Samarbejdsaftale
Samarbejdsaftale
Team Danmark og Thisted Kommune, herefter parterne, er blevet enige om denne samarbejdsaftale, som har til formål at fremme vilkårene for eliteidræt og herunder i særdeleshed talentudvikling i Thisted Kommune.
Parterne som vedkender sig principperne i Lov om Eliteidræt af 26. april 2004, og herunder:
• At der skal sikres en kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidræt i Thisted Kommune.
• At der skal sikres trænings- og instruktionsmuligheder for talenter og eliteidrætsudøvere.
• At der skal sikres en forsvarlig udvikling af talenter og eliteidrætsudøvere, fysisk, personligt såvel som socialt.
• At der særligt skal varetages talentrekruttering og -udvikling.
• At der skal tilvejebringes uddannelsestilbud til eliteidrætsudøvere.
• At der skal etableres arbejdsmarkedsmæssige og sociale støtteforanstaltninger for eliteidrætsudøvere.
er blevet enige om følgende:
§ 1 Formål
Samarbejdet har til formål at fremme vilkårene for eliteidræt og herunder i særdeleshed talentudvikling i Thisted Kommune i henhold til principperne i Lov om Eliteidræt af 26. april 2004.
§ 2 Organisation
Politisk forankres nærværende samarbejdsaftale i Børne.- Og Familieudvalget som har ansvaret for fritidsområdet i Thisted Kommune.
Børne- og Familieudvalget har nedsat et Eliteidrætsråd, der har den overordnede beslutningskompetence i forhold til Thisted Kommunes talentudvikling og eliteidræt.
Eliteidrætsrådet understøtter den daglige udvikling af kommunens strategi for talentudvikling og elitesatsning med Thisted Kommunes Eliteidrætspolitik som udgangspunkt.
Thisted Kommune har tildelt Eliteidrætsrådet det daglige ansvar for at udmønte denne samarbejdsaftale, og Thisted Kommune har ansat en elitekoordinator, som fungerer som bindeled mellem kommune, talenter og udvalg. Elitekoordinatoren er Team Danmarks kontaktperson i det daglige samarbejde.
Den overordnede vision og organisering vedr. Thisted Kommunes understøttelse er beskrevet i bilag 1A og den samlede indsats vedr. talentudvikling og eliteidræt er beskrevet i bilag 1B.
§ 3. Økonomi
Thisted Kommune afsætter i 2018 kr. 1.675.000, i 2019 kr. 1.675.000, i 2020 kr. 1.675.000, og i 2021 kr. 1.675.000 til eliteidrætsaktiviteter og talentarbejde i regi af denne samarbejdsaftale.
Team Danmark yder i aftaleperioden et årligt tilskud på kr. 50.000 til aflønning af elitekoordinatoren.
§ 2. Prioriterede idrætsgrene
Kommune og Team Danmark prioriterer i aftaleperioden at udvikle flg. Team Danmark støttede idrætsgrene:
• Håndbold
• Fodbold ( drenge og piger )
• Svømning
• Badminton
Desuden udvikles 3 lokalprioriterede idrætsgrene, p.t.:
• Surf/SUP
• Styrkeløft
• Volleyball
Efter ansøgning og ud fra objektive kriterier udpeges der pr. 1. januar 2018 idrætter for en 4 årig periode.
Thisted Kommune arbejder med at gennemføre i perioden 2018-2021 de i bilag 2 aftalte handlingsplaner vedr. Team Danmark prioriterede idrætter i samarbejde med klubberne og specialforbundene.
§ 3. Aktiviteter
Thisted Kommunes aktiviteter og tilbud er beskrevet i Bilag 3 (undervisningstilbud) og 3A (servicetilbud)
§ 4. Særlige indsatsområder og udviklingsprojekter
Thisted Kommune vil i perioden 2018-21 have særligt fokus på følgende udviklingsområder beskrevet i bilag 4 med tilhørende underbilag.
1. Videreudvikling af tilbud på uddannelsesområdet for idrætstalenter. (Underbilag 4A)
2. Udvikling af flere klubmiljøer i Thisted og projekter som kan skabe værdi på tværs af Samarbejdsklubber.
Herunder et særligt fokus på udvikling af pigefodbolden i Thisted Kommune
3. Facilitets- og synergiudvikling – skabelse af ”mekka” for eliteidræt og talentudvikling. (Under-bilag 4 B)
4. Samarbejde med erhvervslivet omkring gode vilkår for eliteidræts talenter.
§ 5. Immaterielle rettigheder
Team Danmarks logo kan anvendes i forbindelse med denne aftale. Det skal dog i hvert enkelt tilfælde specifikt skulle aftales med Team Danmark, såfremt Team Danmarks logo ønskes anvendt.
§ 6. Evaluering og genforhandling
Første kvartal hvert år afholdes et møde mellem Team Danmark og Thisted Kommune, hvor nærværende samarbejdsaftale drøftes med henblik på at vurdere, om samarbejdet i praksis lever op til de gensidige forventninger. Primo 2021 igangsætter parterne en fælles evaluering af samarbejdsaftalen.
Parterne kan til enhver tid i aftaleperioden tage initiativ til genforhandling af nærværende samarbejdsaftale.
§ 7. Ikrafttræden og udløb
Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. maj 2018 og udløber – med mindre andet aftales – 30. april 2021.
Tiltrådt 1.maj. 2018
Xxxxx Xxxxxx
Bestyrelsesformand Borgmester
Team Danmark
Xxxx Xxxxxx NN
Direktør forvaltningschef
Team Danmark