Punkt 2.
Punkt 2.
Godkendelse af udkast til Nordjysk Socialaftale 2018-2019 (tidl. rammeaftale)
2017-042729
Familie- og Socialudvalget, Beskæftigelsesudvalget og Skoleudvalget indstiller, at byrådet godkender,
- det vedhæftende udkast til Nordjysk Socialaftale 2018-2019 vedr. det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet godkendes
- at aftaleperioden for det forstærkede samarbejde fra 2017-2018 udvides til 2017-2019, så perioden følger med Nordjysk Socialaftale.
Beskæftigelsesudvalget: Xxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxx Xxxxxxx Xxxxxx og Xxx Xxxxxxx var fraværende.
Skoleudvalget: Xxxxx Xxxxxxxxxxx var fraværende.
Ældre- og Handicapudvalget indstiller, at byrådet godkender udkast til Nordjysk Socialaftale 2018-2019 vedr. det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet med den ændring, at aftalen fortsat benævnes Rammeaftalen vedr. det specialiserede socialområde.
Med Rammeaftalen vedr. det specialiserede socialområde bør der samtidig fuldt ud tages højde for, at det af Aftale om kommunernes økonomi for 2018 fremgår, at opdelingen i en udviklingsstrategi og en styringsaftale afskaffes.
Idet der i 2018 imødeses en genforhandling af aftalen om det forstærkede samarbejde, kan Ældre- og Handicapudvalget ikke anbefale, at aftaleperioden for det forstærkede samarbejde udvides til 2019.
Xxxxxx Xxxx var fraværende.
Beslutning:
Magistraten anbefaler Ældre- og Handicapudvalgets indstilling. Xxxx Xxxxxx Xxxxxxxxx var fraværende.
Sagsbeskrivelse
Jf. Magistratens dagsorden til mødet den 9. oktober 2017, hvor sagen blev udsat.
Med Rammeaftalen 2017 blev det besluttet, at rammeaftalen skulle gentænkes, således at det bliver en mere strategisk og politisk fokuseret aftale. I den forbindelse er navnet ændret til Nordjysk Socialaftale for i højere grad at afspejle, hvad aftalen handler om. Endvidere gøres aftalen to-årig, så man i højere grad kan folde fokusområderne ud.
De nordjyske kommuner har sammen med Region Nordjylland ansvaret for at sikre en fælles koordinering af det specialiserede social- og specialundervisningsområdet i Nordjylland. Det seneste år har repræsentanter fra kommunerne, regionen og brugerorganisationerne samt de nordjyske udvalgspolitikere været i dialog om, hvilken retning der ønskes for det specialiserede socialområde i Nordjylland de kommende to år. Resultatet af denne dialog har udmøntet sig i Nordjysk Socialaftale - Politisk strategi for det specialiserede social- og specialundervisningsområde, der nu skal godkendes i de nordjyske byråd og regionsrådet.
Nordjysk Socialaftale 2018-2019 har været forelagt KKR Nordjylland og Kontaktudvalget og fremlægges nu til godkendelse i de nordjyske byråd og Region Nordjyllands regionsråd.
Nordjysk Socialaftale 2018-2019 omfatter alle regionale sociale tilbud og de kommunale sociale tilbud, som anvendes af flere kommuner end driftsherren. Det drejede sig i 2017 om ca. 2.200 dag- og døgnpladser og et budget på ca. 1,7 mia. kr.
Socialaftalen omfatter således ca. 30% af det samlede antal pladser i Nordjylland. Det er dermed et stort område, hvor kommunerne og regionen, gennem samarbejdet i regi af socialaftalen, sikrer, at der er en fælles retning for koordinering, styring og udvikling af området.
Dialog har været grundlag for aftalen
Processen for udarbejdelsen har i år haft år fokus på dialog, hvilket har reduceret det bureaukratisk tunge arbejde, som har præget de tidligere års rammeaftaler. I stedet er fokusområderne for årets aftale udarbejdet gennem dialog med fagfolk, brugerorganisationer og politikere. Fagfolkene og brugerorganisationerne har udpeget, hvad der er behov for, at der er fokus på. Ud fra dette har de nordjyske udvalgspolitikere på det specialiserede socialområde drøftet og udpeget, hvilket strategisk fokus, der ønskes for Nordjysk Socialaftale. Det skete på en politisk temadag d. 28. april 2017 med deltagelse af alle kommuner og regionen.
Fokusområder – visioner og initiativer
Fokus for den overordnede vision for Nordjysk Socialaftale 2018-2019 er borgerens egenmestring. Det har været et gennemgående emne for alle dialogmøderne. Med Nordjysk Socialaftale sættes fokus på, hvordan de nordjyske kommuner og regionen kan styrke samarbejdet omkring borgerens muligheder og potentiale for i højere grad at kunne mestre eget liv.
For at understøtte og fokusere visionen om øget egenmestring sætter Nordjysk Socialaftale fokus på tre områder, hvor man i særlig høj grad ønsker at styrke samarbejdet. Det drejer sig om følgende tre fokusområder:
• Socialfagligt fokus på beskæftigelse
• Samarbejde mellem kommunerne og behandlingspsykiatrien
• Nye samarbejdsformer.
For hvert fokusområde er der opstillet tre konkrete initiativer, der vil fokusere udmøntningen af fokusområdet. Initiativerne vil blive udmøntet løbende i løbet af 2018 og 2019.
Sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel
Udover at sætte fokus på egenmestring og de tre fokusområder redegør Nordjysk Socialaftale endvidere for, at kommunerne og regionen vurderer, at der er en tilfredsstillende sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel på det specialiserede socialområde og specialundervisningsområdet i Nordjylland.
Det forstærkede samarbejde
Der er i 2017 blevet arbejdet målrettet på at gøre det forstærkede samarbejde mindre bureaukratisk og mere dialogorienteret, hvorfor der gøres opmærksom på, at de formaliserede aftaler mellem kommunerne og tilbuddene omfattet af det forstærkede samarbejde er blevet ændret, så det afspejler dette arbejde. De formaliserede aftaler er bilag til Nordjysk Socialaftale.
Den nuværende aftale for tilbuddene i det forstærkede samarbejde gælder for 2017 og 2018, hvorved aftalen vil ligge forskudt i forhold til Nordjysk Socialaftale 2018-2019. Det er i den forbindelse blevet foreslået, at den nuværende aftale om det forstærkede samarbejde udvides til 2019 for at sikre en ens tidskadence for de to aftaler. En udvidelse vil kræve en positiv tilkendegivelse fra samtlige byråd og regionsrådet.
Styringsaftalen
Forvaltningen er opmærksom på justeringer i styringsaftalen.
Opmærksomhedspunkter i Nordjysk Socialaftale
Der henledes til følgende opmærksomhedspunkter i aftalen:
• Tilbud omfattet af det forstærkede samarbejde er beskyttet for to år af gangen, og denne gang for 2017 og 2018. Tilbuddene revurderes primo 2018, og det forstærkede samarbejde kører dermed forskudt af Nordjysk Socialaftale, der gælder for 2018 og 2019.
• I både 2018 og 2019 skal alle nordjyske driftsherrer kunne påvise en udgiftsreduktion på 1 pct. om året sammenlignet med 2016 niveau, jf. aftalen i Rammeaftalen 2017, hvor der er lavet et mål om fem pct. udgiftsreduktion i 2020 sammenlignet med 2016 niveau. Dette forventes udmøntet gennem:
o Takstreduktioner: 0,5 pct. i både 2018 og 2019 sammenlignet med 2016 niveau
o Mere præcis visitering: 0,5 pct. i både 2018 og 2019 sammenlignet med 2016 niveau.
• Der udestår en afklaring af, hvordan økonomien skal håndteres i forbindelse med borgere, der visiteres til de nye særlige pladser i psykiatrien. Når dette er afklaret, vil det blive indskrevet i Styringsaftalen (Bilag 4 til Nordjysk Socialaftale).
Bilag:
Bilag 1 Udkast Nordjysk Socialaftale 2018-2019 Bilag 2 Udvikling og koordinering af tilbudsviften.pdf
Bilag 3 Samlet aftalekompleks for det forstaerkede samarbejde.pdf Bilag 4 Tilbud omfattet af det forstærkede samarbejde 2017 og 2018.pdf Bilag 5 Styringsaftalen 2018-2019 udkast aug 1018.pdf
Bilag 6 Specifikke aftalevilkår for specialundervisningstilbud v2018 udkast.pdf Høringssvar fra Handicaprådet.docx