HK Privat og tolkeplatformen Voocali.com indgår overenskomst og freelanceaftale
HK Privat og tolkeplatformen Xxxxxxx.xxx indgår overenskomst og freelanceaftale
Voocali tiltræder Funktionæroverenskomsten for Handel, Viden og Service indgået mellem HK Privat og Dansk Erhverv.
Overenskomsten regulerer løn- og ansættelsesvilkår for ansatte i selskabet. Samtidig indgår Voocali og HK Privat en aftale om vilkår for de freelancetolke, der finder opgaver via Voocalis tolkeplatform.
Med freelanceaftalen søger parterne inden for rammerne af den danske model at skabe den fornødne tillid, så freelancetolke og brugervirksomheder kan få gavn af den nye teknologi og den transparens, en åben platform kan tilføre branchen.
Voocali er startet ud fra erkendelsen af, at tolkebranchen er præget af dårlige forhold for freelancetolkene og en bred utilfredshed med servicen leveret af en række tolkebureauer, hvilket har haft mediernes bevågenhed af flere omgange. En observation, HK Privat kan genkende.
Med platformen opnår en freelancetolk muligheden for at profilere sig selv og skabe varige kunderelationer med brugervirksomheder og institutioner og dermed udtræde af den anonymitet, et traditionelt tolkebureau medfører. Den nye teknologi letter tolkenes og brugervirksomhedernes daglige arbejde gennem en række digitale løsninger. Samtidig automatiseres en stor del af det administrative arbejde, som tolkebureauerne tager sig betalt for. Det er til gavn for både tolkene og dem, der køber tolkeydelser.
Aftalen sikrer blandt andet:
• Gratis adgang til platformen for aktive og deaktiverede profiler
• En mindstetimepris for alle tilknyttede tolke
• Garanteret betaling for udførte opgaver
• Garanteret betaling for opgaver, der aflyses med under 24 timers varsel
• Kørselstillæg for fremmødetolkning
• Indberetning af B-skat for freelancere uden CVR
• Krav om saglig begrundelse ved eksklusion fra platformen
• Dataportabilitet, så brugerne kan tage brugerrating med sig
• Ingen restriktioner i forhold til at udføre opgaver uden om Voocali
Herudover rummer aftalen en række hensigtserklæringer om at arbejde videre i forhold til etablering af pensionsordning, efteruddannelsesbidrag, udvidet skatteindberetning, ratingklageinstans mm.
Hvor tiltrædelsesoverenskomsten er uopsigelig, er freelanceaftalen en prøveaftale, der løber et år og kan opsiges af begge parter. Parterne er enige om løbende at justere aftalen, i erkendelse af at Voocali er en helt nystartet platform.
Parterne erkender, at der med udviklingen af ny teknologi skabes muligheder for nye former for arbejde, og at der med den påtænkte platformsløsning for de konkrete udfordringer på tolkeområdet kan opstå situationer, hvor den traditionelle måde at anskue arbejdsmarkedet på ikke nødvendigvis rummer sådanne muligheder. Endvidere at en række spørgsmål er uafklarede i dansk lovgivning og retspraksis, herunder hvordan kriterierne for sondringen mellem arbejdstager og selvstændigt erhvervsdrivende fortolkes i en treleddet platformsstruktur.
I lyset heraf har parterne indgået en aftale, der kan justeres i takt med evt. kommende retspraksis eller ny lovgivning med indflydelse på området.
Platformen muliggør, at en virksomhed eller institution kan benytte softwaren til deres ansatte tolke, og at en fastansat tolk eksempelvis vil kunne deles mellem to arbejdsgivere, og dermed mindske risikoen for overkapacitet ved en fastansættelse. Voocali og HK Privat deler den opfattelse, at institutioner og virksomheder, der har et kontinuerligt behov for en tolk, bør fastansætte tolken. Platformen kan dermed på sigt medvirke til flere fastansættelser i tolkebranchen.
Indledningvis vil platformen operere med en fast prisstruktur men vil hurtigst muligt overgå til en differentieret prisstruktur, hvor freelancetolkene selv fastsætter deres timetakster – dog ikke under den aftalte minimumspris. Dette vil ske i takt med modningen af konceptet i samarbejde med interessenterne. Voocali forventer at starte test af differentieret prisstruktur i 1. Kvartal med endelig implementering ultimo
3. kvartal 2019.
30. september 2018