Standardvilkår til aftale mellem affaldsproducent og affaldsindsamler
Standardvilkår til aftale mellem affaldsproducent og affaldsindsamler
Dette dokument indeholder forslag til vilkår i kontrakter mellem affaldsproducent (virksomhed) og affaldsindsamler. Formålet med vilkårene er at i) øge virksomhedens fokus på at sortere korrekt, ii) opnå viden om hvad der sker med affaldet, iii) muliggøre virksomhedens dokumentation af, hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt (pligt, hvis kommunen anmoder herom) samt iv) give affaldsindsamleren incitament til i højere grad at dokumentere, hvad der sker med affaldet. Affaldsindsamleren kan være forpligtet til at indgå en skriftlig aftale med affaldsproducenten og kan desuden være forpligtet til at sikre og dokumentere en høj reel genanvendelse af affaldet i henhold til affaldslovgivningen.
Vilkårene er udarbejdet af Xxxx-Xxxxx i samarbejde med partnerne i case 5 i PARCK-projektet.
0 Definitioner
I det følgende forstås ved ”kunden” den affaldsproducerende virksomhed og ved ”leverandøren” den indsamlende virksomhed, der afhenter kundens affald.
1 Kundens affaldssortering
Som grundlag for indsamlingen foretager kunden en sortering af sit affald i overensstemmelse med Miljøbeskyttelsesloven og de i medfør af loven udstedte bekendtgørelser om affald samt kommunens regulativ for erhvervsaffald. Sorteringen sker i de af kommunen fastsatte affaldsfraktioner, som er relevante i forhold til den virksomhed, kunden udøver. Det er kundens hensigt at foretage en så korrekt og specifik sortering som mulig med henblik på, at behandlingen af affaldet kan ske miljømæssigt optimalt.
Valgmulighed om udvidelse A: Følgende formulering kan tilføjes for at yderligere specificere de fraktioner, som sorteres og indsamles af leverandøren:
Indsamlingen omfatter følgende fraktioner:
• Dagrenovation / restaffald
• Papir
• Pap
• Glas
• Blandet plast
• Hård plast
• Blød plast
• Metal
• Farligt affald
• Elektronikaffald
• Haveaffald
• Storskrald
• Madaffald
Valgmulighed om udvidelse B: Følgende formulering kan yderligere tilføjes for at skærpe sorteringen, såfremt leverandøren har en sorteringsvejledning som kunden ønsker at gøre brug af:
Sorteringen skal foretages i overensstemmelse med leverandørens sorteringsvejledninger, som er vedlagt som bilag. Sorteringsvejledningen overholder til hver en tid som minimum de krav, som kommunen stiller til sorteringen.
2 Affaldsrapport
Leverandøren stiller på anmodning en rapport over mængderne af afhentet affald fra kunden til rådighed for kunden. Rapporten er opdelt i de affaldsfraktioner, som leverandøren afhenter hos kunden og viser udviklingen i de indsamlede mængder hos kunden over tid.
Valgmulighed om udvidelse C: Følgende formulering kan tilføjes, hvis kunden vil have mulighed for at få en affaldsrapport fra leverandøren, eller sikre adgang til data selv:
Rapporten stilles til rådighed for kunden uden beregning minimum én gang i kvartalet, medmindre kunden får en adgang til selv at trække rapporten, fx via leverandørens hjemmeside.
3 Behandlingen af affaldet
For hver fraktion af affald, som afhentes af leverandøren, skal leverandøren på kundens anmodning oplyse, hvilke(t) modtageanlæg der behandler kundens affald.
På anmodning oplyser leverandøren - for de(t) anvendte modtageanlæg og for hver fraktion - hvor stor en del af de enkelte affaldsfraktioner, der reelt bliver forberedt med henblik på genbrug eller genanvendt, i det omfang leverandøren har kendskab hertil.
På anmodning skal leverandøren stille de oplysninger om kundens affaldsfraktioner, som kunden i henhold til affaldslovgivningen er forpligtet til at fremlægge for offentlige myndigheder, til rådighed for kunden. Dette gælder dog alene for det affald, som afhentes af leverandøren.
Leverandøren skal på kundens anmodning oplyse, hvordan kundens affald behandles på modtageanlægget, i det omfang leverandøren har kendskab hertil.
2