VEDTÆGTER FOR FREDERIKSVÆRK BRIDGEKLUB
VEDTÆGTER FOR FREDERIKSVÆRK BRIDGEKLUB
§ 1 NAVN OG HJEMSTED
Klubbens navn er Frederiksværk Bridgeklub og den har hjemsted i Frederiksværk.
§ 2 FORMÅL
Klubbens formål er at samle bridgespillere til regelmæssige spilletidspunkter for gennem træning, instruktion og turneringsspil at dygtiggøre medlemmerne og fremme kendskabet til bridge.
§ 3 TILHØRSFORHOLD
Klubben er tilsluttet Danmarks Bridgeforbund og dermed distrikt Nordsjælland. Herigennem er forbundets og distriktets vedtægter gældende for klubben og klubbens medlemmer. Klubben er tilsluttet forbundets Mesterpointordning efter de om denne gældende regler.
§ 4 GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år en aften i april.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Aflæggelse af årsregnskab
4. Indkomne forslag
• fra bestyrelsen
• fra medlemmerne
5. Budget for kommende sæson og fastsættelse af kontingent
6. Valg af formand
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer
8. Valg af 1 bestyrelsessuppleant
9. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
10. Valg af delegerede til distriktets generalforsamling
11. Eventuelt
Generalforsamlingen skal indvarsles på foreningens hjemmeside samt med opslag i klubben senest 1 måned før afholdelsen. Forslag, der ønskes behandlet, skal indsendes skriftligt senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Den ordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer, og alle punkter på dagsordenen afgøres ved simpelt stemmeflertal.
Undtaget herfra er dog forslag til vedtægtsændringer, som kun kan vedtages med mindst 2/3’s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, samt forslag til klubbens opløsning, som kun kan vedtages med mindst ¾’s majoritet af samtlige af klubbens medlemmer. Såfremt et forslag om klubbens opløsning ikke opnår tilslutning fra ¾ af samtlige klubmedlemmer, indkalder bestyrelsen med mindst 7 dages varsel til ny generalforsamling, hvor forslaget da uanset antallet af mødte medlemmer kan vedtages med ¾’s majoritet af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes såfremt bestyrelsen finder det påkrævet, eller inden 1 måned efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har fremsat ønske herom.
Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden og eventuelle forslag.
Skriftlig afstemning om et forslag kan forlanges af blot et medlem. Skriftlig afstemning er obligatorisk ved valg mellem flere kandidater.
Der kan afgives stemme ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Et medlem kan ikke besidde mere end 2 fuldmagter.
§ 5 BESTYRELSE
Klubben ledes af en bestyrelse med mindst 5 medlemmer. Bestyrelsen sammensættes som følger:
1. Formanden vælges af generalforsamlingen for en periode af 1 år. Formanden har tegningsret for klubben.
2. Mindst 4 menige bestyrelsesmedlemmer vælges af generalforsamlingen, hver for en periode af 2 år. Det tilstræbes, at højst 3 bestyrelsesmedlemmer er på valg samtidig.
3. Bestyrelsen udpeger blandt bestyrelsesmedlemmerne et turneringsudvalg på mindst 3 medlemmer. Turneringsudvalget er ansvarlig for tilrettelæggelse og gennemførelse af de turneringer der afholdes i klubben.
4. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc udvalg efter behov. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsen udarbejder sin egen forretningsorden.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er tilstede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Generalforsamlingen vælger hvert år 1 revisor og en revisorsuppleant.
§ 6 SPILLERUDVALG
Der nedsættes et spillerudvalg med mindst 3 medlemmer til hver af klubbens spilledage.
Det er udvalgets opgave at forestå de praktiske opgaver, som opstilling af borde, meldekasser m.v. samt oprydning i forbindelse med afvikling af spilledage i klubben. Turneringens tilrettelæggelse og afvikling gennemføres af et turneringsudvalg som er sammensat fra bestyrelsen.
§ 7 REGNSKABSÅR
Klubbens regnskabsår er 1. april - 31. marts. Klubbens regnskab revideres af den valgte revisor.
§ 8 KONTINGENT
Bestyrelsen fremsætter forslag til størrelsen af det kontingent der betales til klubben. Kontingent til distrikt – kreds og forbund fastsættes af disse organisationer.
Kontingent betales årligt med seneste betaling den 15. september. Juniorer under uddannelse betaler halvt kontingent.
§ 9 TILSKUD TIL TURNERINGSDELTAGELSE
Bestyrelsen kan bevilge tilskud til fuld eller delvis dækning af omkostninger i forbindelse med aktive medlemmers deltagelse i forbunds-/kredsarrangerede turneringer. Tilskuddets størrelse fastsættes af bestyrelsen.
Ansøgning om tilskud skal forelægges bestyrelsen skriftligt.
§ 10 ANVENDELSE AF KLUBBENS MIDLER
Kun bestyrelsen kan indgå aftaler, der forpligter klubben økonomisk.
Det er herunder bestyrelsens ansvar, at større dispositioner så vidt muligt forelægges generalforsamlingen under fremlæggelse af budget.
§ 11 MEDLEMSKAB
Bestyrelsen godkender optagelse i klubben. Indmeldelse i klubben er økonomisk bindende for hele sæsonen. Medlemskab af klubben overføres automatisk fra en sæson til næste sæson, medmindre bestyrelsen har modtaget udmeldelse senest den 1. juli.
Et medlem, der i en periode ikke ønsker at deltage aktivt i klubbens turneringer, kan fortsætte som passivt medlem af klubben. Der betales nedsat kontingent for passivt medlemskab.
§ 12
Passivt medlemskab giver ret til deltagelse i klubbens generalforsamling og festlige arrangementer.
§ 13 KARANTÆNE/EKSKLUSION
Hvis bestyrelsen idømmer et medlem karantæne eller ekskluderer medlemmet underrettes den pågældende skriftligt om karantænen/eksklusionen. Der henvises herom til bestemmelserne i §§ 13- 14 i forbundets vedtægter. I henhold til disse paragraffer indberettes der skriftligt til forbund og distrikt, når der er tale om anden begrundelse end kontingentrestance. Det er den pågældendes ret at få sin sag prøvet ved førstkommende generalforsamling.
§ 14 KORTSPIL I KLUBBEN
Andet kortspil end bridge er ikke tilladt. Der må ikke spilles om penge i klubben
§ 15 OPLØSNING AF KLUBBEN
I tilfælde af klubbens opløsning, hvilket kun kan vedtages af generalforsamlingen (jf. § 4) overgår en evt. formue og aktiver til Danmarks Bridgeforbund eller til velgørende formål.
Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 29.04.2005, med seneste ændring den 29.04.2011 og 19.04.2013.
Xxxxxxxx Xxxxxxx Formand