Udskriftsdato: 4. oktober 2024
Udskriftsdato: 4. oktober 2024
CIR1H nr 9613 af 09/08/2021 (Gældende)
Cirkulære om danske myndigheders samarbejde vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer mv. efter investeringsscreeningsloven Til samtlige ministerier og underliggende myndigheder
Ministerium: Erhvervsministeriet
Journalnummer: Erhvervsmin., Erhvervsstyrelsen x.xx. 202111501
Cirkulære om danske myndigheders samarbejde vedrørende screening af udenlandske direkte investeringer mv. efter investeringsscreeningsloven
Til samtlige ministerier og underliggende myndigheder
I medfør af § 22, stk. 7, og § 23, stk. 2, i lov nr. 842 af 10. maj 2021 om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreeningsloven) og efter forhandling med de berørte myndigheder fastsættes:
Formål og anvendelsesområde
§ 1. Cirkulæret fastsætter reglerne for myndighedernes samarbejde i forbindelse med screeninger af udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler i Danmark efter investeringsscreenings- loven samt screening af udenlandske direkte investeringer efter EU-forordning 2019/452 af 19. marts 2019 (EU᾽s forordning om FDI-screening).
Stk. 2. Cirkulæret finder anvendelse på samtlige ministerier og underliggende myndigheder, jf. dog § 3 og § 11, der nærmere fastlægger myndighedskredsen ved henholdsvis screening og eventuelle indgreb efter investeringsscreeningsloven og screening efter EU’s forordning om FDI-screening.
Myndighedssamarbejde efter investeringsscreeningsloven Overordnet ansvarsfordeling
§ 2. Erhvervsstyrelsen er kompetent myndighed for investeringsscreeningsloven, jf. lovens § 32, stk.
1. Erhvervsstyrelsen træffer afgørelser efter loven og regler udstedt i medfør heraf og fører endvidere kontrol med udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler, der er omfattet af loven, jf. kapitel 8 i investeringsscreeningsloven.
Stk. 2 Som led i Erhvervsstyrelsens opgavevaretagelse efter stk. 1, er Erhvervsstyrelsen bl.a. ansvarlig for:
1) Høring af andre danske myndigheder.
2) Koordinering af høringssvar mellem de hørte myndigheder og facilitering af tværgående dialog.
3) Fremsendelse af eventuelle supplerende oplysninger til myndighederne til belysning af sagerne.
4) Forhandling af vilkår med den udenlandske investor.
5) Den samlede vurdering af om og hvordan en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale udgør en trussel mod dansk national sikkerhed eller offentlig orden.
6) Gennemførelse af kontrol af vilkår eller kontrolbesøg.
7) Generel vejledning om investeringsscreeningsloven og regler udstedt i medfør heraf.
8) Indkaldelse og afholdelse af to halvårlige erfaringsudvekslingsmøder mellem Erhvervsstyrelsen og relevante myndigheder om samarbejdet efter investeringsscreeningsloven.
9) Overordnet pressehåndtering af sager relateret til investeringsscreeningsloven og EU᾽s forordning om FDI-screening.
10) Opgavevaretagelse som nationalt kontaktpunkt i henhold til EU᾽s forordning om FDI-screening, jf. bestemmelserne i kapitel 3.
Stk. 3. I anmodninger om høringssvar fra relevante myndigheder angiver Erhvervsstyrelsen nærmere, hvilke forhold myndigheden særligt forventes at forholde sig til i høringen. Høringssvarene fra myn- dighederne vil indgå i Erhvervsstyrelsens vurdering med henblik på at kunne træffe afgørelser efter investeringsscreeningsloven.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen er som kompetent myndighed ansvarlig for, at tidsfristerne i § 8 og § 12 i investeringsscreeningsloven overholdes, og Erhvervsstyrelsens fastsættelse af nærmere tidsfrister overfor de enkelte myndigheder sker i overensstemmelse hermed.
§ 3. Ved behandling af sager efter §§ 5-8 indhenter Erhvervsstyrelsen høringssvar fra Politiets Efterret- ningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og, i det omfang det vurderes nødvendigt, fra andre relevante myndigheder baseret på en vurdering af den konkrete udenlandske direkte investering eller særlige økonomiske aftale, herunder hvilken sektor eller aktivitet den danske virksomhed eller enhed henhører under.
Stk. 2. Ved kontrol efter § 9 kontakter Erhvervsstyrelsen, i det omfang det vurderes nødvendigt, relevante myndigheder baseret på en vurdering af den konkrete udenlandske direkte investering eller særlige økonomiske aftale, herunder hvilken sektor eller aktivitet den danske virksomhed eller enhed henhører under.
§ 4. Myndighederne, jf. § 3, er bl.a. ansvarlige for:
1) Besvarelse af Erhvervsstyrelsens høringer.
2) Bidrag til eventuel tværministeriel dialog.
3) Bidrag til eventuel udformning af vilkår til brug i afgørelser.
4) Eventuel deltagelse i Erhvervsstyrelsens kontrol af vilkår eller konkrete kontrolbesøg.
5) Bidrag til erfaringsudveksling og videndeling.
Stk. 2. Myndighederne er til enhver tid forpligtet til at afsætte de fornødne ressourcer til at kunne efterleve reglerne i cirkulæret.
Stk. 3. Myndighederne udpeger på foranledning af Erhvervsstyrelsen en eller flere kontaktpersoner, som er ansvarlig for kontakten til Erhvervsstyrelsen. Den enkelte myndighed er ansvarlig for, at Erhvervssty- relsen til enhver tid er orienteret om, hvem myndigheden har udpeget som kontaktperson/personer. Den enkelte myndighed er også ansvarlig for at overholde reglerne om informationsudveksling, jf. § 19.
§ 5. Ved Erhvervsstyrelsens behandling af en udenlandsk investors ansøgning om tilladelse efter §§ 5, stk. 1, eller 7, stk. 1, i investeringsscreeningsloven eller en udenlandsk investors anmeldelse efter § 10, stk. 1, eller § 11, i loven, kan Erhvervsstyrelsen anmode myndighederne, jf. cirkulærets § 3, stk. 1, om høringssvar, som skal være Erhvervsstyrelsen i hænde ikke senere end 15 kalenderdage, efter Erhvervsstyrelsen har fremsendt en anmodning herom til myndigheden, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsens anmodninger om høringssvar vil indeholde en nærmere angivelse af, hvilke forhold myndigheden særligt forventes at forholde sig til i høringen. Myndighedens besvarelse af anmod- ningen vil indgå i Erhvervsstyrelsens vurdering med henblik på at kunne træffe afgørelser efter investe- ringsscreeningsloven. Hvis den konkrete sag omhandler kritisk infrastruktur, der er nærmere defineret i § 11, i bekendtgørelse nr. 1491 om afgrænsning af anvendelsesområdet for lov om screening af visse uden- landske direkte investeringer m.v. i Danmark (anvendelsesbekendtgørelsen), vil Erhvervsstyrelsen gøre særligt opmærksom herpå i anmodningen. Erhvervsstyrelsen vil samtidigt over for de myndigheder, der er ansvarlige for den sektor eller aktivitet, som den danske virksomhed eller enhed henhører under, liste en række vejledende kriterier, som myndigheden kan tage udgangspunkt i ved myndighedens konkrete vurdering af, hvad der skal anses for kritisk infrastruktur.
Stk. 3. Vurderer myndigheden, at ansøgningen eller anmeldelsen ikke er fuldstændig, og at myndighe- den derfor ikke kan fremsende en vurdering, skal myndigheden snarest muligt og senest 10 kalenderdage efter modtagelsen af Erhvervsstyrelsens første anmodning rette henvendelse til Erhvervsstyrelsen med information om, hvilke konkrete oplysninger der udestår med henblik på, at Erhvervsstyrelsen kan igangsætte et arbejde med at fremskaffe de manglende oplysninger.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen fremsender efter den konkrete henvendelse fra myndigheden efter stk. 3, eventuelle supplerende oplysninger til de hørte myndigheder og fastsætter i den forbindelse en ny frist for myndighedernes besvarelse af høringen.
Stk. 5. I forbindelse med Erhvervsstyrelsens indhentelse af høringssvar fra myndighederne efter stk. 1, vil Erhvervsstyrelsen, hvor det er relevant, foretage en koordinering af indkomne høringssvar mellem de hørte myndigheder og om nødvendigt facilitere en tværgående dialog mellem de berørte myndigheder. Er- hvervsstyrelsen kontakter de berørte myndigheder og fastsætter i den forbindelse de nærmere frister for myndighedernes bidrag.
§ 6. Til brug for eventuelle forhandlinger mellem Erhvervsstyrelsen og den udenlandske investor om vilkår for gennemførelsen af den udenlandske direkte investering eller den særlige økonomiske aftale jf.
§ 16, i investeringsscreeningsloven, kan Erhvervsstyrelsen foretage høring af relevante myndigheder i forhold til at få deres vurdering af, hvilke aftalevilkår, der er nødvendige for at kunne tillade den påtænkte investering eller aftale. Erhvervsstyrelsen fastsætter en nærmere frist for besvarelsen af høringen.
Stk. 2. Til brug for Erhvervsstyrelsens vurdering af, om Erhvervsstyrelsen skal ændre eller tilbagekalde en afgørelse om tilladelse, jf. § 9, stk. 4, nr. 4, eller en anmeldelse, jf. § 13, stk. 5, nr. 2, i investeringss- creeningsloven, kan Erhvervsstyrelsen foretage høring af relevante myndigheder i forhold til at få deres vurdering af, om parterne i afgørelsen overholder de aftalte vilkår.
Sager, der forelægges erhvervsministeren efter § 32 i investeringsscreeningsloven
§ 7. I sager, hvor erhvervsministeren indleder forhandlinger med finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren, forsvarsministeren og andre relevante ressortministre, med henblik på at kunne træffe afgørelse, jf. § 32, stk. 2, i investeringsscreeningsloven, kan Erhvervsstyrelsen på vegne af erhvervsmi- nisteren anmode myndighederne om relevante oplysninger og vurderinger til brug for oplysning af sag- en. Erhvervsstyrelsen fastsætter i den forbindelse frister for besvarelse af Erhvervsstyrelsens henvendelse herom.
Indledning af undersøgelse efter § 14 i investeringsscreeningsloven
§ 8. Får Erhvervsstyrelsen formodning om, at en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale, der er omfattet af § 10 eller § 11, i investeringsscreeningsloven, men som ikke er anmeldt til Erhvervsstyrelsen, kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, jf. lovens § 14, kan Erhvervsstyrelsen anmode myndighederne om et høringssvar, som skal være Erhvervsstyrelsen i hænde ikke senere end 15 kalenderdage, efter Erhvervsstyrelsen har fremsendt en anmodning herom til myndigheden.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsens anmodning vil indeholde en nærmere angivelse af, hvilke forhold myndighe- den særligt forventes at forholde sig til i høringen. Myndighedens besvarelse af anmodningen vil indgå i Erhvervsstyrelsens beslutning om, hvorvidt investeringen eller aftalen skal anmeldes efter § 10 eller § 11 i loven.
Stk. 3. Myndighederne orienterer Erhvervsstyrelsen hurtigst muligt, hvis myndighederne får formod- ning om, at udenlandske direkte investeringer eller særlige økonomiske aftaler i Danmark, der ikke under- går screening i Danmark, vil kunne påvirke den nationale sikkerhed eller offentlige orden i Danmark.
Kontrol og sanktioner efter § 22 og § 31 i investeringsscreeningsloven
§ 9. Når Erhvervsstyrelsen konkret vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at andre myndigheder deltager i Erhvervsstyrelsens kontrolindsats eller kontrolbesøg efter henholdsvis § 22, stk. 4 og § 22, stk. 5, i inve- steringsscreeningsloven, kan Erhvervsstyrelsen rette direkte henvendelse til den pågældende myndighed med henblik på at aftale den nærmere proces for myndighedens eventuelle deltagelse i Erhvervsstyrelsens kontrolindsats eller kontrolbesøg.
Stk. 2. I tilfælde af at andre myndigheder deltager i Erhvervsstyrelsens kontrol, jf. stk. 1, kan Erhvervs- styrelsen anmode om myndighedens bistand i forhold til de sanktionsmuligheder, der følger af § 31, stk. 1-2, i investeringsscreeningsloven. Erhvervsstyrelsen fastsætter i den forbindelse en nærmere frist for modtagelsen af myndighedens bistand.
Stk. 3. Myndighederne orienterer Erhvervsstyrelsen hurtigst muligt, hvis myndighederne bliver bekendt med, at en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale er i strid med tidligere aftalte eller fastsatte vilkår i forbindelse med en tidligere givet tilladelse eller godkendelse.
Myndighedssamarbejde efter EU-forordning 2019/452 af 19. marts 2019 om et regelsæt for screening af udenlandske direkte investeringer i Unionen (EU᾽s forordning om FDI-screening)
§ 10. Erhvervsstyrelsen er nationalt kontaktpunkt for EU-samarbejdet og varetager de forpligtelser, der følger af forordningens samarbejdsmekanisme i forbindelse med screening af udenlandske direkte investeringer, jf. § 23, stk. 1, i investeringsscreeningsloven og artikel 11, stk. 1, i EU᾽s forordning om FDI-screening.
Stk. 2. Som led i Erhvervsstyrelsens opgavevaretagelse efter stk. 1, er Erhvervsstyrelsen bl.a. ansvarlig for:
1) Fremsendelse af meddelelser vedrørende udenlandske direkte investeringer, som undergår formel screening i Danmark, og som er omfattet af EU᾽s forordning om FDI-screening.
2) Høring af andre myndigheder.
3) Koordinering af høringssvar mellem de hørte myndigheder og facilitering af tværgående dialog.
4) Fremsendelse af eventuelle supplerende oplysninger til myndighederne til belysning af sagerne.
5) Den samlede vurdering af om og hvordan en udenlandsk direkte investering, der undergår screening i en anden EU-medlemsstat, vil kunne påvirke dansk national sikkerhed eller offentlig orden.
6) Fremsendelse af eventuelle bemærkninger til andre EU-medlemsstater.
7) Facilitering af erfaringsudveksling og videndeling.
8) National årlig afrapportering til EU-Kommissionen.
9) Deltagelse i EU-Kommissionens ekspertgruppe vedrørende screening af udenlandske direkte inve- steringer ind i EU.
10) Notifikation af nye danske screeningsordninger til EU-Kommissionen.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen er som nationalt kontaktpunkt ansvarlig for, at tidsfristerne fastsat i EU᾽s forordning om FDI-screening overholdes.
§ 11. Ved behandling af sager efter §§ 13-18 indhenter Erhvervsstyrelsen, i det omfang det vurderes nødvendigt, høringssvar fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og andre relevante myndigheder baseret på en konkret vurdering af den konkrete udenlandske direkte investering, herunder hvilken sektor eller aktivitet den europæiske virksomhed henhører under.
§ 12. Myndighederne, jf. § 11, er bl.a. ansvarlige for:
1) Besvarelse af Erhvervsstyrelsens høringer.
2) Bidrag til eventuel tværministeriel dialog i forbindelse med kritiske sager.
3) Bidrag til erfaringsudveksling og videndeling.
4) Bidrag til afrapportering.
Stk. 2. Myndighederne er til enhver tid forpligtet til at afsætte de fornødne ressourcer til at kunne efterleve reglerne i cirkulæret.
Stk. 3. Myndighederne udpeger på foranledning af Erhvervsstyrelsen en eller flere kontaktpersoner, som er ansvarlig for kontakten til Erhvervsstyrelsen. Den enkelte myndighed er ansvarlig for, at Erhvervssty- relsen til enhver tid er orienteret om, hvem myndigheden har udpeget som kontaktperson/-personer.
§ 13. Erhvervsstyrelsen fremsender som nationalt kontaktpunkt, jf. § 10, meddelelser til EU- Kom- missionen og øvrige EU-medlemsstater om udenlandske direkte investeringer, der er omfattet af EU᾽s forordning om FDI-screening og som undergår formel screening af danske myndigheder, jf. artikel 6, stk. 1, i EU’s forordning om FDI-screening.
Stk. 2. Screeninger i medfør af følgende love kan være omfattet af notifikationspligten i stk. 1:
1) Lov om kontinentalsoklen og visse rørledningsanlæg på søterritoriet (kontinentalsokkelloven) under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
2) Lov om krigsmateriel mv. (krigsmaterielloven) under Justitsministeriet.
3) Lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreenings- loven) under Erhvervsministeriet.
Stk. 3 De ansvarlige myndigheder, som anført i stk. 2, punkt 1-2, er forpligtet til hurtigst muligt at orientere Erhvervsstyrelsen, når den pågældende myndighed igangsætter en screening af en konkret udenlandsk direkte investering med henblik på, at Erhvervsstyrelsen og den ansvarlige myndighed kan indgå i en dialog om, hvorvidt screeningen skal notificeres til EU-Kommissionen og de øvrige EU-med- lemsstater.
Stk. 4. Vurderer Erhvervsstyrelsen og den ansvarlige myndighed, at screeningen skal notificeres til EU- Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater, fremsender den ansvarlige myndighed hurtigst muligt udfyldte notifikationsskemaer med oplysninger om den pågældende udenlandske direkte investering til Erhvervsstyrelsen med henblik på, at Erhvervsstyrelsen kan fremsende meddelelse efter artikel 6, stk. 1, i EU’s forordning om FDI-screening. Erhvervsstyrelsen er ansvarlig for, at myndighederne er i besiddelse af de senest opdaterede notifikationsskemaer.
Stk. 5. Såfremt EU-Kommissionen eller øvrige EU-medlemsstater anmoder Erhvervsstyrelsen om sup- plerende oplysninger vedrørende meddelelser fremsendt efter stk. 1, om screening i medfør af kontinen- talsokkeloven eller krigsmaterielloven, videresender Erhvervsstyrelsen anmodningen til den ansvarlige myndighed. Den ansvarlige myndighed er ansvarlig for at tilvejebringe oplysningerne og fremsende dem til Erhvervsstyrelsen snarest muligt med henblik på, at Erhvervsstyrelsen kan besvare anmodningen fra EU-Kommissionen eller øvrige EU-medlemsstater.
Stk. 6. Såfremt andre EU-medlemsstater eller EU-Kommissionen fremsender bemærkninger eller udta- lelser efter artikel 6, stk. 2 eller 3, i EU’s forordning om FDI-screening, til meddelelser fremsendt efter stk. 1, om screening i medfør af kontinentalsokkeloven eller krigsmaterielloven, fremsender Erhvervssty- relsen bemærkningerne til den ansvarlige myndighed.
Stk. 7. Den ansvarlige myndighed tager behørigt hensyn til eventuelle fremsendte bemærkninger eller udtalelse i den endelige afgørelse af sagen. Såfremt den myndighed, der gennemfører screeningen, undtagelsesvist vurderer, at hensyn til sikkerheden eller den offentlige orden kræver, at der træffes afgø- relse omgående, informerer myndigheden Erhvervsstyrelsen herom, inden der træffes afgørelse. Disse oplysninger fremsender Erhvervsstyrelsen til EU-medlemsstaterne og EU-Kommissionen.
Stk. 8. Den ansvarlige myndighed orienterer i alle tilfælde hurtigst muligt Erhvervsstyrelsen om den endelige afgørelse baseret på screeningen, samt hvordan der er taget højde for eventuelle bemærkninger fra andre EU-medlemsstater og EU-Kommissionen i afgørelsen.
§ 14. Ved Erhvervsstyrelsens behandling af meddelelser efter artikel 6, stk. 2, i EU᾽s forordning om FDI-screening om udenlandske direkte investeringer, der undergår screening i andre EU-medlemsstater, kan Erhvervsstyrelsen anmode myndighederne, jf. cirkulærets § 11, om høringssvar, som skal være Erhvervsstyrelsen i hænde ikke senere end 10 kalenderdage, efter Erhvervsstyrelsen har fremsendt en anmodning herom til myndigheden, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsens anmodninger om høringssvar vil indeholde en nærmere angivelse af, hvilke forhold myndigheden særligt forventes at forholde sig til i høringen. Myndighedens besvarelse af anmod- ningen vil indgå i Erhvervsstyrelsens samlede vurdering af, om og hvordan en udenlandsk direkte investe- ring, der undergår screening i et andet EU-medlemsstat, vil kunne påvirke dansk national sikkerhed eller offentlig orden.
Stk. 3. Vurderer myndigheden, at den for at kunne vurdere investeringen har behov for yderligere oplysninger fra den EU-medlemsstat, der gennemfører screeningen, skal myndigheden fremsende en an- modning herom samt behørig begrundelse snarest muligt og senest 10 kalenderdage efter modtagelsen af Erhvervsstyrelsens første anmodning med henblik på, at Erhvervsstyrelsen kan igangsætte et arbejde med at fremskaffe de efterspurgte oplysninger. Enhver anmodning om yderligere oplysninger skal begrundes behørigt, begrænses til oplysninger, der er nødvendige for at fremsætte bemærkninger, stå i et rimeligt forhold til anmodningens formål, og må ikke indebære en unødig byrde for den EU-medlemsstat, der foretager screeningen, jf. artikel 6, stk. 6, i EU᾽s forordning om FDI-screening.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen fremsender eventuelle supplerende oplysninger til de hørte myndigheder og fastsætter i den forbindelse en ny svarfrist på 6 kalenderdage for myndighedernes besvarelse af høringen.
§ 15. Såfremt andre EU-medlemsstater eller EU-Kommissionen fremsender bemærkninger efter artikel 7, stk. 1 eller 2, i EU᾽s forordning om FDI-screening til Erhvervsstyrelsen vedrørende planlagte eller gennemførte udenlandske direkte investeringer i Danmark, der ikke undergår eller ikke har undergået screening i Danmark, kan Erhvervsstyrelsen rette henvendelse til de relevante myndigheder for at få afklaret om investeringen er omfattet af § 13, stk. 2, nr. 1-3.
Stk. 2. Såfremt den udenlandske direkte investering er omfattet af § 13, stk. 2, nr. 1 eller 2, meddeler den ansvarlige myndighed dette til Erhvervsstyrelsen hurtigst muligt og igangsætter en screening af investeringen.
Stk. 3. Såfremt EU-Kommissionen eller øvrige EU-medlemsstater anmoder Erhvervsstyrelsen om op- lysninger vedrørende investeringen efter artikel 7, stk. 5, i EU᾽s forordning om FDI-screening, videresen- der Erhvervsstyrelsen anmodningen til den ansvarlige myndighed. Den ansvarlige myndighed er ansvarlig for at tilvejebringe oplysningerne og fremsende dem til Erhvervsstyrelsen snarest muligt med henblik på, at Erhvervsstyrelsen kan besvare anmodningen fra EU-Kommissionen eller øvrige EU-medlemsstater.
§ 16. Alle myndigheder er forpligtet til at orientere Erhvervsstyrelsen hurtigst muligt, hvis myndig- hederne bliver bekendt med, at udenlandske direkte investeringer i andre EU-medlemsstater, der ikke undergår screening i den pågældende EU-medlemsstat, vil kunne påvirke den nationale sikkerhed eller offentlige orden i Danmark.
National årlig afrapportering vedrørende EU᾽s forordning om FDI-screening
§ 17. Erhvervsstyrelsen fremsender som nationalt kontaktpunkt årsrapport til EU-Kommissionen vedrø- rende udenlandske direkte investeringer, der har undergået screening i Danmark, og som er omfattet af EU᾽s forordning om FDI-screening.
Stk. 2. Myndighederne bidrager efter anmodning fra Erhvervsstyrelsen og inden for den af Erhvervssty- relsen fastsatte frist med relevante oplysninger, der kan offentliggøres, til en årlig rapport indeholdende aggregerede oplysninger om udenlandske direkte investeringer, der har undergået screening i Danmark, jf. artikel 5, i EU᾽s forordning om FDI-screening.
Oprettelse af nye screeningsordninger
§ 18. Erhvervsstyrelsen notificerer som nationalt kontaktpunkt EU-Kommissionen om oprettelsen af nye screeningsordninger i Danmark omfattet af EU᾽s forordning om FDI-screening, jf. artikel 3, stk. 7, i forordningen.
Stk. 2. Såfremt der indføres nye screeningsordninger i Danmark, orienterer den ansvarlige myndighed Erhvervsstyrelsen herom hurtigst muligt, og inden screeningsordningen træder i kraft.
Generelt om informationsudveksling og pressehenvendelser mv.
§ 19. Erhvervsministeriets og Erhvervsstyrelsens adgang til at videregive fortrolige oplysninger om udenlandske direkte investeringer mv. i Danmark efter investeringsscreeningsloven skal ske i overens- stemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 1455 om videregivelse af fortrolige oplysninger om visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark til andre myndigheder.
Stk. 2. Alle myndigheder og deres ansatte er i arbejdet med oplysninger om udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler efter investeringsscreeningsloven og udenlandske direkte investeringer efter EU᾽s forordning om FDI-screening forpligtet til at iagttage henholdsvis reglerne i cirkulære nr. 10338 af 17. december 2014, om sikkerhedsbeskyttelse af informationer af fælles interesse for landene i NATO eller EU, andre klassificerede informationer samt informationer af sikkerhedsmæssig beskyttelsesinteresse i øvrigt (sikkerhedscirkulæret) samt artikel 10 i EU´s forordning om FDI-screening.
Stk. 3. Alle myndigheder og deres ansatte er i arbejdet med oplysninger om udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler efter investeringsscreeningsloven og udenlandske direkte in- vesteringer efter EU´s forordning om FDI-screening forpligtet til at iagttage reglerne om insiderhandel og uretmæssig videregivelse af intern viden i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (markedsmisbrugsforordningen).
Stk. 4. Politiets Efterretningstjenestes (PET) og Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) forpligtelse til at videregive oplysninger som led i myndighedssamarbejdet er underlagt særlige regler, herunder reglerne i sikkerhedscirkulæret. Sikkerhedsmæssige hensyn kan derved bl.a. begrunde undtagelser i forhold til deling af oplysninger med Erhvervsstyrelsen, andre myndigheder samt EU-Kommissionen og EU’s med- lemsstater.
Stk. 5. Ved myndighedernes samarbejde efter cirkulærets kapitel 2 skal behandling af personoplysninger ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).
Stk. 6. Ved myndighedernes samarbejde efter cirkulærets kapitel 3 skal behandling af fremsendte oplys- ninger ske i overensstemmelse med artikel 10 i EU᾽s forordning om FDI-screening, mens behandling af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med artikel 14 i EU᾽s forordning om FDI-screening.
Stk. 7. Det er til enhver tid myndighedernes eget ansvar at holde sig opdateret omkring eventuelle ændringer til reglerne.
§ 20. Erhvervsstyrelsen varetager som kompetent myndighed og nationalt kontaktpunkt den overord- nede håndtering af eventuelle henvendelser fra pressen m.v. for så vidt angår udenlandske direkte inve- steringer eller særlige økonomiske aftaler, der undergår screening i Danmark og udenlandske direkte investeringer, der undergår screening i andre EU-medlemsstater.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan anmode de ansvarlige myndigheder om at fremsende et skriftlig bidrag hurtigst muligt med henblik på at kunne besvare en pressehenvendelse efter stk. 1.
Stk. 3. Stk. 1 gælder ikke henvendelser, der relaterer sig til krigsmaterielloven, der henhører under Ju- stitsministeriet og kontinentalsokkelloven, der henhører under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
§ 21. Erhvervsstyrelsen er ansvarlig for at indkalde og afholde to halvårlige erfaringsudvekslingsmøder mellem Erhvervsstyrelsen og relevante myndigheder om samarbejdet i forbindelse med screeninger af udenlandske direkte investeringer og særlige økonomiske aftaler i Danmark efter investeringsscreenings- loven samt screening af udenlandske direkte investeringer efter EU-forordning 2019/452 af 19. marts 2019 (EU᾽s forordning om FDI-screening).
Ikrafttræden
§ 22. Cirkulæret træder i kraft den 15. august 2021.
Erhvervsstyrelsen, den 9. august 2021
Xxxxxxx Xxxxxxxx
/ Xxxxx Xxxxx