Rammeaftale om licensklinikker i Region Midtjylland
Rammeaftale om licensklinikker i Region Midtjylland
Denne aftale er indgået mellem PLO Midtjylland og Region Midtjylland jævnfør § 25 i Landsoverenskomsten for almen lægegerning.
1. Baggrund
Overenskomst om almen praksis giver mulighed for at en læge kan få en lægeklinik stillet til rådighed af regionen. Dette alternativ til drift af praksis kaldes ydernummer på licens, og er en model hvor praksis drives i et nært samarbejde mellem regionen og licenslægen.
Denne aftale fastlægger de overordnede rammer indenfor hvilke, regionen kan forhandle med konkrete speciallæger i almen medicin om nedsættelse i licensklinik.
Med licensklinikker stilles en almen praksis til rådighed for læger, som endnu ikke ønsker at nedsætte sig i egen praksis. Lægen får herved mulighed for at få erfaringer med at drive praksis efter overenskomstens regler og honorering.
Da licensklinikken drives i samarbejde med regionen, vil flere ansvarsområder være anderledes fordelt, sammenlignet med drift af praksis på almindelige overenskomstmæssige vilkår. De ændrede ansvarsområder skal understøtte at økonomiske risici fjernes fra den enkelte læge, herunder at:
- Ansvar og risiko forbundet med investeringer i lægeklinikken, særligt i forbindelse med opstart og vedligehold af klinikken, påtages af regionen.
- Administrative opgaver i lægeklinikken, såsom administration og aflønning af personale, og håndtering af fakturaer håndteres af regionen. Licenslægen har stadig ansvaret for den daglige drift og personaleledelse.
- Via administrationsomkostningerne sikrer regionen at licenslægens årlige lønomkostninger er stabile, og ikke forøges i forbindelse med langstidssygemeldinger og barsel hos klinikpersonalet.
- Regionen er garant for lejemålet, hvilket betyder at licenslægen kun vil være bundet af en huslejekontrakt, så længe en licensaftale er gældende. Såfremt lægen vælger at udtræde af licensaftalen overtager regionen lejekontrakten.
Regionshuset
Viborg Koncernøkonomi Skottenborg 26
Postboks 21
DK-8800 Viborg Tel. x0000 0000
Dato 30.04.2020
Xxxxx Xxxxxxx Xxxxxx Tel. x00 0000 0000
xxxxxx@xx.xx Sags. nr 1-30-72-120-20
Side 1
2. Princip for licensklinikker
Aftalen indeholder elementer, som gælder for alle licensklinikker og elementer, der kan tilvælges individuelt af lægen efter nærmere aftale med regionen. Der vil på baggrund af denne rammeaftale mellem Region Midtjylland og PLO-Midtjylland, samt de konkrete muligheder for lokaler og ønsker fra den pågældende læge, blive indgået en individuel aftale mellem den enkelte læge og Region Midtjylland. Såfremt lægen ønsker det, kan PLO- Midtjylland inddrages i udarbejdelsen af aftalen som rådgiver for lægen.
Aftaler om ydernummer på licens skal særligt facilitere en læges indtræden i praksis. Aftalen skal derfor give mulighed for, at lægen overtager praksis efter nærmere aftale med regionen om værdifastsættelse, overtagelse mv., med tanke på at drive praksis videre som en almen praksis på almindelige overenskomstmæssige vilkår jf. overenskomstens § 25, stk. 3 (2018).
Lægen driver praksis efter den til en hver tid gældende overenskomst om almen praksis mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), jf. § 25 Ydernumre på licens:
§ 25 YDERNUMRE PÅ LICENS
Stk. 1
Et ydernummer kan tildeles en læge personligt uden mulighed for videresalg.
Muligheden betegnes ”ydernummer på licens”. Regionen kan gøre brug af muligheden, når en kommune og/eller region stiller klinik til rådighed for lægen. Lægen driver praksis efter overenskomstens regler og honorering, men betaler til regionen et nærmere aftalt omkostningsbidrag efter de konkrete omstændigheder. Stk. 2
Lægen kan meddele ophør i praksis med et varsel på 6 måneder, hvorefter ydernummeret tilfalder regionen.
Stk. 3
Lægen kan overtage praksis på sædvanlige ejervilkår efter nærmere aftale med regionen om værdiansættelse, overtagelse m.v.
Overenskomst om almen praksis, 2018
Lægen betaler månedligt et omkostningsbidrag, som dækker regionens udgifter til administrationsomkostninger og drift af praksis. Håndtering af administrationsomkostninger og omkostningsbidrag er nærmere beskrevet i henholdsvis pkt. 8 for administrationsomkostninger og pkt. 9 samt bilag 1 for omkostningsbidrag.
Licensklinikker placeres i områder, hvor en stor andel af læger har lukket for tilgang, og hvor det er vanskeligt at rekruttere nye praktiserende læger.
3. Tildeling af kapacitet på licens
Muligheden for ydernummer på licens kan udbydes af regionen i forbindelse med annoncering af en eller flere ledige lægekapaciteter. Disse opslås på Region Midtjyllands hjemmeside1 samt via udsendelse af Xxxxxxx.xx nyhedsbrev. I konkrete annonceringer, kan speciallæger i almen
Side 2
medicin byde ind ved til regionen at tilkendegive interesse i at drive praksis efter § 25 om ydernumre på licens. Læger som byder ind på driften af ydernummer på normale overenskomstmæssige vilkår prioriteres fremfor bud på drift efter § 25 om ydernumre på licens. En kapacitet der tildeles som ydernummer på licens, tildeles lægen personligt uden mulighed for videresalg, jf. overenskomst om almen praksis § 25.
Kapaciteterne er geografisk bundet til de af regionen valgte lokaler. En aktiv licensklinik kan flyttes til en anden lokation, såfremt der opnås enighed om dette mellem lægen og regionen.
4. Lokaler
Regionen stiller praksislokaler til rådighed for lægen. Såfremt regionen ejer kliniklokalerne udarbejdes lejekontrakt mellem regionen og lægen. Husleje fastsættes til markedsprisen. Vilkår for opsigelse af lejekontrakten vil være de samme som er gældende i licenslægeaftalen.
Hvis der benyttes en anden udlejer end Region Midtjylland, indgår regionen lejeaftale med udlejer som foreligges lægen inden indgåelse af licensaftalen.
I begge tilfælde dækkes udgifter til lokaler inkl. leje, forbrug (vand, varme, strøm, renovation, risikoaffald, alarm, rengøring mv.) over omkostningsbidraget.
For lokalerne gælder, at det ved licensaftalens ophør skal være muligt at overdrage lejekontrakten/sælge lokalerne til lægen, med henblik på overdragelse af praksis fra licensklinik til almen praksis på almindelige overenskomstmæssige vilkår.
5. Aftalens løbetid
Aftalens løbetid er fastlagt til fem år. Ved aftalens udløb har lægen mulighed for at overtage praksis med kapacitet(er) og patienter på almindelige overenskomstmæssige vilkår.
Overtagelse sker i henhold til den individuelle aftale.
Ønsker lægen ikke at overtage praksis med kapaciteten/kapaciteterne, har regionen ret til at udbyde licensklinikken inkl. kapaciteter, patienter, lokaler, udstyr og evt. ansættelser til andre læger på almindelige overenskomstmæssige vilkår eller genforhandle aftalen med lægen.
6. Opsigelse af licensaftalen
Lægen kan meddele ophør i praksis med et varsel på 6 måneder. I dette tilfælde tilfalder kapaciteten/kapaciteterne regionen. Regionen har efter modtagelse af ophørsvarslet ret til at annoncere eller udbyde kapaciteten/kapaciteterne i opsigelsesperioden.
Såfremt lægen ønsker at overtage klinikken før aftalens udløb, kan lægen til enhver tid – med tre måneders varsel til den 1. i en måned – overgå til at fungere efter almindelige overenskomstmæssige vilkår efter aftale med regionen om værdiansættelse, overtagelse mv. Hvis ikke andet aftales, og lægen ikke ønsker at overtage praksis almindelige overenskomstmæssige vilkår, udløber aftalen efter 5 år. Herefter råder Region Midtjylland over licensklinikken inkl. kapaciteter, patienter, lokaler, udstyr og evt. ansættelser.
7. Mulige tilvalg i licensklinik
I dette afsnit beskrives, hvilke individuelle tilvalg, en licensaftale med den enkelte læge kan indeholde.
a. Inventar inkl. klinisk udstyr, læge- og telefonsystemer
Inventar, udstyr og systemer kan enten stilles til rådighed af regionen eller indkøbes af lægen selv.
Stiller regionen inventar, udstyr og systemer til rådighed, sker det efter en standardliste. Såfremt der ønskes yderligere, skal lægen selv indkøbe dette.
Lægen betaler løbende leje for inventar, udstyr og systemer via det månedlige omkostningsbidrag. Lejen fastsættes, så den svarer til en femårig afskrivning af udstyrets reelle værdi ved overtagelse, samt de løbende udgifter forbundet med systemabonnementer.
Såfremt der er behov for generhvervelse af udstyr uden for garantiperioden (fx. ved ødelagt udstyr), erhverves udstyret af regionen. Lægen betaler leje af nyt udstyr svarende til udstyrets værdi ved overtagelse over en femårige afskrivning.
For telefon- og lægesystemer gælder det, at regionen afholder udgiften til hardware, opsætningen af systemerne samt de løbende abonnementer. Lægen dækker disse udgifter via omkostningsbidraget.
Er lægen i licensklinikken gennem hele aftalens løbetid, overgår ejerskab af inventar, udstyr og systemer til lægen, hvis afskrivningsperioden er afsluttet, når aftalen om licensklinikken ophører. Såfremt der i licensklinikker er inventar eller udstyr, som er generhvervet i løbet af aftalen og afskrivningsperioden således ikke er afsluttet, kan lægen erhverve udstyr og inventar til den nedskrevne værdi, svarende til inventar og udstyrets værdi ved indgåelses af aftalen fratrukket den i licensperioden betalte leje.
Såfremt lægen ønsker at overtage klinikken før aftalen udløber, eller stopper før udløb af den 5 årige nedskrivningsperiode, kan lægen købe inventar og udstyr til den nedskrevne værdi, svarende til inventar og udstyrets værdi ved indgåelses af aftalen fratrukket afskrivningen i licensperioden, som svarer til den betalte leje.
b. Praksispersonale
Praksispersonale kan ansættes af regionen efter de af regionen anvendte overenskomster, eller af lægen på overenskomst for konsultationssygeplejersker og praksisbioanalytikere/overenskomst for lægesekretærer i almen praksis.
Når regionen stiller personale til rådighed, er det regionen som ansætter og aflønner praksispersonalet. Regionen har dermed ansvar for personale og de administrative opgaver, der er tilknyttet hertil i form af varetagelse af ansættelser, afskedigelser, lønudbetaling mv. Lægen dækker alle udgifter til praksispersonale via omkostningsbidraget, inklusiv relevante kurser og efteruddannelse. I processer vedrørende praksispersonale inddrages Koncern HR i alle forhold.
Personalesammensætningen og -normeringen for licensklinikken aftales mellem lægen og regionen ved aftaleperiodens start, hvis det er regionen, der stiller personale til rådighed. Såfremt der ønskes en justering af normeringen, kan dette forhandles årligt ved den regnskabsmæssige opgørelse.
Ved regional ansættelse af praksispersonale deltager lægen i ansættelsesudvalget, og ansættelse kan alene finde sted ved enighed mellem læge og region. Opsigelse af regionsansat praksispersonale kan ligeledes alene finder sted efter fælles aftale mellem lægen og region.
Regionen vurderer grundlaget for en afskedigelse i henhold til lovgivning og den overenskomst, som er gældende for ansættelsesområdet.
Lægen har instruktionsbeføjelsen og ledelsesansvaret for praksispersonalet, og personalet arbejder under lægens ansvar. Lægen skal afholde medarbejderudviklingssamtaler (MUS) minimum én gang årligt og sikre relevant efteruddannelse.
Ved praksispersonalets sygdom håndterer lægen selv dækning ved almindelig sygdom. Ved langtidssygemeldinger og barsel er regionen forpligtet til at stille vikar til rådighed. Eventuelle merudgifter til løn i forbindelse med langstidssygemeldinger og barsel hos praksispersonalet er indeholdt i administrationsomkostningerne, og skal derfor ikke dækkes af licenslægen via omkostningsbidraget.
Lægen ansætter selv lægevikarer i fornødent omfang. Udgifterne til aflønning af lægevikarer afholdes af lægen selv.
Ved regional ansættelse af praksispersonale, udarbejdes lønforslag af Koncern HR. Lægen orienteres ligeledes om lønforslaget. Den endelige løn fastsættes efter forhandling mellem den faglige organisation og Koncern HR.
Ønsker lægen at opsige licensaftalen inden for aftalens løbetid, har lægen et opsigelsesvarsel på 6måneder. Regionen har i den forbindelse ansvaret for at afskedige regionsansat personale i henhold til de almindelige varslingsregler i overenskomsten på det gældende ansættelsesområde i regionen. Det samme er gældende, hvis aftalen udløber uden lægen, ønsker at overtage klinikken.
Såfremt lægen ønsker at overtage licensklinikken inden aftalens udløb eller ved aftalens udløb, skal lægen tre måneder forud herfor og til den 1. i måneden, melde dette til regionen. I disse tilfælde virksomhedsoverdrages personalet, jf. virksomhedsoverdragelsesloven.
8. Administrationsomkostninger
Lægen betaler administrationsomkostninger til regionen. Administrationsomkostningerne dækker de administrative ressourcer, som regionen bruger i forbindelse med drift af licensklinikken. Beløbet for administrationsomkostningerne er et fast beløb, som aftales mellem regionen og lægen ved indgåelse af aftalen. Størrelsen af bidraget afhænger af lægens tilvalg i henhold til rammeaftalens pkt. 7.
Administrationsomkostningerne modregnes ved udbetaling af den månedlige honorarudbetaling. Der foretages én gang årligt i forbindelse med den regnskabsmæssige opgørelse en vurdering af, om forudsætningerne for det aftalte a conto-bidrag svarer til forholdene i den konkrete praksis.
9. Omkostningsbidrag
Lægen betaler et månedligt omkostningsbidrag til regionen. Omkostningsbidraget dækker de udgifter, regionen har til drift af licensklinikken. Omkostningsbidraget betales som et a conto- beløb, som regionen tilbageholder ved den månedlige honorarudbetaling. Indhold og håndtering af omkostningsbidraget er nærmere beskrevet i bilag 1.
10. Uforudsete udfordringer med drift af licensklinik
Lægen og regionen har til enhver tid ret til at bede om møde med den modsatte part med henblik på at drøfte driftsudfordringer i klinikken, for eksempel udfordringer med patienttal, personale mv.
11. Opsigelse af rammeaftalen
Rammeaftalen kan af hver af parterne opsige med 3 måneders varsel fra den 1. i en måned. Opsigelse af rammeaftalen vil ikke have påvirkning på licensaftaler der er indgået inden opsigelsen.
Århus den Viborg den
PLO-Midtjylland Region Midtjylland
Xxxxxx Xxxxxx Xxxx Xxxx Xxxxxx
Bilag 1: Omkostningsbidrag
Lægen betaler et månedligt omkostningsbidrag til regionen. Omkostningsbidraget dækker de udgifter, regionen har til drift af licensklinikken. Omkostningsbidraget betales som et a conto- beløb, som regionen tilbageholder ved den månedlige honorarudbetaling.
Følgende poster afholdes og betales direkte af lægen selv:
- Befordringsudgifter
- Udgifter til eventuel lægevikar
- Udgifter til revisorbistand
- Øvrige personaleudgifter (ud over lønninger og kurser)
- Annoncer, papir, tryksager, blade, blomster, porto, girogebyrer o. lign.
- Udgifter til personlige faglige kontingenter
- Lægens efteruddannelsesaktiviteter
Lægen står selv for det administrative arbejde i forhold til ovenstående udgiftsposter. Lægen fremsender løbende fakturaer, der vedrører driften af licensklinikken til regionen. Det er som udgangspunkt lægens afgørelse, om der er behov for at afholde en praksisrelevant udgift. Såfremt der er tale om udgifter, som ikke vedrører almindelig drift, forudsættes forinden en dialog med regionen herom. Regionen betaler løbende godkendte fremsendte fakturaer i henhold til almindelige betalingsregler og administrative forskrifter.
Omkostningsbidragets størrelse aftales mellem regionen og lægen ved indgåelse af aftalen og afhænger af den individuelle aftale mellem lægen og regionen.
Som udgangspunkt for aftalens økonomi udarbejder Region Midtjylland et budget for det første års drift. Budgettet er retningsgivende for de omkostninger aftalen indeholder og danner grundlag for det af Region Midtjylland fastsatte månedlige beløb, der faktureres a conto via modregning i lægens månedlige honorarudbetaling. Det fastsatte månedlige beløb, som tilbageholdes, svarer til en tolvtedel af de budgetterede udgifter til første års drift.
De faste udgiftsposter i budgettet pris- og lønreguleres en gang årligt. Derudover skal de faste udgiftsposter reguleres i budgettet for faktiske ændringer i udgiftsposterne, der måtte ligge herudover.
Der foretages én gang årligt en regnskabsmæssig opgørelse af licensklinikkens samlede udgifter. Overstiger de samlede årlige udgifter det samlede omkostningsbidrag lægen har betalt a conto, er lægen forpligtet til at dække de ekstra omkostninger til regionen. Dette kan enten ske via en engangsbetaling eller afbetales løbende frem mod næste årsopgørelse af samlede udgifter. Overstiger det årlige omkostningsbidrag, som lægen har betalt a conto, de samlede udgifter, er regionen forpligtet til at tilbagebetale det overskydende beløb. Beløbet udbetales som en engangsbetaling.
Budgettet, herunder omkostningsbidraget tilpasses én gang årligt ved regnskabsårets udløb. Der kan afholdes regnskabsmøder efter behov med den regionale administration. Begge parter kan anmode om et møde.