DAKOFO 8.6.2015
DAKOFO 8.6.2015
Generelle Købsbetingelser
1. Anvendelse og afgrænsning.
Nedenstående generelle købsbetingelser finder anvendelse i det omfang, de ikke fraviges ved anden skriftlig aftale.
Aftale om salg til køber indgås i form af skriftlig aftale mellem sælger og køber eller ved købers fremsendelse af købs-
/ordrebekræftelse til sælger.
Køber er ikke ansvarlig for skader eller tab af enhver art, der udspringer af rådgivning.
2. Sporbarhed.
Afgrøder og varer, der modtages til videresalg eller forarbejdning, skal kunne spores mindst ét handelsled tilbage jf. EU- forordning 178/2002, der gælder fra
1. januar 2005.
Dokumentation for sporbarhed skal af sælger kunne fremlægges for køber.
Kan sælger ikke dokumentere påbudt sporbarhed, er køber berettiget til at afvise varen/partiet.
Sælger skal kunne dokumentere varens særlige art – f.eks. økologisk afgrøde, energiafgrøde, særlig udsæd, GMO og lignende.
Ved levering af korn, frø eller andre afgrøder omfattet af EU-forordning 178/2002 kan sælger afkræves dokumentation for sortens oprindelse ved enten fremvisning af faktura for købt, certificeret udsæd eller for indbetalt licensafgift til Sammenslutningen af Danske Sortsejere.
3. Køb af afgrøder.
I forbindelse med at et DAFOFO-medlem indgår aftale om køb af korn, ærter, raps, majs eller andre afgrøder - herunder maltbyg, brødhvede og tilsvarende specialprodukter - er sælger forpligtet til at levere den aftalte mængde.
Indgås før høst en aftale om sælgers levering af en fast mængde af den aftalte afgrøde den kommende høst, er køber i tilfælde af sælgers manglende levering af den fulde, aftalte mængde berettiget til ved leveringsperiodens udløb at vælge mellem enten at betragte købet af den manglende mængde som annulleret eller at foretage differenceafregning herfor.
Differenceafregning sker på grundlag af forskellen mellem den aftalte pris og gældende dagspris ved gyldighedsperiodens udløb beregnet i forhold til den manglende mængde.
4. Aftaleperiode, afvikling af handlen mv.
Køb.
Af købsbekræftelsen/kontrakten skal bl.a. følgende fremgå:
1. Periode (termin).
2. Prisaftale.
3. Vare/produkt
4. Mængde
5. Aftagelsesmønster - f.eks. om aftagelsen skal ske i købers eller sælgers valg.
6. Betaling
7. Evt. særlige forhold.
Ansvar og risiko.
Købte, men endnu ikke aftagne partier, er købers ejendom. Indtil partierne er aftaget, henligger disse for sælgers regning og risiko.
Ved aftagelse af økologiske afgrøder skal sælgeren dokumentere partiets økologiske status med myndighedernes avlskontrolrapport for det pågældende høstår. Køber skal godkende ovennævnte avlskontrolrapport, inden partiet kan aftages.
Såfremt sælger leverer en afgrøde, som ikke opfylder de givne krav til f.eks. økologistatus, energistatus, brødkornskrav mv., kan køber gøre krav gældende over for sælger.
Kvalitet.
Såfremt der ikke er tale om gode, sunde varer, skal sælger give meddelelse herom inden aflæsning på modtagerens plads.
Som eksempler på leverancer, der ikke kan betegnes som gode, sunde varer, kan nævnes leverancer med synlige eller begyndende spirer, muglugt, syrlig lugt, leverancer befængt med fusarier eller anden svampesygdom, mider, skadedyr m.m.
Listen er ikke udtømmende.
Er der ikke tale om gode, sunde varer, er køber berettiget til at afvise leverancen eller foretage et skønsmæssigt fastsat fradrag ved afregning over for sælger (fradraget kan fastsættes mængdemæssigt eller
prismæssigt).
Gold hejre.
Gold hejre må ikke forekomme i afgrøder beregnet til såsæd.
Partier med gold hejre kan afvises som såsæd.
Indeholder et parti høstet afgrøder gold hejre, er køber berettiget til at afvise partiet eller aftale lavere pris for partiet.
Flyvehavre
Der må ikke forekomme flyvehavre i de leverede afgrøder.
Indeholder et parti høstet afgrøder flyvehavre, er køber berettiget til at afvise partiet eller aftale lavere pris for partiet.
Kvalitetsregulering
Kvalitetsregulering foretages i henhold til købers afgrødebetingelser for det pågældende høstår.
Dispositionsret og risikoens overgang Når levering af varen/partiet er sket, eller når køber har foretaget betaling for varen/partiet, kan køber disponere herover, med mindre andet er aftalt.
Betalte, men endnu ikke leverede partier (forudbetaling), skal behørigt mærkes som købers ejendom og holdes separat fra sælgers øvrige beholdninger af afgrøder mv., og sælger er uberettiget til at disponere herover.
Indtil et parti er leveret, henligger dette for sælgers regning og risiko, og sælger drager omsorg for, at varen er forsikret under dennes forsikringspolice. Risikoen for varen/partiets hændelige undergang overgår således først fra sælger til køber på leveringstidspunktet.
Overdragelse af rettigheder mv.
Sælger er uberettiget til at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til den afgivne ordre og de dermed aftalte vilkår til tredjemand.
Afgifter, gebyrer, lovændringer mv.
I tilfælde af ændringer og/eller indførelse af (nye) importafgifter, EU-afgifter eller andre offentlige afgifter/gebyrer forbeholder
køber sig ret til forholdsmæssigt at regulere den aftalte pris.
5. Prislister mv.
Oplysninger i prislister er kun bindende i det omfang, aftalen udtrykkeligt henviser til dem. Alle prislister er angivet ekskl. moms. Der tages forbehold for eventuelle trykfejl.
Pris.
Alle priser er i DKK ekskl. moms, med mindre andet er aftalt.
6. Betaling.
Købers betalingsbetingelser fremgår af enten købsbekræftelse, kontrakt, faktura eller kontoudtog.
Ved udbetaling af tilgodehavender vil dette ske elektronisk til kundens bankkonto.
Med mindre andet er skriftligt aftalt, vil betaling for et af et DAKOFO-medlem aftaget parti først finde sted, når endeligt analyseresultat for partiet foreligger.
7. Ansvarsfrihed – force majeure.
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer kontraktens opfyldelse eller gør opfyldelsen urimelig byrdefuld.
Arbejdskonflikter, strejker, lockout og enhver anden omstændighed, som parterne ikke har været herrer over, såsom brand, krig, mobilisering, sabotagehandlinger, rekvirering, beslaglæggelse, oprør, uroligheder og lignende force majeure.
Den part, som påberåber sig nogen af de nævnte omstændigheder, skal uden ugrundet ophold skriftligt underrette den anden part om begivenhedens opståen og ophør.
Begge parter er berettiget til ved skriftlig meddelelse til den anden at hæve kontrakten, når dens opfyldelse indenfor en rimelig tid bliver umulig på grund af nogen i dette punkt nævnte omstændigheder.
8. Afgørelse af tvistigheder –
værneting.
Tvistigheder i anledning af kontrakten og til disse tilhørende bestemmelser skal afgøres ved købers værneting efter dansk rets almindelige regler.
2