Realkompetencer og rammebetingelser for social- og sundhedshjælpere

i Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

FOA Århus og Social- og sundhedshjælpernes fagklub

Realkompetencer og rammebetingelser for social- og sundhedshjælpere

i Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune

FOA Århus og Social- og sundhedshjælpernes fagklub

FOA Århus April 2016

Realkompetencer og rammebetingelser for social- og sundhedshjælpere i Magistraten for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune Undersøgelsesrapport udarbejdet af FOA Århus og

Social- og sundhedshjælpernes fagklub

1. udgave April 2016

Undersøgelsen udarbejdet af

Xxx Xxxxxx

Udgiver

FOA Århus og Social- og sundhedshjælpernes fagklub i Århus

Grafisk tilrettelæggelse

FOA Århus

Tryk

FOAs trykkeri

Indholdsfortegnelse

Forord 7

Rapportens opbygning 15

DEL 1

Undersøgelsens formål, begrundelser og grundudgangspunkt 18

Kort rids af social- og sundhedshjælper funktionens udvikling 22

DEL 2

Kort redegørelse for undersøgelsesmetode 30

Teknisk gennemgang af metoden 30

Interviewdesign 34

Fokusgruppeinterviewet 34

Xxxxxx interviews 36

Organisering af interviews i det samlede design 36

Udvælgelse og rekruttering af deltagere 37

Undersøgelsesramme og interviewforløb 40

DEL 3

Grunddata 44

Grunddata for de 6 fokusgruppeinterviews 44

Grunddata for de 2 faktagruppe I 44

Grunddata historiegruppe 44

Grunddata for faktagruppe II 45

Grunddata for ”fremtidsgruppen” 45

Samlet opgørelse 45

DEL 4

Gennemgang af interviewresultater 48

Gennemgang af interview resultater fra de 6 fokusgruppe interviews 48

Gennemgang af interviewresultater fra de to Faktagruppe I interviews 77

Gennemgang af interviewresultater fra ”historiegruppen” 89

Gennemgang af interviewresultater fra faktagruppe II 98

Gennemgang af interviewresultater fra ”Fremtidsgruppen” 105

Indholdsfortegnelse

DEL 5

Evaluering af metoden 114

Styringsproblemer 114

Designsvaghed og metodisk kompensation 116

Interviewrækkefølge 117

DEL 6

Samlet analyse og afsluttende diskussion 122

Det strukturelle element 125

Vilkårligheds- og forskellighedselementet 127

Det/de formelle og uformelle elementer 130

Marginaliserings- og vilkårlighedselement 132

Kompetenceudviklingselementet 133

Belastningselementet 135

Integrationselementet 136

Understøttende udsagn 136

Det historiske perspektiv og nyt lys på undersøgelsen 139

Den formelle systemiske vinkel 145

Forestillinger om fremtiden 148

DEL 7

Konkluderende bemærkninger 154

LITTERATUR OG BILAG

Litteratur 158

Bilag I

Projekt: Sosu-ansattes vilkår og fremtid

Interviewguide til Fokusgruppeinterview 160

Bilag II

Projekt: Sosu-ansattes vilkår og fremtid

Interviewguide til fakta gruppe interviews I og II 163

Bilag III

Projekt: Sosu-ansattes vilkår og fremtid

Interviewguide til ”Historieinterviewet” 165

Bilag IV

Projekt Sosu-ansattes vilkår og fremtid

Interviewguide til interview i Faktagruppe II 168

Bilag V

Projekt: Sosu-ansattes vilkår og fremtid

Interviewguide til Fremtidsgruppe 170

Forord

I februar 2015 afholdt Social- og sundhedshjælpernes faggruppeklub general- forsamling med et særligt tema på dagsordenen. Det drejede sig om social- og sundhedshjælpernes fremtid og muligheder inden for et stadigt mere kom- plekst sundhedssystem, sådan som det er beskrevet i mange officielle udspil og nu drøftes mellem regering, regioner og kommuner1.

Forud for generalforsamlingen var gået en del drøftelser i klubbens bestyrelse og blandt tillidsrepræsentanter (TR) fortrinsvis foranlediget af den offentlige debat om det moderne og nære sundhedsvæsen, hvor ældre- og sundhedsom- rådet i kommunerne forventes at løse stadig flere sundhedsopgaver, herunder tidligere hjemtagning af borgere fra hospitalerne med mere kompleks syge- pleje og pleje-omsorg til følge.

I den løbende offentlige debat og i flere fagorienterede notater og oplæg fra de store og toneangivende aktører inden for sundhedsområdet bl.a. KL og flere af sundhedsforvaltningerne i de danske kommuner er faggruppesammensæt- ningen i fremtiden blevet et fremtrædende tema. At det selvfølgelig slår ind i social- og sundhedshjælpergruppen som et meget varmt emne kan ikke undre, al den stund diskussionen først og fremmest er gået på, om faggruppen har de nødvendige kompetencer til forsat at udgøre en betydningsfuld del af det kom- munale sundhedsfaglige personer, eller om gruppen skal fases helt ud og med tiden erstattes af social- og sundhedsassistenter. Argumentet for sidstnævnte udvikling har først og fremmest støttet sig på, at social- og sundhedsassisten- ternes uddannelse berettiger dem til både at arbejde inden for sundhedslo- vens- og servicelovens rammer.

Det giver sig selv, at bare drøftelsen af sådanne mulige horisonter må kaste store og meget voldsomme debatter af sig inden for en faggruppe, der er truet af udfasning. Debatten på den omtalte generalforsamling udgjorde ingen und-

1 Sundhedsministeriet: Kommissorium for udvalg om det nære og sammenhængende sund- hedsvæsen 5. januar 2016

tagelse. Positionerne spændte lige fra opgivelse og resignation til stærk mod- stand mod de fremlagte scenarier med påstande om, at faggruppens kompe- tencer ”som sædvanligt undervurderes”, og at den såkaldte ”komplekse pleje” på den anden side er stærkt overvurderet. De forskellige fjendebilleder blev tegnet skarpt op, uden at debatten ændrede ved den udbredte opfattelse, at der med de kommende sundhedspolitiske udspil fra regeringen, Danske Regio- ner og KL er store ændringer på vej, der nødvendigvis også må rokke ved det kendte faggruppemønster.

Allerede forud for generalforsamlingen havde Magistraten for Sundhed og Om- sorg i Århus kommune (MSO) med et notat fra 20142 om fremtidens medarbej- dersammensætning gjort det ganske klart, at man på sigt ønsker at ændre medar- bejdersammensætningen, så der ansættes flere assistenter og langsomt udfases flere hjælperstillinger. Det samme forhold gælder hvad angår elevdimensioneringen. Begrundelserne for dette perspektiv adskiller sig ikke fra de begrundelser, som ken- des fra de fleste andre kommuner. Man henviser til et paradigmeskift3 med større vægt på mobilisering og aktiv deltagelse i egne forløb og øget fokus på forebyggelse og tidlig opsporing af sygdomme, hvilket underforstået står i modsætning til tidli- gere paradigmer, som angiveligt har bygget på basal pleje og omsorg og vedligehold af borgernes funktionsniveau frem for udvikling og mobilisering. Dertil kommer forvaltningens forventning om at skulle kunne mestre mere kompleks sygepleje og pleje i forbindelse med tidligere hjemtagning af borgere fra hospitalerne og en mere indgribende og stærkt udbygget tværfaglig og tværsektoriel indsats for at forebygge borgernes og især de ældres borgeres indlæggelse og genindlæggelser på hospi- talerne. Det gælder både borgere med medicinske sygdomme, kroniske lidelser, i kræftbehandling og i palliativ behandling4.

Dertil kommer at man ønsker en central placering af forvaltningen i kom- munens samlede sundhedspolitiske indsats på tværs af forvaltningerne og ma-

2 Fremtidens medarbejdersammensætning i Sundhed og Omsorg. 12. oktober 2014

3 Her forstået som: et sammenhængende sæt af faglige indsigter, standarder og normer og heraf afledte strategier, politikker og praksisteknikker.

4 Smertelindrende behandling

gistratsafdelingerne og i tæt samarbejde med Sundhedsstyrelsens enhed for sundhedsudvikling i kommunerne.

Kort sagt bærer de forskellige notater og oplæg præg af et afgørende skifte for forvaltningerne fra at være udprægede social- og sundhedsforvaltninger eller social- og ældreforvaltninger til at være sundhedsforvaltninger, der mere enty- digt orienterer sig mod en fremskudt plads i den overordnede sundhedspolitik og i mindre grad fastholder de klassiske interventionsområder som hjemme- pleje, personlig pleje og omsorg og decideret praktisk bistand, hvor der til kate- gorien hjemmepleje traditionelt også har hørt hjælp til gennemførelse af sociale aktiviteter og vedligeholdelse af i forvejen eksisterende netværk for den ældre.

Eller som sundhedsøkonom Xxxxx Xxxxxx Xxxxxxxxx advarede om det forud for gennemførelsen af strukturreformen, at kommunerne med den nye opdeling og hele betalingsordningen angiveligt ville udvikle sygehussubstituerende foranstalt- ninger. Dvs. døgnbemandede akutstuer/afdelinger, sygehuslignende behandlin- ger og pleje mv. Det ser med den sidste undersøgelse5, som KL har gennemført over for landets kommuner, ud til, at det er ved at blive en realitet i stor skala, uden at det dog foregår som en ensartet udvikling eller efter en samlet plan.

Med dette bagtæppe og ændringerne af kommunernes faktisk registrerede an- sættelsespolitik, hvor man flere steder har vedtaget ikke fremover at ansætte social- og sundhedshjælpere, forekommer det ganske forståeligt og indlysen- de, at utrygheden breder sig og sætter sig som en slags grundstemning i fag- gruppen. Men der skubbes også til indre og mindre synlige brudflader inden for faggruppen, som blandt andet er kendetegnet ved fornyet karriereambition hos nogen og resignation og distance hos andre. Der udvikles med andre ord forskellige overlevelsesstrategier, der i øvrigt går i spand med og næres af man- ge mytedannelser, vandrehistorier og af konspirationstænkning.

Det har betydet (hvilket også kom frem på generalforsamlingen) at en ansæt- telsespraksis ét sted i forvaltningen i løbet af ingen tid generaliseres gennem

5 KL: Kommuner overtager behandling fra sygehuse 11. januar 2016

”rygtebørsen” til at gælde hele forvaltningen. Dertil kommer, at der i faggrup- pen som helhed ganske naturligt udvikles fremtrædende defensive attituder og indstillinger, fordi uvisheden dels er følgesvend og dels næres af, at man of- ficielt, dvs. fra de politiske aktører i almindelighed og fra forvaltningsledelsen i særdeleshed, ikke er særligt præcise og konkrete i de mange rapporter og no- tater hvad angår fremtidens kompetencebehov og faggruppesammensætning.

Faktisk har det indtil i dag været relativt vanskeligt at danne sig et klart billede af, hvad det er for opgaver og operationer, herunder tværfaglige og tværsektorielle, som faggruppen i modsætning til de andre faggrupper ikke kan kompetenceudvik- les til at løse. Det samme gælder et billede af, hvor stor en del af de mere klassiske opgaver, der ikke længere skal løses indenfor kommunernes sundheds- og ældre- pleje. Mange af de ændringer, som angiveligt vil komme relativt hurtigt, befinder sig ikke desto mindre stadigt på overskriftsplanet6, hvilket selvfølgelig ikke gør det nemmere for social- og sundhedshjælperne at forstå, hvorfor der bliver mindre be- hov for deres kompetencer i fremtiden, og hvorfor selve faggruppen skal udfases.

De svar, som social- og sundhedshjælperne efterspørger, fremgår heller ikke umiddelbart tydeligt af hovedbudskaberne i KL’s meget omtalte og ambitiøse udspil fra oktober 2015 – ”Sammen om sundhed”.7

Dermed ikke sagt, at det gennemgående billede er, at hjælperne modsæt- ter sig forestillingerne om paradigmeskifte, ændrede opgavesammensæt- ninger og heraf afledte kvalifikationskrav, som social- og sundhedshjæl- perfunktionen og uddannelsen ikke kan indfri. Billedet viser snarere et ønske om håndfast klarhed og indsigt i en ligeså klar strategi for, hvorledes ændringerne skal gennemføres og deres rolle heri.

6 Det er først den 5. januar 2015, at regeringen (Sundheds- og Ældreministeriet) har udarbejdet et kommissorium ”Kommissorium for udvalg om det nære og sammenhængende sundheds- væsen” for det udvalg, der skal udarbejde forslag til, hvordan den nære og sammenhængende sundhedsvæsen skal udvikles.

7 KL: Sammen om sundhed oktober 2015 – udfordringer og anbefalinger.

Skal hjælperne eksempelvis opskoles på samme måde som hjemmehjælperne i sin tid blev opskolet til social- og sundhedshjælpere (og de forskellige tidli- gere faggruppebetegnelser blev lukket), eller skal gruppen udfases ved naturlig afgang samtidig med, at nogen hjælpere videreuddannes til social- og sund- hedsassistenter parallelt med, at alle ansatte systematisk kompetenceudvikles i forhold til det nye paradigme og de deri indlejrede opgaver?

Det var i brede træk de spørgsmål, som fyldte det meste af debatten på ge- neralforsamlingen. På et tidspunkt, hvor bølgerne i debatten gik højest, greb afdelingsformanden ind og stillede det spørgsmål, som flere godt nok havde kredset om, men som konstant gled i baggrunden:

Ved vi noget om de realkompetencer, der både findes i organisationen (dvs. fagkollektivet) og bæres af den enkelte social- og sundhedshjælper?

For uanset om udviklingen peger mod generel opskoling af de nuværende so- cial- og sundhedshjælpere eller en mere generel kompetenceudvikling, må det være ikke bare en fordel men en absolut forudsætning for en hensigtsmæssig planlægning, at der findes et mere dybtgående kendskab til, hvilke realkom- petencer8 der udfoldes i hjælpernes daglige arbejde og i den organisation, der udgør hjælpernes rammebetingelser 9.

Så vidt vides er en sådan undersøgelse ikke gennemført. Den tilgængelige vi- den er i udpræget grad anekdotisk og tilfældig, og i bedste fald er den snævert kontekstbestemt og måske slet ikke generaliserbar. Hvad der kunne være ligeså sandsynligt er, at mange realkompetencer ikke er erkendte og bevidste, men i

8 Realkompetencer anvendes i rapporten om de organisatoriske, sociale og fagspecifikke kom- petencer, der overskrider de i uddannelsen beskrevne kompetence- og vidensmål, og som både bæres og udøves individuelt og ligger indbygget i fagkollektivet som viden, regulativer, normer og værdier mv., og som også yngre social- og sundhedshjælpere indsocialiseres i.

9 Uddannelsesordning for social- og sundhedsuddannelsen 1. august 2015.

det daglige lever et liv som tavs viden10. Altså noget man realiserer i det daglige arbejde på grundlag af erfaringer og brudstykkevis tilegnet ny viden, men som man bare ikke tænker over.

Konklusionen på formandens spørgsmål og den videre debat blev, at fagfor- eningen i samarbejde med faggruppeklubben ville gennemføre en undersø- gelse af faggruppens realkompetencer og de rammebetingelser, som de selv- følgelig fremkommer indenfor.

Konklusionen skal imidlertid ikke læses som en bagatellisering af betydningen af det kompetenceudviklingsprojekt, der er sat i gang i MSO11. Tværtimod er det indtrykket, at projektet besidder høj faglig kvalitet og – hvis det gennemfø- res som planlagt – kan få afgørende betydning som model for områdets syste- matiske kompetenceudvikling. Men som projektet fremstår, er det begrænset til hovedsageligt at indfange og udvikle de formelle kompetencer og i øvrigt kun i beskedent omfang inddrager afdækning af rammebetingelserne – altså de grundstrukturer og kulturfællesskaber, hvor kompetencerne også ligger indlejret.

Beslutning om undersøgelse

Efterfølgende indgik FOA Århus og Social- og sundhedshjælpernes faggruppeklub en aftale om at gennemføre en undersøgelse inden for ovennævnte temaområde.

Hvad angår undersøgelsesmetode var der enighed om, at det nok ikke ville være muligt at indkredse og afdække hjælpernes realkompetencer gennem en traditionel spørgeskemaundersøgelse alene af den årsag, at man måtte antage, at et bredt spekter af realkompetencerne enten optrådte som tavs viden eller

10 Tavs viden defineres her som viden, der enten ikke er artikuleret eller bevidst sat på begreb, bl.a. fordi den er udpræget praksisbestemt eller tages for selvfølgelig p.g.a. overleverede kultur- spor og kropslig indlejring. Se eks. Xxxxx Xxxxxx: Den ultimative formel for effektive læreproces- ser.

11 MSO: Uddannelses- og kompetenceplan 2014-2016 (28. september 2014) og Obligatorisk sundhedsfaglig kompetenceudvikling for social- og sundhedshjælpere i Sundhed og Omsorg i Århus kommune 16. april 2015 samt bilag. MSO står for Magistraten for Sundhed og Omsorg.

som informel12 privat viden, der vanskeligt lod sig indfange gennem formelle spørgeskemaer og standardiserede spørgsmål. Der blev bl.a. henvist til FOA’s medlemsundersøgelse fra 200413 om opskoling til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent, som efterlod en række ubesvarede spørgsmål, fordi undersøgelsen ikke var designet til at uddybe eller omgå de almindelige ”automatsvar”.

Metodevalget faldt på anvendelse af semistrukturerede14 interviews af en så- dan bredde, at de også levede op til kravet om repræsentativitet. FOA Århus har tidligere anvendt metoden i andre mindre undersøgelser, og har i de til- fælde haft succes med at ”grave forhold frem”, som enten var helt ny viden el- ler også informel og ofte anekdotisk ”privat” viden, der gennem interviewene kunne gøres officiel og tilgængelig for en efterfølgende målrettet intervention.

Det blev tillige besluttet, at interviewundersøgelsen eksplicit skulle udgå fra hjælpernes eget oplevelsesperspektiv, hvilket samtidig gjorde det helt klart, at det var hjælpernes oplevelser der skulle undersøges og udsiges noget om, hvil- ket selvklart ikke er ensbetydende med, at forholdene faktisk er, som de ople- ves og beskrives. Undersøgelsesdesignet skulle dog være så bredt i sin opbyg- ning, at interviewene også kunne indfange rammebetingelser, og at udsagnene og oplevelserne i forhold til sidstnævnte kunne kvalificeres gennem interviews med andre grupper af hjælpere. Disse interviews skulle være målrettet beskri- velse af de faktiske daglige ramme- og arbejdsbetingelser.

Med det udgangspunkt blev det besluttet at igangsætte undersøgelsen. Opga- ven med at udarbejde undersøgelsesdesignet og planlægge interviewforløbet

12 ”Informel” anvendes her i stedet for ”uformel”, idet informel præcist betyder ”ikke formel”, hvorimod uformel har en række andre medbetydninger af normativ karakter som f.eks. uformel lig afslappet.

13 FOA undersøgelse: Medlemsundersøgelse om opskoling til social- og sundhedsassistent og social- og sundhedshjælper. November 2004.

14 Med semistruktureret interview xxxxx et interview, der godt nok er bygget op over en række spørgsmål, men som samtidig xxxxx op for mere fri dialog og diskussion mellem interviewdel- xxxxxxx.

blev overdraget til en konsulent i afdelingen. Hvad angår den praktiske del af undersøgelsen bl.a. tilrettelæggelse af rammevilkår, kontakt til hjælperne, rekruttering af deltagere til interviewene mv., skulle den opgave varetages af faggruppeklubbens formand og næstformand og køre helt uafhængigt af kon- sulenten, der alene skulle have ansvar for at gennemføre interviewene og ud- arbejde den endelige rapport.

Sent på efteråret 2015 var samtlige interviewrunder gennemført som første fase. Herefter er forløbet en fase, hvor de gennemførte interviews er blevet transskriberet til sammenhængende og dækkende betydningsbærende beskri- velser. Sidste fase, der afsluttes med nærværende rapport har bestået i fortolk- ning og analyse af det samlede transskriberede interviewmateriale og udarbej- delse af rapporten.

Rapportens opbygning vil i korte træk blive gennemgået på de næste sider.

Rapportens opbygning

Rapporten består – bortset fra forordet – af 7 dele, som kort gennemgås ne- denfor:

Del 1

• Undersøgelsens formål og hovedtemaer, herunder begrundelser og kort be- skrivelse af fem hovedantagelser, der er lagt til grund for udformningen af interviewdesignet.

• Beskrivelse i kort optrukket form af de historiske forskydninger indenfor ældreplejen med et afgørende nedslagspunkt ved indførelsen af Frit valgs loven i 2003 som baggrund for undersøgelsens dobbeltdimension: Real- kompetencer og rammebetingelser.

Del 2

• En nærmere metodebegrundelse og gennemgang af interviewdesignets me- todeopbygning, herunder valg af perspektiver indlagt i de underliggende interviewdesign samt en redegørelse for intervieworganisering og rammer.

Del 3

• Samlet opgørelse af grunddata og begrundelser for valg af datakriterier. De anvendte grunddata på fem parametre går igen i samtlige interviewgrupper og udgør bl.a. dokumentation for repræsentativiteten.

Del 4

• Transskriberet og kondenseret15 gennemgang af de gennemførte 6 fokus- gruppeinterviews. Disse interviews udgør undersøgelsens fundament og omdrejningspunkt. Afsnittet indledes med en kort introduktion til inter- viewdesignets opbygning og begrundelse herfor, og afsluttes med en kort delkonklusion.

15 Her defineret som flere udsagn med en stor grad af ensartet indhold fra flere deltagere, der er trukket sammen til et enkelt udsagn

Rapportens opbygning

• Transskriberet og kondenseret gennemgang af de gennemførte interviews i de 2 faktagrupper, som benævnes Faktagruppe I. Deltagerne i de to fakta- grupper er blevet interviewet om et hverdagsforløb. Afsluttes med en kort delkonklusion.

• Gennemgang af beskrivelserne fra interviewet i Historiegruppen. Intervie- wet her har været målrettet deltagernes beskrivelse af deres oplevelser af og erindringer om fagets og ældreplejens udvikling gennem de sidste 30 år. For- målet med dette interview har alene været på det deskriptive16 niveau at opnå en historisk perspektivering. Afsluttes med en delkonklusion.

• Transskriberet og kondenseret gennemgang af et gennemført interview i Faktagruppe II. Deltagerne – disponenterne – er i denne gruppe blevet in- terviewet om, hvordan den daglige planlægning af opgaverne foregår. Af- sluttes med delkonklusion og tentativ perspektivering.

• Transskriberet og perspektiverende gennemgang af det sidste interview gen- nemført i fremtidsgruppen. Formålet med at interviewe en gruppe hjælpere om deres fremtidsvisioner har været at opspore eventuelle sammenhænge mellem hovedresultaterne fra de foregående interviews og mulige visioner om fremtidens ældrepleje og faggruppens rolle.

Del 5

• Overordnet evaluering af metoden og organiseringen i forhold til undersø- gelsens formål og opgave.

Del 6

• Samlet analyse og diskussion i to dimensioner baseret på de foregående af- snits delanalyser.

Del 7

• Afsluttende bemærkninger mv.

Dertil kommer:

Litteraturliste og bilagsliste med de anvendte interviewdesign.

16 Fagprofessionelt begreb for: beskrivende niveau i modsætning til f.eks. analyseniveau.

1

DEL

Undersøgelsens formål, begrundelser og grundudgangspunkt

Kort rids af social- og sundhedshjælper funktionens udvikling

DEL 1

Undersøgelsens formål, begrundelser og grundudgangspunkt

Undersøgelsen af social- og sundhedshjælpernes realkompetencer og daglige ram- mebetingelser, som kort blev skitseret i forordet, har som primær opgave for det første at indkredse omfanget og typer af realkompetencer og for det andet samtidig undersøge, hvordan de praktisk udfolder sig og inden for hvilke konkrete ram- mebetingelser, herunder forvaltnings- og ledelsesstruktur og arbejdsorganisering.

Dvs. undersøgelsens genstand er ikke hjælpernes formelle kompetencer, men først og fremmest de kompetencer, der ligger ud over dem, man kan forvente at finde i relation til deres uddannelse og funktionsbeskrivelser, men som ikke desto mindre indgår som en væsentlig faktor i det daglige arbejde.

Undersøgelsen har med udgangspunkt i ovennævnte to formål:

• At indkredse og beskrive social- og sundhedshjælpernes realkompe- tencer

• At beskrive de gældende rammebetingelser og deres konsekvenser på arbejdsstederne for social- og sundhedshjælpernes daglige arbejde set fra de interviewedes perspektiv.

Begrundelsen for overhovedet at undersøge disse forhold er dels hele den over- ordnede kompetencedebat i forbindelse med de dybtgående forandringer inden for det samlede sundhedsvæsen, men nok så meget hjælpergruppens anekdoti- ske henvisninger til, hvor meget mere hjælperne kan i forhold til de kompeten- cer, der formelt tillægges gruppen. Kort sagt har det i sig selv været en igangsæt- tende begrundelse, at social- og sundhedshjælperne selv mener, at de har mere at byde ind med i fremtiden, end det er forventningen i den almindelige offentlige debat og design af kompetenceudviklingssystemer, der er under udvikling inden for hele sundhedsområdet i almindelighed og ældreområdet i særdeleshed.

En yderligere begrundelse for at gennemføre undersøgelsen, der netop skal

indkredse hjælpernes formodede realkompetencer, er en almindeligt accepte-

ret erkendelse af, at en meget stor del af den viden, der er opbygget og akku- muleret i mange praksisfag, kan henføres til begrebet ”tavs viden”. Altså viden, der kun løseligt og ofte ufuldstændigt er sat på begreb og indplaceret i et fagligt koncept. Ofte eksisterer tavs viden som systematiserede praksishandlinger og ikke mindst internaliserede erfaringer og kontekstbestemte rutiner, der gør det muligt at løse opgaver driftssikkert og på et relativt højt kvalitetsniveau. Den tavse viden kan siges at understryge den formelle og artikulerede viden, hvor det hovedsageligt er sidstnævnte, der ses og høres, men hvor det ved nærmere undersøgelse viser sig, at det er førstnævnte, som skaber og strukturerer de egentlige formidlinger, så der skabes en helhed.

I sagens natur kan man således ikke spørge direkte ind til viden, der er tavs eller ikke fuldt bevidst endsige oftest kun erkendes i ”småbidder”. Det implicerer, at spørge- designs, som hovedsageligt retter sig mod kortlægning af en faggruppes formelle kompetencer, sjældent vil opfange de andre kompetencer, der ikke desto mindre virker som en socialt- og fagligt enzym for de formelle kompetencers udfoldelse.

Nærværende undersøgelse går ud fra som accepteret antagelse, at der i alle fag- grupper, som for det meste fungerer i et givent system, eksisterer en vis sum af informel viden både hos den enkelte, hos grupper og i hele faget. Måden denne viden artikuleres på og sættes ind i realsituationerne udgør en vigtig indikator for en ganske bestemt professionel kultur men også som en ”føler” på kulturen i det system eller den konkrete organisation, faggruppen fungerer indenfor.

Dvs. en organisation kan for det første fremme eller hæmme udfoldel- sen og indsættelsen af de uformelle kompetencer. For det andet kan den fremme eller hæmme ophøjelsen/omformningen af de uformelle til for- melle kompetencer. Altså et organisationsklima, hvor bestræbelsen på at dyrke og synliggøre det ellers usynlige er formuleret som selvstændigt styrende mål.

Som det fremgår, og som det vil fremgå længere fremme, bygger hele undersø- gelsen på et samlet sæt af antagelser samt en forestilling om, at social- og sund- hedshjælperne faktisk besidder en række uformelle kompetencer, der virker i

dagligdagen uden for den synlige horisont, og at disse kompetencer sættes i spil inden for nogle ganske bestemte organisatoriske og styringsteknologiske grundbetingelser. Dermed også sagt, at der ikke hersker en forudgående opfat- telse af, at MSO er en organisation, hvor man bevidst har arbejdet med at syn- liggøre og udvikle faggruppernes og i hvert fald ikke social- og sundhedshjæl- pergruppens realkompetencer eller uformelle viden og handlekompetencer.

Grundudgangspunkt: 5 grundantagelser

Herunder vil vi kort gennemgå de fem grundantagelser, der har styret udform- ningen og rammesætningen af selve undersøgelsesdesignet. Da der hersker en forholdsvis stor konsensus på området, vil der til gennemgangen af anta- gelserne ikke blive knyttet en mere udfoldet argumentation for den enkelte antagelse. Se bl.a.17.

• Viden og kompetencer, formelle som uformelle, artikuleret såvel som tavs viden, er relationelle, hvilket betyder, at de altid tilegnes, udfoldes og ændres i et socialt- og systemisk samspil.

• Bærere af faglig viden og kompetencer indgår altid i et bestemt videns-sy- stem, hvor disse sættes i spil inden for en bestemt formålsrationalitet og bestemte udfoldelsesbetingelser.

• Kompetencesystemer er, som de kendes i dag, hierarkisk opbyggede og ind- går som undersystemer i større funktionssystemer, der er formålsbestemte og fungerer inden for en ramme af mere eller mindre veldefinerede mål.

17 Xxxxxx Xxxxxx: Intelligens og tænkning – kognitiv psykologi 1998, Xxxxxx Xxxxx Xxxxx et al: Organisationsteori, struktur og kulturprocesser 4. udg. 2004, Xxxxxxx Xxxxxxx & Xxxxxxxx Xxxx: The hidden injuries of class, 1993.

• Viden og kompetencer er paradigmatiske18, der aldrig er i hvile, men under konstant men ikke altid umiddelbart synlig udvikling, hvorfor paradigme- skift ofte opleves som større skift i sprog, diskurs19, formåls- og målændringer.

• Forudsætninger for at sætte sine kompetencer i spil på en hensigtsmæs- sig måde afhænger ikke kun af bæreren, men i lige høj grad af bærerens strukturelle og hierarkiske placering, herunder adgangen til strukturel an- erkendelse20 og involvering i hele systemets opbygning og samlede funk- tionsmåde. Når begrebet ”strukturel anerkendelse” anvendes, er det for at sondre mellem det enkelte gruppeindivids mulighed for anerkendelse og gruppens generelle anerkendelsesbetingelser, hvor strukturel anerkendelse henviser til sidstnævnte.

Formålsbestemmelsen og dens tematisering i de to beskrevne undersøgelses- punkter samt de 5 grundantagelser udgør således det samlede grundlag for udarbejdelsen af undersøgelsesdesignet og har virket som ledetråd for de me- todetilpasninger, der er foregået hen ad vejen.

I næste afsnit vil der kort blive gjort rede for de forudsætninger, der udgør den overordnede ramme for fagets udvikling og de ændrede betingelser for udøvelsen af faget i dagligdagen.

18 Begrebet paradigme anvendes her efterfølgende korte definition: Et sammenhængende møn- ster af accepterede måder at tænke på, herunder begrundelsesgyldighed, gyldighed i omver- denstolkninger og hertil hørende diskurs og dagligsprog, der virker bestemmende ind på, hvad der meningsfuldt kan siges.

19 Diskurs anvendes her i betydningen: en sammenhængende kæde af sproglige udsagn, vendin- ger og betydninger, og argumentationsformer, der på et givet tidspunkt udgør de rammer, der kan samtales meningsfuldt indenfor i et samfund eller indenfor større sociale grupper.

20 Her tænkes på de anerkendelsesmåder (an-erkendelse, dvs. forstået som erkendelse af den an- dens gyldighed og betydning, hvilket ikke er det samme som accept eller respekt) og traditioner, der ligger indbygget i en given organisation eller et givet system.

Kort rids af social- og sundhedshjælper funktionens udvikling

Som alle andre fag inden for sundhedsområdet har social- og sundhedshjælperfa- get ændret sig betydeligt gennem de sidste tyve år både hvad angår opgaver, opga- veorganisering uddannelsesprofil, rekrutteringsgrundlag og ikke mindst fagkultur.

Xxxxx taget kan man med en vis rimelighed inddele de sidste tyve års udvikling i to perioder, hvor vi angiveligt står på tærsklen til en ny periode.

Frem til vedtagelsen og implementeringen af Frit valgs loven i 2003 tegner der sig et billede af Social-og sundhedshjælperfagets udvikling, som vel bedst kan karakteriseres som voksende professionalisering i takt med, at kommunerne i bl.a. samarbejde med socialministeriet indgik i adskillige forsøg for at harmo- nisere ældreplejen i almindelighed og hjemmeplejen i særdeleshed.2122

Ældreplejen og hjemmeplejen blev systematiseret og underlagt stram- mere og mere professionel styring op gennem 90’erne. Især hjemmeple- jen blev i højere grad end tidligere tænkt og set som et større sammen- hængende og tværfagligt indsatsområde, der matchede hele filosofien om borgerne længst muligt i eget hjem. Med den demografiske udvikling og de voksende krav til, at borgerne også trivedes og bibeholdt deres funktioner og rimelige livsvilkår i eget hjem, blev der formuleret øgede krav til social- og sundhedshjælpernes grunduddannelse og forudsætninger for at kunne indgå i det tværfaglige samarbejde.23

Man kan sige, at professionaliseringen forløb forholdsvis kontinuerligt og fremadskridende uden de helt store og afgørende brud frem til indførelsen af

21 Xxxx Xxxxxx Xxxxxxx: Hjemmehjælp – en håndbog.

22 KL: Servicetjek på ældreområdet, 1999

23 AKF Rapport: Hjemmehjælp og ældres velbefindende ved: Xxxxx Xxxx Xxxxxx, Xxxxx Xxxxxxxxx og Xxx Xxxxxxxx Xxxxxx 1999 og AKF: Fleksibel hjemmehjælp er guld værd, 1999 og Amtsråds- foreningen: Fem danske plejeprofiler, 2001, og Fremtidens plejeprofil 2001.

Frit valgs loven i 2003. For selv om flere af de elementer, der kom til at indgå i loven om frit valg, allerede var foregrebet op gennem 90’erne, er det først med loven, at de bliver gjort obligatoriske for alle kommuner og kommer til at danne udgangspunkt for hele områdets organisering.

Det drejer sig bl.a. om indførelse af ”objektiv visitation”, hvor visitationen blev flyttet fra den enkelte social- og sundhedshjælper samt umiddelbart foresatte til en særskilt enhed, der ikke var impliceret i selve plejen og den daglige drift. Hertil kommer forskellige forsøg med tidsmålinger og tidsstyring som grund- lag for udgiftskalkulationer og effektivisering af hele området. I kølvandet på disse forsøg blev der også indledt en række forsøg med systematiseret pleje, udvikling af kvalitetsstandarder og dokumentationsmetoder mv.24 25 26

Objektiv visitation, overordnede kvalitetsstandarder, tidsstyring og allokering af ressourcer kommer til at udgøre grundelementerne i Frit valg som udgangs- punkt for en ligestilling af de kommunale og private udbydere af hjemmepleje. Men selv om en del af lovens bærende elementer allerede var implementeret i hjemmeplejen før 2003, gennemgår de en væsentlig ændring med loven, i og med at de skal indgå i et sammenhængende system af omkostningsberegnin- ger som grundlag for afregningspriserne over for henholdsvis de kommunale og private udbydere27. Man kan således godt sige, at social- og sundhedshjæl- perfaget gennemløber en voldsom og afgørende ændring på ganske kort tid, der vender op og ned på ikke alene fagvinklen men vel først og fremmest på de daglige betingelser for social- og sundhedshjælpernes udøvelse af faget28.

24 Afsluttende rapport: Den gode pleje, Socialministeriet 2000.

25 Regeringen: Tid til status – erfaringer med frit valg, 2005

26 Xxxxxx Xxxxx: Modernisering af den offentlige sektor, 2001

27 BUM modellen, som er en forkortelse af Bestiller – Udfører – Modtager, hvor bestilleren er en adskilt enhed fra udførerenheden, og hvor udførerenheden kan væren enten en kommunal enhed eller en privat virksomhed, og hvor modtageren (borgeren) kan vælge mellem en kom- munal- eller en privat serviceydelse. Prisen for ydelsen er i princippet den samme. Det er kvali- tetsforskellen, der er afgørende for borgerens valg.

28 Xxxx Xxxx-Xxxxxxxxxxxx, RUC phd. afhandling: Sosu-hjælperne umyndiggøres af regeltyran- ni, 2011

Hvor social- og sundhedshjælperne tidligere havde haft en relativt stor ind- flydelse på tilrettelæggelse og udførelse af deres daglige arbejdsopgaver og funktioner, hvilket selvfølgelig også har udviklet en ganske bestemt kultur (behandles særskilt senere), blev de med frit valgs loven i løbet af en ganske sammenpresset periode underlagt en hidtil ukendt grad af fremmedstyring

– officielt objektiv og standardiseret styring. De skulle udføre pleje, omsorg og praktisk bistand ud fra et bestemt servicekoncept defineret ved en række kvalitetsstandarder, som de ikke havde nogen indflydelse på, hvor de tidligere i samarbejde med nærmeste ledere helt modsat havde defineret plejen, omsor- gen og niveauet for praktisk bistand på ad hoc basis – dvs. ud fra egne/fælles behovsvurderinger af borgernes udtrykte behov.29

Skiftet er paradigmatisk i den forstand, at hele sproget og den formelle iden- titetsbeskrivelse og efterfølgende opfattelse ændrer sig i og med lovens indfø- relse. I lighed med ændringerne i hele det offentlige system tales der nu kon- sekvent om hjemmehjælps-service. Servicebegrebet i forhold til et objektivt defineret behov bliver nu den gennemgående tanke- og forståelsesfigur.

Det får yderligere den konsekvens, at social- og sundhedshjælperens identitet ændres fra at være en offentlig social- og sundheds hjælperidentitet til at blive en udøver af social- og sundhedsområdets serviceydelser ikke meget forskellig fra servicebegrebet på det private område.

Den efterfølgende udvikling inden for området op gennem 00’erne og frem til nu, hvor der sandsynligvis – hvis man ellers skal tage de mange spændinger og nyformuleringer for pålydende – er et nyt paradigmeskift på vej, har gen- nemløbet forskellige faser fra en meget ufleksibel tids- og omkostningsstyring til forskellige blødere udgaver, hvori også er indgået modificerede mål-ramme elementer. Udviklingen har dog ikke ændret meget i fremmedstyringen og social- og sundhedshjælpernes reducerede indflydelse på opgavedefinition og tilrettelæggelse.

29 KL: Økonomistyring i bevægelse – udfordringer og værktøjer, 2006

Før Frit valgs loven definerede social- og sundhedshjælperne i høj grad selv ple- jen, omsorgen og niveauet for praktisk bistand ud fra egne/fælles behovsvurde- ringer af borgernes udtrykte behov. Foto: Colourbox

Det paradigmeskifte, der angiveligt er på vej, kan forbindes med udviklingen inden for hospitalssektoren med krav om løbende produktivitetsforbedringer, forebyggelse af indlæggelser og tidligt opsporende indsatser i kommunerne og i det primære sundhedssystem. Dertil kommer ønsket om at ”holde borgerne ude af systemet” og målrette en større del af det formelle fokus på borgernes funktions- og habilitetsbevarelse bl.a. gennem tidlig opsporing af potentielle problemer og systematisk rehabiliteringsindsats som et formuleret indsatsom- råde. Trenden går derfor mod en større integration af ældreplejen i det sam- lede sundhedsvæsen, hvor flere behandlings- og plejeopgaver placeres uden for hospitalerne, og hvor borgere, der tidligere næsten pr. automatik modtog of- fentlig hjælp, hjælpes/rehabiliteres til at klare sig selv og leve på en måde, så tab af funktioner udskydes eller reduceres30.

30 KORA, Xxxxxx Xxxxxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxxx: Ældres forbrug af sund- heds- og hjemmeplejeydelser – betydende økonomiske faktorer, 2015, og KORA, Xxxxx Xxxx Xxxxxx: Ældres deltagelse i hverdagsrehabilitering – muligheder og udfordringer, 2015.

Disse omorienteringer, der foregår løbende og absolut ikke efter en klar linje inden for det overordnede paradigmeskifte, indebærer også, hvad der er in- teressant for denne undersøgelse, et fokusskifte væk fra fortællingen om de mere ”traditionelle hjemmehjælpsopgaver” og den traditionelle social- og sundhedshjælper-identitet – en identitetsopbygning, der har været baseret på pleje og omsorg inden for det, man kan kalde ”normalområdet” og med vægt på det sociale perspektiv, og som i dag står i et spændingsforhold til et mere diagnoseorienteret og sundhedsinstrumentelt perspektiv (bl.a. telemedicin og ”velfærdsteknologiske” løsninger) defineret ved større formelle sundhedsfag- lige krav til plejen og med øget vægt på at løse komplekse plejeopgaver, der tid- ligere blev løst på hospitalet, samt og ikke uden betydning øget formalisering af borgerkontakten.31

Hvor plejen og omsorgen – herunder den praktiske bistand – først og fremmest blev styret af det sociale perspektiv, og hvor social- og sund- hedshjælpernes daglige praktiske arbejde i en vis forstand var indfældet i borgernes hverdag og sociale netværk, har faget og funktionskravene ud- viklet sig til at indgå i et højt professionaliseret og centralt styret system af social- og sundhedsrelaterede serviceydelser med en anden afstand mellem borger og social- og sundhedshjælper end tidligere for i fremti- den yderligere at blive rettet mod levering af sundhedsydelser med mindre vægt på det snævre lokale sociale element.

Der er således tale om, at faget og de systemiske betingelser har ændret sig ganske voldsomt inden for de sidste tyve år og især inden for de sidste ti år. Og med de ændringer i forbindelse med udrulningen af det sammenhængende- og nære sundhedsvæsen, der først er i færd med at blive foldet ud og virkelig- gjort, og hvor en større del af de kommunale sundhedsressourcer allokeres til kompleks pleje – eller hvad man kunne kalde sygehussubstituerende indsatser

– er det ganske forståeligt, at der officielt er igangsat en debat om fremtidens kompetenceprofiler inden for ældreplejen og det nære sundhedsvæsen.

31 Xxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxx: Borgerens kontraktliggørelse 2003. Socialministeriet: Hvad er kvalitet? Ældreplejen til debat, 2005. KL: Sammen i sundhed, afsnittet Kvalitet i de kommunale indsatser, 2015.

Sådanne drøftelser må nødvendigvis også indebære en vurdering af, om der på sigt er brug for social- og sundhedshjælper faggruppen, subsidiært32 om der skal gen- nemføres en systematisk kompetenceudvikling eller direkte opskoling af social- og sundhedshjælperne i lighed med det omfattende opskolingsprogram (fra social- og sundhedshjælpere til social- og sundhedsassistenter), der blev gennemført tidligere, hvor hjemmehjælperne blev opskolet til social- og sundhedshjælperne.

Men uanset hvilket fokus og hvilke løsningsmodeller, de enkelte kommuner vælger – og der kan registreres meget forskellige tilgange fra kommune til kommune33 – er det ganske forudsigeligt, at selve overgangssituationen aflejrer en vis frygt for fremtiden hos hjælpergruppen og skaber en overgribende op- levelse af utryghed overfor, hvad fremtiden bringer.

Angiveligt kan det ikke være meget anderledes, men de stadig ufuldstændige udviklingskonturer indvirker desuagtet på social- og sundhedshjælpernes dag- lige arbejdsvilkår og virker også ind på de hidtil kendte rammebetingelser, der i dag må siges at være i opbrud. Det sidste forhold danner, som nævnt i forordet, udgangspunkt for undersøgelsen og begrunder tillige inddragelse af social- og sundhedshjælpernes oplevelse af vilkårene og de givne rammebetingelser.

Undersøgelsen udgår således fra det faktum, at der er et paradigmeskifte under udfoldning uden at beskæftige sig med, hvor meget der på inde- værende tidspunkt er ideale fordringer og plankrav, og hvor meget der er realiteter. Undersøgelsen begrænser sig til alene at indkredse og afdække faggruppens reale kompetencer, sådan som de har udviklet sig og indgår i daglige praksis og den måde, disse sættes i spil inden for de af faggruppen oplevede vilkårsændringer.

32 Subsidiær, her defineret som noget, der træder i stedet for noget andet, som dermed bortfalder. Bl.a. hvis der sker en systematisk og obligatorisk opskoling af hjælpergruppen til assistenter, bliver spørgsmålet om gruppens videre beståen, herunder rekrutteringsovervejelser gjort overflødigt.

33 Referat fra faggruppelandsmøde i FOA 19-20. maj 2015: tilbagemeldinger fra repræsentanter fra en række kommuner af forskellig størrelse og beliggenhed.

2

DEL

Kort redegørelse

for undersøgelsesmetode

DEL 2

Kort redegørelse for undersøgelsesmetode

Som der blev redegjort for i forordet, lagde selve undersøgelsens genstand og karakter op til, at metoden skulle bygges op over det semistrukturerede in- terview som gennemgående redskab til at indkredse deltagernes realkompe- tencer, informelle viden og vidensudveksling sat i forhold til de eksisterende rammebetingelser.

Ved metodevalg gik overvejelserne på, om vi kunne anvende et traditionelt spørgeskema med den sædvanlige svarvariabel. Muligheden blev hurtigt afvist ud fra det synspunkt, at når vi antog, at en del af realkompetencerne foldede sig ud som tavs/kulturindlejret viden, ville det ikke give mening at opstille meget formelle spørgsmål, der kun ville kunne besvares formelt på grundlag af en bevidst besvarelsesproces34.

Valget faldt derfor på gennemførelse af semistrukturerede interviews, der både skulle være tematisk opbygget og organiseret på en måde, der gav mulighed for en dynamisk og afdækkende betydningsudvikling i løbet af interviewet. Der var også enighed om, at interviewene måtte designes, så de stod i et logisk forhold til formålet og tog højde for de opstillede antagelser.

Teknisk gennemgang af metoden

Interviewdesignet måtte med andre ord konstrueres på en sådan måde, at det kun indirekte nærmede sig de egentlige undersøgelsestemaer, hvilket tillige skulle aftegne det senere fortolkningsrum, når der efterfølgende skulle trans- skriberes. Designets mange indirekte spørgsmål sat i forhold til undersøgel- sestemaerne skulle også give rum for deltagernes indbyrdes debat og således fremme en dynamisk betydningsproduktion forstået som en fremadskridende indsigt hos deltagerne i, hvad de faktisk kan og gør. Tillige skulle spørgsmå- lenes struktur formes på en måde, der også afdækkede deltagernes egen op-

34 Xxxxx Xxxxxx-Xxxxxx og Xxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxxxx (red): Tendenser i evaluering, 2001 og Xxxxx Xxxxxx-Xxxxxx: Den rituelle refleksion, om evalueringer i organisationer, 2005

levelse af de givne rammebetingelser for ad den vej også at indfange nogle typiske træk i gruppens positionsplacering i organisationen og oplevelse heraf.

Yderligere skulle fremgangsmåden sikre en relativ høj grad af reliabilitet35 og konsekvent medtænke den grundlæggende systemiske tilgang til hele proble- matikken. Af hensyn til validiteten36 blev det besluttet, at der skulle gennem- føres en serie af efterinterviews, hvor de enkelte interviewmoduler i rækken skulle indtage forskellige funktioner og tjene forskellige formål. Således måtte der skelnes mellem hovedinterviewet – eller fokusgruppeinterviewet – og ef- terfølgende interviews, der enten var strengt sagorienteret (eks. redegørelse for forløbet af en arbejdsdag) eller historisk perspektiverende af fokusgruppein- terviewet. Hensigten var gennem en indirekte tilgang at vurdere og kvalificere/ modificere værdien af interviewresultaterne fra fokusgruppeinterviewet.

Det samlede undersøgelsesdesign er inspireret af Xxxxxxx Xxxxxx forskellige af- handlinger om kvalitative forskningsinterveiws dog tilpasset den konkrete un- dersøgelsesopgave og de konkrete undersøgelsesforhold.37 Dertil kommer inspi- ration fra Xxxxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxx store forskningsprojekt fra 196938. Det gælder især deres forskningsmetoder og ikke mindst diskussion af samme i relation til undersøgelse af større socialgruppers værdi- og selvforståelse.

Navnlig er det imidlertid vigtigt med en enkelt reference til Xxxx Xxxxxxxxxxx strukturelle kulturmodel (Figur 1, side 32), hvor kulturbestemmelser inddeles i tre lag inden for en hierarkisk ordnet struktur.

35 Reliabilitet her forstået i sin simpleste definition som pålidelighed.

36 Validitet her forstået som vurderet værdi i forhold til undersøgelsestemaet.

37 Bl.a. Xxxxxxx Xxxxx: Interview, en introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997 og I Andersen: Valg af organisations-sociologiske metoder, 1990.

38 Xxxxxxx Xxxxxxx & Xxxxxxxx Xxxx: The hidden injuries of class 1993.

Figur 1: Kulturens områder og niveauer

Teknologi Økonomiske institutioner

Sociale institutioner

Politiske institutioner Sprog og kommunikation Reproduktion

Ideologi Religion

Kilde: ”Kultur, kulturanalyse og kulturetik – eller hvad adskiller og hvad forener os?”, Xxxx Xxxxxxxxxx, Akademisk Forlag, København, 1992

Det nederste lag, der består af

a. Alment accepterede højeste værdier og partielt legitimerede værdier, der sjældent optræder i ren form.

b. Styrende moral- og regellag, som dog ikke altid er fuldt observerbare.

c. Det øverste umiddelbart oplevelsesbare symbollag, der for meste optræder som forskellige emblemer i en organisation (kan f.eks. være symbolerne/ ikonerne for de ”fem ledetråde” i MSO).

Denne model har bl.a. indgået som orienteringskompas i samtlige interviews.39

39 Xxxx Xxxxxxxxxx: Kultur, kulturanalyse og kulturetik – eller hvad der adskiller og forener os, 1992.

I nærværende undersøgelses designopbygning indgår Xxxxxxx Xxxxxx 7 stadiepro- cedurer, som er blevet forenklet og modificeret, idet det efter flere overvejelser blev besluttet at erstatte båndoptagelser med interviewnoter ud fra tidligere erfaringer, hvor transskriberingen af interviewnoter har vist sig afdækningsmæssigt produk- tiv samtidig med, at fremgangsmåden gjorde interviewsituationen mere dynamisk. Selv om den valgte fremgangsmåde er omstændelig og behæftet med en mulig risi- ko for fortolkningsmæssige fejl, blev den altså foretrukket, fordi den kan virke pro- duktivt ind på den efterfølgende fortolkning. Begrundelsen herfor er, at der i me- tode er indbygget flere ”frem og tilbageløb”, som kan vise sig at afdække nye vinkler, der måske ville gå tabt ved en mere mekanisk transskribering fra bånd til tekst.

Men bortset herfra følger designets procedure Xxxxxxx Xxxxxx 7 stadier:

• Tematisering og formålsindkredsning

• Udarbejdelse af design, herunder relevant inddragelse af erfaringer fra det forudgående feltarbejde

• Interviewforløbet

• Transskribering, herunder dynamisk betydningsproduktion og konfronta- tion af forforståelser

• Analyse, herunder analyse af resultaternes validitet

• Verificering eller i hvert fald en angivelse af undersøgelsesresultaternes ge- neraliserbarhed, herunder deres pålidelighed

• Sammenskrivning af undersøgelsens resultater.

Med valg af metode afstod vi dermed, som det fremgår, også fra ambitionen om at levere det, man kan kalde objektivt valide resultater. Men her skal der huskes på, at det heller ikke var udgangspunktet for undersøgelsen, der alene har til formål at indkredse hjælpernes realkompetencer og de rammer inden for hvilke, de bliver udfoldet og sat i spil.

Hertil knytter der sig et underliggende formål i valget af undersøgelsesmetode, og det var ønsket om, at deltagerne gennem interviewene kollektivt frembragte en større bevidsthed om deres kompetencer og daglige realpraksis. Der skulle med andre ord også indgå et dannelsesaspekt i undersøgelsesmetoden med det formål, at deltagerne selv kunne tilegne sig en større indsigt i deres egne vilkår

og de systembetingede processer, der dagligt er indfældet i opgaveløsninger- ne med henblik på ændret praksis og bredere svarrelevans i de mere formelle kompetenceafhlaringsprocesser, som gennemføres i MSO.

Interviewdesign

Det samlede interviewdesign består af fem interviewmoduler, der både er adskilt i funktion, tema og udformning:

1. Fokusgruppeinterview, som er struktureret i 6 underkategorier og primært tema- tiseret i forhold til undersøgelsens formål. Det foreliggende fokusgruppeinter- view skulle gennemføres i 6 deltagergrupper med ca. 10 deltagere i hver gruppe.

2. Forløbsinterview, hvor deltagerne skulle redegøre for forløbet af en al- mindelig arbejdsdag/arbejdsuge i fortrinsvis dag- og aftenvagt i både ple- jeboligerne og hjemmeplejen. Forløbsinterviewet skulle gennemføres i 2 deltagergrupper med ca. 10 deltagere i hver. Formålet med interviewet var hovedsageligt at kvalificere/indikere pålideligheden af resultaterne fra fo- kusgruppeinterviewet set ud fra et rammeperspektiv.

3. Et historieinterview som et overgribende historisk forløbsinterview med ca. 10 deltagere i gruppen med henblik på at indfange eventuelle kultur- og kompetenceoverleveringer fra tidligere tiders opgaveformulering og orga- nisering af især hjemmeplejen og tillige historisk perspektivering af resulta- terne fra fokusgruppeinterviewet.

4. Et faktagruppe-interview med ca. 10 deltagere, hvor en gruppe centralt pla- cerede social- og sundhedshjælpere uden ledelseskompetence interviewes om den reelt fungerende organisering af deres kollegers daglige arbejde med henblik på en beskrivelse af et eventuelt gab mellem det oplevede og det faktisk forekommende.

5. Et fremtidsinterview (ca. 10 deltagere) med det formål at indkredse fag- gruppens eventuelle forestillinger om fagområdets udvikling og i tilknyt- ning hertil forestillinger om forvandling af deres realkompetencer til for- malkompetencer sat i relation til de forudgående interviewresultater.

Fokusgruppeinterviewet

Interviewdesignet indeholder 36 spørgsmål fordelt i 6 underkategorier. Som det fremgår, bevæger spørgsmålene sig fra at omhandle formelle rammer og

grundlag over spørgsmål til formelle og reale kompetencer til spørgsmål om, hvordan de reelt arbejder i dagligdagen og deltagernes betingelser for at løse opgaverne.

Kategorierne og deres kronologiske orden er opbygget således:

1. At besvarelserne fortæller noget om deltagernes kendskab til den samlede organisation og de formelle rammer. Betydningen af dette kendskab eller mangel på samme fortæller noget om deltagernes kontekstbevidsthed og viden om, hvorledes ens kompetencer og potentialer kan sættes i spil på en relevant og hensigtsmæssig måde ud fra antagelsen af, at jo mere, man ved om de formelle spilleregler, desto nemmere er det at begrebsliggøre ens position og rolle og afstemme forventninger eller få øje på egne potentialer i forhold til givne situationer.

2. At besvarelserne fortæller noget om, deltagernes kendskab til de for- melle beskrivelser af funktioner og indsatsområder. Det giver et billede af hvilke betingelser, deltagerne har for at sætte egne kompetencer hen- sigtsmæssigt i spil samt et billede af begrebssproglige færdigheder i fag- kulturen – færdigheder, der har betydning for videre tilegnelse af nye færdigheder.

3. At besvarelserne fortæller noget om forholdet mellem formelle kompeten- cer, det formelle syn på gruppen og deltagernes daglige ageren, hvor deres reelle kompetencer sættes i spil og udvikles samt omfanget af ”tavs viden” og ikke formelt anerkendt kompetence.

4. At besvarelserne fortæller noget om, hvad de egentlig kan og gerne vil i for- hold til forventninger og efterspørgsel efter deres kompetencer, herunder deres placering i det samlede kompetencehierarki og deres bevidsthed om dette.

5. At besvarelserne fortæller noget om den løbende og faktiske og systema- tiske kompetenceudvikling for at afdække, om der i selve organisationen findes potentialer, der ikke udnyttes eller dyrkes konsekvent – også kaldet strukturelle udviklingsfremmere – og barrierer.

6. At besvarelserne fortæller noget om hverdagen som mulig medvirkende årsag til manglende kompetenceudvikling eller decideret kompetencehen- fald.

I selve interviewet skulle der observeres på:

1. Sproglig fremstillingsform, besvarelsernes karakter og anvendelse af begreber.

2. Deltagernes indbyrdes kommunikation – lukkethed, åbenhed mv.

3. Selvvurdering/selvopfattelse og forhold til fag.

4. Selvvurdering i forhold til andre faggrupper.

5. Selvvurdering i forhold til formelle rammer og strukturel placering.

Begrundelsen for fremgangsmåde har, som beskrevet, været antagelsen af: At læring og udvikling af potentialer altid foregår i en bestemt kontekst og inden for eksisterende statushierarkier, der enten kan fremme eller hæmme læring.

Undersøgelsen skulle endvidere udgå fra den antagelse:

At grundlaget for udvikling af en bestemt gruppes kompetencer i et hvilket som helst system ikke skal findes i at studere fremmende eller hæmmende læringsfaktorer i/hos den enkelte, men ved at studere hele systemet. Xxxxx sagt skal man ikke spørge til, hvad x eller y kan, men hvad der i konteksten skal til, for at x og y kan udvikle de fornødne kompetencer.

Det vil sige, at hele logikken i opbygningen af interviewguiden er:

Gennem spørgsmål til x antal deltagere at nå frem til at kunne beskrive de bag- ved liggende kompetencestrukturer, herunder fremmende og hæmmende fakto- rer, hvor den enkelte først og fremmest anskues som ”strukturbestemt bærer” af et systems indre ”fremmere” og ”hæmmere”.

Xxxxxx interviews

De øvrige 4 interviewmoduler er bygget op omkring ganske få spørgsmål og en række hjælpespørgsmål, hvis hovedformål skulle være at styre interviewet og deltagernes indbyrdes dialog og diskussion. Altså en art hjælpespørgsmål/ procesfremmere og ikke mere.

Organisering af interviews i det samlede design

Det blev besluttet at opdele og strukturere hele interviewforløbet på følgende måde:

• Fokusgruppeinterview: Der skulle gennemføres interviews i 6 grupper med et deltagerantal på ca. 10 social- og sundhedshjælpere. Interviewtid 2.5 time pr. gruppe.

• Faktainterview I: Gennemførelse af interviews i 2 grupper med et deltager- tal på ca. 10 social- og sundhedshjælpere. Interviewtid 2.5 time pr. gruppe.

• Historieinterview: Gennemførelse af interview i 1 gruppe med et deltager- tal på ca. 10 social- og sundhedshjælpere. Interviewtid 2.5 time.

• Faktagruppeinterview II: Gennemførelse af interview i 1 gruppe med et deltagertal på 10 social- og sundhedshjælpere og interviewtid på 2.5 time.

• Fremtidsinterview: Gennemførelse af interview i 1 gruppe med deltagertal på ca. 10 social- og sundhedshjælpere og interviewtid på 2.5 time.

Begrundelsen for at gennemføre interviews med så relativt store grupper var/er ønsket om dels at skabe det gruppepsykologiske grundlag for den ønskede dyna- miske betydningsproduktion og dels at sikre en vis bredde i hver gruppe m.h.p. indkredsning af eventuelle lokalt bestemte forskelle i den samlede organisation.

Udvælgelse og rekruttering af deltagere

◼ Fokusgruppeinterview

6 grupper med 10 deltagere i hver på grundlag af en overordnet fordeling på ca. fem fra hjemmeplejen og fem fra plejeboligerne.

Bruttorekrutteringen blev sat til ca. 70 – 80 deltagere for at sikre en gennem- snitsdeltagelse på 10 deltagere i hver gruppe.

Sammensætningskriterier:

• Hver gruppe skulle bestå af deltagere fra de forskellige distrikter. Ingen in- terviewgruppe måtte have en overrepræsentation fra ét distrikt.

• Mindst 1 deltager fra henholdsvis hjemmeplejen og plejeboligerne skulle være fra henholdsvis aften – og nattevagt. Det giver sammenlagt 4 deltagere fra aften/ nat og 6 deltagere fra dagvagt fra henholdsvis hjemmeplejen og plejeboligerne.

• Der skulle være tre deltagere med anciennitet på mindst 10 år, fire deltagere med anciennitet på mindst 3 år og tre deltagere med en anciennitet under 3 år.

• Ingen af deltagerne måtte besidde tillidsposter eller indgå i ledelses- og/eller administrative funktioner.

◼ Faktagruppe I

2 grupper med 10 deltagere i hver.

Sammensætningskriterier:

Grupperne skulle sammensættes efter de samme principper som ved fokus- grupperne hvad angår ”inde” og ”ude”, fordeling på vagtlag, anciennitetsspred- ning og tillids/ledelseshverv. (dog blev der gjort en undtagelse hvad angår kra- vet om deltagere fra nattevagten, da forholdene her meget ligner tilsvarende i aftenvagten).

◼ Historieinterview

Sammensætning af ”historie” gruppe:1 gruppe med 10 deltagere.

Sammensætningskriterier:

• Samtlige deltagere skulle have en anciennitet over 11 – 12 år.

• Hjemmehjælpere og social- og sundhedshjælpere (opskolede).

• Besidde et bredt kendskab til organisering, formelle ledelses- og organisati- onsforhold, arbejdsvilkår, opgavesammensætning og typiske borgerprofiler før 2003.

• Besidde kendskab til arbejdsorganisering og kompetencefordeling før 2003,

• Kunne redegøre for forvaltningens organisation, struktur og ledelsesdele- gation før 2003.

◼ Faktagruppe II

1 gruppe med 10 deltagere

Sammensætningskriterier:

• 2-3 TR/FTR med indgående kendskab til kommunens vedtagne Kvalitets- tandarder, forvaltningens ydelseskatalog, herunder plejepakker, det reelle antal af tunge- plejekrævende borgere, MSO’s formelle kompetenceudvik-

lingsprojekt40 og opkvalificering (kursusdeltagelse eller sidemandsoplæ- ring) mv.

• 6-7 disponenter fra forskellige distrikter med stor erfaring og kendskab til tildeling af opgaver, gennemsnitsvurdering af plejekrav i forhold til tildeling, tildelt tid og forbrugt tid, procedurer for visitation, revisitation og betingel- ser for/ved udskrivning og hjemtagning af borgere fra hospitalsindlæggelse.

◼ Fremtidsgruppe - ”visions”gruppe

1 gruppe med 10-15 deltagere

Sammensætningskriterier:

• 2-3 TR/FTR med stort allround kendskab til social- og sundhedshjælper området, dets udvikling og muligheder i fremtiden.

• 7-10 social- og sundhedshjælpere med forskellige anciennitets baggrund og fra forskellige distrikter med stort kendskab til faget, opgaveudviklingen, opkvalificeringsbehov og muligheder. Kan bl.a. være praktikvejledere.

Som det fremgår, skønnedes det samlede antal deltagere til at blive på mellem 100 og 105 social- og sundhedshjælpere fordelt på forskellige distrikter, an- ciennitetsgrupper, hjemmehjælpsområdet og plejeboligerne. Det relativt høje antal deltagere blev valgt dels ud fra ønsket om repræsentativitet og dels ud fra et krav om, at der ikke måtte være gengangere i de ovennævnte grupper. Som det også fremgår måtte der kun i to af grupperne indgå deltagere med tillidshverv.

Social- og sundhedshjælperklubben ved formand og næstformand skulle alene gennemføre rekrutteringen til de respektive interviewgrupper ud fra oven- nævnte kriterier og tillige stå for hele den praktiske rammesætning.

Intervieweren skulle alene foretage interviewene ud fra en tildelt deltagerliste fra interview til interview. Dvs. at deltagernes placering inden for ovennævnte

40 Århus kommune, MSO: Obligatorisk sundhedsfaglig kompetenceudvikling for social- og sundhedshjælpere i Sundhed og Omsorg i Aarhus kommune, april 2015.

rekrutteringskriterier først skulle blive interviewer bekendt i selve interviewet. Begrundelsen herfor var, at interviewer skulle møde hver gruppe med så få forudfattede meninger som overhovedet muligt. Hensigten med ordningen var først og fremmest at reducere interviewers muligheder/risiko for ud fra et vist for-kendskab til flere af deltagerne at gribe styrende/manipulerende ind i interviewprocessen eller forfordele i forhold til deltagernes udsagn og delta- gelse i interviewet.

Undersøgelsesramme og interviewforløb

Undersøgelsen har strakt sig fra ca. 1. april 2015, hvor designet blev udarbejdet til udgangen af februar 2016, hvor transskribering, fortolkninger og analyser blev afsluttet. Projektet har således overskredet det oprindelige tidsestimat på 8 måneder.

Fokusgruppeinterviewene og det første faktagruppe-interview blev gennem- ført i perioden maj-juni, og de resterende 3 interviews i perioden august-sep- tember 2015. Forinden var der gennemført et prøveinterview med en udvalgt gruppe social- og sundhedshjælpere, hvilket dog ikke fik den store betydning for den endelige udarbejdelse af designet, om end det skærpede interviewers opmærksomhed på flere mulige processuelle faldgrupper, der kunne forventes at optræde i de egentlige interviews. Eksempelvis en overvægt af anekdotiske ræsonnementer og digressioner41, der kunne gøre interviewsituationen uover- skuelig.

Gennem transskriberingsprocessen er der foretaget en kondensering, således at udsagnene i de enkelte grupper inden for hvert interviewmodul er blevet skrevet sammen i kondenserede betydningsenheder inden for hver af spørgs- målskategorierne i spørgerammen.

Gennemgangen af de enkelte interviews afsluttes med en kortere delkonklu- sion.

41 Bevægelse i tanke, tale eller skrift bort fra fremstillingens hovedlinje.

Alle anvendte citater er ”betydningscitater”. Dvs. det er citater som dækker det centrale indhold i et eller flere udsagn fra flere deltagere. Det er med andre ord ikke citater, der henviser til ganske bestemte gruppedeltagere.

3

DEL

Grunddata

DEL 3

Grunddata

De underliggende grunddata er opdelt i 5 for undersøgelsen relevante katego- rier:

• Antal deltagere i hvert interview

• Gennemsnitlig anciennitet

• Hjemmehørende i plejeboliger eller hjemmepleje

• Xxxxx plejecentre repræsenteret

• Fordeling på vagtlag

Grunddata for de 6 fokusgruppeinterviews

• Antal deltagere i de 6 fokusgruppeinterviews: I alt 53 deltagere, hvilket er 7 færre end den opstillede norm. Det giver et gennemsnit på 8.83 deltager pr. interview.

• Gennemsnitsancienniteten for de 6 grupper er 19 år med højeste gennem- snitsanciennitet på 32 år og laveste på 7 år. Af de 53 har 31 været ansat under 19 år og 22 mellem 20 og 39 år.

• Ansættelsesplacering. 26 af deltagerne var ansat i plejeboligerne og 27 i hjemmeplejen.

• Antallet af lokalcentre repræsenteret i de 6 grupper var som gennemsnit 6.

• Fordeling på vagtlag. 36 af deltagerne var i dagvagt, 10 i aftenvagt og 7 i nattevagt.

Grunddata for de 2 faktagruppe I

• Antal deltagere i de 2 grupper var 19. Altså 1 færre end normeret.

• Gennemsnitsanciennitet i de 2 grupper 22 år. Af de 19 deltagere havde 9 en anciennitet under 20 år og 10 en anciennitet over de 20 år.

• Ansættelsesplacering. 8 af deltagerne i plejeboligerne og 11 i hjemmeplejen.

• Antallet af lokalcentre repræsenteret i de 2 grupper var som gennemsnit 7.

• Fordeling på vagtlag. 14 i dagvagt, 3 i aftenvagt og 2 i nattevagt.

Grunddata historiegruppe

• Antal deltagere 11

• Gennemsnitsanciennitet på 23 år. 5 under 20 år og 6 over 20 år

44 DEL 3

Grunddata

• Ansættelsesplacering: 7 i plejeboligerne og 4 i hjemmeplejen

• Xxxxx repræsenterede lokalcentre 10

• Fordeling på vagtlag. Ingen fordeling, da vagtplacering ikke var relevant for interviewet.

Grunddata for faktagruppe II

• Antal deltagere 7, dvs. 3 under det normerede antal

• Gennemsnitsanciennitet på 18 år

• Ansættelsesplacering. 3 i plejeboligerne og 4 i hjemmeplejen

• Xxxxx repræsenterede lokalcentre 4

• Xxxxxxxxx på vagtlag ikke opgjort, da det er uden betydning for interviewet.

Grunddata for ”fremtidsgruppen”

• Antal deltagere 12, dvs. 2 over det normerede udgangspunkt

• Gennemsnitsanciennitet på 16 år. 4 over 20 år og 8 under 20 år

• Ansættelsesplacering. Ikke opgjort, uden betydning for interviewet

• Xxxxx repræsenterede lokalcentre 10

• Fordeling på vagtlag. 10 i dagvagt, 1 i aftenvagt og 1 i nattevagt. (ingen reel betydning for interviewet).

Samlet opgørelse

• Der har deltaget 102 social- og sundhedshjælpere i undersøgelsen, hvilket i forhold til det officielle ansættelsestal fra august 2015 på 1652 social- og sundhedshjælpere udgør ca. 6.1%.

• Den samlede gennemsnitlige anciennitet for deltagerne har været 19.6 år.

• 7.4 lokalcenter har gennemsnitligt været repræsenteret i de gennemførte 11 interviews.

• 60 deltagere var i dagvagt, 14 deltagere i aftenvagt og 10 i nattevagt udgør det samlede tal for de interviewgrupper, hvor opgørelsen blev skønnet relevant.

• 44 af deltagerne var ansat i plejeboligerne og 46 i hjemmeplejen.

Alt i alt indfrier den faktiske deltagelse i samtlige interviews tilnærmelsesvis de opstillede kravkriterier og således også det formulerede krav til repræsen- tativitet.

DEL 3 45

4

DEL

Gennemgang af interviewresultater

DEL 4

Gennemgang af interviewresultater

Gennemgang af interview resultater fra de 6 fokusgruppe interviews

Fokusgruppeinterviewet er opdelt i 6 hovedkategorier/sektioner. Der er i alt 36 spørgsmål, der varierer mellem fakta-orienterede, rammeorienterede og pro- blematiserende spørgsmål.

Ingen af spørgsmålene retter sig direkte mod undersøgelsens hovedtemaer. De berøres indirekte gennem en struktureret afvejning af svarene først i den en- kelte kategori og efterfølgende af kategorisvarene indbyrdes.

Besvarelserne af spørgsmålene og deltagernes diskussioner fremstilles i det ef- terfølgende i kondenseret form. Det gælder både for den enkelte gruppe og for grupperne sammenlagt. Der er således tale om gennemsnitsbilleder, der ikke står i modsætning til beskrivelserne af de mange forskellige oplevede variatio- ner.

Deltagerantal er ca. 10 i hver fokusgruppe.

Deltagerne i fokusgruppeinterviewene har ikke haft kendskab til spørgsmålene før interviewet og har heller ikke haft lejlighed til at se spørgsmålene. De ken- des kun af interviewer og formand og næstformand for klubben.

Hvert interview indledes med en hurtig præsentation af de 10 deltagere:

• Navn

• Arbejdssted

• Vagtlag

• Anciennitet

Herefter introduceres deltagerne til selve interviewet – indhold og form:

• Formål

• Procedure

• Regler

Deltagerne kan både svare enkeltvis på de stillede spørgsmål, eller de kan drøfte svarene i gruppen under styring af intervieweren, der også åbent kan konkludere med konsensus.

Der er afsat 2 timer og 30 min. til hvert fokusgruppeinterview.

Gennemgangen af svarene i fokusgruppeinterviewet afsluttes med nogle kort- fattede delkonklusioner.

Kategori 1: Individuelle forhold

Spørgsmålene i denne kategori har til formål at afdække deltagernes motiv for at være i faget og evt., hvor og med hvad de har været beskæftiget tidligere.

24 af deltagerne havde inden ansættelse i MSO eller påbegyndelse af social- og sundhedshjælperuddannelsen haft forskellige ufaglærte jobs inden for meget forskellige jobområder som restauration, rengøring, transport mv.

21 af deltagerne var faglærte inden for et andet fagområde hovedsageligt inden for HK området eller køkkenområdet.

8 af deltagerne havde gennemført en mellemlang videregående uddannelse el- ler lang videregående uddannelse.

For 35 af de 53 deltagere gjaldt det, at de var startet inden for social- og sundhedsfa- get ved et tilfælde. Enten som resultat af henvisning fra jobformidlingen, eller fordi faget repræsenterede en jobtryghed, der er vanskeligt at finde andre steder.

Kun 18 af de 53 har direkte ønsket at arbejde inden for faget og set det som deres karrierevej. For begge grupper gælder, at ca. halvdelen forinden påbe- gyndelse af social- og sundhedshjælperuddannelsen har haft forskellige jobs som ufaglærte hjælpere enten i Århus kommune eller i en anden kommune.

Som et gennemsnit har deltagerne haft mellem 2-3 ansættelsesforhold inden- for MSO.

Kategori 2: Kendskab til den formelle organisatoriske ramme i MSO (Kategorien har til formål at indkredse deltagernes systemforståelse, place- ringsbetingelser, målkendskab mv.).

På spørgsmål om deltagernes kendskab til MSO’s organisatoriske opbygning og ledelsesstruktur, herunder niveauer kan ingen i de respektive grupper og i grupperne som helhed svare korrekt. Det er et gennemgående træk, at del- tagerne i alt væsentligt kun kender deres teamleder og direktøren i forvalt- ningen. Kun i to tilfælde gives der udtryk for et kendskab til områdechefen. Nogle ganske få deltagere kan rent fragmentarisk og med lav præciseringsgrad henvise til nogle navne på mellemlederniveauet. Men det generelle billede er, at man kender direktøren og de nærmeste ledere.

På spørgsmål om, hvorfor det forholder sig sådan, falder der flere forklaringer, der kan ordnes indenfor tre hovedudsagnsgrupper:

• Der sker så mange ændringer i organisationen hele tiden, at man er lige- glade og uinteresserede. Det hele ændrer sig jo i morgen. Så man har opgivet at følge med.

• Oplever ikke nogen reel interesse for deres arbejde fra de forskellige leder- lag, så hvad skal de egentlig bruge de ledere til? Man passer sit arbejde og bruger ikke tid på de mange omorganiseringer, hvor nye hoveder kommer til og andre forsvinder.

• Der er heller ikke mange, der forventer, at man kender organisationen, og man oplever organisationen og det, som sker i den som uforudsigelig, der- for passer man sig selv i sit team. Det er også her, man får et ”klap på skulde- ren” og kan ”forstå, hvad der foregår”. Her kender man spillets regler.

Forespurgt om deres kendskab til MSO faglige strategier/sundhedsstrategier gælder det for hovedparten af deltagerne i alle 6 grupper, at de med vanskelig- hed og kun med lidt hjælp kan redegøre de indre rationaler i MSO’s fagpolitik. (for eksempel ”De fem ledetråde”, ”Grib hverdagen” og ”Kærlig kommune”). Kendskabet begrænser sig til paroleniveauet eller genkendelse ved eksakte og meget målrettede spørgsmål. Så som: Hvad det vil sige, når der i de fem lede- tråde står: ”Vi holder borgerne væk”. Her kan deltagerne i gruppen godt svare

på spørgsmålet, men ikke sætte svaret ind i en større og modsigelsesfri sam- menhæng, dvs. kombinere svaret med de andre ledetråde.

På spørgsmålet om det ikke er vigtigt for dem at kende de faglige strategier, svares der generelt:

• At man ikke tage de forskellige strategier så nøje. Der kommer nye politik- ker hver anden dag. Der sættes mange programmer og projekter i gang. Halvdelen bliver glemt, så det er vanskeligt at blive ved med at tage det al- vorligt.

• Borgerne er jo kun i centrum, når der er tid. Det meste handler om øko- nomi og budgetter. Oplever også, at meget af det nye med de mange flotte ord er prøvet før, men ingen af dem, der udvikler det nye, lytter til social- og sundhedshjælpernes erfaringer, selv om mange af deltagerne har prøvet det før. Specifikt henvises der bl.a. til rehabilitering. Der var udbredt enighed om, at det jo var det, man havde som ledetråd i arbejdet tidligere. Det er der ikke noget nyt i, men de erfaringer tages ikke alvorligt.

• Så – som et flertal formulerede det – det er bedst at passe sig selv med noget håndgribeligt, ”der kan bruges til noget”.

For alle grupper gælder, at man ikke kan svare entydigt på, om man har kend- skab til begrundelserne for magistratsafdelingens prioriterede indsatsområder, og hvordan man er blevet præsenteret for dem.42

Der er dog ret stor spredning i svarene:

• Flere steder modtager man en eller anden form for mundtlig information på møder, personalemøder, ”kl.11 møder”, Workstop møder og temadage. Andre steder er informationen noget mere tilfældig, hvor social- og sund- hedshjælperne selv skal opsøge den.

• Hvad angår kendskab til og forståelse af begrundelserne for de prioriterede indsatsområder er der tilsvarende stor spredning inden for de 6 grupper, hvorimod billedet er relativt ensartet for de 6 grupper betragtet som et hele.

42 Til en vis grad stemmer kernen i disse svar overens med nogle af konklusionerne fra Antro- pologisk studie af Ledetrådenes liv i praksis, MSO 2014.

Det gennemgående træk er, at det afhænger af den enkelte teamleders inte- resse og prioriteringer.

• Deltagerne angiver, at de sjældent modtager skriftlig information, herunder skriftlige faglige begrundelser for ændringerne. Når man modtager skriftlig information sker det oftest på mail eller i form af meget kortfattede ”rekla- mebrochurer”.

• Det generelle billede er, at det er sjældent, at man samlet modtager informa- tion og får lejlighed til at komme med uddybende spørgsmål. Helt spontant refererer alle 6 grupper til en større uddannelsesdag i Turbinehallerne vedr. ”kærlig kommune”, som de fandt både pinlig, nedgørende og ydmygende.

• Deltagerne pointerer, at det er det nære samarbejde i teamet eller i mindre grupper, der er det bærende, og det er uanset, hvad der aktuelt ”er på tape- tet”. Det drejer sig, ”jo om borgerne, og at de får det, de skal have”.

Som gennemgående træk oplever man i de 6 grupper (om end med varia- tioner) at man tit bestyrkes i den opfattelse, ”at dem højere oppe ikke regner social- og sundhedshjælperne for noget”. Et tilsvarende gennemgående træk er, at der er store forskelle på de enkelte deltageres vilkår. Nogen steder får man meget information, andre steder får man så godt som ingen information. Deltagerne selv var meget forundrede over den store forskellighed i de daglige arbejdsvilkår både fra område til område og fra team til team.

Kategori 3: Kendskab til formelle funktionskrav

(Angiver interesse og forståelse for betydningen af formelle rammer, den nød- vendige rolle- og arbejdsdeling, respekt for egne og andres kompetencegræn- ser, funktionel kapacitet43 mv.).

Hovedparten af deltagerne i alle 6 grupper var bekendt med, at der til deres job findes en funktionsbeskrivelse. Men kun en begrænset minoritet kunne gøre rede for, hvad der står i funktionsbeskrivelsen. Man kunne for det meste kun referere til nogle få overordnede formuleringer. Samtlige deltagere gav dog ud-

43 Her defineres funktionel kapacitet, som en persons evne til at ordne og aktivere sine faglige kompetencer inden for en given funktion og opretholde grænserne i et tværfagligt samarbejde.

tryk for kendskab til, at funktionsbeskrivelsen kan findes på kontoret. ”Men vi bruger den jo ikke til noget alligevel”. Funktionsbeskrivelsen skifter også hele tiden navn. ”Så hedder den funktionsbeskrivelse, så stillingsbeskrivelse og så jobbeskrivelse”.

Med en vis variation gælder det dog, at flertallet af de interviewedes daglige funktionsvaretagelse stemmer meget godt overens med den formelle funkti- onsbeskrivelse. Som i de foregående spørgsmål fremgår det dog af svarene og deltagernes indbyrdes drøftelser, at der er ret store forskelle fra team til team.44

Dette fremgår f.eks. af forholdet til rehabilitering. Her er der ganske stor spred- ning. I nogle teams indgår man kun i rehabiliteringen, hvis man er uddannet ”hjemmetræner”. I andre teams indgår rehabilitering som en naturlig del af det daglige arbejde for alle. Hvis der vel at bemærke er tid. Der er også en vis for- skel på ”inde” og ”Ude”. Men alle deltagerne finder, at rehabilitering er det ene- ste rigtige, og at de som faggruppe har stor erfaring i, hvordan rehabilitering kan integreres i det daglige arbejde på alle mulige måder. Det ved alle godt og tager det som noget selvfølgeligt, derfor har man sjældent talt om det tidligere.

Der er også stor forskel på, om man arbejder ”inde” eller ”ude”. I hjemmeplejen er det vanskeligere at udføre rehabiliterende arbejde. Det skyldes, at der ikke er så meget tid. Men før man blev målt på tid, gjorde man det som en del af hele tilgangen til arbejdet. Gennemgående mener deltagerne fra hjemmeplejen, at rehabilitering foregår for usystematisk og er for afhængigt af tid. Man oplever tit at komme i konflikt med rammebetingelserne. Eks. hvis man skal ”sidde på hænderne”, når borgerne skal rehabiliteres og selv arbejde med at løse opga- verne. Mange af deltagerne udtrykker en frustration over det forhold, for man ”sidder jo ikke sidde på hænderne”, hvis man får skæld ud over ikke at kunne overholde tidsrammen. ”Så er det, at man gør det for borgeren, som vedkom- mende skulle trænes i selv at gøre”.

44 Det skal her bemærkes, at funktionsbeskrivelser og deres udformning i MSO er interviewer bekendt.

På spørgsmålet om hvorvidt man har kendskab til den standende debat om det nære sundhedsvæsen, forøgede krav til behandlings- og plejekapaciteten og kompleks pleje, var det gennemgående træk, at man både havde kendskab til begreberne og også anvendte dem, men f.eks. havde vanskeligt ved at definere ”kompleks pleje/sygepleje”. Begrebet blev anvendt på mange forskellige opga- veforhold lige fra pleje af potentielt voldelige til pleje af borgere med en psykia- trisk overbygning, terminal pleje, misbrugere m.fl. Men det overvejende flertal af deltagere henviste også til de stadigt hurtigere udskrivninger af borgerne fra hospitalerne og de mange konkrete udfordringer, det giver i dagligdagen. På trods heraf kunne man ikke i nogen af grupperne mere præcist redegøre for, hvad udrulningen af det sammenhængende- og nære sundhedsvæsen egentlig betyder for de respektive sektorer.

For de fleste af svarene i de 6 grupper gælder det, at man forholder sig til be- grebet kompleks pleje, som den pleje, der forekommer inden for eget fagom- råde, og som er kompleks i forhold til tidligere. Deltagerne kommer af sig selv ikke ind på den aktuelle diskussion om kompleks sygepleje, dvs. den objektivt definerede komplekse sygepleje medfølgende ganske bestemte procedurer og kompetencer. I deltagernes redegørelser spiller de selv hovedrollen i, hvad de forstår som kompleksitet. Man refererer i ingen af grupperne spontant til, at der findes en fælles autoriseret definition, som der officielt refereres til.

Forespurgt om de ikke kender til fagdiskussionerne om kompleks pleje og sy- gepleje og til definitionerne, angiver et flertal i samtlige 6 grupper, at de oplever mange forskellige fortolkninger, og at de selv har mange komplekse opgaver, fordi der er kommet flere borgere med komplekse problemstillinger.

Hvorvidt de har nogen rolle og opgaver i kompleks pleje/sygepleje svarer et flertal i 2 grupper, at de ikke har nogen rolle. Man henviser til, at det er as- sistentopgaver. I de øvrige 4 grupper er det overordnede billede, at deltagerne igen refererer til de opgaver, som de oplever som komplekse, inden for deres eget fagområde. Her er deltagerne meget eksplicitte. Det drejer sig om pleje af: Borderline psykotiske borgere, pleje af halvsidigt lammede, give sondemad, lægge kateter osv. Her er det gennemgående igen, at der er meget stor forskel

på, hvad den enkelte hjælper må og ikke må og på, hvad der er delegeret af kompetencer og ikke mindst på hvilket grundlag.

På spørgsmålet om de kan beskrive, hvad delegering består i, kan de fleste del- tagere relativt præcist redegøre for principper og procedurer, samt hvordan det foregår. Der er dog store forskelle i grupperne på, hvad deltagerne har oplevet, når det kommer til, hvilke opgaver der delegeres. Der er tilsvarende stor uenig- hed om, hvem der har kompetence til at delegere, og hvornår delegeringen skal være borgerspecifik, og hvornår den kan være generel.45

Et markant flertal af deltagerne fra forskellige lokalcentre angiver relativt stor vilkårlighed vedr. delegering. I en periode må de udføre ganske bestemte op- gaver for så i en anden periode at få besked om, at det må de ikke længere, og det på trods af deres store erfaring, som de oplever bliver tilsidesat. Flere af del- tagerne i de 6 grupper gav udtryk for, at det nok handlede om faggruppeinte- resser mere end om objektive vurderinger. Et mindretal af deltagerne gav dog klart udtryk for, at der i deres område eller team gjaldt ganske bestemte regler for delegering, og at de blev overholdt. Billedet var på ingen måde entydigt, og spørgsmålet vakte meget stor debat blandt deltagerne i samtlige 6 grupper.

Alle deltagerne havde prøvet at få delegeret opgaver, som ligger uden for deres umiddelbare fagområde. Men det samlede billede er, at der ikke kan identifice- res en entydig og ensartet procedure for delegering. Fremgangsmåden veksler fra team til team. Det forhold gælder også, hvad angår opgaver, der delegeres og graden af specifitet. I 4 ud af 6 grupper var den gennemgående oplevelse, at der også var forskel på graden og karakteren af delegation i vagtlagene. Den gennemgående fortælling var, at delegering i aften- og nattevagt nok var mere lemfældig og informel end i dagvagten, og også var afhængig af tidspresset. Alle kunne fortælle om delegering pr. telefon.

I alle grupperne udtrykte man samstemmende tilfredshed med, at der nu er ved at blive strammet op på delegeringsprocedurerne. Det er ikke tilfredsstil-

45 Der foreligger instrukser for personalets kompetence, ansvars- og opgavefordeling i MSO.

lende med de store forskelle og vilkårligheden, hvor ”man den ene dag må noget, man er god til for så dagen efter at få at vide, at nu må man det ikke længere”. Kompetencen forsvinder jo ikke, fordi opgaven ikke delegeres. Flere deltagere havde oplevet at få frataget delegering af indsatser, som de havde udført i årevis.

Samtlige deltagere så gerne mere delegering, fordi der, som det blev udtrykt igen og igen, ligger stor anerkendelse i at få delegeret nye opgaver og pleje- handlinger. Det giver også en højere status, som flere deltagere udtrykte det. Men flere af deltagerne udtrykte på den anden side, at man nu strikt overhol- der reglerne for ikke at ”komme i klemme” eller som protest mod vilkårlighe- den. Væksten i utilsigtede hændelser (UTH) har også været medvirkende til, at flere oplever, at man kun skal gøre noget, som man udtrykkeligt og formelt har kompetence til. Der var på disse spørgsmål langt fra enighed blandt deltagerne i de respektive 6 grupper. Den strikse overholdelse af alle delegeringsregler blev formuleret af enkeltdeltagere i de 6 grupper.

På spørgsmål om de som faggruppe dokumenterer, og hvordan de gør det, svarede alle deltagere og grupper bekræftende. Der herskede dog meget stor uenighed om, hvad man opfatter som dokumentation og om, hvad social- og sundhedshjælperne har tilladelse til.

Samtlige deltagere angav, at de skriver advis/mails med brødtekst, i plejeplaner, ernæringsskemaer og i samarbejdsbøger, hverdagsplaner mv. Men langt fra alle må oprette ”fokusområder” eller skrive i dem. Her er det især de store forskelle, der springer i øjnene. I nogen teams må social- og sundhedshjælperne gerne skri- ve og rette i ”fokusområderne”46. I andre teams har de ingen adkomst til at skrive. Her er det kun social- og sundhedsassistenterne, der har adgang til at skrive, så hjælperen skal formulere sine observationer til assistenten, der så skriver i ”fokusområdet”.

Punktet blev drøftet meget indgående i alle 6 grupper, og for alle gruppers vedkommende gjaldt det, at deltagerne var overordentligt overraskede over

46 En journal

de store forskelle fra lokalcenter til lokalcenter og sågar mellem de forskellige teams inden for et og samme lokalcenter.

I besvarelsen af spørgsmålet kom det frem, at langt fra alle social- og sund- hedshjælpere har selvstændige mailadresser (det er planen, at alle skal have én), hvilket vakte stor forundring i de 6 grupper. Adspurgt om deres opfat- telse af årsagen var det gennemgående svar, ”at hjælpere ikke modtager mange skriftlige informationer og heller ikke har tid til at læse mails”. Men bortset fra disse lidt polemiske udtryk kunne deltagerne ikke forklare, hvorfor gruppen som helhed først nu er ved at få egne mailadresser.

Kategori 4: Formelle- og reale kompetencer

(Angiver den formelle interesse for systematisk udvikling af social- og sundheds- hjælpernes faglige/intellektuelle ressourcer og deres eget blik for kompetencer og kompetenceudvikling, herunder faglige ambitioner og evne til at vurdere sig selv).

På spørgsmålet om, hvor mange efteruddannelses- og opkvalificeringskurser de har deltaget i, afgiver deltagerne bredt set ikke noget klart svar. Faktisk hersker der en del uklarhed om, hvad et kursus er. Temadage og introdage mv. blandes sammen med kurser. Flere fortalte, at lederne ofte kalder temadagene for kurser, og nogen kunne referere til, at der efterfølgende uddeles en slags kursusbeviser.

Først da det præciseredes, at der tænkes på helt formelle og officielt aner- kendte kurser inden for faget, blev deltagernes svar præcise.

Som et gennemsnit har de interviewede i alle 6 grupper deltaget i 2-3 kurser. Kun ganske få har enten deltaget i færre eller flere. På alle hold oplyser et flertal af deltagerne, at antallet af kurser og muligheden for at komme på disse kurser er blevet reduceret gennem de sidste fem år. I nogle teams er det stadigt muligt at komme på kurser. I andre teams sker kompetenceudviklingen for det meste på teammøder, men der er ikke et samlet eller ensartet billede.

Forespurgt om, hvordan kursusbehovet opgøres i forhold til kompetencebe- hov og kompetenceafdækning, er det gennemgående svar fra et flertal, at man

ikke er bekendt med, at der foreligger systematiske optegnelser over hjælper- nes opkvalificeringer og formelle kompetencer. Man er dog vidende om, at der er sat et større kompetenceafhlaringsprojekt i gang i MSO, men ingen kan redegøre helt præcist for, hvor meget det er rullet ud.

Hovedsageligt foregår kompetenceudviklingen gennem sidemandsoplæring. Alle interviewede har været igennem et eller flere sidemandsoplæringsforløb i forbin- delse med nye opgaver, introduktion af nye fagstrategier eller nye procedurer. Men i de 6 grupper fremgår det også, at der er store forskelle på kravene til oplæ- ring – både hvad angår før – under – og efter situationen. Ingen kunne redegøre for, om der forelå autoriserede procedurer for den sidemandsoplæring, de har deltaget i. På hvert hold kunne over halvdelen af deltagerne berette om tilfældig- heder i sidemandsoplæringen og store forskelle fra den ene underviser/instruktør til den anden. Ingen af deltagerne kendte til effektmålinger på oplæringen.

Som i tilfældet delegeringer viste diskussionerne mellem deltagerne indbyr- des, at der hersker nogen uklarhed om retningslinjerne og store forskelle hvad angår praksis, udførelse og konsekvens. Udtrykt på følgende måde: ”Oplærin- gen kan være god, når der er tid. Ofte er der kun minimal oplæring, når der er travlt. Så dispenseres der, og det undergraver seriøsiteten”.

Vejledning, administrative eller faglige instrukser gives hovedsageligt kollek- tivt og mundtligt på møder. Relativt få af deltagerne – angiveligt 20% – er vant til at læse de skriftlige vejledninger og instrukser. Ofte gives informationerne ad hoc, og kun i tre tilfælde kunne deltagerne oplyse, at de nu er pligtige til at holde sig orienteret om, hvad der foreligger af skriftlige vejledninger, retnings- linjer og instrukser på tablets eller pc.

Formaliseringsgraden forekommer at være lav.47 Det understreges af, at man ikke i grupperne umiddelbart kunne skelne mellem en vejledning, et sæt af

47 Her indskydes et forbehold. Det er intervieweren bekendt, at der findes mange forskellige in- strukser, procedurer mv. Formaliseringsgraden kan således godt være høj i de øverste funktionslag i organisationen og lav i de underste funktionsgrupper og de her herskende rammebetingelser.

retningslinjer og en instruks. Det hele kaldes beskeder, og deltagerne beder om eksempler på det ene og det andet for at forstå spørgsmålet, som går på, hvorvidt deltagerne er bekendt med vejledninger, retningslinjer og instrukser og vant til at omsætte dem til egen praksis.

Et stort flertal angav, at de ikke læser mails systematisk. Enten på grund af tids- pres eller på grund af manglende tradition. Mange meddelelser spredes stadig mundtligt fra ”mund til mund”. Det opleves heller ikke som en almindelig for- ventning, at den enkelte sætter sig ind i de skriftlige vejledninger og instrukser. Kommunikation af nye beslutninger mv. foregår ofte via teamleders mundtlige oplæg på møder eller via kolleger, ”der har hørt noget”.

På spørgsmålet om deltagerne udfører opgaver, som skulle være delegeret, men som ikke er blevet det, svarer det store flertal overvejende bekræftende. En ubetydelig minoritet på 5-6 deltagere svarer, at de aldrig gør det, eller hvis de gør det i en akut situation sørger for at dokumentere det. Når det sker, sker det ofte på grund af travlhed, fordi tidsrammen er for snæver. Men alle un- derstreger, at man kan udføre handlinger, man har kendskab til og tidligere udført.

Der viser sig store forskelle fra lokalcenter til lokalcenter og fra team til team, hvad angår normer, traditioner og krav. Flere angiver, at det meget afhænger af, hvordan de enkelte teams er sammensat, hvilken anciennitetssammensæt- ning, og om der er uformelle ledere, som der ofte er. Hvis man er presset eller lige er i en situation, hvor det er nemmere, bliver det gjort. Men det afhænger helt af normerne og kulturen. Det sker f.eks. ved, at en specifik delegering gø- res generel, uden at det egentlig er skrevet ned nogen steder eller ved, at den, der delegerer og den, der delegeres til, kender hinanden godt, og så delegeres der ikke hver gang efter bogen. Som flere deltagere udtrykte det, kan det godt blive til et mønster. Det kan også gå ud over dokumentationen.

Men det gennemgående billede er, at deltagerne er fuldt bevidste om, hvornår de overskrider deres kompetencer. ”Kompetencerne er der jo”, som en enkelt deltager formulerer det. I egen selvforståelse giver deltagerne i alle 6 grupper

udtryk for, at skulle man overholde reglerne fuldt ud, ville systemet gå i stå. Kun få har gjort sig bevidste overvejelser over omfanget af ansvarspådragelse, men har mere tænkt over, at de på den måde bidrager til at løse akutte proble- mer og nå opgaverne på faglig forsvarlig vis på trods af tidspres.

På spørgsmålet om kompetencer, de ikke anvender længere og årsagen hertil, kan hovedparten af deltagerne med en anciennitet på fem år og derover rede- gøre for kompetencer, de ikke praktiserer længere. Det gælder klinisk/medi- cinske plejekompetencer såvel som omsorgskompetencer.

På opfordring opregner deltagerne følgende udpluk af kompetencer, som de før har praktiseret: medicindispensering, organisering af helhedspleje, haft nøgle til medicinskab, selv vurderet relevans af ydelse hos den enkelte borger samt for- skellige nødvendige delegeringer samt en række klinisk specifikke kompetencer.

Når deltagerne anmodes om at begrunde, hvorfor de ikke længere anvender de tidligere indlærte og opbyggede kompetencer, henviser de samstemmende i de 6 grupper til regimeopstramninger, snævert lederafhængige beslutninger, en vis utryghed ved vilkårligheden, ændret indstilling hos flere sygeplejersker eller som konsekvens af ydelseskataloget og finansieringen af de forskellige ydelser. ”Der skal jo følge penge med”, som det udtrykkes.

I 2 af de 6 grupper blev det dog fremhævet, at der tidligere også blev begået for mange fejl, så der er god fornuft i de opstramninger, der enten er foreta- get eller foretages, men i lighed med de 4 andre grupper gav man udtryk for, at opstramningerne nok også hang sammen med den underliggende fag- og positioneringskamp.

På spørgsmålet om, hvorvidt de har deltaget i udviklingsprojekter som res- sourcepersoner, er det samlede svar fra alle grupper, at ingen har deltaget i udviklingsprojekter som ressource- og udviklingspersoner. Ved den lejlighed giver det store flertal af deltagere udtryk for en vis distant48 holdning til de

48 Her i betydningen reserveret/tilbageholdende holdning.

”Der er jo ikke andre end os selv og vores tætte samarbejdspartnere, der rigtig ved, hvad vi kan”, siges det af en deltager, der meget godt udtrykker den alminde- lige opfattelse. Foto: Colourbox

mange projekter. ”Der er for mange skibe i søen, som der ikke følges op på”, synes at være den gennemgående holdning. Man giver udtryk for, at man har opgivet at følge med. Flere har godt nok deltaget i projekter, men det er i for- bindelse med implementeringen ikke som ressourcepersoner i udviklingen. Ingen af deltagerne havde i øvrigt tænkt den tanke, at de skulle deltage i udvik- lingsprojekter som ressourcepersoner. ”Det er forbeholdt de sundhedsfaglige”, som flere udtrykte det.

Det er ikke en gennemgående og fremherskende opfattelse, at social- og sund- hedshjælpere skal deltage i udviklingsprojekter. Man har jo ikke noget formelt at byde ind med, og man kan ikke se sig selv som drivkraft i en udviklings- gruppe. ”Der er jo ikke andre end os selv og vores tætte samarbejdspartnere, der rigtig ved, hvad vi kan”, siges det af en deltager, der meget godt udtrykker den almindelige opfattelse.

De sidste to spørgsmål inden for kategorien gik på, om deltagerne på et tids- punkt havde overvejet at blive opskolet til social- og sundhedsassistenter. Her

viste der sig relativt store udsving fra gruppe til gruppe, der gik lige fra, at kun 1 ud af 8 havde tænkt på det til 6 ud af 8. Som et gennemsnit havde ca. 50% overvejet en mulig opskoling.

Begrundelserne for ikke at være gået i gang var hovedsagelig af økonomisk karakter. Man mente ikke at have råd til at gå ned i løn, eller var usikker på, om man kunne bevare anciennitetsindplaceringen efter endt uddannelse. Kun 3 ud af 53 angav manglende tro på, at man rent bogligt kunne klare en opskoling bl.a. på grund af dårlige regnekundskaber eller af frygt for ikke at kunne forstå fysikken og biologien. Ca. 1/3 tilføjede til den økonomiske begrundelse, at de også følte sig for gamle. Det drejede sig hovedsageligt om gruppen af deltagere med en alder på over 55 år.

Hovedparten af deltagerne var dog positivt indstillet over for opskoling, hvis det blev et krav for at forblive i beskæftigelse inden for området. Kun 5 angav direkte, at man hellere ville stoppe med arbejdet end påbegynde en evt. obli- gatorisk opskoling.

Kategori 5: Faglig støtte

(Vedrører ledelsens faglige støttende rolle og ledelses-medarbejder relationen i forhold til opgavens udførelse i det daglige).

På spørgsmålet om, hvorvidt deltagerne oplever at få instruktion ved nye el- ler ændrede opgavekrav, svarer et flertal i de 6 grupper bekræftende, at man modtager instruktion ved nye- eller ændrede opgavekrav. Omvendt er der dog stor forskel på, hvorledes instruktionen gives i de enkelte teams. Nogen steder foregår det gennem systematisk undervisning og instruktion bl.a. som angivet tidligere på personalemøder, andre steder foregår det ret tilfældigt, hvor in- struktionen ikke nødvendigvis gives af lederen. Deltagerne er selv forundrede over at erfare, hvor store forskellene er.49

49 Det er interviewer bekendt, at der foreligger forskellige introduktionsprogrammer for nyan- satte, såvel organisatoriske som faglige.

Det gælder også i forhold til, hvem der underviser og giver instruktion. Nogle steder er det sygeplejersker eller terapeuter, der underviser og giver instruk- tion, andre steder er det lederen eller en disponent. Men det sidste er ikke en gennemgående opfattelse. Det er derimod en almindelig opfattelse blandt alle deltagerne, at der også er relativt stor forskel på, om man arbejder ”inde” el- ler ”ude” hvad angår graden af undervisning og instruktion og fra hvem, den modtages, herunder hvor systematisk undervisningen er. Her forstået på den måde, at ”dem inde” får mere opkvalificering end ”dem ude”.

Et flertal i de 6 grupper angiver, at det ofte hænder, at man ikke modtager instruktion bl.a. i forbindelse med afholdelse af ferier eller arbejde i aften- og nattevagt. Man skal, som det samstemmende siges, selv være opsøgende. Hvis man ikke har haft lejlighed til at deltage i undervisning eller instruktionsgiv- ning, må man ofte selv sørge for at blive orienteret af kolleger.

Det overvejende billede er, at relativt få deltagere (ca. 20%) oplever at få di- rekte faglig ledelsesstøtte i den daglige opgaveløsning. Den meste almindelige måde at hente støtte på er ved at tale med sygeplejerskerne, disponenterne el- ler fagligt erfarne kolleger også blandt social- og sundhedsassistenterne. Den generelle oplevelse af ledelsen er, at den først og fremmest er administrativ. Kun et mindretal (ca. 20%) henviser eksplicit til, at de jævnligt modtager le- delsesstøtte, når det drejer sig om opgaver eller problemer i dagligdagen. Samt- lige deltagere gentager, at den faglige støtte fortrinsvis hentes fra kolleger fra samme faggruppe eller fra sygeplejerskerne, og for det meste gives støtten ad hoc i relation til specifikke opgaver eller problemstillinger.

I alle 6 grupper oplever man oftere i dag at stå i situationer, hvor der kræves mere viden og flere kompetencer for at løse opgaven, end man selv synes at besidde. Der er flere af den slags situationer end for 5 år siden. Det drejer sig ofte om opgaver hos borgere med en psykiatrisk diagnose, misbrugere eller borgere lige udskrevet fra hospitalet med komplekse plejebehov. Disse bor- gergrupper er der kommet flere af, og det store flertal af deltagerne oplever, at deres viden ikke altid matcher opgavernes sværhedsgrad. Men det skyldes også, at de ikke altid oplever sig godt nok forberedt, og udskrivningen og over-

dragelsen er heller ikke altid lige godt koordineret. Man oplever også, at de specifikke problemer og opgaver hos nogle få borgere fortrænger de mere al- mindelige pleje- og omsorgsopgaver. Flere af deltagerne henviser til det, de kalder ”fredagsudskrivninger”, hvor weekendvagten og aften- og nattevagt ikke altid informeres tilstrækkeligt. Det bidrager til – mener de fleste af deltagerne

– at man ikke fuldt ud kan bruge det, man har lært eller har erfaring med.

På spørgsmålet om fejl og karakteren af fejl, der begås, kunne der konstateres stor spredning i svarene både inden for grupperne og mellem grupperne. I en af grupperne var den almindelige opfattelse, at man ikke begår nævneværdigt flere fejl end tidligere. I flere af de resterende grupper angav man, at der nok sker flere fejl ved bl.a. medicingivning. Årsagen hertil mente man skulle findes i det store tidspres. Ofte på grund af sygemeldinger og manglende vikarer. Der sker også relativt mange fejl ved forflytninger, men her var der enighed om, at det ofte var deres egen skyld, selv om flere angav tidspres som forklaring. Der var udbredt enighed om, at der blev taget for let på instruktioner desangående, og man for ofte ”sprang over, hvor gærdet var lavest”.

Med til problemet hører i henhold til de gennemgående udsagn, at der er man- ge forskellige registreringsprocedurer hvad angår UTH50. Selv om der hersker stor variation, fremkom der i de 6 grupper en almindelig opfattelse af, at UTH ikke blev registreret og dokumenteret systematisk. I den diskussion, der ud- spandt sig om temaet i alle 6 grupper, fremkom der et klart ønske om ensar- tede, ufravigelige registreringsprocedurer og instrukser.

Kategori 6: Opgavernes karakter og aktuelle rammebetingelser

(Angiver graden af eventuel spænding mellem de givne rammebetingelser, op- gavebeskrivelser og oplevede opgavekrav).

På spørgsmålet om hvorvidt de oplevede forskelle på de aktuelle borgerprofiler og dem, de mødte for 5 år siden, tegner deltagerne det gennemgående billede, at plejetyngden er øget. Der er flere demente eller i hvert fald diagnosticerede

50 UTH – Utilsigtede Hændelser.

demente, borgere med en svær psykiatrisk overbygning, misbrugere, socialt belastede, og så oplever man flere borgere, der reelt ikke er færdigbehandlede.

Den øgede plejetyngde beskrives eksplicit i én gruppe, som at der er mindre tid til omsorg og egentlige ”husmoropgaver”. Der er flere deciderede sygeplejeop- gaver. Det gælder også de mere enkle, som hjælperne kan udføre. Efter deres opfattelse er det ikke nok at fokusere på den komplekse sygepleje, for også den daglige pleje/omsorg er blevet mere kompleks. Det gælder også i hjemmeplejen.

Hvorvidt der er overensstemmelse mellem opgavernes faktisk tyngde og svær- hedsgrad og den tildelte tid i de visiterede plejepakker, afvises det af samtlige 6 grupper og det ret entydigt. Det gælder især for de meget plejekrævende bor- gere. Plejepakkerne vurderes til at være ude af trit med de ændrede forhold og de ændrede borgerprofiler. De problemstillinger, der opstår i den forbindelse, tackles vidt forskelligt i de forskellige lokalcentre og teams. Nogen steder fore- tager man ”selvdisponering”. Dvs. man forsøger at skaffe mere tid til de kom- plekse opgaver, som man ikke kan få gennem de enkelte plejepakker. Andre steder er der opbygget en slags parallelt visitationssystem, hvor der informelt disponeres efter skønnet behov. Atter andre gange løser man overbelastnings- problemerne ved at forsøge at få borgerne over under rehabiliteringsydelsen, da det giver mere tid.

Men i ingen af grupperne finder deltagerne de forskellige kompensationsløs- ninger tilfredsstillende. Faktisk er man beklemte ved fænomenet og bryder sig ikke om at tale om temaet. Deltagerne finder det heller ikke tilfredsstillende, at de på en eller anden måde er presset til at ”snyde”, og at der er så store forskelle fra team til team og fra lokalcenter til lokalcenter. ”Man føler ofte, at man må snyde lidt på vægten for at få enderne til at mødes. Det er sådan en slags skjult selvforvaltning, som vi ikke er stolte af ”, blev det udtrykt i en gruppe. I en an- den gruppe formuleredes samme problemstilling sådan: ”Der er jo stor forskel på, om en ydelse skal gives til en borger med store psykiatriske problemer eller til en almindelig borger med almindelig og naturlig funktionsnedsættelse. Der- for må vi skønne og fordele minutterne efter en konkret bedømmelse fra dag til dag. Men det er ikke noget, vi kan drøfte åbent som en fælles problematik.

”Men prøv lige at se. Først foretager borgerkonsulenterne en visitation. Den er god nok, men rækker ikke i virkeligheden. Så ændrer vi visitationen i praksis, for ellers hænger det ikke sammen. Det er ikke i orden”.

Deltagerne spørges yderligere om, hvordan de praktisk løser opgaverne, hvis der ikke er overensstemmelse mellem opgaverne og den tildelte tid/ressourcer. Der svares samstemmende i de 6 grupper, at opgaveløsningen skaleres efter faktisk fremmøde – dvs. faktisk daglig normering. Man kan sige, at der er et slags parallelsystem med en plan for, hvad man gør, når der er for få på arbejde. Selvfølgelig er der nogen borgere, der så får mindre tid, end de skulle have, men alle borgere får den bedst mulige pleje og omsorg. Det går dog ud over den kollegiale sparring og den daglige kompetenceudvikling / spredning, når man i perioder – ofte for lange – kun lige når det allermest nødvendige. Der bruges også en del tid til omorganiseringer.

Skønt der fremkom variationer i beskrivelsen af ovenstående med referencer til forskellig teampraksis, repræsenterer beskrivelsen en gennemgående ten- dens. Det gælder også, hvad angår deltagernes oplevelse af de parallelsystemer, de beskriver. De er hverken særligt stolte af det eller trygge ved det. Ifølge deres beskrivelser opstår der ofte en skjult informel ledelse, hvor der er nogle få, der bestemmer, hvordan opgaverne skal løses. Nogle steder har disse ”ledere” eller bestemmende personer næsten ligeså stor indflydelse som teamlederen.

Deltagerne var generelt også enige om, at når der er sådan en kultur, kan det også være vanskeligt at tale åbent om observationer og hjælpernes forskellige oplevelser, som de fleste efter deltagernes opfattelse har brug for at dele med andre. Det kan f.eks. være, hvis der er problemer med pårørende hos forskel- lige borgere. I et flertal af grupperne antyder man tillige en tendens til dannelse af lukkede grupper, som man oplever som ubehagelige og uhensigtsmæssige nødløsninger. I alle grupperne oplever man, at disse forhold, som alle mere eller mindre kender til, også bremser den åbne dialog om kompetencer og især behovet for kompetenceudvikling. Som en af deltagerne udtrykker det: ”Nogen holder deres kompetencer for sig selv, og andre skjuler, at de måske har svært at løse bestemte opgaver/problemer”.

Social- og sundhedshjælperne føler sig først og fremmest presset på realtid. Man mangler klar ledelse, faglig støtte, ensartede regler og instrukser samt en slags kom- bination af ligeværdigt tværfagligt samarbejde og alligevel tydelige faggrænser.

Foto: Colourbox

På det afsluttende spørgsmål om, hvad der opleves som de største udfordringer, fremkommer der på den ene side store variationer i grupperne og fra gruppe til gruppe i bedømmelsen af udfordringernes betydning, hvorimod der på den anden side er udtalt enighed om, hvad der kan betragtes som udfordringer.

Man føler sig først og fremmest presset på realtid. Man mangler klar le- delse, faglig støtte, ensartede regler og instrukser samt en slags kombina- tion af ligeværdigt tværfagligt samarbejde og alligevel tydelige faggrænser.

Stort set alle deltagerne giver udtryk for, at der er for stor afstand mellem idea- ler og den praktiske hverdag. Bag de mange rigtige planer og fine ord oplever et flertal af deltagerne en både reel og sproglig devaluering af arbejdet og de

faglige krav. ”Man føler nok inderst inde, at budgetterne fylder mere end mine observationer. Jeg ved ikke, om det er sådan. Men sådan føler jeg nogen gange”.

Ifølge et markant flertal af deltagerne er det sådan, at der kombineret med det høje tidspres tit opleves mange modstridende beslutninger, som man kompen- serer for ved at lave sine egne løsninger. ”Når man hører om et nyt projekt, har man allerede lukket af, selv om det måske kan være godt nok”. Gennemgående oplever deltagerne en vis snigende ligegyldighed overfor de store udfordrin- ger og udviklingsopgaver. Man forfalder tit til en slags fejlfinding, og når der opstår et eller andet problem, forfalder man til ”abeflytning”. Som flere gav ud- tryk for, har de en fornemmelse af, at ansvaret for problemer eller manglende overholdelse af tiden for det meste placeres hos dem. Derfor er de blevet ret gode til at placere ”aben et andet sted” end hos dem selv.

De fleste deltagere oplever, at det er vanskeligt at finde daglig anerkendelse i en sådan kultur, og de fleste oplever også at skulle bruge meget energi på at fastholde den faglige stolthed. Som flere sagde: ”Det er nok derfor, vi altid taler om faglighed”. Men realiteten er nok snarere, som man i alle 6 grupper afslut- tede med at beskrive, at man går omkring med en eller anden kronisk dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse, selv om man som social- og sund- hedshjælpere faktisk bidrager til at få det til at løbe rundt hver dag.

Kort delanalyse af hovedlinjerne i interviewrunden

Det helt overordnede billede, der tegner sig efter endt interviewrunde og ef- terfølgende transskribering, viser afstanden mellem MSO’s formelle organisa- tion, ledelsessystem og formelle faglige strategier og den faktiske virkelighed, som de interviewede social- og sundhedshjælpere oplever. I den udstrækning deltagernes oplevelser repræsenterer en dækkende beskrivelse af forholdene og relationerne mellem ledere og medarbejdere, får man indtryk af, at der ikke er og ikke kan være et mere overordnet og systematisk billede af, hvad det er for reale kompetencer social- og sundhedshjælpergruppen bærer rundt på og faktisk investerer i større eller mindre omfang i den enkelte hjælpers dagligdag. Begrundelsen herfor er selvfølgelig, at realkompetencerne udfolder og udvik-

ler sig i et system, der angiveligt er sat sammen af en række subsystemer,51 hvor der ikke er umiddelbar korrespondance mellem de formelle systembetingelser, og hvad der foregår lokalt. Faktisk giver samtlige interviews indtryk af ret store variationer mellem de forskellige lokalcentre og teams på næsten alle væsent- lige undersøgelsespunkter.

Men som det også fremgår, indebærer tilstedeværelsen af en række informelle eller ikke formulerede realkompetencer ikke nødvendigvis, at MSO som orga- nisation har et ”kraftoverskud”, der formelt kan aktiveres.

For det første kan det være et større problem, at deltagerne i det store og hele udviste en vis distant/indifferent holdning overfor MSO organisationen som helhed. Der kan være både historiske og kulturelle grunde hertil. Men faktum er, at ingen af de interviewede kunne redegøre for organisationens opbygning og ledelsesstruktur. Mere problematisk er det måske, at deltagerne ikke på til- fredsstillende måde kunne redegøre for MSO’s fagstrategier og kun gav udtryk for at en behersket interesse for dem.

For så vidt det forholder sig, som de interviewede oplever, forekommer det sandsynligt, at hele gruppen agerer meget konservativt og lukket overfor de formelle beslutninger og udviklingsstrategier, der udgår fra de ledende niveau- er i MSO. Det forekommer indlysende, at det forhold spiller ind i implemen- teringsprocesserne og har indflydelse på værdien af de indbyggede feedback mekanismer.

For det andet forekommer det ikke usandsynligt, at det manglende kend- skab til organisationen og dens virkemåde, afføder en vis oplevelse af ud- sathed, fordi man ikke har indsigt i, hvad der sker og hvorfor det sker, hvad der kan gøre alt nyt til en potentiel trussel. Sammenholdes det med, ▶

51 Her anvendes begrebet subsystemer som fælles betegnelser for ikke formaliserede organisati- ons- og styringssystemer, der fungerer som en slags organisation i organisationen eller institu- tion i institutionen.

▶ at hjælpergruppen oplever sig selv nederst i hierarkiet, som det indi- rekte blev nævnt flere gange, kan det være med til at forklare nogle af de defensive og konservative attituder, som deltagerne som et gennemgåen- de træk gav udtryk for. Forholdet kan også være med til at perspektivere den udtalte positionsinteresse over for de måske mere udtalte procesin-

teresser52 hos andre faggrupper, som man i et vist forhold afgrænser sig negativt overfor, selv om deltagerne ikke var meget for at formulere det rent ud.

For det tredje ser det ud til, at den oplevede vilkårlighed og store forskellig- hed, hvad angår kompetenceudøvelse og medinddragelse, slår negativt tilbage på formuleringen af og systematiseringen og evalueringen af hjælpernes re- alkompetencer. Hos flere af de interviewede virkede det næsten som om, de- res ”skjulte kompetencer” havde karakter af en slags ”selvforsikring”, der kan aktiveres i de personlige alliancer, der opbygges. F.eks. mellem en eller flere hjælpere og en sygeplejerske. Et forhold, der netop kan udvikle sig i et system, hvor et ensartet ledelseskoncept i praksis ikke er eksisterende, og hvor formelle retningslinjer mv. ifølge de interviewede fortolkes og administreres vidt for- skelligt og til tider vilkårligt. Især under tidspres.

Som det fremgår af interviewene, danner der sig et indtryk af, at hjælperne enten hver især eller i mindre ofte lukkede grupper udøver deres forskellige er- hvervede kompetencer helt ud til grænsen af det formelt tilladelige, hvilket i en vis forstand også afstedkommer, at disse kompetencer ikke gøres til genstand for analyse og systematisk udvikling. Lidt forenklet kan man sige, at som ho- vedregel besidder hjælperne en lang række erhvervede realkompetencer, der

52 Refererer her til Xxxxx Xxxxxxxxxx anvendte begreber, hvor personer uden stor indflydelse i et system og oftest placeret længst nede i et hierarki indtager låste positioner til hvilke, de også ud- vikler restringerede koder/begrænsende og ofte lukkede koder, der står i modsætning til andre grupper i systemets hierarki med større indflydelse, der naturligt indgår/inddrages i processer, hvorved de udviser procesinteresser forbundet med elaborerede/udfoldede og formaliserede koder. Xxxxx Xxxxxxxxxx kodeteori i udvalg, 1976

langt overskrider det formelle kompetence- og vidensgrundlag, som de har qua deres uddannelse, men de bringes ikke i spil på en måde, der øger MSO organisationens samlede kompetencekapacitet i opgaveløsningen.

Det er også nogenlunde klart, at den vilkårlighed hvad angår delegering af kompetencer, som deltagerne nævner flere gange, forstærkes af deres egen in- formelle disponering/omdisponering og ad hoc aftaler, som ikke nødvendigvis formaliseres endsige dokumenteres. Deltagerne var ikke selv særligt bevidste om, at den informelle subkultur og substruktur, som de beskrev, i flere tilfælde medvirker til at forstærke lukketheden og reducere deres mulighed for at opnå formel anerkendelse og respekt for deres faglige kunnen. Der var heller ikke en forståelse for, at deres gennemgående distance til de formelle principper/ retningslinjer mv. og dannelse af parallelsystemer både hvad angår kompe- tencer, anerkendelse og disponering på den ene side bidrager til at løse mange opgaver i hverdagen, men på den anden side også indeholder den bagside, at de selv medvirker til at skabe nogen af de hierarkisk bestemte billeder, som de selv opfatter som desavouerende af deres faglighed og kapacitet.

Flere gange i interviewene kom denne mekanisme frem som en slags in- vertiv defensiv attitude53, som når flere talte ind i et kollektivt kodesprog, hvor man mere eller mindre bevidst ikke anvendte de formelt korrekte udtryk, men gjorde lidt grin med dem og på samme tid lod forstå, at man godt vidste, hvad man havde med at gøre og var sin opgave voksen.

En form for negativ afgrænsning, der i flere situationer mindede om en form for negativt formuleret ”korpsånd” og især negativ afgrænsning overfor social- og sundhedsassistenterne, som flere gav udtryk for ”dyrkede” den korrekte fag- jargon og tilpassede sig op ad i forhold til sygeplejersker og terapeuter.

53 Her forstået således: At en gruppe, der besidder et formelt sprog eller formelle kompetencer, kaster vrag på det selvsamme sprog eller kompetencer ved eksempelvis ikke at anvende de for- melle sprogkoder, men i stedet anvender andre tillærte koder for ad den vej at nedgøre det sprog eller de kompetencer, som gruppen oplever, at andre grupper anvender for ”at tryne dem”. På den led frisætter gruppen sig selv fra det formelle pres, men fremstår desværre også inden for organisationen som mindre kompetent, end den faktisk er.

For det fjerde skinner det igennem i interviewene, at tendensen til privatise- ring af erfaringerne og opgaveløsning står i modsætning til deres udtrykte øn- ske om at arbejde med faste procedurer og regelmæssighed i opgaveløsningen

– dvs. ønske om at arbejde i et rum af forudsigelighed.

Det interessante her er nok sammenstødet mellem behovet for faste procedurer og forudsigelighed og et ligeså stærkt uopfyldt ønske om at være medbestem- mende og behov for at opnå retten til at udvikle og anvende deres erhvervede kompetencer fuldt ud, fordi det giver større jobindhold og højere status. Hertil føjer sig ønsket om inden for det formelle system at få deres observationer og indsigter anerkendt som ligeværdige med de andre faggruppers.

Måske er det dette sammenstød af modsat rettede interesser og behov, som udgør den egentlige dynamo i udviklingen af de beskrevne tenden- ser – som en slags konfliktnøgle.

For det femte kan det være vanskeligt at afgøre efter interviewene, om deltager- ne faktisk kun i begrænset omfang kender indholdet af de forskellige instrukser og retningslinjer, eller om den lidt distante og nonchalante holdning til de for- melle rammer og vilkår udgår fra en bestemt kultur, der præger hele området med lav grad af skriftlighed, lav grad af formaliseret kommunikation og måske også rudimentær54 organisering og ledelse. Det var i hvert fald det billede, som deltagerne beskrev. Under disse beskrivelser lå også en oplevelse af, at man ikke forventer så megen indsigt og intellektuel kapacitet fra hjælperne, hvilket så modsvares af deltagernes manglende interesse for de formelle krav.

Svagheden i et sådant subkulturelt system kunne åbenlyst observeres flere gange i løbet af de 6 interviews. Det var meget få gange, at deltagerne i deres diskussioner refererede direkte til noget faktuelt og konstaterbart, hvad f.eks. angår skriftlige instrukser eller møder, hvor nye initiativer var blevet intro- duceret. For det meste blev der refereret til, skulle det vise sig, enkeltstående

54 Her forstået i dobbeltbetydningen: uudviklet – mangelfuld. Altså uudviklet i forhold til mu- lighederne og mangelfuld i forhold til kravene.

eksempler, der enten blev gjort til sandheder eller generaliseret. I det hele taget var anekdotisk sprog og tænkning fremherskende i alle 6 grupper, hvilket også til tider gjorde diskussionerne næsten uigennemtrængelige. Adspurgt, om man også diskuterede sådan på møderne, var det gennemgående svar, at der nok ikke var den store forskel.

Man kan uden at overdrive tale om et relativt lavt formaliseringsniveau både i kommunikationen og i deltagernes daglige praksis. Hvorvidt det lave for- maliseringsniveau så på dækkende måde afspejler de faktiske forhold i de re- spektive teams, som deltagerne kommer fra, kan ikke siges med bestemthed, men de relativt entydige beskrivelser kan tyde på, at der forekommer en vis korrespondens.55

Og da der ikke er grund til at antage, at de forholdsvis konsistente ud- sagn om de store forskelle mellem de enkelte teams ikke er dækkende, rejser det spørgsmålet, om den beskrevne informalitet også kan finde sin forklaring i selve MSO’s meget decentrale opbygning, beslutnings- og an- svarsstruktur. Hertil kommer en på mange måder udtalt informel måde56 at kommunikere formelt og officielt på. Her tænkes der hovedsageligt på de noget slagordsagtige formuleringer i flere af MSO’s fagstrategier såsom ”De fem ledetråde”, ”Grib hverdagen” og ”Kærlig kommune”, der frem- træder meget overordnet formuleret, og som, hvis de ikke er ombrudt til klare instrukser, lader sig fortolke relativt frit.

Det skal understreges, at det sidste kun er en antagelse baseret på deltagernes egne udsagn – som skal det påpeges – ikke er sammenholdt med, hvad der rent faktisk foreligger af instrukser. Det har dog også mindre betydning, al

55 Dækkende sammenfald.

56 Her tænkes på den officielle kommunikationsform i MSO, der både i notater, rapporter, oplæg og eksterne informationer er kendetegnet ved at højere grad af genreblanding end i de andre magistratsafdelinger. Ofte blandes saglitterær skrivestil med skønlitterær skrivestil som f.eks. ”Grib hverdagen”, ”Kærlig kommune”, ”De fem ledetråde”, ”Vi holder borgerne væk”, ”Al magt til borgerne” osv.

den stund deltagerne ikke kunne henvise til sådanne eller redegøre for deres indhold.

For det sjette fremgår det som generel tendens i samtlige interviews, at del- tagerne kun i beskedent omfang oplevede sig selv som integreret i den samlede organisation og ikke selv mente at have så meget at bidrage med ud over den daglige indsats i teamet og i forhold til den enkelte borger. En tendens der pe- ger mod en kontekstbundethed, der for deltagernes vedkommende bevirkede, at de slet ikke reflekterede over endsige gjorde sig forestillinger om, hvorvidt de skulle deltage i MSO’s samlede udviklingsarbejde som særligt udvalget res- sourcepersoner. Der blev henvist til, at det var en opgave for konsulenter eller sygeplejersker/terapeuter, hvor især førstnævnte i øvrigt ikke var genstand for den store respekt. En ikke ukendt ”vi-de” holdning, hvor egne indsatser ”i eget selskab” idylliseres og det ”fremmede” devalueres. En slags omvending af sta- tusforholdet som beskyttelse mod den lave forventningsgrad i forhold til deres kapaciteter, som deltagerne oplever i det daglige og gav udtryk for igennem hele interviewet.

For det syvende er det ikke uinteressant, at deltagerne på den ene side gav udtryk for, at de på mange måder informelt satte flere af deres tidligere er- hvervede kompetencer i spil samtidig med, de på den anden side udtrykte fuld forståelse for, at kompetencedelegeringen skal sættes i system bl.a. for at modvirke fejl og UTH, som de i øvrigt gav udtryk for ikke blev dokumenteret tilstrækkeligt retvisende. Der kan med andre ord spores en vis konflikt mel- lem det, man faktisk gør og indsigten i nødvendigheden af at gøre tingene på en anden måde, hvor det er klare regler, ensartethed og instrukser, der styrer det daglige arbejde. Til den sammenhæng kan føjes deltagernes beskrivelse af de mange informelle omdisponeringer i forhold til den formelle visitation, som i perioder foregår næsten dagligt. Et forhold ingen havde det godt med. Både fordi det er på kant med reglerne, men også fordi, som flere deltagere påpegede; det ”lukker dem inde” i en slags subkultur, hvor beslutningskompe- tencen er flydende og konstant til forhandling. Samtlige deltagere gav i større eller mindre udstrækning udtryk for et ønske om at blive fri af det beskrevne næsten permanente konfliktfelt og krydspres. Nogle få deltagere gjorde klart

gældende, at de personligt ikke længere ønskede at gå på kompromis med gæl- dende regler og procedurer og henviste til, at i deres team kunne der spores et vist opgør med de gamle informelle traditioner, rutiner og kulturer. Der var generel enighed om, at når MSO var så decentralt opbygget, og ”dem i toppen havde så lidt indsigt i, hvad der foregår i det daglige”, var det afgørende for kulturen, hvordan den lokale ledelse handlede.

Det hører her med, at deltagerne gennem hele interviewet i de 6 grupper gang på gang blev overrasket over de store forskelle på rammebetingel- serne, hvilket på den ene side bestyrkede deres fordomme om, at der ikke er styr på organisationen og på den anden side satte gang i kollektive overvejelser om det nødvendige i at få ensartede regler for at overvinde den lokalt oplevede vilkårlighed og udsathed over for den lokale leders forskellige dispositioner.

For det ottende fremgår det af interviewene, at deltagerne har en meget diffus opfattelse af kompetenceudvikling, hvor de sammenblander korte instruktio- ner og oplæg på personalemøder med formaliserede efteruddannelseskurser. Det var først, da intervieweren kort redgjorde for sondringerne og spurgte konkret ind til, om de f.eks. deltog i specifikke fagkurser i AMU systemet, at deltagerne kunne besvare spørgsmålet. Det gennemgående svar var, at hjælpe- re ikke længere har den samme mulighed for formelt at efteruddanne sig som tidligere. Forklaringen var, at der i det enkelte team enten ikke var budget til, at man kan komme på kursus, eller også at der ikke var tid. Så det meste efterud- dannelse eller indlæring af nye kompetencer foregår via sidemandsoplæring, som de fleste i øvrigt fandt, var alt for uensartet i kvalitet.

Det skal dog tilføjes, at det gennem interviewene var ganske vanskeligt at få et klart billede af, hvor meget systematisk efteruddannelse af personalet, der faktisk gennemføres i MSO regi og kvaliteten af denne. Dertil var svarene ofte enten for ukonkrete eller fragmentariske, hvilket måske kan tilskrives en rela- tiv begrænset viden om, hvad der findes af muligheder, og at det måske ikke er et tema, der fylder meget i den pressede hverdag, som blev beskrevet. Under

alle omstændigheder gav deltagerne i svarene ikke indtryk af, at efteruddan- nelse er et fremtrædende tema i deres daglige arbejde og i samspillet mellem den lokale teamledelse og social- og sundhedshjælperne.

Det gælder for så vidt også deltagernes reaktion på spørgsmålet om opsko- ling til social- og sundhedsassistent, hvilket kan undre, al den stund de ikke kan være uvidende om den igangværende offentlige diskussion om fremtidens kompetenceprofiler i det nære sundhedsvæsen og forbeholdet overfor social- og sundhedshjælper funktionen/profilen. Intervieweren havde en oplevelse af en vis distant eller defensiv ligegyldighed over for spørgsmålet, hvilket står i direkte kontrast til deres andre udmeldinger om en vis nervøsitet for fremti- den og deres placering i plejen. Det var først på spørgsmålet om, hvorvidt de ville opskoles, hvis det blev obligatorisk, at deltagerne for alvor reflekterede over spørgsmålet. Hvad indstillingen kan være udtryk for, kan være vanske- ligt at afgøre, men det kunne tyde på, at den i øvrigt gennemgående defensive indstilling til, hvad der foregår i den ”store organisation”, også sætter sit præg på de konkrete forestillinger om gruppens fremtid og de mulige krav til enten efteruddannelse eller decideret opskoling.

For det niende og sidste punkt fremgår det meget klart af interviewene, at del- tagerne oplever en markant øget belastningsgrad. Samlet set henviste det store flertal af deltagere til en øget og mere kompleks plejetyngde samt en øget di- skrepans mellem tildelte ressourcer og de ændrede borgerprofiler. Deltagerne henviste ikke spontant disse forhold til en ændret visitationspraksis eller til hele visitationsgrundlaget, der indgår i servicelovens bestemmelser. Man hav- de mere den holdning, at sådan var det, og at det først og fremmest var pleje- pakkernes tidsudmåling, der var noget galt med, og når man nu ikke kunne få det ændret, blev man nødt til i det daglige selv at forvalte disponeringerne for at få dagligdagen til at hænge sammen.

Det skal i den forbindelse fremhæves, at der i svarene var forskel på, om del- tagerne var i hjemmeplejen eller i plejeboligerne. Det var den gennemgående opfattelse, at man havde større mulighed for at kompensere for manglende overensstemmelse mellem ressourcer og opgaver i plejeboligerne end i hjem-

meplejen, hvor den enkelte er bundet op på en køreliste, der ofte (ca. 2 gange om ugen) er overbooket, og hvor den enkelte hjælper ikke på samme måde som i plejeboligerne kan tilrettelægge opgaverne, så de basale ydelser nås. Men det ændrer ikke ved det samlede billede af, at deltagerne ikke fandt det hold- bart og tilfredsstillende, at man for mange gange skulle gå på kompromis med de faglige standarder for at nå opgaverne, og at man følte sig klemt mellem ”hensynet til økonomien og hensynet til den enkelte borger”.

Det er i den forbindelse ikke uvæsenligt, at deltagerne i de 6 grupper næsten samstemmende gav udtryk for et ønske om et opgør med uens- artetheden, vilkårligheden, de uformelle strukturer og de heraf afledte subkulturer. En problematik man først rigtigt fik øje på i løbet af intervie- wene. Deltagerne i alle 6 grupper gjorde det meget klart, at man ønsker stærk faglig ledelse, klare retningslinjer og større inddragelse i de vedtag- ne fagstrategier samt deltagelse i det tværfaglige arbejde og ensartetheden i delegering af kompetencer, så man på denne ene side løbende uddannes til at kunne noget mere samtidig med, at man på den anden side kunne arbejde sammen med respekt for hinandens fagkompetencer.

Meldingerne i de enkelte grupper var her så entydige, at der ikke er nogen grund til at antage, at det er noget deltagerne har sagt blot for at tilfredsstille de gængse opfattelser på bjerget.

Tværtimod er der grund til at tro, at deltagerne har givet udtryk for et under- liggende ønske om at komme fri af den både hierarkisk og systembetingede påtvungne og ikke mindre selvvalgte klemme, som man føler sig fanget i i det daglige arbejde inden for de respektive subkulturer, som deltagerne gennem alle interviewene har beskrevet.

Gennemgang af interviewresultater fra de to Faktagruppe I interviews

Interviewet er opdelt i et hovedspørgsmål og en række under- eller hjælpe- spørgsmål. Samtlige spørgsmål er fakta- og rammeorienterede. Formålet med

interviewet i de 2 grupper er, at svarene og diskussionerne her kan modstilles til de seks forudgående fokusgruppeinterviews som en art kontrolspørgsmål/ kvalificeringssvar

Deltagere i hver fakta gruppe interviews: 10 personer. Interviewlængde 2.5 time.

Deltagerne i de to grupper har ikke kendskab til de spørgsmål, der blev stillet i Fokusgrupperne og har kun haft mulighed for eventuelt at få et meget overfla- disk kendskab til svarene.

Deltagerne, som er rekrutteret fra både plejeboligerne og hjemmeplejen samt fra dag- og aftenvagt anmodes om så udførligt og sammenhængende som mu- ligt at fortælle om forløbet af en arbejdsdag/arbejdsuge. Forskellene i grupper- ne noteres og indgår som nuanceringer af hovedtrækkene. Der vil med andre ord være tale om interviewerens fortolkninger og hierarkiseringer.

Grupperne blev stillet et enkelt spørgsmål: Fortæl om jeres arbejdsuge så nøg- ternt og slavisk som muligt. Hver dag fra vagtens begyndelse til afslutning.

Der var knyttet en række under/hjælpespørgsmål til hovedspørgsmålet, men de skulle alene fungere som styringsredskab for intervieweren. Spørgsmålene blev i det store og hele ikke anvendt, da deltagerne af egen drift og relativt sam- menhængende var i stand til at redegøre for en arbejdsdags forløb.

Hvert interview indledes med en kort præsentation af de 10 deltagere:

• Navn

• Arbejdssted

• Inde

• Ude

• Vagtlag

• Dag

• Aften

• Nat

• Anciennitet

Gennemgangen af svarene i de 2 faktagrupper afsluttes med nogle kortfattede delkonklusioner. Svarene er som i de foregående fokusgruppeinterviews kon- denserede57 og vægtede.

Dagvagt i plejeboligerne (begge grupper).

Der er forskellige mødetider, som fortrinsvis ligger i tidsrummet kl. 6 – 8. Det gælder for dem alle, at man starter med at få læst advis op eller selv gøre det. Der bruges ca. 15-20 min. på morgenmøde. Medicindispenseringen gennem- gås kort. Der fordeles opgaver ved evt. sygdom eller andet fravær. Ved fravær skal opgaver prioriteres, da der er færre på arbejde.

Herefter arbejdes der med borgerne til kl. ca. 11-11.30. Der vaskes, ryddes op mv. i sliptiden gennem hele vagten. Efter middag og borgernes hvile forbere- des der til eftermiddagskaffe og aftenvagten.

I begge grupper oplever man det som belastende, at der må skæres i tid til opgaverne eller i opgaveløsningen, hver gang der er en sygemelding. Det kan man gøre mere fleksibelt i plejeboligerne end i hjemmeplejen, fordi man har lettere ved at hjælpe hinanden og også komme i kontakt med sygeplejersker og terapeuter, der er ”i huset”. Ikke desto mindre oplever man, at der er opga- ver, som ikke bliver løst eller udsat, uden at de bliver genoptaget på et senere tidspunkt. Deltagerne giver udtryk for, at man godt kunne ønske, at det så i sådanne situationer blev gjort klart, hvilke opgaver der skulle løses og hvilke, der ikke skulle. Men man oplever, at det for ofte er op til den enkelte eller grup- pen/grupperne selv at finde løsninger.

Man oplever også, at dagsprogrammet er så stramt, at der er få muligheder for at improvisere og reelt være orienteret mod og imødekommende over for bor- gernes behov. Deltagerne gav udtryk for, at de i deres daglige tilrettelæggelse af arbejdet forsøgte at leve op til MSO’s plejestrategier og parole om ”Borgeren i centrum”, men at man alt for ofte faldt tilbage på de rutiner, som man ved virker.

57 Begrebet kondenseret anvendes her i betydningen: Fortættet udgave eller sammenpresning af flere, men nogenlunde ensartede/sammenfaldende ytringer/svar.

Et andet gennemgående problem er de mange ufaglærte og afløsere. Afløserne kender ofte ikke borgerne eller de vedtagne instrukser mv., og det indebærer, at de faste får pålagt flere opgaver og indirekte ansvar, hvilket går ud over de planer, man egentlig havde besluttet sig for dagen i forvejen. I begge grupper fandt man, at det virkede demotiverende i forhold til indfrielsen af de mange gode hensigter og nye fagstrategier, at man forholdsvis ofte kunne opleve kun at være ganske få fastansatte social- og sundhedshjælpere i vagt med flere aflø- sere eller ufaglærte. Selv om det selvfølgelig er godt ”at der er de hænder, der skal til”, virker det alligevel devaluerende og demotiverende, at løst ansatte el- ler ufaglærte næsten må udføre de samme handlinger som en faglært.

Adspurgt om det fyldte meget i dagligdagen og ikke kun her i interviewet, svarede et flertal i begge grupper, at det fyldte meget. Sygdom og fravær var virkelig belastende, fordi man ofte skulle klare opgaverne med det personale, der var mødt op. Og selv om der kom afløsere, skulle disse sættes ind i opga-

”Den ene dag må man udføre bestemte handlinger, som man har fået delegeret kompetence til. Den næste dag må man ikke. Nogen gange bliver man ”forvirret på et højere plan”. Foto: Colourbox

xxxxx, og som et generelt billede oplevede deltagerne, at kontinuiteten blev slået i stykker.

Ved gennemgangen af dagvagtens forskellige opgaver kom det frem i begge grupper, at der fra plejecenter til plejecenter og fra team til team er relativ stor forskel på plejetyngde og den måde, der delegeres på, og hvilke kompetencer, der delegeres. Forskellene gik også på, hvordan en given oplæring/instruktion foregår. Nogen steder følges oplæringsprocedurerne slavisk og stort set uden afvigelser. Andre steder håndteres procedurerne mindre stramt, og et flertal af deltagerne havde oplevet og nogen ofte, at oplæringen/instruksen gives pr. te- lefon på grund af tidspres. Flere deltagere i begge grupper gav også udtryk for, at fremgangsmåden var personafhængig både hvad angår afgiver og modtager af instruks/oplæring, og at kriterierne for delegering og oplæring ændrede sig. ”Den ene dag må man udføre bestemte handlinger, som man har fået dele- geret kompetence til. Den næste dag må man ikke. Nogen gange bliver man ”forvirret på et højere plan”. Det afhænger meget af, hvem af assistenterne, der er i vagt”. Udsagnet kom fra en enkelt deltager, men dækker meget præcist det billede, som flertallet i de to grupper tegnede.

Aftenvagt i plejeboligerne

Det første, man gør, er at læse advis. For begge gruppers vedkommende ople- vede deltagerne, at der ikke altid var tid til at gennemgå advis grundigt, men det kom frem, at der var forskel på betingelserne fra sted til sted.

Der blev givet et billede af, at aftenvagten ofte på relativt kort tid skal vurdere situationen og opdele opgaver i ”skal-opgaver” og ”kan-opgaver”. Dvs. at aften- vagten fra dag til dag skal vurdere, hvilke opgaver der skal løses ud over de mest obligatoriske i ydelsespakkerne, der opfattes som ”skal-opgaver”. Det er hoved- sagligt social- og sundhedshjælperen selv eller i samarbejde med kolleger og en social- og sundhedsassistent, der vurderer, hvilke opgaver der skal løses. Hvis der er sygdom, kan nogen ”skal-opgaver” godt ændres til ”kan-opgaver”.

Når advis er læst og opgaverne fordelt mv. er man sammen med borgerne eller ud- fører praktiske opgaver. Efterfølgende forberedes der til aftensmad kl. ca. 17.30.

Resten af vagten går med at hjælpe borgere i seng, løse individuelle opgaver/ problemer og ordne de mange forskellige ad hoc opgaver. Der er også kald- opgaver og ind imellem en del akutopgaver og samtaler med pårørende. Der blev givet udtryk for, at der fra team til team er forskelle på, hvordan opga- verne prioriteres i forhold til plejeplaner, borgernes mulighed for oplevelser og i forhold til rehabiliteringsindsatsen. I weekenden fungerer rehabilitering slet ikke. Der disponeres heller ikke på samme måde. Vagtdækningen er for det meste så sparsom, at man kun kan ordne det mest nødvendige.

Aftenvagternes afsluttende vurdering er, at der i hvert fald om aftenen er kom- met flere UTH, og at de også er blevet mere synlige. Deres samstemmende op- levelse er, at årsagen nok skal findes i tidspres, og at der er for mange ufaglærte og afløsere i vagt.

Dagvagt i hjemmeplejen

Man møder ind på lidt forskellige tidspunkter. Men det gennemgående er, at man tænder sin tablet og gennemgår kørelister, obs. for medicin og andre for- hold vedr. den enkelte borger. Henter nøgler. Læser advis og evt. instrukser mv.

Herefter drøfter man kort borgerne i gruppen og evt. ændringer i kørelisterne. Hvis der er sygdom eller andet fravær fordeles ”de overskydende borgere” på kørelisterne. Herefter disponerer man selv de enkelte besøg. Ved sygdom eller ved akut opståede problemer fordeler man ofte selv borgerne mellem sig uden om disponenterne. Andre gange omdisponeres der formelt. Her giver delta- gerne udtryk for, at der er procedureforskelle fra team til team. Der er afsat 15 min. (officielt budgetmæssigt 7.5 min.) til at nå ovenstående, hvilket ifølge de fleste deltagere ikke er tilstrækkeligt.

Det hænder ganske ofte, at den enkelte social- og sundhedshjælper vurderer, at disponeringen og kørelisten vil give for meget vej-tid, hvilket betyder, at man fordeler borgerne mellem sig for tredje gang, så den faktiske køreliste passer bedre med kravet om at reducere i vej-tid.

Deltagerne fortæller nogenlunde samstemmende, at der er store forskelle på pausetiden og pausebestemmelserne, men at det generelle billede er, at pau- serne ”ædes op af vej-tid”. Enten fordi kørelisterne ikke er realistisk afstemt med geografien, eller fordi de ikke er i overensstemmelse med de faktiske tra- fikforhold.

Deltagerne giver et forholdsvis ensartet billede af, hvordan deres dag foregår ude ved borgerne, men det kommer frem, at der ikke er nogen ensartet praksis hvad angår dokumentation. Nogen har kompetence til selv at dokumentere, andre skal inddrage en social- og sundhedsassistent for at dokumentere og notere i fokusområdet. Andre har ikke lært at bruge en tablet, hvorfor de skri- ver i samarbejdsbogen. Det kan også skyldes, at der ikke er tilstrækkelig stabil teledækning i det område, hvor man arbejder.

Det kommer frem i deltagernes indbyrdes diskussioner, at der store forskelle på, hvordan der gives information, og hvordan møderne om formiddagen af- vikles. Det fremgår ikke ganske tydeligt, hvor systematisk borgerne drøftes. Flere deltagere fortæller, at de spiser samtidig med, at de dokumenterer og drøfter borgerne. Andre oplyser, at møderne er meget strukturerede. Der er også forskelle hvad angår modtagelse af information. Om man får den om morgenen eller på teammøderne.

Overlevering af observationer og andre vigtige meddelelser om borgerne fore- går ifølge et flertal af deltagerne efter reglerne, for så vidt der er tid. Men det er sjældent, at man når det hele på en tilfredsstillende måde inden for den afsatte tid. Et flertal oplever således, at der både er for lidt tid om morgenen og ved afslutning af vagten til at gennemgå borgere, dokumentere og videregive observationer og informationer. Et flertal gav også udtryk for, at man følte sig meget alene med de forskellige borgere, fordi der sjældent var tilstrækkelig tid til en mere grundig sparring og drøftelse af faglige problemstillinger. Til gengæld oplever man, at der er flere mindre uformelle netværk, hvor de faglige problemstillinger drøftes, og inden for hvilke man hjælper hinanden. Men det kan let give klikedannelser, som deltagerne fortæller om.

I deltagernes drøftelse af, hvad de foretager sig ude hos borgerne, kom det frem, at der er store forskelle på, hvor meget kompetence de har fået delegeret, og hvordan delegationen sker. Men hvis man kender hinanden, som flere angav, kan sygeplejersken godt delegere pr. telefon. Det sker især, når der er travlt en- ten på grund af sygdom og overbookede kørelister, eller hvis der er flere tunge opgaver ved flere borgere. Enkelte deltagere gav udtryk for, at der i deres team ikke blev afveget fra de formelle procedurer. Det var et mindretal. Ifølge et fler- tal af deltagere foregår en del af kollegastøtten, kompetenceudvikling, videre- givelse af erfaringer og oplæring de enkelte kolleger imellem eller indenfor in- formelle netværk, hvor man kender hinanden ”og ligesom danner en gruppe”.

Aftenvagt i hjemmeplejen

Det generelle billede er, at man møder ind kl. 15.00. Advis og evt. instrukser (gennemgang af instrukser udskydes engang imellem, hvis der er pres på) læses igennem. Herefter gennemgås kørelister. Nogen steder har man en ”aftenvagt- bog”, hvor de vigtigste informationer kan læses. Der følges op på kørelisterne, og hvis man opdager fejl og mangler, ændres de. Det er noget aftenvagterne gør indbyrdes. Nogen gange noteres ændringerne, andre gange sker det ikke. Der er ofte kontakt til aftensygeplejersken og i mindre grad til dagvagterne, hvis der er noget, der skal afhlares.

Der skal hentes nøgler og låses overalt. Bilen skal tjekkes, og samtidig vurderes der på, hvor og hvordan merforbruget af tid skal indhentes. Kan man ændre i kørelistens rækkefølge, eller er der ydelser, der kan udføres hurtigere mv. Rela- tivt samstemmende fortæller deltagerne, at de næsten uden at tænke over det foretager disse kalkulationer, fordi de som hovedregel ikke kan nå at udføre de nødvendige opgaver ”inde” inden for den afsatte tid. Nogle få deltagere gav modsat udtryk for, at man hos dem havde planlagt hele forløbet på en måde, så processen godt kunne gennemføres på den normerede tid.

Hele processen tager mellem 20-30 min. Der er afsat 15 min.

Selve udekørslen om aftenen foregår ifølge alle deltagerne i et meget højt tem- po. Ofte må der foretages omdisponeringer, hvis der er kald eller andre ufor-

udsete forsinkelser. I de situationer, og dem er der for mange af ifølge deltager- ne, disponeres der på en måde, hvor der tages mindre hensyn til borgeren end til geografi og tid. Eksempelvis kan et kald eller en anden forsinkelse medføre, at en borger lægges i seng flere timer før vedkommendes normale sengetid. Et stort flertal af deltagerne skønner, at tidsrammen og dermed kørelistens kro- nologi overskrides mindst en gang om ugen. Nogen gange noteres det, andre gange gøres det ikke.

Et flertal af deltagerne oplyser, at man ind imellem (kan ske flere gange på en uge) ikke kan vente på at få en delegering til at fortage en bestemt plejehand- ling over for en borger. Det tager også for lang tid at vente på en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent. Så foretages der delegering telefonisk. Hvorvidt det foregår på den måde, beror for det meste på et godt kendskab til hinanden på tværs af faggrænser og fagkompetencer. Ofte beror den form for delegering også på eksistensen af informelle ”arbejdsalliancer og netværk”. I den sammenhæng udtrykker flere deltagere i begge grupper stor frustration over, at ”man efterhånden ikke ved, hvad man har og ikke har af kompetencer. Det ændrer sig hele tid og spænder ben for planlægningen og kontinuiteten”.

Ved arbejdstids ophør skriver man advis og afleverer nøgler. Flere deltagere giver udtryk for, at de skriver advis i deres pauser, eller hvis der lige er ”et hul”. Ellers kan de have svært ved at nå det. Det store flertal af deltagere oplever tidsrammen for at skrive advis og dokumentere som et stort problem, som for dem føjer sig til problemet med, at informationen bredt set er for tilfældig, og at man som aftenvagt skal være meget opsøgende for at få den tilstrækkelige information.

Der er bred enighed om, at arbejdet er udpræget alene-arbejde, men også at en arbejdsuges forløb afhænger af, hvordan de informelle netværk fungerer, og hvor meget fravær der er, herunder hvor mange afløsere, der er i vagt.

Kort delanalyse af de gennemførte interviews

De gennemførte interviews beskriver meget summarisk dagligdagen i en al- mindelig arbejdsuge for social- og sundhedshjælperne i henholdsvis plejebo-

ligerne og i hjemmeplejen. Som det fremgår, er nattevagten ikke beskrevet, og beskrivelserne af aftenvagten må siges at bygge på et spinkelt grundlag hvad angår repræsentation, hvilket selvfølgelig også begrænser udsagnenes formelle vægt.

Hensigten med de to interviews var at fremstille hovedtræk i en almindelig ar- bejdsdag/arbejdsuge på grundlag af deltagernes egne beskrivelser og perspek- tiv. Der kan ud fra udsagnene ikke uddrages mere generelle og især akkurate konklusioner om, at det er sådan en arbejdsuge forløber for alle ansatte social- og sundhedshjælpere i MSO. Det har heller ikke været intentionen.

Formålet har snævert været gennem deltagernes udsagn om deres arbejdsuges forløb at få belyst afvigelser eller overensstemmelser i forhold til de rammer, som deltagerne beskrev i de 6 fokusgruppeinterviews.

I det store og hele, hvad angår tendenser, konvergerer58 deltagernes redegø- relser og beskrivelser med beskrivelserne og oplevelser, som deltagerne i de 6 fokusgrupper fortalte om.

Beskrivelsen af de relativt store forskelle i procedurer for delegering og for- skellene mellem de formelle disponeringsprocedurer, og hvad der rent fak- tisk foregår, er samstemmende. Det samme gælder hvad angår information og ”selvforvaltning” i den konkrete disponering i forhold til den enkelte borger, herunder skismaet mellem hensynet til den enkelte borger og opfyldelse af mål- og økonomikrav. Den relativt stramme tidsstyring går også igen.

Som noget nyt i forhold til de 6 fokusgruppeinterviews fremkommer problem- stillingen med de ufaglærte og afløsere som et forhold der – sådan som det beskrives – virker belastende ind på de daglige arbejdsgange og opretholdelse af den formelle faglige standard.

58 Konvergere her i betydningen: Udsagn, der hælder mod den samme betydning/mening, hvil- ket ikke er det samme som enslydende.

Man bemærker (hvilket undrede intervieweren) at ingen af deltagerne i deres gennemgang af et dagsforløb refererer til teamlederen som en cen- tral figur. Xxxxxxxxxx fortalte om både det formelle og informelle samar- bejde med andre kolleger og kolleger fra de andre faggrupper, men man fortalte ikke meget om kontakt til lederen hverken hvad angår organisa- toriske, administrative eller faglige spørgsmål.

Hvorimod man som i de 6 fokusgruppeinterviews fortalte om samarbejde med kolleger og andre faggrupper (hovedsageligt sygeplejersker) hvad angår faglig sparring og problemløsning. Det siger ikke noget om, at der ikke er dette sam- arbejde med lederen, men alene noget om, at ingen deltager eksplicit nævnte den lokale leder i deres beretninger. Omvendt fortalte de deltagere, der var i dagvagt i hjemmeplejen om kontakten til disponenterne, og deres jævnlige drøftelser af disponeringens overensstemmelse med de faktiske forhold, som deltagerne oplevede dem.

Der kan ligeledes konstateres en konvergens i oplevelser hvad angår de infor- melle relationer og netværk og disses betydning for omdisponeringer, faglig sparring, justeringer mv., samt at disse netværk eller mindre grupper har en fremskudt betydning i den interne organisation, underliggende subkultur og hjælpernes bevidsthed, som flere af deltagerne fortalte om.

Deltagerne i begge grupper var i lighed med deres kolleger fra de 6 første grup- per selv noget forundrede over at erfare, hvor store forskellene i procedurer, in- formationsgange, delegering mv. er mellem de forskellige teams og lokalcentre. Det kan tale for, at temaerne om vilkårlighed og meget uensartede ledelses- og organisationsforhold, som deltagerne i de 6 fokusgruppeinterviews kredsede om, udgør et centralt problem i MSO organisationen, og at disse forskelle uer- kendt indvirker på social- og sundhedshjælpernes oplevelse af kontinuitet og ensartethed samt påvirker deres måde at sætte egne kompetencer i spil på. Ingen i de to grupper fandt det hverken rigtigt eller hensigtsmæssigt, at mange af deres dispositioner ude hos borgerne eller i forhold til arbejdsdagen i pleje- boligerne ikke er formelle og ikke følger de formelle retningslinjer.

Men, som det blev gentaget under de to interviews, ”Hvis vi ikke gør det på den måde, hænger dagen ikke sammen”.

I begge grupper oplevede et flertal, at tiden og normeringen er så stram, at der ikke skal mange problemer hos en borger eller akut opståede konflikter til, før dagsplanen bryder sammen. I sådanne situationer, fortalte flertallet af deltagere, må man handle på egen hånd og ofte i samarbejde med en sygeple- jerske eller andre kolleger. Her tegnede sig dog en vis forskel på forholdene i plejeboligerne og hjemmeplejen. Deltagerne, der kom fra hjemmeplejen, angav, at man ofte stod i situationer, hvor man (social- og sundhedshjælper, sygeplejerske eller Social-og sundhedsassistent geografisk adskilt) ikke kunne vente på hjælp fra enten en sygeplejerske eller en social- og sundhedsassistent. Så hjælpen eller delegeringen blev givet telefonisk afhængig af, hvor godt man kender hinanden.

Noget kan tyde på, at der hvad angår graden af informalitet, er et sammenfald mellem det, deltagerne fra de første 6 interviews beskriver og det, deltagerne fra de 2 faktagrupper beskriver. Til gengæld er det vanskeligt ud fra deltager- nes udsagn at kvantificere graden af informalitet. Dvs. hvor mange gange i løbet af en uge, der omdisponeres, uden det dokumenteres. Hvor mange æn- dringer, der gennemføres på selve ruten set på ugebasis. Hvor mange delege- ringer, der foregår telefonisk i løbet af en uge, og hvor ofte kørelisterne og pla- nerne må ændres på grund af sygdom eller andet fravær. Skal man imidlertid bruge vægtningen af disse forhold i interviewene som en slags indikator, er det indtrykket, at de beskrevne forhold indtager en væsentlig plads i det daglige arbejde og fylder meget i bevidstheden, hvilket deltagerne i fokusgruppeinter- viewene også gav udtryk for.

Sætter man de 2 interviews over for de 6 fokusgruppeinterviews er der intet, der tyder på, at deltagerne i fokusgrupperne har overdrevet i deres beskrivel- ser, eller at deres oplevelser alene refererer til en bestemt og udtalt ”brokkekul- tur” inden for faggruppen. Der er heller ikke noget, der tyder på, at deltagerne i de 6 fokusgrupper har beskrevet de bagved liggende subkulturelle mønstre

alene ud fra fornemmelser eller mytisk tænkning. Deres udsagn bekræftes på praktisk vis gennem beskrivelserne af dagspraksis i de 2 andre grupper. Vi ken- der blot ikke omfanget og dybden af og i de subkulturelle mønstre.

Gennemgang af interviewresultater fra ”historiegruppen”

Interviewet er opdelt i nogle få rammesættende spørgsmål. Xxxxxx føjer sig en række interviewstyrende hjælpespørgsmål i tilfælde af, at deltagerne ikke tilstrækkeligt fyldigt kunne besvare de overordnede spørgsmål. Hensigten med interviewet har været at få en beskrivelse af opgaver, organisering, kompetencer, roller og borger- profiler, som prægede social- og sundhedshjælpernes arbejde før 2003.

Den bagved liggende antagelse har været: At arbejdsbetingelser og måden at se på arbejdet/funktionen på har ændret sig afgørende siden indførelse af frit valgs loven i 2003. Det kan være rigtigt. Men ændringernes omfang kan også være overdrevet. Af den grund gennemføres interviewet med henblik på at frembringe et relativt autentisk materiale til en eventuel modstilling af forholdene før og efter frit valgs loven. Alle hidtidige interviews er foretaget inden for rammen af frit valgs loven.

Ingen af deltagerne i interviewet havde kendskab til spørgsmål og svar i de foregående 8 interviews.

Deltagere i historiegruppe interviews: 10 personer. Interviewlængde 2.5 time. Interviewet indledes med en kort præsentation af deltagerne:

• Navn

• Arbejdssted

• Inde

• Ude

• Anciennitet

Gennemgangen af svarene i ”historiegruppen” afsluttes med nogle kortfattede delkonklusioner. Svarene er som i de foregående gruppeinterviews kondense- rede og vægtede.

Gennemgang af interviewsvar

Interviewgruppen blev stillet 4 spørgsmål, som de kunne besvare gennem ”hi- storiefortælling” og gennem intern drøftelse af, ”hvordan var det nu, det var”. Som en beskrivelse af, hvad man gjorde og måden at opleve tingene på.

På det første spørgsmål om deres opgaver i hjemmeplejen tidligere og den måde, de har udviklet sig på, fortalte deltagerne, at de ofte kunne have prakti- ske opgaver hos en borger, men ikke nogen plejeopgaver og hos andre borgere, var det plejen, der var det fremherskende. Mange af opgaverne bestod i mad- lavning, rengøring, meget simple plejeopgaver, indkøb ofte sammen med bor- geren. De deltagere, der også havde arbejdet i hjemmeplejen i 80’erne, havde i vid udstrækning været vant til at dosere medicin, og de havde i det hele taget været meget medbestemmende om definition og løsning af opgaverne.

Så vidt de kunne huske var organisationen meget simpel. Der var direktøren/ socialchefen, nogle områdeledere og hjemmehjælpsledere, aktivitetsledere og et beskedent administrativt personale. Hjemmehjælpslederne var fagledere og var ofte selv ude at visitere borgere sammen med en hjemmehjælper og senere social- og sundhedshjælper. Herudover var lederne på tilsynsbesøg.

Men i det store og hele stod hjemmehjælperne selv for at meste af organiseringen, dokumentationen, revisiteringen og indgåelse af aftaler med borgerne på ugebasis. Sådan som deltagerne selv fortæller, var det først og fremmest det sociale perspek- tiv, der var styrende for indsatsen både hvad angår pleje og praktisk bistand. ”Hjælp til selvhjælp” gik som en rød tråd gennem arbejdet med den enkelte borger, hvor man gjorde meget ud af at ”oplære borgeren til at kunne klare flere opgaver selv”. Det skete ofte i forbindelse med, at hjemmehjælperen så tog sig af det hårdere ren- gøringsarbejde, og hvor borgeren hjalp til så godt, han/hun kunne. Men det skete hovedsageligt som en slags ”samarbejde” mellem hjemmehjælperen og borgeren.

Et flertal af deltagerne fortæller, at de hver uge fik tilsendt ugesedler med po- sten, som de efterfølgende selv skulle administrere. Selvfølgelig kunne de altid kontakte hjemmehjælpslederen, men for det meste klarede de det selv eller i samarbejde med deres kolleger.

Den gamle hushjælpstankegang hang ved, også selv om området op gennem 80’erne og 90’erne blev mere og mere professionaliseret.

På spørgsmålet om arbejdets organisering fortæller deltagerne, at borgerne ofte blev henvist, som visitation hed den gang, af egen læge, af sygehuset eller efter ansøgning om hjælp hos hjemmehjælpslederen. Herefter blev den henvi- ste borger vurderet, og der blev skønsmæssigt defineret opgaver og sat tid af til borgeren. Herefter blev hjælpen og tiden revideret op og ned på baggrund af en fælles vurdering fra hjemmehjælper og lederen.

Da de begyndte at møde ind i ”kollektiverne” (professionel samling af en pleje- gruppe) blev borgerne eksempelvis fordelt efter noget, der hed T-kort, og man byttede borgere efter skøn og professionel vurdering af matchet mellem hjæl- per og borger. Deltagerne lægger her meget vægt på, at det hele foregik kollek- tivt og betegner det som et stort fremskridt, i og med de hver især kom en del fri af alene-arbejdet og også fik mulighed for kollegial sparring og i ligeså høj grad debriefing, når den enkelte hjælper havde været ude for noget dramatisk.

Deltagerne skønner (og det er et skøn), at ATA (ansigt-til-ansigttid) lå på 70%, men det er vanskeligt at blive meget mere præcis, for der var ingen opgørelser på den måde. Man fik tildelt tid og borgere pr. uge. Der var overlap i alle vagt- lag, så man var godt orienteret.

Der var store forskelle fra område til område, hvad angår hvor mange opgaver, der blev delegeret og procedurerne herfor. Men deltagerne i gruppen er helt enige om, at man den gang ”måtte meget mere”, end tilfældet er i dag, hvilket de opfatter som en devaluerende udvikling. ”Man har da vel lært en del, som kunne bruges i dag”, siger næsten alle deltagerne.

Der har altid været en eller anden form for fordeling. De fordelte selv deres egen tid og stod i stor udstrækning for kontakten til borgerens læge, til hospi- talerne osv. Det var ikke noget, de havde lært eller tænkt videre over, det var noget man lærte ved at gøre det. Det betød også, at arbejdstid og fri tid ind imellem kunne flyde ud i ét, for man gik ikke fra en borger, der havde hjælp

behov eller fra pårørende, hvis en borger eksempelvis var døende. Det var et korpskodeks.

Deltagerne skønner, at hver hjemmehjælper/social- og sundhedshjælper hav- de ca. 6 borgere. Det var ikke nær så mange som i dag, men til gengæld havde de tid til at tale med borgerne, sætte sig ind i deres historier og daglige fortræ- deligheder eller glæder. Det betød, at hjælperen også udgjorde en slags social kontakt og forbindelsesled til lokalområdet. Men, som flertallet fortæller, var borgerne heller ikke så syge den gang. Det ændrede sig dog noget, da sloganet om ”længst mulig i eget hjem” vandt indpas som nyt paradigme i ældreplejen.59

I det hele taget begynder der at ske en del inden for området i slutningen af 90’erne. Man begynder at se mere på økonomi- og tidsstyring, og klientellet ændrer sig også. Der kommer flere borgere med psykiatriske diagnoser, og der bliver flere plejeopgaver, som man ikke havde mange af tidligere. Men, som deltagerne understreger, ”Vi så på borgerne som nogen, der var forskellige, og vi gjorde meget ud af ikke at sygeliggøre dem”. Det gælder også for borgere med psykiatriske diagnoser eller med misbrug. To deltagere siger: ”vi tænkte slet ikke sådan i diagnoser”.

På spørgsmålet om arbejdet med borgerne og målsætninger, fortæller delta- gerne, at de som regel mødte ind kl. 7.00. Der deltog 15-20 i morgenmøderne. Herefter kørte man ud til hjemmene. Man arbejdede i vid udstrækning alene og kørte direkte hjem efter endt arbejdsdag. To kolleger på et hold stod for overleveringerne og dokumentation i ”lægens ark”.

Man arbejdede ikke efter deciderede plejemål. Det var op til den enkelte hjæl- pers konkrete skøn, hvad der skulle gøres hos den enkelte borger, men man gennemgik de enkelte borgere grundigt på de ugentlige møder og i ”overlap situationer”. Så var der også det forholdsvis tætte samarbejde med aktivitetste- rapeuter, fysioterapeuter, beskæftigelsesvejledere og sygeplejersker, der gjorde,

59 Xxxx Xxxxxxxx, Lektor DPU/AU: En ny tids ældreliv. Fra 80’ernes ældrepolitik til 00’ernes ge- rontopædagogogik i det almene boligliv, 2010.

at den enkelte hjælper alligevel opfattede sig som et integreret led i det tværfag- lige samarbejde, og man kunne altid hente hjælp og støtte i dette samarbejde. På den måde var der i virkeligheden også flere ”øjne der så på den enkelte borger” og var med til at vurdere, om hjælpen til den enkelte skulle øges eller reduceres.

På spørgsmålet om, hvordan de helt overordnet ville beskrive forskellene fra nutidens pleje og omsorg til den gang for mellem 15 og 20 år siden, svarer alle uden undtagelse, at hjælperne har mistet indflydelse på eget arbejde.

Nu skal der hele tiden forhandles om tid og ydelser, og vi ved aldrig, hvad der sker af nyt. Tidligere skete der også en del nyt, især sidst i 90’erne. Men vi blev al- tid orienteret grundigt og havde lejlighed til at diskutere ændringerne. ”I dag må vi noget, som vi ikke må i morgen. Det er bortset fra tempoet næsten det værste”.

Tidligere skulle man ikke dokumentere så meget, men vi talte mere om, hvad vi gjorde, og på den måde var både kolleger og leder nogenlunde orienteret om, hvad der blev gjort. Dertil kommer, at det er meget vanskeligt at arbejde med ydelsespakker, fordi de næsten aldrig stemmer overens med, hvad social- og sundhedshjælperen observerer af problemer og behov og/eller muligheder. ”Det er jo reelt ikke at tage udgangspunkt i den enkelte borger, som vi ellers taler meget om”, siger flere deltagere. ”Tidligere brugte vi ikke den slags ord. Vi tænkte måske ikke sådan. Det var bare naturligt, at man udførte det, som man mente, der var brug for hos den enkelte borger”.

Man har i dag mistet disponeringsretten – i hvert fald formelt, som en deltager bemærker. Tidligere kunne man tilrettelægge nogle øvelser med den enkelte borger, i dag skal der bevilges tid til rehabilitering, som efter deltagernes op- levelse ikke adskiller sig meget fra det, man tidligere foretog sig uden dog at bruge ordet rehabilitering. Det gælder også hverdagsrehabilitering. Det lå som en naturlig del af en hjemmehjælpers arbejde.

I dag oplever deltagerne også, at man lidt underforstået overdokumenterer for at holde sin egen ryg fri over for klager. Klageadfærden har ændret sig me-

get, og man får ikke den samme opbakning fra sine ledere som tidligere. Som flere tilføjer, kan det måske hænge sammen med, at lederne i dag ikke har den samme viden om den enkelte borger, som de havde tidligere. Det kan måske også hænge samme med, påpeger nogen af deltagerne, at visitatorerne i dag ”oversælger” nogen af ydelserne i konkurrencen med de private, så forventnin- gerne skrues op på et niveau, hvor de ikke kan indfris.

Det store flertal af deltagere påpeger afslutningsvis, at selvfølgelig er tidspresset en betydningsfuld faktor for deres daglige arbejde i dag, men det betyder ligeså meget for arbejdsglæden og interessen i nedadgående retning, at man som fag- gruppe ikke længere har den indflydelse på det hele, som man havde tidligere og heller ikke føler, at man bliver hørt.

”Det er som at være spærret inde”, var afslutningen fra en deltager. ”Man kan en hel masse, som man ikke må bruge, eller også regner man ikke med, at vi faktisk kan det”.

Kort delanalyse af det gennemførte interview

Formålet med at interviewe en gruppe social- og sundhedshjælpere med høj anciennitet har været ønsket om at lægge et historisk perspektiv ind over de udsagn, der måtte fremkomme i de 6 fokusgruppeinterviews. Ud fra en an- tagelse om at der dels er foregået store ændringer inden for ældreplejen både i organisering, tilgang til borgerne og opgaver og i hjælpernes funktions- og arbejdsvilkår op til og især efter Frit valgs reformen i 2003. Men også ud fra en antagelse om, at hjælpernes selvforståelse og indstilling til vilkårene i dag ikke helt kan forstås uden inddragelse af den historiske dimension.

Som det fremgår af interviewet, kan man af deltagernes udsagn og især af de- res indbyrdes samtaler gennem interviewet ane meget store kulturforskelle fra dengang til i dag, men nok så væsentligt giver deltagerne et indtryk af, at flere ”af de gamle” kulturspor fortsat ligger dybt indlejret i gruppens måde at tænke på og forstå sig selv på, og lever deres eget liv uden hverken at blive forstået bevidst eller formuleret.

Når deltagerne fortæller, at de oplever at have mistet indflydelse, fremgår det tydeligt af interviewet, at man her tænker på tabet af kompetencer som eksem- pelvis - mulighed for:

• Selvstændig planlægning

• Ledelsestillid til deres evne til at kunne behovsvurdere

• Mere eller mindre målrettet tilrettelæggelse af daglig rehabilitering for at reducere borgernes funktionshenfald

• Udførelse af funktion med at hjælpe borgerne til at opbygge eller vedlige- holde sociale netværk og sociale orienteringsevne

• For tværfagligt samarbejde, hvor man følte sig mere ligeværdig end i dag.

Disse og flere andre kompetencer spekulerede man ikke så meget over tidli- gere, fordi de lå indlejret i faget som en slags ”tavs viden” – dvs. som ”selvføl- geligheder”.

Deltagerne oplever, at meget af det man gjorde tidligere, men aldrig satte ind i en systematisk begrundet forståelsesramme, ikke adskiller sig meget fra det, man i dag diskuterer næsten hele tiden, dog uden at hjælpernes stemme og erfaring inddrages formelt og systematisk.

I deltagernes indbyrdes drøftelser gik den opfattelse igen, at de oplevede sig selv i et krydsfelt mellem tidligere tiders selvfølgelig forebyggelsesperspektiv og sociale orientering og det i dag mere diagnostisk orienterede sundhedsper- spektiv. Hermed sigtede de flere gange til, hvad de opfatter som en unødvendig sygeliggørelse af en række socialt afledte problemstillinger, som man tidligere havde en mere entydig socialt orienteret tilgang til. F.eks. misbrugsproblemer. Selvfølgelig forsøgte man dengang at hjælpe borgeren ud af misbruget, men i virkelighedens verden brugte man flere ressourcer på at hjælpe borgeren til en tålelig tilværelse. Interviewgruppen som helhed kunne ikke nå til enighed om, hvilken en af tilgangene, der er bedst, men man var enige om, at der er for lidt af tankegangen fra den gang i den daglige pleje- og omsorg inden for nutidens ældrepleje.

Deltagerne mente også i egen selvforståelse, at de tidligere havde et dybtgå- ende kendskab til ”deres borgere”, hvilket ofte indebar, at de kunne gribe tidligt ind – tidlig opsporing – hvis der var problemer i anmarch. Det kunne være somatiske problemer, sociale problemer eller problemer i familien. Af samme grund kunne de dengang tidligt kontakte pårørende, sociale instanser, prakti- serende læge eller hospitalet. Frekvensen og omfanget af sådanne handlinger fremgik dog ikke ganske klart i interviewet, så det kan ikke afvises, at en faktor som idylliserende tilbageskuen kan gøre sig gældende her.

Det går også som en rød tråd gennem hele interviewet, at man havde vidtstrakt delegering, men også dengang oplevede stor vilkårlighed og store forskelle fra det ene område og kollektiv til det andet. Men, som flere deltagere bemærkede, er den store forskel, at dengang kunne man som regel ”rede trådene ud på møderne” og det blev sjældent til en sag. Dertil kommer, at man i deltagernes optik havde fagledelse. Underfor- stået i modsætning til i dag.

Xxxxxxx interviewet fortalte deltagerne, at man helt klart oplevede en stor æn- dring i borgerprofilen. Der er flere borgere med komplekse problemer, og der er ikke så mange tilbage af ”de gamle borgere”, der først og fremmest skulle have praktisk- og social hjælp”. Det skyldes måske også den stramme visita- tion, som flere deltagere udtrykte det.

Under deltagernes drøftelse af det sidste spørgsmål, vendte de konstant tilbage til det tema, at der i dag ikke systematisk samles op på deres erfaringer, og at meget af det, der i dag laves projekter om, i virkeligheden er kendt stof. Derfor oplever man i dag sin position som devalueret. Det samme gælder de mange kompetencer, deltagerne mener, at social- og sundhedshjælperne har opbygget. De inddrages aldrig i udviklingsarbejdet, og de oplever ikke, at den kompetenceafhlaring, der gennemføres, fanger lige netop deres kompetencer (reale kompetencer).

Gruppens afsluttende kommentar var, at man tidligere som det mest selvføl- gelige arbejdede med det, der i dag benævnes ”tidlig opsporing”. I dag oplever man, at hjemmeplejen først kommer ind i billedet, når borgerne er meget pleje-

krævende, og så har borgerne allerede – efter deltagernes oplevelser – mistet en del af det sociale netværk, der skal bygges på for at rehabilitere dem. ”Men sådan er forholdene jo i dag”, som en deltager afsluttede interviewet med at sige.

For intervieweren xxxxx interviewet ganske overraskende for to ikke helt uvæ- sentlige spørgsmål, som desværre ikke i denne undersøgelse kan besvares til- fredsstillende, men som ikke desto mindre har fået betydning for den efterføl- gende analysevinkel.

For det første: Er de oplevelser og den virkelighed, som deltagerne i de foregående interviewgrupper beskriver, som øvre bevidsthedslag farvet og måske styret af overleveringer fra den ”gamle hjemmehjælperkultur”

– underliggende bevidsthedslag, der tydeligt divergerer60 med nutidens krav til organisering og professionalisering af ældreplejen?

For det andet: Har man ved indførelsen af frit valg, objektiv visitation og øget diagnostisk orientering af plejen og omsorgen i alt for høj grad tænkt mekanisk, når man har regnet med, at indførelse af tidsstudier, tidsmå- ling, indførelse af plejestandarder og accelereret projektudvikling mv. også ville ændre den største faggruppes fagkultur og ikke mindst dens selvforståelse?

For selv om man ganske givet kan tale om en vis generationskløft mellem de ”gamle” hjælpere og de relativt nyuddannede social- og sundhedshjælpere, så er det som om, de inderste ”kulturspor” fortsat er i live og virker i det ”dunkle”, sådan som de kommer til udtryk i de foregående fokusgruppeinterviews – som en slags bestemt perceptionsmåde61 og bearbejdningsmodus.62

60 Her i betydningen splittende afvigelse fra noget nutidigt accepteret.

61 Her i betydningen: En bestemt indsocialiseret måde at sanse og føle omverdenen på og som den centrale måde at fortolke sansningen og følelserne på. Altså fortolkningsaspektet er i cen- trum.

62 Her i betydningen: Den gennemgående form for bearbejdning af hændelser, observationer og begivenheder i selve organisationen, herunder fremherskende interaktionsformer.

Eller afslutningsvis sagt meget kortfattet: Hvad er det f.eks., der gør, at man tidligere oplevede vilkårlighed og forskelle som et vilkår men i dag som et på- trængende problem? Skyldes det en ikke gennemført formidling og heling af et angiveligt større kulturbrud end antaget?

Gennemgang af interviewresultater fra faktagruppe II Interviewet af Faktagruppe II har til formål at validere svarene fra de fore- gående 8 interviews. Valideringsspørgsmålene grupperes inden for følgende kategorier:

• Visitations- og ydelsesvurdering

• Disponering

• Delegering

• Kompetencer og kompetenceudvikling

• Information og inddragelse

• Faglig støtte og ledelse

Deltagere i fakta gruppe interviews: 10 personer. Interviewlængde 2.5 time.

Deltagerne i gruppen har ikke kendskab til de spørgsmål, der blev stillet i Fokus- grupperne eller nogen af de andre grupper og har kun haft mulighed for even- tuelt at få et meget overfladisk kendskab til svarene fra de øvrige interviewede.

• Navn

• Arbejdssted

• Inde

• Ude

• Anciennitet

Gennemgangen af svarene i fra faktagruppe II afsluttes med nogle kortfattede delkonklusioner. Svarene er som i de foregående gruppeinterviews kondense- rede og vægtede.

Gennemgang af interviewsvar

På det første spørgsmål forklarer deltagerne, at det er borgerkonsulenterne, der visiterer på grundlag af en funktionsvurdering. Ifølge deltagerne foregår visita-

Document Metadata

Table of Contents

Realkompetencer og rammebetingelser for social- og sundhedshjælpere

Document Metadata