Annoncebetingelser
Annoncebetingelser
Følgende Annoncebetingelser er gældende for alle annonceprodukter fra Nordiske Medier A/S CVR. 00000000, Xxxxx Xxxxxxxxx 00-00, 0000 Xxxxxxx (herefter ”Nordiske Medier”).
Ved accept af tilbud eller annoncøraftale tilkendegiver annoncøren (herefter ”Annoncøren”), at denne har fuldmagt til at indgå aftale, samt at Annoncøren accepterer og tager det fulde ansvar for alle de forpligtelser, der pålægges Annoncøren som følge af nedenstående vilkår og betingelser.
Annoncering må alene anvendes til at markedsføre produkter, ydelser og services fra Annoncøren og må ikke overdrages til tredjepart.
I det følgende betragtes ”annoncer” som markedsføring på alle medieplatforme ejet af Nordiske Medier og dækker således over printannoncer, bannerannoncer, nyhedsbrevsannoncer, digitale produkter og podcasts mv., medmindre andet specifikt er angivet.
Annoncemateriale
Elektronisk annoncemateriale opbevares i 21 dage efter sidste indrykningsdag. Bortkommet materiale erstattes ikke. Modtages annonceteksten via telefon vil annonceteksten blive gentaget for Annoncøren for at udelukke fejl.
Det skal være tydeligt for læserne, hvad der er annoncer, og hvad der er artikler skrevet af redaktionen. Derfor skal annoncerne adskille sig fra layoutet.
Persondata
Annoncøren indestår for, at samtykke og oplysningspligt i henhold til persondataforordningen er iagttaget i forhold til persondata, der måtte være i det materiale, der anvendes i annoncer og korrespondance m.v., samt efterfølgende opbevaring af materialet hos Nordiske Medier.
Behandling af personoplysninger
Der henvises til den enhver tid gældende persondatapolitik for Nordiske Medier. Læs mere her.
Ansvarlig markedsføring og annoncekodex
Indrykkede annoncer må ikke stride mod gældende lov, herunder Kulturministeriets bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed nr. 1155 af 18.06.2020, det internationale kodex for reklame samt rettighedsalliancens kodex. Ansvaret herfor påhviler Annoncøren.
Nordiske Medier kan afvise annoncer, som strider mod Nordiske Mediers interesse, eller som Nordiske Medier af anden grund ikke ønsker at optage.
En bestemmelse i Markedsføringsloven betyder, at det som udgangspunkt ikke er tilladt at markedsføre forbrugslånsvirksomheder og forbrugerkreditaftaler med kontant udbetaling i forbindelse med markedsføring af spil og spiludbydere.
Det er den enkelte forbrugslånsvirksomhed, der er ansvarlig for, at ovennævnte forbud efterleves, men Nordiske Medier vil gerne imødekomme vores annoncørers ønske om ansvarlig markedsføring på området.
Ved kampagnebestilling og ordregodkendelse er det Annoncørens fulde ansvar at oplyse og sikre, at der sker korrekt identifikation af den enkelte annonce, samt at indholdet af annonceringen stemmer overens med gældende lovning.
På hver ordre skal Nordiske Medier informeres, om den konkrete annonce omfatter en af de to nedenstående
kategorier:
1. Forbrugslånsvirksomheder og kreditaftaler med kontant udbetaling
2. Spil eller spiludbydere
Såfremt Nordiske Medier er blevet oplyst om annonceringen inden for de to kategorier, vil Nordiske Medier indføre rimelige tekniske foranstaltninger imod annoncering på tværs af kategorier, således at det kan undgås at give det indtryk, at de to kategorier markedsføres samtidig.
Immaterielle rettigheder, herunder ophavsret
Nordiske Medier har ophavsret til al data og indhold udgivet og produceret af Nordiske Medier, både i form af billeder, lyd og tekst samt i forbindelse med udarbejdelse af produkter til Annoncøren.
Det er tilladt at mangfoldiggøre eller sælge indhold produceret, udarbejdet og/eller på anden måde offentliggjort af Nordiske Medier, såfremt der foreligger en skriftlig godkendelse hertil.
For al deling af data/materiale udarbejdet af Nordiske Medier gælder, at data/materiale ikke må redigeres eller på anden måde ændres, samt at Nordiske Medier skal krediteres ved navn og logo på al offentliggørelse af data/materiale.
Annoncøren har lov til at videresende specifikke artikler eller content fra Nordiske Medier i form af links direkte til den/de pågældende artikler/content via interne mails og/eller interne nyhedsbreve eller på Annoncørens SoMe platforme.
Annoncer produceret af Nordiske Medier kan udleveres til Annoncøren i redigerbare filer mod et gebyr. Nordiske Medier fraskriver sig ansvaret for brug af indholdet, herunder teknisk kvalitetssikring samt rettigheder til indholdet i annoncen.
Bidrager Annoncøren med materiale og data til udarbejdelse af annoncer, virksomhedsprofiler m.m. indestår Annoncøren for, at materialet ikke krænker tredjemands rettigheder, at Annoncøren har den fornødne kommercielle brugsret og ret til videregivelse til Nordiske Medier.
Såfremt Nordiske Medier måtte blive mødt med et krav fra tredjemand for enten krænkelse af tredjemands rettigheder eller øvrige krav, skal Annoncøren godtgøre Nordiske Medier for ethvert tab, som Nordiske Medier kan dokumentere.
Deadlines og materialelevering
Ved aflevering af materiale senere end de aftalte deadlines eller ved manglende overholdelse af tekniske specifikationer, kan Nordiske Medier ikke garantere, at kampagnen kan afvikles i den aftalte periode.
Find tekniske specifikationer for de enkelte medier her.
Det er muligt at foretage ændringer eller annullere annoncer op til 4 uger før kampagnedatoen uden gebyr. Såfremt der foretages ændringer af kampagneperiode eller ordren annulleres senere end 4 uger før kampagnedatoens start, betales 50% af ordrens beløb. Foretages ændringer eller annulleres bookingen 7 dage eller senere før kampagnedatoens start, betales hele ordrens beløb.
Betaling og tillæg
Alle priser er i danske kroner og ekskl. moms, medmindre andet er angivet. Standardbetalingsbetingelsen er 14 dage netto.
Nordiske Medier forbeholder sig ret til at indhente kreditoplysninger samt kræve forudbetaling for visse typer annoncer – herunder private annoncer.
Ønskes faktura fremsendt med almindelig post, pålægges et faktureringsgebyr på kr. 49 ekskl. moms.
Ved forsinket betaling, har Nordiske Medier ret til at opkræve morarente fra betalingsfristens udløb og indtil betaling sker, og i øvrigt i henhold til rentelovens bestemmelser. Nordiske Medier har endvidere i overensstemmelse med rentelovens regler ret til at opkræve rykkergebyrer (100 kr. pr. påmindelse – dog max. 300 kr.), inkassogebyr og kompensationsbeløb ved for sen betaling. Nordiske Medier forbeholder sig ret til, helt eller delvist, at spærre for levering af fremtidige ydelser, samt eventuelt ophæve aftale om fremtidige ydelser.
Annoncering bestilt til indrykning i et nyt kalenderår, afregnes efter gældende priser for det nye kalenderår. Dette gælder for alle Nordiske Mediers produkter.
Annullering af bestilte annoncer skal ske 14 dage før udgivelsesdatoen, ellers forbeholder Nordiske Medier sig retten til fuld fakturering. Ved annullering af en del af en ordre, vil for meget opnået mængderabat på den del af ordren, der er leveret, blive efterfaktureret.
Tavshedspligt
Parterne forpligter sig til at iagttage tavshed om alle ikke alment kendte informationer og materialer om den anden Part, herunder oplysninger om annonceaftalens indhold.
Tavshedspligten omfatter medarbejdere, underleverandører og andre eksterne rådgivere, der medvirker til annonceaftalens udførelse. Tavshedspligten gælder også efter annonceaftalens levering og ophør.
Erstatning og ansvarsbegrænsning
Nordiske Medier er erstatningsansvarlige efter dansk rets almindelige regler, dog med de begrænsninger, som udtrykkeligt følger af nedenstående bestemmelser.
Reklamation
For eventuelle fejl, som Nordiske Medier er helt eller delvis skyld i, ydes kompensation efter Nordiske Mediers skøn over værdiforringelsen. Dette kan dog aldrig overstige prisen for annoncen.
Reklamationer skal fremsættes omgående, og senest fem dage efter indrykning. Xxxxxxx annoncen flere gange med samme fejl, uden Annoncøren reklamerer herfor, ydes eventuel kompensation kun på første indrykning. Reklamation vedr. faktura skal være Nordiske Medier i hænde senest fem dage efter modtagelsen.
Erstatningsansvar
Nordiske Medier er uden ansvar for tab eller skader, der påføres Annoncøren som følge af fejl i annoncen, forkert indrykningsperiode eller manglende indrykning, ej heller for materiale modtaget fra andre medievirksomheder. Nordiske Medier er uden ansvar for ulovlige, falske eller uretmæssigt indrykkede annoncer, herunder annoncer stridende mod tredjemands rettigheder og markedsføringsloven. Dette påhviler alene Annoncøren, uanset om Nordiske Medier har godkendt brug af annoncen.
Opbevarer Nordiske Medier materiale mv. anvendt i forbindelse med indrykning af annoncer, sker det på Annoncørens risiko. Der kan således ikke stilles krav mod Nordiske Medier, hvis materialet går tabt, uanset årsagen.
Force majeure
Hvis Nordiske Medier ikke kan opfylde forpligtelserne overfor annoncøren på grund af omstændigheder, som Nordiske Medier ikke er direkte herre over eller ikke har kunnet forudse, herunder force majeure, bærer Nordiske Medier intet ansvar og friholdes for eventuelt erstatningskrav og andre afledte krav. Sådanne omstændigheder regnes blandt andet som: lynnedslag, hackerangreb, pandemier, systemnedbrud på ét system, der integrerer med Nordiske Mediers platforme, vejrforhold, brand, myndighedsbestemmelser eller andre
offentlige bestemmelser, fejl i operatørs net, arbejdskonflikter samt almene fejl på transporter, varer, eller lignende, som Nordiske Medier ikke med rimelighed kunne forventes at have forudset eller ikke uden væsentlige omkostninger kunne have undgået eller overvundet.
Særligt for specifikke produkter
For enkelte produkter gælder både ovenstående generelle betingelser samt særlige betingelser, som fremgår nedenfor.
Deadline for indlevering af materiale aftales med Nordiske Mediers sælgere.
For printannoncer pålægges et miljøtillæg på kr. 0,25 pr. mm pr. indrykning eller 6% af annonceprisen ved indstiksordrer.
Nordiske Medier tager forbehold for, at der kan være udsolgte uger/udgivelser. Ønskes annoncer med særplacering, farveannoncer, forsider eller specialannoncer (bagsider m.m.) bør der, af hensyn til plads, reserveres i god tid.
Der tillægges 2 mm til ombrydningsluft på annoncer, som ikke er standardstørrelser. Der kan kun benyttes DP standardfarver. Flere tekniske specifikationer for de enkelte medier findes her.
Kan Annoncørens ønske om særplacering ikke imødekommes, placeres annoncen bedst muligt og beregnes efter opnået placering – dog aldrig til en højere pris end prisen for ønsket placering.
Online
Ved online annoncer aftales deadline med grafikeren, som fremsender booket annoncekampagne, specifikationer samt deadline.
Leveres der færdigt materiale, skal dette være Nordiske Medier i hænde to (2) hverdage inden opstart. Skal Nordiske Medier hjælpe med at udarbejde materialet, skal materiale til produktion være Nordiske Medier i hænde senest ti (10) dage før, annoncen skal starte op.
Bannere udarbejdes gratis, når der bestilles bannere for min. to (2) måneder. Nordiske Mediers sites er responsive, og bannere tilpasser sig den skærm, de bliver vist på. Flere tekniske specifikationer kan ses under de enkelte medier her.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrevet sendes ud til den relevante branche pr. e-mail og læses af beslutningstagere, indkøbere og andre fagpersoner, der ønsker at holde sig opdateret på branchens mest aktuelle nyheder.
Leveres der færdigt materiale, skal dette være Nordiske Medier i hænde to (2) hverdage inden opstart. Skal Nordiske Medier hjælpe med at udarbejde materialet, skal materiale til produktion være Nordiske Medier i hænde senest ti (10) dage før, annoncen skal starte op.
Ordet ”Annonce” bør tydeligt fremgå øverst i annoncen, så det er tydeligt, at det er en annonce, så Nordiske Medier kan følge lovgivningen på dette område. Tekniske specifikationer for annoncering i nyhedsbrevet kan ses for de enkelte medier her.
Hjemmesideproduktion
Annoncøren opnår ophavs- og brugsret til den leverede hjemmeside, når Annoncøren har accepteret og betalt. Betaler kunden ikke før forfaldsdatoen, opnår Kunden ikke ophavs- eller brugsret til det leverede. Benytter Kunden sig af det leverede uden at have opnået ophavs- og brugsretten, anses dette som et brud på Nordiske Mediers ophavsret, hvorfor kunden vil blive mødt med et krav om erstatning.
Søgeoptimering og Google Ads
SEO-aftaler og Google Ads-aftaler er fortløbende indtil de opsiges. Dette kan ske med tre (3) måneders skriftligt varsel til månedens udgang. Ad spend i Google Ads aftaler er ikke omfattet og afregnes direkte fra Google.
Digitale platforme
I henhold til lovgivningen kan Nordiske Medier træffe de fornødne juridiske, organisatoriske, driftsmæssige, tekniske og sikkerhedsmæssige foranstaltninger for, at der er tale om en sikker og velfungerende platform, herunder til sikring mod, at personoplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes, forringes eller kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med lovgivningen.
Hvis Nordiske Mediers platforme ikke fungerer tilfredsstillende, fordi Nordiske Medier har været nødt til at gennemføre en teknisk, vedligeholdende eller driftsmæssig handling eller platformene ikke er tilgængelig for brugerne eller kan gennemføre planlagte visninger af annoncørens indhold, er Nordiske Medier ikke forpligtet til at erstatte eventuelle tab uanset årsag, såfremt den pågældende platform er oppe senest 48 timer efter, at platformen er rapporteret af annoncøren som værende nede. Endvidere erstatter Nordiske Medier alene annoncørens direkte tab og således ikke eventuelle tredjemænds tab.
Linkbuilding
Linkbuilding artiklerne er online i minimum 2 år. Ved frasalg af sider/virksomheder forbeholder Nordiske Medier sig retten til at fjerne links, såfremt ny ejer ikke ønsker dem online, og i tilfælde af, at nogle sider bliver lukket ned, at lave redirects til andre sider af tilsvarende kvalitet.
Modtagere skal uden hindring kunne adskille reklamebudskaber fra domæner indeholdende uafhængigt, redaktionelt indhold og afsender skal fremgå klart og tydeligt.
Teksten skal være unik for at undgå plagiat eller duplikeret indhold og må ikke være rettet mod børn, være anstødeligt, nedværdigende eller lignende. Udgivelsen skal minimum indeholde 400 ord, og der må maksimalt laves 3 links til ét domæne.
Det er ikke tilladt at videresælge eller på anden måde overdrage links købt hos Nordiske Medier til tredjepart, ligesom salg af links i fora, åbne eller lukkede Facebook-grupper eller andre offentlige eller delvist offentlige steder heller ikke er tilladt uden forudgående aftale
Advertorials
En advertorial skabes i samarbejde med Nordiske Mediers kommercielle tekstforfattere, og der tages typisk afsæt i en positiv nyhed eller historie om virksomheden, som optræder i nyhedsstrømmen over for modtageren. Illustration af advertorials online placeringer kan ses under de enkelte medier her.
Online advertorials har en længde på max. 2.000 anslag (inkl. mellemrum). Det er muligt at understøtte med billeder og link til video.
Hvis der leveres færdigt materiale, skal dette leveres to (2) uger før indrykning. Online advertorials kører i en periode af én uges varighed – fra mandag til søndag inkl. opsætning. De placeres på forsiden i nyhedsflowet blandt de øvrige artikler samt i nyhedsbrevet om mandagen under almindelige artikler.
Der vil blive udarbejdet en afsluttende rapport, der viser samlet antal visninger som følge af advertorials.
Advertorials i print vil blive indrykket i en eller flere af Nordiske Mediers fagrelevante medier, og advertorial- artiklerne bliver placeret blandt de øvrige artikler. Derudover vil artiklerne blive eksponeret i e-avis med link. Advertorials vil blive mærket med ”annonce” i toppe af siden.
Der vil blive udarbejdet tekst og grafisk opsætning direkte målrettet det relevante medies læsere.