Studie- og ordensregler for KG
Studie- og ordensregler for KG
Studie- og ordensreglerne for Københavns Åbne Gymnasium gælder i skoletiden, til arrangementer på skolen, til arrangementer, der er relateret til skolen (fx ekskursioner eller studierejser), samt for adfærd uden for skolen, fx på sociale medier, som skønnes at have betydning for forhold på skolen. Reglerne er baseret på Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1338 af 09/12/2019 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser. Reglerne er fastsat efter høring i elevrådet og blandt skolens ansatte, blandt andet på et møde i skolens Samarbejdsudvalg og på baggrund af behandling på et møde i bestyrelsen. Alle elever og ansatte på Københavns åbne Gymnasium er orienteret om reglerne, som er offentligt tilgængelige på skolens hjemmeside.
1. Studieregler
Københavns åbne Gymnasiums studieregler angiver de regler for deltagelse i og forberedelse til undervisningen, som man som elev på skolen skal overholde for sikre bedst muligt fagligt udbytte og trivsel for sig selv og sine medstuderende. Herunder gælder det, at man som elev på Københavns åbne Gymnasium skal:
1. Møde frem til og deltage aktivt i undervisningen. Det betyder at du skal overholde skolens fraværsregler. Dette indbefatter at du medbringer en fuldt funktionsdygtig computer, der overholder de krav som skolen definerer (se Krav til elevcomputere på KG), samt øvrige nødvendige undervisningsmaterialer og gælder uanset om undervisningen foregår på eller uden for institutionens område (herunder ekskursioner m.v.) eller er tilrettelagt som selvstændigt arbejde og virtuel undervisning. Fravær fra undervisningen vil blive registreret og behandlet i overensstemmelse med skolens fraværsregler. Skolen kan kræve, at du dokumenterer sygdomsbetinget fravær med en lægeerklæring, og du er i så fald selv ansvarlig for at betale for denne.
2. Holde dig løbende orienteret om undervisning og andre forhold om skolen og dens liv på skolens studieadministrative system og kommunikationsplatform.
3. Benytte computere og øvrigt undervisningsmateriale i overensstemmelse med lærerens anvisninger. Du må kun have din mobiltelefon fremme i undervisningen efter aftale med din lærer. I forbindelse med idrætsundervisningen må du aldrig have din mobiltelefon fremme i omklædningsrummene.
4. Aflevere skriftlige besvarelser af opgaver til den af læreren fastsatte tid.
5. Deltage fuldt ud i terminsprøver, årsprøver og andre interne prøver og lignende og i den forbindelse acceptere at skolen monitorerer din computer.
6. Undlade snyd og lignende uretmæssig adfærd, som kan forhindre eller modvirke, at du selv eller andre elever fuldfører uddannelsen, herunder ved at aflægge de nødvendige prøver, i overensstemmelse med uddannelsesformålene. Snyd indbefatter blandt andet plagiat samt anden aflevering af opgaver, som ikke er lavet af dig selv, herunder opgaver, der uretmæssigt gør brug af oversættelsesprogrammer eller chatbots.
7. Møde op til idrætsundervisningen i tøj og fodtøj, der sikrer fuld bevægelighed og sikker deltagelse. Se Deltagelse og påklædning i idrætsundervisningen på KG.
2. Ordensregler
Københavns åbne Gymnasiums ordensregler angiver de regler og normer for adfærd, man som elev på skolen skal følge for at bidrage til den bedst mulige trivsel for elever og ansatte i skolens fællesskab. Herunder gælder, at man som elev på Københavns åbne Gymnasium skal:
1. Bidrage til samvær og adfærd uden støj, larm og lignende.
2. Bruge institutionens lokaler, arealer, faciliteter og inventar hensynsfuldt og i overensstemmelse med de anvisninger, du modtager fra skolens ansatte om fx krav til individuel og fælles oprydning. Du skal herunder sætte dig ind i og følge KG’s Særregler for ophold i laboratorier. Graffiti og hærværk medfører advarsel, bortvisning og evt. erstatningskrav.
3. Være påklædt på en måde, der ikke hindrer fri kommunikation og dialog. Du må gerne bruge hat, hue eller tørklæde, men næse, mund og øjne skal være utildækkede og dit ansigt skal være frit. Du skal i øvrigt følge anvisninger om påklædning fra skolens ansatte i det omfang dette er pædagogisk eller sikkerhedsmæssigt begrundet.
4. Følge KG’s antimobbestrategi, og i det hele taget bidrage til et godt psykisk læringsmiljø og høj trivsel gennem en adfærd præget af venlighed og gensidig respekt.
5. Udøve en adfærd, som bidrager til et trygt skoleliv. Du må ikke udvise voldelig, truende eller aggressiv adfærd. Medbringelse af kniv eller andre våben på skolens område vil føre til bortvisning og politianmeldelse.
6. Gøre brug af skolens undervisningssprog, dansk, som det almindelige, fælles sprog i et samvær, der inkluderer alle respektfuldt.
7. Leve op til skolens regler om røgfri skoletid. Rygning er ikke tilladt i skoletiden, på skolens område eller på ekskursioner/studieture, og det samme gælder anvendelse af e-cigaretter, indtagelse af snus samt andre tobaks- og nikotinholdige produkter. Undtaget for dette er nikotinholdige lægemidler.
8. Leve op til skolens regler for alkohol og andre rusmidler. Det er forbudt at indtage, medbringe eller være påvirket af alkohol eller andre rusmidler i skoletiden. Til skolens fester og øvrige sociale aktiviteter uden for skoletid skal eventuel indtagelse af alkohol ske i overensstemmelse med reglerne for det givne arrangement samt anvisninger fra skolens personale.
9. Undlade at dele lyd- og billedoptagelser af en andres private forhold eller optagelser med et indhold, der kan krænke blufærdigheden eller andres personlige integritet.
10. Acceptere at på KG er religion en privat sag. Religiøs forkyndelse er ikke tilladt i skoletiden eller på skolen. Hvis du ikke forstyrrer, må du gerne bede, bare du gør det for dig selv i en pause.
11. Bidrage til at KG er en skole fri for enhver form for diskrimination, herunder racisme, sexisme og anden hadefuld adfærd eller sprog rettet mod minoriteter. Du skal selv afstå fra diskriminerende adfærd eller sprogbrug og indberette det til skolens ledelse, hvis du oplever at du selv eller andre på skolen udsættes for det.
12. Afstå fra at tilskynde eller påvirke til ekstreme eller fundamentalistiske holdninger og adfærd i strid med uddannelsesformålene eller anden adfærd, der kan fremme
sådanne holdninger og sådan adfærd, herunder fremme social kontrol af andre elever i strid med uddannelsesformålene.
3. Sanktioner ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne
Ved overtrædelse af Københavns åbne Gymnasiums studie- og ordensregler, vil du normalt blive tildelt en skriftlig advarsel. Desuden kan du blive udsat for en eller flere af følgende sanktioner:
1. Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete eller typer af arrangementer eller aktiviteter.
2. Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage. Dit fravær under en sådan udelukkelse vil blive registreret som fravær.
3. Forbud mod, at du i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel, mens du er på skolen og deltager i undervisningen, når og i den udstrækning dette er ordensmæssigt eller pædagogisk begrundet.
4. Tilbageholdelse i normalt højst et døgn af en eller flere af dine private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel. Københavns åbne Gymnasiums tilbageholdelse forudsætter, at du afleverer genstanden til skolen. Du er forpligtet til umiddelbart at aflevere den eller de genstande, som skolen har besluttet at tilbageholde. Hvis du ikke opfylder denne forpligtelse, kan skolen træffe beslutning om at iværksætte en relevant sanktion herfor. Dette fritager dig ikke fra pligten til at aflevere genstanden.
5. Henvisning til at du aflægger prøve i et eller flere fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år, uanset om du bliver udtrukket til at aflægge prøve i faget eller fagene. Der gives ikke afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer), og eventuelt allerede afgivne afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) i de pågældende fag bortfalder.
6. Mistet ret til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis Rektor træffer beslutning om, at du på trods af en eller flere manglende prøver kan oprykkes til næste klassetrin. Manglende studieaktivitet kan desuden medføre fortabelse af retten til SU.
7. Bortvisning (udskrivning) fra uddannelsen.
8. Midlertidig hjemsendelse eller begrænset adgang til skolen, mens en sag om brud på skolens studie- og ordensregler behandles. Dette er muligt i følgende situationer:
a) Situationer, hvor det anses for påkrævet af hensyn til den almindelige retsbevidsthed på institutionen om overholdelsen af institutionens studie- og ordensregler. Dette kan f.eks. være tilfældet når det er anmeldt til politiet, at der er har foretaget en voldelig, truende eller i øvrigt ulovlig handling, som kan have direkte betydning for ordenen og samværet på institutionen, og som i givet fald vil kunne medføre en permanent bortvisning.
b) Situationer, hvor det anses for påkrævet for at opretholde ordenen og samværet på institutionen og andre elevers og ansattes deltagelse i undervisningen.
Skolen kan træffe afgørelse om, at en konkret sanktion alene iværksættes, såfremt eleven overtræder reglerne igen inden for en nærmere bestemt periode.
Når skolen træffer en afgørelse om iværksættelse af en sanktion i medfør af studie- og ordensreglerne, bortset fra en mundtlig eller skriftlig pædagogisk tilrettevisning, gælder følgende regler:
1. Bestemmelserne i forvaltningsloven, herunder bestemmelserne om habilitet, partshøring, begrundelse og klagevejledning. For elever, der er undergivet forældremyndighed, inddrager, informerer og partshører skolen forældremyndighedens indehaver særskilt ved sagens indledning, behandling og afgørelse.
2. Skolen træffer sin afgørelse på et retligt grundlag og med et indhold, der er sagligt, herunder med en sanktion, der er rimelig og relevant i forhold til den eller de konkrete overtrædelser af skolens studie- og ordensregler.
3. Forud for en sanktion efter pkt. 3.2, og pkt. 3.5, 3.6 og 3.7 har skolen givet en skriftlig advarsel om at skolen ved gentagen overtrædelse af studie- og ordensreglerne vil kunne iværksætte en sanktion. I særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde kan skolen dog iværksætte sanktionen uden forudgående skriftlig advarsel.
4. Når det drejer sig om en elevs fravær fra undervisningen, træffer skolen kun afgørelse om iværksættelse af en sanktion, hvis elevens samlede fravær - fratrukket den del, der skyldes elevens forpligtelser efter lovgivningen - kan begrunde sanktionen. Dette gælder dog ikke, hvis den del af elevens fravær, der skyldes deltagelse i elevdemokratiske møder og lignende, overstiger, hvad der efter skolens vurdering kan anses for rimeligt.
4. Nægtelse af oprykning til næste klassetrin
Ved skoleårets afslutning tager skolen stilling til, om en elev har opnået et tilstrækkeligt udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb, eller om eleven skal nægtes oprykning til næste klassetrin.
Skolen kan nægte en elev oprykning til næste klassetrin, hvis elevens standpunkt eller opnåede gennemsnit ved skoleårets afslutning er under 2.0, og hvis det på baggrund af den løbende evaluering vurderes, at elevens udbytte af det hidtil gennemførte undervisningsforløb ikke har været tilstrækkeligt.
Det er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for at nægte oprykning, at eleven har under 2,0 i karaktergennemsnit.
I grundlaget for beregningen af gennemsnittet indgår følgende karakterer:
● Karakterer for officielle prøver aflagt ved det pågældende skoleårs afslutning, herunder den interne mundtlige prøve i naturvidenskabelig faggruppe efter første år på uddannelsen til hf-eksamen.
● Karakterer for årsprøver aflagt ved det pågældende skoleårs afslutning.
● Afsluttende standpunktskarakterer afgivet ved det pågældende skoleårs afslutning i fag, der afsluttes (kaldet årskarakterer).
● Standpunktskarakterer afgivet ved det pågældende skoleårs afslutning i fag, der ikke afsluttes.
● Karakterer fra de afsluttende, interne prøver i henholdsvis almen sprogforståelse og naturvidenskabeligt grundforløb.
De tre sidste punkter gælder kun for elever på stx-uddannelsen. Der er tale om et simpelt – dvs. ikke-vægtet – gennemsnit.
Med ”skoleårets afslutning” forstås dét tidspunkt, hvor det enkelte fag afsluttes. Det indebærer, at selvom et fag tilrettelægges med afslutning eksempelvis ved juletid, så indgår de afsluttende standpunktskarakterer og prøvekarakterer (hvis faget udtrækkes til prøve) også i beregningen.
Skolen kan på grundlag af en faglig vurdering træffe afgørelse om, at eleven kan gå det klassetrin om, som eleven senest har gennemført. Det er en forudsætning, at eleven ikke derved bliver mere end 2 år længere om at fuldføre sin uddannelse, end den er tilrettelagt til at vare, og at eleven ikke tidligere er nægtet oprykning til samme klassetrin. Hvis skolen ikke træffer afgørelse om at lade eleven gå klassetrinnet om, udskriver skolen eleven fra uddannelsen. Skolen træffer afgørelse om, hvorvidt eleven kan gå klassetrinnet om, eller om eleven udskrives af uddannelsen samtidig med afgørelsen om at nægte eleven oprykning til næste klassetrin.
5. Klage
Man kan som elev klage til børne- og undervisningsministeren over rektors afgørelser, når klagen vedrører retlige spørgsmål. En klage over en afgørelse efter skolens studie- og ordensregler eller bekendtgørelse nr. 1338 af 9. december 2019 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser skal stiles til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og sendes til skolen. Klagen skal være modtaget af skolen senest 10 dage, inklusive dage uden undervisning, efter, at eleven har modtaget den afgørelse, som eleven klager over. For en klage over en afgørelse efter skolens studie- og ordensregler om en sanktion efter bekendtgørelsens § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 1, nr. 1-3, er fristen dog 5 dage, inklusive dage uden undervisning.
Hvis skolen ikke på baggrund af klagen imødekommer den fuldt ud, og eleven ikke har trukket sin klage tilbage, udarbejder skolen sine eventuelle bemærkninger til klagen. Skolen sender disse bemærkninger til eleven, så de er modtaget af eleven senest 7 dage, inklusive dage uden undervisning, efter, at institutionen har modtaget klagen. Eleven skal herefter have haft lejlighed til med en frist på 5 dage, inklusive dage uden undervisning, at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger til skolens bemærkninger til klagen.
Sammen med klagen og sine eventuelle bemærkninger sender skolen elevens eventuelle bemærkninger til styrelsen hurtigst muligt og senest 4 dage, inklusive dage uden undervisning, efter, at institutionen har modtaget dem eller efter udløbet af elevens frist for at fremkomme med sine eventuelle bemærkninger.
Adgangen til at klage over en bortvisning, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1, nr. 8, er ikke begrænset til retlige spørgsmål.
Klage over en sanktion har ikke opsættende virkning, medmindre institutionen henholdsvis styrelsen i ganske særlige tilfælde, navnlig hvor der er en væsentlig begrundet forventning om, at den påklagede afgørelse vil blive ophævet, træffer beslutning herom.
6. Fastsættelse og ikrafttræden
Københavns åbne Gymnasiums studie- og ordensregler er fastsat på baggrund af bekendtgørelse nr. 1338 af 9. december 2019 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser. Reglerne er fastsat efter høring i elevrådet og på baggrund af mindst én behandling på et møde i bestyrelsen. Alle elever og ansatte på Københavns åbne Gymnasium er orienteret om regelsættet, som også er offentligt tilgængeligt på skolens hjemmeside. Den nuværende version af reglerne er vedtaget på bestyrelsesmøde den 13. marts 2023 og træder i kraft den 1. maj 2023.