Bilag
Storstrøm X.xx.
Ref. herfr
Bilag
Udkast til forpagtningskontrakt
vedrørende
Materialgården, Xxxxxxxxxxxxx 0,
4791 Borre
Marts 2021
1. Aftalens parter Naturstyrelsen Storstrøm CVR-nr. xx
Xxxxxxxxxxx 00, 0000 Xxxxxxxx F (herefter betegnet bortforpagter)
og
[Navn, CVR-nr.
adresse]
(herefter betegnet som forpagter)
indgår herved forpagtningskontrakt vedrørende forpagtning af Materialgården, Xxxxxxxxxxxx 0 0000 Xxxxx
2. Kontraktperioden
Forpagtningen bortforpagtes for en 5-årig periode fra XXX 2021 til 31. december 2025 begge dage inklusive. Ved kontraktperiodens udløb ophører kontrakten uden yderligere varsel, medmindre der er indgået skriftlig aftale om forlængelse af kontrakten. Såfremt kontrakten forlænges, ophører kontrakten tilsvarende uden yderligere varsel ved udløbet af den forlængede kontraktperiode. Kontrakten kan, hvis begge parter ønsker det, forlænges én gang for maksimalt 5 år.
3. Forpagtningens genstand
3.1. Areal og bygninger
Forpagtningen omfatter det på bilag 1 indrammende areal samt alle på arealet værende bygninger og faste anlæg.
3.2. Beboelseslejlighed
I forpagtningen er der mulighed for at indrette beboelseslejlighed til forpagter.
3.3. Træer og buske
Forpagter har ikke rådighed over de på arealet stående træer og buske, men skal drage omsorg for at de ikke beskadiges. Bortforpagter foretager den fornødne hugst.
4. Forpagters ydelser og forpligtelser
4.1. Forpagter skal drive Materialgården som beskrevet i forretningskoceptet i bilag 2 til nærværende kontrakt. Driftens profil skal være natur, friluftsliv og sundhed.
4.2. Forpagter har eneret og pligt til servering og udskænkning af mad- og drikkevarer og tilbud af overnatning på Materialgården.
4.3. Forpagter har ret til at drive virksomheden under navnet "Materialgården". Ved forpagtningens ophør ophører retten til at bruge navnet eller betegnelser, hvori navnet indgår.
5. Anvendelse i øvrigt
5.1. Bortforpagter er indforstået med, at der fra virksomheden sker salg af mad og drikke ud af huset, forudsat at dette kan ske uden ekstra indretninger og anlæg, samt at det ikke går ud over driften af forpagtningsydelser, der er indeholdt i nærværende kontrakt. Naturstyrelsen skal forudgående, godkende en sådan aftale. Omsætningen er afgiftspligtig, som beskrevet i pkt. 7, såfremt det forpagtedes faciliteter anvendes til madlavning, etc.
Naturstyrelsen kan stoppe cateringvirksomhed, hvis det vurderes, at det går ud over de kontraktlige forpligtelser i forpagtningsaftalen.
5.2. Bortforpagter er indforstået med, at der fra virksomheden kan ske udsalg af fødevarer og artikler med relation til natur og friluftsliv. Artikler i udsalg skal godkendes af bortforpagter.
5.3. Jagtretten på de forpagtede arealer forbliver bortforpagters.
6. Forpagtningsafgift, årsregnskab og andre bestemmelser
6.1. Forpagtningsafgiften
Forpagtningsafgiften udgør X,X % af bruttoomsætningen dog minimum XXXX kr. årligt (”minimumsafgiften”).
Forpagtningsafgiften beregnes i forhold til bruttoomsætningen ekskl. moms. Ved bruttoomsætningen forstås enhver omsætning, der finder sted på eller fra det forpagtede areal og de derpå værende bygninger og uden fradrag af nogen form.
Minimumsafgiften reguleres årligt den 1. januar med nettoprisindekset for oktober måned året før, første gang i januar 2022. Minimumsafgiften forfalder [antallet af betalingsrater og fordeling på året er til forhandling, bortpagter vil fortrækker månedsvis forud hver den 1. i måneden med 1/12 af minimumsafgiften].
Tillægsafgiften, som udgøres af forpagtningsafgiften med fradrag af den indbetalte minimumsafgift forfalder til betaling senest den 30. marts det efterfølgende år.
Såfremt den årlige forpagtningsafgift på baggrund af det foregående års forpagtningsafgift må antages at overstige XXX kr., kan bortforpagter med 60 dages skriftlig varsel kræve månedlig indbetaling af á conto-tillægsafgift. Á conto-betaling og minimumsafgift kan dog til sammen maksimalt udgøre XX % af det senest afsluttede regnskabsårs samlede forpagtningsafgift.
6.2. Omsætningstal
Senest 10 dage efter udgangen af hver kvartal fremsendes omsætningstal for kvartallet.
6.3. Slutrapport
Senest d. 1. marts hvert år skal der tilstilles bortforpagter slutrapport med beregning af tillægsafgiften for det forudgående år. Denne slutrapport skal udarbejdes af en revisor og skal indeholde en revisorerklæring fra en registreret revisor på nettoomsætningen jf. ISA 805.
6.4. Årsregnskab
Senest den 1. juli hvert år skal der tilstilles forpagter kopi af revisorpåtegnet skatte- og driftsregnskab underskrevet af forpagter for det foregående år.
6.5. Uanmeldt kontrol
Bortforpagter kan uanmeldt foretage kontrol efter eget ønske og en af bortforpagter udpeget revisor skal til enhver tid, have adgang til at få forevist virksomhedens regnskaber med bilag, herunder ajourført
aftalekalender, for de seneste 5 regnskabsår. Kontrollen kan også omfatte at medarbejdernes ansættelsespapirer, timesedler/tidsregistrering og lønregnskab kontrolleres, ligesom inventarlister og beholdninger kan rekvireres.
6.6. Betaling af fakturaer
Opkrævninger fra bortpagter betales via FIK-indbetalingskort fremsendt af bortforpagter eller ved tilmelding til PBS. Ved for sen indbetaling af fakturaer fra bortpagter pålignes morarenter med 1½ % pr. påbegyndt måned, regnet fra betalingsfristens udløb, indtil betaling finder sted.
6.7. Minimumsåbningstider og godkendelse heraf Virksomheden skal som minimum holde åbent perioderne:
• fra fredag før palmesøndag til 2. påskedag begge dage inklusiv (”påsken”)
• til søndag uge 42 begge dage inklusiv (”efterårsferien”)
Ændringer heri kræver enighed mellem parterne og skal aftales skriftligt.
Det er tilladt forpagter at have yderligere åbent. Senest den 31. januar hvert år skal forpagter fremsende plan for åbningsperiode og planlagte daglige åbningstider. Ved ændringer i denne plan informeres bortforpagter pr. e-mail senest 1 uge før. Bortforpagter kan afvise ændringerne i planen.
6.8. Garantistillelse
Til sikkerhed for eventuel bodserlæggelse, til sikkerhed for det forpagtedes tilstand, eventuelle erstatningskrav samt til sikkerhed for afgiftens erlæggelse stiller forpagter ved kontraktens underskrivelse en anfordringsgaranti på kr. 100.000 kr.
Sikkerheden skal være gældende indtil 3 måneder efter kontraktens ophør, uanset hvornår og af hvilken grund kontrakten ophører. Dokumentation for sikkerheden skal fremsendes til bortforpagter senest 14 dage efter kontraktens underskrift eller inden forpagtningens ikrafttræden.
Bortforpagter kan med 60 dages skriftligt varsel kræve sikkerheden forhøjet til 40 % af det senest afsluttede regnskabsårs forpagtningsafgift.
6.9. Tilladelser
Forpagteren sørger selv for fornødne tilladelser til virksomhedens drift. Bortforpagter assisterer i forbindelse med ændring af bygningernes anvendelse i BBR og andre nødvendige tilladelser med relation til bygningsmassen.
Forpagtningskontrakten er betinget af, at forpagter opnår sådanne fornødne tilladelser.
6.10. Adgangsret for bortforpagter
Bortforpagter har til enhver tid adgang til det forpagtede mhp. at kontrollere bygningernes vedligeholdelsesstand og opretholdelsen af ordentlige og ryddelige forhold i de forpagtede bygninger og tilhørende udenoms arealer.
6.11. Forpagters ansvar
Forpagters ansvar efter kontrakten består fuldt ud, uanset om forpagter i kortere eller længere perioder ikke er til stede på det forpagtede areal.
6.12. Arbejdsklausul
Forpagter skal sikre, at ansatte hos forpagter og dennes eventuelle underleverandører, som medvirker til
at opfylde Kontrakten, er sikret løn (herunder særlige ydelser), arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det danske område, jf.
Beskæftigelsesministeriets cirkulære nr. 9471 af 30. juni 2014 om arbejdsklausuler i offentlige kontrakter.
Forpagter skal sikre, at ansatte hos forpagter og eventuelle underleverandører er orienteret om de gældende arbejdsvilkår.
Forpagter har bevisbyrden for, at bestemmelserne i arbejdsklausulen er overholdt, og bortforpagter kan til enhver tid kræve at modtage relevant dokumentation herfor. Dokumentation skal være bortforpagter i hænde senest 5 arbejdsdage efter, at bortforpagters påkrav er afsendt.
Såfremt forpagter ikke fremsender relevant dokumentation senest 5 arbejdsdage efter, at bortforpagters påkrav er afsendt, ifalder forpagter en bod på 5.000 kr. pr. dag, indtil forpagter har imødekommet Naturstyrelsens påkrav om dokumentation.
Væsentlige eller gentagne overtrædelser af arbejdsklausulen vil kunne føre til ophævelse af Kontrakten i henhold til afsnit 13.
6.13. Tavshedspligt
Bortforpagter er underlagt de forvaltningsretlige regler, herunder forvaltningslovens § 27, om tavshedspligt. Forpagter skal iagttage en tilsvarende tavshedspligt om forhold vedrørende denne kontrakt, jf. straffelovens § 152 a. Parterne rådfører sig skriftligt med hinanden ved tvivlsspørgsmål om, hvorvidt en oplysning er omfattet af reglerne om tavshedspligt. På denne måde sikres et fuldt oplyst grundlag. Kontrakten indebærer ikke en tavshedspligt, der er mere vidtgående end de forvaltningsretslige principper.
6.14. Tinglysning
Kontrakten kan ikke tinglyses på ejendommen.
7. Diverse faste udgifter
7.1. El og varme
Alle udgifter til forsyning af det forpagtede med el og varme afholdes af forpagter og afregnes direkte over for forsyningsselskaberne. Forpagter er forpligtet til i videst mulig omfang at registrere sig som selvstændig bruger hos forsyningsselskaberne.
7.2. Vand
Udgifter til forsyning af det forpagtede med vand viderefaktureres af bortforpagter til forpagter iht. individuel måler. Vandprisen fastsættes som prisen hos forsyningen med tillæg af de til enhver tid gældende stats- og kommunale afgifter samt moms.
7.3. Spildevandsanlæg og fedtudskiller
Tømning af spildevandsanlæg rekvireres og betales af forpagter.
7.4. Renovation
Alle udgifter til renovation afholdes af forpagter og afregnes direkte over for forsyningsselskaberne.
7.5. Ejendomsskatter
Naturstyrelsen betaler samtlige skatter vedrørende faste ejendomme.
8. Virksomhedens drift
8.1. Forpagteren er berettiget og forpligtet til at benytte det forpagtede som beskrevet i kontraktens
bilag 2.
8.2. Virksomheden skal drives på en i enhver henseende respektabel måde, herunder opretholde fornøden ro og orden i virksomheden og på de omkringliggende arealer, herunder sørge for god renholdelse af bygninger og arealer. Endvidere skal regninger fra virksomhedens leverandører og håndværkere betales til tiden. Anvisninger fra levnedsmiddelkontrollen, arbejdstilsynet og bortforpagter skal efterkommes umiddelbart.
8.3. Udendørsmusik
Udendørs musik må kun anvendes efter nærmere aftale med bortforpagter.
8.4. Større arrangementer
Større arrangementer skal godkendes af bortforpagter af hensyn til øvrige aktiviteter i skoven.
8.5. Husdyr
Der må ikke holdes husdyr, herunder hunde, katte, duer, høns, ænder eller lignende uden forudgående aftale med bortforpagter.
8.6. Forpagters ændring af driften
Bortforpagter skal forudgående godkende væsentlige ændringer i driftsformen.
8.7. Ændringer foranlediget af bortforpagter
Ændringer i forholdene vedrørende driften kan løbende komme på tale, herunder ændringer i bygningsmasse og inventar omfattet af forpagtningsaftalen, f.eks. vedligehold af bygninger o. lign. Forpagter skal tåle sådanne ændringer. Hvis ændringerne medfører længerevarende væsentlige ulemper for forpagtningen kan forpagter kræve kontrakten genforhandlet.
9. Markedsføring
9.1. Reklamer
Der må ikke på bygningerne eller arealerne anbringes permanente reklamer af nogen art. Placering af midlertidige reklamer skal godkendes af bortforpagter. I forbindelse med indgåelse af kontrakt aftales det nærmere, i hvilket omfang bortforpagter skal inddrages ov nævnes i forbindelse med reklamering.
9.2. Domæner
Forpagter må oprette hjemmeside efter behov med navnet Materialgården.
10. Vedligehold
10.1. Indretning til offentligt formål
Forpagter påtager sig det fulde ansvar for og bekoster selv indretning af Materialgården til det nye offentlige formål. Bygningerne er fredet og ændringer af indretning skal i alle tilfælde godkendes af den kongelige bygningsinspektør og bortforpagter. Bortforpagter assisterer i begrænset omfang med kontakten mellem forpagter og bygningsinspektøren.
Udenomsarealer er omfattet af en generel bygnings-og landskabsfredning for Liselund. Bestemmelserne i fredningen skal i alle tilfælde overholdes.
10.2. Indvendig vedligeholdelse
Forpagter overtager den fuldstændige indvendige vedligeholdelse samt renholdelse af samtlige forpagtede bygninger med fast inventar og anlæg af enhver art. Vedligehold omfatter service og alle reparationer af faste installationer til el, gas, varme, vand og kloak. Bortforpagter afholder udgifter til udskiftning af faste installationer, som ikke længere kan repareres.
10.3. Myndighedskrav
De forpagtede lokaler skal til enhver tid opfylde de krav, som myndighederne, herunder sundheds- og brandmyndighederne, måtte stille både ved forpagtningens indgåelse og senere. Omkostninger ved opfyldelse af krav stillet af myndighederne afholdes af bortforpagter, for så vidt angår krav vedrørende bygninger og faste bygningsinstallationer, medmindre kravene skyldes forpagters forhold. Andre omkostninger afholdes af forpagter herunder omkostninger til yderligere kapacitet.
10.4. Udvendig vedligeholdelse
Forpagter påtager sig den løbende rensning og vedligeholdelse af tagrender, nedløbsrør og brønde, udskiftning af beskadiget vinduesglas samt vedligeholdelse af hegn, flise, trappe- og stianlæg. Forpagter skal sørge for at alle under forpagtningen hørende arealer fremstår i ryddelig stand. Vedligeholdelse af klimaskærm i øvrigt påhviler bortforpagter, herunder større egentlige udskiftningsopgaver på tag og fag.
10.5. Vintervedligeholdelse
Forpagter forestår vintervedligeholdelse i form af snerydning, saltning og grusning på det forpagtede areal samt af adgangsveje til og parkeringsareal ved det forpagtede areal på dage, hvor der er åben. Forpagter er erstatningsansvarlig, såfremt forpagters manglende vintervedligeholdelse medfører person- eller tingsskade.
10.6. Pesticider
Der må ikke anvendes pesticider (plantegifte) eller gødning på de forpagtede arealer.
10.7. Rekvirering af håndværkere
Som udgangspunkt skal alle udgifter til håndværkere, leverandører og entreprenører afholdes af den som bestiller opgaven. Hvis dette princip skal fraviges kræver det skriftlig aftale mellem parterne (evt. som mail) i hvert enkelt tilfælde. I akutte tilfælde (strømsvigt, nedbrud af varmepumpe, stoppet kloak manglende vand o.l.) kan håndværker rekvireres af forpagter, hvis skaden sker på et tidspunkt, hvor det ikke er muligt at få fat i bortforpagter eller forpagter af andre rimelige årsager ikke kan komme i kontakt med bortforpagter. Forpagter skal i disse tilfælde umiddelbart efter meddele bortforpagter, hvad der er sket. Udgifter som skyldes forsømmelse af forpagters vedligeholdelsespligt afholdes af forpagter (f.eks. udskiftning af nedløbsrør som frostsprænger, hvis de ikke er tømt for blade inden vinteren).
10.8. Forandring af det forpagtede
Uden bortforpagters skriftlige godkendelse må forpagter ikke foretage nogen forandring af det forpagtede.
11. Skader og forsikring
11.1. Ødelægges det lejede helt eller delvist ved brand, vandskade, hærværk eller anden hændelse, er bortforpagter frit stillet med hensyn til, om man vil genopføre bygningerne eller ej. Såfremt genopførelse besluttes, sker dette så hurtigt, som forholdene og bevillingerne tillader det, og forpagter kan ikke få erstatning for afsavnet.
11.2. Såfremt tilladelse til anvendelse af bygningerne til offentligt formål ikke kan opnås, bortfalder eller det forpagtede ødelægges ved ildsvåde eller anden ulykke, ophører denne kontrakt uden varsel, men
mod refusion af forud betalt forpagtningsafgift for tiden efter ophørstidspunktet. Ingen kan i den anledning gøre erstatningskrav gældende mod modparten, som følge af at kontraktens bortfald, herunder for evt. driftstab mv.
11.3. Forpagteren gøres udtrykkelig opmærksom på, at bortforpagter er selvforsikrende og ikke kan garantere for, at bygninger vil blive repareret eller genopført efter brand eller anden ulykkelig hændelse.
11.4. Forpagteren er forpligtet til selv at sørge for at tegne alle de forsikringer vedrørende driften af det forpagtede, som forpagter måtte anse for formålstjenelige eller nødvendige, og som i øvrigt er påkrævet i relevante love og andre regler, herunder løsøreforsikring fsva. forpagters inventar og installationer og erhvervsansvarsforsikring. På forespørgsel skal policer og præmiekvitteringer forevises. Forpagters inventar, herunder elektroniske genstande, som forpagter måtte installere i lejemålet, er ikke omfattet af bortforpagters selvforsikring i tilfælde af f.eks. lynnedslag.
11.5. Bortforpagter er uden ansvar for skader af enhver art, der måtte opstå på ting eller personer, der befinder sig på det af kontrakten omfattede areal og bygninger eller som benytter vejadgangene hertil medmindre årsagen kan henføres direkte til bortforpagters ansvar.
12. Ophævelse og opsigelse af kontrakten
12.1. Såfremt forpagter måtte afgå ved døden i kontraktens løbetid, eller af helbredsmæssige årsager ikke længere personligt er i stand til at videreføre forretningen, er dennes forretningspartner eller ægtefælle eller samlever og/eller børn berettiget til at fortsætte forpagtningen.
12.2. Såfremt forpagter ikke måtte opnå eller mister fornødne bevillinger, ophæves kontrakten uden varsel og forpagter skal da straks fraflytte og oprydde det forpagtede samt erstatte bortforpagter ethvert tab, som måtte følge af misligholdelsen og kontraktforholdets ophør i utide.
12.3. Hver af parterne er i øvrigt berettiget til at ophæve kontrakten på grund af væsentlig misligholdelse fra den anden parts side.
12.4. Som væsentlig misligholdelse, der uden varsel giver bortforpagter ret til at ophæve forpagtningen, henregnes følgende forhold, idet det bemærkes, at oplistningen ikke er udtømmende:
a) Afgive urigtige oplysninger om virksomhedens omsætning
b) Udeblivelse med betaling af afgift i henhold til kontraktens punkt 7 med mere end 8 dage efter at skriftligt påkrav har fundet sted.
c) Gentagen vægring ved at efterkomme bortforpagters henstillinger med hensyn til drift, vedligeholdelse og god orden.
d) Gentagne tilfælde af konflikter med bevillingsmyndighederne.
e) Tab af bevilling til at drive restauration med ret til udskænkning af spiritus.
f) Undladelse af at betale afgifter til det offentlige.
g) Forpagters konkurs, likvidation som solvent eller insolvent, betalingsstandsning, såvel offentligt som privat, eller dødsbobehandling uden vedgåelse af gælden. Såfremt misligholdelse tillige medfører tab for den anden part, er denne berettiget til at kræve erstatning for det lidte tab.’
12.5. Forpagter kan ophæve kontrakten uden varsel, hvor der er tale om væsentlig misligholdelse fra bortforpagters side og bortforpagter ikke har afhjulpet misligholdelsen inden en rimelig frist.
12.6. Kontrakten kan endvidere opsiges i aftaleperioden såfremt begge parter er enige herom.
13. Afståelse og udleje m.v.
13.1. Afståelse
Forpagter har ikke afståelsesret, hverken helt eller delvist. Det vil sige at der ikke kan foretages videreforpagtning uden skriftlig tilladelse fra bortforpagter.
13.2. Forpagter en juridisk person
Er forpagter en juridisk person anses direkte eller indirekte overdragelse af kontrollen i forpagterselskabet for afståelse i strid med denne forpagtningsaftale.
13.3. Beboelseslejligheden
Beboelseslejligheden må ikke udlejes i sin helhed eller på fast basis.
14. Forpagtningens ophør
14.1. Det forpagtedes stand
Såfremt det forpagtede ikke afleveres i konstraktsmæssig stand, kan det forpagtede bringes i kontraktsmæssig stand ved bortforpagters foranstaltning og for forpagters regning.
Såfremt forpagter forbedrer det forpagtede, det være sig bygninger eller løsøre, tilkommer den eventuelle værdiforøgelse af det forpagtede bortforpagter uden vederlag. Forpagter er dog berettiget til ved forpagtningskontraktens ophør - uanset grunden hertil - at borttage de af ham tilførte driftsaktiver, dog kun såfremt dette kan ske uden forringelse af værdien af det oprindeligt forpagtede.
14.2. Bortforpagters medvirker ved ophør
Hvis forpagtningskontrakten ophører eller på grund af forpagters død eller efter aftale mellem forpagter og bortforpagter, kan forpagter rette henvendelse til bortforpagter med anmodning om, at bortforpagter medvirker til, at en eventuel efterfølgende forpagter overtager inventar tilhørende forpagter til en rimelig pris. Prisen kan evt. fastsættes ved vurdering af de pågældende genstande til fortsat brug på stedet. En evt. aftale mellem ophørende forpagter og efterfølgende forpagter forudsætter, at disse kan nå til enighed om pris og vilkår, og er bortforpagter uvedkommende.
Bortforpagters medvirken kan dog ikke forventes opnået, såfremt forpagtningsforholdet ophører på grund af misligholdelse, eller såfremt bortforpagter ikke ønsker at videreføre den bortforpagtede virksomhed som hidtil.
14.3. Goodwill, hjemmeside og sociale medier
Forpagteren har ikke ved forpagtningsforholdets indgåelse betalt noget beløb for goodwill eller lignende og kan ved sin fratrædelse ej heller få sig tillagt noget beløb herfor. I den forbindelse er forpagter og bortforpagter enige om, at kontraktforholdet som forpagtning falder uden for lejelovgivningens område.
14.4. Besigtigelsesforretning af bygninger og Bortforpagters inventar ved ophør
Ved forpagtningens ophør - uanset grunden hertil - afholdes besigtigelsesforretning af det forpagtede til fastsættelse af, hvorvidt dette måtte være mangelfuldt. Er dette tilfældet, er den fratrædende Forpagter pligtig til at udrede udgifterne til udbedring af manglerne.
Ved uenighed udpeger hver af parterne en kyndig uvildig vurderingsmand. Når den ene part har udpeget sin synsmand og givet meddelelse herom til den anden part, og denne ikke inden 14 dage derefter har udpeget sin vurderingsmand, er den første part berettiget til også at udpege den anden vurderingsmand.
Kan vurderingsmændene ikke opnå enighed om vurderingerne, udpeger de en opmand. Kan de ikke enes herom, udpeges opmanden i den retskreds, hvori Borre er beliggende.
Udgifterne ved besigtigelsesforretningen afholdes normalt med halvdelen af hver af parterne, men vurderingsmændene eller opmanden kan træffe bestemmelse om anden fordeling, når de skønner dette rimeligt.
14.5. Forpagters forpligtelser ved ny Bortforpagtning.
I forbindelse med et nyt udbud af forpagtningsaftale om forpagtningen skal forpagter udlevere alle relevante oplysninger om økonomi og drift til brug for bortforpagters udbudsmateriale.
I forpagtningsaftalens sidste år skal forpagter acceptere mulige efterfølgende aktørers tilstedeværelse på arealer og bygningerne af hensyn til besigtigelse og tilrettelæggelse af forpagtningens fortsatte drift.
15. Uoverensstemmelser
Såfremt der opstår anden uoverensstemmelse, end som nævnt i ovenstående afsnit 15 eller finder denne ikke sin løsning som beskrevet i afsnit 15, mellem forpagter og bortforpagter i forbindelse med denne kontrakt, skal forpagter og bortforpagter med en positiv, samarbejdende og ansvarlig holdning søge at indlede forhandlinger med henblik på at løse tvisten i mindelighed.
Såfremt forpagter og bortforpagter ikke selv er i stand til at løse en eventuel uoverensstemmelse, er forpagter og bortforpagter enige om at søge uoverensstemmelsen løst ved mellemkomst af en syns- og skønsmand udpeget af forpagter og bortforpagter i fællesskab
Hvis uenighed ikke kan løses ved forhandling mellem parterne eller ved mellemkomst af en syns- og skønsmand, skal uoverensstemmelsen søges bilagt ved mediation i overensstemmelse med de etiske regler for Danske Mediatoradvokater. Hvis mediation afsluttes, uden af tvisten er bilagt, skal tvisten endeligt afgøres ved domstolene.
Parterne skal søge alle konflikter løst ved direkte forhandling mellem sig. Hvis konflikten ikke er løst ved forhandling inden 4 uger efter, at der blev fremsat ønske om forhandling om uenigheden, er enhver af parterne berettiget til at kræve konflikten afgjort ved domstolene.
Værneting er aftalt til Nykøbing Falster.
Underskrift:
For bortforpagter For forpagter:
Naturstyrelsen Storstrøm CVR-nr.
Den Den
Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxxx
Naturstyrelsen Storstrøm
Bilag
Bilag 1 – Oversigtskort
Bilag 2 – Forretningskoncept