PRESSEMEDDELELSE
PRESSEMEDDELELSE
25. januar 2023
Politisk aftale om bæredygtige skoler i Vordingborg Kommune
Et flertal i Kommunalbestyrelsen har indgået aftale om fremtidens skoler i Vordingborg Kommune.
Fremtiden for Vordingborg Kommunes skoler er nu på plads. Et flertal i Kommunalbestyrelsen har indgået aftale om en model for Vordingborg Kommunes folkeskoler. Aftaleparterne er enige om, at alle børn skal have mulighed for at folde deres potentiale ud. Aftalen skal sikre, at der nu bliver arbejdet med langsigtede løsninger på udfordringerne med for lave faglige karakterer, faldende elevtal på grund af den demografiske udvikling, en stor bygningsmasse med et stort vedligeholdelsesefterslæb, og faglokaler som ikke lever op til nutidens krav og standarder.
Derudover skal den fremtidige skolestruktur også medvirke til, at alle skoleelever, uanset hvor de bor i kommunen, bliver tilbudt samme høje kvalitet i undervisningen og samme gode fysiske rammer i klasse- og faglokalerne. Netop behovet for at kunne skabe lige gode vilkår og rammer for alle skoleelever, har været et af kardinalpunkterne for arbejdet med at udvikle modellen for bæredygtige skoler:
”Vi har gennem flere år kunstigt forsøgt at holde hånden under de skoleafdelinger, som, på grund af faldende børnetal i deres lokalområde, har været nødt til at oprette meget små klassestørrelser. Samtidig har vi i andre skoleafdelinger haft store klassestørrelser uden økonomisk mulighed for at tilknytte en ekstra lærer eller pædagog til klassen. Det har desværre ikke givet de resultater, som vi havde håbet på, så vi bliver nødt til at skifte kurs. Det har været en meget svær beslutning at skulle lukke de fire afdelinger. Vi har derfor også gennem dialog med forældre, ansatte og elever og en lang og grundig høringsfase forsøgt at undersøge alle andre muligheder. Men vi skylder de børn, som vokser op i vores kommune, at skabe nogle skoler, som står på et stærkt fagligt og økonomisk fundament, og det er vi nu nået frem til, at vi gør bedst med denne aftale. Der ligger nu en meget vigtig opgave foran os med at fastholde og udvikle børnenes faglighed og trivsel. Den opgave vil vi meget gerne løse sammen med skolernes medarbejdere, skoleledere, forældre og elever i et lokalt ”Sammen om skolen” forum, så vi i fællesskab kan få skabt en god fremtid for skolerne”, siger borgmester Xxxxxx Xxxx.
Den nye aftale om fremtidens skoler betyder blandt andet, at der fremover skal skabes bedre sammenhæng mellem elevantallet og personaleressourcerne i de enkelte klasser. Der skal derfor arbejdes for, at fremtidens skoleklasser som udgangspunkt består af 22-24 elever, så man derved undgår både for små og for store klasser. Det skal give de bedste muligheder for, at eleverne kan skabe gode venskaber i deres klasse og give mulighed for to-voksenordninger og holddelinger inden for samme årgange. For at kunne indfri dette mål har aftaleparterne besluttet, at afdelingerne Marienberg, Mern, Bårse og Fanefjord bliver lukket. Derudover skal der arbejdes videre med at samle Ungdomsskolen og 10. klasse på Marienberg. Xxxxxxxxxxx træder i kraft ved starten af det kommende skoleår 2023/2024 og vil frigive 8,6 mio kroner svarende til cirka 12 lærere, som kan indgå i kvalitetsløftet på de øvrige afdelinger. Dertil kommer 3,7 mio kroner i besparelser på ledelse og bygningsdrift.
De elever som skal flytte skoleafdeling kan fortsat blive i samme skoledistrikt, men der vil også fremadrettet være mulighed for at benytte sig af frit skolevalg. Der vil også være plads til flere nye elever, hvis børnetallet mod prognoserne skulle udvikle sig positivt de kommende år. Bygningerne på de skolematrikler, som bliver lukket, skal frigøres til andre formål eller sælges.
For uddybende information kontakt venligst:
Borgmester Xxxxxx Xxxx, mobil 00 00 00 00
Formand for Børne- og Xxxxxxxxxxxxxxx, Xxxx-Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxx, mobil 00 00 00 00