Contract
Team Danmark og Københavns Kommune, herefter parterne, er blevet enige om denne samarbejdsaftale, som har til formål at fremme vilkårene for eliteidræt og herunder i særdeleshed talentudvikling i Københavns Kommune.
Parterne som vedkender sig principperne i Lov om Eliteidræt af 26. april 2004, og herunder:
• At der skal sikres en kulturpolitisk forsvarlig udvikling af eliteidræt i Københavns Kommune.
• At der skal sikres trænings- og instruktionsmuligheder for talenter og eliteidrætsudøvere.
• At der skal sikres en forsvarlig udvikling af talenter og eliteidrætsudøvere, fysisk, personligt såvel som socialt.
• At der særligt skal varetages talentrekruttering og -udvikling.
• At der skal tilvejebringes uddannelsestilbud til eliteidrætsudøvere.
• At der skal etableres arbejdsmarkedsmæssige og sociale støtteforanstaltninger for eliteidrætsudøvere.
er blevet enige om følgende:
§ 1. Organisation
Københavns Kommune etablerede i 2004 Team Copenhagen, som har til formål at skabe de bedst mulige rammer for eliteidrætten i København. Det er dermed Team Copenhagen og dennes bestyrelse, som står for den overordnede planlægning af eliteidrætten i Københavns Kommune.
Den nærmere organisering af Team Copenhagens arbejde med eliteidræt er beskrevet i Team Copenhagens årsberetning, der vedlægges som bilag 1.
Politisk forankres nærværende samarbejdsaftale i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, der har ansvaret for idrætsområdet.
Team Copenhagen udpeger en elitekoordinator, som er Team Danmarks kontaktperson i det daglige samarbejde.
Elitekoordinatoren er medlem af Team Danmarks elitekoordinator-netværk og deltager i de regelmæssige møder.
Københavns Kommune bevilger i 2011 kr. ca. 6,5 mill. kr. til Team Copenhagen. Beløbet vil i 2012, 2013 og 2014 blive pristalsreguleret efter gældende regler.
Team Danmark yder i aftaleperioden et årligt tilskud på kr. 75.000 til aflønning af elitekoordinatoren.
§ 2. Prioriterede idrætsgrene
Udpegning til prioriteret idrætsgren forudsætter, at Team Danmark på nationalt plan støtter idrætsgrenen, og:
• At klubben er udpeget af specialforbundet som et centralt talentudviklingsmiljø i idrætsgrenen
• At der er et nationalt resultatperspektiv i klubben (kan føde talenter til Ungdoms- landshold, TD-talentcentre o. lign.) indenfor en 4-årig periode
Team Copenhagen og Team Danmark prioriterer i aftaleperioden at udvikle flg. Team Danmark støttede idrætsgrene:
Roning, triatlon, håndbold, fodbold, bordtennis, trampolin, sportsdans, beachvolley, mountainbike, BMX og taekwondo.
Team Copenhagen prioriterer i aftaleperioden at udvikle flg. idrætsgrene, som ikke er støttet af Team Danmark på landsplan:
Idrætsgymnastik, judo og fægtning
Indenfor hver af de ovenstående idrætsgrene indgår Team Copenhagen samarbejdsaftaler med minimum en lokal idrætsforening. Team Copenhagen og idrætsforeningen indgår en samarbejdsaftale i form af en flerårig udviklingsplan, som bl.a. har fokus på organisationsudvikling, trænerressourcer, implementering af Aldersrelateret Trænings Koncept, faciliteter, samarbejde om uddannelsestilbud mv.
§ 3. Idrætsskoler
Københavns Kommune driver pt. en idrætsskoler i folkeskoleregi i aftaleperioden. Denne skole har et udvidet aldersrelateret idrætstilbud i 0.- 6. klasse og udvidet idrætsspecifikt tilbud i 7. –
9. klasse.
Der arbejdes for, at der inden for aftaleperioden etableres yderligere en idrætsfolkeskole med udvidet idrætsspecifikt tilbud i 7.- 9. klasse. På sigt arbejdes der ligeledes for etablering af idrætsfolkeskole med udvidet idrætstilbud i 0. – 6. klasse.
Idrætsskolerne tilbyder træning i overensstemmelse med Team Danmarks aldersrelaterede træningskoncept og harmonerer med Team Danmarks og Danmarks Idræt-Forbunds koncept for idrætsskoler (bilag 2 - Konceptbeskrivelse: Idrætsskoler).
Team Copenhagen sikrer, at repræsentanter for alle idrætsskoler deltager ved de halvårlige møder i Team Danmarks idrætsskole-netværk.
§ 4. Ungdomsuddannelser
Team Copenhagen har etableret Team Copenhagen Eliteidrætsakademi, som koordinerer, at de lokale ungdomsuddannelsesinstitutioner, Gefion Gymnasium, Xxxxx Xxxxx og Københavns
Tekniske Skole muliggør fleksible uddannelsestilbud, som indebærer:
• At talenter vil kunne gennemføre 2-3 ugentlige træninger inden for den normale skoletid.
• At der er koordination mellem de forskellige uddannelsesinstitutioners skemalægning, så der på tværs af uddannelsesinstitutionerne (herunder også idrætsskolerne) samt årgangene vil kunne etableres fælles træningstilbud for talenterne.
• At uddannelsesinstitutionerne varetager den fornødne uddannelsesvejledning, fleksible skemalægning
Team Copenhagen stræber efter at indgå i dialog med Team Danmark om optimere ovennævnte tilbud, så der sikres et godt samspil med en kommende revision eller fornyelse af Team Danmark-ordningen.
Team Danmark bistår med rådgivning ved planlægningen af de fleksible ungdomsuddannelser.
§ 5. Sportsmedicin, sportsfysiologi og sportspsykologi
Team Copenhagen afvikler efter behov kurser inden for eksempelvis følgende områder:
• Basal sportsernæring
• Basal skadesforebyggelse og -skadesbehandling
• Basal sportspsykologi (atleter, forældre, lærere og trænere)
Team Danmark eller Team Danmarks samarbejdspartnere bistår med fornøden efteruddannelse og netværkstilbud af stedlige eksperter inden for sportsernæring, idrætspsykologi m.v.
Elitekoordinatoren har ansvar for at sikre, at kvaliteten i det lokale tilbud til talenterne i de prioriterede idrætsgrene lever op til Team Danmarks standard, og herunder at anvendte eksterne eksperter indgår i Team Danmarks eksterne netværk.
§ 6. Immaterielle rettigheder
Det er væsentligt for parterne, at der gensidigt værnes om parternes immaterielle rettigheder. Parterne skal således i enhver henseende forsøge at værne om parternes brandværdi.
Team Copenhagen og Københavns Kommune kan som led i sin markedsføring eller med henblik på at tiltrække investorer eller sponsorater anvende Team Danmarks navn eller logo i overensstemmelse med de nærmere retningslinjer herfor. Det vil dog i hvert enkelt tilfælde specifikt skulle aftales med Team Danmark, såfremt Team Danmarks logo ønskes anvendt.
§ 7. Faciliteter
Team Copenhagen vil i samarbejde med Københavns Kommune arbejde for, at der er tilstrækkelig adgang til idrætsfaciliteter for de prioriterede idrætsgrene, så træningen af talenter vil kunne gennemføres efter principperne i det idrætsspecifikke aldersrelaterede træningskoncept.
§ 8. Regionalt samarbejde
Team Copenhagen vil i samarbejde med Københavns Kommune arbejde for at fremme det regionale samarbejde om udviklingen af eliteidrætten i hovedstadsregionen. Der vil således i aftaleperioden blive taget initiativ til et formelt samarbejde med udvalgte kommuner.
§ 9. Evaluering og genforhandling
Første kvartal hvert år afholdes et møde mellem Team Danmark og Team Copenhagen, hvor nærværende samarbejdsaftale drøftes mhp. at vurdere, om samarbejdet i praksis lever op til de gensidige forventninger. Primo 2014 igangsætter parterne en fælles evaluering af samarbejdsaftalen.
Parterne kan til enhver tid i aftaleperioden tage initiativ til genforhandling af nærværende samarbejdsaftale.
§ 10. Ikrafttræden og udløb
Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. januar 2011 og udløber – med mindre andet aftales – 31. december 2014.
Tiltrådt xx.xx. 2011
Xxxx Xxxxx Xxx Xxxxxxxxx
Bestyrelsesformand Kultur- og fritidsborgmester
Team Danmark Københavns Kommune
Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Xxxxxx
Direktør Adm. direktør
Team Danmark Kultur- og Fritidsforvalt
ningen
Bilag:
•
Bilag 1: Team Copenhagens årsberetning
• Bilag 2: Konceptbeskrivelse: Idrætsskoler