Almindelige Indkøbsbetingelser 04/2012
Almindelige Indkøbsbetingelser 04/2012
For køb og levering af varer
For køb og levering af teknisk udstyr For køb og udførelse af tjenesteydelser
1. Generelt
1.1 Hvor intet andet er anført i INTEGOs indkøbsordre eller på anden måde skriftligt aftalt mellem Køberen og Leverandøren, gælder nedennævnte almindelige indkøbsbetingelser for leverancer til INTEGO. Ved at bekræfte eller effektuere ordren accepterer Leverandøren INTEGOs indkøbsbetingelser.
Leverandørens generelle salgsbetingelser, der ikke er i overensstemmelse med INTEGOs indkøbsbetingelser, kommer ikke i betragtning, selv om de ikke udtrykkeligt er afvist af INTEGO. Modtagelse af varer kan ikke fortolkes som en stiltiende accept fra INTEGOs side af afvigende leveringsbetingelser eller af leverandørens generelle salgsbetingelser.
Hvor Køber i købsordre eller andre leveringsaftalebilag har angivet egne forudsætninger, har sådanne forudsætninger forrang for eventuelle anførte forudsætninger fra Leverandøren.
1.2 Ved Køber forstås i det følgende INTEGO eller en repræsentant herfor.
1.3 Ved Leverandør forstås den med hvem Køber indgår aftale om et køb.
1.4 Ved Tjenesteydelse forstås en arbejdspræstation, der ydes af Leverandøren eller en repræsentant for denne. Såfremt en Tjenesteydelse udover arbejdspræstationen også indeholder komponenter, reservedele o.lign., gælder standardbetingelser for henholdsvis levering af forbrugsvarer/teknisk udstyr herfor.
1.5 Leverandøren og dennes ydelser skal opfylde den til enhver tid gældende danske lovgivning.
1.6 Leverandøren, dennes personale og eventuelle underleverandører samt deres personale skal iagttage ubetinget tavshed med hensyn til oplysninger vedrørende Købers eller andres forhold, som de får kendskab til i forbindelse med opfyldelse af denne kontrakt.
Tegninger, skitser, tekniske oplysninger, værktøjer, prototyper og modeller, som Køber har udleveret til Leverandøren, skal behandles fortroligt, må kun benyttes ved leveringer til Køber og skal returneres straks efter varens levering.
Leverandøren må ikke uden Købers forudgående, skriftlige tilladelse udsende offentlige meddelelser om aftalen eller offentliggøre noget om aftalens indhold, ligesom Leverandøren ikke må anvende Købers navn eller brug af et produkt til markedsføring eller i reklamemæssig sammenhæng eller som reference uden Købers forudgående skriftlige samtykke.
2. Levering og mærkning
2.1 Leveringen skal ske på den af Køber angivne leveringsadresse. Den i Købers indkøbsordre/leveranceaftale angivne leveringstid skal nøje overholdes.
2.2. Apparatur skal leveres med mærkning efter internationale standarder, medmindre andet er aftalt.
2.2.1 Samtlige leverancer af forbrugsvarer og teknisk udstyr skal ledsages af en følgeseddel, der angiver varebetegnelse, kvantum, enhedsbetegnelse, Leverandørens varenummer og Købers ordrenummer, samt modtagerens navn og leveringssted. Faktura skal sendes elektronisk til Køber.
2.2.2 Tjenesteydelser skal ledsages af en timeopgørelse/arbejdsseddel, der udspecificerer timeforbrug, kørsel, evt. leverancer af varer med varebetegnelse og kvantum, modtagerens navn og udførelsessted, samt Købers ordrenummer/ rekvisitionsnummer, navn på rekvirenten og personreferencenummer.
2.2.3 Alt materiel leveres forsvarligt emballeret og håndterbart frem til leveringsadressen eller i overensstemmelse med anvisninger fra Køber. Omkostninger i forbindelse hermed er indeholdt i prisen.
3. Leverancens kvalitet og kvantitet
3.1 Leverancen / Tjenesteydelsen skal leveres i mængde og omfang som anført i Købers indkøbsordre/leveranceaftale og være udført i en kvalitet som specificeret af Køber, subsidiært i en kvalitet, der er i overensstemmelse med sædvane og kutymer inden for området og den håndværksmæssige udførelse, og som Køber med rette kan forvente.
Apparatur og andet teknisk udstyr skal leveres i driftsikker og solid udførelse, såvel i elektrisk som i mekanisk henseende. Apparaturet skal være udført i en håndværksmæssig kvalitet, der er i overensstemmelse med den standard, som leverandørens/fabrikantens apparatur normalt har.
3.2 Leverandøren skal opfylde de standarder, love og andre myndighedskrav, som er gældende for de produkter, der er omfattet af leverancen. Særlige sikkerhedsmæssige forhold, som knytter sig til leverancen eller til dele heraf, skal skriftligt påpeges overfor Køber, der er berettiget til at kræve speciel mærkning af sådanne produkter.
3.3 Såfremt leverandøren i et tilbud eller andet salgsmateriale henviser til godkendelsescertifikater vedrørende tilbudt apparatur, skal leverandøren på forlangende fremlægge sådanne certifikater for Køber.
3.4 Særlige sikkerhedsmæssige forhold, som knytter sig til leverancen eller dele deraf, skal skriftligt påpeges overfor Køber, der er berettiget til at kræve speciel mærkning af sådanne varer.
3.5 Leverandøren skal senest samtidig med levering af apparatur og teknisk udstyr levere dokumentation for såvel maskinel som for programmel. Dokumentationen skal være af et sådant omfang og af en sådan informativ art, at Køber kan foretage installation, afprøvning og idriftsættelse af materiellet. Det påhviler leverandøren efter aftale med Køber at instruere Købers personale i apparaturets anvendelse og pasning.
3.6 Ved Tjenesteydelser vedrørende service, reparationer o. lign. er Leverandøren forpligtet til at udarbejde en servicerapport/ reparationsrapport, der udspecificerer, hvilken service/ reparation der er udført, eventuelt hvilke reservedele, der er udskiftet, hvilke fejl, der er konstateret, og hvorledes disse er udbedret.
4. Levering af varer og teknisk udstyr, samt udførelsestid for Tjenesteydelser
4.1 Levering finder sted, når leverancen stilles til Købers disposition – for teknisk udstyr i driftsklar stand og for tjenesteydelser, når de er færdiggjort, jf. 2.2.4 og 2.2.5 - på det af Køber anviste sted.
4.2 For forbrugsvarer og teknisk udstyr er leveringsbetingelsen ”DDP, (Incoterms 2010)”.
4.3 Ved modtagelse af leverancer af forbrugsvarer har Køber 5 arbejdsdage til at kontrollere, om leverancen opfylder aftalens krav, herunder mængder og kvalitet. Ved beskadiget emballage eller manglende kolli skal modtageren straks påtale dette overfor transportøren og gøre påtegning herom på fragtbrev, følgeseddel eller faktura. Samtidig skal Leverandøren informeres.
For teknisk udstyr gælder ud over pkt. 4.1 – 4.2 også pkt. 4.4 – 4.6:
4.4 Omfatter leverancen udstyr, som skal afprøves, finder levering sted, når afprøvning er sket og leverancen fundet i orden, ved Købers skriftlige godkendelse heraf.
For tjenesteydelser gælder ud over pkt. 4.1 – 4.2 også pkt. 4.5 – 4.6:
4.5 Omfatter leverancen eller Tjenesteydelsen installation og/eller montage og/eller programmering, skal Leverandøren, når arbejdet er fuldført, anmelde dette skriftligt til Køber. Køber skal inden 10 arbejdsdage enten skriftligt godkende leverancens eller / Tjenesteydelsens udførelse, eller indkalde til en afleveringsforretning, hvortil Leverandøren er pligtig at møde.
Møder Leverandøren ikke til afleveringsforretningen, må han tage Købers konklusioner og vurderinger for gyldige. Leverancen/ Tjenesteydelsen anses for at være afleveret, og risikoen overgået til Køber, når afleveringsforretningen har fundet sted, med mindre der ved denne er påvist væsentlige mangler ved leverancen/ Tjenesteydelsen
4.6 Er der påvist væsentlige mangler, afholdes en ny afleveringsforretning, når Leverandøren har givet Køber skriftlig meddelelse om, at manglerne er afhjulpet.
Selv om der ved afleveringsforretningen konstateres mangler, der hver for sig anses for uvæsentlige, vil summen af mangler blive betragtet som væsentlig, såfremt disse ikke afhjælpes inden 10 arbejdsdage fra
afleveringsforretningens afholdelse. I modsat fald betragtes udstyret først som afleveret, når manglerne er afhjulpne og skriftligt færdigmeldt.
Tager Køber hele leverancen eller dele deraf i brug før afleveringstidspunktet, overgår ansvaret for leverancen eller de ibrugtagne dele til Køber. Afhjælpningsperioden regnes i så fald ligeledes fra ibrugtagningstidspunktet.
5. Instruktion/brugervejledning
5.1 Det påhviler Leverandøren efter aftale med Køber at instruere Købers personale i det omfang, en sådan instruktion er nødvendig for Køber.
For teknisk udstyr gælder ud over pkt. 5.1 også pkt. 5.2:
5.2 Leverandøren fremsender samtidig med levering af udstyret mindst 2 stk. kortfattede brugsanvisninger/ betjeningsvejledninger på dansk og/ eller engelsk til daglig anvendelse. Den kortfattede vejledning skal være udarbejdet med henblik på
1. at få fejlfrit udstyr til at fungere efter hensigten,
2. at sikre mod fejlagtig anvendelse, som kan skade udstyret, og at sikre korrekt rengøring og desinfektion m.v.,
3. at tage størst muligt hensyn til bruger og tredjemand
Endvidere skal medfølge en dansk og/ eller engelsk brugsanvisning/ betjeningsvejledning, såfremt en sådan er mere omfattende eller specificeret end ovennævnte vejledning.
Ved levering skal medfølge et sæt tekniske manualer og diagrammer affattet på dansk, engelsk eller et af de skandinaviske sprog.
6. Garanti, reklamation og afhjælpningspligt
6.1 Leverandøren garanterer for, at leverancen opfylder de i Købers indkøbsordre specificerede krav.
6.2 Reklamationsfristen er gældende i et tidsrum af to år, regnet fra leveringstidspunktet.
6.3 Leverandøren skal i minimum 2 år fra levering/godkendt afleveringsforretning/udførelse af Tjenesteydelse yde vederlagsfri afhjælpning af fejl og mangler eller omlevering efter Købelovens bestemmelser. Drejer det sig om leverancer af byggematerialer, dvs. materialer, som efter deres art er bestemt til sædvanligvis at indgå i bygningskonstruktioner, regnes garantiperioden fra leveringsdagen til 5 år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år regnet fra leveringstidspunktet.
6.4 Leverandøren er forpligtet til at påbegynde afhjælpning inden 2 arbejdsdage efter Købers reklamation er kommet frem til Leverandøren.
6.5 Leverandøren afholder samtlige omkostninger i forbindelse med afhjælpningen.
6.6 Undlader Leverandøren, på trods af skriftlig anmodning herom, at opfylde sine forpligtelser, jf. foranstående punkter, er Køber berettiget til efter forudgående eller samtidig meddelelse til Leverandøren at lade det nødvendige udføre for Leverandørens regning og risiko.
For teknisk udstyr gælder ud over pkt. 6.1 - 6.6 også pkt. 6.7 - 6.10:
6.7 Hvis nogen del af leverancen i den 2-årige afhjælpningsperiode viser sig mangelfuld/defekt i brug på grund af fejl i materialer eller udførelse, eller den ikke virker ifølge specifikationerne, skal Leverandøren uden beregning for Køber straks rette sådanne fejl i materiale, udførelse eller konstruktion. Det kan ske ved enten at udskifte komponenter, enheder eller defekte dele, eller ved at der foretages fornøden reparation af udstyret eller enheder heraf.
6.8 Såfremt udstyr eller dele heraf viser sig at være defekt på grund af konstruktionsfejl, udstrækkes leverandørens forpligtelse efter 6.3 til den tid, hvori udstyret har brugsværdi for Køber – dog højst 7 år efter udstyrets levering/godkendt afleveringsforretning.
6.9 Skal en del af udstyret udskiftes i afhjælpningsperioden, skal der fra udskiftningstidspunktet gælde en ny 2-årig afhjælpningsperiode for den udskiftede del. Såfremt en væsentlig del af udstyret udskiftes i afhjælpningsperioden, gælder der en ny 2-årig afhjælpningsperiode for hele udstyret fra udskiftningstidspunktet.
6.10 Leverandøren forpligtes at have tilgang til alle væsentlige reservedele, som er nødvendige for drift af det i leverancen omfattede udstyr, så længe det har brugsværdi for Køber – dog højest 10 år.
7. Pris
7.1 Prisen er fastsat i danske kroner, inkl. alle gældende afgifter og gebyrer men ekskl. moms, med mindre andet fremgår af Købers indkøbsordre/leveranceaftale. Alle priser er faste i leveringsperioden. Der kan ikke ske nogen regulering af prisen uanset eventuelle stigninger i leverandørens omkostninger eller valutakurser.
7.2 Såfremt indkøbsordren indeholder særlig aftale om pris- og/eller kursregulering, påhviler det leverandøren at fremlægge fyldestgørende dokumentation for reguleringen.
7.3 Såfremt Køber med rimelig sandsynlighed kan godtgøre, at markedsprisen er lavere end den i nærværende kontrakt med bilag aftalte, er leverandøren forpligtet til at justere priserne for de enkelte produkter og ydelser, så de svarer til den gældende markedspris. Ved fastsættelse af markedsprisen skal der tages højde for produkternes og ydelsernes karakter og omfang samt kontraktens risiko og løbetid.
7.4 Priserne dækker alle de med leverancerne forbundne omkostninger, herunder levering, service og support etc.
8. Betalingsbetingelser
8.1 Alle Købers ansatte, skal afgive bestilleroplysninger sammen med deres ordre. Leverandørerne skal derfor altid sikre sig disse oplysninger, hver gang de modtager en ordre fra Køber. Ellers vil fakturaen ikke nå frem til den rette modtager.
8.2 Almindelige betalingsbetingelser er løbende måned + 45 dage regnet fra Købers modtagelse af korrekt elektronisk faktura, jf. pkt.10 [fakturering].
8.3 Ved Købers hurtige betaling inden 14 dage regnet fra Købers modtagelse af korrekt elektronisk faktura, jf. pkt. 10 er Køber berettiget til at fratrække en kontantrabat på 2 % af fakturabeløbet ekskl. moms.
8.4 Bevirker forhold hos Leverandøren, at Køber ikke er i stand til at betale via elektronisk overførsel, kan Køber ikke gøres ansvarlig for manglende betaling med efterfølgende morarente og/eller misligholdelsesbeføjelser til følge.
8.5 Er der tale om apparatur og/eller andet teknisk udstyr, der skal omfattes af Købers funktionalitetstest og/eller driftstest, er Leverandøren først berettiget til at fremsende faktura, når alle tests er gennemført fejlfrit. Køber kan i visse tilfælde vælge at lave en betinget godkendelse af en eller flere tests, og lade Leverandøren fakturere en forholdsmæssig del af købssummen. Minimum 10 % af købssummen skal altid tilbageholdes indtil alle konstaterede fejl er afhjulpet.
8.6 Fakturering og betaling forudsætter levering af mangelfri ydelse. Er der mangler ved Leverandørens ydelser, kan en forholdsmæssig del af beløbet holdes tilbage, indtil manglen er udbedret. Køber kan endvidere helt eller delvis honorere udstedte fakturaer ved en erklæring om modregning i en eventuel forfalden bod eller andre krav. Resten af fakturabeløbet skal betales, forudsat at leverancen ikke er uanvendelig.
9. Fakturering
9.1 Faktura skal stiles til Intego A/S, Xxxxxxxxxxxx 0-0, 0000 Xxxxxxx og fremsendes elektronisk på mail til xxxxxxxx@Xxxxxx.xx.
9.2 En korrekt elektronisk faktura, der fremsendes til Køber indeholder, som minimum, følgende oplysninger:
• Personreference (Bestillerens navn, Att.: navn)
• Rekvisitionsnummer
• Kontaktperson hos Leverandøren
10. Sikkerhedsstillelse
For teknisk udstyr og tjenesteydelser gælder følgende:
10.1 Ved køb over 250.000 kr. kan Køber kræve, at Leverandøren stiller sikkerhed for sin opfyldelse af leverancen/ Tjenesteydelsen. Garantistillelsen, der udgør 10 % af købesummen inkl. moms, frigøres ved udløbet af afhjælpningsperioden jf. 6.1, forudsat der ikke findes uafhjulpne mangler. Garantistillelsen kan være bank- eller forsikringsgaranti, der affattes således, at Køber på anfordring og uden rettergang kan forlange garantisummen udbetalt, såfremt Leverandøren efter Købers opfattelse har misligholdt sine forpligtelser. Garantien må ikke være tidsbegrænset, men skal være gældende, indtil garantistiller af Køber modtager meddelelse om, at forpligtelsen er bortfaldet.
10.2 Køber kan ikke aftale forudbetaling i henhold til Finansministeriets Budgetvejledning 2011, hvis der ikke er tilvejebragt særlig hjemmel, herunder ved EU-regulering, til en sådan forudbetaling.
10.3 I særlige tilfælde hvor denne hjemmel er givet og Parterne har aftalt forudbetaling, skal Leverandøren senest samtidig med fremsendelse af fakturaen herfor stille fuld sikkerhed for forudbetalingen. Sikkerhedsstillelsen kan være bank- eller forsikringsgaranti, der affattes således, at Køber på anfordring og uden rettergang ved skriftlig henvendelse til garanten, kan forlange garantisummen udbetalt, såfremt Leverandøren efter Købers opfattelse har misligholdt sine forpligtelser. Sikkerhedsstillelsen må ikke være tidsbegrænset, men skal være gældende, indtil garantistiller af Køber modtager skriftlig meddelelse om at sikkerhedsstillelsen kan frigives.
10.4 Køber frigiver sikkerhedsstillelsen umiddelbart efter godkendt fejl- og mangelfri afleveringsforretning på Leverandørens skriftlige opfordring.
10.5 Den i 10.1 og 10.2 omhandlede sikkerhedsstillelse indebærer ingen begrænsning af Købers adgang til at gøre mislighedsbeføjelser gældende, herunder til at kræve sine tab erstattet.
11. Leverandørens misligholdelse
11.1 Forsinkelse
11.1.1 Såfremt Leverandøren må forudse en forsinkelse i leveringen eller i udførelse af tjenesteydelsen, skal Leverandøren straks give skriftlig meddelelse til Køber med angivelse af såvel årsag til forsinkelsens opståen som forventet varighed/omfang af forsinkelsen.
11.1.2 Så snart muligheden for, at Leverandøren kan levere til tiden eller udføre tjenesteydelsen til tiden, må anses for udelukket, og der ikke er indgået aftale om ny leveringsdato, kan Køber hæve købet i overensstemmelse med Købelovens regler herom.
11.1.3 Køber anser enhver forsinkelse for væsentlig. Såfremt Leverandøren ikke leverer til aftalt tid eller udfører tjenesteydelsen til aftalt tid, er Køber berettiget til at hæve den pågældende ordre helt eller delvis, uanset overskridelsens varighed.
11.2 Mangler
11.2.1 Leverandøren er ansvarlig for fejl og forsømmelser efter dansk rets almindelige regler for handelskøb.
For teknisk udstyr gælder ud over pkt. 11.1 også pkt. 11.2 – 11.2.1:
11.2.2 Uanset bestemmelserne i pkt. 6 om afhjælpningspligt er Køber berettiget til at afvise leverancen og til at hæve aftalen, såfremt det viser sig, at leverancen er behæftet med væsentlige mangler, som ikke udbedres i overensstemmelse med pkt. 6 om afhjælpningspligt.
11.2.3 Uanset bestemmelsen i pkt. 6 om afhjælpningspligt, er Køber berettiget til at kræve, at Leverandøren dækker alle dokumenterede tab, som er påført Køber i anledning af, at leverancen har vist sig at være mangelfuld.
11.3 Dækningskøb
11.3.1 Hæves købet/ ordren, er Køber berettiget til at foretage dækningskøb i overensstemmelse med Købelovens regler. For Tjenesteydelsers vedkommende er Køber berettiget til at lade en anden leverandør udføre tjenesteydelsen på samme vis.
11.4 Tredjemandsrettigheder
11.4.1 Leverandøren indestår for, at Leverandørens ydelser ikke krænker andres rettigheder, herunder ejendomsrettigheder, patenter eller ophavsrettigheder. Leverandøren er pligtig til at holde Køber skadesløs for ethvert krav, herunder sagsomkostninger, som måtte blive rejst imod Køber som følge af evt. krænkelser.
12. Produktansvar og erstatningsansvar
12.1 Leverandøren er i overensstemmelse med dansk produktansvarslovgivning, herunder de til enhver tid gældende EU-retlige regler om produktansvar, og dansk rets almindelige regler om erstatning ansvarlig overfor Køber for den skade, som leverancen, Tjenesteydelsen eller Leverandøren påfører Køber.
12.2 Leverandøren er pligtig til at holde Køber skadesløs for ethvert krav, herunder sagsomkostninger, som måtte blive rejst imod Køber, og som er forårsaget af fejl eller mangler ved leverancen/ Tjenesteydelsen.
12.3 Rejses krav imod Køber begrundet i forhold omkring leverancen eller Tjenesteydelsen, er Leverandøren pligtig til samtidig at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod Køber.
12.4 Hvis tredjemand gør produktansvar gældende mod Køber eller leverandøren, skal vedkommende part straks skriftligt underrette den anden part herom.
12.5 Leverandøren kan ikke fraskrive sig sit ansvar efter ovenstående bestemmelser ved at henvise til sine salgsbetingelser, tilbudsdokumenter, ordrebekræftelser eller lignende.
12.6 Leverandøren kan pålægges at tegne erhvervs- og produktionsansvarsforsikring på sædvanlige vilkår, som skal dække Leverandørens ansvar i forbindelse med leverancen/ Tjenesteydelsen. Gyldig police skal på forlangende forevises Køber.
13. Force majeure
13.1 Leverandøren er ansvarlig for misligholdelse af leveranceaftale/indkøbsordre, med mindre misligholdelsen skyldes forhold, Køber bærer ansvaret eller risikoen for, eller skyldes force majeure.
13.2 Force majeure foreligger, når korrekt opfyldelse af leveranceaftale/indkøbsordre er umulig, og dette skyldes ekstraordinære omstændigheder, som Leverandøren ikke kunne afbøde og ikke burde have forudset så som krig, usædvanlige naturbegivenheder, brand, strejker eller lockouts. For så vidt angår strejker og lockouts er det en betingelse, at disse forhold ikke blot rammer Leverandørens virksomhed. Leverandøren er forpligtet til i videst muligt omfang at opretholde et nødberedskab.
13.3 I tilfælde af forsinkelse påhviler det leverandøren straks at foretage effektive skridt med alle til rådighed stående midler til at overvinde forsinkelsen eller formindske dens virkning. Leverandøren er forpligtet til straks ved enhver sådan forsinkelses indtræden, eller når sådanne forsinkelser påregnes at ville indtræde, skriftligt at meddele Køber årsag og forventet varighed, samt meddele fyldestgørende dokumentation.
13.4 Køber er ansvarsfri under samme betingelser som Leverandøren, jf. 13.1.
13.5 Hver part afholder egne omkostninger / bærer egne tab som følge af en force majeure begivenhed.
13.6 Ved Force majeure udsættes leveringstiden med et tidsrum svarende til den uafvendelige forsinkelse i kalenderdage, men dog maksimalt med det antal arbejdsdage, som måtte være gået tabt
14. Købers misligholdelse
14.1 Såfremt Køber på aftalt leveringstidspunkt eller aftalt udførelsestidspunkt ikke kan modtage leverancen eller tjenesteydelsen helt eller delvis, bærer Køber alle dokumenterede udgifter og risici herved. Sælger er dog forpligtet til at begrænse omfang/skade i videst muligt omfang.
14.2 Det påhviler Køber skriftligt at meddele Leverandøren forsinkelsen, så snart det anses for udelukket, at Køber kan modtage leverancen eller tjenesteydelsen til aftalt tid. Ny leveringsdato skal straks herefter aftales.
14.3 Betaler Køber ikke købesummen eller dele heraf rettidigt, påløber der fra forfaldsdagen at regne rente i henhold til Renteloven.
15. Overdragelse af forpligtelser og tilgodehavender
15.1 Leverandøren er eneansvarlig over for Køber.
15.2 Leverandøren kan kun med Købers skriftlige samtykke helt eller delvis sætte en anden i sit sted. Leverandøren er berettiget til at anvende underleverandører, som er oplyst ved aftaleindgåelse, men ansvaret for korrekt opfyldelse af leverancen påhviler Leverandøren fuldt ud. Hvis Leverandøren i aftaleperioden ønsker at skifte underleverandører, skal dette godkendes af Køber. Køber kan ikke nægte godkendelse uden saglig grund.
15.3 Leverandøren kan kun med Købers skriftlige samtykke helt eller delvist diskontere eller overdrage sit tilgodehavende til tredjemand.
16. Leverancestatistik
16.1 Leverandøren skal på Købers anmodning fremsende statistik for Købers historiske køb. Statistikker skal fremsendes elektronisk i MS Excel kompatibelt format til nærmere udpegede repræsentanter hos Køber.
16.2 Statistikker skal som minimum kunne indeholde oplysninger om leveringshistorik opdelt på:
• Xxxxx (enhedsoplysninger)
• Varenumre
• Varenavne
• Ydelser
• Priser
• Leveringsadresser
• Bestillere
• Leveringsdatoer
16.3 Køber skal endvidere på anmodning kunne få oplyst antal evt. foretagne reparationer og erstatninger på det leverede.
17. Referencer og markedsføring
17.1 Leverandørens benyttelse af Køber og/eller Købers logo, herunder i markedsføringsmæssig sammenhæng, kan alene ske efter forudgående skriftlig aftale med Køber.
17.2 Ligeledes må Leverandøren alene efter skriftlig aftale med Køber offentliggøre meddelelse om nærværende kontrakt samt kontraktens indhold.
17.3 Leverandøren kan dog uden forudgående indhentelse af samtykke fra Køber medtage Køber i referenceliste til brug for Leverandørens eventuelle deltagelse i offentlige myndigheders eller private virksomheders udbudsforretninger.
18. Tvistigheder, lovvalg og værneting
18.1 For denne aftale gælder dansk ret.
18.2 For at begrænse skadevirkningerne, skal parterne såfremt der opstår en uoverensstemmelse i forbindelse med indgået aftale, indlede konstruktive forhandlinger med henblik på at løse tvisten med en positiv, samarbejdende og ansvarlig holdning.
Forhandlingerne kan flyttes højere op i parternes organisationer, hvis der ikke kan opnås afklaring mellem repræsentanter for aftalens direkte parter. Hvis Parterne er enige herom, kan der inddrages en uvildig mægler til løsning af uoverensstemmelsen. Udgiften til mægleren afholdes af Parterne i fællesskab.
18.3 Kan parterne ikke finde en løsning, skal en eventuel tvist afgøres ved retten i Aalborg.
19. Bod
19.1 Såfremt levering ikke sker rettidigt, kan Køber kræve bod, medmindre forsinkelsen beror på Købers forhold eller skyldes force majeure. Bøderne skal betales med 0,5 % pr. påbegyndt uge, forsinkelsen varer, af købesummen for den del af leverancen, der ikke kan tages i brug som forudsat.
Intego indkøb, april 2012