Hedensted Kommune
Hedensted Kommune
Att.: Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxx Xxxxx Xxxxx Vej 8
8722 Hedensted
3. maj 2024 Vores ref. KIKAI
Aftale om assistance i forbindelse med fastsættelse af en markedskonform garantiprovision
Med dette brev bekræftes vores aftale og forståelse af opgaven, herunder fastlæggelse og fordelingen af ansvar og arbejdsopgaver mellem BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab (”BDO”) samt retningslinjer for Hedensted Kommune (”Kunden”) for samarbejdet i øvrigt i forbindelse med BDO’s ydelser.
Omfanget af opgaven
Vi vil på grundlag af oplysninger, som vi modtager, assistere med etableringen af et grundlag for Hedensted Kommunes fastlæggelse af markedskonforme kommunale garantiprovisioner.
Vores tilgang til løsningen af opgaven vil ske med afsæt i det markedsøkonomiske investorprincip i Kommissionens meddelelse (2008/C 155/02) samt national lovgivning relateret til fastsættelse af kommunale garantiprovisioner, herunder kravene i eksempelvis varmeforsyningsloven og vandsektorloven.
Idet der kan være tale om virksomheder af forskellig størrelse, ligesom de underliggende krav til fastsættelsen af garantiprovision er forskellige, vil tilgangen være tilpasset de respektive virksomheder. Vores tilbud vil derfor være baseret på, at der er tale om virksomheder af forskellige størrelser og med forskellig kompleksitet.
Små og mellemstore virksomheder (SMV’er)
Det antages, at forbrugerejede forsyninger opfylder kriterierne for at være SMV’er. I det omfang kriteriet, ved nærmere vurdering, kan anses for opfyldt for det enkelte selskab, udarbejdes et oplæg med en anbefaling til fastsættelse af den årlige garantiprovision for at stille og vedstå eksisterende kommunegarantier. Herunder udarbejdes et konkret notat for hvert selskab, der beskriver kreditrisikoen på grundlag af en individuel kreditvurdering (kreditscore) af garantimodtager. Herunder sammenholdes med eventuelle forhold, som udspringer af den underliggende forsyningsretlige regulering af låntager samt øvrige brancherelaterede forhold, som, efter vores opfattelse, ikke afspejles i en kreditvurdering.
Vores oplæg til fastsættelsen af garantiprovisionen vil tage udgangspunkt i EU Kommissionens Safe Harbour satser. Såfremt de omhandlede selskaber kan fremlægge dokumentation for sammenlignelige private markedsvilkår kan dette anvendes som en medindikator for en markedskonform garantiprovision.
Store virksomheder
Kommunalt ejede selskaber er ikke omfattet af SMV definitionen, men anses derimod for store selskaber. I relation til disse selskaber udarbejdes af et oplæg til beregning af den årlige garantiprovision for at stille og vedstå eksisterende kommunegarantier. Herunder
udarbejdes et konkret notat for hvert selskab, der beskriver kreditrisikoen på grundlag af en individuel kreditvurdering (kreditscore) af garantimodtager. Herunder sammenholdes med eventuelle forhold, som udspringer af den underliggende forsyningsretlige regulering af låntager samt øvrige brancherelaterede forhold, som, efter vores opfattelse, ikke afspejles i en kreditvurdering.
Idet de store virksomheder ikke umiddelbart omfattes af muligheden for anvendelse Safe Harbour satserne i EU-Kommissionens meddelelse, vil vores anbefaling til fastsættelsen af garantiprovisionen være baseret på en sammenligning med private markedsvilkår, udtrykt i et syntetisk lån, som kan danne grundlag for en sammenligning med de underliggende garanterede lån. Såfremt de omhandlede selskaber kan fremlægge dokumentation for sammenlignelige private markedsvilkår, kan dette anvendes som en medindikator for en markedskonform garantiprovision.
Brug af underleverandører
Vi skal gøre opmærksom på, at vi til løsning af denne opgave i et vist omfang kan gøre brug af underleverandører. Aftaleforholdet med disse underleverandører indgås mellem BDO og den pågældende underleverandør.
Honorar
Kompleksiteten af sager om fastlæggelse af garantiprovision varierer fra sag til sag. Vores udgangspunkt vil normalt være at disse sager afregnes efter medgået tid.
I nærværende sammenhæng vil vi umiddelbart estimere, at vores honorar for løsning af opgaverne beregnes indenfor intervallerne i nedenstående matrix, afhængigt af om der er tale om en SMV, et stort selskab eller et nystartet forsyningsselskab:
Honorarestimat 2024 | |
Oplæg vedrørende et værk som opfylder SMV kriteriet | 19 - 24 x.xx. |
Oplæg vedrørende Kommunalt ejet selskab | 35 - 45 x.xx. |
Eventuelle nystartede forsyningsselskaber | 25 - 35 x.xx. |
Møder i forbindelse med opgaven | Medgået tid |
Tilbuddet gælder for opgaver m.v. der fremsendes inden udgangen af 2024.
Det bemærkes, at Kommunens omkostninger i forbindelse hermed bør tillægges den endelige garantiprovision og opkræves hos de respektive forsyninger.
Andre mindre opgaver (2-3 timers varighed) i relation til opgaven kan også løses med afsæt i medgået tid. Vi kan tilbyde at dette sker til en flat rate på 2.600 kr.
Honorar for yderligere opgaver aftales før disse igangsættes.
Ansvarsbegrænsning
BDO’s ansvar som følger af levering af ydelser i henhold til dette aftalebrev begrænses til alene at vedrøre tab lidt af Kunden, der er en direkte følge af BDO’s dokumenterede manglende overholdelse af denne aftale eller af udvist forsømmelighed i forbindelse med udførelse og levering af ydelser i henhold til denne aftale.
Vores samlede erstatning for sådanne tab kan ikke overstige 3 gange vores samlede honorar for denne opgave, og krav om erstatning må fremsættes inden 2 år, efter du bliver eller burde være blevet bekendt med de forhold, der giver anledning til at rejse krav.
Bekræftelse af aftalen
Som bekræftelse og accept af aftalen om vores assistance med ovennævnte opgaver, herunder fordelingen af ansvar, beder vi dig om at underskrive og returnere en kopi af dette brev.
Vi forudsætter, at du accepterer vores forretningsbetingelser, som er vedlagt denne aftale. Vi tillader os at betragte underskriften på dette aftalebrev som udtryk for, at forretningsbetingelserne er læst og accepteret.
Aarhus, den 3. maj 2024
BDO Statsautoriseret revisionsaktieselskab
Xxx Xxxx Xxxxxx Partner
Ovenstående aftale tiltrædes hermed: Xxxxxxxxx, den 3. maj 2024
Xxxxxx Xxxxxx Xxxxxx
Direktør for Økonomi, Personale og IT