UDBUDSFORBEREDENDE AFTALE OM ENERGIØEN I NORDSØEN
UDBUDSFORBEREDENDE AFTALE OM ENERGIØEN I NORDSØEN
Ét samlet udbud af partnerskab og anlægsopgave af energiøen i Nordsøen
• Det er aftalt, at der gennemføres ét samlet udbud af partnerskab og anlægsopgave af energiø- en i Nordsøen. Dvs. at statens private medejer og det konkrete ø-projekt identificeres i samme udbud.
• Vinderen af det kommende ø-udbud findes på baggrund af et konkret projektforslag. Med aftalen sendes dermed et klart signal til markedet om at vurdere det kommercielle potentiale i projektet samt bringe omkostningseffektive og innovative løsninger i spil.
• Beslutningen giver markedsaktørerne mulighed for tidligt at indgå konsortier og inddrage entreprenører, der kan udarbejde detaljerede projektforslag. Det er i overensstemmelse med de ønsker som markedsaktørerne gav udtryk for i den afholdte markedsdialog. Her ønskede markedsaktørerne netop ét samlet udbud.
Ejerskabs- og forretningsmodel
• Det er med tillægsaftalen om energiøer af 4. februar 2021 besluttet, at Energiø Nordsøen skal ejes af et offentligt/privat partnerskab, hvor staten ejer mindst 50,1 pct. og den private part ejer maksimalt 49,9 pct.
• Staten og den private part bliver fælles medejere af hele øen. Det er med denne delaftale beslut- tet, at ejerskabet af energiøen forankres i et kommercielt aktieselskab, hvor gevinster fordeles i henhold til ejerandele.
• Selskabet får til opgave at forvalte og drifte arealer på energiøen og dermed stille arealer til rådighed for Energinets anlæg, der skal sikre, at den strøm, der produceres i Nordsøen, kan transporteres til Danmark og til udlandet.
• Derudover kan ø-selskabet stille arealer til rådighed for innovative aktiviteter som f.eks. ellagring eller PtX.
Tildelingskriterier og transparens om finansieringen af energiøen
• Energiøen skal understøtte den billigst mulige udbygning af havvind i stor skala. Der er derfor lagt vægt på, at det vindende projekt skal give den bedste kvalitet til prisen og sikre de laveste lejepriser for den tilkoblede havvind og Energinet, der driver transmissionsnettet.
• De nærmere tildelingskriterier skal analyseres nærmere.
• For at sikre transparens om udgifterne til energiøen er det besluttet så vidt muligt at overvælte Energinets nettoomkostninger til havvindmølleopstillerne. Herved sigtes mod så vidt muligt
at holde el-tarifferne netto upåvirkede og samtidig sikre størst mulig transparens om de reelle udgifter og indtægter for det samlede energiøprojekt.
• Ø-selskabet forventes at få en unik stilling med en høj grad af markedsmagt ift. lejefastsættelse for arealer til havvind- og transmissionsaktiviteter. Det skal derfor afdækkes nærmere, om og hvordan lejesatsen for disse aktiviteter kan konkurrenceudsættes og/eller reguleres
Innovationsarealer
• Med aftalen lægges der vægt på, at den private partners kommercielle og innovative styrker udnyttes til fulde. Det er derfor aftalt, at private aktører kan byde ind med et selvdefineret areal, som kan bruges til kommercielle og innovative formål.
• Innovationsarealerne kan f.eks. rumme ellagrings- eller PtX-faciliteter, datacentre mv. der kan øge værdiskabelsen i energiøprojektet.
• Ø-selskabet vil være ansvarlig for at finde aktører, der vil leje sig ind på arealerne.
• Lejen for arealet tilfalder ø-selskabet i henhold til ejermodellen. Indtægterne fra aktiviteterne tilfalder den, der udfører dem.
• Med den aftalte ejermodel forventes den private partner at have et tilstrækkeligt stort incitament til at byde ind med arealer til innovative aktiviteter i det omfang, at det kan forventes at øge værdien i selskabet.
Kommende beslutninger
• Med aftalen er der nu indgået den første af to udbudsforberedende aftaler for energiøen i Nord- søen. Energistyrelsen vil nu gå i en anden dialog med markedet i efteråret 2021 for bl.a. at teste løsningerne med markedet.
• Input til den næste udbudsforberedende aftale såvel som muligheder for optimering af tidspla- nen vil også være genstand for dialog med markedet.
• Omkring årsskiftet 2021/2022 er det forventningen, at der skal indgås en anden udbudsforbere- dende aftale, hvor der bl.a. vil blive truffet beslutning om energiøens størrelse. Herefter drøftes udkastet til udbudsmateriale med markedet i en tredje markedsdialog i vinteren 2022.
• Beslutninger om de nærmere vilkår for udbud af havvind i Nordsøen omkring energiøen følger først senere efter endelig beslutning om, hvorvidt udbuddet af anlæg af øen og partnerskabet skal igangsættes.
Kommende beslutnin- ger og markedsdialo- ger om udbuddet af energiøen i Nordsøen i 2021-2022
Tid | Indhold |
August 2021 | Udbudsforberedende aftalekredsbeslutning om rammer for ejerskab og udbud |
Q3-Q4 2021 | Markedsdialog II om rammer for ejerskab og udbud. |
Årsskiftet 2022 | Udbudsforberedende aftalekredsbeslutning mhp. færdiggørelse af udkast til udbudsmateriale |
Q1 2022 | Markedsdialog III om udkast til udbudsmateriale, herunder test af udkast til partnerskabskontrakt, ejeraftale, investeringsaftale, vedtægter, overdragelsesaftale mv mhp. optimering af materialet. |
Medio 2022 | Endelig aftalekredsbeslutning om igangsættelse af udbud på baggrund af status for aftaler med udlandet og rentabilitetsanalyse |