Contract
Anlæg af voldgiftssag forudsætter, at der mellem parterne foreligger en aftale om løsning af tvister ved voldgift frem for ved andre tviste- løsningsorganer. Andre organer kan i denne sammenhæng være domstole og klagenævn.
Der kan også som led i tvistløsningsaftaler være forudsætninger om tvistløsningsordninger, hvorefter en konflikt skal eller bør søges løst med mindst muligt spænding og uoverensstemmelse. Det ses således ofte i voldgiftsklausuler, at der forud for anlæg af sag skal søges løsning ved forhandling mellem parterne, og hvis dette ikke lykkes så ved mægling eller mediation. Og først hvis disse tiltag ikke virker, kan der skrides til anlæg af voldgiftssag. Voldgiftsinstituttet anbefaler f.eks. følgende xxxxxxx xxxxx:
»Enhver tvist, som måtte opstå i forbindelse med denne kontrakt, herunder tvister vedrørende kontraktens eksistens eller gyldighed, skal søges bilagt ved mediation ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved indgivelsen af anmodningen om mediation.
Mediationen er ikke til hinder for, at en part anlægger voldgiftssag i overens- stemmelse med det anførte nedenfor, eller indleder andre retslige skridt i anled- ning af den opståede tvist.
Hvis mediationen afsluttes, uden at tvisten er bilagt, skal tvisten afgøres ved voldgift ved Voldgiftsinstituttet efter de af Voldgiftsinstituttet vedtagne regler herom, som er gældende ved voldgiftsagens anlæg.«
Det fremgår af voldgiftslovens § 6, at tvister i retsforhold, som parter- ne har fri rådighed over, kan afgøres ved voldgift, medmindre andet er bestemt, herunder ved anden lovgivning eller aftale. Af voldgifts- lovens § 7 fremgår, at parterne kan aftale voldgift for allerede opståe- de tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold i eller uden for kontraktforhold.
2. SAGENS INDLEDNING
En voldgiftsaftale kan være en voldgiftsklausul i en kontrakt eller en separat aftale. Voldgiftsaftaler kan også følge af branchekutymer eller sædvaner, herunder inden for organisationer eller samarbejder med længerevarende mellemværender.
I sager om forbrugeraftaler er en voldgiftsaftale, der er indgået, før tvisten opstod, ikke bindende for forbrugeren, jf. voldgiftslovens § 7, stk. 2, men forbrugeren har frihed til at påberåbe sig aftalen over for den erhvervsdrivende.
Se nærmere om formulering af voldgiftsaftaler i institutionel vold- gift hos Xxxxxxx Xxxxxxxx i U 2010B.124.
2.2. Hvorledes anlægges en voldgiftssag?
Efter voldgiftslovens § 21 indledes en voldgiftssag den dag, hvor ind- klagede modtager skriftlig anmodning om, at tvisten skal behandles ved voldgift, medmindre andet er aftalt, herunder om institutionel behandling med de dertil knyttede sagsbehandlingsregler.
Sag anlægges ved indgivelse af enten en begæring om voldgift eller et klageskrift til det aftalte institut, ellers skal skriftlig anmodning om voldgift afgives til modparten. Efter Reglernes § 4 skal en part, der ønsker en tvist afgjort ved voldgift, indgive sin begæring herom til instituttet. Instituttet underretter straks klageren og indklagede om modtagelsen af begæringen og datoen for begæringens modtagelse, idet Voldgiftsinstituttet sender kopi af den modtagne begæring til indklagede. Samtidig med underretningen til klageren og indklagede om begæringens modtagelse får parterne tilsendt et eksemplar af Reg- ler for behandling af voldgiftssager ved Voldgiftsinstituttet Danish Arbitration – 2008 (Reglerne).
Er voldgiftsbegæring eller klageskrift ikke modtaget hos den kor- rekte modtager, er sag ikke anlagt. Man skal derfor nøje sikre sig, hvem der er rette modtager af begæringen, og at begæringen rent faktisk er modtaget hos den rette. Dette taler for anvendelse af anbefa- let brev eller eventuelt formel forkyndelse i ad hoc-sager. Ved institu- tionel voldgift er det enklere, fordi sagen anlægges ved indgivelse af begæring eller klageskrift til det aftalte institut, der registrerer modta- gelsen.
2.2. HVORLEDES ANLÆGGES EN VOLDGIFTSSAG?
Ved de enkelte institutter stilles der typisk nogle formelle krav, som skal være opfyldt, for at sag kan anses for anlagt.
I Danmark forudsættes anmodning om voldgiftssag formentlig fortsat at fremgå på papir og formentlig i A4-format, som det kendes for processkrifter ved domstolene.
Begæringen om voldgift kan, medmindre andet er fastsat af insti- tuttet, fremsendes dertil pr. mail eller fax og følges op af det fore- skrevne antal papirbaserede eksemplarer med tilhørende bilag. Hen- synet til voldgiftssagers fortrolige karakter forudsætter formentlig anvendelse af en sikker kommunikationsform.
Begæring eller klageskrift forudsættes underskrevet, men der er ikke et egentligt krav herom, af klager eller en repræsentant herfor, typisk en advokat med beskikkelse, men uden krav om særlig møde- ret. Dokumentation for advokatens fuldmagt kræves typisk ikke, mens andre repræsentanter for parterne kan afkræves dokumentation for repræsentationsfuldmagten, hvis der findes anledning dertil.
Der er generelt en videregående adgang til at lade sig repræsentere ved andre end advokater i voldgiftssager, herunder at lade sig bistå af forskellige rådgivere, som parten optræder sammen med. Mødemo- nopolet, som det kendes fra retsplejeloven, gælder ikke.
Dette stiller dog efter omstændighederne yderligere krav til insti- tuttet og voldgiftsretten om at sikre sig, at partsrepræsentanterne rent faktisk har den fornødne fuldmagt til at foretage dispositioner under sagen.
2.2.1.1. Begæringen om voldgift
Ifølge Reglernes § 4 skal en part, der ønsker en tvist afgjort ved vold- gift i henhold til disse regler, indgive sin begæring herom til institut- tet. Begæringen skal – hvis der ikke samtidig indgives et klageskrift – som minimum indeholde parternes fulde navn og adresse, et udtryk- keligt og ubetinget krav om voldgift samt en kort gengivelse af de spørgsmål, som voldgiftsretten skal tage stilling til. Datoen for insti- tuttets modtagelse af begæringen om voldgift skal anses for datoen for anlæggelse af voldgiftssagen.
2. SAGENS INDLEDNING
Supplerende kan efter inspiration fra ICC (art. 4, section 3) og LCIA (art. 1) følgende oplysninger medtages i begæringen:
– kort sagsfremstilling om sagens baggrund
– oplysning om påstande og sagsgenstande, herunder anslået sags- værdi
– angivelse af antal ønskede voldgiftsdommere
– ønske om sted og sprog for voldgiften
– angivelse af forventede processuelle og materielle regler for vold- giftsrettens sagsbehandling
– kontaktoplysninger for både modpart og dennes advokat
– forslag til evt. voldgiftsdommere med kontaktoplysninger
– oplysning om, at det fornødne antal kopier er afsendt til modpar- ten.
Det er afgørende for sagens anlæg, at begæringen om voldgift inde- holder de fornødne oplysninger for både Voldgiftsinstituttet og mod- parten til at forholde sig relevant til sagens start. Alle relevante oplys- ninger bør fremgå, herunder bør der forholdes til oplagte spørgsmål.
Det sker ofte, at der anlægges sager ved Voldgiftsinstituttet, selv om det af voldgiftsaftalen klart fremgår, at sagen skal gennemføres i ad hoc-regi. En part, der i denne situation ønsker, at sagen skal gen- nemføres i institutionelt regi, skal forud for indgivelsen af sagen til instituttet sørge for at indhente modpartens samtykke hertil. I modsat fald forsinkes sagen.
Lignende problemer kan opstå, hvis klageren har negligeret en aftale om, at parterne i første omgang skal søge tvisten bilagt ved me- diation eller anden form for alternativ tvisteløsning.
Uanset om parterne har aftalt institutionel eller ad hoc-voldgift, skal advokaten også sikre sig, at sagen er anlagt i overensstemmelse med de regler, som gælder for den aftalte tvistløsning, se nærmere vejledning under punktet »Start af en voldgiftssag« på www.vold- xxxxxxxxxxxxxxxx.xx for sager, som skal anlægges i instituttets regi.
Ønsker klageren, at foreslå et andet sted eller sprog for voldgiften end anført i voldgiftsaftalen, bør dette adresseres allerede i begærin- gen. Tilsvarende gælder m.h.t. antal voldgiftsdommere og konkrete forslag til dommere.
2.2. HVORLEDES ANLÆGGES EN VOLDGIFTSSAG?
Af voldgiftslovens § 23, stk. 1, fremgår, at et klageskrift skal indeholde
1) klagerens påstand,
2) en fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes, og
3) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påberåbe sig.
Dette svarer i nogen grad til de krav som kendes til en stævning i retsplejelovens § 348. Undlader klageren uden rimelig grund at indle- vere klageskrift efter § 23, stk. 1, afviser voldgiftsretten sagen, jf. vold- giftslovens § 25, stk. 1.
Ved Voldgiftsinstituttet skal klageren inden 30 dage efter indgivel- se af den i Reglernes § 4 nævnte begæring indgive et klageskrift, som efter Reglernes § 6 skal indeholde:
»1. Parternes fulde navn og adresse,
2. Oplysninger om indklagedes eventuelle advokat, herunder advokatens fulde navn og adresse,
3. Klagerens påstand,
4. En fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden støttes,
5. En angivelse af de dokumenter og andre beviser, som klageren agter at påbe- råbe sig, herunder aftalen om voldgift,
6. Eventuelle bemærkninger om stedet for voldgift, efter hvilket lands lov sagen skal afgøres og processproget, og
7. Eventuelle bemærkninger vedrørende antallet af voldgiftsdommere og om, hvem der foreslås udpeget hertil med angivelse af den pågældendes fulde navn og adresse, samt eventuelt om en af parterne i fællesskab foreslået for- mand for voldgiftsretten og andre oplysninger, der er nødvendige for, at insti- tuttet kan udpege voldgiftsrettens medlemmer i overensstemmelse med Regler
§§ 14-26.
Stk. 2. Dokumenter, der henvises til i klageskriftet, herunder aftalen om vold- gift skal vedlægges i original eller kopi.
Stk. 3. Sammen med klageskriftet skal følge kopier af klageskriftet og de i klageskriftet nævnte dokumenter i et sådant antal, at kopi kan udleveres til vold- giftsrettens medlemmer samt hver part.«
Da der i voldgiftssager typisk ikke afsiges udeblivelsesdomme alene på baggrund af klageskriftet, men normalt efter en sædvanlig mundt-
2. SAGENS INDLEDNING
lig forhandling, er der ingen grund til at spare på oplysningerne. Tværtimod taler tids- og omkostningsmæssige hensyn for en hurtig præcisering af sagens tvistepunkter, processuelle spørgsmål og tilret- telæggelse i øvrigt.
Begæringen om voldgift til et voldgiftsinstitut skal typisk ledsages af et registreringsgebyr, og modtagelse deraf er en forudsætning for, at voldgiftssag anses for anlagt.
Sammen med begæringen om voldgift skal der f.eks. til Voldgifts- instituttet indbetales et registreringsgebyr på DKK 7.500/EUR 1.000. Registreringsgebyret refunderes ikke. Modtages beløbet ikke senest samtidig med begæringen om voldgift, fastsætter instituttet en frist for indbetaling af beløbet. Hvis beløbet ikke er betalt inden fristens udløb, afslutter instituttet sagen, uden præjudice for at klageren kan indgive en ny begæring om voldgift om det samme spørgsmål, se nærmere om registreringsgebyret i kapitel 4.1.
2.2.2. Voldgiftsaftalens eksistens
Løsning af tvister ved voldgift forudsætter en aftale herom mellem parterne, og denne skal foreligge senest ved begæringen om voldgift. Det forhold, at en aftale mellem parterne af den ene part anses for ophævet eller bortfaldet, medfører ikke, at tvister efter denne aftale ikke kan behandles ved den voldgift, som er fastsat i aftalen. Dette er en væsentlig grundregel for fastholdelse af den konfliktløsningsord- ning og kompetence, som parterne på et tidspunkt har nedfældet i en aftale, og følger også af bl.a. voldgiftslovens § 16, stk. 1, 3. pkt.
Inden voldgiftsretten etableres, sikrer instituttet bevis for, at der foreligger en voldgiftsaftale. En sådan aftale kan for så vidt indgås og foreligge på lignende vis som andre aftaler, og bevis herfor føres. Selvom der ikke umiddelbart foreligger formkrav til voldgiftsaftaler, forudsætter international fuldbyrdelse, at voldgiftsaftalen er skriftlig. Det vil også være et usikkert grundlag for en voldgiftsret at aflede sin kompetence fra en mundtlig aftale, jf. dog f.eks. TBB 2009.219, hvorfor der typisk kræves skriftligt bevis for aftalens eksistens.
2.2. HVORLEDES ANLÆGGES EN VOLDGIFTSSAG?
Voldgiftsretten afgør spørgsmål om sin egen kompetence, herun- der indsigelser mod voldgiftsaftalens eksistens eller gyldighed, jf. voldgiftslovens § 16, stk. 1, 1. pkt.
I relation til voldgiftsaftaler med forbrugere gælder særlige regler, jf. voldgiftslovens § 7, stk. 2, svarende til værnetingsaftaler i retspleje- lovens § 245, stk. 2. I forarbejderne til voldgiftsloven er det herom anført, at hensynet til beskyttelsen af forbrugere tilsiger, at der i for- brugerforhold ikke bør kunne indgås en voldgiftsaftale, før tvisten er opstået. Voldgiftsaftaler i forbrugerforhold, der er indgået efter tvi- stens opståen, bør være bindende for forbrugeren, medmindre aftalen er ugyldig efter almindelige aftaleretlige regler, herunder aftalelovens
§ 38 c. Når tvisten er opstået, har forbrugeren generelt et sådant grundlag for at overskue konsekvenserne af en aftale om, at den kon- kret foreliggende tvist skal afgøres ved voldgift, at der ikke er behov for en særlig ugyldighedsregel, der specifikt er møntet på aftaler om voldgift. En gyldig voldgiftsaftale i forbrugerforhold afskærer ikke forbrugeren fra at klage til Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat klage- eller ankenævn, jf. forbrugerklagelovens § 2, stk. 2. Ind- ledes der voldgiftssag, skal voldgiftssagen efter forbrugerens anmod- ning udsættes, indtil Forbrugerklagenævnet eller det godkendte pri- vate klage- eller ankenævn har behandlet klagen, jf. forbrugerklagelo- vens § 3, stk. 3.
En indsigelse om, at der er tale om en forudgående voldgiftsaftale i forbrugerforhold, fortabes, hvis forbrugeren deltager i voldgiftssagen efter udtrykkeligt at være gjort bekendt med, at voldgiftsaftalen ikke er bindende. Forbrugerens deltagelse i voldgiftssagen med viden om, at voldgiftsaftalen ikke er bindende, må efter almindelige aftaleretlige principper anses som en efterfølgende godkendelse (ratihabering) af voldgiftsaftalen, som herved opnår gyldighed.
Indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence skal fremsættes senest i indklagedes svar. En part afskæres ikke fra at gøre indsigelse mod voldgiftsrettens kompetence ved at udpege eller deltage i udpegnin- gen af en voldgiftsdommer. Indsigelse om, at voldgiftsretten under voldgiftssagen overskrider sin kompetence, skal fremsættes, straks efter at det spørgsmål, der hævdes at være uden for voldgiftsrettens kompetence, er blevet rejst. Voldgiftsretten kan i begge tilfælde tilla-
2. SAGENS INDLEDNING
de, at indsigelse fremsættes senere, hvis voldgiftsretten finder forsin- kelsen undskyldelig.
Voldgiftsretten kan træffe særskilt afgørelse om spørgsmål om sin kompetence eller kan afgøre spørgsmålet i voldgiftskendelsen om sagens realitet. Træffes der særskilt afgørelse om, at voldgiftsretten har kompetence, kan hver af parterne inden 30 dage efter at have modtaget meddelelse om afgørelsen, anmode domstolene om at afgø- re spørgsmålet. Mens anmodningen behandles af domstolene, kan voldgiftsretten fortsætte behandlingen af voldgiftssagen og afsige voldgiftskendelse, jf. nærmere herom i kapitel 15 samt U 2010B.124 og U 2008B.411.
2.3. Hvornår er en voldgiftssag anlagt?
Anlæggelsestidspunktet for en institutionel voldgiftssag afhænger af reglerne i det aftalte institut. Ved Voldgiftsinstituttet gælder, at datoen for instituttets modtagelse af begæringen om voldgift i alle henseen- der skal anses for datoen for anlæggelse af voldgiftssagen.
Sendes begæring/klageskrift pr. mail eller fax, anses sagen for an- lagt den modtagne dag. Den civile retsplejes forudsætning om op- følgning ved modtagelse af identiske originale underskrevne doku- menter få dage senere og afsendt samme eller efterfølgende dag som den elektroniske afsendelse, er næppe helt så udbredt i voldgiftssager. Opfylder begæringen ikke de formelle krav fastsat af instituttet, anses sagen først for anlagt ved modtagelse af en korrekt begæring. For mangelfuldt klageskrift fastsættes ofte en frist til opfyldelse af de formelle krav, og sker dette, anses sagen for anlagt ved den første modtagelse af klageskriftet. Dette gælder også efter indsigelser fra
modparten.
Modtagelse af det fastsatte administrationsgebyr udløser ikke i sig selv sagens anlæggelse, men betales det ikke rettidigt, kan sagen først anses for anlagt fra et senere tidspunkt. Er sagen i mellemtiden afvist, må helt ny sag da anlægges.
2.5. REGELGRUNDLAGET FOR VOLDGIFTSSAGEN
2.4. Virkning af sagsanlæg ved andre fora
Er en voldgiftssag med urette anlagt ved de almindelige domstole, og afvises sagen efter voldgiftsloven på grundlag af en voldgiftsaftale, kan voldgiftsretten formentlig beslutte at anse voldgiftssagen for an- lagt allerede ved indgivelsen af stævning til domstolene. I relation til indtræden af forældelse og afbrydelse ved resultatløst sagsanlæg henvises til 1-årsfristen i forældelseslovens § 20.
Derimod har de almindelige domstole næppe hjemmel til at anse en sag for anlagt før modtagelsen af stævning, uanset at behørigt kla- geskrift har været indgivet til et voldgiftsinstitut. Anlæg af voldgifts- sag er et retsligt skridt i forældelseslovens forstand, og selvom det er resultatløst gælder som udgangspunkt 1-årsfristen for sagsanlæg efter
§ 20, stk. 1. Typisk udsættes sagen ved de almindelige domstole på voldgiftsrettens afklaring af sin kompetence, jf. U 2001.2392 V og TBB 2009.52 V.
2.5. Regelgrundlaget for voldgiftssagen
Helt fra de indledende overvejelser om voldgift skal det gerne stå klart, hvilket processuelt/formelt og materielt grundlag voldgiftssa- gen skal behandles efter. Dette tager voldgiftsretten formelt stilling til senere under sagen, men allerede ved sagsanlæg bør dette stå nogen- lunde klart for klager og det institut, som skal medvirke ved etable- ringen af voldgiftsretten.
2.5.1. Voldgiftens processuelle regler
Det er oftest fastsat ved aftalt institutionel voldgift, hvilket regelsæt der skal anvendes ved sagens behandling. Er et specifikt regelsæt anvist i voldgiftsaftalen, vil dette i princippet blive anvendt, selvom der ved det pågældende institut efterfølgende er sket ændringer i instituttets sagsbehandlingsregler, medmindre parterne efterfølgende har aftalt andet. Indeholder voldgiftsaftalen ikke en sådan anvisning, anvendes typisk de på sagsanlægstidspunktet gældende sagsbehand- lingsregler.
2. SAGENS INDLEDNING
Voldgiftsloven udgør for voldgiftssager et regelsæt, som i vid ud- strækning er udtryk for retlige principper og standarder, der følges i både voldgiftssager og civile retssager. M.h.t. voldgiftsrettens proces- suelle sagsbehandlingsregler er der aftalefrihed for parterne, jf. vold- giftslovens § 28, jf. § 2.
Et centralt princip for al retspleje, herunder behandlingen af vold- giftssager efter i voldgiftslovens § 18, er, at parterne skal behandles lige, og hver part skal have fuld lejlighed til at fremføre sin sag.
I det omfang de processuelle regler ved det valgte voldgiftsinstitut er enten uklare eller ikke tager stilling til et spørgsmål, må voldgifts- retten anvende de regler, parterne har aftalt, eller i mangel af sådanne aftaler efter de regler, voldgiftsretten måtte bestemme, jf. Reglernes
§ 31, stk. 1.
2.5.2. Voldgiftens materielle regler
Parterne kan med bindende virkning indbyrdes aftale lovvalg i den kontrakt, som danner grundlag for voldgiftssagen. Foreligger en afta- le ikke, indgår stillingtagen til lovvalget i voldgiftsrettens materielle afgørelse af sagen – og da typisk efter international privatretlige grundsætninger. Dette har også indvirkning på de materielle rets- virkninger af sagsanlægget.
I voldgiftslovens § 28, stk. 1 og 2, er det herom fastsat, at Voldgifts- retten afgør tvisten i overensstemmelse med de retsregler, som par- terne har valgt til afgørelse af sagens realitet. En henvisning til et lands lov eller retssystem fortolkes, medmindre andet fremgår, som en direkte henvisning til dette lands materielle retsregler og ikke til dets regler om international privatret. Har parterne ikke valgt de rets- regler, som sagens realitet skal afgøres efter, anvender voldgiftsretten de retsregler, der følger af de lovvalgsregler, som voldgiftsretten fin- der anvendelige.
Voldgiftsretten afgør kun tvisten efter billighed (rimelighed), hvis parterne udtrykkeligt har bemyndiget voldgiftsretten hertil. Vold- giftsretten afgør i alle tilfælde sagen i overensstemmelse med kontrak- tens bestemmelser og tager hensyn til sædvaner i den branche, som retsforholdet er underlagt, jf. voldgiftslovens § 28, stk. 3 og 4.
Af forarbejderne til § 28 fremgår som eksempler på materielle re- gelsæt Principles of European Contract Law og UNIDROIT Principles
2.6. RETSVIRKNINGERNE AF SAGSANLÆG VED VOLDGIFT
of International Commercial Contract Law. Det er endvidere i forar- bejderne anført, at kun hvis parterne udtrykkeligt har aftalt det, kommer det på tale at anvende lovvalgsregler i det lands lovgivning, som parterne har valgt, med henblik på at udpege de materielle rets- regler, som voldgiftsretten skal anvende ved afgørelsen af sagens rea- litet, såkaldt renvoi.
Hvor parterne ikke har aftalt, hvilke retsregler voldgiftsretten skal anvende til afgørelse af sagens realitet, følges de lovvalgsregler, som voldgiftsretten finder anvendelige. Voldgiftsretten skal således på grundlag af sagens omstændigheder, herunder parternes bopæl eller forretningssted og tvistens genstand samt voldgiftsstedet, først udpe- ge de lovvalgsregler, som efter voldgiftsrettens opfattelse finder an- vendelse. Herefter skal voldgiftsretten anvende disse lovvalgsregler til at fastsætte, hvilke materielle retsregler voldgiftsretten skal anven- de til afgørelse af sagens realitet.
Voldgiftslovens § 28, stk. 2, giver voldgiftsretten mulighed for i en international voldgiftssag at anvende de lovvalgsregler – og på grundlag heraf de materielle retsregler – som voldgiftsretten finder stemmer bedst med parternes forventninger. Samtidig giver bestem- melsen voldgiftsretten mulighed for i en national voldgiftssag – dvs. i en voldgiftssag uden internationalt islæt, eftersom bestemmelsen kun gælder for voldgift, der finder sted i Danmark – at anvende danske lovvalgsregler.
2.6. Retsvirkningerne af sagsanlæg ved voldgift
Som udgangspunkt har anlæg af en voldgiftssag samme retsvirknin- ger som anlæg af en civil sag ved de almindelige domstole. Heraf burde følge, at sag typisk ikke kan anlægges ved andet forum, når sag er anlagt ved en voldgiftsinstitution. Der foreligger imidlertid med EU-Domstolens afgørelse i sag C-187/07 ikke praksis for gensidigt at anerkende hinandens kompetence. Hvis sagen er anlagt ved et insti- tut, er en part således ikke nødvendigvis afskåret fra at anlægge sagen ved et andet institut.
Dobbeltbehandling af voldgiftssager bør – i lighed med retssager – undgås. Ikke kun tids- og omkostningsmæssige hensyn taler herfor,
2. SAGENS INDLEDNING
men selve anerkendelsen af den enkelte voldgiftskendelse. Hvis der foreligger flere voldgiftskendelser om samme tvist, endda evt. med forskelligt resultat, bliver det vanskeligt at opnå fuldbyrdelse. Europa- Parlamentet og Rådet har i sit forslag til forordning om retternes kompetence og om anvendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (KOM(2010) 748/3) taget skridt til regler, som – i hvert fald inden for EU – skal forhindre dette. Det fremgår således af forslagets artikel 29, stk. 4, at domstolene i en med- lemsstat efter påstand skal anerkende en voldgiftsrets- eller domstols- afgørelse om voldgiftsrettens kompetence afsagt i den anden med- lemsstat, som udgør voldgiftsrettens hjemsted.
I relation til domstolsbehandling kan det forekomme, at retssag kan anlægges samtidig eller efterfølgende ved de civile domstole, og da udsættes på voldgiftsrettens behandling, herunder stillingtagen til kompetence. Tilsvarende kan også voldgiftssag anlægges, selvom der allerede verserer en sag mellem parterne ved domstolene. Voldgifts- retten må her tage stilling til sin kompetence.
I forarbejderne til voldgiftsloven er det anført, at parallel behand- ling af spørgsmålet om voldgiftsrettens kompetence ved domstolene og i voldgiftsregi kan opstå på den måde, at en af parterne anlægger retssag om den materielle tvist mellem parterne. Denne situation re- guleres af voldgiftslovens § 8, som i korthed indebærer følgende, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 8:
(1) Hvis voldgiftssagen er anlagt først, kan domstolene under en retssag om den materielle tvist mellem parterne kun tage stilling til, om tvisten hører under vold- giftsrettens kompetence, for så vidt angår, om tvisten efter sin art kan afgøres ved voldgift. Retssagen må derfor som udgangspunkt udsættes, indtil der foreligger en bindende (retskraftig) afgørelse om, hvorvidt tvisten hører under voldgiftsret- tens kompetence, eksempelvis en endelig afgørelse fra domstolene efter voldgifts- lovens § 16, stk. 3, 2. pkt. Domstolene kan dog fortsætte retssagen, hvis domstole- ne finder, at voldgiftssagen af andre grunde ikke kan gennemføres. Domstolene kan endvidere altid fortsætte retssagen, hvis tvisten efter sin art ikke kan afgøres ved voldgift.
(2) Hvis retssagen er anlagt først, kan domstolene tage stilling til, om der forelig- ger en gyldig voldgiftsaftale, der omfatter den konkrete tvist. Domstolene træffer altså afgørelse herom uafhængigt af den verserende voldgiftssag. Såfremt domsto- lene ved en endelig afgørelse fastslår, at voldgiftsretten ikke har kompetence, ophører voldgiftsrettens kompetence imidlertid, se nærmere herom i kapitel 15.
2.6. RETSVIRKNINGERNE AF SAGSANLÆG VED VOLDGIFT
Sag om samme krav kan ikke anlægges, hvis sag herom allerede er anlagt eller afgjort ved anden instans. Dette centrale retsplejemæssige princip har bl.a. fundet udtryk i Bruxelles I-konventionens art. 27, hvorefter sager om samme krav mellem samme parter anlagt ved retter i forskellige lande skal udsættes indtil den ret, ved hvilken sa- gen først er anlagt, har fastslået sin kompetence. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første. Dette EU- retlige regelsæt er under revision, herunder evt. med inddragelse af voldgiftssager, men indtil videre er der tale om litis pendens-regler, der alene gælder for domstolsbehandling i EU.
Det ville utvivlsomt være hensigtsmæssigt, om tilsvarende litis pendens-regler gjaldt for voldgift, i hvert fald i institutionelt regi og i samarbejdet med de almindelige domstole, men det kan ikke for tiden anses for at være tilfældet.
Nye krav mellem samme parter kan eventuelt inddrages under den verserende voldgiftssag, forudsat at voldgiftsaftalen indeholder hjemmel hertil, eller parterne specifikt aftaler dette. En sådan objektiv kumulation er der for civile retssagers vedkommende fastsat en frem- gangsmåde for i Bruxelles I-konventionens art. 28, hvor en sag kan udsættes med henblik på at krav inddrages under en anden verseren- de sag. Se nærmere i U 1996B.149 om Bruxelles-konventionen og voldgift.
Ved anlæg af voldgiftssag afbrydes typisk eventuelle frister for indsi- gelser og præcisering af krav mv. Det drejer sig således både om ind- sigelsesfrister fastsat i parternes aftaler og i relevant lovgivning, her- under om forældelse, jf. nedenfor.
2.6.3. Særligt om materiel forældelse
Anlæg af voldgiftssag vil alt efter det materielle lovvalg for sagen kunne afbryde eventuelle forældelsesfrister knyttet til parternes krav. Er et mellemværende omfattet af dansk lovvalg, finder forældelseslo- ven anvendelse med sidestilling af sagsanlæg ved domstolene med sagsanlæg ved voldgift. Det fremgår således af forældelseslovens § 16,
2. SAGENS INDLEDNING
stk. 3, at såfremt det er aftalt, at tvist om en fordring skal afgøres ved voldgift, sker afbrydelsen, når fordringshaveren iværksætter, hvad der fra dennes side skal gøres for at sætte sagen i gang. Kravene skal da gøres gældende under voldgiftssagen på samme måde som for almindelige retssager, jf. lovens § 16, stk. 2.
Forældelsesfristen er 10 år fra tidspunktet for, at fordringens eksi- stens og størrelse er fastsat ved dom eller voldgiftskendelse, jf. § 5, stk. 1, nr. 3. Renter og gebyrer, der påløber og dermed forfalder efter afsi- gelse af afgørelsen, forældes efter 3 år, jf. lovens § 3.
Fører en anlagt voldgiftssag ikke til en afgørelse eller forlig, ind- træder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået med- delelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid, regnes fristen fra det tidspunkt, da for- dringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have søgt oplys- ning herom, jf. forældelseslovens § 20, stk. 1. Afviser en voldgiftsret, voldgiftsinstitution eller domstolene en anlagt voldgiftssag, skal ny sag ved rette forum således anlægges senest 1 år efter afvisningen, for at afbryde forældelse.
Af § 21, stk. 1, fremgår, at forældelse tidligst indtræder 1 år efter sagens endelige afgørelse, når der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren er anlagt rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen. Tilsvarende gælder med hensyn til private klagenævn, ankenævn eller lignende.
Endvidere fremgår det af forældelseslovens § 21, stk. 4, at anmod- ning om isoleret bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343 kan afbryde forældelse. Er der inden forældelsesfristens udløb efter retsplejelovens regler eller med hjemmel i parternes forudgående aftale fremsat be- gæring om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende forhold af betydning for fordringens eksistens eller stør- relse, eller har parterne inden forældelsesfristens udløb indgået aftale herom, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning.
Hvis der f.eks. mellem parterne er aftalt mægling eller mediation ved en uafhængig tredjemand, og er dette indledt inden forældelses- fristens udløb, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne må anses for at være afsluttet, jf. § 21, stk. 5.
2.7. SAGENS PARTER
Hæfter flere skyldnere solidarisk for fordringen, og har fordrings- haveren inden forældelsesfristernes udløb indledt retsforfølgning mod én af skyldnerne og skriftligt underrettet de øvrige om forfølg- ningen og opfordret dem til at varetage deres interesser under sagen, forældes fordringen mod de øvrige skyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom, voldgiftskendelse eller på anden måde, jf. forældelseslovens § 22, stk. 1. Samme regler gælder, når for- dringen afhænger af et retsforhold, hvorom der er rejst sag af eller mod fordringshaveren, jf. § 22, stk. 2.
Er et krav omfattet af dansk materiel ret, gælder renteloven, hvorefter forrentning af kravet, såfremt dette ikke er fastsat på andet grundlag, kan ske fra dagen for sagsanlæg. Anlæg af voldgiftssag har her sam- me retsvirkning som sagsanlæg ved domstolene, jf. rentelovens § 3, stk. 4.
Sagsomkostninger fastsat ved en voldgiftskendelse afsagt af en voldgiftsret med dansk lovvalg kan formentlig også forrentes i med- før af rentelovens § 8 a. Ved institutionel voldgift kan der fremgå sær- lige regler herom for det enkelte institut, men trykt praksis ses ikke at foreligge.
Henset til at voldgift baserer sig på en aftale, afgrænser det som ud- gangspunkt også sagens parter til netop dem, som har indgået vold- giftsaftalen.
2.7.1. Voldgiftsaftalens parter
En voldgiftssag kan typisk ikke ved sagsanlægget have andre parter end voldgiftsaftalens parter. Kontrakter med tilknyttet voldgiftsaftale kan tiltrædes af personer eller selskaber, som derved også kan anses for omfattet af voldgiftsaftalen.
Er selskaber part i kontrakter, kan disses ejere ikke umiddelbart anses for parter, og de er dermed ikke omfattet af voldgiftsaftalen. Det ses dog ofte i aftaler med en forventet lang tidshorisont som f.eks.
2. SAGENS INDLEDNING
ejeraftaler på selskabsområdet, at både holdingselskaber og disses ejere ved fysiske personer ved påtegning på kontrakten er gjort til parter heri. Betydningen heraf må altid vurderes konkret, men det skal ved vurderingen af voldgiftsaftalers partskreds ses nøje på, hvem der rent faktisk har underskrevet den relevante kontrakt, og om un- derskriften vedrører hele eller kun dele af kontrakten. Et særligt aspekt i relation til ejeraftaler – der tidligere blev betegnet aktionær- eller anpartshaveroverenskomster – er, om selskabet selv er part i aftalen, hvilket tidligere ofte blev anført, men som nu ikke længere må være tilfældet, jf. selskabslovens § 80.
Er en part erklæret konkurs eller på anden måde frataget rådighe- den over sine aktiver forud for sagsanlæg, forudsættes kurators eller rekonstruktørens tilsagn for de omfattede aktivers inddragelse under en voldgiftssag. Indtræder konkurs eller rekonstruktion efterfølgende, gælder konkurslovens regler om indtræden eller behandling som simpelt krav.
Det er formentlig muligt under en verserende voldgiftssag at inddra- ge nye parter i sagen, når de pågældende er parter i samme kontrakt med tilknyttet voldgiftsklausul.
Adcitation af parter, der ikke er parter i den kontrakt, som danner grundlag for voldgiftssagen, kan som udgangspunkt ikke finde sted uden samtykke fra alle sagens parter samt voldgiftsretten. Procesøko- nomiske hensyn taler dog ofte for sådanne løsninger, men de kan som udgangspunkt ikke gennemtvinges, jf. nedenfor i kapitel 15. I TBB 2007.548 fandt voldgiftsretten sig kompetent til at behandle et direkte krav baseret på springende regres, mens et krav støttet på identifika- tion ikke fandtes omfattet af AB 92-vedtagelsen i den oprindelige kon- trakt. I U 2008.2117 H afvistes adcitationssag med henblik på vold- giftsbehandling i en sag mellem professionelle parter.
Det forekommer, at parterne har indgået flere kontrakter med hin- anden, herunder også med tilknyttede tredjemænd. I sager mellem f.eks. ejere af et selskab, hvor én af ejerne også er direktør, kan der indgås både en ejeraftale og en direktørkontrakt. Efter aftale mellem parterne og med voldgiftsrettens tiltrædelse kan sådanne sager be- handles samlet.
2.7. SAGENS PARTER
Overtagelse af partsstatus kan i voldgiftssager finde sted på tilsvaren- de vis som det kendes fra den civile retspleje, herunder i tilfælde af konkurs og dødsfald, overtagelse af bestemmende indflydelse mv. Der indtrædes som udgangspunkt i den pågældendes partsstatus. Anderledes er det typisk ved overtagelse af kontrakter og indtræden i andre forpligtelser, hvor det ikke umiddelbart kan påregnes, at der indtrædes i en af overdrageren indgået voldgiftsaftale, jf. nedenfor i kapitel 15.
2.7.4. Andre interessenter og intervention
Intervention i en voldgiftssag fra en tredjemand, der ikke er part i aftalegrundlaget, kan ikke finde sted uden både parternes og vold- giftsrettens accept.
Parterne kan dog have interesse i at afgive en procesmeddelelse om sagen til tredjemand, der kan blive påvirket af sagens udfald, jf. også forældelseslovens § 22. I et sådant tilfælde kan intervention eller aftale om suspension af frister for sagsanlæg være relevant.
På en række sagsområder, hvor voldgift udspringer af brancheku- tyme eller organisationsforhold, bør der dog være videregående ad- gang for intervention til perspektivering af sagens aspekter og konse- kvenser samt parternes forudgående kendskab til netop den valgte voldgiftsproces. Inden for bl.a. de liberale erhverv har der været tradi- tion for egne voldgiftsordninger, jf. nærmere nedenfor i kapitel 15, og hvor en voldgiftssag måtte opstå mellem medlemmer om standardaf- taler/overenskomster, som brancheorganisationen har fastsat eller forhandlet, kunne det tale for brancheorganisationens adgang til biin- tervention med respekt for hensyn til tavshed, tid og omkostninger, jf. FM 2011.107 (ØLK af 3. marts 2011 i sag B-524-11).
2.7.5. Entydig fastlæggelse af sagens parter
Efter voldgiftssagens særlige karakter med bl.a. kun én instans uden appelmulighed og efterfølgende fuldbyrdelse ved domstole over det meste af verden er det afgørende, at sagens parter er entydigt identifi- ceret fra sagens indledning. Sagens parter bør derfor så vidt muligt være specifikt identificeret ved nationalt selskabsnummer (CVR-nr.)
2. SAGENS INDLEDNING
eller personnummer for fysiske personer. Det er også disse angivelser, der i dag anvendes ved fuldbyrdelsen ved danske fogedretter.
I tilknytning hertil kan det i voldgiftssager være værd at have do- kumentation for juridiske personers tegningsregler med henblik på sikkerhed for de aftaler, der indgås under sagen.
2.8. Forbehandling ved institutionel voldgift
Ved institutionel voldgift er det et særkende, at et sekretariat vareta- ger den daglige drift af instituttets aktiviteter, herunder med en daglig ledelse og et aktivt formandskab, som det kendes fra Voldgiftsinstitut- tet. Formelle spørgsmål knyttet til sagens anlæg varetages typisk af sekretariatet, der kan træffe afgørelse om forbedringer af voldgiftsbe- gæringer og klageskrifter samt betaling af gebyr og sikkerhedsstillelse med fastsættelse af frister herfor samt afgørelse af kompetence- spørgsmål i relation til selve instituttet.
Sekretariatet har således typisk den vigtige rolle at afklare – eller i det mindste sørge for at parterne har oplyst – alle formelle spørgsmål forud for voldgiftsrettens etablering. Sekretariatet kan afvise sager, som instituttet ikke efter voldgiftsaftalen har kompetencen til at be- handle, men en sådan afgørelse bør først træffes efter høring af mod- parten, da parterne efterfølgende kan vedtage instituttet som forum for tvisten. De typiske tilfælde er, at klageren ikke har været opmærk- som på forskellen mellem ad hoc- og institutionel voldgift. I disse sager kontakter sekretariatet klageren og evt. indklagede for at afkla- re, om parterne kan acceptere instituttet som forum. Kun i klare til- fælde af kompetencemangel afviser instituttet, ellers overlades kom- petencespørgsmål til voldgiftsretten.
Det er et særkende ved den institutionelle voldgift, at det tilknytte- de sekretariat ved det enkelte voldgiftsinstitut foretager en indgående vurdering af en sag allerede fra modtagelsen af begæring eller klage- skrift, samt om muligt ved vejledning forud herfor.
Såfremt den indgivne begæring om voldgift eller klageskrift ikke er i overensstemmelse med de fastsatte krav, fastsætter instituttet en frist for opfyldelse heraf. Opfyldes eventuelle manglende punkter ikke inden fristens udløb, kan instituttet afslutte sagen, uden præjudice for
2.8. FORBEHANDLING VED INSTITUTIONEL VOLDGIFT
at klageren kan indgive en ny begæring om voldgift om det samme spørgsmål. Hvis sagen afsluttes på grund af manglende overholdelse af reglerne for indgivelse af klage, meddeler instituttet parterne, at sagen er afsluttet uden præjudice for en eventuel senere klage, jf. Reg- lernes § 7.
Voldgiftsaftalen gennemgås også nøje af sekretariatet, inden sagen sættes i gang med involvering af modparter. Giver aftalen anledning til spørgsmål, herunder om aftalt forudgående forligsmægling og/eller mediation har fundet sted, bør klager anmodes om svar her- på, såfremt dette ikke foreligger belyst. Er der et specifikt krav om forudgående forhandling mellem parterne, kan sekretariatet, hvis klageren oplyser dette ikke er sket, udsætte sagen på parternes opfyl- delse af denne del af voldgiftsaftalen. Det forekommer uhensigtsmæs- sigt om noget sådant først konstateres efter voldgiftsretten er etable- ret, og den derved formelt mister sin kompetence. Klageren kan dog meget vel henlede opmærksomheden herpå ved sagens start, og det må da blive et anliggende for voldgiftsretten at vurdere sin kompe- tence i lyset af parternes bemærkninger om opfyldte forudgående mæglingsinitiativer.
Andre uklarheder i voldgiftsaftalen om f.eks. lovvalg, sprog og sted for voldgiftsretten, bør sekretariatet også sikre sig parternes holdning til så hurtigt som muligt af hensyn til sagens fremme.
Voldgiftsaftalens indhold kan også give sekretariatet anledning til at afvise med den retsvirkning, at sagen bortfalder og må anlægges på ny ved en anden voldgiftsinstitution. Henvisning til domstolene kan ikke ske, men efter materiel dansk forældelses- og rentelovgivning kan afbrydelsesfrist muligvis fortsat regnes fra indledningen af vold- giftssag, hvis stævning indgives umiddelbart efter afvisningsmedde- lelsen fra instituttet.
Kun i klare tilfælde træffer sekretariatet afvisningsafgørelser, ellers henhører afgørelsen under voldgiftsretten efter regler herfor i det enkelte institut. Om afvisningsafgørelsen kan prøves ved domstolene, er tvivlsomt, herunder om et sådant sagsanlæg vil fastholde retsvirk- ningerne af det oprindelige sagsanlæg.
Der kan for alle involverede spares megen tid ved en grundig ind- ledende sagsvurdering i relation til formelle krav og kompetence fast- sat i voldgiftsaftalen.