed på sin hjemmeside.
Ifølge lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet herunder visse aspekter af elektronisk handel (e-handelsloven) skal enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundstjeneste (hvilket bl.a. omfatter online-reklamering og -salg) give en række kontak- toplysninger mv., herunder den erhvervsdrivendes e-mailadresse.
Forbrugerombudsmanden blev i forbindelse med behandlingen af et andet forhold opmærksom på, at en erhvervsdrivende på sin hjemmeside ikke op- lyste en e-mailadresse, men alene stillede en kontaktformular til rådighed. Forbrugeombudsmanden påtalte dette over for den erhvervsdrivende og hen- viste i den forbindelse til, at kravet om oplysning af en e-mailadresse følger direkte af e-handelslovens § 7, stk. 1, nr. 3. Forbrugerombudsmanden henvi- ste endvidere til, at en klageformular ikke på samme måde som ved afsen- delse af en e-mail giver forbrugeren mulighed for at gemme en kopi af den meddelelse, forbrugeren har sendt til den erhvervsdrivende. (08/04270)
Kapitel 7
Afgørelser fra Forbrugerklagenævnet
7.1. Husholdningsapparater og isenkram
7.1.1. Oplysningspligt ved køb på internettet
Det påhvilede forhandleren at oplyse, at et sammenkoblingsbeslag var nødvendigt, hvis en vaskemaskine eller tørretumbler skulle opstilles som del af en ”vaskesøjle”
En xxxxxxxxx købte hos en forhandler på internettet en vaskemaskine og tør- retumbler. Efterfølgende indtelefonerede forbrugeren en bestilling på mon- tering og installation af maskinerne. Få uger efter blev det hele leveret, og vaskemaskinen og tørretumbleren blev efter kundens ønske opstillet som en ”vaskesøjle”. Hvilket vil sige, at tørretumbleren er placeret oven på vaske- maskinen.
Da forbrugeren efterfølgende læste brugsanvisningen konstaterede hun, at producenten af maskinerne anbefalede, at man monterede et ekstra sikker- hedsbeslag i det tilfælde, at man ønskede at montere maskinerne som en ”vaskesøjle”. Forbrugeren klagede herefter til forhandleren over, at der ikke var blevet oplyst herom, hverken ved købet af maskinerne, eller ved den ef- terfølgende montering. Forbrugeren forlangte på den baggrund at få udleve- ret et gratis sikkerhedsbeslag samt gratis eftermontering af beslaget.
Forhandleren afviste imidlertid klagerens krav med den begrundelse, at han- del på nettet var kendetegnet ved selvbetjening, og at et sammenkoblingsbe- slag var ekstraudstyr, ligesom maskinerne ikke nødvendigvis behøvede at stå oven på hinanden.
Sagen blev herefter indbragt for forbrugernævnet, der traf følgende afgørel- se:
”Det følger af lov om visse forbrugeraftaler § 11, stk. 1 nr. 2, at det ved fjern- salg påhviler den erhvervsdrivende, at informere om en vares særlige egenska- ber.
Nævnets sagkyndige har oplyst, at et sammenkoblingsbeslag er en sikkerheds- mæssig foranstaltning ved etableringen af en vaskesøjle, og at en manglende anvendelse heraf kan resultere i, at tørretumbleren risikerer at falde af.
Fire nævnsmedlemmer, er af den opfattelse at indklagede på sin hjemmeside burde have oplyst om, at der af sikkerhedsmæssige årsager skal monteres sikkerhedsbeslag, hvis maskinerne skal monteres som en vaskesøjle.
Et nævnsmedlem er af den opfattelse, at indklagede ved den efterfølgende installation, hvor denne har fået kundskab om, at vaskemaskinen og tørre- tumbleren skal monteres som en vaskesøjle, burde have informeret om an- vendelsen af et sikkerhedsbeslag.
Der er herefter enighed i nævnet om, at indklagede skal eftermontere et sik- kerhedsbeslag, da indklagede har forsømt at oplyse om nødvendigheden heraf. Klageren skal dog selv betale for beslaget.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01668)
7.1.2. Tilbageleveringen i væsentlig samme stand ved fortrydelse
Da emballagen fremstod som en almindelig forsendelseskasse og ikke som original emballage, var varen tilbageleveret i væsentlig samme stand, uanset at forbrugeren havde skrevet på emballagen
En forbruger havde bestilt en fritstående håndklædeholder via en erhvervs- drivendes hjemmeside. Forbrugeren ønskede imidlertid at gøre brug af for- trydelsesretten og returnerede varen inden for 14 dages fristen.
Den erhvervsdrivende afviste at tage håndklædeholderen retur, da forbruge- ren ved returneringen havde skrevet sælgerens adresse på emballagen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren har bestilt en fritstående håndklædeholder via indklagedes hjem- meside. Der foreligger derfor et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.
Det er ubestridt, at klageren rettidigt inden for denne frist har returneret hånd- klædeholderen til indklagede, hvorfor klageren som udgangspunkt er berettiget til at få det betalte tilbage, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.
Indklagede har afvist at tage varen tilbage, da klageren har skrevet på embal- lagen ved returnering. Indklagede har gjort gældende, der i deres salgs- og le- veringsbetingelser er oplyst om dette.
Klageren har gjort gældende, at han først er blevet bekendt med indklagedes salgs- og leveringsbetingelser efter købet, og har oplyst, at han ikke har mod- taget disse på et varigt medium.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at fortrydelsesretten betinges af, at det modtagne overgives til den erhvervsdrivende på dennes for- retningssted i væsentlig samme stand og mængde. I bemærkningerne til loven er anført: ”Kravet om at varen skal kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, angår ifølge bemærkningerne til 1978-lovens § 8, stk. 1 og § 11, stk. 2, kun selve varen, men derimod som udgangspunkt ikke emballagen. At forbru- geren ikke kan tilbagegive den i samme stand, vil således i almindelighed ikke afskære fortrydelsesretten, jf. FT 1977-78, tillæg A, s. 761 og 769. Såfremt emballagen er af en sådan art, at den normalt bruges af forbrugeren til opbe- varing af varen, og den samtidig repræsenterer en ubetydelig værdi for sælge- ren, bør kravet om tilbagegivelse i væsentlig samme stand og mængde imidler- tid også omfatte emballagen, jf. FT 1977-78, tillæg A, s. 761”
Under hensyn til, at den omhandlende emballage fremstår som en almindelig forsendelseskasse, og ikke som en original emballage, og derfor heller ikke bærer præg af ikke at repræsentere betydelig værdi for indklagede, finder 4 nævnsmedlemmer, at varen er tilbageleveret i væsentlig samme stand, og at klageren er berettiget til at få købesummen tilbage.
Hertil kommer, at det følger af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, at de oplys- ninger der er nævnt i § 11. stk. 1 nr. 1-5 skal meddeles forbrugeren på papir eller på et varigt medium. Det følger endvidere af § 12, stk. 3 at de nævnte oplysninger skal gives snarest muligt efter aftalens indgåelse, og ved køb af varer, skal de gives senest ved over dragelsen af varen til forbrugeren. Som sagen foreligger oplyst, må det lægges til grund, at oplysningerne ikke er givet på et varigt medium, og at forbrugeren først har modtaget oplysningerne efter varen er blevet returneret til indklagede.
1 medlem, finder, at klageren ikke har tilbageleveret i væsentlig samme stand.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev end- videre pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til For- brugerstyrelsen. (08/02030)
7.2. Radio/tv mv.
7.2.1. Fortrydelsesret ved fjernsalg
Fristen for fortrydelsesret løb først fra det tidspunkt, hvor xxxxxxxxxxx modtog en ubeskadiget vare, som var relevant at undersøge
En forbruger bestilte den 9. maj 2007 en dvd-afspiller via den erhvervsdriven- des hjemmeside. Dvd-afspilleren blev leveret næste dag. Umiddelbart efter
leveringen konstaterede forbrugeren, at dvd-afspillerens topplade havde en bule. Forbrugeren returnerede derfor dvd-afspilleren til den erhvervsdrivende, som ombyttede afspilleren. Forbrugeren afhentede den nye dvd-afspiller på posthuset den 29. maj 2007, men da forbrugeren afprøvede afspilleren, viste den en fejl. Xxxxxxxxxxx sendte den 8. juni 2007 afspilleren retur til den er- hvervsdrivende og krævede pengene tilbage under henvisning til fortrydelses- retten. Den erhvervsdrivende afviste kravet med henvisning til, at fortrydelses- fristen var udløbet. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Da klageren har bestilt DVD-afspilleren via indklagedes hjemmeside, forelig- ger der et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret regnet fra klagerens modtagelse af varen, jf. § 18, stk. 1 og stk. 2.
Fortrydelsesretten udøves ved at tilbagegive eller tilbagesende varen til den erhvervsdrivende inden fortrydelsesfristens udløb, jf. herved forbrugeraftalelo- vens § 19, stk. 2.
Henset til fejlens karakter, bule i toppladen, finder nævnet, at klageren først ved modtagelsen af den 2. DVD-afspiller modtog en vare, som var relevant at un- dersøge. På den baggrund har klageren krav på 14 dages fortrydelsesret regnet fra den 29. maj 2007. Da klageren har tilbagesendt DVD-afspilleren den 8. juni 2007, har klageren fortrudt købet rettidigt.
Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse af købet, og klageren har derfor krav på tilbagebetaling af købe- summen.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbruge- rens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01744)
7.2.2. Afhjælpning af fejl ved et fladskærms-tv tog lidt over 5 uger
Sælgeren havde afhjulpet mangler ved tv’et inden rimelig tid, da for- brugeren havde fået stillet et låne-tv til rådighed, og da der havde været ferie i reparationsperioden
En forbruger købte i februar 2008 et fladskærms-tv. Ca. en måned efter købet reklamerede forbrugeren til den erhvervsdrivende over, at tv’et hylede ved lav volumen.
Den erhvervsdrivende afhentede tv’et med henblik på reparation. Da tv’et ikke var repareret en måned efter forbrugeren havde reklameret over fejlen, forlangte forbrugeren at få pengene retur. Sagen blev indbragt for Forbruger- klagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det følger af købelovens § 78, stk. 4, at et tilbud om afhjælpning skal op- fyldes inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Ved afgørelsen af, om afhjælpning er sket inden rimelig tid, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatnings- genstand til køberens rådighed, jf. købelovens § 79, stk. 1.
Det fremgår af sagens oplysninger, at forbrugeren reklamerede telefonisk til den erhvervsdrivende den 9. marts 2008. Den erhvervsdrivende hentede tv’et til reparation den 15. marts 2008 og stillede et låne-tv til rådighed for forbruge- ren. Tv’et blev klarmeldt overfor forbrugeren telefonisk den 15. april 2008.
Afhjælpningens udstrækning regnes for det tidspunkt, da forbrugeren reklame- rede over manglen, hvorfor det må lægges til grund, at afhjælpningsperioden har været lidt mere end 5 uger.
Tv-apparatet har på trods af fejlen været anvendeligt i tidsrummet, indtil det blev afhentet. Endvidere har den erhvervsdrivende for egen regning stillet et låne-tv til forbrugerens rådighed i reparationsperioden. På den baggrund, og da der må tages et vist hensyn til, at der har været ferie i reparationsperioden, finder nævnet efter omstændighederne, at der er sket afhjælpning inden rimelig tid, hvorfor forbrugeren ikke er berettiget til at hæve købet.” (08/04637)
7.2.3. Vederlagsfri afhjælpning af mangler ved et tv
Sælgeren skulle dække forbrugerens afholdte transportudgifter i for- bindelse med afhjælpning af mangler. Et vilkår om, at det er kundens ansvar at returnere produktet i tilfælde af fejl, var ikke bindende for forbrugeren
Knapt tre måneder efter købet af et tv reklamerede forbrugeren til den er- hvervsdrivende over, at der var lilla streger og gulgrønne plamager på tv’ets skærm. Forbrugeren fremsendte tv’et til den erhvervsdrivende, som foretog vederlagsfri reparation. Forbrugeren krævede herefter at få dækket sine om- kostninger på 340 kr. i forbindelse med transporten af tv’et til den erhvervs- drivende. Den erhvervsdrivende afviste kravet med henvisning til, at det fremgik af den erhvervsdrivendes handelsvilkår, at det var kundens ansvar at returnere produktet til den erhvervsdrivende i tilfælde af fejl. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgø- relse:
”Klageren reklamerede første gang den 19. februar 2007 og dermed inden for de første 6 måneder efter leveringen af tv’et over, at der var lilla, snoede striber og gulgrønne plamager på tv’et skærm.
Efter købelovens § 77 a, stk. 3, formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, at have været til stede på
leveringstidspunktet, medmindre sælgeren afkræfter formodningen, eller der gør sig særlige forhold gældende.
Da indklagede ikke har afkræftet denne formodning, og da indklagede har foretaget vederlagsfri reparation af tv’et, lægger nævnet til grund, at tv’et ved leveringen var behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, hvorefter der foreligger en mangel, hvis salgsgenstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end genstanden under hensyn til aftalen og samtlige de foreliggende omstændigheder skal være.
Efter bestemmelsen i købelovens § 78, stk. 4, skal afhjælpning af en mangel ske uden omkostninger for køberen. Det fremgår af betænkning 845/1978 side 76 om forbrugerkøb, at ”Afhjælpning sker på sælgerens bekostning. Har køberen afholdt udgifter til forsendelse til det sted, hvor afhjælpningen fore- tages, kan han således kræve det udlagte beløb refunderet af sælgeren.”
Indklagede har gjort gældende, at det fremgår af indklagedes handelsbetin- gelser, at det er kundens ansvar, at returnere produktet til indklagede i til- fælde af fejl.
I forbrugerkøb kan købelovens § 78, stk. 4 ikke ved forudgående aftale fra- viges til skade for køberen, jf. herved købelovens § 1, stk. 2. Indklagedes handelsvilkår vedrørende dette spørgsmål er således allerede af denne grund ikke bindende for klageren. Klageren har derfor krav på at få godtgjort ud- gifter, der er afholdt i forbindelse med transporten af tv’et til indklagede. Det er nævnets vurdering, at de af klageren afholdte udgifter er rimelige.
Klageren har endvidere forlangt, at indklagede skal oplyse, hvilke dele i kla- gerens tv, der er blevet repareret/udskiftet.
Da indklagede har anerkendt klagerens reklamation, og da nærværende af- gørelse vil tjene som bevis herfor, mener nævnet ikke, at det kan pålægges indklagede at udlevere dokumentation for reparationen. Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at indklagedes manglende redegørelse for, hvad der er skiftet, kan komme indklagede bevismæssigt til skade, såfremt tv’et på et senere tidspunkt hører op med at virke, og det ikke kan afvises, at fejlen har sammenhæng med den tidligere udførte reparation.”
Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (08/01938)
7.2.4. Afhjælpning af fejl ved fjernsyn tog for lang tid
Da den erhvervsdrivende ikke havde tilbudt et lånefjernsyn i repara- tionsperioden, var 6 ugers reparation for længe, selvom det var i en ferieperiode
Ca. 5 måneder efter købet af et fjernsyn returnerede forbrugeren det til den erhvervsdrivende med henblik på reparation af en fejl. Da forbrugeren efter ca. 3 uger fortsat ikke kunne få oplyst af den erhvervsdrivende, hvornår fjernsynet ville komme retur fra reparation, meddelte han, at han nu ønskede at hæve købet og få pengene retur.
Da fjernsynet efter 6 uger blev klarmeldt af den erhvervsdrivende efter repa- ration, afviste forbrugeren at modtage fjernsynet retur med henvisning til, at købet var ophævet.
Den erhvervsdrivende fastholdt, at forbrugeren ikke havde ret til at ophæve købet, da afhjælpning af fejlen var sket inden rimelig tid. Den erhvervsdri- vende oplyste, at det havde forlænget reparationstiden, at kassen med fjern- synet havde været dårligt mærket af forbrugeren ved returneringen og derfor havde været svær at lokalisere på lagret. Det havde også forlænget perioden, at reparationen skulle udføres i industriferien.
Xxxxxxxxxxx indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Indklagede modtog fjernsynet til reparation den 27. juli 2007. Ifølge indkla- gede blev fjernsynet klarmeldt overfor klageren telefonisk den 27. august, hvilket klageren imidlertid bestrider. Mod klagerens benægtelse kan det ikke anses for godtgjort, at fjernsynet har været klarmeldt før end den 7. septem- ber 2007, hvilket giver en afhjælpningsperiode på 6 uger.
Det følger af købelovens § 78, stk. 4, at et tilbud om afhjælpning skal opfyl- des inden rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Ved afgørelsen af, om afhjælpning er sket inden rimelig tid, tages navnlig hensyn til genstandens art, mangelens beskaffenhed og køberens behov for genstanden, herunder om sælgeren for egen regning har stillet en erstatnings- genstand til køberens rådighed, jf. købelovens § 79, stk. 1.
Afgørende er herefter, om 6 uger må anses for en rimelig afhjælpningsperi- ode.
Der er ikke oplysninger i sagen, der tyder på, at fejlen ved HDMI stik udgan- gen var vanskelig at lokalisere eller udbedre, og dermed berettigede indkla- gede til en forlænget afhjælpningsperiode udover, hvad der sædvanligvis må anses for rimelig ved reparation af et fjernsyn. Indklagedes vanskeligheder ved at identificere kassen ved modtagelse kan heller ikke tillægges betyd- ning for, hvor længe indklagede har til at afhjælpe, når henses til, at klageren har anvendt den fremgangsmåde ved returforsendelsen, indklagede har bedt om.
Omvendt kan der ved vurderingen af, hvad der er en rimelig afhjælpningspe- riode tages hensyn til, at der er industriferie hos de erhvervsdrivende eller deres værksteder. Ferieperioden kan efter omstændighederne berettige til en
forlænget afhjælpningsperiode, men i sådanne tilfælde bør de erhvervsdri- vende særligt overveje, om generne kan mindskes ved at tilbyde forbrugeren en lånegenstand. Dette gælder særligt, når der er tale om f.eks. et fjernsyn, der må anses for en vare, som mange forbrugere vanskeligt kan undvære i længere tid. Indklagede har ikke tilbudt klageren et lånefjernsyn i afhjælp- ningsperioden på 6 uger, og på den baggrund mener nævnet, at afhjælpning ikke kan anses for at være sket inden rimelig tid. Klageren er derfor beretti- get til at ophæve købet og modtage købesummen retur, jf. købelovens § 78, stk. 4. Salgsgenstanden beror efter det oplyste hos indklagede”. Den er- hvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01980)
7.2.5. Køb af fladskærmsfjernsyn foretaget i en selvstændig afdeling i et stormagasin
Et stormagasin blev anset som part i købsaftalen og dermed ansvarlig som sælger efter købelovens regler, da forbrugeren havde foretaget købet i stormagasinets forretning, hvilket tydeligt fremgik af købskvit- teringens for- og bagside
En forbruger købte to fladskærmsfjernsyn i en selvstændig afdeling i et stor- magasins forretning. Da der opstod fejl på fjernsynene, henvendte forbruge- ren sig i den pågældende afdeling i stormagasinet. Fejlene blev forgæves forsøgt afhjulpet, og forbrugeren ønskede derfor købet ophævet.
Forbrugeren fremsatte sit hævekrav over for både stormagasinet og den selv- stændige afdeling, som begge afviste forbrugerens hævekrav. Stormagasinet gjorde i forbindelse hermed gældende, at de ikke var part i købsaftalen, da en væsentlig del af forretningskonceptet er drift af såkaldte koncessioner, hvor koncessionerne drives for koncessionsejernes egen regning og risiko. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren reklamerede ca. 15 måneder efter købet over, at der fra begge fladskærmstv fremkom høje skrattende lyde fra kabinettet.
Da indklagede har repareret de to fladskærmstv to gange, jf. bilag 2-3, og da indklagede ved klagerens seneste reklamation har tilbudt omlevering, læg- ges det til grund, at de to fladskærmstv er mangelfulde, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4.
En sælger kan efter købelovens § 78, stk. 3 afværge køberens krav om ophæ- velse ved at tilbyde afhjælpning eller omlevering, men det er i den forbin- delse et krav, at afhjælpningen eller omleveringen sker inden rimelig tid, uden udgift og væsentlig ulempe for køberen, jf. § 78, stk. 4 sammenholdt med § 79.
Da indklagede 1 2 gange tidligere med en samlet reparationstid på i alt ca. 5 uger forgæves har forsøgt at afhjælpe manglen, har indklagede ikke afhjul- pet manglen inden rimelig tid. Klageren er derfor berettiget til at hæve købet i medfør af købelovens § 78, stk. 4.
Indklagede 2 har gjort gældende, at de ikke er rette indklagede, idet indkla- gedes forretningskoncept er drift af såkaldte koncessioner, hvor en selvstæn- dig virksomhed gives mulighed for for egen regning og risiko at drive et separat detailudsalg i stormagasinet. I forbindelse med reklamationer henvi- ses der direkte til den enkelte koncession, som også selv forestår reklamati- onsbehandlingen. Endvidere har indklagede 2 gjort gældende, at reklamati- onsfristen er sprunget, og at det påhviler klageren at bevise, at der er blevet reklameret rettidigt til indklagede 2.
Da købet er foretaget i indklagede 2´s forretning, hvilket tydeligt fremgår af købskvitteringens for- og bagside, må indklagede 2 anses for at være part i aftalen og er dermed ansvarlig som sælger efter købelovens regler. Klage- rens krav kan derfor tillige rettes mod indklagede 2.
Da det er ubestridt, at klageren konstaterede fejlen i januar 2007 og straks herefter reklamerede i indklagede 2’s forretning, må han anses for at have reklameret rettidigt, da han har reklameret inden 2 måneder efter manglens konstatering og inden 2 år efter leveringen, jf. herved købelovens § 81, 2. pkt., og § 83, stk. 1.” De erhvervsdrivende hæftede herefter solidarisk for tilbagebetaling af købesummen. De erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugersty- relsen. (08/02753)
7.3. Computere mv.
7.3.1. Opdatering af grafikkortets drivere
Sælgeren havde ikke givet forbrugeren de nødvendige oplysninger om computerens vedligeholdelse, da det ikke var oplyst, hvor forbrugeren kunne finde driveropdateringer til grafikkortet
En xxxxxxxxx købte i august 2005 en bærbar computer. Knapt to år efter kø- bet opstod der fejl ved computeren, idet den kun kunne køre i fejlsikret til- stand i Windows. Forbrugeren reklamerede til den erhvervsdrivende, der afviste reklamationen under henvisning til, at fejlen skyldtes støv i compute- ren. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Indklagede har afvist klagerens krav, da fejlen ifølge indklagede skyldes stø- vansamlinger. Den sagkyndige har ved sin undersøgelse ikke kunnet finde spor efter støv, idet indklagede har renset computeren.
Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at årsagen til den fejl, som klageren har oplevet, med stor sandsynlighed skyldes, at klageren har forsøgt at instal- lere forkerte drivers på computeren. Ifølge den sagkyndige er det normalt, at computerbrugere opdaterer drivers, herunder særligt til grafikkort, da dette of- test er nødvendigt i forbindelse med f.eks. spil. Den sagkyndige oplyser, at computerens navn ”@AlfaNote” er et navn, som indklagede har givet compu- teren. Hverken computeren, manual eller driver-cd indeholder oplysninger om, hvem der er den oprindelige producent af computeren. Disse oplysninger frem- går heller ikke af indklagedes hjemmeside, ligesom der på indklagedes hjem- meside ikke findes mulighed for at downloade drivers eller oplysninger om, hvor de kan findes.
På baggrund af den sagkyndiges erklæring lægger nævnet til grund, at compu- terens fejl skyldes klagerens forhold, idet klageren har forsøgt at installere in- kompatible drivers til grafikkortet.
Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) udtaler, at driveropdateringer må anses for at være en nødvendig del af computerens normale vedligeholdelse, og ind- klagede burde derfor have givet klageren oplysning om, hvor opdateringerne kan findes. Da indklagede har forsømt at give disse oplysninger til klageren, foreligger der en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, jf. § 75 a, stk. 1. Klageren er herefter berettiget til et afslag i købesummen, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 3. Afslaget fastsættes skønsmæssigt til 3.000 kr. Klageren er endvi- dere berettiget til at få tilbagebetalt det opkrævede gebyr på 400,50 kr.
Mindretallet (to nævnsmedlemmer) finder det ikke godtgjort, at der foreligger en mangel ved computeren, da fejlen kan henføres til klagerens ukorrekte dri- veropdateringer.”
Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev end- videre pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til For- brugerstyrelsen. (08/02101)
7.3.2. Forventning om gratis diagnosticering
En erhvervsdrivende reklamerede med, at diagnosticering normalt var gratis. Der kunne derfor ikke opkræves betaling for en udvidet diag- nosticering, uden at kunden forudgående have accepteret at skulle betale
En forbruger indleverede en defekt harddisk til en erhvervsdrivende med hen- blik på at få klarlagt, hvorvidt det var muligt at redde en række digitalbilleder, som lå gemt på harddisken. Det blev aftalt, at den erhvervsdrivende skulle undersøge, hvorvidt en redning var mulig. Forbrugeren fik efterfølgende at vide, at billederne ikke var til at redde, samt at det havde været nødvendigt at foretage en udvidet diagnosticering, som kostede 2.593,75 kr.
Idet klageren ikke ville acceptere at betale for den foretagne udvidede diagno- sticering af harddisken, blev sagen indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Der er mellem parterne uenighed om forståelsen af indholdet på indklagedes hjemmeside i forbindelse med diagnosticering. Hjemmesiden har følgende ordlyd:
”Priser og ekspeditionstid for data recovery
Forlanger I gebyr for at stille en diagnose på harddisken? Nej, vi tilbyder gratis diagnosticering i de fleste situationer.
I hvilke situationer vil I forlange gebyr for at stille en diagnose på harddi- sken?
Vi forlanger gebyr i følgende situationer:
■ RAID arrays and servere
■ Såfremt denne basis diagnosticering ikke giver noget positivt resultat el- ler indikation på at reparation er mulig
■ Diske, der har været åbnet eller har været sendt til andre datarecovery firmaer, før vi har modtaget dem
■ Diske hvor årsagen til data-tab skyldes at Scandisk eller Shkdsk har væ- ret anvendt
■ Når konventionelle recovery-metoder er mislykkedes og kunden beslutter sig for at der anvendes mere avancerede data recovery faciliteter.”
Klageren har opfattet indholdet af hjemmesiden således, at indklagede ville foretage en gratis diagnosticering, og at han ville blive kontaktet med oplys- ning om en pris, hvis der af en eller anden årsag skulle foretages en udvidet diagnosticering, således at han kunne tage stilling til, om han ville betale for at redde sine data.
Indklagede har anført, at det tydeligt fremgår af hjemmesiden, at diagnostice- ring ikke altid er gratis, og hvornår man skal betale for diagnosen, samt at det fremgår af klagerens følgebrev, at han ønsker, at der anvendes mere avancerede data recovery faciliteter.
Nævnet finder ikke, at det fremgår af klagerens brev, at han har bestilt en spe- cifik type diagnosticering. Nævnet finder, at formuleringen ”Vi tilbyder gratis diagnosticering i det fleste situationer” er uklar, og at klageren, medmindre indklagede udtrykkeligt har oplyst andet, med rette kunne forvente, at diagno- sticeringen var gratis.
Idet der er tale om et vilkår i en forbrugeraftale, som ikke har været genstand for individuel forhandling, følger det af aftalelovens § 38 b, stk. 1, at aftalen skal forstås på den måde, som er mest gunstig for forbrugeren.
Nævnet lægger derfor til grund, at aftalen skal forstås som anført af klageren, og at klageren derfor kan påberåbe sig, at der ikke skal betales for den fore- tagne diagnosticering.” (08-02283)
7.3.3. Udnyttelse af fortrydelsesretten
Aktivering af Windows medførte ikke, at forbrugeren mistede fortry- delsesretten, da det hverken var åbenbart for forbrugeren, at aktive- ringen medførte en værdiforringelse eller var udtrykkeligt oplyst, at aktivering ikke måtte ske
En forbruger bestilte i december 2007 via den erhvervsdrivendes hjemme- side en computer. Af den erhvervsdrivendes handelsbetingelser fremgik det, at fortrydelsesretten bortfaldt, hvis varen blev brugt på en måde, hvor det var helt åbenbart, at brugen formindskede varens salgsværdi. Ca. 8 dage efter modtagelsen af computeren ønskede forbrugeren at gøre brug af sin fortry- delsesret, da computerens støjniveau ikke levede op til forbrugerens forvent- ninger. Den erhvervsdrivende afviste, at forbrugeren kunne udnytte fortry- delsesretten, da computeren ikke kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, idet forbrugeren havde aktiveret Windows. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren har bestilt computeren via indklagedes hjemmeside. Der forelig- ger derfor et fjernsalg omfattet af forbrugeraftalelovens kap. 4, hvorefter klageren har krav på 14 dages fortrydelsesret.
Det er ubestridt, at klageren rettidigt inden for denne frist har returneret com- puteren til indklagede, hvorfor klageren som udgangspunkt er berettiget til få det betalte tilbage, jf. herved forbrugeraftalelovens § 21, stk. 2.
Indklagede har imidlertid gjort gældende, at klageren ikke har opfyldt lovens betingelser for udnyttelse af fortrydelsesretten, idet klageren har aktiveret Windows, hvorfor computeren ikke kan tilbageleveres i væsentlig samme stand, hvori den var, da klageren fik den i hænde.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 20, stk. 1, at det er en betingelse for at kunne gøre fortrydelsesretten gældende, at det modtagne kan tilbageleveres i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde. At køberen har taget varen i brug, er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende.
Det følger dog af § 20, stk. 3, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende efter ibrugtagning, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi og køberen udtrykkeligt er gjort op- mærksom herpå.
Hvis indklagede vil gøre gældende, at computeren har været brugt eller på an- den måde beskadiget, og at den derfor ikke kan tilbageleveres i væsentlig sam- me stand, må det påhvile indklagede at føre bevis herfor. Endvidere må indkla- gede føre bevis for, at klageren på varigt medium udtrykkeligt er gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis varen er taget i brug, og at det er åbenbart, at brugen medfører en formindskelse af varens salgsværdi.
Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at såfremt der er tale om en com- puter uden hardwarefejl, kan der ske aktivering af Windows et ubegrænset antal gange, og at spor efter brug af computeren vil kunne fjernes. Imidlertid vil der efter aktivering af Windows ifølge den sagkyndige være tale om en brugt computer for en seriøs forhandler.
Det må efter den sagkyndiges erklæring lægges til grund, at der ved aktive- ringen af Windows er sket en værdiforringelse af computeren. Nævnet finder imidlertid ikke, at dette forhold kan anses for at være åbenbart for en forbru- ger.
Endvidere er indklagedes betingelser for fortrydelsesret, som er indeholdt i indklagedes handelsbetingelser, holdt i generelle vendinger. Dette opfylder ef- ter nævnets opfattelse ikke kravet om, at klageren udtrykkeligt skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke vil gælde, hvis klageren aktiverer Windows.
Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse af købet af computeren. Indklagede har derfor haft pligt til at tilbagebetale købesummen snarest muligt og senest 30 dage efter, at indkla- gede blev givet mulighed for at undersøge genstanden, jf. herved forbruger- aftalelovens § 21, stk. 3.”
Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/03695)
7.3.4. Displayet knækket på en bærbar computer indleveret til afhjælpning af en fejl
En erhvervsdrivende har ved indlevering pligt til at besigtige en genstand og notere umiddelbart synlige skader. Den erhvervsdriven- de burde have opdaget skaden og noteret på indleveringssedlen, at displayet var knækket
6 måneder efter købet af en bærbar computer reklamerede forbrugeren til sæl- geren over, at computeren viste sort skærm. Det blev aftalt, at forbrugeren skulle indlevere computeren til afhjælpning af fejlen. Ved indleveringen pak- kede forbrugeren computeren ud og gav den til en ansat, der udfyldte en indle- veringsseddel.
Dagen efter modtog forbrugeren meddelelse om, at der var en fejl på system- boardet, som ville blive afhjulpet under reklamationsretten. Endvidere var dis- playet flækket, men udskiftning heraf var ikke omfattet at reklamationsretten og kostede derfor 3.021 kr. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Hvis der er tvivl om, hvorvidt en skade er opstået, mens en genstand var ind- leveret til afhjælpning for en mangel, er det som udgangspunkt køberen, som skal bevise, at genstanden ikke var beskadiget ved indleveringen.
Det er nævnets opfattelse, at den erhvervsdrivende i forbindelse med indleve- ringen har en pligt til at besigtige en genstand og i forlængelse heraf notere umiddelbart synlige skader. Den erhvervsdrivende er nærmest til at sikre den nødvendige dokumentation, så der efterfølgende ikke opstår tvivl om, hvorvidt en umiddelbar synlig skade på en genstand var til stede på indleveringstids- punktet. Det påhviler derfor den erhvervsdrivende at bevise, at en umiddelbar synlig skade var til stede ved indleveringen og ikke er opstået i den erhvervs- drivendes varetægt.
Henset til skadens karakter og omfang burde indklagede have opdaget skaden på skærmen og noteret denne ved indleveringen. Indklagede har ikke noteret skader på computeren på indleveringssedlen.
Det lægges herefter til grund, at skaden på skærmen er opstået hos indklagede. Klageren er derfor berettiget til at få foretaget vederlagsfri reparation af skær- men.
Såfremt fejlen ikke er afhjulpet inden 30 dage efter, at klageren har indleveret computeren til indklagede, er klageren berettiget til et forholdsmæssigt afslag på 3000 kr. Afslaget er fastsat på baggrund af reparationstilbudet fra indklage- de.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01532)
7.3.5. Afhjælpning af fejl ved computer tog for lang tid
Da sælgeren havde valgt at tilbyde afhjælpning ved at henvise til producenten, som ydede forbrugeren telefonsupport og efterfølgende havde computeren til reparation i 10 uger uden tilbud om lånecom- puter, var fejlen ikke afhjulpet inden rimelig
En forbruger reklamerede over en fejl ved computeren til sælgeren, der hen- viste forbrugeren til producenten. Samme fejl opstod 3. gange, hvor produ- centen to gange afhjalp fejlen ved telefonsupport og 3. gang fik computeren ind til reparation. Da samme problem opstod 4. gang, krævede forbrugeren købet hævet, hvilket sælgeren afviste. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren købte en computer hos indklagede. Kort tid herefter ophørte dvd- drevet med at fungere og klageren reklamerede til indklagede, som henviste til producenten ifølge garantibeviset.
Klageren fik herefter to gange afhjulpet problemet gange gennem telefonsup- port ydet af producenten. Da samme fejl opstod 3. gang ønskede producenten at få computeren ind til reparation. Det er ubestridt, at der blev indgået aftale om, at reparationen ville vare 6 uger, og at klageren fik afslag på at få en låne- computer i reparationsperioden.
Xxxxxxxx modtog computeren retur efter 10 uger. Da computerens skærmkort ikke virkede, og der ikke kunne installeres nye programmer, henvendte klage- ren sig til indklagede og fremsatte krav om ophævelse af købet.
Indklagede afviste klagerens krav med henvisning til, at der alene var sket en enkelt afhjælpning. Der blev indgået aftale om, at computeren skulle sendes til undersøgelse, og hvis der blev fundet fejl ville klageren få lov til at hæve købet. Indklagede afviste efterfølgende ophævelse, da der ikke blev konstateret fejl ved computeren.
Som udgangspunkt er det klageren, der skal bevise, at computeren havde en mangel på tidspunktet, hvor klageren hævede købet. Indklagede har dog frem- sendt dokumentation, hvoraf det fremgår, at der er foretaget en indlæsning af ny software.
Den sagkyndige, som bistod nævnet under nævnsmødet, udtalte på mødet, at denne indlæsning kan have afhjulpet de fejl, klageren gjorde gældende i for- bindelse med ophævelse af købet.
Nævnet finder, at indklagede har frataget klageren muligheden for at løfte sin bevisbyrde, og at dette må komme indklagede bevismæssigt til skade.
På den baggrund finder nævnet, at det kan lægges til grund, at den tidligere reparation må anses for mangelfuld, jf. købelovens § 77a, stk. 1 sammenholdt med § 76, stk. 1, nr. 4.
Det følger af købelovens § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væ- sentlig ulempe for køberen. Sker dette ikke, kan køberen kræve et passende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.
Ved klagerens reklamation valgte indklagede i stedet for at tilbyde afhjælpning at henvise til producenten, som ydede klageren telefonsupport. Under hensyn hertil, og da computeren efterfølgende var til reparation i 10 uger uden tilbud om lånecomputer, finder nævnet, at der efter en samlet bedømmelse ikke er sket afhjælpning inden rimelig tid og uden væsentlig ulempe, jf. købelovens §
79. Klageren er derfor, berettiget til at hæve købet og få købesummen tilbage- betalt, jf. købelovens § 78, stk. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt
at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrel- sen. (08/03174)
7.3.6. Fortrydelsesret ved køb af printer via internettet
Da forbrugeren ikke tilstrækkelig tydeligt var gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten bortfaldt ved ibrugtagning, kunne han stadig fortryde købet efter isætning af printerpatroner og afprøvning af prin- teren
En forbruger købte en printer via internettet, som han afprøvede straks efter modtagelsen. Da forbrugeren ikke var tilfreds med printets kvalitet, returne- rede han printeren og meddelte samtidig den erhvervsdrivende, at han for- trød købet og ønskede pengene tilbage.
Den erhvervsdrivende afviste at betale hele købesummen tilbage, da fortry- delsesretten ifølge den erhvervsdrivende ikke længere gjaldt, når forbruge- ren havde isat og anvendt printerpatronerne. Det havde væsentligt forringet printerens værdi, og den erhvervsdrivende henviste i den forbindelse til sine forretningsbetingelser, hvor det i pkt. 4 ”FORTRYDELSESRET”, var oplyst at
”…Fortrydelsesretten kan kun udnyttes hvis varen leveres tilbage i væ- sentligste samme stand og mængde. Fortrydelsesretten bortfalder altså hvis du bruger varen på en måde som helt åbenbart forringer salgsværdi væsentligt…”
Uanset forbrugeren havde modtaget forretningsbetingelserne ved bestillin- gen, mente forbrugeren ikke, at han var gjort opmærksom på, at isætning af patronerne medførte bortfald af fortrydelsesretten. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Klageren har bestilt den i sagen omhandlede printer via indklagedes hjem- meside, og der foreligger et fjernsalg omfattet af lov om visse forbrugerafta- ler. Klageren har derfor haft ret til at fortryde købet inden for 14 dage efter varens levering efter reglerne i denne lovs kapitel 4.
Det er i sagen ubestridt, at klageren har opfyldt de tidsmæssige betingelser for at fortryde købet. Der er derimod tvist om, hvorvidt det forhold, at klage- ren har afprøvet printeren efter at have monteret blækpatroner i denne, af- skærer ham fra at fortryde købet af printeren.
Fortrydelsesretten er efter § 20, stk. 1, i lov om visse forbrugeraftaler betin- get af, at det modtagne kan tilbagegives den erhvervsdrivende i væsentlig samme stand og mængde, hvori det var, da køberen fik det i hænde. At købe- ren har taget varen i brug, er derfor som hovedregel ikke i sig selv til hinder for, at fortrydelsesretten kan gøres gældende.
Det følger dog af § 20, stk. 3, at fortrydelsesretten ikke kan gøres gældende efter ibrugtagning, såfremt det efter varens art er åbenbart, at brugen medfø- rer en formindskelse af varens salgsværdi og køberen udtrykkeligt er gjort opmærksom herpå.
Indklagede har gjort gældende, at ibrugtagningen har medført, at printeren kun kan sælges for omkring en tredjedel af nyprisen, og at udskiftning af printerpatroner og printerhoved beløber sig til 80-90 % af printerens værdi. Nævnets sagkyndige har udtalt, at alene udskiftning af printerpatronerne be- løber sig til mere end 50 % af printerens værdi.
Nævnet anser det på den baggrund for godtgjort, at ibrugtagningen har for- mindsket printerens salgsværdi, og henset til, at printerpatronernes værdi udgør så stor en del af printerens samlede pris – hvilket er sædvanligt for prisbillige printere – er det nævnets opfattelse, at det må anses for åbenbart, at isætningen af printerpatronerne og afprøvningen af printeren formindske- de salgsværdien.
Om indklagede kan nægte klageren adgang til at fortryde købet afhænger herefter af, om indklagede i forbindelse med købet udtrykkeligt har gjort klageren opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gælder, hvis klageren har anvendt printeren til at printe med. Det følger af § 12, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1, at klageren skal have denne oplysning på papir eller et andet varigt medium, hvilket f.eks. kan være en e-mail.
Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i forbindelse med aftalens indgåelse har modtaget en e-mail fra indklagede indeholdende indklagedes forretningsbetingelser, hvori der bl.a. i pkt. 4 er oplyst om bortfald af fortry- delsesretten ved brug af varen. Klageren har imidlertid bestridt, at han er gjort bekendt med, at isætning af patronerne betød bortfald af fortrydelses- retten. Oplysningen om bortfald af fortrydelsesretten er indeholdt i et læn- gere afsnit på side 3 i indklagedes forretningsbetingelserne og er holdt i ge- nerelle vendinger. Dette opfylder efter nævnets opfattelse ikke kravet om, at klageren udtrykkeligt skal være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke vil gælde, hvis klageren isætter printerpatronerne og afprøver printe- ren.
Indklagede har som følge heraf ikke været berettiget til at afvise klagerens fortrydelse af printerkøbet, og klageren har derfor krav på tilbagebetaling af købesummen”. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01151)
7.3.7. Vejkort til navigationsanlæg kunne ikke opdateres
En forbruger må almindeligvis forvente, at de vejkort, der følger med ved køb af navigationsudstyr, kan opdateres. Da dette ikke var tilfæl- det, og der samtidig ikke var givet oplysning herom ved aftalens ind- gåelse, kunne forbrugeren hæve købet
Ca. 16 måneder efter at forbrugeren havde købt et navigationsanlæg, opda- gede han, at de medfølgende digitale vejkort ikke kunne opdateres.
Forbrugeren kontaktede derfor den erhvervsdrivende, som i første omgang forsøgte at være behjælpelig med opdatering via internettet. Da dette ikke lykkedes, kontaktede den erhvervsdrivende importøren, som oplyste, at den pågældende type kort ikke var beregnet til opdatering. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om ophævelse af købet under henvisning til, at forbrugeren ikke havde fået oplyst, at kortene kunne opdateres.
Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgørel- se:
”Det er nævnets opfattelse, at en forbruger, der køber et navigationsanlæg, må have en berettiget forventning om, at de medfølgende vejkort kan opdateres, medmindre andet er blevet oplyst.
Det er ubestridt, at klageren ikke har modtaget oplysning om, at vejkortene ikke kunne opdateres, og anlægget har derfor været mangelfuldt på leverings- tidspunktet, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3 og 4. Da manglen ikke er uvæsent- lig, er klageren berettiget til at ophæve købet, jf. købelovens § 78, stk.1.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02512)
7.4. Telefoner mv.
7.4.1. Xxxxxxxxxxx var slidt op efter 22 måneders almindelig brug
En telefon blev anset for mangelfuld, da telefonens flexkabel ikke kun- ne holde til almindelig brug i 22 måneder
En forbruger købte en mobiltelefon med klapkonstruktion. Efter 22 måne- ders brug virkede skærmen ikke længere, når klappen blev åbnet mere end ca. 20 – 40 %.
Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om gratis afhjælpning under henvisning til, at telefonen havde en fugtskade, og at fejlen på klappen skyld- tes slitage, hvilket ikke var en mangel efter købeloven.
Xxxxxxxxxxx indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at mobiltelefonen har en mindre fugtskade, men at årsagen til at displayet slukker, når klappen åbnes mere end 20 %, skyldes, at mobiltelefonens flexkabel er slidt op efter 22 måneders brug, og at dette er en kendt fejl på den pågældende model af mobiltelefon.
Det følger af købelovens § 75 a, stk. 2, nr. 1, at salgsgenstanden, medmindre andet følger af parternes aftale, skal have en sådan holdbarhed, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt havde rimelig grund til at forvente.
Af bemærkningerne i lovudkastet til denne bestemmelse, jf. herved Folke- tingstidende 2001-02 (2. samling), tillæg A, s. 129-130, fremgår bl.a., ”Spørgsmålet om varens holdbarhed drejer sig om, hvor længe varen kan anvendes, uden at reparation er påkrævet. Opstår der som følge af varens egenskaber en fejl ved varen på et tidligere tidspunkt, end forbrugeren med rette kunne forvente, foreligger der en mangel. Fastlæggelsen af forbruge- rens rimelige forventninger til varens holdbarhed må bero på en konkret vur- dering, og der skal efter omstændighederne tages hensyn til salgsgenstan- dens karakter og omstændighederne i øvrigt. Forventningerne til holdbarheden af en salgsgenstands forskellige dele kan være forskellige.” Det fremgår endvidere, at ”er der tale om en fabriksny standardvare, må forbrugeren kun- ne forvente, at varen har en holdbarhed og kvalitet, som svarer til den gene- relle standard for sådanne varer.”
Det er nævnets opfattelse, at det ikke er forventeligt, at flexkablet på en klap- telefon bliver slidt op ved almindelig brug i 22 måneder.
På den baggrund må mobiltelefonen anses for mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 75 a, stk. 2, nr. 1, idet den ikke har haft en sådan holdbarhed, som køberen med rette kunne forvente.
Klageren har derfor krav på vederlagsfri afhjælpning eller ombytning, jf. købelovens § 78, stk. 1”. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (2008- 4051/7-1249)
7.4.2. Mobiltelefon var mangelfuld – krav om erstatning til køb af en anden
Forbrugeren kunne hæve købet, da afhjælpning af fejl ved en telefon tog for lang tid. Derimod fik forbrugeren ikke erstatning for udgifter til køb af en tilsvarende telefon, da sælgeren havde tilbudt afhjælpning
En xxxxxxxxx købte i marts 2007 en mobiltelefon samt et 6 måneders abon- nement. Forbrugeren reklamerede kort tid efter købet over fejl ved mobilte- lefonen. Mobiltelefonen blev indleveret til den erhvervsdrivende med hen- blik på afhjælpning. I december 2007 – efter ca. 5 måneder – modtog forbrugeren en ny mobiltelefon.
Da den ombyttede telefon ikke fremstod som ny, idet batteriet var rustent, ligesom telefonen ikke som aftalt var sim-oplåst, krævede forbrugeren op- hævelse af købet samt erstatning for udgifter i forbindelse med køb af en tilsvarende mobiltelefon uden abonnement. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav og tilbød i stedet afhjælpning. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at mobiltelefonens batteri ikke fremstår nyt, idet det er fugtskadet, og at mobiltelefonen ikke som aftalt er SIM-oplåst.
På denne baggrund er mobiltelefonen behæftet med en mangel, jf. købelovens
§ 76, stk.1, nr. 4.
Det følger af købelovens § 78, stk. 4 sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde tilbud om afhjælpning inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for køberen. Sker dette ikke, kan køberen kræve et pas- sende afslag i købesummen, ophævelse af købet eller omlevering.
Nævnet lægger efter sagens oplysninger til grund, at klageren medio juli 2008 indleverede den oprindelige mobiltelefon til indklagede med henblik på af- hjælpning, og at klageren ultimo december 2008 – efter ca. 5 måneder – mod- tog den i sagen omhandlede mobiltelefon. Under hensyn hertil har indklagede ikke udbedret manglen inden rimelig tid, jf. købelovens § 79. Klageren er såle- des berettiget til at hæve købet og få købesummen tilbagebetalt, jf. købelovens
§ 78, stk. 4.
Klageren har krævet erstatning på 4.500 kr. svarende til prisen for indkøb af en tilsvarende mobiltelefon uden abonnement.
Da der er tale om et køb bestemt efter art, følger det af købelovens § 80, stk. 2, jf. § 43, stk.3, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klageren for det tab, som han har haft som følge af, at han har haft udgifter på grund af den mangelfulde mobiltelefon.
Det følger imidlertid af den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontrakt- forhold, at der påhviler en kontraktpart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktpart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne være undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side.
Da klageren har afvist indklagedes tilbud om afhjælpning, har klageren ikke godtgjort, at han har gjort, hvad han kunne med henblik på at begrænse sit tab. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i det fremsatte krav.
For så vidt angår klagerens erstatningskrav på 2.000 kr. i kompensation har klageren ikke godtgjort at have lidt et økonomisk tab, hvorfor klageren ikke er berettiget til at gøre erstatningskrav gældende.” (08/03784)
7.4.3. Flækket display på en mobiltelefon var en mangel
Da sælgeren ikke havde sandsynliggjort, at årsagen til displayskaden på mobiltelefonen ikke var til stede ved leveringen, og da det ikke var muligt at åbne låget uden at trykke på telefonens front, var mobilte- lefonen mangelfuld
En forbruger havde købt en mobiltelefon. Ca. 5 uger efter købet indleverede forbrugeren mobiltelefonen til reparation hos den erhvervsdrivende, da dis- playet var flækket. Den erhvervsdrivende afviste forbrugerens krav om gra- tis reparation med henvisning til, at skaden var selvforskyldt. Sagen blev herefter indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at mobiltelefonens displayskade skyldes, at mobiltelefonen har været udsat for en form for fysisk overlast, her- under et tryk. Den sagkyndige kan ikke udelukke, at skaden er opstået i forbin- delse med, at der er trykket på frontdisplayet i forbindelse med åbning af bat- terilåget på bagsiden.
Nævnet har besigtiget den i sagen omhandlede mobiltelefon og har i den for- bindelse forsøgt at fjerne batterilåget som anvist i brugsvejledningen. Nævnet har herved konstateret, at det er yderst vanskeligt at åbne låget uden samtidig at trykke på frontdisplayet, idet låget er særdeles stramt.
Klageren har reklameret over mobiltelefonens display inden for de første 6 måneder efter leveringen af varen.
Ifølge købelovens § 77 a, stk. 3, formodes fejl eller kvalitetsafvigelser, der vi- ser sig inden for 6 måneder efter varens levering at have været til stede på le- veringstidspunktet, medmindre sælgeren afkræfter formodningen, eller særlige forhold gør sig gældende.
Henset til, at nævnet ikke kan åbne batterilåget uden at forårsage et tryk på frontdisplayet, og da indklagede ikke har fremført forhold, der kan sandsynlig- gøre, at fejlen eller årsagen til fejlen ikke var til stede ved leveringen, samt det forhold, at det ikke er muligt at følge brugsvejledningens procedure for åbning af låget, uden at trykke på mobiltelefonens front, finder nævnet, at mobiltelefo- nen er mangelfuld, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, sammenholdt med § 77 a, stk. 3.
Det følger af købeloven § 78, stk. 4, sammenholdt med § 79, at sælgeren skal opfylde krav eller tilbud om afhjælpning eller omlevering inden for rimelig tid, uden udgift og uden væsentlig ulempe for klageren. Sker dette ikke, kan købe- ren kræve et passende afslag i købesummen, omlevering eller ophævelse af købet.
Da indklagede har afvist klagerens krav om vederlagsfri afhjælpning, har ind- klagede ikke opfyldt klagerens krav om afhjælpning inden for rimelig tid, og klagerens krav om ophævelse er således berettiget.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugeren krav samt at betale sagsomkost- ninger til Forbrugerstyrelsen. (08/02889)
7.5. Anden elektronik
Ingen sager
7.6. El, gas, vand og varme. Diverse ydelser vedrørende fast ejendom
7.6.1. Udendørs spabad var tilbehør til fast ejendom
Krav til ledningsføring, underlag og dræningsforhold samt genstandens karakter gjorde, at en udendørs spa blev anset for at være tilbehør til fast ejendom, hvorfor Forbrugerklagenævnet ikke havde kompetence til at behandle klagen
Ca. et år efter at forbrugeren havde købt en udendørs spa, gik det indbyggede cirkulationssystemet i stå, og vandrørene begyndte at lække.
Forbrugeren kontaktede den erhvervsdrivende, som af to omgange frem- sendte reservedele, så forbrugeren selv kunne afhjælpe problemerne.
Få dage senere strejkede spa’ens varmelegeme, og den erhvervsdrivende til- bød at montere et nyt, mod at forbrugeren betalte for kørsel, reservedele og arbejdsløn. Xxxxxxxxxxx var ikke indstillet på at betale for reparationen og indbragte derfor sagen for Forbrugerklagenævnet, som traf følgende afgø- relse:
”Ifølge § 3, stk. 3, nr. 2, i bekendtgørelse om forbrugerklager, kan klager over tilbehør til fast ejendom ikke indbringes for Forbrugerklagenævnet.
Hvorvidt der er tale om tilbehør til fast ejendom, må afhænge af om genstanden er et naturligt tilbehør til ejendommen, som normalt medfølger ved videresalg af ejendommen og dermed omfattet af tinglysningslovens § 38, og om genstan- den er bestemt til stationær brug, om genstanden er tilpasset ejendommen, og
om genstanden er fastmonteret eller er fritstående og flytbar. En genstand må betragtes som tilbehør til fast ejendom, uanset om den befinder sig udendørs på matriklen eller inde i boligen.
Det fremgår, at den pågældende spa-model er fritstående med sidepaneler og således ikke er beregnet til nedfældning. Vægten er angivet til 180 kg, og ma- nualen indeholder særlige betingelser vedrørende adgangsforhold ved leverin- gen, hvorfor spa’en må antages at være flytbar ved anvendelse af egnet mate- riel. Der stilles imidlertid særlige krav til underlaget og dræningsforhold, ligesom det anbefales, at tilslutning til ledningsnetværket udføres af en autori- seret elektriker, fordi anlægget skal bruge et isoleret kredsløb med afbryder. Hertil kommer, at nævnet ikke anser en udendørs spa for at være en genstand, der typisk vil blive afmonteret og medbragt i forbindelse med fraflytning af ejendommen.
Ud fra en samlet afvejning af de nævnte forhold, er det nævnets opfattelse, at klagerens spa har karakter af tilbehør til fast ejendom, og det er således ikke muligt at realitetsbehandle sagen, jf. bestemmelsen i § 3, stk. 3, nr. 2.” Sagen blev afvist som uegnet til behandling. (08/03374)
7.7. Tekstiler og skind (beklædning og bolig)
7.7.1. Sofabetræk krympet i forbindelse med rens
En sælger, der omkring 4 år efter salget af en sofa havde givet købe- ren forkert vejledning om rensning af sofabetrækket, var erstatnings- ansvarlig, da betrækket krympede ved rensningen
En forbruger købte i 2003 en sofa. I 2007 henvendte forbrugeren sig i sælge- rens forretning for at få oplyst, hvordan betrækket skulle rengøres, idet be- trækket hverken var forsynet med vedligeholdelsesanvisning eller materiale- angivelse. Sælgeren oplyste, at betrækket kunne renses på almindelig vis.
Forbrugeren indleverede herefter betrækket til rensning. Da xxxxxxxxxxx modtog betrækket efter rens, var det krympet og kunne ikke genmonteres på sofaen. Forbrugeren krævede herefter erstatning for den skete skade. Såvel sælgeren som renseren afviste at være ansvarlig for skaden.
Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet. Nævnets sagkyndige besig- tigede sofabetrækket og foretog en kontrollerende rensebehandling af et ubehandlet stofstykke. På baggrund heraf konkluderede de sagkyndige, at betrækket ikke tålte en almindelig rensebehandling. Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af sagens dokumenter og de sagkyndiges undersøgelser, at so- fabetrækket er af polypropylen. Ifølge de sagkyndige er stoffet således sær-
deles varmefølsomt og tåler ikke almindelig rensning, hvilket er årsagen til, at stoffet er krympet ved rens. Stoffet ville formentlig kunne være vasket ved 30 grader. Det er de sagkyndiges vurdering, at man som renser ikke kunne eller burde vide, at stoffet ikke tåler rens.
Klageren kan gøre erstatningskrav gældende mod indklagede 1, hvis sofaen er blevet renset på en måde, som ikke er fagmæssig korrekt. Da indklagede 1 på rensetidspunktet ikke havde adgang til oplysninger om stoffets sam- mensætning, og da de sagkyndige har vurderet, at indklagede 1 i øvrigt ikke burde have vidst, at stoffet ikke tålte almindelig rens, er det nævnets opfat- telse, at indklagede 1 ikke har begået ansvarspådragende fejl, og der derfor ikke er grundlag for at gøre et krav gældende mod indklagede 1.
Klageren kan gøre erstatningskrav gældende mod indklagede 2, hvis indkla- gede 2 har vejledt klageren på en måde, som indklagede 2 burde have vidst, ikke var korrekt, og hvis denne vejledning i øvrigt har været årsag til, at klageren har lidt et økonomisk tab.
Da det omhandlede sofabetræk består af et materiale, som ikke tåler almin- delig rens, er det nævnets opfattelse, at indklagede 2 har haft pligt til at gøre klageren opmærksom på dette forhold. Selvom klageren måtte have modta- get en dataliste, hvoraf fremgår, at betrækket skulle vaskes, har indklagede 2 stadig være forpligtet til at yde korrekt rådgivning, da klageren henvendte sig. Da der er ydet forkert rådgivning, og det er nævnets opfattelse, at dette har været årsagen til, at betrækket er blevet behandlet forkert og er krøbet, er indklagede 2 således erstatningsansvarlig for det tab, som klageren har lidt som følge af rensningen.
Klagerens krav skal opgøres som sofaens værdi på tidspunktet for rensnin- gen. Da sofaen på dette tidspunkt var ca. 4 år gammel, skal erstatningens størrelse således nedsættes i overensstemmelse hermed, og fastsættes såle- des skønsmæssigt til 6.000 kr.” Indklagede 2 blev endvidere pålagt at for- rente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01219)
7.7.2. Skiltning i butiksrude med 50 % rabat
En sælger havde i butiksruden opsat skilte, hvoraf det fremgik, at der blev fratrukket 50 %. Skiltningen sammenholdt med prisangivelsen på et par bukser blev anset for et bindende tilbud om at sælge bukserne med 50 % rabat
En sælger havde i butiksruden ophængt skilte med teksten ”50 % fratrækkes ved kassen – gælder ikke gadevarer, JBS, Wrangler, Xxxxx Xxxx”. En forbru- ger ønskede herefter at købe to par bukser af mærket Xxxxx med den skil- tede 50 % rabat. Sælgeren afviste at sælge bukserne med 50 % rabat under henvisning til, at der var tale om en ny efterårsvare, som ikke var omfattet af
tilbuddet. Sælgeren henviste til, at der inde i butikken var opsat skilte, hvor- af det fremgik, at efterårsnyhederne ikke var nedsat. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Der er mellem parterne enighed om, at der i indklagedes forretningsvinduer var ophængt skilte, hvoraf det fremgik, at der blev fratrukket 50 % ved kassen, men at gadevarer, JBS, Wrangler og Xxxxx Xxxx ikke var omfattet af tilbuddet. Der er ligeledes enighed om, at prisen på de omhandlede bukser af mærket Xxxxx var oplyst til 699,95 kr. pr. par, og at der var tale om en ny efterårs- vare.
Der er derimod givet modstridende oplysninger om, hvorvidt der i forretningen på den reol, hvor bukserne lå, var opsat et eller flere skilte, hvoraf følgende tekst fremgik: ”Nyheder efterår 2007 ikke nedsat”.
Det påhviler indklagede at bevise, at der i forretningen var opsat skilte, hvoraf det fremgik, at de pågældende bukser ikke var nedsat, og at oplysningerne blev givet på en sådan måde, at klageren ikke kunne udgå at være bekendt med dem. Mod klagerens benægtelse, finder nævnet det ikke godtgjort, at det klart og tydeligt i umiddelbar forbindelse med udstilling af bukserne var oplyst, at disse bukser ikke var omfattet af indklagedes rabattilbud.
Prisangivelser på udstillede varer må i almindelighed anses som et bindende tilbud om at købe varen til den skiltede pris. Prisangivelsen på de udstillede bukser sammenholdt med indklagedes skiltning på butiksruden, hvorefter der ville blive ydet 50 % rabat på alle varer med undtagelse at nogle få vare- mærker, må derfor efter nævnets opfattelse forstås således, at indklagede har afgivet et bindende tilbud om at yde 50 % rabat på den skiltede pris på de varer, der var stillet til salg i butikken og som ikke var omfattet af undtagel- sen.
Klageren er derfor berettiget til at få tilbagebetalt 700 kr. svarende til 50 % af den samlede købesum på 1.399,90 kr.” Den erhvervsdrivende blev endvi- dere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til For- brugerstyrelsen. (08/01960)
7.8. Fodtøj
Ingen sager.
7.9. Møbler og boligudstyr (se også tekstiler og skind)
7.9.1. Sofasæt og sofabord blev ikke anset for et samlet køb
Klageren kunne pga. mangler ophæve købet af et sofasæt, men kunne ikke også kræve købet af sofabordet ophævet, da der ikke var tilstræk- kelig designmæssig sammenhæng
En forbruger købte på én gang et sofasæt i hvidlakeret bøg/mørkt læder og et sofabord i massiv bøg og lyse kakler. Forbrugeren reklamerede efterfølgende over dårlig siddekomfort i 3 personers sofaen, men blev afvist af den er- hvervsdrivende, som ikke mente, der var nogen reklamationsberettiget fejl.
Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet og krævede købet af både sofasæt og sofabord ophævet, da der var mangler med sofaer- ne, og da sofasæt og sofabord var købt til at passe sammen.
Under sagens behandling blev der indhentet en sagkyndig erklæring, lige- som forbrugeren indsendte billeder af sofasæt og sofabord sammen. Forbru- gerklagenævnet traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at 3-personers sofaen har et asym- metrisk udseende og en meget ringe komfort ved brug af de to ydersæder, og at dette skyldes en uhensigtsmæssig konstruktion af sædet.
Sofaen er derfor mangelsbehæftet, jf. købelovens § 76, stk. 1 nr. 4. Da mange- len er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet af sofa-sættet, jf. § 78, stk. 1, nr. 4. Der er ikke en sådan designmæssig sammenhæng mellem bordet og sofa-sættet, at købet af bordet også kan ophæves.” (650/7-1194)
7.9.2. Læderstole med kunstlæder på de udvendige flader
Stole solgt som kvalitetslæderstole havde givet forbrugeren en berettiget forventning om, at hele stolen var af læder og ikke kun slid- fladerne
En forbruger bestilte to stole, som i salgsannoncen var beskrevet som kvali- tetslæderstole. Da forbrugeren senere skulle afhente stolene, konstaterede han, at de kun var betrukket med ægte læder på siddefladerne, mens ikke- siddeflader var betrukket med kunstlæder. Xxxxxxxxxxx ønskede derfor at ophæve købet, hvilket den erhvervsdrivende afviste med henvisning til, at stolene svarede til de stole, forbrugeren havde set ved bestillingen. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af købsfakturaen, at det købte var: ”2 x Xxxx xxxx x. xxx & drej. Sokkel: Bøg. Læder: Zorro 82 Cognac”. Det fremgår af salgsannoncen: ”Kvalitetslæderstol m. vip og drej. Justerbar nakkepude m. skammel, 15 læ- derfarver, 4 farver stel”.
Nævnet finder, at da det af salgsannoncen fremgår, at der er tale om en kva- litetslæderstol, og da der i annoncen ikke er taget nogen former for forbe- hold, må klageren have fået en berettiget forventning om, at hele stolen var af læder, og ikke kun på slidfladerne.
Nævnet lægger herefter til grund, at indklagede ved at undlade at gøre op- mærksom på, at stolene var betrukket med kunstlæder på udvendige flader, har forsømt at give klageren oplysning om forhold af betydning for hans beslutning om køb af de pågældende stole, og at der som følge heraf forelig- ger en køberetlig mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3.
Det følger endvidere af købelovens § 76, stk. 1, nr. 2, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren i annoncer eller andet markeds- føringsmateriale har givet urigtige eller vildledende oplysninger af betyd- ning for køberens bedømmelse af salgsgenstanden, som ikke er blevet rettet senest ved aftalens indgåelse, jf. § 76, stk. 2. Møblerne er også af denne grund mangelfulde.
Da denne mangel må betegnes som væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/00825)
7.9.3. Manglende levering af spisestue købt via internet- auktion
En forbruger, der ikke havde fået leveret en spisestue, som han havde købt via en netauktion, kunne rette sit tilbagebetalingskrav mod såvel de to erhvervsdrivende, som havde sat møblerne til salg, som mod den erhvervsdrivende, der drev hjemmesiden
En forbruger fik hammerslag på en spisestue på en internetauktion. Forbru- geren betalte for møblerne via en kontooverførsel og indgik derefter aftale med et transportfirma om levering af møblerne. Da møblerne ikke blev leve- ret, reklamerede forbrugeren først til sælgerne og derefter til den erhvervs- drivende, som drev hjemmesiden med internetauktion. Denne erhvervsdri- vende afviste imidlertid at være ansvarlig med henvisning til, at hver afdeling var en selvstændig juridisk enhed, som ikke hæftede for hinanden.
Xxxxxxxxxxx indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende af- gørelse:
”Det fremgår af sagen, at klageren den 5. oktober 2006 via hjemmesiden XX.xx fik hammerslag på en spisestue i eg med 9 historiske stole fra slut 1800-tallet, og betalte for møblerne med en bankoverførsel. Møblerne er endnu ikke leveret, på trods af klagerens gentagne henvendelser.
Nævnet finder, at der foreligger et fjernsalg omfattet af reglerne i forbrugeraf- taleloven, herunder forbrugeraftalelovens § 24, stk. 1, hvorefter den erhvervs- drivende – medmindre andet er aftalt – skal levere sin ydelse senest 30 dage efter den dag, forbrugeren afgav sin bestilling. Undlader den erhvervsdrivende dette, kan forbrugeren hæve aftalen, jf. § 24, stk. 2.
Da de indklagede ikke leverede varen senest 30 dage efter klagerens bestilling, er klagerens krav om ophævelse af købet derfor berettiget.
Indklagede 3 har gjort gældende, at XX.xx er franchisebaseret, og klageren derfor har handlet med en selvstændig juridisk enhed, drevet i fællesskab af indklagede 1 og 2.
Da klageren har oplyst, at han ikke inden købsaftalen blev indgået fik klart oplyst, hvem han handlede med, og var af den opfattelse, at han handlede med indklagede 3, og da de tre indklagede ikke har godtgjort, at klageren klart blev oplyst om hvem han handlede med, finder fire nævnsmedlemmer, at indkla- gede 1, 2 og 3 hæfter solidarisk overfor klageren. Disse medlemmer lægger i øvrigt vægt på, at det fremtrædende navn på auktionshjemmesiden er XX.xx, mens navnet på indklagede 1 og 2’s interessentskab ikke fremgår af auktions- siden, hvorfor klageren må have haft en berettiget forventning om, at han hand- lede med indklagede 3, som ejer af XX.xx
Et nævnsmedlem lægger vægt på, at klageren har accepteret auktionsbetin- gelserne, og dermed har været klar over, at han handlede med en selvstændig juridisk enhed, og at det af den pågældende auktion fremgik, at showroomet var Århus, hvorfor klageren må have vidst, at det ikke var indklagede 3 han handlede med, men derimod indklagede 1 og 2. Dette nævnsmedlem finder derfor, at indklagede 1 og 2 hæfter solidarisk overfor klageren, mens klage- ren ikke kan gøre krav gældende mod indklagede 3.
Nævnet finder ikke, at udgifterne til transport er tilstrækkeligt dokumenteret til, at nævnet kan tilkende klageren erstatning for dette, idet transporten ved- rører flere varer, som ikke i tilstrækkelig grad er udspecificeret.” De erhvervs- drivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsom- kostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01093)
7.10. Barnevogne, cykler, knallerter, sports- og fritidsudstyr
7.10.1. Køb af aluminiums foldecykel
En xxxxxxxxx var berettiget til at forvente, at alle dele af en alumini- umsfoldecykel var af aluminium
En forbruger købte i en forretning, der solgte bådudstyr, to aluminiumsfolde- cykler til en samlet pris af 6.400 kr. Af annoncen for cyklen fremgik det af
overskriften, at der var tale om en ” 20” tommer aluminiums foldecykel”. Det fremgik desuden af listen over tekniske specifikationer i annoncen, at cyklen havde et 20” børstet aluminiumsstel, 3 indvendige gear, fodbremse bag og håndbremse for, bagagebærer, støtteben og kædeskærm, etc.
Ca. 1 år efter købet opdagede forbrugeren, at cyklerne rustede. Forbrugeren rettede henvendelse til den erhvervsdrivende, idet han mente, at der var tale om en mangel. Den erhvervsdrivende afviste klagen men tilbød forbrugeren at købe to nye cykler til én cykels pris. Xxxxx blev herefter indbragt for For- brugerklagenævnet.
Forbrugerklagenævnets sagkyndige konstaterede, at kun cykelstellet var af aluminium, og at de dele, der ikke var af aluminium, rustede. Forbrugerkla- genævnet traf herefter følgende afgørelse:
”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at de dele af cyklen, der ikke er af aluminium, dvs. alt bortset fra stellet, ruster. Ifølge den sagkyndige er det sædvanligt, at en aluminiumscykel består af et aluminiumsstel, og at de øv- rige dele af cyklen ikke er af aluminium.
Nævnets flertal (3 nævnsmedlemmer) udtaler:
Det følger af købeloven, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, hvis sælgeren eller et tidligere salgsled har givet urigtige eller vildledende oplysnin- ger på varens indpakning, i annoncer, eller i andre meddelelser, der er beregnet til at komme til almenhedens eller køberens kundskab, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 2.
Det fremgår af annoncens overskrift, at der er tale om en ”20” aluminiums foldecykel.” Det er ikke i annoncen nævnt, at dele af cyklen, ikke er af alumi- nium. På den baggrund og henset til at cyklen er købt til en høj pris i en for- retning, som sælger bådudstyr, hvorfor cyklen må forventes udsat for tæring, finder disse nævnsmedlemmer, at klageren har haft en berettiget forventning om, at cyklen var af aluminium og således ikke ville ruste. Da mangelen er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens § 78, stk.1, nr. 4.
Et mindretal (2 nævnsmedlemmer) finder ikke, at der foreligger en mangel ved salgsgenstanden, idet det fremgår af listen over tekniske specifikationer, at cyk- len har et 20” børstet aluminiumsstel. Disse nævnsmedlemmer mener således ikke, at klageren kan have haft en berettiget forventning om, at alle dele af cyklen er af aluminium. Disse 2 medlemmer kan derfor ikke give klageren medhold i det fremsatte krav.” Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet. Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/01707)
7.10.2. Golfklub ikke anset som erhvervsdrivende
Forbrugerklagenævnet kunne ikke behandle en klage over en golf- klub. Henset til golfklubbens formål og virke blev den ikke anset for at være erhvervsdrivende i relation til opkrævning af kontingent fra sine medlemmer
Efter at have været medlem af golfklubben i et par år undlod en forbruger at betale den modtagne opkrævning af kontingent for det kommende kalen- derår, idet han forventede derved at være udmeldt.
Golfklubben sendte imidlertid en rykker og oplyste samtidig om klubbens regler for udmelding, herunder at udmeldelsen skulle tilgå bestyrelsen skrift- ligt og tidligst kunne effektueres 6 måneder efter modtagelsen.
Forbrugeren havde ikke været bekendt med de nævnte regler, som angiveligt fandtes på klubbens hjemmeside, og mente ikke, at de kunne gøres gældende over for ham. Sagen blev indbragt for Forbrugerklagenævnet, som traf føl- gende afgørelse:
”Indklagede har gjort gældende ikke at være erhvervsdrivende, men en almen- nyttig forening. Indklagede mener derfor ikke, at Forbrugerklagenævnet er kompetent til at behandle klagen.
Af forbrugerklagelovens § 7 fremgår, at nævnet kan behandle klager fra forbru- gere over erhvervsdrivende vedrørende varer, arbejds- og tjenesteydelser.
Det fremgår af sagen, at indklagedes formål er: ”… at skabe gode mulighe- der for at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede og fremme interessen for kendskabet til golfsporten”.
Henset hertil og til at de aktiviteter, klubben, ud over golffaciliteter, stiller til rådighed mod betaling, hovedsagelig er rettet mod medlemmerne, anser nævnet ikke under de konkrete omstændigheder indklagede for at være er- hvervsdrivende. Som følger heraf er nævnet ikke kompetent til at behandle klagen.” (08/01822)
7.11. Foto, ure, optik, smykker
7.11.1. Fejlagtig prisangivelse på nettet
Sælgeren havde ikke bevist, at køberen var i ond tro ved bestillingen, jf. aftalelovens § 32, og aftalen var derfor bindende. Hvis sælgeren ikke kunne levere det bestilte, skulle sælgeren betale erstatning svarende til forskellen mellem den aftalte pris og prisen på aftaletidspunktet
En forbruger bestilte et kameraobjektiv på sælgerens hjemmeside. Objekti- vets pris var angivet til 1.459 kr. Straks efter bestillingen modtog forbruge- ren en ordrebekræftelse.
Samme dag annullerede sælgeren ordren med henvisning til, at der var angi- vet en forkert pris. Der var tale om en tastefejl. Den rigtige pris var 14.595 kr. Forbrugeren fastholdt, at der var indgået en bindende aftale og indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet. Nævnets sagkyndige udtalte, at der var tale om en telezoomlinse, der normalt anvendes af professionelle el- ler meget avancerede amatørfotografer. Nævnet traf følgende afgørelse:
”Udbud af en vare på en hjemmeside med tilknyttet indkøbsfunktion som den i sagen omhandlede må aftaleretligt betragtes som et bindende tilbud, jf. afta- lelovens § 1.
Da klageren ved bestillingen af objektivet via indklagedes hjemmeside har ac- cepteret det af indklagede fremsatte tilbud, er det nævnets opfattelse, at der er indgået en bindende aftale mellem parterne.
Det følger imidlertid af aftalelovens § 32, stk. 1, at et løfte afgivet ved en fejl- tagelse ikke er bindende for løftegiveren, såfremt løftemodtageren ved løftets modtagelse indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse. Det påhviler løftegiveren at godtgøre, at løftemodtageren ved løftets modtagelse indså eller burde indse, at der forelå en fejltagelse.
Indklagede har anført, at klageren har kendskab til foto- og objektivoptik og vidste, at pågældende objektiv ikke kunne købes til den angivne pris. Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at klageren skulle have et sådant kend- skab. Henset til, at udbuddet af objektiver på indklagedes hjemmeside er bredt og har store prisforskelle, finder nævnet ikke, at klageren burde have indset, at der var tale om en fejlskrift fra indklagedes side. Indklagede er derfor bundet af den mellem parterne indgåede aftale.
Såfremt indklagede ikke kan levere det omhandlede objektiv, skal indklagede stille klageren økonomisk, som om aftalen var behørigt opfyldt. Det betyder, at indklagede skal betale klageren differencen mellem den aftalte pris og prisen på objektivet på aftaletidspunktet. På baggrund af den i sagen oplyste pris på objektivet på aftaletidspunktet, fastsættes erstatningen til 13.136 kr.” Den er- hvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbru- gerstyrelsen (08/01348)
7.11.2. Køb på internetauktion
En ring blev anset for mangelfuld, da der var givet urigtige oplysninger om ringen og dens værdi. Da købsaftalen blev indgået via en hjemme- side, havde forbrugeren fortrydelsesret, uanset at det fremgik af vilkår og hammerslagsmail, at der var tale om køb med udlevering fra fast forretningssted
En forbruger havde oprettet sig som kunde på et website, der solgte varer via auktion. En dag så hun en ring, som hun ønskede at byde på. Det fremgik af websitet, hvor ringen var afbildet, hvilke materialer ringen var lavet af, nav- net på showroomet, at ringens vurdering var 125.000 kr., og at forretnings- prisen var 200.000 kr.
Forbrugeren bød på ringen og fik herefter en mail, hvoraf det fremgik, at hun havde fået hammerslag, og at varen skulle afhentes i et bestemt showroom mod betaling af 31.250 kr. Det fremgik endvidere af mailen, at ”Aftalegrund- laget for dit køb er med udlevering fra fast forretningssted, som er det show- room, hvor varen er købt.” Den erhvervsdrivende tilbød at sende varen på forbrugerens regning. Det fremgik endvidere, at ”før varen er betalt og af- hentet … er handlen ikke endeligt og køber har 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftalelovens § 17.”
Da xxxxxxxxxxx mødte op for at hente ringen, blev forbrugeren bedt om at skrive under på en erklæring, hvoraf følgende fremgik: ”Jeg bekræfter her- med ved min underskrift, at ovennævnte vare er undersøgt samt at personalet hos XX.xx, på min egen opfordring har informeret mig i relation til varen.
Kort efter afhentningen blev forbrugeren opmærksom på, at ringens sten var af tvivlsom kvalitet og fik hos forskellige smykkeeksperter oplyst, at klarhe- den af diamanterne og værdien af rubinen ikke modsvarede den vurdering, som den erhvervsdrivende havde oplyst som genfremstillingsprisen på rin- gen.
Forbrugeren, der var vant til at handle på nettet, ville derfor udnytte sin for- trydelsesret. Den erhvervsdrivende afviste kravet under henvisning til, at der ikke var tale om fjernsalg. Den erhvervsdrivende afviste i øvrigt, at varens beskrivelse var misvisende.
Xxxxxxxxxxx indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgik af den erhvervsdrivendes beskrivelse af ringen på XX.xx, som var tilgængelig for klageren inden klageren afgav bud på ringen, at der er tale om en ”Eksklusiv 13.40 ct. Blod-rød rubin & brillant ring.” Det fremgår endvidere, at ringen indeholder en ”fantastisk smuk og intens 11,90 ct. Blod- rød rubin”, og at der medfølger ”dansk certifikat med forretningspris kr. 200.000”.
Ifølge sagkyndiges erklæring er rubinen af en meget dårlig kvalitet, den er uklar og fyldt med indeslutninger, og forkert at betegne rubinen som ”blod- rød.” Det fremgår endvidere af erklæringen, at rubinen er af en smykkekva- litet, man ikke ser i Danmark, ligesom det ikke har været muligt for den sagkyndige at finde en rubin af så dårlig kvalitet i hverken Bangkok eller Hong Kong, og at ringens værdi er sat alt for højt, når man sætter den til
200.000 kr.
Da det på den baggrund må lægges til grund, at den erhvervsdrivende har givet urigtige og vildledende oplysninger om ringen, er ringen mangelfuld efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 1 og 4. Da manglen må anses for væsentlig, er forbrugeren berettiget til at hæve købet, jf. herved købelovens § 78, stk. 1, nr. 4.
Der er endvidere mellem parterne en tvist om, hvorvidt forbrugeren har væ- ret berettiget til at fortryde købet efter forbrugeraftalelovens regler om for- trydelsesret ved fjernsalg, eller om købsaftalen er indgået på den erhvervs- drivendes faste forretningssted.
Den erhvervsdrivendes hjemmeside er indrettet således, at varerne udbydes til salg, uden at kunderne har en reel mulighed for at undersøge varerne, og således at kunderne byder på varerne via mail, og ved en såkaldt hammer- slagsmail, får accept af det afgivne bud.
Aftalen er således indgået via den erhvervsdrivendes hjemmeside, som led i et auktionssystem, hvor ”hammerslag” normalt må anses for en accept af kundens tilbud, hvorved der er indgået en bindende aftale, jf. aftalelovens §
1. Dette er da også i overensstemmelse med den opfattelse, forbrugeren fik, da hun handlede på den erhvervsdrivendes hjemmeside. På den baggrund er det nævnets opfattelse, at forbrugeren har indgået aftalen med den erhvervs- drivende ved fjernsalg som led i et system for fjernslag, jf. herved forbruger- aftalelovens § 4.
Det er i den forbindelse uden betydning, at den erhvervsrivende i auktions- betingelserne, som forbrugeren skulle acceptere, da hun blev oprettet som kunde, og i hammerslagsmailen oplyste, at ”Aftalegrundlaget for dit køb er med udlevering fra fast forretningssted.” Såfremt den erhvervsdrivende øn- sker at sælge sine varer fra fast forretningssted, hvor kunderne har en reel mulighed for at undersøge varerne, inden en købsaftale indgås, må den er- hvervsdrivendes virksomhed indrettes i overensstemmelse hermed.
Forbrugeren har derfor haft krav på 14 dages fortrydelsesret, jf. forbrugeraf- talelovens § 18, der ikke kan fraviges til skade for en forbruger, jf. herved forbrugeraftalelovens § 28, og den erhvervsdrivende har haft pligt til senest ved ringens overgivelse at give forbrugeren tydelig oplysning om blandt an- det forbrugerens fortrydelsesret efter loven og om vilkårene herfor, idet op- lysningerne herom skal gives læsbart på papir eller et andet varigt medium, jf. forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1-3.
Forbrugeren meddelte den 9. februar 2007 – inden udløbet af 14 dages fri- sten – den erhvervsdrivende, at hun ønskede at fortryde købet, og forsøgte i samme forbindelse at aflevere ringen til den erhvervsdrivende. Forbrugeren har således rettidigt fortrudt købet. Nævnet finder dog anledning til at be- mærke, at da den erhvervsdrivende ikke har opfyldt sin oplysningspligt efter forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1 og 2, udløb fortrydelsesretten først 3 må- neder efter ringens levering, jf. herved forbrugeraftalelovens § 18, stk. 3.
Forbrugeren har således også efter forbrugeraftalelovens regler krav på ved returnering af ringen til den erhvervsdrivende at få købesummen på 31.250 kr. tilbagebetalt, jf. lovens § 21, stk. 2 og stk. 3.
Den erhvervsdrivende blev pålagt at betale sagsomkostninger til Forbruger- styrelsen og blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav. (2008- 642/7-151)
7.11.3. Udvidelse af en gammel ring
En erhvervsdrivende burde have oplyst forbrugeren om, at udvidelse af en ring ville ske ved omsmeltning. Da ydelsen ikke levede op til det forbrugeren med rette kunne forvente, havde hun krav på tilbage- betaling af vederlaget
En forbruger indleverede sin oldefars gamle vielsesring til en guldsmed, idet hun ønskede at få den udvidet. Hun indleverede samtidig sin egen forlovel- sesring, så der kunne tages guld herfra. Ved afhentningen konstaterede for- brugeren, at den gamle vielsesring var blevet omsmeltet, og at den havde fået en anden glød og ikke længere var trespaltet.
Guldsmeden havde inden aftalens indgåelse telefonisk tilbudt en ny spaltet ringskinne af gammelt guld og fattekant omkring stenen. Xxxxxxxxxxx var ikke klar over, at det betød, at ringen ville blive omsmeltet. Guldsmeden oplyste, at forbrugeren selv havde brugt udtryk som to- og trespaltet, og guldsmeden havde derfor ikke anledning til at tro, at forbrugeren var i tvivl om betydningen af begreberne.
Guldsmeden tilbød efterfølgende uden beregning at forgylde ringen i en guldfarve, der svarede til den oprindelige farve, samt at tilbagebetale halvde- len af vederlaget. Dette afviste xxxxxxxxxxx, idet hun ønskede hele vederlaget tilbagebetalt, idet det ikke var aftalt, at ringen skulle omsmeltes, og hun hav- de mistet et gammelt arvestykke. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af den sagkyndiges erklæring, at reparationen er udført i hen- hold til tilbuddet og svarende til, hvad enhver anden fagmand ville gøre.
Efter parternes oplysninger lægger nævnet til grund, at indklagede har afgi- vet tilbud på reparation svarende til indklagedes reparatørs tilbud på repara- tion og uden at give oplysninger om, at ringen ville blive omsmeltet.
Det er nævnets vurdering, at indklagede burde have oplyst, at ringen ved udvidelsen ville blive omsmeltet, og indklagede har ikke haft tilstrækkeligt grundlag til at formode, at klageren var bekendt med, at der ville blive fore- taget omsmeltning af ringen uden, at indklagede specifikt oplyste det.
På baggrund heraf har indklagede udført en tjenesteydelse, som klageren med rette ikke havde forventet, og som er uden værdi for klageren. Klageren er derfor berettiget til at kræve tilbagebetaling af vederlaget.” Den erhvervs- drivende blev endvidere pålagt at forrente forbrugerens krav (08/01168).
7.11.4. Køb af mærkevare
Det forhold, at Armani-mærket ikke kunne blive siddende, blev anset for en mangel. Under hensyn til at det var væsentligt for forbrugeren, at brillerne var af mærket Armani, blev manglen anset for væsentlig
En forbruger købte Armani-briller hos en erhvervsdrivende til en pris af
5.585 kr. Efter 2 måneders brug faldt Armani-mærket af brillerne, hvorefter den erhvervsdrivende udskiftede begge stænger.
6 måneder efter faldt mærket af igen, og den erhvervsdrivende ombyttede stellet. Dette gentog sig en måned efter, og den erhvervsdrivende tilbød at ombytte stellet igen eller ombytte til et andet produkt, hvilket forbrugeren afviste.
Xxxxxxxxxxx indbragte sagen for Forbrugerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger til grund, at da Armani-mærket er faldet af 3 gange ved almin- delig brug, og at det antages at skyldes, at mærket ikke har siddet tilstrækkelig fast på brillen.
Efter købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, er der tale om en mangel, hvis genstanden er af en anden eller ringere beskaffenhed, end den ifølge aftalen og de forelig- gende omstændigheder skulle være.
Nævnet lægger herefter til grund, at brillen ved leveringen var behæftet med en mangel i henhold til købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Under hensyn til at Armani- mærket udgør en væsentlig del af købet, og at den omhandlede mærkevare har stor betydning for klageren, er det nævnets opfattelse, at der er tale om en væ- sentlig mangel ved brillen. Klageren er derfor berettiget til et forholdsmæssigt afslag i overensstemmelse med klagerens krav. Nævnet fastsætter skønsmæs- sigt afslaget til 2.800 kr.”
Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen samt at forrente forbrugerens krav. (08/00990)
7.11.5. Ur tålte ikke temperaturforandringer og var uegnet til rejsebrug
En forbruger kunne hæve købet af et ur, da sælgeren ikke ved købet havde oplyst, at der var tale om et sart ur, som ikke tålte temperatur- forandringer og høj luftfugtighed og derfor var uegnet til rejsebrug
Xxxxxxxxxxx købte i december 2006 et herrearmbåndsur af mærket Xxx Xx- xxxxxxx. I forbindelse med en rejse i Sydamerika i januar 2008 konstaterede forbrugeren, at der dannedes dug på indersiden af urets glas, og at der var begyndende rustdannelse i kanten af urskiven. Ved hjemkomsten henvendte forbrugeren sig til sælgeren, der afviste at dække reparationen under garan- tien, da uret ikke var beregnet til brug ved temperaturer på over 30 grader celsius. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbrugerklagenævnet. Sælgeren tilbød nu pr. kulance at reparere uret vederlagsfrit, hvilket forbru- geren afviste, da han ikke ønsker et ur, som ikke tålte temperaturer på 30 grader.
Forbrugerklagenævnet traf følgende afgørelse: ”Efter nævnets opfattelse burde indklagede ved købet have oplyst over for klageren, at der er tale om et sart ur, som ikke tåler temperaturforandringer og høj luftfugtighed og der- for er uegnet til rejser. Indklagede har ikke godtgjort, at klageren har fået nogen vejledning herom.
Uret er således behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 3. Da manglen er væsentlig, er klageren berettiget til at hæve købet, jf. købelovens
§ 78, stk.1.” Den erhvervsdrivende blev endvidere pålagt at forrente forbru- gerens krav og betale sagsomkostninger til Forbrugerstyrelsen. (08/03104)
7.11.6. Ombytningsret, selvom urkæden var afkortet
En xxxxxxxxx købte et ur til sin datter i julegave og fik samtidig afkor- tet kædens længde. Da der var indrømmet en 30 dages ombytnings- ret ved udleveringen, kunne sælgeren ikke påberåbe sig afkortningen som begrundelse for bortfald af bytteretten
En xxxxxxxxx købte den 15. december 2006 et ur, som hun ville forære til sin datter i julegave, og fik samtidig afkortet urkædens længde, så den ville pas- se til datterens arm.
Mellem jul og nytår henvendte datteren sig i butikken for at få uret byttet men fik at vide, at den sædvanlige 30 dages bytteret bortfaldt, fordi kædens
længde var ændret. Den erhvervsdrivende henviste endvidere til, at uret ikke længere kunne anses for nyt, da det var blevet ridset på bagsiden af kæden.
Xxxxxxxxxxx var ikke tilfreds med svaret og indbragte derfor sagen til For- brugerklagenævnet, som traf følgende afgørelse:
”Ifølge den sagkyndige er der små vandrette ridser på bagsiden af urkæden. Ridserne kan være forårsaget i forbindelse med afkortningen, under udstil- lingen i indklagedes butiksvindue, eller af urets indpakning. Uret fremtræder i øvrigt som nyt, uden nogen tegn på brug.
Nævnet har besigtiget uret og dets indpakning. I bunden af den medleverede æske, er påsat et klistermærke, der er datostemplet den 15. december 2006, og hvoraf det fremgår, at der ydes 30 dages bytteret.
Ifølge det oplyste, er uret udleveret til klageren den 15. december 2006, efter at være blevet afkortet. Henset hertil er det nævnets opfattelse, at indklagede ikke kan påberåbe sig afkortningen som begrundelse for bortfald af bytteret- ten, i det man samtidig har påført det omtalte klistermærke.
Uret anses i øvrigt for at være ubrugt, og klageren har derfor været berettiget til at benytte sig af bytteretten, hvilket indklagede skal anerkende.” Den er- hvervsdrivende blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til Forbru- gerstyrelsen (08/01063)
7.12. Motorkøretøjer
7.12.1. Mindre mangel var ikke afhjulpet inden rimelig tid
Uhensigtsmæssigt materialevalg medførte, at batteriets poler ruste- de med startvanskeligheder til følge. Da manglen ikke blev afhjulpet inden rimelig tid, kunne købet hæves
En forbruger købte en motorcykel til en pris af 15.680 kr. Efter et halvt års brug gik den i stå under kørsel. Efter flere afhjælpningsforsøg kunne motor- cyklen fortsat ikke køre. Xxxxxxxxxxx indbragte herefter sagen for Forbru- gerklagenævnet. Nævnets sagkyndige undersøgte motorcyklen og udtalte, at der var anvendt simpelt jern til fastgørelse af ledningsnettet til batteriets po- ler, hvilket var uhensigtsmæssigt, idet der på grund af batteriets syredampe ville blive dannet rust og ir, der på sigt ville resultere i manglende kontakt i el-systemet. Manglen ville kunne afhjælpes for 1.000 kr. Nævnet traf føl- gende afgørelse:
”Nævnets sagkyndige har undersøgt motorcyklen og kunne konstatere, at mo- torcyklen umotiveret går i stå, grundet manglende batterispænding. Årsagen – der var til stede på leveringstidspunktet – til den manglende batterispænding er
de benyttede skruer af simpelt ubehandlet jern, der forårsager ir ved batteriets poler, der på sigt resulterer i manglende kontakt i el-systemet.
På denne baggrund finder nævnet, at motorcyklen har været behæftet med en mangel, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Da indklagede har haft motorcyklen til reparation tre gange, uden at have afhjulpet fejlen, har indklagede ikke af- hjulpet inden rimelig tid, hvorfor klageren er berettiget til at hæve handlen, jf. købelovens § 78, stk. 4.” (08/01521)
7.12.2. Kommissionsbil
Den erhvervsdrivende sælger hæftede for mangler ved en bil, selvom bilen blev solgt for en privat sælger, idet køberen på baggrund af om- stændighederne ved købet havde været berettiget til at gå ud fra, at den erhvervsdrivende var sælger af bilen
En forbruger købte i oktober 2007 en brugt bil. Efter 2 måneder reklamerede forbrugeren til sælgeren over en defekt toppakning og et defekt krængnings- kryds. Sælgeren afviste reklamationen under henvisning til, at han blot hav- de formidlet salget, og at forbrugeren skulle rette sin henvendelse til den tidligere ejer, der var en privatperson. Sagen blev indbragt for Forbrugerkla- genævnet, der traf følgende afgørelse:
”Det fremgår af sagens bilag, at bilen var annonceret til salg på XX.xx på en måde, der gav indtryk af, at det var indklagede selv, der solgte bilen. Af sagens oplysninger fremgår det endvidere, at bilen var placeret hos indklagede og var forsynet med indklagedes prisskilt, og bilen var forsynet med indklagedes navn på nummerpladen. Klagerens henvendelse med henblik på at prøvekøre bilen skete til indklagede, ligesom den efterfølgende aftaleindgåelse skete hos ind- klagede. Det bemærkes endvidere, at der på slutsedlen er anført ”KOMMIS- SIONSBIL”, og at indklagedes firmastempel med underskrift er anført på slut- sedlen ”Som sælger”.
Under disse omstændigheder har klageren været berettiget til at gå ud fra, at indklagede var sælger af bilen, medmindre klageren udtrykkeligt blev oplyst om andet. Mod klagerens benægtelse kan indklagede ikke godtgøre, at han har oplyst klageren om, at der var tale om et privatsalg.
Bilen er således solgt i indklagedes eget navn, og indklagede hæfter derfor umiddelbart over for klageren for eventuelle mangler ved bilen. Dette gæl- der, selv om det måtte være en privat ejer, som var ejer af bilen inden salget, idet der har været tale om et kommissionssalg, hvor indklagede har solgt bilen i eget navn, men for den private ejers regning, jf. herved kommissions- lovens § 56, stk. 1.
Forbrugerklagenævnet lægger efter den sagkyndiges erklæring til grund, at der har været slør i bilens krængningsstabilisatorer på leveringstidspunktet, hvilket ville medføre anmærkninger ved et effektivt syn.
Endvidere lægger nævnet efter den sagkyndiges erklæring til grund, at bilen på leveringstidspunktet havde fejl på kølesystemet og en svag tandremsstrammer, hvilket er ud over det forventelige, når henses til bilens alder og km-tal og omstændighederne i øvrigt.
Efter den sagkyndiges erklæring anser nævnet herefter bilen behæftet med mangler, jf. købelovens § 76, stk. 1, nr. 4. Klageren er berettiget til et forholds- mæssigt afslag i prisen, fastsat til 10.000 kr., jf. købelovens § 78, stk. 4”. (08/02873)
7.12.3. Oprindeligt trepartsforhold
Et køb, der blev finansieret ved at en sælger via en database kontak- tede et finansieringsselskab med henblik på bevilling af et lån til en køber, blev anset for et oprindeligt trepartsforhold, jf. kreditaftalelo- vens § 5, nr. 2.
En forbruger ønskede at købe en motorcykel hos en erhvervsdrivende. I den forbindelse anbefalede den erhvervsdrivende at lade et bestemt finansie- ringsselskab finansiere købet, da det var det billigste. Den erhvervsdrivende udfyldte via det såkaldte bilinfo-program en låneansøgning, som blev sendt til finansieren. Finansieren kreditgodkendte forbrugeren. Forhandleren ud- skrev dokumenterne i bilinfo-programmet, hvorefter forbrugeren underskrev dokumenterne, som blev sendt til finansieren. Lånet blev af finansieren ud- betalt direkte til sælgeren.
Bilinfo-programmet indeholder bl.a. et salgs- og markedsføringsværktøj til autoforhandlere. Endvidere sammenkæder systemet autobranchen, finansie- ringsbranchen samt internetbranchen.
Kort efter leveringen konstaterede forbrugeren problemer med karburatoren, utæt vandpumpe og oliespild fra motoren, og den erhvervsdrivende udskif- tede vandpumpen. Problemerne fortsatte, og den erhvervsdrivende udførte mange reparationer.
Da fejlen fortsat ikke var afhjulpet indbragte forbrugeren sagen for Forbru- gerklagenævnet, der traf følgende afgørelse:
”Nævnet lægger på baggrund af den sagkyndiges erklæring til grund, at det kan konstateres, at motoren taber olie fra en lækage mellem to udvendige dæksler. Den sagkyndige oplyser, at fejlen skyldes, at dækslerne har været adskilt i forbindelse med udskiftningen af vandpumpen. Nævnet lægger her- efter til grund, at olietabet skyldes sælgerens forsømmelse i forbindelse med