KAPITEL 4
Fortrydelsesrettens område
§ 18
Forbrugeren kan træde tilbage fra aftalen (fortrydelsesret) i overens- stemmelse med reglerne i dette kapitel ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Stk. 2. Reglerne i dette kapitel gælder ikke for
1) aftaler omfattet af § 7, stk. 2,
2) udførte ikke-finansielle tjenesteydelser, hvis leveringen af tjeneste- ydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tje- nesteydelsen er fuldt udført,
3) levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikatio- ner eller har fået et tydeligt personligt præg,
4) levering af varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt,
5) levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygi- ejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor for- seglingen er blevet brudt efter leveringen,
6) levering af varer, som på grund af deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre varer ved leveringen,
7) levering af alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsat ved købsaftalens indgåelse og levering først kan finde sted efter 30 dage, og hvor den faktiske værdi afhænger af markedskonjunkturer, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på,
8) aftaler om specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesar- bejder hos forbrugeren, som denne på forhånd udtrykkeligt har an- modet om,
9) levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computer- software, som forbrugeren har brudt plomberingen på,
10) levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelse af abonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer,
11) aftaler, der indgås på en offentlig auktion,
12) levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelsesfor- mål, transport af varer, biludlejningsvirksomhed, forplejning eller tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når det følger af afta- len, på hvilken dato eller inden for hvilken bestemt periode den på- gældende tjenesteydelse skal udføres,
13) levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående ud- trykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret,
14) finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og real- kreditobligationer m.v. og
15) aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen af- hænger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelses- perioden.
Stk. 3. Kapitlet gælder dog for de i stk. 2, nr. 15, nævnte aftaler, hvis aftalen vedrører finansielle tjenesteydelser og er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.
Oversigt
1. Generelt om fortrydelsesret. § 18, stk. 1
2. Undtagelser til fortrydelsesretten. § 18, stk. 2
2.1. Aftaler, som er omfattet af § 7, stk. 2. § 18, stk. 2, nr. 1
2.2. Ikke-finansielle tjenesteydelser.
§ 18, stk. 2, nr. 2
2.3. Varer, som er fremstillet efter for- brugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg.
§ 18, stk. 2, nr. 3
2.4. Varer, som må antages at blive for- ringet eller forældet hurtigt. § 18, stk. 2, nr. 4
2.5. Forseglede varer mv. § 18, stk. 2, nr. 5
2.6. Varer, som på grund af deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre varer ved leveringen.
§ 18, stk. 2, nr. 6
2.7. Alkoholholdige drikkevarer. § 18, stk. 2, nr. 7
2.8. Specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder.
§ 18, stk. 2, nr. 8
2.9. Plomberede lyd- eller billedopta- gelser eller computersoftware.
§ 18, stk. 2, nr. 9
2.10. Aviser, tidsskrifter eller magasiner.
§ 18, stk. 2, nr. 10
2.11. Aftaler, der indgås på en offentlig auktion. § 18, stk. 2, nr. 11
2.12. Aftaler om logi, transport af varer, biludlejningsvirksomhed, forplej-
ning eller tjenesteydelser i forbin- delse med fritidstilbud. § 18, stk. 2, nr. 12
2.13. Digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium. § 18, stk. 2, nr. 13
2.14. Finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkre- ditobligationer mv. § 18, stk. 2, nr. 14
2.15. Aftaler om varer, værdipapirer el- ler tjenesteydelser, hvis prisen af- hænger af udsving på kapitalmar- kedet. § 18, stk. 2, nr. 15, og § 18, stk. 3
Forarbejder
FT 1977-1978, tillæg A, sp. 731 ff., 736,
751 ff. og 765 ff.
FT 1999-2000, tillæg A, s. 5936 f., 5939 ff.
og 5954 ff. og 5960
FT 2003-2004, tillæg A, s. 7546, 7556 f.,
7571 ff., 7574 f., 7584 f., 7595 f. og 7601
ff.
Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven s. 60 f., 151 ff., 170
ff., 252 ff., 282 ff. og 415 ff.
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 21 f., 24,
26 f., 29 ff., 67 f., 76 ff., 82 ff. og 148 ff. Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 30 ff., 90 ff., 185 f., 201 ff., 221 ff. og
419 ff.
1. Generelt om fortrydelsesret. § 18, stk. 1
Af bestemmelserne i forbrugeraftalelovens kapitel 4 fremgår det, at forbruge- ren som udgangspunkt har fortrydelsesret for fjernsalgsaftaler, som angår va- rer og tjenesteydelser (hvad enten der er tale om finansielle eller ikke-finan- sielle tjenesteydelser), jf. § 1, stk. 2, nr. 1, jf. § 3, nr. 1. Desuden har forbruge- ren som udgangspunkt fortrydelsesret for aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, jf. § 3, nr. 2 og 3.
Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret implementerer forbrugerrettighedsdirekti- vets artikel 9-16 om fjernsalgsaftaler og aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdriv- endes forretningssted, når aftalen angår varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser. Desu- den implementerer forbrugeraftaleloven det finansielle fjernsalgsdirektivs (2002/65/EF) artikel 6 og 7 om fortrydelsesret for aftaler om finansielle tjenesteydelser.
Allerede 1978-forbrugeraftaleloven indeholdt regler om forbrugeres fortrydelsesret for aftaler, som var indgået under et møde med den erhvervsdrivende uden for dennes forret- ningssted, både for aftaler indgået ved »dørsalg« (dvs. ved erhvervsdrivendes personlige og telefoniske henvendelser, hvor sådanne henvendelser i øvrigt var lovlige, jf. herom be- mærkningerne i afsnit 1 til § 4) og andre aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, f.eks. ved »krosalg«, »busudflugtssalg« o.lign. Hertil kom, at forbrugeren havde fortrydelsesret ved »postordresalg«, dvs. en »aftale om salg af vare, ifølge hvilken varen skal sendes til køberen, når sælgeren i katalog, brochure, annonce eller lignende ma- teriale har tilbudt at sende varen efter skriftlig eller telefonisk bestilling, og køberen har afgivet bestilling på denne måde«, jf. 1978-lovens § 10, stk. 1. Se herom Xxxxxx Xxxxxxxx i Juristen 1979 s. 173 ff., særlig s. 177 ff.
Ved gennemførelsen af det finansielle fjernsalgsdirektiv ved 2004-loven indførtes fæl- les regler om bl.a. fortrydelsesret for aftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser
(som var reguleret af det generelle fjernsalgsdirektiv (97/7/EF) og aftaler om finansielle tjenesteydelser (som var reguleret af det finansielle fjernsalgsdirektiv, 2002/65/EF)), jf. Be- tænkning nr. 1440/2004 s. 253, hvorefter fælles regler fandtes hensigtsmæssige af »moder- niserings- og forenklingshensyn«.
Begrundelsen for at give forbrugeren fortrydelsesret er ved aftaler, som ind- gås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, at der ofte er ulighed i forhandlingssituationen, og at der ofte hviler et psykisk pres på forbrugeren, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 751. Dette gælder i særdeleshed, hvis aftalen indgås på forbrugerens bopæl, men også i andre tilfælde, f.eks. hvor forbru- geren får en vare demonstreret på en messe el.lign. eller hvor forbrugeren ud- sættes for andre atypiske salgsformer. Se også forbrugerrettighedsdirektivets betragtning 21, hvor det hedder, at »[i] en kontekst uden for fast forretnings- sted kan forbrugeren komme under potentielt psykisk pres eller blive udsat for et overraskelsesmoment, uanset om forbrugeren har anmodet om den er- hvervsdrivendes besøg eller ej« (og tilsvarende forbrugerrettighedsdirektivets betragtning 37).
Forbrugeren er ved forbrugeraftalelovens § 4 beskyttet mod erhvervsdrivendes uanmodede personlige og telefoniske henvendelser på forbrugerens »bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang« (idet der dog gælder visse undtagelser til for- buddet mod uanmodede telefoniske henvendelser, jf. § 4, stk. 2). Baggrunden for forbud- det mod uanmodede henvendelser er hensynet til privatlivets fred, idet de fleste formentlig anser sådanne henvendelser for påtrængende og generende. Den risiko for misbrug og ud- nyttelse, som knytter sig til sådanne aftalesituationer, findes ikke i tilstrækkelig grad at kunne imødegås ved at give forbrugeren en fortrydelsesret. Af den grund er aftaler, som indgås på grundlag af ulovlige personlige eller telefoniske henvendelser, ugyldige i hen- hold til forbrugeraftalelovens § 5. Se jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 730 og Forbruger- kommissionens betænkning III, nr. 738/1975 om forbrugerens retsstilling og retsbeskyttel- se s. 30 f. Se også bemærkningerne i afsnit 1 til § 4.
Begrundelsen for, at forbrugeren har fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler, er for det første, at sådanne aftaler måske »som følge af den lette og bekvemme måde, hvorpå aftalen indgås og opfyldes, ikke er tilstrækkeligt overvejede (»impulskøb«)«, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 731. (Dette aspekt illustreres også udmærket af det engelske udtryk for fortrydelsesfristen, »cooling off- period«). For det andet har forbrugeren ved indgåelse af fjernsalgsaftaler ikke haft lejlighed til at undersøge ydelsen, og han er i almindelighed henvist til at træffe sin beslutning om køb alene på grundlag af sælgerens oplysninger og beskrivelser, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 731 og forbrugerrettighedsdirek- tivets betragtning 37. Fortrydelsesretten har den fordel for forbrugeren, at han kan træde tilbage fra aftalen uden angivelse af årsag og som udgangspunkt uden at pådrage sig omkostninger, bortset fra de omkostninger, der er for-
bundet med returnering af ydelsen til den erhvervsdrivende mv. Forbrugeren kan træde tilbage, uden at der foreligger en hævebegrundende misligholdelse (f.eks. i form af mangler) fra den erhvervsdrivendes side, jf. også nærmere nedenfor.
Selv om forbrugeraftaleloven som udgangspunkt omfatter alle »forbruger- aftaler«, jf. § 1, stk. 1, gælder lovens kapitel 4 om fortrydelsesret kun for fjernsalgsaftaler og aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 18, stk. 1, med de undtagelser, der bl.a. fremgår af § 18, stk. 2. Der gælder ikke i dansk ret en almindelig adgang for en forbruger til at træde tilbage fra en aftale, f.eks. en aftale, som er indgået i en fysisk butik.
Se Juridisk Årbog 2000 s. 114 (sag nr. 1999-725/7-5). En forbruger købte i en fysisk butik et høreapparat hos en erhvervsdrivende, der annoncerede med »fuld returret«, uden at det nærmere var angivet, hvor længe returretten kunne gøres gældende. 9 måneder efter købet rettede forbrugeren henvendelse til sælgeren for at returnere apparatet. Sælgeren afviste at tage det retur. Forbrugerklagenævnet fandt, at selv om sælgeren ved at reklamere med
»fuld returret« uden angivelse af, hvor længe returretten kunne gøres gældende, som ud- gangspunkt havde afgivet et løfte, som køberen kunne støtte ret på, burde køberen have forstået, at returretten ikke kunne påberåbes ganske uden tidsbegrænsninger. Efter Forbru- gerklagenævnets opfattelse måtte den tilsagte, tidsubegrænsede returret fortolkes således, at den alene kunne påberåbes inden for rimelig tid, hvilket passende kunne fastsættes til 3 måneder efter udleveringen af apparatet. Forbrugeren kunne derfor ikke returnere appara- tet. (Nævnet henstillede dog, at sælgeren for fremtiden præciserede den tidsmæssige ud- strækning af en eventuel returret i sit markedsføringsmateriale og ved konkrete salg).
Se også Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 2007-4051/7-1176, hvor det blev lagt til grund, at en aftale om 8 dages returret ved køb i en fysisk butik skulle fortolkes i overensstemmelse med forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret ved fjernsalg og på den måde, der var mest gunstig for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 b. Dette indebar dels, at returneringsfristen måtte regnes 8 dage fra levering (og ikke fra aftalens indgåelse), dels at forbrugeren var berettiget til at afprøve det købte, medmindre forbrugeren udtrykkeligt var gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ikke gjaldt for varer, der var taget i brug, hvis det efter varens art var åbenbart, at brugen medførte en formindskelse af varens salgs- værdi (jf. 2004-lovens forbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 1).
I flere sammenhænge indeholder dansk lovgivning regler om en adgang til at træde tilbage fra aftalen. Fortrydelsesret kan f.eks. følge af kreditaftalelovens
§ 19, hvorefter forbrugeren har fortrydelsesret med hensyn til kreditaftaler som defineret i lovens § 4, nr. 3. I henhold til kreditaftalelovens § 19, stk. 6, finder forbrugeraftalelovens kapitel 4 ikke anvendelse, hvis forbrugeren har en fortrydelsesret i henhold til kreditaftalelovens § 19, stk. 1-5.
Ved lov nr. 637 af 8. juni 2016 er § 8 c indsat i kreditaftaleloven. Herefter gælder en obli- gatorisk 48 timers betænkningstid for forbrugere for aftaler vedrørende kortfristede for- brugslån, der i § 4, nr. 17, er defineret som en kreditaftale, som indgås mellem en forbruger
og en kreditgiver uden sikkerhedsstillelse og uden betingelse om køb af en vare eller tjene- steydelse, og hvis løbetid maksimalt er 3 måneder. Betænkningstiden gælder ikke for kre- ditaftaler, der indgås med et pengeinstitut. Betænkningstiden (»cool off«-perioden) på 48 timer indebærer, at forbrugerens accept af et tilbud vedrørende et kortfristet forbrugslån kun er gyldig, hvis accepten er afgivet tidligst 48 timer efter kreditgivers afgivelse af til- buddet. Det følger af § 8 c, stk. 2, at kreditgiveren ikke må rette henvendelse til en forbru- ger i anledning af et allerede fremsendt tilbud om kortfristet forbrugslån, jf. også bemærk- ningerne i afsnit 1.1 til § 4 om forbuddet mod uanmodede telefoniske henvendelser.
En fortrydelsesret for forbrugeren følger også af timesharelovens kapitel 4 (lov nr. 102 af 15. februar 2011 om forbrugeraftaler om brugsret til logi på timesharebasis, længerevarende ferieprodukter mv.). Som endnu et eksempel kan nævnes, at forsikringsaftalelovens §§ 34 i ff. indeholder regler om fortry- delsesret. Også lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom mv. (lovbekendtgørelse nr. 1123 af 22. september 2015) indeholder i kapitel 2 regler om en forbrugers adgang til at fortryde aftaler om køb af fast ejen- dom. Forbrugeren skal dog som udgangspunkt betale en godtgørelse på 1 procent af købesummen til sælgeren, hvis han udnytter fortrydelsesretten, jf.
§ 11, stk. 1. Pakkerejseloven (lov nr. 1666 af 26. december 2017 om pakke- rejser og sammensatte rejsearrangementer) giver forbrugeren en afbestillings- ret, jf. lovens § 15, stk. 1. Som udgangspunkt kan rejsearrangøren, hvis den rejsende afbestiller rejsen, og det følger af aftalen, kræve et »rimeligt, stan- dardiseret afbestillingsgebyr, som er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter, eller et afbestillingsgebyr svarende til pakkerejsens pris med fradrag af sparede omkostninger og eventuelle indtæg- ter fra salg af de afbestilte rejseydelser«.
Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret (herunder reglerne om for- trydelsesfrist og fortrydelsesrettens retsvirkninger) er præceptive, dvs. at de ikke kan fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 33 og bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i kapitel 4.
Forbrugeren kan gøre fortrydelsesretten gældende uden angivelse af en år- sag (jf. § 19, stk. 1, 2. pkt.) og uden at pådrage sig andre omkostninger end dem, der følger af § 22, stk. 3 (ekstra omkostninger, som har været forbundet med f.eks. ekspreslevering el.lign.), § 24 (om bl.a. omkostninger til returne- ring af varerne) og § 25 (om forbrugerens pligt til at betale for den del af en tjenesteydelse, der måtte være erlagt), jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 202, 214 og 429 og L 39 s. 76, 79 og 152.
Såfremt der er tale om en fjernsalgsaftale eller en aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, som ikke er omfattet af én af undta- gelserne i § 18, stk. 2, har forbrugeren dermed en fortrydelsesret, som ikke kan fratages ham ved aftale.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 11/06985. En internetbutik, der solgte tøj, havde et vilkår om, at der ikke var fortrydelsesret på varer i den såkaldte »rodekasse«, og at man ikke kunne få pengene tilbage på nedsatte varer. Da der ikke var tale om varer, som var undtaget fra fortrydelsesretten, jf. nu § 18, stk. 2, havde forbrugeren fortrydelsesret, og for- brugeraftaleloven kunne ikke fraviges ved forudgående aftale til skade for forbrugerne, jf. nu § 33. Der var herefter tale om et ulovligt kontraktsvilkår. Se tilsvarende Forbrugerom- budsmandens sager nr. 09/01111 og 11/00709, som begge angik internetbutikker, der på deres hjemmeside havde et vilkår, hvorefter forbrugerne ikke kunne få penge retur ved køb af udsalgs- og tilbudsvarer. Forbrugerombudsmanden udtalte, at sådanne aftalevilkår var ulovlige.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 11/00224. Et aftalevilkår om, at der ikke var for- trydelsesret for »bestillingsvarer«, dvs. almindelige standardvarer, der blev skaffet hjem efter kunden ønske, var i strid med forbrugeraftalelovens fortrydelsesregler. Sådanne varer kunne ikke sidestilles med varer, der skal fremstilles individuelt eller tilpasses til den en- kelte kunde, sml. § 18, stk. 2, nr. 3, og definitionen af en »vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer«, jf. forbrugerrettighedsdirektivets artikel 2, nr. 4, og afsnit
1.2 til § 3. Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 08/01569.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 11104/5. En erhvervsdrivende oplyste gennem en længere periode på sin hjemmeside, at der ikke var fortrydelsesret for reservedele. Den er- hvervsdrivende blev ved byretsdom afsagt den 11. marts 2009 idømt en bøde på 20.000 kr. for at have afgivet ukorrekte oplysninger om fortrydelsesretten gennem en længere periode (ca. 3 år).
Se tilsvarende Forbrugerombudsmandens sag nr. 08/01568. En virksomhed, der solgte autoreservedele på internettet, havde ukorrekt oplyst, at der ikke var fortrydelsesret for elektroniske varer og såkaldte »skaffevarer«. Virksomheden blev den 20. oktober 2008 ved retten i Næstved idømt en bøde på 35.000 kr. for at have givet ukorrekte oplysninger om fortrydelsesretten. (Den omstændighed, at indehaveren af virksomheden havde sendt henvendelserne fra Forbrugerombudsmanden videre til den person, der i sin tid havde lavet hjemmesiden, og bedt denne om at foretage de anviste ændringer – hvilket ikke skete – tal- te ikke i formildende retning. Indehaveren skulle have fulgt op på, at ændringerne blev fo- retaget).
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 08/01579. En internetbutik, der solgte forskellige uld- og mohairprodukter samt opskriftsbøger, oplyste, at bøger var undtaget fra fortrydel- sesretten. Den erhvervsdrivende fik ved Retten i Randers i december 2008 en bøde på
1.000 kr. for at give ukorrekte oplysninger om fortrydelsesretten.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 11104/5-225. En internetbutiks aftalevilkår om, at forbrugeren skulle betale et gebyr på 20 % af salgsprisen, hvis han fortrød køb af varer til en pris af 8.000 kr. eller derover, var ulovligt.
Se også Forbrugerjura 2007 afsnit 5.3 (Forbrugerklagenævnets sag nr. 2005-4031/7- 1498). Forbrugeren fortrød købet af en computer, inden han modtog computeren. Den er- hvervsdrivende kunne ikke forlange dækning fra forbrugeren af de omkostninger, som ville være forbundet med den erhvervsdrivendes returnering af computeren til sin udenlandske leverandør.
Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 16/13134. Forbrugerombudsmanden fandt ikke grundlag for at anse en internetbutiks salg af sikkerhedsudstyr til klatring for at være omfattet af undtagelserne i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2.
Særlige problemer kan opstå, hvis forbrugeren ønsker at fortryde købet del- vist. Forbrugerombudsmanden antager i sit svar på forespørgsel fra FDIH (Foreningen for Dansk Internethandel) om fortolkning af forbrugeraftalelo- vens regler om fortrydelsesretten (sag nr. 16/11931-2, notat af 17. marts 2017), at forbrugere ikke har ret til at fortryde enkelte dele af et samlet net- køb, medmindre det er aftalt med netbutikken. Antagelsen støttes bl.a. på Kommissionens vejledning pkt. 6.4.1, s. 45, hvor det hedder, at en forbruger
»vil måske ønske delvist at fortryde en aftale om levering af flere varer, hvis den pågældende kun ønsker at ophæve købet af en eller nogle af varerne. Selv om direktivet ikke udtrykkeligt indeholder en sådan ret, er det heller ikke til hinder for, at den erhvervsdrivende og forbrugeren kan aftale en delvis for- trydelse af aftalen, hvor forbrugeren kun returnerer én vare eller flere varer, som er solgt under én ordre«. Endvidere støtter Forbrugerombudsmanden sin antagelse på drøftelser med Justitsministeriet og Kommissionen.
Uanset at spørgsmålet om delvis fortrydelse er uomtalt i direktivet og uan- set Forbrugerombudsmandens meget »håndfaste« udtalelse, må der antages at foreligge en stiltiende aftale om, at forbrugeren kan fortryde et køb delvist i langt de fleste tilfælde. Dette må i hvert fald gælde, hvor de enkelte varer sælges separat, og der ikke er nogen sammenhæng mellem de enkelte dele af købet, f.eks. fem forskellige stykker tøj eller tre par ens bukser i tre forskelli- ge størrelser, og hvor det derfor ikke er byrdefuldt for den erhvervsdrivende, at forbrugeren udnytter fortrydelsesretten med hensyn til enkelte dele (sml. det tilsvarende problem vedrørende adgangen til delvis ophævelse Xxxx Xx- xxxxxxx Xxxxxxxxxx m.fl.: Lærebog i dansk og international køberet, 5. udga- ve (2017) s. 88 og 133). Alternativet – at forbrugeren, hvis han f.eks. er i tvivl om størrelsen på et par bukser, bestiller i tre forskellige ordrer med tre for- skellige størrelser – er uhensigtsmæssigt for både forbrugeren og den er- hvervsdrivende, som endda påføres fragtomkostninger, som utvivlsomt skal refunderes for de bukser, som forbrugeren returnerer, jf. § 22, stk. 1 (og be- mærkningerne i afsnit 2 til § 22). Det kan ikke pålægges forbrugeren at retur- nere varerne i forskellige forsendelser, dvs. at forbrugeren ved den pågælden- de fremgangsmåde ikke pålægges ekstraomkostninger, som måske vil afhol- de ham fra at bestille ad flere omgange.
Modsætningsvis tilkommer der ikke forbrugeren en adgang til at fortryde købet delvist, hvis det købte kun sælges samlet (medmindre en adgang til delvis fortrydelse er aftalt). Har forbrugeren f.eks. købt et samlet bogværk i 10 bind, kan han ikke fortryde med hensyn til de 4 første bind. Ligeledes kan forbrugeren f.eks. ikke fortryde købet af en habit ved at re- turnere jakken, men ikke bukserne (medmindre de to dele sælges separat).
Hvis forbrugeren fortryder købet delvist, kan der opstå forskellige problemer, som principielt ikke har noget at gøre med, hvorvidt der som udgangspunkt tilkommer forbrugeren en adgang til delvis fortrydelse eller ej. De spørgsmål, der kan opstå, er f.eks. spørgsmålet om den erhvervsdrivendes forpligtelse til at tilbagebetale fragtomkostninger, jf. § 22, stk. 1 og 3, og bemærkningerne hertil i afsnit 2 til § 22, forbrugerens pligt til at tilbagelevere en gratis gave, som følger med en købt primær vare, f.eks. et spil, som følger gratis med ved køb af en spillemaskine, jf. herom afsnit 1 til § 24, eller den erhvervsdriven- des forpligtelse til at tilbagebetale »alle beløb, inklusive eventuelle leverings- omkostninger, modtaget fra forbrugeren«, jf. § 22, stk. 1, og herom afsnit 1 til
§ 22.
Den erhvervsdrivende vil i langt de fleste tilfælde have en interesse i, at forbrugeren fortryder købet delvist – hvis alternativet er, at forbrugeren ellers fortryder hele købet. Når den erhvervsdrivende undertiden vil foretrække
»enten/eller«, beror det på, hvordan de ovennævnte spørgsmål om refusion af fragtomkostninger, refusion af købesum, hvis forbrugeren har fået en rabat osv., håndteres.
Hvis den erhvervsdrivende finder det hensigtsmæssigt, kan det aftales, at forbrugeren ikke kan fortryde delvist, idet direktivet ikke fastsætter præceptive regler om det modsatte, jf. også Forbrugerombudsmandens sag nr. 16/11931-2 og Kommissionens vejledning pkt. 6.4.1, s. 45.
Udøvelse af fortrydelsesret (hvad enten den er lovbestemt eller aftalt) gi- ver forbrugeren en mulighed for at træde tilbage fra en aftale. I nogle situa- tioner kan forbrugeren have interesse i at »komme ud af« aftalen på anden vis. Dette kan f.eks. tænkes, hvis aftalen ikke er omfattet af en fortrydelsesret (jf. f.eks. undtagelsesbestemmelserne i § 18, stk. 2), eller hvis udnyttelse af andre muligheder giver forbrugeren en bedre retsstilling end udnyttelse af fortrydelsesretten. De muligheder, der foreligger for at »komme ud af« en af- tale, er – foruden udnyttelse af en lovbestemt eller aftalt fortrydelsesret – at forbrugeren gør gældende, (1) at forbrugeren har en tilbagekaldelsesadgang med hensyn til det løfte, han har afgivet til den erhvervsdrivende, jf. aftalelo- vens § 7 og § 39, 2. pkt., (2) at aftalen er ugyldig, f.eks. efter aftalelovens el- ler forbrugeraftalelovens regler, (3) at forbrugeren er berettiget til at ophæve aftalen på grundlag af en væsentlig misligholdelse fra den erhvervsdrivendes side, f.eks. fordi der foreligger hævebegrundende mangler ved salgsgenstan- den, jf. købelovens regler, (4) at forbrugeren har adgang til at annullere afta- len (mod betaling af erstatning til den erhvervsdrivende) i medfør af alminde- lige obligationsretlige regler, aftale eller kutyme, eller (5) at forbrugeren kan opsige aftalen i medfør af forbrugeraftalelovens og/eller almindelige obligati- onsretlige regler.
Forbrugerens mulighed for at tilbagekalde sit løfte er reguleret af alminde- lige aftaleretlige regler. Tilbagekaldelsesadgangen kan blive aktuel, uanset om forbrugerens løfte i aftaleretlig forstand har karakter af et tilbud eller en accept til den erhvervsdrivende. Har forbrugeren afgivet et tilbud til den er- hvervsdrivende, f.eks. en bestilling, som afgives til den erhvervsdrivendes re- præsentant (uden fuldmagt fra den erhvervsdrivende) på en messe el.lign., opstår et »haltende retsforhold«, dvs. at tilbudsgiveren/forbrugeren er bundet af sit løfte, uden at en modsvarende forpligtelse påhviler tilbudsmodtage- ren/den erhvervsdrivende. Tilbudsgiveren/forbrugeren er forpligtet af sit til- bud, indtil acceptfristen udløber, hvad enten acceptfristen er fastsat i overens- stemmelse med aftalelovens § 2 (dvs. at tilbudsgiveren/forbrugeren har fast- sat en frist i tilbuddet, eller en acceptfrist fremgår af anden aftale mellem par- terne) eller følger af reglerne om den legale acceptfrist i aftalelovens § 3. Har forbrugeren afgivet en accept, f.eks. ved at afgive en ordre via den erhvervs- drivendes hjemmeside, er aftalen som udgangspunkt kommet i stand, når for- brugerens accept er kommet frem til den erhvervsdrivende.
Den erhvervsdrivendes hjemmeside anses, i hvert fald for så vidt angår »traditionelle« in- ternetbutikker, for tilbud i aftaleretlig forstand, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 192, Beret- ning nr. 1517/2010 om elektronisk aftaleindgåelse og handel s. 24 ff., Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 389 ff. og Xxxxxx Xxxxx: It-ret,
3. udgave (2016) s. 410 ff. Se også bemærkningerne i afsnit 4 til § 11 og afsnit 2 til § 12.
Tilbagekaldelse af forbrugerens løfte – det være sig et tilbud eller en accept – kan ske, såfremt tilbagekaldelsen er kommet frem senest samtidig med, at løftet er kommet til kundskab hos modtageren/den erhvervsdrivende, jf. afta- lelovens § 7. Der kan dog tilkomme forbrugeren en udvidet tilbagekaldelses- adgang i medfør af aftalelovens § 39, 2. pkt., såfremt der foreligger »særlige omstændigheder«, og løftet endnu ikke har virket »bestemmende« for modta- geren/den erhvervsdrivende. Om tilbagekaldelse af løfter i almindelighed se Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd, 7. udgave (2017) s. 39 ff. Om tilbagekaldelse af løfter, som er afgivet via e- mail, se Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 364 ff. Om de særlige problemer, der kan opstå, når forbrugerens løfte/bestilling er afgivet via den erhvervsdrivendes hjemmeside, hvor den erhvervsdrivende løftemodtager ikke i første omgang får »traditionel« men- neskelig kundskab/bevidsthed om løftets indhold, se Xxxxxxx Xxxxxxxx: Elek- tronisk aftaleret (2004) s. 67 ff.
En forbruger, som ønsker at »komme ud af« en aftale, kan undertiden gøre
gældende, at den indgåede aftale er ugyldig.
Af forbrugeraftalelovens § 5 følger, at et løfte, som en forbruger har afgi- vet ved en erhvervsdrivendes ulovlige uanmodede henvendelse, ikke er bin- dende, sml. § 4, hvorefter der som udgangspunkt gælder et forbud mod uan- modede personlige og telefoniske henvendelser til forbrugere. I de tilfælde, hvor aftalen kommer i stand som følge af den erhvervsdrivendes uanmodede henvendelse, vil aftalen ofte være indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, f.eks. på forbrugerens bopæl. Der kan også være tale om en fjernsalgsaftale, som f.eks. indgås i forbindelse med den erhvervsdrivende ulovlige telefoniske henvendelse. I så fald kan forbrugeren principielt vælge, om han vil påberåbe sig ugyldighed i henhold til forbrugeraftalelovens § 5, eller om han vil gøre en fortrydelsesret gældende.
Forbrugeren vil ofte være stillet mest gunstigt – både hvad angår fristen for fremsættelse af indsigelse, og hvad angår tilbageleveringsopgøret – ved at påberåbe sig ugyldighed, hvor denne mulighed foreligger.
Se nærmere bemærkningerne til § 5, bl.a. om opgøret mellem den erhvervs- drivende og forbrugeren ved ugyldige aftaler og fortabelse af ugyldigheds- indsigelsen ved passivitet.
Foruden den specielle ugyldighedsregel i forbrugeraftalelovens § 5 finder
almindelige aftaleretlige regler om ugyldighed anvendelse.
Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 2004-4042/7-79, som angik en dør- salgsaftale om levering af bøger. Xxxxxxxxxxx havde ikke fortrudt aftalen rettidigt. Efter omstændighederne, herunder at der ikke var givet klare oplysninger om prisen for de bø- ger, forbrugeren mindst var forpligtet til at aftage, fandt Forbrugerklagenævnet, at det var urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre aftalen gældende over for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36.
Forbrugerens løfte kan f.eks. være ugyldigt pga. svig (aftalelovens § 30) eller fejlskrift eller anden fejltagelse (§ 32, stk. 1). Såvel aftalelovens § 30 som
§ 32, stk. 1, er svage ugyldighedsindsigelser, dvs. at de kun kan gøres gæl- dende over for en løftemodtager i ond tro.
I de tilfælde, hvor forbrugeren afgiver sit løfte via den erhvervsdrivendes hjemmeside, og den erhvervsdrivende dermed ikke er i personlig kontakt med forbrugeren, har den erhvervsdrivende sjældent noget grundlag for at afgøre, om forbrugeren ville forpligte sig og i givet fald til hvad. Den erhvervsdri- vende løftemodtager vil derfor kun sjældent være i ond tro i traditionel for- stand, som berettiger forbrugeren til at påberåbe sig en svag ugyldigheds- grund.
Der påhviler den erhvervsdrivende en række forpligtelser i relation til ind- retningen af hjemmesiden i almindelighed og sidens aftaleindgåelsesfunktio- ner i særdeleshed. Afgiver forbrugeren et løfte som følge af en fejltagelse, dvs. uden at være sig bevidst, at han påtager sig en forpligtelse, fordi den er- hvervsdrivende ikke har indrettet sin hjemmeside i overensstemmelse med bl.a. forbrugeraftalelovens og e-handelslovens krav, vil forbrugeren som ud- gangspunkt ikke være forpligtet over for den erhvervsdrivende, jf. herom be- mærkningerne i afsnit 2 og 4 til § 12.
Det fremgår af forbrugeraftalelovens § 12, stk. 1, 1. pkt., at hvis aftalen pålægger forbruge- ren en betalingsforpligtelse, skal dette være angivet klart og tydeligt på det sted, hvor be- stillingen afgives. Forbrugeren er ikke bundet af bestillingen/aftalen, hvis kravene i § 12, stk. 1, tilsidesættes, jf. udtrykkeligt § 12, stk. 2. § 12, stk. 2, er dermed i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige regler, jf. også nedenfor om tilsidesættelse af kravet om god markedsføringsskik.
Også e-handelsloven stiller en række krav til indretningen af hjemmesider, bl.a. hvor der gives mulighed for fjernsalg. F.eks. skal tjenesteyderen »klart, forståeligt og tydeligt« give tjenestemodtageren oplysning om »de forskellige tekniske led i forbindelse med kon- traktens indgåelse« (§ 10, stk. 1, nr. 1) og »de tekniske hjælpeværktøjer til at finde og rette indtastningsfejl« (§ 10, stk. 1, nr. 3). Efter § 11, stk. 1, skal »tjenesteyder stille hensigts- mæssige, effektive og tilgængelige tekniske hjælpeværktøjer til rådighed for tjenestemod- tageren, hvorved denne får mulighed for at finde og rette indtastningsfejl«. Tilsidesættelse af e-handelslovens krav til indretning af hjemmesiden er sanktioneret inden for rammerne af markedsføringsloven, jf. FT 2001-2002, 2. samling, tillæg A, s. 1821, og manglende overholdelse af kravene til hjemmesidens indretning vil ofte have karakter af vildledende markedsføring, jf. markedsføringslovens §§ 5 og 6, og/eller indebære en overtrædelse af kravet om god markedsføringsskik/god erhvervsskik, jf. markedsføringslovens §§ 3 og 4, jf. nærmere afsnit 1 til § 8 om forholdet mellem markedsføringslovens og bl.a. forbrugeraf- talelovens og e-handelslovens oplysningskrav. Et løfte, som afgives via en hjemmeside, der ikke er indrettet i overensstemmelse med kravene i e-handelsloven, kan efter omstæn- dighederne tilsidesættes som ugyldigt efter aftalelovens § 36 eller § 38 c (om urimelige aftaler mv.) eller aftalelovens § 32, stk. 1 (om »fejlskrift eller anden fejltagelse«). Se også U 1995.799 Ø, som er omtalt i afsnit 2 til § 12. Afgørelsen vedrørte forbrugerkøb af en timesharelejlighed. Aftalen kunne tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36 under hensyn- tagen til de salgsmetoder, som var anvendt, og som fandtes at være i strid med forbrugeraf- talelovens og markedsføringslovens regler.
Se nærmere om forbrugerens mulighed for at fragå en bestilling, som er afgivet ved en fejltagelse, bemærkningerne i afsnit 2 og 4 til § 12 og Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 382 ff. og 421 ff. og Xxxxxx Xxxxx: IT-ret, 3. ud- gave (2016) s. 422 f.
Ikke blot omstændighederne i forbindelse med afgivelse af forbrugerens løfte, dvs. aftalesituationen, kan begrunde, at forbrugeren kan påberåbe sig ugyl- dighed, jf. ovenfor. Også aftalens indhold kan begrunde ugyldighed, jf. afta-
lelovens § 36 og § 38 c (om tilsidesættelse eller ændring af »urimelige afta- ler«).
Se f.eks. Juridisk Årbog 1999 s. 166 (sag nr. 1998-4051/7-663), som er omtalt nærmere i afsnit 1.1.1 til § 2 og afsnit 2 til § 2. En lejekontrakt vedrørende en telefaxmaskine var efter aftalens vilkår uopsigelig, og forbrugeren hæftede for betaling i 7 år. Aftalens vilkår fand- tes urimelige, og uopsigelighedsvilkåret blev lempet til en rimelig opsigelsesfrist, som an- sås for at være 6 måneder.
Forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret indskrænker ikke de beføjel- ser, der tilkommer forbrugeren efter almindelige obligationsretlige, herunder køberetlige, regler.
Se også direktivets betragtning nr. 42, hvor det hedder, at direktivets bestemmelser om for- trydelsesret ikke »bør [...] berøre medlemsstaternes love og forskrifter om ophævelse eller opsigelse eller om, at en aftale kan anfægtes, eller om forbrugerens ret til at opfylde sine aftalemæssige forpligtelser inden den frist, som er fastsat i aftalen«.
Se også FT 1977-1978, tillæg A, sp. 736, hvor det hedder, at der »navnlig [er] grund til at understrege, at lovens bestemmelser om fortrydelsesret ikke gør nogen indskrænkning i de beføjelser, der tilkommer forbrugeren, såfremt der foreligger en hævebegrundende mangel eller misligholdelse i øvrigt. Er dette tilfældet, kan forbrugeren hæve aftalen, uan- set at fortrydelsesfristen er udløbet, idet hans ret hertil alene begrænses af de almindelige reklamationsregler. Også i øvrigt vil forbrugeren kunne have fordel af at påberåbe sig de regler, som gælder ved misligholdelse, frem for [forbrugeraftalelovens regler om fortrydel- sesret]«.
Foreligger der en hævebegrundende misligholdelse fra den erhvervsdrivendes side, har forbrugeren adgang til at hæve aftalen efter almindelige obligations- retlige regler, herunder købelovens regler, navnlig §§ 74-75 (om forsinkelse) og §§ 78-79 (mangler).
For så vidt angår køb skal forbrugeren reklamere i overensstemmelse med købelovens §§ 81 ff.
Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 10/00309. En forbruger havde købt nogle lamper via den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugeren fandtes at have en berettiget forventning om, at lamperne var sorte/antracitgrå. Da forbrugerens reklamation ansås for rettidig i henhold til købelovens § 81, var forbrugeren berettiget til at hæve købet, selv om fortrydelsesfristen var udløbet.
Ophæves aftalen, har forbrugeren – hvis der foreligger et ansvarsgrundlag for den erhvervsdrivende – krav på erstatning efter reglerne om positiv opfyldel- sesinteresse. Herefter kan forbrugeren bl.a. kræve erstatning for prisdifferen- cen, jf. købelovens § 25 og § 45, dvs. forskellen mellem købesummen, der er
aftalt med den erhvervsdrivende, og ydelsens almindelige markedspris (den abstrakte prisdifference) eller prisen ved dækningskøb (den konkrete prisdif- ference). (Hvis forbrugeren derimod påberåber sig aftalens ugyldighed og kræver erstatning af den erhvervsdrivende, kan forbrugeren alene kræve er- statning efter reglerne om den negative kontraktsinteresse, navnlig de forgæ- ves omkostninger forbrugeren har afholdt i tillid til aftalens eksistens. Se nærmere om ugyldighedsopgøret bemærkningerne i afsnit 1, 2 og 3 til § 5).
I visse tilfælde kan der tilkomme forbrugeren/køberen en adgang til at an- nullere aftalen, som betyder, at den erhvervsdrivende sælger er afskåret fra at fastholde købet. En adgang til at annullere købet indebærer, at forbruge- ren/køberen kan træde tilbage fra aftalen, dvs. undgå at opfylde aftalen in na- tura, mod at betale den erhvervsdrivende/sælgeren erstatning efter reglerne om positiv opfyldelsesinteresse, herunder navnlig den erhvervsdrivendes mi- stede fortjeneste, jf. Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxxxxxxx m.fl.: Lærebog i dansk og international køberet, 5. udgave (2017) s. 177 f. Fortrydelsesretten er en egentlig afbestillingsret, og så langt forbrugeren har en sådan afbestillingsret, er det af mindre interesse, om han kan annullere aftalen, hvilket som nævnt netop påfører forbrugeren erstatningsansvar. Der er ikke i teorien enighed om udstrækningen af en købers annullationsadgang, jf. Gomard: Obligationsret 2, 4. udgave (2011) ved Xxxxxxx Xxxxxxx s. 71 ff., Xxxxxxx Xxxxxxx: Erstat- ningsberegning i kontraktsforhold (2000) s. 267 ff. og Ussing: Køb, 3. udga- ve (1962) s. 86 f. Sammenfattende kan det formentlig konstateres, at køberen som udgangspunkt ikke kan annullere køb af almindelige handelsvarer, hvor- imod en adgang for køberen til at annullere eventuelt kan komme på tale i be- stillingskøb o.lign., hvor sælgeren – når køberen definitivt har erklæret, at han ikke agter at opfylde købeaftalen – i overensstemmelse med de almindelige regler om tabsbegrænsningspligt skal ophøre med at afholde udgifter, f.eks. indkøbe materialer mv.
Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 2005-612/7-695, som angik en forbru- ger, som i en fysisk butik bestilte en brudekjole til knap 10.000 kr. I forbindelse med afta- lens indgåelse betalte forbrugeren det første afdrag på 5.000 kr. og fik udleveret et aftale- dokument med den erhvervsdrivendes forretningsbetingelser optrykt på bagsiden. To uger senere gik forbrugeren og hendes kæreste fra hinanden, og kjolen blev afbestilt. Forbru- gerklagenævnet fandt, at der som udgangspunkt var indgået en bindende aftale om kjolen, jf. aftalelovens § 1. Herefter skulle forbrugeren som udgangspunkt erstatte sælgeren den mistede fortjeneste, jf. købelovens § 30, stk. 1, 1. pkt. Nævnet udtalte, at det følger af »den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kontraktsforhold, at der påhviler en kontraktspart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktspart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktsbrud, såfremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne have været undgået ved rimelige bestræbelser på at kontrahere til anden side«. Nævnet lagde vægt på, at forbrugerens »uberettigede annullation« skete 16 dage efter afta-
xxxx indgåelse, og at den erhvervsdrivende ikke havde godtgjort, at han havde forsøgt at sælge kjolen til anden side – evt. til nedsat pris – med henblik på at begrænse sit tab. Hertil kom, at den erhvervsdrivende ved afbestillingen blev fritaget for at skulle præstere den del af sin ydelse, som vedrørte en eventuel tilpasning af brudekjolen. Klagenævnet fandt, at den erhvervsdrivendes vilkår i forretningsbetingelserne om, at annullering af aftalen ikke kunne begrunde tilbagebetaling af udbetaling eller løbende a conto betalinger foretaget frem til handlens annullation, ikke var bindende for forbrugeren, jf. aftalelovens § 38 c, jf.
§ 36, da vilkåret ikke var specielt fremhævet og måtte anses for uventet byrdefuldt for for- brugeren. Nævnet fandt, at den erhvervsdrivende kunne kræve betaling for den del af ydel- sen, han allerede havde erlagt ved at have betjent forbrugeren. Det ansås for tvivlsomt, om kjolen kunne sælges til anden side, og den erhvervsdrivendes tab fandtes skønsmæssigt at kunne fastsættes til 3.500 kr., således at forbrugeren kunne kræve 1.500 kr. af det indbetal- te depositum tilbagebetalt. (Den erhvervsdrivende ønskede ikke under sagen at oplyse sin fortjeneste på kjolen). Se tilsvarende Forbrugerklagenævnets afgørelse 2004-612/7-573 og Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-612/7-363, som også angik køb henholdsvis leje af en brudekjole.
Se også U 2002.706 H. En forbruger underskrev en købekontrakt vedrørende køb af en brugt bil. Udbetalingen skulle erlægges i form af en brugt bil, og restkøbesummen skulle finansieres af et finansieringsselskab. Købekontrakten blev udfærdiget på en standardfor- mular fra Danmarks Automobilforhandler Forening, ifølge hvilken sælgeren var berettiget til at forlange en erstatning på 10 % af købesummen, såfremt køberen uberettiget annulle- rede aftalen. Få dage efter underskrift af kontrakten meddelte xxxxxxxxxxx, at han ikke øn- skede at købe bilen, hvorefter sælgeren under henvisning til standardbestemmelsen kræve- de en erstatning på 10 % af købesummen. Højesterets flertal fandt, at i tilfælde af uberetti- get annullation af et køb af en brugt bil vil det »normalt henstå som usikkert, om sælgeren lider et tab ud fra difference- eller avancetabssynspunkter, jf. herved købelovens § 30«. Flertallet fandt herefter, at aftalevilkåret om betaling af 10 % af købesummen ofte ville på- lægge en brugtvognskøber, som uberettiget annullerede aftalen, at betale en uforholdsmæs- sig stor godtgørelse. Sø- og Handelsrettens og Højesterets flertal tilsidesatte herefter vilkå- ret som urimeligt, jf. aftalelovens § 38 c sammenholdt med § 36. Sælgeren var ikke afskå- ret fra at kræve erstatning efter dansk rets almindelige erstatningsregler, men det fandtes ikke tilstrækkeligt bevist, at sælgeren havde lidt et tab. Se U 1995.243 V, hvor en køber, som uberettiget annullerede en aftale om køb af en bil, var forpligtet til at erstatte sælgeren den mistede fortjeneste.
Se også Forbrugerklagenævnets afgørelse 10/01284. En forbruger købte en bil hos en erhvervsdrivende. Bilkøbet blev finansieret via en låneaftale. Dagen efter henvendte for- brugeren sig til den erhvervsdrivende og annullerede købet. Det fremgik af aftalen, at kø- bet kun kunne annulleres mod betaling af en »bod«, svarende til den erhvervsdrivendes tab beregnet ud fra avancetabet. Xxxxxxxxxxx accepterede at skulle betale, men krævede at den erhvervsdrivende dokumenterede sit tab. Forbrugerklagenævnet udtalte, at den erhvervs- drivende som udgangspunkt havde krav på at få »fuld erstatning«, således at den erhvervs- drivende i økonomisk henseende blev stillet, som om kontrakten var blevet rigtigt opfyldt. Nævnet udtalte videre, at det følger af »den almindelige loyalitetspligt, som gælder i kon- traktsforhold, at der påhviler en kontraktspart en pligt til at begrænse sit tab mest muligt. En kontraktspart kan derfor i almindelighed kun kræve erstatning for kontraktsbrud, så- fremt han kan godtgøre at have lidt et tab, som ikke kunne have været undgået ved rimeli- ge bestræbelser på at kontrahere til anden side«. I den konkrete sag havde den erhvervsdri- vende begrænset sit tab ved at videresælge bilen hurtigst muligt. Den erhvervsdrivende
kunne herefter kræve erstatning for forskellen mellem den oprindelige salgspris til forbru- geren og den senere salgspris af bilen til anden side. Desuden kunne den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren godtgjorde de omkostninger, den erhvervsdrivende havde haft til stiftelsesprovision vedrørende finansieringsaftalen til finansieringsselskabet.
Se også Juridisk Årbog 1996 s. 149 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 1996-7172/7-1 og 2), som angik aftaler om leje af festlokaler. Forbrugerne afbestilte arrangementerne to henholdsvis seks dage efter aftalens indgåelse, dvs. tre måneder henholdsvis mere end et år før arrangementernes planlagte afholdelse. Udlejerens fortrykte afbestillingsvilkår, hvoref- ter forbrugerne skulle betale et fulde lejebeløb (5.250 kr. henholdsvis 3.380 kr.), kunne til- sidesættes som urimelige, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, da vilkårene fandtes at være langt mere byrdefulde, end hvad der ville følge af dansk rets almindelige regler. (Hertil kom, at den erhvervsdrivende formentlig kunne begrænse sit tab ved at udleje lokalerne til anden side).
»varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt person- ligt præg«, bemærkningerne i afsnit 1.2 til § 3 om direktivets artikel 2, nr. 4. Se også afsnit nedenfor i afsnit 2.3 om § 18, stk. 2, nr. 3.
Er der tale om en løbende aftale, f.eks. en abonnementsaftale, har forbrugeren mulighed for at komme ud af aftalen med den erhvervsdrivende ved at opsige kontrakten, jf. nærmere § 28 med bemærkninger.
I afsnit 2 nedenfor beskrives anvendelsesområdet for reglerne om fortry- delsesret i forbrugeraftalelovens kapitel 4.
§ 19 indeholder regler om beregning af fortrydelsesfristen. Fremgangsmå- den ved udnyttelse af fortrydelsesretten er beskrevet i § 20. Retsvirkningerne af udnyttelse af fortrydelsesretten fremgår af §§ 21 ff., jf. bemærkningerne til disse bestemmelser.
2. Undtagelser til fortrydelsesretten. § 18, stk. 2
Forbrugeren har i henhold til § 18, stk. 1, som udgangspunkt fortrydelsesret for fjernsalgsaftaler, som angår varer og tjenesteydelser (hvad enten der er
tale om finansielle eller ikke-finansielle tjenesteydelser), jf. § 1, stk. 2, nr. 1, og definitionen af en fjernsalgsaftale i § 3, nr. 1, og aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 1, stk. 2, nr. 2, jf. defini- tionen i § 3, nr. 2 og 3.
I § 18, stk. 2, opregnes en række aftaletyper, som er undtaget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 221.
Den erhvervsdrivende har i henhold til § 8, stk. 1, nr. 10, pligt til forud for indgåelse af fjernsalgsaftaler eller aftaler uden for den erhvervsdrivende for- retningssted at oplyse om, hvis fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, jf.
§ 18, stk. 2 og 3, og forbrugeren ikke kan gøre fortrydelsesretten gældende. Der skal desuden oplyses om, under hvilke omstændigheder forbrugeren eventuelt mister sin fortrydelsesret, jf. § 8, stk. 1, nr. 11. Oplysningsforplig- telserne i henhold til § 8 gælder for aftaler om varer og ikke-finansielle tjene- steydelser. For så vidt angår fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjeneste- ydelser skal den erhvervsdrivende inden aftalens indgåelse oplyse om, hvor- vidt der er fortrydelsesret, og i givet fald fortrydelsesfristens begyndelsestids- punkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes, jf. § 14, stk. 1, nr. 10.
2.1. Aftaler, som er omfattet af § 7, stk. 2. § 18, stk. 2, nr. 1
For de typer af aftaler, som ikke er omfattet af reglerne om oplysningspligt i forbrugeraftalelovens kapitel 3, gælder reglerne om fortrydelsesret ikke, jf.
§ 18, stk. 2, nr. 1, jf. § 7, stk. 2, jf. om sådanne aftaler afsnit 2, herunder afsnit
2.1 til 2.7, til § 7.
2004-loven indeholdt i § 17, stk. 2, nr. 1, en lignende bestemmelse, som undtog aftaler, der var omfattet af 2004-lovens § 9, stk. 2.
2.2. Ikke-finansielle tjenesteydelser. § 18, stk. 2, nr. 2
Fortrydelsesretten gælder ikke for aftaler om »udførte ikke-finansielle tjene- steydelser, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført«, jf. § 18, stk. 2, nr. 2.
Der er som udgangspunkt fortrydelsesret for aftaler om ikke-finansielle tjenesteydelser, jf. § 18, stk. 1. Fortrydelsesfristen løber som udgangspunkt 14 dage efter aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 (samt § 19, stk. 3 og 4), men § 18, stk. 2, nr. 2, giver mulighed for at »aftale sig ud af« fortrydelsesret- ten således, at fortrydelsesretten ophører på et tidligere tidspunkt, såfremt tje-
xxxxxxxxxxxx er udført fuldt ud med forbrugerens samtykke, jf. nærmere ne- denfor.
Som udgangspunkt gælder de almindelige regler om fortrydelsesret også for fjernsalgsafta- ler om finansielle tjenesteydelser, jf. bl.a. § 19, stk. 2, nr. 1, hvorefter fortrydelsesfristen som udgangspunkt udløber 14 dage efter aftalens indgåelse. Se dog de særlige bestemmel- ser i § 18, stk. 2, nr. 14 og 15, jf. nærmere bemærkningerne nedenfor i afsnit 2.14 og 2.15. Se også § 19, stk. 5, hvorefter fortrydelsesretten med hensyn til fjernsalgsaftaler om finan- sielle tjenesteydelser kun gælder, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter, jf. afsnit 4 til § 19.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 2, gennemfører forbrugerrettighedsdi- rektivets artikel 16, litra a, og udgør i en vis udstrækning en videreførelse af 2004-lovens § 18, stk. 4 (som videreførte 2000-lovens § 12, stk. 2, jf. Be- tænkning nr. 1440/2004 s. 424 f., jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 5960).
Der er dog på flere punkter forskelle mellem 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, og 2004-lovens § 18, stk. 4. Der var efter 2004-loven som udgangspunkt fortrydelsesret for aftaler om ikke-finansielle tjenesteydelser og varer, som skulle »fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov«. Det fremgik dog af § 18, stk. 4, at fortrydelsesretten kun kunne gøres gældende, indtil den erhvervsdrivende havde påbegyndt udførelsen, fremstillingen eller tilpasningen med forbrugerens samtykke. Én væsentlig forskel mellem 2004- loven og 2014-loven er, at der ikke længere er fortrydelsesret overhovedet for aftaler, som angår varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov mv., jf. nu § 18, stk. 2, nr. 3.
2004-lovens § 18, stk. 6, indeholdt en regel svarende til 2004-lovens § 18, stk. 4, specielt om de tilfælde, hvor aftalen var indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, nærmere bestemt i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke er almindelig adgang. § 18, stk. 6, er ligele- des afløst af 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 2.
En anden væsentlig forskel mellem 2004 og 2014-loven er, at fortrydelsesret- ten for ikke-finansielle tjenesteydelser efter 2004-loven bortfaldt allerede, når udførelsen med forbrugerens samtykke var påbegyndt, mens fortrydelsesret- ten efter 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, først bortfalder, når aftalen med for- brugerens samtykke er opfyldt fuldt ud, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 224 og 420 f. og L 39 s. 84 f. og 148 f. Såfremt den erhvervsdrivende alene har påbegyndt udførelsen med forbrugerens samtykke, har forbrugeren stadig for- trydelsesret efter 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 2. Se også Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxx og Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxx i U 2015 B s. 273, særligt s. 280.
Det er ikke en forudsætning for fortrydelsesrettens bortfald efter § 18, stk. 2, nr. 2, at for- brugeren har opfyldt sine forpligtelser i henhold til aftalen, sml. § 19, stk. 5, om fjernsalgs- aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, hvor fortrydelsesretten først bortfalder, når både den erhvervsdrivende og forbrugeren har opfyldt deres forpligtelser (jf. afsnit 4 til
§ 19).
Den erhvervsdrivende kan i henhold til § 25, stk. 1 og 2, kræve betaling for den del af ydelsen, som allerede måtte være leveret, når forbrugeren udøver sin fortrydelsesret. Forbrugeren skal være oplyst herom inden aftalens indgå- else, jf. § 8, stk. 1, nr. 13, jf. § 25, stk. 1, nr. 1, og skal have givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende påbegynder udførelsen mv., inden fortrydelsesfri- sten udløber, jf. § 25, stk. 1, nr. 2.
For aftaler om ikke-finansielle tjenesteydelser løber fortrydelsesfristen som udgangspunkt 14 dage efter aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 (samt
§ 19, stk. 3 og 4). § 18, stk. 2, nr. 2, indebærer, at fortrydelsesretten ophører på et tidligere tidspunkt, såfremt tjenesteydelsen er udført fuldt ud med for- brugerens samtykke.
Baggrunden for, at der med § 18, stk. 2, nr. 2, gives en mulighed for at
»aftale sig ud af« fortrydelsesretten, er, at den erhvervsdrivende i sagens na- tur ikke vil opfylde sin forpligtelse i henhold til aftalen inden fortrydelsesfri- stens udløb, hvis han løber dén risiko, at forbrugeren fortryder. Fortrydelses- retten indebærer, at forbrugeren kan træde tilbage uden at skulle betale veder- lag til den erhvervsdrivende, dvs. at den erhvervsdrivende kan risikere, at det arbejde mv., han udfører inden for de 14 dage, som fristen løber, er spildt. (Forbrugeren skal betale for den del af ydelsen, som er erlagt, jf. § 25, stk. 1 og 2, men denne forpligtelse forudsætter ligeledes, at forbrugeren har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kan påbegynde udførelse af ydelsen in- den fristens udløb). Det er selvsagt ikke hensigtsmæssigt for forbrugeren, at han ikke kan få leveret tjenesteydelsen så hurtigt som muligt efter aftalens indgåelse, og derfor giver § 18, stk. 2, nr. 2, mulighed for, at forbrugeren ved at give samtykke til udførelsen inden udløbet af fortrydelsesfristen, mister sin fortrydelsesret fra det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende har erlagt sin ydelse.
Som eksempler på tjenesteydelser, der er omfattet af § 18, stk. 2, nr. 2, kan
nævnes abonnementer på datingsites (jf. Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 08/03472), fjernsalg af trylletricks (jf. Forbrugerombudsmandens ud- talelse i sag nr. 08/07065), formidlingstjenester (jf. Forbrugerombudsman- dens udtalelse i sag nr. 15/11398 og Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13), som er omtalt nedenfor). Som udgangspunkt har forbrugeren fortrydelsesret ved køb af sådanne ydelser, men fortrydelsesret- ten kan bortfalde før udløbet af den almindelige fortrydelsesfrist, hvis forbru-
geren har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende opfylder aftalen før fristens udløb, jf. nu § 18, stk. 2, nr. 2.
Det er en forudsætning for, at fortrydelsesretten kan ophøre før tid, at den erhvervsdrivendes levering af tjenesteydelsen er »påbegyndt med forbruge- rens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelses- retten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført«.
Kravene til forbrugerens samtykke forekommer strengere efter ordlyden af 2014- lovens
§ 18, stk. 2, nr. 2, end efter 2004-lovens § 18, stk. 4: Hvor der efter 2014-loven stilles krav om, at levering af tjenesteydelsen er påbegyndt med »forbrugerens forudgående udtrykke- lige samtykke og anerkendelse ...«, krævede 2004-loven alene, at forbrugeren havde givet sit »samtykke«. Der er formentlig ikke tilsigtet en realitetsforskel herved, jf. også nedenfor om forarbejderne til 2004-loven, hvorefter der (også dengang) blev stillet strenge krav til samtykket.
Forbrugerens samtykke skal være informeret og konkretiseret. Dette forud- sætter, at der direkte i teksten, som forbrugeren skal acceptere, står, hvilke konsekvenser bestilling har for fortrydelsesretten. Den erhvervsdrivende kan således ikke blot henvise til sine almindelige forretningsbetingelser el.lign., jf. nærmere nedenfor i teksten og Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 10/06511. Se også Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 11/06918 (om en internetboghandels salg af e-bøger), som er omtalt nedenfor i afsnit
2.13. Forbrugeren skal i forbindelse med afgivelse af samtykke til, at den er- hvervsdrivende påbegynder levering af tjenesteydelsen, dels være gjort op- mærksom på, at han har fortrydelsesret, dels være gjort opmærksom på, at fortrydelsesretten ophører, når aftalen er opfyldt, jf. også § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, hvorefter den erhvervsdrivende forud for aftalen skal oplyse om, hvis der ikke er fortrydelsesret, og under hvilke omstændigheder forbrugeren mister sin fortrydelsesret. Se FT 1999-2000, tillæg A, s. 5960, FT 2003-2004, tillæg A, s. 7604 og Betænkning nr. 1440/2004 s. 425. Forbrugeren skal endvidere oplyses om, at han kan være forpligtet til at betale for en del af ydelsen, som er udført, inden han udøver sin fortrydelsesret, jf. § 8, stk. 1, nr. 13, jf. § 25, stk. 1 og 2.
Se Forbrugerombudsmandens udtalelse sag nr. 10/05973, som vedrørte et barns køb af vir- tuel valuta til brug i forbindelse med et spil på nettet. Den virtuelle valuta kunne bl.a. beta- les med mobiltelefonen, således at barnet sendte en besked til applikationsnummeret, hvor- efter valutaen blev leveret til spillet på nettet. For hver tillægstakseret sms blev der fakture- ret 60 kr. på telefonregningen. I spillet skulle barnet – efter at have valgt hvad han ville kø- be, og at han ville betale med sin mobil – acceptere følgende for at komme videre: »Ved at sætte kryds ud for denne boks, accepterer jeg, at min 14 dages fortrydelsesret bliver annul- leret«. Forbrugerombudsmanden udtalte, at dette samtykke til fortrydelsesrettens ophør før tid (jf. 2004-lovens § 18, stk. 4) ikke var gyldigt, fordi barnet ikke, inden samtykket blev
givet, var blevet oplyst om sin fortrydelsesret. (Hertil kom en række andre overtrædelser af forbrugeraftalelovens regler, bl.a. om den erhvervsdrivendes oplysningspligt).
Se også Xxxxxxxxxxxxx 2004 s. 115 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 2003-7211/7- 20). En forbruger bestilte via en hjemmeside udarbejdelse af en slankekur. Xxxxxxxxxxx modtog en ordrebekræftelse pr. e-mail, hvoraf det fremgik, at kuren normalt blev udarbejdet i løbet af 5 dage, og hvis forbrugeren fortrød, inden kuren var udarbejdet, ville hun kunne få sine penge tilbage. Et par dage senere modtog forbrugeren kuren pr. e-mail. Den erhvervsdri- vende ansås ikke for at have indhentet forbrugerens samtykke til at påbegynde udførelsen af tjenesteydelsen (udarbejdelse af kuren), og forbrugeren havde dermed fortrydelsesret (sml. 2004-lovens § 18, stk. 4).
For aftaler, der indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, frem- går det af § 10, stk. 1, at oplysningerne, som skal gives inden aftalens indgå- else, jf. § 8, stk. 1, herunder oplysninger om, at aftalen er undtaget fra fortry- delsesretten mv., jf. § 8, stk. 1, nr. 10 og 11, skal gives på »varigt medium« (jf. definitionen heraf i § 3, nr. 5). Det følger af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 7, stk. 3, at forbrugerens anmodning om, at udførelsen af tjenesteydel- sen påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, skal afgives på et varigt medium, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 185 f., 276 og 446, L 39 s. 67 f., 74
f. og 159 og direktivets betragtning 50. (Der stilles dog ikke krav om, at den erhvervsdrivende skal udlevere en kopi af forbrugerens samtykke på varigt medium, sml. § 10, stk. 2, 2. pkt., som angår digitalt indhold, jf. også § 18, stk. 2, nr. 13).
Forbrugerens samtykke vil ikke kunne anses for indhentet ved, at en virk- somhed i sit markedsføringsmateriale som led i opfyldelsen af den prækon- traktuelle oplysningspligt anfører, at forbrugeren ved sin bestilling samtidig giver samtykke til, at fortrydelsesretten ophører ved levering inden fortrydel- sesfristens ophør. En sådan angivelse ville reelt være ensbetydende med, at der for den pågældende virksomheds tjenester slet ikke gælder en fortrydel- sesret, og må derfor anses for en omgåelse af fortrydelsesreglerne, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7596.
Se Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 10/06511. En erhvervsdrivende anmodede Forbrugerombudsmanden om forhåndsbesked med henblik på godkendelse af den er- hvervsdrivendes salgs- og leveringsbetingelser, hvoraf det fremgik, at forbrugeren ved at acceptere betingelserne samtidig accepterede, at fortrydelsesretten bortfaldt. Den erhvervs- drivende tilbød, at forbrugere kunne sende pdf-filer til tryk via den erhvervsdrivendes webshop, dvs. der var tale om bestillingskøb, som var omfattet af 2004-lovens § 18, stk. 4. Forbrugerombudsmanden udtalte, at det var hans vurdering, at samtykket ikke kunne anses for indhentet ved forbrugerens accept af de pågældende salgs- og leveringsbetingelser, hvorfor Forbrugerombudsmanden ikke kunne godkende det pågældende vilkår. (Efter 2014-loven ville forbrugeren slet ikke have fortrydelsesret for aftaler af den pågældende
type, jf. nu 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 3, om »varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer« mv.).
Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 15/11398. En virksomhed, der ønskede at oprette en hjemmeside med formidling af biler mellem bilforhandlere og forbrugere, an- modede Forbrugerombudsmanden om at tage stilling til, om virksomhedens vilkår om bortfald af fortrydelsesret for formidlingsydelsen var lovlige. Formidlingstjenesten havde karakter af en tjenesteydelse, som var omfattet af forbrugeraftalelovens almindelige regler om fortrydelsesret. Forbrugerombudsmanden antog, at et samtykke til bortfald af fortrydel- sesretten i henhold til § 18, stk. 2, nr. 2, ikke kunne indhentes ved forbrugerens accept af en hjemmesides brugervilkår. Derudover var det uklart formuleret, at forbrugerens fortry- delsesret bortfaldt på det tidspunkt, forbrugeren indsendte sine oplysninger til virksomhe- den. Forbrugerne kunne derfor ikke anses for at have givet afkald på deres fortrydelsesret.
Se også Sø- og Handelsrettens dom af 25. februar 2014 (sag nr. N-0001-13). Forbru- gerombudsmanden stævnede et estisk selskab med en dansk eneejer. Selskabet havde op- krævet betaling for bilvurderinger på nettet. Xxxxxxxxxxx var blevet ledt ind på bilvurde- ringssiderne via annoncer på nettet. Forbrugerne hævdede generelt, at de ikke var opmærk- somme på, at de ved at udfylde kontaktoplysninger, oplysninger om bilen og ved at accep- tere de generelle betingelser og klikke på »start« foretog en bestilling og indgik en aftale om køb af en bilvurdering til 399 kroner. Efterfølgende modtog forbrugerne en bilvurde- ring, en købs- og salgsguide til brugt bil, en købs-/salgskontrakt til brugt bil samt en faktu- ra pr. mail. Selv om mange forbrugere kontaktede selskabet og gav udtryk for, at de ikke havde indgået en aftale, at de havde afbrudt købet, eller at de ønskede at fortryde købet, modtog de alligevel rykkere fra selskabet for ikke at have betalt fakturaen. Efter klager fra hundredvis af forbrugere anlagde Forbrugerombudsmanden sag mod den erhvervsdriven- de. Sø- og Handelsretten fandt, at der ikke var indgået aftaler via hjemmesiderne. Den er- hvervsdrivende blev desuden dømt til at anerkende, at forbrugerne (hvis der måtte være indgået en aftale) havde fortrydelsesret i op til 3 måneder efter at have klikket på ikonet
»start« (jf. om 2004-lovens § 18, stk. 2 og 3, afsnit 3.1 til § 19 om udskydelse af fortrydel- sesfristens begyndelsestidspunkt). Herefter havde den erhvervsdrivende været uberettiget til at opkræve betaling af forbrugerne, og de forbrugere, der havde betalt i henhold til de udsendte opkrævninger, kunne kræve betalingen tilbage. Se også Forbrugerombudsman- dens sag nr. 12/11260 og sag nr. 14/10402.
Samtykkekravet vil f.eks. kunne opfyldes ved, at den erhvervsdrivende efter at have modtaget forbrugerens bestilling sender forbrugeren en sms-besked, hvori der oplyses om fortrydelsesretten og om, at forbrugeren ved afsendelse af endelig bestilling giver samtykke til, at tjenesten leveres inden udløbet af fortrydelsesfristen, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7596.
Se til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 2006-4054/7-878, som vedrør- te en 10-årig drengs køb af overtakserede sms’er med spil mv. Inden levering af sms’erne modtog drengen en sms med følgende ordlyd: »Dit køb koster [10 kr.] og du samtykker til levering nu. Dermed bortfalder din fortrydelsesret jf. forbrugeraftaleloven. For køb send OK til 1912«. Drengen sendte herefter en sms til udbyderen med teksten »OK«. Forbru- gerklagenævnet fandt, at dette var tilstrækkeligt til, at der var givet samtykke til fortrydel- sesrettens bortfald (jf. 2004-lovens § 18, stk. 4). Herefter hæftede moderen, som havde
tegnet mobilabonnementet, for sønnens køb med telefonen, jf. nærmere om dette spørgs- mål Xxxxxxx Xxxxxxxx i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2009 s. 119 ff.
Uanset at § 18, stk. 2, nr. 2, ikke tager udtrykkeligt stilling, må det antages, at den erhvervsdrivende som udgangspunkt er nærmest til at sikre sig bevis for, at forbrugeren har givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kan påbe- gynde udførelsen af tjenesteydelsen, før fortrydelsesfristen udløber.
Om sms-afstemninger og -konkurrencer mv. se afsnit 2.3 til § 1.
2.3. Varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg. § 18, stk. 2, nr. 3
Fortrydelsesretten gælder ikke for aftaler om »levering af varer, som er frem- stillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg«, jf. § 18, stk. 2, nr. 3.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra c, hvorefter medlemsstaterne ikke må give mulighed for at udøve fortrydel- sesret ved fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted, som angår
»levering af varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg«, jf. også direktivets artikel 2, nr. 4, som definerer en »vare, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer«, som
»enhver vare, som ikke er præfabrikeret, og hvis færdiggørelse afhænger af forbrugerens individuelle valg eller beslutning«. Se nærmere bemærkninger- ne i afsnit 1.2 til § 3 om afgrænsningen af direktivets begreb samt § 18, stk. 2, nr. 3’s begreb »varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer el- ler har fået et tydeligt personligt præg«.
Baggrunden for, at sådanne aftaler er undtaget fra fortrydelsesretten, er, at fortrydelsesret kan være »uhensigtsmæssig, f.eks. på grund af bestemte varers eller tjenesteydelsers karak- ter [...] Fortrydelsesretten bør [ikke] finde anvendelse for varer, der er fremstillet efter for- brugerens specifikationer, eller som har fået et tydeligt personligt præg, såsom xxxxxxxx syet efter mål [...]«, jf. direktivets betragtning 49.
Også det generelle fjernsalgsdirektiv indeholdt i artikel 6, stk. 3, 3. pind, en regel svarende til forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra c. Man valgte imidlertid ved implementering af direktivet at gøre en mere begrænset undta- gelse fra fortrydelsesretten i den danske forbrugeraftalelov, end der var grundlag for i direktivet, jf. om baggrunden herfor FT 1999-2000, tillæg A, s. 5936 f. og 5960 og FT 2003-2004, tillæg A, s. 7604. 2004-loven indeholdt således i § 18, stk. 4 og 6, regler, som indebar, at der var fortrydelsesret for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret- ningssted, men at fortrydelsesretten bortfaldt, når forbrugeren havde givet sit
samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne påbegynde fremstillingen mv. inden fortrydelsesfristens udløb, jf. for varer og ikke-finansielle tjenesteydel- ser nu 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, og ovenfor i afsnit 2.2.
Da forbrugerrettighedsdirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv – og ik- ke blot et minimumsharmoniseringsdirektiv som det generelle fjernsalgsdi- rektiv – er det ikke efter implementeringen af forbrugerrettighedsdirektivet muligt i dansk ret at opretholde en regel om, at der tilkommer forbrugeren en fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler eller aftaler indgået uden for den er- hvervsdrivendes forretningssted om varer, som er fremstillet efter forbruge- rens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg mv., jf. Betænk- ning nr. 1540/2013 s. 90 ff., 228 f. og 421 f. og L 39 s. 29 ff., 86 f. og 149.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/03630. Forbrugerombudsmanden vurderede i en forhåndsbesked, at en internetbutiks salg af kosttilskud i form af piller og kapsler i små po- ser påtrykt køberens navn var undtaget fra fortrydelsesrettens anvendelsesområde. Den er- hvervsdrivende oplyste, at indholdet af poserne blev sammensat efter forbrugerens indivi- duelle ønsker. Ud fra en helt konkret vurdering fandt Forbrugerombudsmanden, at fjern- salgsaftalerne var undtaget fra fortrydelsesrettens område, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 3. I vurderingen lagde Forbrugerombudsmanden vægt på, at virksomhedens mu- ligheder for at gensælge produktet, hvis forbrugeren fortrød, var yderst begrænset på grund af produktets særlige karakter kombineret med, at poserne fik påtrykt køberens navn, at posernes indhold blev sammensat efter forbrugerens individuelle ønsker, og at indholdet kunne sammensættes på over 1.000.000 forskellige måder. Se også om sagen bemærknin- gerne i afsnit 1.2 til § 3 og nedenfor i afsnit 2.5.
Se modsat Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/02118. Forbrugerombudsmanden vur- derede i en forhåndsbesked, at en virksomheds salg af reb, tov og kæder købt i metermål på nettet ikke var undtaget fra fortrydelsesrettens område, da der ikke var tale om special- fremstillede varer i § 18, stk. 2, nr. 3’s forstand. Forbrugerombudsmanden lagde vægt på, at virksomheden ikke solgte varerne efter særlige mål/specifikationer fra forbrugerne, men at varerne solgtes i metermål (standardmål), og at virksomhedens tilpasning af varerne (til- skæring og evt. brænding af enderne) ikke forhindrede virksomheden i at kunne sælge va- rerne til anden side, hvis varerne kom retur. Endelig lagde Forbrugerombudsmanden vægt på, at forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 3, er en undtagelsesbestemmelse, som skal for- tolkes snævert.
Se også Forbrugerombudsmandens Årsberetning 2016 s. 55 med omtale af Xxxxxxxxx- ombudsmandens udtalelse, hvorefter der var tale om et ulovligt vilkår på en webshop, som angav, at forbrugeren ikke havde fortrydelsesret ved bestilling af »fælg monteret med dæk« (komplet hjul). Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse var køb af et komplet hjul ikke et bestillingskøb, dvs. at aftalen ikke var omfattet af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 3, og der var derfor fortrydelsesret. Forbrugerombudsmanden begrundede sin opfattelse med, at sammensætningen af fælg og hjul er baseret på, at forbrugeren skal foretage nogle standardvalg, som virksomheden selv oplister. Derudover skal forbrugeren kun foretage to valg (én fælg og ét dæk).
2.4. Varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt.
§ 18, stk. 2, nr. 4
Det fremgår af § 18, stk. 2, nr. 4, at fortrydelsesretten ikke gælder for aftaler om »levering af varer, som må antages at blive forringet eller forældet hur- tigt«.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 16, litra d. Forbrugeraftale- loven indeholdt ikke før 2014 en tilsvarende bestemmelse.
Da der er tale om en undtagelse til hovedreglen om fortrydelsesret, skal bestemmelsen fortolkes restriktivt, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 230 og 422 og L 39 s. 87 og 149, men direktivet indeholder ikke fortolkningsbidrag i præamblen.
Som eksempel på aftaler, der er omfattet af bestemmelsens anvendelses- område, kan navnlig fremhæves visse ferske fødevarer, herunder kølevarer, jf. dog nedenfor om levering af fødevarer mv. til løbende forbrug, jf. § 7, stk. 2, nr. 1. Også f.eks. levering af blomster må falde ind under § 18, stk. 2, nr. 4, da blomster i høj grad forringes eller forældes hurtigt, og sådanne aftaler er dermed undtaget fra fortrydelsesretten (om end blomster næppe kan falde ind under § 7, stk. 2, nr. 1, om varer mv. til husholdningens løbende forbrug).
Arbejdsgruppen drøftede ved afgivelse af betænkningen, om direktivets artikel 16, litra d/§ 18, stk. 2, nr. 4, kunne antages at omfatte tøj og andre modeprægede produkter, som efter omstændighederne kan være mindre værd efter relativ kort tid, uden at denne værdi- forringelse kan siges at relatere sig til en forringelse eller forældelse af selve varen og dens egenskaber. Det var arbejdsgruppens opfattelse, at det forekommer mindre sandsynligt, at undtagelsen i direktivets artikel 16, litra d, skulle tillægges et sådant bredt sigte uden klare tilkendegivelser herom i direktivet. Se Betænkning nr. 1540/2013 s. 230 og 422.
Se også Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 11/08780. Forbrugerombuds- manden udtalte, at en planteskole ikke generelt kunne undtage aftaler om køb af f.eks. ro- senplanter, blomsterløg, rullegræs og hækplanter fra fortrydelsesretten. Ifølge den er- hvervsdrivendes angivelser på hjemmesiden skulle planterne plantes inden 48 timer fra modtagelsen. Den erhvervsdrivendes støttede over for Forbrugerombudsmanden ønsket om undtagelse fra fortrydelsesretten på 2004-forbrugeraftalelovens § 20, stk. 3, nr. 1, hvor- efter fortrydelsesretten (hvis forbrugeren udtrykkeligt var gjort opmærksom herpå) bort- faldt for »varer, der [var] taget i brug, hvis det efter varens art [var] åbenbart, at brugen [medførte] en formindskelse af varens salgsværdi«, jf. herom nedenfor i afsnit 2.5 (om
§ 18, stk. 2, nr. 5). Man kan muligvis forestille sig, at varer af den nævnte art kan falde ind under 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 4, idet der er tale om varer, der efter deres egen art for-
ringes – helt uden forbrugerens »medvirken« i form af udpakning, udplantning osv. Rulle- græs og blomsterløg mv. kan næppe karakteriseres som varer, som indgår i »husholdnin- gens løbende forbrug«, jf. § 7, stk. 2, nr. 1, jf. straks nedenfor.
Aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdnin- gens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter, er ikke omfattet af direktivets anvendelsesområde, jf. artikel 3, stk. 3, litra j. Af den danske forbrugeraftalelovs § 7, stk. 2, nr. 1, fremgår, at »aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens lø- bende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejds- plads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter«, er undtaget fra forbrugeraftalelovens kapitel 3 om oplysningspligt, jf. nærme- re bemærkningerne i afsnit 2.1 til § 7. Det følger allerede af § 18, stk. 2, nr. 1, som henviser til § 7, stk. 1, nr. 2, at sådanne aftaler også er undtaget fra kapi- tel 4 om fortrydelsesret. (Den danske forbrugeraftalelovs forbud mod uanmo- dede personlige og telefoniske henvendelser, jf. § 4, gælder dog fuldt ud – også for denne type af ydelser).
Undtagelsen fra fortrydelsesretten i § 18, stk. 2, nr. 4, vil f.eks. kunne få
selvstændig betydning for fødevarer mv., som er leveret af erhvervsdrivende, som ikke »ofte og regelmæssigt betjener faste ruter«, jf. om dette kriterium afsnit 2.1 til § 7.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/06974. En virksomhed, der solgte vand på flaske på nettet, ønskede Forbrugerombudsmandens stillingtagen til, om aftaler vedrørende denne type varer var omfattet af forbrugeraftalelovens § 7, stk. 2, nr. 1, jf. § 18, stk. 2, nr. 1, hvor- efter »aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter«, er undtaget fra fortrydel- sesretten. Forbrugerombudsmanden udtalte, at undtagelsesbestemmelsen ikke omfatter fjernsalg af varer, når varerne f.eks. sendes med almindelig post til forbrugerne i det enkel- te tilfælde. Da dette var tilfældet i den konkrete sag, var leveringen af varerne ikke omfattet af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1. Aftalerne var heller ikke omfattet af forbruger- aftalelovens § 18, stk. 2, nr. 4, om »varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt«. Forbrugerombudsmanden vurderede dog, at drikkevand på flaske ikke er egnet til at blive returneret, hvis forbrugeren har brudt emballagen, dvs. åbnet flasken, jf. forbruger- aftalelovens § 18, stk. 2, nr. 5, hvorefter aftaler om »levering af forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen«, er undtaget fra fortrydelsesretten.
2.5. Forseglede varer mv. § 18, stk. 2, nr. 5
Forbrugeren har ikke fortrydelsesret for aftaler, som angår levering af »for- seglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager
ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen«, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 5.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 16, litra e. 2004-forbrugeraftaleloven inde- holdt ikke en tilsvarende bestemmelse, men fastslog i § 20 visse begrænsninger i fortrydel- sesretten, dels i form af krav om, at varen skulle tilbageleveres i »væsentlig samme stand og mængde« (§ 20, stk. 1), dels i form af bortfald af fortrydelsesretten for varer, der var taget i brug, »hvis det efter varens art [var] åbenbart, at brugen [medførte] en formindskel- se af varens salgsværdi« (§ 20, stk. 3, nr. 1), jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 231 og L 39 s. 87 f.
Det er afgørende for anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i § 18, stk. 2, nr. 5, at varen er sundheds- eller hygiejnemæssigt kompromitteret ved, at forbru- geren har brudt forseglingen. Ved »forsegling« forstås bl.a. særlig emballage, som beskytter varen som sikkerhed for, at varen ikke har været åbnet, jf. L 39
s. 88 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 423.
Som eksempler på varer, som er omfattet af direktivets artikel 16, litra e, og som dermed er undtaget fra fortrydelsesretten, nævnes i Kommissionens vejledning pkt. 6.2, s. 43, dåsemad, dvs. at forbrugeren af hensyn til beskyt- telse af sundheden og hygiejnen mister fortrydelsesretten, når dåserne åbnes.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/03630. Forbrugerombudsmanden vurderede i en forhåndsbesked, at en internetbutiks salg af kosttilskud i form af piller og kapsler i små po- ser påtrykt køberens navn var undtaget fra fortrydelsesrettens anvendelsesområde. Forbru- gerombudsmanden fandt ud fra en konkret vurdering, at kosttilskuddet var omfattet af
§ 18, stk. 2, nr. 3, om »varer, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer eller har fået tydeligt personligt præg«. Forbrugerombudsmanden antog desuden, at fordi kosttil- skud var beregnet til indtagelse, var pillerne og kapslerne ikke egnede til at blive returneret af sundheds- eller hygiejnemæssige hensyn, hvis forbrugeren havde brudt emballagen, dvs. åbnet poserne, jf. § 18, stk. 2, nr. 5. Se også om sagen bemærkningerne i afsnit 1.2 til § 3 og ovenfor i afsnit 2.3.
Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 17/06974. En virksomhed, der solgte vand på flaske på nettet, ønskede Forbrugerombudsmandens stillingtagen til, om aftaler vedrø- rende denne type varer var omfattet af forbrugeraftalelovens § 7, stk. 2, nr. 1, jf. 18, stk. 2, nr. 1, hvorefter »aftaler om levering af fødevarer, drikkevarer eller andre varer til hus- holdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller ar- bejdsplads af en erhvervsdrivende, der ofte og regelmæssigt betjener faste ruter«, er und- taget fra fortrydelsesretten. Forbrugerombudsmanden udtalte, at undtagelsesbestemmelsen ikke omfatter fjernsalg af varer, når varerne f.eks. sendes med almindelig post til forbru- gerne i det enkelte tilfælde. Da dette var tilfældet i den konkrete sag, var leveringen af va- rerne ikke omfattet af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 1. Aftalerne var heller ikke omfattet af forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 4, om »varer, som må antages at blive forringet eller forældet hurtigt«. Forbrugerombudsmanden vurderede dog, at drikkevand på flaske ikke er egnet til at blive returneret, hvis forbrugeren har brudt emballagen, dvs. åbnet flasken, jf. forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 5, hvorefter aftaler om »levering af
forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen«, er undtaget fra fortrydelsesretten.
Også visse kosmetikprodukter, f.eks. læbestifter, kan være undtaget fra for- trydelsesretten, jf. § 18, stk. 2, nr. 5, og Kommissionens vejledning pkt. 6.8.2,
s. 56.
Kosmetikprodukter mv., som ikke er forseglet af sundheds- eller hygiej- nemæssige hensyn, er som udgangspunkt ikke undtaget fra fortrydelsesretten i medfør af § 18, stk. 2, nr. 5. Der skal i henhold til Kommissionens vejled- ning pkt. 6.8.2, s. 56 være »ægte sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssi- ge årsager til at bruge en forsegling, som kan bestå af beskyttende indpakning eller folie«. Den erhvervsdrivende kan med andre ord ikke generelt afskære forbrugeren fra at undersøge varen ved at forsegle den (uanset om der er tale om kosmetik eller andre varer), hverken således at forbrugeren ved brud på forseglingen/plomberingen mister sin fortrydelsesret i henhold til § 18, stk. 2, nr. 5, eller således at forbrugeren er erstatningsansvarlig for den værdiforrin- gelse, som brud på emballagen medfører, jf. også bemærkningerne i afsnit 3.1 til § 24.
Den erhvervsdrivende kan formentlig ved at give forbrugeren mulighed for at teste produktet som i en forretning, f.eks. ved at vedlægge en te- ster/prøve, opnå, at forbrugerens fortrydelsesret bortfalder, hvis han alligevel bryder emballagen, jf. således Kommissionens vejledning pkt. 6.8.2, s. 56 f. Dette kan f.eks. være relevant ved salg af parfumer mv. Se også Xxxxxxxxx- ombudsmandens notat om værdiforringelse ved internethandel, 2014, pkt. 4,
s. 7 (sag nr. 14/02011-20), hvor det om forbrugerens pligt til at erstatte en eventuel værdiforringelse som følge af brud på emballagen hedder, at forbru- geren hæfter, »hvis brud på emballagen ikke er nødvendig for at fastslå va- rens art, egenskaber og den måde den fungerer på, eller varen præsenteres på samme måde i en fysisk forretning – dvs. at der almindeligvis ikke er en ud- stillingsmodel i fysiske forretninger«.
Som et andet eksempel på et produkt, som kan forsegles af sundheds- og hygiejnemæssige årsager, og hvor forbrugerens brud på forseglingen medfø- rer, at fortrydelsesretten bortfalder, nævnes i Kommissionens vejledning pkt. 6.8.2, s. 56, madrasser.
Det forekommer temmelig ejendommeligt, at det af sundheds- eller hygiejnemæssige årsa- ger skulle være nødvendigt at forsegle en madras. Det er næppe muligt at fastslå »varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på« uden at bryde forseglingen. Hertil kommer, at der er tale om en type af genstand, hvor der almindeligvis er en udstillingsmodel i den erhvervsdrivendes fysiske forretning (hvis han har én), og hvor afprøvning af genstanden
ikke giver mening uden at bryde plomberingen. Forbrugeren synes herefter temmelig dår- ligt stillet ved køb af madrasser ved fjernsalg.
Man skulle mene, at plombering/forsegling af f.eks. under- og badetøj af sundheds- el- ler hygiejnemæssige årsager var mere påtrængende, og at det dermed er mere nærliggende, at fortrydelsesretten bortfalder for sådanne produkter, hvis forseglingen er brudt: Ved un- dertøj mv. kan man som forbruger trods alt nogenlunde se på varen, om den passer, mens man ikke kan se med det blotte øje, om en madras passer til én. Der er ikke i direktivets præambel, i Kommissionens vejledning eller andet sted fundet anledning til at tage stilling til fortrydelsesretten for f.eks. undertøj eller andre produkter, som i kraft af deres intime karakter nok burde forsegles (set med både erhvervs- og forbrugerøjne). Man kunne for- mode, at Kommissionen – i lyset af den ret brede fortolkning af direktivets artikel 16, litra e, som »madraseksemplet« er udtryk for – ville være af en opfattelse, at sådanne produkter, når de er forseglet, er undtaget fra fortrydelsesretten.
Se til sammenligning Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 00-000-000, refereret i Forbrugerklagenævnets Årsberetning 1989 s. 83 f. Forbrugeren havde købt strømper og trusser, som var pakket i plomberede poser. Forbrugerens fortrydelsesret bortfaldt ikke, selv om hun havde brudt poserne for at vurdere tøjets størrelse og kvalitet. Forbrugerkla- genævnet udtalte, at det var uacceptabelt, hvis den erhvervsdrivende afskar forbrugerens undersøgelsesret ved at stille krav om, at emballagen ikke måtte brydes, men udtalte sam- tidig, at hygiejniske hensyn ved visse varer kunne føre til, at fortrydelsesretten bortfaldt, hvis varen blev prøvet af forbrugeren.
Den erhvervsdrivende har i henhold til § 8, stk. 1, nr. 10, pligt til forud for indgåelse af fjernsalgsaftaler eller aftaler uden for den erhvervsdrivende for- retningssted at oplyse, hvis fortrydelsesretten ikke finder anvendelse, og un- der hvilke omstændigheder forbrugeren eventuelt mister sin fortrydelsesret, jf. § 8, stk. 1, nr. 11. Herefter skal den erhvervsdrivende oplyse om, at brud på en eventuel forsegling (for så vidt den er begrundet i hygiejne- eller sundhedsmæssige årsager) kan føre til, at fortrydelsesretten bortfalder.
2.6. Varer, som på grund af deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre varer ved leveringen. § 18, stk. 2, nr. 6
Undtaget fra fortrydelsesretten er endvidere »varer, som på grund af deres art bliver uløseligt blandet sammen med andre varer ved leveringen«, jf. § 18, stk. 2, nr. 6.
Som eksempel på en vare, som det ikke er muligt at adskille fra andre varer efter leveringen, nævnes i direktivets betragtning 49 brændstof. Aftaler om f.eks. brændsel, fyringsolie mv. er dog også omfattet af § 7, stk. 2, nr. 1, om
»fødevarer, drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende for- brug«, og sådanne aftaler er dermed allerede efter § 18, stk. 2, nr. 1, undtaget fra reglerne om fortrydelsesret.
2.7. Alkoholholdige drikkevarer. § 18, stk. 2, nr. 7
§ 18, stk. 2, nr. 7.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 16, litra g, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 232 f. og 423 og L 39 s. 88 og 150.
Det hedder i betragtning 49, at fortrydelsesret kan være »uhensigtsmæssig [...] f.eks. i forbindelse med vin, som leveres længe efter en aftales indgåelse, og hvor aftalen er genstand for spekulation, idet værdien afhænger af mar- kedskonjunkturerne (»vin en primeur«)«. Tilsvarende antages aftaler om le- vering af andre alkoholholdige drikkevarer, såsom whisky og cognac, efter omstændighederne – herunder at prisen kan siges at afhænge af markedskon- junkturer – at kunne være omfattet af bestemmelsen, navnlig hvor aftalen indgås lang tid, før levering kan finde sted, fordi den påkrævede lagring/mod- ning endnu ikke er fuldført, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 423 og L 39 s. 150.
2.8. Specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder.
§ 18, stk. 2, nr. 8
Forbrugeren har som udgangspunkt fortrydelsesret i henhold til 2014-lovens kapitel 4 ved aftaler, som indgås uden for den erhvervsdrivendes forretnings- sted, f.eks. i forbrugerens hjem el.lign., jf. § 1, stk. 2, nr. 2, jf. § 3, nr. 2, litra a (om aftaler, »som er indgået med den erhvervsdrivendes og forbrugerens samtidige tilstedeværelse på et sted, der ikke er den erhvervsdrivendes forret- ningssted«). Undtaget fra fortrydelsesretten er dog aftaler om »specifikke ha-
stende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder hos forbrugeren, som denne på forhånd udtrykkeligt har anmodet om«, jf. § 18, stk. 2, nr. 8.
Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med et anmodet besøg leverer ik- ke-finansielle tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren udtrykkeligt har an- modet om, eller andre varer end de reservedele, der er nødvendige for at ud- føre vedligeholdelsen eller reparationen, finder fortrydelsesretten anvendelse på disse yderligere ikke-finansielle tjenesteydelser eller varer, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 234 og 424 f. og L 39 s. 88 f. og 150. For så vidt angår ikke- finansielle tjenesteydelser følger det dog af § 18, stk. 2, nr. 2, at fortrydelses- retten bortfalder, når tjenesteydelsen er fuldt udført, hvis forbrugeren har samtykket i, at den erhvervsdrivende påbegynder udførelsen af tjenesteydel- sen, jf. ovenfor i afsnit 2.2.
2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 8, gennemfører direktivets artikel 16, litra h.
Efter 2004-lovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, fandt lovens regler om fortrydelsesret an- vendelse ved »aftaler indgået uden for fast forretningssted om køb af varer, om tjeneste- ydelser eller om løbende levering af varer eller tjenesteydelser, når aftalen [var] indgået eller forbrugeren [havde] fremsat tilbud, a) i forbindelse med den erhvervsdrivendes besøg på forbrugerens bopæl, arbejdsplads eller andet sted, hvortil der ikke [var] almindelig ad- gang, medmindre aftalen [angik] en vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken for- brugeren udtrykkeligt [havde] anmodet om den erhvervsdrivendes besøg« (min udhæv- ning), jf. om bestemmelsen FT 2003-2004, tillæg A, s. 7584 f. Der var heller ikke fortry- delsesret, hvis aftalen angik en vare eller tjenesteydelse, der var »direkte forbundet med den vare eller tjenesteydelse, i anledning af hvilken forbrugeren [havde] anmodet om den erhvervsdrivendes besøg«, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7585. Som eksempel nævnes, at hvis forbrugeren havde anmodet den erhvervsdrivende om hjemmebesøg med henblik på reparation af et fjernsyn, var der ikke fortrydelsesret for en aftale om justering af antennen. Tilsvarende var der ikke fortrydelsesret for en aftale om køb af gardinstænger, som blev indgået i forbindelse med den erhvervsdrivendes anmodede besøg vedrørende specialfrem- stillede gardiner.
2004-lovens § 2, stk. 2, nr. 2, litra a, er ikke videreført i 2014-loven, og 2014- lovens § 18, stk. 2, nr. 8, undtager efter sin ordlyd kun »specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder« fra udgangspunktet om fortrydel- sesret. For aftaler om varer eller tjenesteydelser, som indgås på forbrugerens bopæl, og som ikke har karakter af »specifikke hastende reparations- eller vedligeholdelsesarbejder«, gælder de almindelige regler om fortrydelsesret (herunder § 18, stk. 2, nr. 2, hvorefter forbrugerens fortrydelsesret bortfalder, når den erhvervsdrivende med forbrugerens samtykke har udført tjeneste- ydelsen, jf. ovenfor i afsnit 2.2).
Der gælder som udgangspunkt et forbud mod erhvervsdrivendes uanmo- dede personlige henvendelser i forbrugerens hjem, f.eks. med henblik på re- parationsarbejder, salg af ydelser mv., jf. § 4, stk. 1. Aftaler, som indgås i
strid med forbuddet i § 4, er ugyldige, jf. § 5, hvilket kan gøres gældende, selv om forbrugeren ikke måtte have adgang til at udøve fortrydelsesret i henhold til § 18. Se også nærmere bemærkningerne i afsnit 2.4 til § 4 om spørgsmålet om, hvorvidt en henvendelse er »uanmodet«, og om en indgået aftale dermed kan rammes af ugyldighed.
Har forbrugeren forudgående, udtrykkeligt og utvetydigt anmodet om henvendelsen, er henvendelsen selvsagt lovlig, jf. bemærkningerne i afsnit
2.4 til § 4 om kravene til forbrugerens samtykke. Har forbrugeren anmodet om eller samtykket i den erhvervsdrivendes henvendelse i ét øjemed, og hen- vendelsen faktisk foretages i et andet øjemed, er henvendelsen uanmodet i
§ 4, stk. 1’s forstand. Forbrugeren kan herefter gøre ugyldighed gældende i henhold til § 5 for så vidt angår aftaler om ydelser, som forbrugeren ikke har anmodet om eller samtykket i, at den erhvervsdrivende markedsfører ved per- sonlig henvendelse.
Hvis forbrugeren udtrykkeligt har anmodet om den erhvervsdrivendes besøg i ét øjemed, f.eks. fremstilling af xxxxxxxx, men der på forbrugerens initiativ under besøget indgås aftale om noget andet, f.eks. køb af gulvtæpper, er der ikke tale om en uanmodet henvendelse for så vidt den sidste ydelse (i eksem- plet tæpperne). Forbrugeren kan dermed ikke gøre ugyldighed gældende i medfør af § 5, men har som udgangspunkt fortrydelsesret vedrørende tæppe- købet, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7585 (jf. dog § 18, stk. 2, nr. 3, hvorefter der ikke er fortrydelsesret med hensyn til varer, som er fremstillet efter for- brugerens specifikationer eller har fået et tydeligt personligt præg).
2.9. Plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computersoftware.
§ 18, stk. 2, nr. 9
Der fremgår af § 18, stk. 2, nr. 9, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret med hensyn til aftaler om »levering af plomberede lyd- eller billedoptagelser eller computersoftware, som forbrugeren har brudt plomberingen på«.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 16, litra i.
§ 18, stk. 2, nr. 9, omfatter digitalt indhold, som leveres på et fysisk medi- um, f.eks. en cd, dvd el.lign., jf. L 39 s. 150. Om fortrydelsesret med hensyn til aftaler om digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, se § 18, stk. 1, nr. 13, jf. nedenfor i afsnit 2.13. Om begrebet »digitalt indhold« se af- snit 1.5 til § 3.
»Plombering« på digitalt indhold omfatter ikke blot fysisk forsegling, men også teknisk plombering, jf. L 39 s. 150 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 234, jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 5960.
Har den erhvervsdrivende undladt at plombere det digitale indhold, f.eks. en cd, har forbrugeren fortrydelsesret efter almindelige regler, jf. bl.a. § 24 om forbrugerens pligt til at tilbagelevere ydelsen og § 24, stk. 5, om forbruge- rens pligt til at erstatte en eventuel værdiforringelse.
Se Forbrugerjura 2003 s. 104 ff. (Forbrugerklagenævnets afgørelse 2003-4031/7-551). En xxxxxxxxx ønskede at udnytte fortrydelsesretten vedrørende et digitalkamera, selv om han havde afprøvet det inden returneringen. Xxxxxxxxxxx havde ikke fortabt sin fortrydelsesret, selv om han havde brudt forseglingen på en cd med software, som hørte til kameraet, idet det ikke var muligt at afprøve kameraet uden at tage cd’en ud af omslaget. Cd’en måtte an- ses for en integreret del af det samlede kamerakøb, dvs. at cd’en ikke var omfattet af 2000- lovens § 12, stk. 3, nu 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 9. (Forbrugerens fortrydelsesret bort- faldt heller ikke som følge af, at han havde afprøvet kameraet, eller som følge af, at kame- raet ikke blev returneret i den originale emballage).
2.10. Aviser, tidsskrifter eller magasiner. § 18, stk. 2, nr. 10
Forbrugeren har i henhold til § 18, stk. 2, nr. 10, ikke fortrydelsesret for afta- ler om »levering af aviser, tidsskrifter eller magasiner med undtagelse af abonnementsaftaler for levering af sådanne publikationer«.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 16, litra x.
Abonnementsaftaler om levering af aviser, tidsskrifter mv., som indgås som fjernsalgsaftaler eller uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, er ikke omfattet af undtagelsen, dvs. at forbrugeraftalelovens almindelige regler
om fortrydelsesret gælder. Om adgangen til opsigelse af sådanne aftaler se
§ 28.
Eftersom langt størsteparten af de aftaler, som indgås vedrørende levering af aviser, tidsskrifter mv., formentlig er abonnementsaftaler, har undtagelsen i
§ 18, stk. 2, nr. 10, om levering af aviser mv. uden abonnement næppe den store praktiske betydning, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 235 og 425 og L 39 s. 89 f. og 150.
2.11. Aftaler, der indgås på en offentlig auktion. § 18, stk. 2, nr. 11
Det fremgår af § 18, stk. 2, nr. 11, at forbrugeren ikke har fortrydelsesret for aftaler, der indgås på en offentlig auktion.
En »offentlig auktion« er defineret i lovens § 3, nr. 6, jf. nærmere om be- grebet afsnit 7 til § 3.
§ 3, nr. 6, omfatter ikke elektroniske auktioner, jf. L 39 s. 131 og direkti- vets betragtning 24, hvorefter »onlineplatforme til auktionsformål« ikke an- ses som »offentlige auktioner« i direktivets forstand. De almindelige regler om fortrydelsesret gælder dermed fuldt ud for aftaler, om indgås i sådanne internetauktionsfora.
Det er en forudsætning for, at der er tale om en offentlig auktion i § 3, nr. 6’s forstand, at forbrugerne har mulighed for at være personligt til stede, dvs. at auktioner, hvor det både er muligt at være personligt til stede og at frem- sætte bud over internettet eller telefonen, er omfattet af definitionen i § 3, nr. 6, jf. L 39 s. 131. § 18, stk. 2, nr. 11, indebærer en undtagelse fra fortrydelses- retten for aftaler, som er indgået på en sådan offentlig auktion, uanset om for- brugeren konkret har været fysisk til stede eller ej under auktionen, jf. til illu- stration Forbrugerklagenævnets afgørelse 11-01770, som er omtalt nærmere i afsnit 7 til § 3. Xxxxxxxxxxx havde ikke havde fortrydelsesret ved køb af et di- rektionskontor på en auktion, hvor ca. 300 bydende var til fysisk til stede un- der auktionen. Forbrugeren havde budt pr. telefon.
Kravet om, at der skal være mulighed for at være personligt til stede, in- debærer, at der rent faktisk afholdes en fysisk auktion, jf. L 39 s. 132, dvs. at reglerne om fortrydelsesret ikke kan omgås ved at organisere auktionen såle- des, at forbrugerne gives en teoretisk mulighed for at være personligt til ste- de, hvis auktionen er organiseret således, at buddene altovervejende forventes afgivet via internettet.
§ 18, stk. 2, nr. 11, gennemfører direktivets artikel 16, litra k. 2004-loven indeholdt ikke en regel svarende til § 18, stk. 2, nr. 11, da 2004-loven generelt undtog traditionelt auktions- salg, bortset fra visse typer af aftaler, der var indgået uden for den erhvervsdrivendes for- retningssted, fra forbrugeraftalelovens anvendelsesområde, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 235 f. og 425.
2.12. Aftaler om logi, transport af varer, biludlejningsvirksomhed, forplejning eller tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud.
§ 18, stk. 2, nr. 12
Forbrugeren har ikke fortrydelsesret med hensyn til aftaler om »levering af tjenesteydelser i form af logi undtagen til beboelsesformål, transport af varer, biludlejningsvirksomhed, forplejning eller tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når det følger af aftalen, på hvilken dato eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres«, jf. § 18, stk. 2, nr. 12.
Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 16, litra l.
2004-loven indeholdt i § 9, stk. 2, nr. 2 (som videreførte 2000-lovens § 10 d, nr. 2 og 3) en lignende bestemmelse, som angik »aftaler om indkvartering, transport, forplejning, her- under servering og catering, og rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder, hvis a) det [fremgik] af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse [skulle] udføres, og b) aftalen ikke [var] indgået uden for fast forretningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstændigheder« (om aftaler, der blev indgået på forbrugerens bopæl mv. eller under udflugter, sammenkomster mv. arrangeret af den erhvervsdrivende).
2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 12, adskiller sig på flere punkter fra 2004-lovens § 9, stk. 2, nr. 2: Først og fremmest indebar § 9, stk. 2, nr. 2, at aftaler af den type, der var nævnt, var undtaget både fra forbrugeraftalelovens regler om oplysningspligt og fra reglerne om fortrydelsesret, jf. 2004-lovens § 17, stk. 2, nr. 1, der henviste til § 9, stk. 2. Dernæst fulgte det af 2004-lovens § 9, stk. 2, nr. 2, at de opregnede typer af aftaler (om indkvartering, transport osv.) ikke var undtaget fra fortrydelsesretten, hvis de pågældende aftaler var ind- gået »uden for fast forretningssted under de i § 2, stk. 2, nr. 2, litra a og b, nævnte omstæn- digheder«. Herefter var aftaler, som var indgået på forbrugerens bopæl mv. eller ved ud- flugter, sammenkomster (home parties) mv., omfattet af reglerne om fortrydelsesret i 2004-loven. 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 1, omfatter også aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, dvs. at sådanne aftaler også er undtaget fra 2014- lovens regler om fortrydelsesret. Denne ændring har dog næppe større betydning i praksis, jf. f.eks. Betænkning nr. 1540/2013 s. 237 og 240 og L 39 s. 90 ff. (om aftaler om logi, forplejning eller tjenesteydelser i form af fritidstilbud). Endelig er opregningen af aftalety- per i 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, anderledes end i 2004-lovens § 9, stk. 2, nr. 2, hvilket på nogle punkter indebærer en udvidelse af området for reglerne om fortrydelsesret og på andre punkter en indskrænkning, jf. nærmere i det følgende.
Baggrunden for at undtage de aftaletyper, der er opregnet i § 18, stk. 2, nr. 12, fra fortrydelsesretten, er i henhold til direktivets betragtning 49, at en fortry- delsesret kan være »uhensigtsmæssig for så vidt angår visse tjenesteydelser,
hvor aftalens indgåelse indebærer, at der afsættes kapacitet, som den er- hvervsdrivende kunne finde det vanskeligt at anvende, hvis en fortrydelsesret udøves. Dette ville f.eks. være tilfældet, når der foretages reservationer på ho- teller eller i forbindelse med ferieboliger eller kulturelle begivenheder eller sportsbegivenheder«.
Undtagelsen i § 18, stk. 2, nr. 12, gælder kun for aftaler, hvoraf det følger,
»hvilken dato eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjene- steydelse skal udføres«. Kun i disse tilfælde har den erhvervsdrivende »afsat kapacitet«, som han vanskeligt kan anvende til anden side, hvis forbrugeren fortryder sin bestilling, jf. betragtning 49. Er der ikke aftalt noget om, hvilken dato eller i hvilket tidsrum ydelsen skal udføres, eller kan den erhvervsdri- vende selv vælge tidspunktet, gælder undtagelsen i § 18, stk. 2, nr. 12, ikke, jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 5956.
Udførelsesdatoen eller -perioden skal blot følge af aftalen, herunder følge af omstændighederne. Der stilles ikke krav om, at datoen eller perioden frem- går udtrykkeligt af en (skriftlig) aftale el.lign., jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 426 og L 39 s. 151.
§ 18, stk. 2, nr. 12, gælder endvidere (ligesom de øvrige bestemmelser i
§ 18, stk. 2) kun for fjernsalgsaftaler eller aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, jf. definitionen af en fjernsalgsaftale i § 3, nr. 1, og § 1, stk. 2, nr. 2, jf. definitionen af aftaler, som er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted i § 3, nr. 2 og 3. (Der tilkommer ikke i almindelighed forbrugere en fortrydelsesret, f.eks. for aftaler, som er indgået ved både forbrugerens og den erhvervsdrivendes sam- tidige fysiske tilstedeværelse på den erhvervsdrivendes forretningsadresse).
I overensstemmelse med almindelige fortolkningsprincipper skal § 18, stk. 2, nr. 12, som udgør en undtagelse til de almindelige regler om fortrydelses- ret, fortolkes snævert, jf. også Kommissionens vejledning, pkt. 6.8.3, s. 58.
Der gælder i henhold til § 18, stk. 2, nr. 12, ikke fortrydelsesret for aftaler om »logi undtagen til beboelsesformål«, dvs. aftaler om ophold/bopæl af midlertidig karakter (i modsætning til den mere varige karakter, som karakte- riserer »beboelsesformål«). Som eksempler på aftaler, der ikke er omfattet af fortrydelsesretten, kan nævnes reservation af hotelværelser eller ferieboliger, jf. betragtning 49. Også reservation af overnatninger på vandrehjem eller campingpladser er omfattet. (Det kan dog følge af aftale eller af brancheeti- ske regler mv., at der tilkommer forbrugeren en fortrydelsesret i de pågæl- dende tilfælde).
I 2004-lovens § 9, stk. 2, nr. 2, anvendtes udtrykket »indkvartering«, som også anvendes i pakkerejseloven (jf. herom nedenfor). Udtrykket »logi« i forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra l/2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 12, skal forstås i overensstemmelse med ud-
trykket »indkvartering«, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 237 og FT 1999-2000, tillæg A, s. 5956.
Se også Forbrugerombudsmandens sag nr. 1100/5-1005. En erhvervsdrivende ønskede at implementere en søge- og bookemaskine til booking af overnatninger på hostel på den erhvervsdrivendes hjemmeside. Forbrugerombudsmanden udtalte, at forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret ikke gælder ved aftaler om indkvartering mv., hvis det fremgår af aftalen, hvilken dag eller inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres (jf. nu § 18, stk. 2, nr. 12). Det ville derfor efter Forbrugerombudsmandens opfattelse ikke være i strid med forbrugeraftaleloven, at der i forbindelse med booking af hostels opkrævedes et ikke-refunderbart depositum. (Et sådant vilkår kunne dog på bag- grund af en konkret vurdering være urimeligt og i strid med god markedsføringsskik. Ved vurderingen ville der bl.a. blive lagt vægt på størrelsen af depositummet, og om det even- tuelt var muligt for forbrugeren at få hele eller dele af depositummet tilbage, såfremt der f.eks. skete afbestilling i god tid inden afviklingen af opholdet).
Se også til illustration Pengeinstitutankenævnets afgørelse 960/2009. En forbruger for- søgte at bestille et hotelophold via en erhvervsdrivendes hjemmeside. Da hjemmesiden ik- ke accepterede forbrugerens e-mailadresse, opgav han at gennemføre bestillingen. Penge- institutankenævnet lagde til grund, at der var indgået en aftale mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, da forbrugeren havde opgivet sine kortoplysninger og godkendt betalin- gen. Da der ikke var/er fortrydelsesret for bestilling af hotelophold mv. (jf. 2004-lovens
§ 17, stk. 2, nr. 1, jf. § 9, stk. 2/2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 12), var forbrugeren ikke beret- tiget til at kræve det beløb, som var debiteret forbrugerens betalingskort tilbageført fra kortudstederen/ banken, jf. nu charge back-reglen i betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 3. Pengeinstitutankenævnet bemærkede, at kortudstederen/banken ikke bar risikoen for, at forbrugeren fejlagtigt havde fået det indtryk, at bestillingen ikke var gennemført. Anke- nævnet tog ikke ved afgørelsen stilling til, om forbrugeren måtte have et krav mod den er- hvervsdrivende betalingsmodtager.
Se også om charge back-reglen i betalingslovens § 112 bemærkningerne i afsnit 2 til
§ 12 og Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 521 ff. og samme: Lov om betalingstjenester og elektroniske penge (2012) s. 519 ff. (om den tidligere regel i betalingstjenestelovens § 74, som videreføres ved betalingslovens § 112).
Aftaler, som er omfattet af § 3 i pakkerejseloven, er undtaget fra forbrugeraf- talelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret, jf. § 7, stk. 2, nr. 5, jf.
§ 18, stk. 2, nr. 1. Hovedområdet for pakkerejseloven er charterferier, bus- og togrejser med tilhørende indkvartering o.lign. Loven indeholder regler om rejsearrangørens oplysningspligt og om forbrugerens afbestillingsret, jf. om forbrugerens afbestillingsret ovenfor i afsnit 1. Se nærmere om pakkerejselo- ven bemærkningerne i afsnit 2.5 til § 7.
Også aftaler, som er omfattet af timeshareloven, er undtaget fra forbruger- aftalelovens regler om oplysningspligt og fortrydelsesret, jf. § 7, stk. 2, nr. 4, jf. § 18, stk. 2, nr. 1, og afsnit 2.4 til § 7.
§ 18, stk. 2, nr. 12, undtager endvidere aftaler om »transport af varer«, f.eks. flyttetransporter, fra fortrydelsesretten. Også leje af biler med henblik flytning af gods, f.eks. leje af en flyttevogn, der kan køres af en forbruger,
kan være omfattet af undtagelsen i § 18, stk. 2, nr. 12, jf. Kommissionens vej- ledning pkt. 6.8.3, s. 59 og nedenfor om »biludlejningsvirksomhed«.
Aftaler om persontransport er som udgangspunkt undtaget fra forbruger- aftalelovens anvendelsesområde, jf. § 1, stk. 4, nr. 4, og bemærkningerne i afsnit 2.4 til § 1. Lovens § 12 (om klar og tydelig oplysning om, at forbruge- ren ved indgåelse af en fjernsalgsaftale påtager sig en betalingsforpligtelse), og § 31 (om forbrugerens samtykke til betalinger, der ligger ud over hoved- ydelsen), gælder dog også for aftaler om personbefordring.
§ 1, stk. 4, nr. 4’s undtagelse fra lovens anvendelsesområde gælder generelt for aftaler om personbefordring – uanset om det af aftalen fremgår, hvornår tjenesteydelsen skal udføres. Herefter er både aftaler om f.eks. køb af flybilletter til en bestemt dato og aftaler om f.eks. køb af klippekort til tog eller bus, som ikke fastsætter en bestemt gyldighedsdato eller pe- riode, som udgangspunkt undtaget fra forbrugeraftalelovens regler.
Også aftaler om »biludlejningsvirksomhed« er undtaget fra reglerne om for- trydelsesret, jf. § 18, stk. 2, nr. 12.
2004-lovens § 9, stk. 2, nr. 2, jf. § 17, stk. 2, nr. 1, undtog »aftaler om levering af tjeneste- ydelser i form af transport« fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret, jf. det gene- relle fjernsalgsdirektivs artikel 3, stk. 2, 2. pind. Man fortolkede bestemmelsen bredt, såle- des at den både omfattede transport af varer og biludlejning, jf. EU-Domstolens afgørelse af 10. marts 2004 (sag C-336/03, easyCar). Domstolen udtalte, at i »sædvanlig sprogbrug betegner begrebet ‘transport’ ikke kun den handling, der flytter personer eller goder fra et sted til et andet, men ligeledes transportmåderne og de midler, der anvendes til at flytte dis- se personer eller goder. Selve det at stille et transportmiddel til rådighed for en forbruger, er således en af de tjenesteydelser, der henhører under transportsektoren. Derfor skal det – uden at overskride de i direktivets artikel 3, stk. 2, fastsatte snævre rammer for undtagelsen for en sektor, der vedrører ‘tjenesteydelser i form transport’ – fastslås, at denne undtagelse omfatter tjenesteydelser i form af biludlejning, der netop er kendetegnet ved, at der stilles et transportmiddel til rådighed for en forbruger«. Se også Kommissionens vejledning pkt.
s. 6.8.3, s. 59. Se tilsvarende Forbrugerjura 2008 s. 57 f., sag nr. 1100/5-1064, med gengi- velse af Forbrugerombudsmandens forhåndsbesked til en brancheorganisation for privat- leasing af biler. Med henvisning til EU-Domstolens dom C-335/03 antages det, at 2004- loven ikke stillede krav om, at der skulle gives forbrugerne fortrydelsesret ved indgåelse af fjernsalgsaftaler om privatleasing af biler.
Med den bredere formulering af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra l, hvorefter aftaler om »biludlejningsvirksomhed« (på engelsk »car rental ser- vices«) er undtaget fra fortrydelsesretten, er der ikke (længere) tvivl om, at almindelige aftaler om billeje for kortere perioder er omfattet af undtagelsen i forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 12. Afgørende for, om en aftale falder ind under § 18, stk. 2, nr. 12, er, at aftalen ikke indebærer en overdragelse af ejendomsretten til bilen, forudsat at det følger af aftalen, på hvilken dato eller
inden for hvilken bestemt periode den pågældende tjenesteydelse skal udføres (hvilket må antages stort set altid at være tilfældet i praksis), jf. L 39 s. 151 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 237 f. og 426. Udlejningsperiodens længde kan ikke antages at have betydning for, om forbrugeren har en fortrydelsesret eller ej, jf. L 39 s. 91 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 238 f. med referat af Kommissionens tilkendegivelse vedrørende dette spørgsmål. Herefter er også fjernsalgsaftaler og aftaler, som indgås uden for den erhvervsdrivendes for- retningssted, om privatleasing af biler undtaget fra fortrydelsesretten. Om forbrugerens adgang til opsigelse af sådanne aftaler se bemærkningerne i af- snit 4 til § 28 (om § 28, stk. 4).
Det må antages, at undtagelsen i § 18, stk. 2, nr. 12, også omfatter udlej- ning af andre motorkøretøjer til passagertransport, f.eks. motorcykler, jf. L 39
s. 92 og 151 (og Kommissionens vejledning pkt. 6.8.3, s. 58, hvor det dog an- tages, at leje af andre transportmidler end biler falder ind under begrebet »tje- nesteydelser i forbindelse med fritidstilbud«).
Aftaler om »forplejning« er endvidere undtaget fra fortrydelsesretten, jf.
§ 18, stk. 2, nr. 12, uafhængigt af om maden serveres på en restaurant eller andre steder, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 239 og 426. Udtrykket »for- plejning« omfatter servering, dvs. restaurantbesøg o.lign., og catering, dvs. levering af tilberedt mad til forbrugerens lokaler, f.eks. udbringning af fest- mad, pizzaer osv. Se Kommissionens vejledning pkt. 6.8.3, s. 58.
Endelig er aftaler om »tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud« und- taget fra reglerne om fortrydelsesret, jf. § 18, stk. 2, nr. 12. Herefter er f.eks. reservationer til kulturelle begivenheder og sportsbegivenheder omfattet af direktivets artikel 16, litra l/§ 18, stk. 2, nr. 12, jf. direktivets betragtning 49. Der er dermed ikke fortrydelsesret ved f.eks. billetbestilling mv. til biograf- og teaterforestillinger, koncerter mv.
2004-loven undtog ved § 9, stk. 2, nr. 2, aftaler om »rekreative fritidsaktiviteter, herunder underholdnings-, idræts- og lignende kulturbegivenheder« fra reglerne om oplysningspligt og fortrydelsesret, jf. § 17, stk. 2, nr. 1. Det må antages, at direktivets artikel 16, litra l – og dermed den danske 2014-lovs § 18, stk. 2, nr. 12 – på dette punkt skal forstås på samme måde som den tidligere § 9, stk. 2, nr. 2, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 240 og L 39 s. 92. Se Forbrugerjura 2007 afsnit 5.14 (Forbrugerklagenævnets afgørelse nr. 2006-572/7- 45). En forbruger bestilte via den erhvervsdrivendes hjemmeside optagelse af en dvd i et lydstudie som led i et polterabendarrangement. Xxxxxxxxxxx ønskede at fortryde aftalen. Ydelsen var efter Forbrugerklagenævnets flertals opfattelse ikke omfattet af betegnelsen
»rekreative fritidsaktiviteter«, jf. 2004-lovens § 9, stk. 2, nr. 2. Flertallet lagde vægt på, at undtagelserne til forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret måtte fortolkes indskræn- kende. Herefter var der fortrydelsesret for forbrugeren efter de almindelige regler om fjern- salg. Nævnets mindretal fandt, at aftalen angik »rekreative fritidsaktiviteter«, og at forbru- geren ikke havde fortrydelsesret.
2.13. Digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium.
§ 18, stk. 2, nr. 13
Forbrugeren har i henhold til § 18, stk. 2, nr. 13, ikke fortrydelsesret med hensyn til aftaler om »levering af digitalt indhold, som ikke leveres på et fy- sisk medium, hvis udførelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret«.
Ved »digitalt indhold« forstås i henhold til direktivets artikel 2, nr. 11,
»data, der er produceret og leveret i digital form«, f.eks. »computerprogram- mer, applikationer, spil, musik, videoer eller tekster, uanset om der opnås ad- gang hertil via downloading eller streaming, fra et fysisk medium eller på no- gen anden måde«. Se direktivets betragtning 19 og nærmere om begrebet
»digitalt indhold« bemærkningerne i afsnit 1.5 til § 3.
§ 18, stk. 2, nr. 13, omfatter kun digitalt indhold, der ikke leveres på et fy- sisk medium. For digitalt indhold, der leveres på et fysisk medium, f.eks. på en cd eller dvd, gælder § 18, stk. 2, nr. 9, jf. ovenfor i afsnit 2.9.
Forbrugeraftalelovens § 18, stk. 2, nr. 13, gennemfører direktivets artikel 16, litra m.
2004-loven indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse. Det beroede på en konkret vur- dering, om digitalt indhold skulle betragtes som en vare eller en tjenesteydelse, jf. Betænk- ning nr. 1540/2013 s. 241 f. og L 39 s. 92. 2004-lovens § 20, stk. 3, nr. 1, indeholdt en be- stemmelse om, at fortrydelsesretten for »forseglede lyd- eller billedoptagelser eller edb- programmer« bortfaldt, hvis forbrugeren havde »brudt forseglingen«, jf. om bestemmelsen ovenfor i afsnit 2.9. 2004-lovens § 18, stk. 4, kunne finde anvendelse, såfremt det digitale indhold ansås som en tjenesteydelse. Herefter bortfaldt forbrugerens fortrydelsesret, så- fremt forbrugeren havde givet sit samtykke til, at den erhvervsdrivende kunne påbegynde udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb, jf. om bestemmelsen ovenfor i afsnit 2.2.
Forbrugeren har som udgangspunkt fortrydelsesret for fjernsalgsaftaler og af- taler, som indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, hvis aftalen angår digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium. Fortrydelsesret- ten løber som udgangspunkt fra tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 3. § 18, stk. 2, nr. 13, indebærer imidlertid, at forbrugerens fortry- delsesret med hensyn til digitalt indhold ophører, hvis den erhvervsdrivende har påbegyndt udførelsen »med forbrugerens forudgående udtrykkelige sam- tykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelses- ret«. Bestemmelsen er formuleret helt parallelt med § 18, stk. 2, nr. 2, om af- taler om ikke-finansielle tjenesteydelser, hvad angår kravet om forbrugerens samtykke, jf. nærmere herom ovenfor i afsnit 2.2.
Se Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 11/06918. Sagen angår ganske vist 2004- lovens § 18, stk. 4, jf. herom ovenfor, men sagen har også interesse ved fortolkning af
2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 13, da de krav, der stilles til den erhvervsdrivendes indhentelse af forbrugerens samtykke til påbegyndelse af udførelsen inden fortrydelsesfristens udløb må formodes at være de samme. Sagen angik en internetboghandels salg af e-bøger. Den erhvervsdrivende havde udformet bestillingsfunktionen således, at forbrugeren skulle sætte hak ved følgende vilkår: »Ja, jeg accepterer, at fremstillingen af mit digitale produkt går i gang med det samme, efter jeg godkender købet, og at det påvirker fortrydelsesretten«. Ved klik på ordet »fortrydelsesretten« kom forbrugeren ind i den erhvervsdrivendes salgs- og leveringsbetingelser, hvor det bl.a. hed med fremhævet skrift: »Der ydes ikke fortrydel- sesret på digitale varer, f.eks. e-bøger og lydbøger«. Det blev på bestillingssiden oplyst, at e-bogen ville blive leveret på e-mail inden for 10 minutter. Forbrugerombudsmanden ud- talte, at han var af den opfattelse, at forholdet var omfattet af 2004-forbrugeraftalelovens
§ 18, stk. 4 (om levering af tjenesteydelser), og at den erhvervsdrivende dermed kunne indhente forbrugerens samtykke til, at fortrydelsesretten kun var gældende, indtil leverin- gen af e-bogen påbegyndtes. Forbrugerombudsmanden udtalte, at »[s]amtykket fra forbru- geren skal være informeret og konkretiseret. Det kræver, at der direkte i teksten, som for- brugeren skal acceptere, står, hvilke konsekvenser bestilling har for fortrydelsesretten. Der må således ikke blot henvises til forretningsbetingelserne«. Forbrugerombudsmanden fandt herefter, at den erhvervsdrivendes tekst på bestillingssiden ikke opfyldte samtykkekravet. Internetboghandlen rettede på den baggrund teksten på bestillingssiden til: »Ja, jeg accep- terer at fremstilling af mit digitale produkt går i gang med det samme efter jeg godkender købet, og at det påvirker fortrydelsesretten. Der ydes ikke fortrydelsesret på digitale varer (f.eks. E-bøger eller lydbøger der downloades)«. Forbrugerombudsmanden meddelte, at teksten efter hans opfattelse fortsat ikke levede op til kravene i 2004-lovens forbrugerafta- lelovens § 18, stk. 4, og oplyste, at »[u]dgangspunktet ved køb af e-bøger og lydbøger til download er, at der er lovbestemt fortrydelsesret på 14 dage. Det er derfor forkert, når De i Deres forretningsbetingelser og i betalingsvinduet skriver, at der ikke er fortrydelsesret. Det skal således fremgå af informationen til kunden både i betalingsfeltet og i forretnings- betingelserne, at der er 14 dages fortrydelsesret. Derudover skal det tydeligt fremgå, at hvis forbrugeren giver samtykke til, at bogen downloades inden fortrydelsesfristens udløb, gæl- der fortrydelsesretten dog kun frem til tidspunktet, hvor download påbegyndes«.
Baggrunden for, at der gives den erhvervsdrivende og forbrugeren mulighed for at aftale sig ud af fortrydelsesretten, er, at den erhvervsdrivende på den ene side ikke vil påbegynde udførelsen/levere i henhold til aftalen inden for- trydelsesfristens udløb, hvis han løber dén risiko, at forbrugeren fortryder. Forbrugeren er på den anden side interesseret i at få det digitale indhold leve- ret så hurtigt som muligt. Et særligt forhold, som gør sig gældende for digitalt indhold, er, at kopiering meget nem, og der er derfor en nærliggende fare for, at forbrugeren – når han har fået adgang til det digitale indhold – downloader en kopi og herefter udøver fortrydelsesret og kræver købesummen tilbage. Se også bemærkningerne ovenfor i afsnit 2.2 (om § 18, stk. 2, nr. 2, om ikke- finansielle tjenesteydelser).
Hvis den erhvervsdrivende påbegynder udførelsen/leverer uden forbruge- rens forudgående samtykke, løber fortrydelsesfristen (som udgangspunkt 14 dage) fra aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 3.
Fortrydelsesretten bortfalder for aftaler om digitalt indhold, som ikke leve- res på et fysisk medium, når udførelsen med forbrugerens samtykke er »på- begyndt«, sml. § 18, stk. 2, nr. 2, om aftaler om ikke-finansielle tjenesteydel- ser, hvor fortrydelsesretten først bortfalder, når ydelsen er »fuldt udført«.
Der påhviler den erhvervsdrivende en forpligtelse til efter indgåelse af en aftale vedrørende digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, at
»udlevere en kopi af forbrugerens eventuelle udtrykkelige samtykke til og anerkendelse af, at denne mister sin fortrydelsesret, når udførelsen påbegyn- des inden fortrydelsesfristens udløb, jf. § 18, stk. 2, nr. 13«, jf. § 10, stk. 2, 2. pkt. (om aftaler, som indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted), henholdsvis § 13, stk. 2, 2. pkt. (om fjernsalgsaftaler). Se nærmere afsnit 3 til
§ 10 og afsnit 3 til § 13.
Hvis den erhvervsdrivende har undladt at udlevere en bekræftelse af forbrugerens forudgå- ende samtykke i henhold til § 10, stk. 2, 2. pkt., eller § 13, stk. 2, 2. pkt., er retsvirkningen, at forbrugeren ikke hæfter for hel eller delvis levering af digitalt indhold, jf. § 25, stk. 3, nr. 3.
2.14. Finansielle tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv. § 18, stk. 2, nr. 14
Aftaler om finansielle tjenesteydelser, som er omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer mv., er i henhold til § 18, stk. 2, nr. 14, undtaget fra fortrydelsesretten.
Bestemmelsen gennemfører det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 3, litra b, og viderefører 2004-forbrugeraftalelovens § 17, stk. 2, nr. 2, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 426 og L 39 s. 151.
Realkreditlån ydes af et realkreditinstitut mod registreret pant i fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 21. august 2015 om realkreditlån og realkre- ditobligationer mv.
Kapitalfrembringelsen sker ved løbende udstedelse af realkreditobligationer, der sælges på Københavns Fondsbørs (Nasdaq Copenhagen). Når låntager har meddelt realkreditinstitut- tet, at et lån ønskes effektueret, iværksættes der typisk umiddelbart herefter omsætning af obligationer. Når obligationerne først er udstedt, er der ikke mulighed for at ændre disposi- tionen. Der kan alene ske tilbagekøb af obligationerne med deraf følgende kursrisiko, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 180.
Baggrunden for at undtage aftaler vedrørende realkreditlån mv. fra fortry- delsesretten er, at prisdannelsen på markedet for realkreditobligationer i høj grad påvirkes af de danske og internationale ratingbureauers løbende vurde- ringer af realkreditobligationernes bonitet, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 416 og FT 2003-2004, tillæg A, s. 7572. Da realkreditlånene er obligations- baserede, ville forbrugeren – hvis han havde adgang til at fortryde aftalen – kunne spekulere i svingninger på markedet på samme måde som ved køb af værdipapirer mv., jf. herved § 18, stk. 2, nr. 15, og nedenfor i afsnit 2.15. Af- taler om realkreditlån er formentlig omfattet af undtagelsen fra fortrydelses- retten i § 18, stk. 2, nr. 15, men man har fundet det hensigtsmæssigt at lade det fremgå udtrykkeligt af loven, at der ikke er fortrydelsesret for aftaler om realkredit, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 180 f. og 416 og FT 2003-2004, tillæg A, s. 7572 og 7601.
2.15. Aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhænger af udsving på kapitalmarkedet. § 18, stk. 2, nr. 15, og
§ 18, stk. 3
§ 18, stk. 2, nr. 15, fastslår en undtagelse fra fortrydelsesretten for »aftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen afhænger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indflydelse på, og som kan forekomme i fortrydelsesperioden«.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra b, og viderefører 2004-lovens § 17, stk. 2, nr. 3, som gennemførte det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 2, litra a. Forbrugerrettighedsdirektivets artikel 16, litra b, indebærer dog en udvidel- se af undtagelsesbestemmelsen, således at den også omfatter aftaler om varer og ikke- finansielle tjenesteydelser, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 239 ff. og 427 og L 39 s. 85 f. og 151.
Ved § 18, stk. 2, nr. 15, undtages aftaler om varer fra fortrydelsesretten, hvis prisen afhænger af udsving på kapitalmarkedet mv., jf. om dette kriterium nærmere nedenfor. Der kan f.eks. være tale om aftaler om køb af ædelmetal- ler og visse råstoffer, såsom olie.
Undtaget fra fortrydelsesretten er desuden aftaler om »værdipapirer«, hvorved bl.a. forstås aftaler om køb og salg af aktier og obligationer samt an- dre værdipapirer, der giver ret til at erhverve aktier og obligationer, jf. Be-
tænkning nr. 1540/2013 s. 226 f. og 427 og L 39 s. 151, jf. FT 2003-2004, til- læg A, s. 7602 f. og Betænkning nr. 1440/2004 s. 95.
Aftaler om køb og salg af værdipapirer anses for aftaler om finansielle tje- nesteydelser, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 427 og definitionen af en »fi- nansiel tjenesteydelse« i § 3, nr. 4 (jf. afsnit 5 til § 3). Det er uden betydning, om der er tale om handel med f.eks. aktier, som en bank har i kommission, eller med aktier fra bankens egenbeholdning, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 95 f.
Det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 2, litra a, indeholder en ik- ke-udtømmende liste over eksempler på finansielle tjenesteydelser, som vil kunne være omfattet af undtagelsen til reglerne om fortrydelsesret, herunder aftaler om fremmed valuta, pengemarkedsinstrumenter, værdipapirer, andele i kollektive investeringsforetagender, finansielle futures – herunder tilsvarende instrumenter – der afregnes kontant, fremtidige renteaftaler, rente- og valuta- swaps samt swaps på aktier og aktieindeks, optioner på køb eller salg af de nævnte instrumenter – herunder tilsvarende instrumenter – der afregnes kon- tant, dvs. navnlig valuta- og renteoptioner, jf. også L 39 s. 151. Se også FT 2003-2004, tillæg A, s. 7602 f. om de enkelte former for ydelser og deres ka- rakteristika.
Også tjenesteydelser, både ikke-finansielle tjenesteydelser og finansielle tjenesteydelser, der ikke falder ind under de eksempler, der er opregnet oven- for, kan være omfattet af § 18, stk. 2, nr. 15, hvis prisen på ydelsen afhænger af udsving på kapitalmarkedet mv.
Det er afgørende for, om en aftale – hvad enten den angår varer eller tje- nesteydelser – er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i § 18, stk. 2, nr. 15, at prisen varierer på en ikke-forudberegnelig måde på grund af svingninger i kapitalmarkedet, således at handlen ved aftalens indgåelse indebærer et risi- komoment, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 227 og L 39 s. 86. Det forhold, at der føres en kursliste over den pågældende type af tjenesteydelser, kan være en indikator for, at der er tale om en ydelse, der er omfattet af undtagelsen, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7602.
Hvor undtagelserne fra fortrydelsesretten i § 18, stk. 2, generelt gælder for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret- ningssted, jf. § 1, stk. 2, nr. 1, fremgår det af § 18, stk. 3, at forbrugeren har fortrydelsesret for de aftaler, der er opregnet i § 18, stk. 2, nr. 15, hvis aftalen vedrører finansielle tjenesteydelser og er indgået uden for den erhvervsdriv- endes forretningssted, jf. § definitionerne i § 3, nr. 4 (om begrebet »finansiel tjenesteydelse«) og § 3, nr. 2 og 3 (om begrebet »aftale indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted«). Modsætningsvis gælder undtagelsen fra
reglerne om fortrydelsesret kun, hvis aftalen er indgået som en fjernsalgsafta- le, jf. definitionen heraf i § 3, nr. 1.
§ 18, stk. 3, udgør i en vis udstrækning en videreførelse af 2004-lovens § 17, stk. 3, jf. Be- tænkning nr. 1540/2013 s. 428. (Efter 2004-loven var det kun aftaler, som blev indgået på forbrugerens bopæl eller under udflugter mv. arrangeret af den erhvervsdrivende, som var omfattet af fortrydelsesretten).
Fortrydelsesfristen og dens beregning m.v.
§ 19
Vil forbrugeren udøve sin fortrydelsesret, skal forbrugeren inden 14 da- ge benytte den i § 20 angivne fremgangsmåde, ved aftaler om individuel pensionsordning dog inden for en frist på 30 dage. Der kan ikke stilles krav om, at årsagen til fortrydelsen angives. For så vidt angår aftaler om varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser, kan forbrugeren ikke pådra- ge sig andre omkostninger end dem, der er nævnt i § 22, stk. 3, § 24 og
§ 25.
Stk. 2. Den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, løber fra
1) den dag, hvor aftalen indgås, hvis den vedrører en tjenesteydelse,
2) hvis aftalen vedrører en vare, den dag, hvor forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tredjemand, dog ikke transportøren, får varen i fysisk besiddelse,
a) i tilfælde af flere forskellige varer, som er bestilt i én ordre, men le- veres enkeltvis, når den sidste vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke transportørens, fysiske besiddelse,
b) i tilfælde af en vare, der består af flere partier eller dele, når det sidste parti eller den sidste del er i forbrugerens eller den af for- brugeren angivne tredjemands, dog ikke transportørens, fysiske besiddelse, og
c) i tilfælde af aftaler om regelmæssig levering af varer over en bestemt periode, når den første vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke transportørens, fysiske besiddelse, el- ler
3) den dag, hvor aftalen indgås, hvis det drejer sig om aftaler om forsy- ning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et af- grænset volumen eller i en bestemt mængde, eller levering af fjern- varme eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fysisk medium.
Stk. 3. Uanset stk. 2 løber den periode, hvori fortrydelsesretten efter stk. 1 kan udøves, for så vidt angår aftaler om en vare eller en ikke- finansiel tjenesteydelse, først fra den dag, hvor forbrugeren har modta- get de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger på et varigt medium, jf. dog stk. 4. Er der tale om en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjene-
steydelse, løber fortrydelsesperioden først fra den dag, hvor forbrugeren har modtaget oplysninger i henhold til § 15, jf. dog stk. 5.
Stk. 4. Er de i § 8, stk. 1, nr. 9, nævnte oplysninger ikke givet til for- brugeren på et varigt medium, udløber den periode, hvori fortrydelses- retten efter stk. 1 kan udøves, for så vidt angår aftaler om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse, senest 12 måneder efter den i stk. 2 nævnte 14-dagesperiode, dog senest 14 dage efter den dag, hvor oplys- ningerne er kommet frem til forbrugeren.
Stk. 5. Såfremt aftalen vedrører fjernsalg af en finansiel tjenesteydel- se, gælder fortrydelsesretten kun, indtil aftalen efter forbrugerens ud- trykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter.
Stk. 6. Xxxxxx den sidste dag for udøvelse af fortrydelsesretten på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. de- cember, udløber fristen den følgende hverdag. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for fristerne nævnt i § 22, stk. 1, § 23, § 24, stk. 1 og 4, § 25,
stk. 4, og § 28, stk. 1 og 4.
Oversigt
1. Generelt om fortrydelsesfristen og udø- velse af fortrydelsesretten. § 19, stk. 1
2. Fortrydelsesfristens beregning. § 19, stk. 2 og 6
2.1. Tjenesteydelser. § 19, stk. 2, nr. 1
2.2. Varer. § 19, stk. 2, nr. 2
2.3. Vand, gas, elektricitet, fjernvarme og digitalt indhold. § 19, stk. 2, nr. 3
3. Udskydelse af fortrydelsesfristens be- gyndelsestidspunkt. § 19, stk. 3-5
3.1. Varer, ikke-finansielle tjenesteydel- ser, digitalt indhold mv. § 19, stk. 3,
1. pkt., og stk. 4
3.2. Finansielle tjenesteydelser. § 19, stk. 3. 2. pkt., og stk. 4
4. Fortrydelsesrettens ophør for finansielle tjenesteydelser. § 19, stk. 5
Forarbejder
FT 1977-1978, tillæg A, sp. 756 ff. og 767 f. FT 1999-2000, tillæg A, s. 5930, 5931 f.,
5939 f. og 5960 f.
FT 2003-2004, tillæg A, s. 7543, 7546,
7573 ff. og 7603 ff.
Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven s. 43 f., 60 f., 151 ff.,
252 ff. og 421 ff.
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 20, 21, 39,
54 76 ff. og 152 ff.
Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 30 f., 48 ff., 201 ff. og 429 ff.
1. Generelt om fortrydelsesfristen og udøvelse af fortrydelsesretten. § 19, stk. 1
Forbrugeraftalelovens § 19 indeholder regler om udøvelse af fortrydelsesret- ten og (navnlig) om beregning af fortrydelsesfristen.
§ 19 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 9 og 10 og – for så vidt angår finansielle tjenesteydelser, herunder individuelle pensionsordnin- ger – artikel 6, stk. 1, i det finansielle fjernsalgsdirektiv.
Formålet med forbrugerrettighedsdirektivets bestemmelser er for det første at harmonisere reglerne om fortrydelsesfristens længde EU-medlemsstaterne imellem. For det andet gives der fælles regler for fortrydelsesfristen for alle aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret- ningssted. Den forskel, der tidligere har været hvad angår fortrydelsesfristen, findes at have skabt retsusikkerhed og givet anledning til omkostninger i for- bindelse med overholdelse af forskellige bestemmelser, jf. direktivets be- tragtning 40.
Ved forbrugeraftalelovens § 19, stk. 1, 1. pkt., fastsættes udgangspunktet, nemlig at forbrugerens fortrydelsesfrist løber 14 dage (dog 30 dage for så vidt angår aftaler om individuel pensionsordning). Fristen regnes som udgangs- punkt fra det tidspunkt, forbrugeren får varen i sin besiddelse (for så vidt an- går købeaftaler), eller fra aftalens indgåelse (for så vidt angår tjenesteydelses- aftaler), jf. § 19, stk. 2, og nærmere om fristens begyndelsestidspunkt neden- for i afsnit 2.
2014-lovens § 19, stk. 1, 1. pkt., svarer indholdsmæssigt til 2004-lovens § 18, stk. 1 (som igen svarede til 2000-lovens § 5 (for så vidt angik aftaler indgået uden for den erhvervs- drivendes forretningssted) og §§ 12 a og 12 b (for så vidt angik fjernsalgsaftaler)). 2004- lovens § 18, stk. 1, var udtryk for en implementering af det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 1, det generelle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 1, og dørsalgsdirektivets ar- tikel 5, stk. 1. Efter de to sidstnævnte direktiver, som var minimumsdirektiver, var fortry- delsesfristen som udgangspunkt kun 7 (hver)dage, men man fandt det hensigtsmæssigt i Danmark at fastsætte fortrydelsesfristen til 14 dage, jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 5939 og 5960 ff. Ved implementeringen af det finansielle fjernsalgsdirektiv ved 2004-loven, hvor- efter fortrydelsesfristen var/er 14 dage, fastsattes fælles regler for både varer og tjeneste- ydelser, herunder finansielle tjenesteydelser, samt for fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, således at fortrydelsesfristen for alle typer af aftaler som udgangspunkt blev 14 dage, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 253 og 421 og FT 2003-2004, tillæg A, s. 7603.
Forbrugeren skal i henhold til § 19, stk. 1, 1. pkt., inden 14 dage (eller 30 da- ge for så vidt angår individuelle pensionsordninger) benytte den fremgangs- måde, der er beskrevet i § 20. Herefter skal forbrugeren inden 14 dage (/30 dage) underrette den erhvervsdrivende om, at han ønsker at udnytte fortrydel- sesretten. Forbrugeren skal i henhold til § 24, stk. 1, afsende eller aflevere va- ren til den erhvervsdrivende inden 14 dage efter, at forbrugeren har underret- tet den erhvervsdrivende om sin beslutning om at gøre brug af fortrydelses- retten.
I henhold til § 19, stk. 1, 2. pkt., stilles der ikke krav om, at forbrugeren skal angive en begrundelse for udnyttelse af fortrydelsesretten. Den erhvervs- drivendes eventuelle aftalevilkår om, at forbrugeren skal begrunde sin tilba- getræden, er herefter ugyldige, jf. § 33 om lovens beskyttelsespræceptive ka- rakter.
Det generelle fjernsalgsdirektiv indeholdt i artikel 6, stk. 1, en tilsvarende udtrykkelig re- gel, men denne del af artikel 6, stk. 1, fremgik ikke udtrykkeligt af 2000- eller 2004- forbrugeraftaleloven. Se L 39 s. 79 og 152 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 214 f. og 429.
Det fremgår af § 19, stk. 1, 3. pkt., at forbrugeren ikke ved udnyttelse af for- trydelsesretten kan pådrage sig andre omkostninger, end dem, der er nævnt i
Den erhvervsdrivende kan dermed ikke pålægge forbrugeren en »bod«, et
»ekspeditionsgebyr« el.lign., hvis forbrugeren udnytter fortrydelsesretten, jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 5940.
2. Fortrydelsesfristens beregning. § 19, stk. 2 og 6
Fortrydelsesfristen løber som udgangspunkt i 14 dage (dog 30 dage for aftaler om individuel pensionsordning), jf. § 19, stk. 1. § 19, stk. 2, indeholder regler om, hvordan fortrydelsesfristen beregnes, dvs. fristens begyndelsestidspunkt, jf. nærmere stk. 2, nr. 1-3. I visse tilfælde kan fortrydelsesfristen forlænges, nemlig således at fortrydelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren på et varigt medium modtager oplysninger om fortrydelses- retten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9 (om fjernsalgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted vedrørende varer eller ikke-finansielle tje- nesteydelser) henholdsvis § 15 (om fjernsalgsaftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser), jf. § 19, stk. 3. Det følger af § 19, stk. 4, at fristen for så vidt angår aftaler om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser udløber senest 12
måneder efter den i stk. 2 nævnte 14-dagesperiode. Af § 19, stk. 5, fremgår, at fortrydelsesretten med hensyn til aftaler om finansielle tjenesteydelser kun gælder, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter.
Xxxxxxxxx for at give underretning til den erhvervsdrivende i tilfælde af ud- nyttelse af fortrydelsesretten, tilbagesendelse af varen osv. skal opfattes om udtrykt i kalenderdage, jf. forbrugerrettighedsdirektivets betragtning 41. Så- fremt en frist, der er udtrykt i dage, skal regnes fra det tidspunkt, hvor en be- givenhed indtræffer, eller en handling foretages, medregnes den dag, hvor begivenheden indtræffer, eller handlingen foretages, ikke ved beregningen af fristen (jf. tilsvarende om beregning af acceptfrister i henhold til aftalelovens
§ 2, Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd, 7. udgave (2017) s. 58).
Det fremgår af § 19, stk. 6, at hvis den sidste dag for udøvelse af fortrydel- sesretten falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den følgende hverdag. Tilsvarende gælder for de frister, som er nævnt i § 22, stk. 1, § 23, § 24, stk. 1 og 4, § 25,
stk. 4, og § 28, stk. 1 og 4.
2014-lovens § 19, stk. 6, viderefører 2004-lovens § 18, stk. 7, som videreførte 2000-lovens
Forbrugerrettighedsdirektivets betragtning 41 henviser hvad angår fristbereg- ning til Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter. Det fremgår heraf, at alle frister skal opfattes som udtrykt i kalenderdage, og at tidsfrister udlø- ber med udgangen af den følgende hverdags sidste time, jf. forordningens ar- tikel 3, stk. 4, og Betænkning nr. 1540/2013 s. 213. Det følger desuden af forordningen, at helligdage i forordningens forstand er de dage, der er fastsat som helligdage i den medlemsstat (eller den EU-institution), hvor en handling skal foretages, idet hver medlemsstat sender en liste til Kommissionen over sådanne dage, jf. forordningens artikel 2, stk. 1.
2.1. Tjenesteydelser. § 19, stk. 2, nr. 1
Ved § 19, stk. 2, nr. 1, fastslås det, at fortrydelsesretten for så vidt angår afta- ler om tjenesteydelser som udgangspunkt løber fra tidspunktet for aftalens indgåelse. Bestemmelsen gælder for både finansielle og ikke-finansielle tje- nesteydelser.
2014-lovens § 19, stk. 2, nr. 1, svarer til 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 1, 1. led, hvad an- går tjenesteydelser. 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 1, 1. led, er dog ikke videreført, hvad an- går fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt for varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov. Sådanne aftaler er i henhold til 2014-lovens § 18, stk. 2, nr. 3, undtaget fra fortrydelsesretten, jf. bemærkningerne i afsnit 2.3 til § 18.
For finansielle tjenesteydelser følger det af § 19, stk. 5, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter. For ikke-finansielle tjenesteydelser følger det af
§ 18, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens for- udgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelsesretten op- hører.
Direktivet tager ikke stilling til, hvornår aftalen er indgået. Dette spørgs- mål afgøres efter almindelige aftaleretlige regler, jf. f.eks. om indgåelse af af- taler via den erhvervsdrivendes hjemmeside bemærkningerne i afsnit 4 til
§ 11.
2.2. Varer. § 19, stk. 2, nr. 2
Det følger af § 19, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesfristen for så vidt angår aftaler om varer som udgangspunkt løber fra den dag, forbrugeren eller den af for- brugeren angivne tredjemand, dog ikke transportøren, får varen i fysisk besid- delse.
§ 19, stk. 2, nr. 2, gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 9, stk. 2, litra b. Be- stemmelsen er mere detaljeret end 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 1, 2. led, hvoraf det alene fremgik, at fristen regnedes fra den dag, hvor xxxxxxxxxxx havde fået det købte eller den første levering i hænde, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 216 og 430.
Er der tale om flere forskellige varer, som er bestilt i én ordre, men leveres enkeltvis, løber fortrydelsesfristen fra det tidspunkt, hvor den sidste vare kommer i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ik- ke transportørens, fysiske besiddelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, litra a.
Er der tale om en vare, som består af flere partier eller dele, løber fortry- delsesfristen fra det tidspunkt, hvor det sidste parti eller den sidste del kom- mer i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke transportørens, fysiske besiddelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, litra b.
Som eksempel kan nævnes køb af et samlet bogværk, som er under udgivelse.
Efter 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 1, 2. led, regnedes fortrydelsesfristen fra den dag, hvor xxxxxxxxxxx havde fået »den første levering« i hænde. I eksemplet med bogværket ville fortrydelsesfristen begynde at løbe, når forbrugeren havde fået det første bind af vær- ket i hænde. Efter 2014-lovens § 19, stk. 2, nr. 2, litra b, løber fortrydelsesfristen først fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har fået det sidste bind i hænde.
For så vidt angår aftaler om regelmæssig levering af varer over en bestemt periode løber fortrydelsesfristen fra det tidspunkt, hvor den første vare er i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands, dog ikke transpor- tørens, fysiske besiddelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 2, litra c.
Som eksempel kan nævnes tegning af et tidsskriftabonnement, hvor fortrydelsesfristen be- gynder at løbe, når forbrugeren har fået første nummer i hænde.
Fortrydelsesfristen begynder i henhold til § 19, stk. 2, nr. 2, at løbe, når for- brugeren har fået varen (eller den sidste henholdsvis første del af leverancen, jf. litra b og c) i »fysisk besiddelse«.
Efter 2000- og 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 1, løb fristen fra det tidspunkt, hvor forbruge- ren havde fået varen »i hænde«. 2000- og 2004-loven gennemførte det generelle fjern- salgsdirektivs artikel 6, stk. 1, 1. pind, som fastslog, at fristen løb fra den dato, hvor for- brugeren havde »modtaget« varen. Det må antages, at der ikke ligger en realitetsforskel i begreberne »modtaget«, »i fysisk besiddelse« og »i hænde«.
Formålet med, at fortrydelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor forbrugeren har fået varen i fysisk besiddelse, er, at forbrugeren først på dette tidspunkt har lejlighed til at undersøge varen – og dermed kan tage stilling til, om han ønsker at udnytte sin fortrydelsesret eller ej.
Se Forbrugerjura 2008 s. 62 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 08/01744). En forbruger bestilte en dvd-afspiller via den erhvervsdrivendes hjemmeside. Dvd-afspilleren havde, da forbrugeren modtog den, en skade på toppladen. Forbrugeren fik fremsendt en ny dvd- afspiller fra den erhvervsdrivende og ønskede herefter at udøve fortrydelsesret. Klagenæv- net lagde til grund, at forbrugeren »først ved modtagelsen af den [anden dvd-afspiller] modtog en vare, som var relevant at undersøge«. På den baggrund skulle fortrydelsesfri- sten først regnes fra modtagelsen af den anden dvd-afspiller.
Se modsat Forbrugerklagenævnets afgørelse 2006-4031/7-2146. En forbruger bestilte via en hjemmeside et bundkort. Da forbrugeren ikke kunne få bundkortet til at virke, send- te han det retur til den erhvervsdrivende den 29. august 2006, dagen efter modtagelsen af bundkortet. I forbindelse med returneringen henviste forbrugeren til, at bundkortet var mangelfuldt. Den erhvervsdrivende ombyttede herefter bundkortet og sendte et nyt bund- kort til forbrugeren den 20. september 2006. Forbrugeren kunne stadig ikke få bundkortet til at virke og kontaktede producenten, som kunne oplyse, at årsagen til, at bundkortet ikke virkede, var, at bundkortet ikke kunne arbejde sammen med forbrugerens gamle processor,
som kørte med en lavere hastighed end bundkortet. Forbrugeren sendte herefter bundkortet retur til den erhvervsdrivende den 28. september 2006, idet forbrugeren påberåbte sig sin fortrydelsesret. Forbrugerklagenævnet udtalte, at selv om »det ikke kan kræves, at en for- bruger ved udnyttelse af fortrydelsesretten udtrykkeligt påberåber sig fortrydelsesretten, har forbrugeren dog returneret varen under sådanne omstændigheder, at den erhvervsdri- vende ikke havde grund til at tro, at forbrugeren ville påberåbe sig denne ret«. Nævnet lag- de særlig vægt på, at forbrugeren var behørigt informeret om retten til at fortryde købet, og at han først 8 dage efter, at den erhvervsdrivende tilbagesendte varen til ham, påberåbte sig fortrydelsesretten. Under disse omstændigheder havde forbrugeren ikke udnyttet fortrydel- sesretten rettidigt.
Begrebet i »fysisk besiddelse« må antages at skulle forstås på samme måde som i købelovens § 73. Herefter sker levering (og deraf følgende risikoover- gang) som udgangspunkt, når genstanden er kommet i køberens besiddelse, dvs. når genstanden er overgivet til forbrugeren (eller nogen på hans vegne).
Begrebet »besiddelse« forudsættes i forarbejderne til købelovens § 73 (FT 2013-2014, til- læg A, L 40 s. 17) at indebære, at den fysiske besiddelse af eller kontrol over genstanden er overgået til køberen. Kontrollen anses for overgået til forbrugeren, når sælgeren eller sæl- gerens repræsentant ikke også har kontrol med eller adgang til at råde over varen, hvilket forarbejdernes udtalelse formentlig er udtryk for: »Med kontrol forstås i den forbindelse rådighed over varen frem for besigtigelse/gennemgang af det leverede«.
Selv om der ikke i køberetten nødvendigvis er sammenfald mellem leverings- tidspunktet og tidspunktet for overgivelse, fører købelovens § 73, stk. 1, til, at fortrydelsesfristen som udgangspunkt løber fra overgivelse til forbrugeren. I de (undtagelses)tilfælde, hvor § 73, stk. 2, fastslår, at der er sket levering alle- rede ved overgivelse af genstanden til en selvstændig fragtfører, er der der- imod ikke sammenfald mellem leveringstidspunktet og tidspunktet for over- givelse. I sådanne tilfælde løber fortrydelsesfristen først fra overgivelsen til forbrugeren – og ikke fra leveringstidspunktet.
Købelovens § 73, stk. 1, implementerer forbrugerrettighedsdirektivets ar- tikel 18, stk. 1 (men § 73, stk. 1, er ikke ændret, siden bestemmelsen blev indsat i købeloven ved lov nr. 147 af 4. april 1979 om ændring af købeloven).
§ 73, stk. 2, implementerer direktivets artikel 20, 2. pkt. Efter den sidstnævnte bestemmelse anses levering for sket, når genstanden er kommet i fragtføre- rens besiddelse, hvis der er tale om en fragtfører, som køberen (i modsætning til sælgeren) har indgået aftale med, og som ikke var blandt dem, der blev til- budt af sælgeren. Købelovens § 73 er præceptiv, jf. købelovens § 1, stk. 2, hvilket bl.a. indebærer, at forbrugeren ikke kan pålægges at bære risikoen for varen fra et tidligere tidspunkt end det, der fremgår af § 73. Se også om risi- koovergang afsnit 3.2.2 til § 24.
Forbrugerombudsmanden har i sag nr. 14/05433 på foranledning af en henvendelse fra en erhvervsorganisation, hvis medlemmer sælger varer ved fjernsalg, udtalt sig om, hvornår en vare kan siges at være kommet i forbruge- rens fysiske besiddelse, således at fortrydelsesretten begynder at løbe, jf. for- brugeraftalelovens § 19, stk. 2, nr. 2. Med udgangspunkt i købelovens § 73, som gennemfører direktivets artikel 18 og 20, er det Forbrugerombudsman- dens opfattelse, at varen må anses for at være kommet i forbrugerens eller den af forbrugeren angivne tredjemands fysiske besiddelse, når kontrollen over varen er overgået til forbrugeren eller den af forbrugeren angivne tred- jemand. Kontrollen over varen kan kun siges at være overgået til forbrugeren, når sælgeren eller sælgerens repræsentant ikke også har kontrol med eller ad- gang til at råde over varen.
Forbrugerombudsmanden antager, at fortrydelsesfristen begynder at løbe, når varen er lagt i forbrugerens postkasse, når den efter aftale med forbruge- ren er lagt i et skur el.lign. i forbrugerens have, eller når den er afleveret på forbrugerens arbejdsplads.
Varen kan derimod ikke anses for at være kommet i forbrugerens fysiske besiddelse, når den er lagt i en pakkeautomat eller i en butik, hvor forbruge- ren kan afhente den, idet sælgeren eller sælgerens repræsentant i disse tilfæl- de fortsat har adgang til at råde over varen. I disse tilfælde begynder fortry- delsesfristen først at løbe, når forbrugeren (eller forbrugerens repræsentant) afhenter varen.
Køberen kan fortryde et køb, selvom han eller hun ikke har fået varen i fysisk besiddelse. I tilfælde af, at varen ikke hentes fra en pakkeautomat eller en butik, hvor den ligger til af- hentning, vil pakken blive sendt tilbage til sælgeren. Sælgeren vil dog ikke være forpligtet til at tilbagebetale købesummen, før køberen i en utvetydig erklæring giver meddelelse om sin fortrydelse, jf. § 20, stk. 1.
Der kan være praktiske problemer forbundet med opbevaring af varen, indtil køberen tilkendegiver sit ønske. Forbrugerombudsmanden udtaler, at problemet eventuelt kan »lø- ses på den måde, at sælgeren retter henvendelse til køberen, og opfordrer ham eller hende til at oplyse, om købet fastholdes, eller om kunden ønsker at udnytte sin fortrydelsesret. Modtager sælgeren ikke et svar, må sælgeren formentlig kunne gå ud fra, at købet er for- trudt. Fastholdes købet, må køberen som udgangspunkt betale for at få varen genfrem- sendt, medmindre tilbagesendelsen skyldes sælgerens forhold – fx at varen ikke blev leve- ret på det aftalte tidspunkt, og forbrugeren derfor ikke var til stede for at tage imod varen«. Det antages videre, at der ikke vil kunne kræves betaling for håndtering af varen i forbin- delse med kundens fortrydelse, jf. § 22, hvorefter den erhvervsdrivende skal tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren. Be- stemmelsen kan ikke fraviges til skade for forbrugeren, jf. § 33. Det fremgår af § 24, stk. 2, at forbrugeren afholder de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen. Hvis varen er blevet returneret, fordi kunden ikke har hentet den, og kunden fortryder købet, må udgifterne til tilbagesendelse af varen – hvis der har været afholdt sådanne udgifter – kun-
Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at varen er kommet i forbrugerens besiddelse. Oplysninger herom kan f.eks. skaffes fra postvæsenet om, hvor- når pakken er udleveret til forbrugeren.
2.3. Vand, gas, elektricitet, fjernvarme eller digitalt indhold.
§ 19, stk. 2, nr. 3
For aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet, når disse varer ikke sælges i et afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, eller levering af fjernvarme, løber fortrydelsesfristen som udgangspunkt fra aftalens indgåel- se, jf. § 19, stk. 2, nr. 3. Tilsvarende gælder for digitalt indhold, der ikke leve- res på et fysisk medium.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 9, stk. 2, litra c.
§ 19, stk. 2, nr. 3, giver ikke mulighed for, at forbrugeren kan fraskrive sig sin fortrydelsesret ved at give sit udtrykkelige samtykke til, at den erhvervs- drivende påbegynder levering af vand, gas, elektricitet eller fjernvarme før fortrydelsesfristens udløb, sml. § 18, stk. 2, nr. 2 (om ikke-finansielle tjene- steydelser, jf. afsnit 2.2 til § 18). Om direktivets og lovens anvendelighed på aftaler om vand, gas, elektricitet mv. se afsnit 1.1 til § 3.
Hvad angår digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, følger det af § 18, stk. 2, nr. 13, at forbrugerens fortrydelsesret bortfalder, hvis udfø- relsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at vedkommende dermed mister sin fortrydelsesret, jf. nær- mere afsnit 2.13 til § 18.
3. Udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt.
§ 19, stk. 3-5
Fortrydelsesfristen løber som udgangspunkt i 14 dage (30 dage for aftaler om individuel pensionsordning), jf. ovenfor i afsnit 1 om § 19, stk. 1. § 19, stk. 2, indeholder regler om fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, jf. nærmere ovenfor i afsnit 2 om § 19, stk. 2, nr. 1-3. Herefter begynder fristen som ud- gangspunkt at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren får en vare i sin besid- delse (§ 19, stk. 2, nr. 1) eller fra aftalens indgåelse for så vidt angår tjeneste- ydelser (§ 19, stk. 2, nr. 2) eller aftaler om levering af varme, gas, elektricitet mv. eller digitalt indhold (§ 19, stk. 2, nr. 3).
3.1. Varer, ikke-finansielle tjenesteydelser, digitalt indhold mv.
§ 19, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4
Det fremgår af § 19, stk. 3, 1. pkt., at fortrydelsesfristen for så vidt angår va- rer, ikke-finansielle tjenesteydelser, digitalt indhold, vand, gas, elektricitet, fjernvarme mv. først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor forbrugeren på et varigt medium modtager oplysninger om fortrydelsesretten.
§ 19, stk. 3, 1. pkt., gennemfører direktivets artikel 10, stk. 2, mens § 19, stk. 4, gennemfø-
rer direktivets artikel 10, stk. 1.
I artikel 10, stk. 1, henvises til direktivets artikel 6, stk. 1, litra h, som gælder for fjern- salgsaftaler og aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted vedrørende varer, ikke-finansielle tjenesteydelser samt aftaler om forsyning af vand, gas eller elektrici- tet, når disse varer ikke sælges i en afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, og ved- rørende digitalt indhold, som ikke leveres på et fysisk medium, jf. artikel 6, stk. 2. Uanset at den danske bestemmelse i § 19, stk. 3, 1. pkt., ikke nævner aftaler om vand, gas mv. el- ler digitalt indhold, må bestemmelsen læses i overensstemmelse med direktivet, dvs. at der for sådanne aftaler gælder det samme som for aftaler om (andre) varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser.
Den erhvervsdrivende har i henhold til § 8, stk. 1, nr. 9, pligt til forud for ind- gåelse af en fjernsalgsaftale eller en aftale uden for den erhvervsdrivendes forretningssted om en vare eller ikke-finansiel tjenesteydelse at oplyse om
»hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og proce- durer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standardfor- trydelsesformular, der er angivet i bilag 3 til loven«.
Oplysningerne om fortrydelsesretten skal for så vidt angår aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted gives på papir eller et andet varigt medium forud for aftalens indgåelse, jf. § 10, stk. 1. Af § 10, stk. 2, 1. pkt., følger en pligt for den erhvervsdrivende til at udlevere en kopi af aftalen på papir eller et andet varigt medium, jf. afsnit 1 og 2 til § 10. Ved fjern- salgsaftaler skal oplysninger i henhold til § 8, stk. 1, gives på et varigt medi- um efter aftalens indgåelse, jf. § 13, stk. 1 og 2.
Om begrebet »varigt medium« se definitionen i § 3, nr. 5, jf. bemærknin- gerne i afsnit 6 til § 3.
Tilsidesættelse af den erhvervsdrivendes oplysningspligt i henhold til § 8, stk. 1, nr. 9, er strafsanktioneret, jf. § 34, stk. 1.
Forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, indebærer en civilretlig sanktionering
af oplysningspligten i den forstand, at en tilsidesættelse af oplysningspligten
kan medføre, at fortrydelsesfristen først begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende opfylder sin oplysningsforpligtelse.
Se Forbrugerjura 2003 s. 72 ff. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 2003-4054/7-699). En 11- årig dreng havde via mobiltelefon bestilt et abonnement på vitser, der løbende blev sendt som sms-beskeder. Forbrugerklagenævnet fandt, at aftalen mellem drengen og den er- hvervsdrivende var ugyldig på grund af umyndighed, og at teleudbyderen dermed ikke var berettiget til at fakturere drengens far, som var abonnent for disse sms’er. (Klagenævnets begrundelse for, at aftalen er ugyldig, er ikke korrekt. Den umyndige forpligter i sådanne tilfælde ikke sig selv, men derimod sin fuldmagtsgiver/abonnenten, for så vidt den umyn- dige handler inden for sin fuldmagt/legitimation, jf. nærmere om forældres hæftelse for umyndiges brug af mobiltelefoner, særligt med henblik på overtakserede sms’er Xxxxxxx Xxxxxxxx i Erhvervsjuridisk Tidsskrift 2009 s. 119 ff.). Abonnenten/forbrugeren måtte anses for rettidigt at have udnyttet sin fortrydelsesret med hensyn til aftalen. Da den erhvervsdri- vende ikke havde opfyldt sin oplysningspligt i henhold til forbrugeraftaleloven, udløb for- trydelsesfristen først 3 måneder efter aftalens indgåelse (jf. om forholdet mellem 2004- loven og 2014-lovens bestemmelser nedenfor).
Det følger af § 19, stk. 4, at fortrydelsesfristen for så vidt angår aftaler om va- rer og ikke-finansielle tjenesteydelser udløber senest 12 måneder efter udlø- bet af den oprindelige 14-dagesperiode, jf. § 19, stk. 2 (dvs. 14 dage fra afta- lens indgåelse for så vidt angår tjenesteydelser eller aftaler om forsyning af vand, gas eller elektricitet mv. eller digitalt indhold, der ikke leveres på et fy- sisk medium, jf. § 19, stk. 2, nr. 1 og 3, eller 14 dage fra forbrugeren har fået varen i sin besiddelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 2), jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 218 og L 39 s. 81. Forbrugeraftalelovens § 19, stk. 4, opstiller således en »ab- solut« fortrydelsesfrist, dvs. at fristen ikke kan overskride 12 måneder (+ 14 dage), hvis f.eks. den erhvervsdrivende opfylder sin oplysningspligt umiddel- bart før udløbet af 12-månedersfristen.
Den erhvervsdrivende kan når som helst inden for 12-månedersfristen (jf.
§ 19, stk. 4) bringe 14-dagesfristen (jf. § 19, stk. 2) til at løbe ved at opfylde sin oplysningspligt, jf. § 19, stk. 3, og FT 1999-2000, tillæg A, s. 5961. Det fremgår af § 19, stk. 4, at 14-dagesperioden udløber senest 14 dage efter den dag, hvor »oplysningerne« (jf. § 8, stk. 1, nr. 9) er kommet frem til forbruge- ren.
Uanset at forbrugeren har benyttet varen over en længere periode, hæfter han som udgangspunkt ikke for en eventuel værdiforringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende har undladt at give meddelelse om fortrydelsesretten, jf.
§ 8, stk. 1, nr. 9, jf. § 24, stk. 5, 2. pkt. Se nærmere bemærkningerne i afsnit
3.2.3 til § 24.
Det er alene manglende oplysninger om fortrydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9, der kan føre til en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestids-
punkt (sml. 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, hvorefter enhver tilsidesættelse af oplysningspligten kunne begrunde en udskydelse, jf. nærmere nedenfor).
2014-lovens § 19, stk. 3, svarer i vidt omfang til 2004-lovens § 18, stk. 2, sammenholdt med § 18, stk. 3, hvorefter fortrydelsesfristen regnedes fra det seneste af følgende tids- punkter: 1) Den dag, hvor aftalen blev indgået, hvis aftalen vedrørte en tjenesteydelsesafta- le eller en vare, som skulle fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov, og i andre tilfælde den dag, hvor forbrugeren havde fået det købte eller den første levering i hænde, eller 2) den dag, hvor forbrugeren havde modtaget de oplysninger, som det efter kapitel 3 påhvilede den erhvervsdrivende at give på papir eller andet varigt medium.
2014-lovens § 19, stk. 4, svarer i vidt omfang til 2004-lovens § 18, stk. 3, hvorefter for- trydelsesfristen ved fjernsalg af varer ophørte senest 3 måneder efter den dag, hvor forbru- geren fik varen, det første parti heraf eller den første levering i hænde. Ved fjernsalg af ik- ke-finansielle tjenesteydelser udløb fortrydelsesfristen senest 3 måneder efter aftalens ind- gåelse.
Der består dog en række forskelle mellem 2004-lovens § 18, stk. 2 og 3, og 2014- lovens § 19, stk. 3 og 4: For det første er der ikke fortrydelsesret for aftaler om varer, som skal fremstilles eller tilpasses efter forbrugerens individuelle behov efter 2014-loven, jf.
§ 18, stk. 2, nr. 3, og om denne type aftaler afsnit 2.3 til § 18. For det andet udløber den
»absolutte« fortrydelsesfrist efter 12 måneder i henhold til 2014-loven mod 3 måneder i henhold til 2004-loven. For det tredje begrundede enhver tilsidesættelse af den erhvervs- drivendes oplysningspligt i henhold til lovens kapitel 3 efter ordlyden af 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt blev udskudt (jf. om det uhen- sigtsmæssige heri og evt. muligheder for en formålsfortolkning af bestemmelsen betænk- ning nr. 1440/2004 s. 161 ff.). Efter 2014-lovens § 19, stk. 4, er det kun den erhvervsdriv- endes manglende oplysning om fortrydelsesretten i henhold til § 8, stk. 1, nr. 9, som kan begrunde, at fristens begyndelsestidspunkt udskydes. For det fjerde gjaldt den absolutte fortrydelsesfrist på 3 måneder i 2004-lovens § 18, stk. 3, kun for fjernsalgsaftaler om varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser, mens 2014-lovens 12-månedersfrist i § 19, stk. 4, og- så gælder for aftaler, som indgås uden for den erhvervsdrivendes forretningssted. Se i det hele Betænkning nr. 1540/2013 s. 217 ff. og 431 og L 39 s. 80 ff. og 153.
En almindelig forpligtelse til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahen- tens interesser i kontraktsforhold kan bevirke, at forbrugeren mister adgangen til at påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, dvs. at forbrugeren fortaber adgangen til at gøre fortrydelsesretten gældende inden udløbet af den absolutte frist på 12 måneder, som følge af den er- hvervsdrivendes tilsidesættelse af sin oplysningsforpligtelse. Dette må dog formentlig forudsætte, at forbrugeren – bevismæssigt sikkert – faktisk er ble- vet bekendt med fortrydelsesretten ad anden vej. Der kan i dén forbindelse henvises til bl.a. U 2000.577 H, hvor forbrugeren som følge af passivitet mi- stede adgangen til at gøre en ugyldighedsindsigelse gældende (jf. nu 2014- lovens § 5, hvorefter aftaler, som er indgået i strid med § 4’s forbud mod
uanmodede personlige eller telefoniske henvendelser, er ugyldige). Se om dommen (og andre afgørelse om retsfortabende passivitet) afsnit 3 til § 5.
Det hedder i Betænkning nr. 1540/2013 s. 219 (og tilsvarende L 39 s. 81), »at det som føl- ge af den almindelige forpligtelse til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahenters interesser, der gælder i et kontraktforhold, må antages, at hvis den erhvervsdrivende har overset en enkelt eller nogle få oplysninger, således at fortrydelsesretten ikke er begyndt at løbe, men forbrugeren har fået en lang række oplysninger og er bekendt med fortrydelses- retten, vil det efter omstændighederne kunne anses for illoyalt, hvis forbrugeren afventer den fulde opfyldelse af oplysningspligten, før fortrydelsesretten udøves. Forbrugeren vil i givet fald ikke kunne påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestids- punkt« (min udhævning). Der henvises i Betænkning nr. 1540/2013 s. 219 og L 39 s. 81 til forarbejderne til 2004-lovens § 18, stk. 2 og 3, i FT 2003-2004, tillæg A, s. 7574, samt Be- tænkning nr. 1440/2004, s. 163 f. Eftersom det efter 2014-lovens § 19, stk. 4, alene er manglende oplysning om fortrydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9, der kan begrunde en ud- skydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, mens det efter 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, var enhver tilsidesættelse af oplysningspligten, der begrundede en udskydelse, er forarbejdernes eksempel næppe særlig illustrerende for retsstillingen efter 2014-lovens
§ 19, stk. 4. Forarbejdernes udtalelse kunne – foruden som udslag af almindelige regler om loyalitet mv. – anses for foranlediget af, at 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 2, efter sin ordlyd var meget byrdefuld for den erhvervsdrivende, og at en indskrænkende fortolkning af ord- lyden muligvis kunne være på sin plads, »hvis enkelte manglende oplysninger [måtte] an- ses for uden betydning for forbrugerens udøvelse af fortrydelsesretten«, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 162 f.
3.2. Finansielle tjenesteydelser. § 19, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4
Som udgangspunkt løber fortrydelsesretten for så vidt angår finansielle tjene- steydelser i 14 dage fra tidspunktet for aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 1.
Fortrydelsesfristen begynder dog i henhold til § 19, stk. 3, 2. pkt., først at løbe, når forbrugeren har fået oplysninger i henhold til § 15, jf. § 14, jf. navn- lig § 14, stk. 1, nr. 10, om pligt til allerede før aftalens indgåelse på et varigt medium at oplyse om, »hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald fortry- delsesfristens begyndelsestidspunkt og varighed samt betingelserne for og fremgangsmåden ved brug af fortrydelsesretten, herunder om, til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse skal sendes«. 2014-lovens § 19, stk. 3, vi- derefører på dette punkt 2004-lovens § 18, stk. 2, jf. L 39 s. 153.
2014-forbrugeraftalelovens § 19, stk. 3, gennemfører hvad angår finansiel- le tjenesteydelser det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 1.
Retsstillingen for finansielle tjenesteydelser adskiller sig på flere punkter fra retsstillingen for varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, jf. herom oven- for i afsnit 3.1: For det første begrunder enhver tilsidesættelse af den er- hvervsdrivendes oplysningspligt i henhold til § 15, jf. § 14, efter ordlyden af
§ 19, stk. 3, 2. pkt., at fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt udskydes, jf. L 39 s. 81 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 219 f. (sml. § 19, stk. 3, 2. pkt., om varer og ikke-finansielle tjenesteydelser, hvor kun tilsidesættelse af for- pligtelsen til at oplyse om fortrydelsesretten i henhold til § 8, stk. 1, nr. 9, be- virker en udskydelse af fristen).
Som beskrevet ovenfor i afsnit 3.1 diskuteredes det i forarbejderne til 2004-lovens § 18, stk. 2 og 3, om der var grundlag for en indskrænkende fortolkning af ordlyden af bestem- melserne, således at det ikke bevirkede en udskydelse af fristen, »hvis enkelte manglende oplysninger [måtte] anses for uden betydning for forbrugerens udøvelse af fortrydelsesret- ten«, jf. Betænkning nr. 1440/2003 s. 162 f. En sådan fortolkning afvises dog, da »ordly- den af [det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 1] ikke levner plads for en lempeli- gere fortolkning«. Virkningen af en sådan »absolut fortolkning« af det finansielle fjern- salgsdirektivs artikel 6, stk. 1, antages dog at blive afbødet af, at »i et tilfælde, hvor den erhvervsdrivende har overset en enkelt eller nogle få oplysninger, således at fortrydelses- fristen ikke er begyndt af løbe, men hvor forbrugeren har fået en lang række oplysninger og er bekendt med fortrydelsesretten, vil det kunne anses for illoyalt, hvis forbrugeren af- venter den fulde opfyldelse af oplysningspligten, før fortrydelsesretten udøves. Forbruge- ren vil i givet fald ikke kunne påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndel- sestidspunkt«, jf. nedenfor og Betænkning nr. 1440/2004 s. 163 f., FT 2003-2004, tillæg A, s. 7574 og 7604, Betænkning nr. 1540/2013 s. 219 og L 39 s. 81.
For det andet gælder § 19, stk. 4, som fastslår en absolut fortrydelsesfrist på 12 måneder, ikke for finansielle tjenesteydelser.
Der kan ikke antages at være hjemmel for fastsættelse af en sådan absolut frist for så vidt angår finansielle tjenesteydelser, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7605, Betænkning nr. 1440/2004 s. 164, Betænkning nr. 1540/2013 s. 218 og L 39 s. 153 f.
Henvisningen i § 19, stk. 3, 2. pkt., til § 19, stk. 5, indebærer, at fortrydelses- retten ophører, når aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.
Selv om den absolutte frist på 12 måneder i § 19, stk. 4, ikke finder an- vendelse for finansielle tjenesteydelser, kan almindelige aftaleretlige regler, herunder om passivitet og forpligtelsen til loyal og rimelig hensyntagen til medkontrahentens interesser i kontraktsforhold, føre til, at forbrugeren mister adgangen til at udnytte sin fortrydelsesret, jf. L 39 s. 81 og nærmere ovenfor i afsnit 3.1. I sammenhæng med finansielle tjenesteydelser – hvor som nævnt enhver tilsidesættelse af oplysningspligten kan føre til en udskydelse af for- trydelsesfristens begyndelsestidspunkt – kan forbrugeren være afskåret fra at påberåbe sig en udskydelse af fortrydelsesfristens begyndelsestidspunkt, hvis den erhvervsdrivende har »overset en enkelt eller nogle få oplysninger, såle- des at fortrydelsesfristen ikke er begyndt at løbe, men hvor forbrugeren har
4. Fortrydelsesrettens ophør for finansielle tjenesteydelser.
§ 19, stk. 5
Som udgangspunkt løber forbrugerens fortrydelsesret med hensyn til fjern- salgsaftaler om finansielle tjenesteydelser i 14 dage fra aftalens indgåelse, jf. forbrugeraftalelovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Forbrugeren har dog ikke fortrydelsesret for de typer af aftaler, der er omfattet af § 18, stk. 2, nr. 14 og 15, jf. bemærkningerne i afsnit 2.14 og 2.15 til § 18.
Er den finansielle tjenesteydelse, som fjernsalgsaftalen angår, omfattet af kreditaftale- loven, finder forbrugeraftalelovens regler om fortrydelsesret ikke anvendelse, jf. kreditafta- lelovens § 19, stk. 6. Kreditaftalelovens § 19, stk. 1-5, indeholder bestemmelser om fortry- delsesret, som har en del ligheder med forbrugeraftalelovens regler i kapitel 4. Se også Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx: Kreditaftaleloven 2010 (2011) s. 199 ff.
Det fremgår af § 19, stk. 5, at forbrugerens fortrydelsesret med hensyn til en fjernsalgsaftale om en finansiel tjenesteydelse kun gælder, indtil aftalen efter forbrugerens udtrykkelige samtykke er blevet helt opfyldt af begge parter, dvs. at § 19, stk. 5, indebærer, at fortrydelsesretten i visse tilfælde ophører
»før tid«.
2014-lovens § 19, stk. 5, viderefører 2004-lovens § 18, stk. 5, som gennemfører det finan- sielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 2, xxxxx c, jf. L 39 s. 154.
For ikke-finansielle tjenesteydelser følger det af § 18, stk. 2, nr. 2, at fortrydelsesretten ophører, når tjenesteydelsen er fuldt udført, hvis leveringen af tjenesteydelsen er påbegyndt med forbrugerens forudgående udtrykkelige samtykke og anerkendelse af, at fortrydelses- retten ophører, jf. om denne bestemmelse bemærkningerne i afsnit 2.2 til § 18.
Baggrunden for § 19, stk. 5 (og § 18, stk. 2, nr. 2) er, at den erhvervsdrivende på den ene side ikke vil opfylde sine forpligtelser inden udløbet af den almin- delige fortrydelsesfrist, dvs. inden 14 dage efter aftalens indgåelse, hvis han løber dén risiko, at forbrugeren fortryder, og at de ydelser mv., den erhvervs- drivende har erlagt inden for de 14 dage, dermed er spildt (jf. dog § 25 om forbrugerens forpligtelse til at betale for den del af ydelsen, der allerede er er- lagt). Forbrugeren er på den anden side (almindeligvis) interesseret i at få den
bestilte ydelse leveret så hurtigt som muligt efter aftalens indgåelse. Ved at forbrugerens fortrydelsesret ophører, når aftalen er opfyldt (af den erhvervs- drivende eller begge parter, jf. § 18, stk. 2, nr. 2, henholdsvis § 19, stk. 5) op- nås, at den erhvervsdrivende er villig til at levere straks efter aftalens indgåel- se, hvilket typisk er i forbrugerens interesse.
Bestemmelsen i forbrugeraftalelovens § 19, stk. 5, om finansielle tjeneste- ydelser er i en vis udstrækning parallel med § 18, stk. 2, nr. 2, om ikke- finansielle tjenesteydelser, dog med den forskel, at fortrydelsesretten efter
§ 18, stk. 2, nr. 2, ophører, når den erhvervsdrivende har opfyldt sine forplig- telser i henhold til aftalen fuldt ud, hvorimod fortrydelsesretten efter § 19, stk. 5, først ophører, når begge parter har udfyldt deres forpligtelser.
At aftalen i henhold til § 19, stk. 5, skal være opfyldt af begge parter inde- bærer, at det ikke er tilstrækkeligt for fortrydelsesrettens bortfald, at den er- hvervsdrivende har erlagt sin ydelse fuldt ud (sml. § 18, stk. 2, nr. 2). Fortry- delsesretten bortfalder kun efter § 19, stk. 5, såfremt forbrugeren også har op- fyldt sine forpligtelser i henhold til aftalen, f.eks. ved at betale et vederlag for en pengeoverførsel el.lign. Undlader forbrugeren at opfylde sine forpligtelser, kan han derved bevare sin fortrydelsesret i (som udgangspunkt) 14 dage efter aftalens indgåelse, jf. § 19, stk. 2, nr. 1. Forbrugeren kan dog ved tilbagetræ- den fra aftalen, mens fortrydelsesfristen løber, under visse omstændigheder pålægges at betale for den del af ydelsen, der er leveret på fortrydelsestids- punktet, jf. § 25, stk. 1, 2 og 4.
Som følge af kravet om, at begge parter skal have opfyldt deres forpligtel- ser i henhold til aftalen, vil § 19, stk. 5, om fortrydelsesrettens ophør »før tid« normalt være uden praktisk betydning i løbende aftaleforhold, f.eks. aftaler om lån eller kassekredit. Derimod vil bestemmelsen kunne finde anvendelse på enkeltstående aftaler om betalingsformidling eller pengeoverførsler, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7575 og 7605. Om adgangen til at tilbagekalde beta- lingsordrer se betalingslovens § 111, jf. om den tilsvarende tidligere bestem- melse i betalingstjenestelovens § 73 Xxxxxxx Xxxxxxxx: Lov om betalingstje- nester og elektroniske penge (2012) s. 514 ff.
Den erhvervsdrivende er efter § 14, stk. 1, nr. 10, forpligtet til forud for aftalens indgåelse at oplyse forbrugeren om, at fortrydelsesretten kun gælder, indtil aftalen er blevet opfyldt af begge parter. Tilsidesættelse af oplysnings- pligten i henhold til § 14, stk. 1, nr. 10, er strafsanktioneret, jf. § 34, stk. 1.
Udøvelse af fortrydelsesretten
§ 20
Ønsker forbrugeren at udøve sin fortrydelsesret, skal denne inden udlø- bet af den fortrydelsesfrist, der følger af § 19, ved afgivelse af en utvety- dig erklæring give den erhvervsdrivende meddelelse herom. Forbruge- ren kan vælge at benytte standardfortrydelsesformularen i lovens bi- lag 3.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende kan endvidere på sin hjemmeside give forbrugeren mulighed for elektronisk at udfylde og indsende enten stan- dardfortrydelsesformularen i lovens bilag 3 eller en anden utvetydig er- klæring. Benytter forbrugeren den fremgangsmåde, der er anført i 1. pkt., skal den erhvervsdrivende straks på et varigt medium kvittere for modtagelsen.
Stk. 3. Er meddelelsen afsendt inden fortrydelsesfristens udløb, anses fristen for overholdt.
Stk. 4. Forbrugeren har bevisbyrden for, at denne har gjort brug af fortrydelsesretten i overensstemmelse med stk. 1-3.
Forarbejder
FT 1977-1978, tillæg A, sp. 758 f.
FT 1999-2000, tillæg A, s. 5940 f. og 5961 f. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7575 f. og 7605 f. Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven s. 151 ff., 257 f., 288
og 427 ff.
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 21, 77, 93
ff. og 154 f.
Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 50, 242 ff. og 434 ff.
Forbrugeraftalelovens § 20 indeholder regler om fremgangsmåden ved udnyt- telse af fortrydelsesretten, uanset om aftalen angår en vare eller en tjeneste- ydelse (det være sig en finansiel tjenesteydelse eller en ikke-finansiel tjene- steydelse, jf. L 39 s. 96).
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 11 og det finansielle fjernsalgsdirektivs artikel 6, stk. 6, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 434 og L 39 s. 97.
§ 20 pålægger forbrugeren at afgive en »utvetydig erklæring« til den er- hvervsdrivende om udnyttelse af fortrydelsesretten. Forbrugeren kan gøre fortrydelsesretten gældende uden angivelse af en årsag (jf. § 19, stk. 1, 2.
pkt.) og uden at pådrage sig andre omkostninger end dem, der følger af § 22, stk. 3 (ekstra omkostninger, som har været forbundet med f.eks. ekspresleve- ring el.lign.), § 24 (bl.a. § 24, stk. 2, om omkostninger til returnering af va- rerne) og § 25 (om forbrugerens pligt til at betale for den del af en tjeneste- ydelse, der måtte være erlagt) jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 202, 214 og 429 og L 39 s. 76, 79 og 152.
Hvad angår aftaler om varer skal § 20 læses i sammenhæng med § 24, som bl.a. fastsætter regler om forbrugerens forpligtelse til at tilbagesende va- rer mv. til den erhvervsdrivende.
2004-loven indeholdt i § 19 en fælles bestemmelse om afgivelse af underretning om udø- velse af fortrydelsesretten og pligten til tilbagesendelse af varen til den erhvervsdrivende. Retsstillingen efter 2014-lovens § 20 og § 24 adskiller sig dog på flere punkter fra retsstil- lingen efter 2004-loven, jf. nærmere i det følgende.
Forbrugeren kan udøve fortrydelsesretten i overensstemmelse med § 20 (af- givelse af »utvetydig erklæring« mv.), når han har fået varen i sin besiddelse, eller før han har fået varen i sin besiddelse, jf. direktivets betragtning 40.
Forbrugeren skal i henhold til § 20, stk. 1 – inden for den frist, der følger af § 19 – underrette den erhvervsdrivende om, at han vil udnytte fortrydelses- retten. Forbrugeren skal afgive en »utvetydig erklæring« til den erhvervsdri- vende om, at han fortryder (jf. § 20, stk. 1, 1. pkt.), hvilket forbrugeren kan gøre ved at benytte standardfortrydelsesformularen i lovens bilag 3 (jf. § 20, stk. 1. 2. pkt.).
Kravet om, at forbrugeren skal afgive en »utvetydig erklæring« til den er- hvervsdrivende, udelukker, at forbrugeren kan udnytte sin fortrydelsesret ale- ne ved f.eks. at nægte at modtage en vare eller undlade at afhente pakken på posthuset.
2004-forbrugeraftaleloven indeholdt i § 19, stk. 3, en udtrykkelig bestemmelse om, at for- brugeren kunne udnytte fortrydelsesretten ved at undlade at modtage eller indløse forsen- delsen. Bestemmelsen kunne ikke opretholdes efter implementeringen af forbrugerret- tighedsdirektivet, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 258 og L 39 s. 95 f.
2014-lovens § 20, stk. 1, 1. pkt., om kravet om afgivelse af en »utvetydig erklæring« svarer til kravet i 2004-lovens § 19, stk. 1, 1. pkt., om kravet om underretning til den er- hvervsdrivende, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 256 og L 39 s. 95.
Undlader forbrugeren at modtage en vare eller at afhente den på posthuset el.lign., kan den erhvervsdrivende, f.eks. hvis varen returneres til den er- hvervsdrivende af postvæsenet mv., rette henvendelse til forbrugeren med henblik på at afklare, hvorvidt forbrugeren (fortsat) ønsker at modtage varen. Forbrugerens svar (men ikke manglende svar) på den erhvervsdrivendes hen-
vendelse kan bevirke, at den erhvervsdrivende kan få afklaret, om han er fri- gjort fra sin forpligtelse til at levere varen. Fortrydelsesfristen først løber fra forbrugerens modtagelse af varen, jf. afsnit 2.2 til § 19. Forbrugerens svar på den erhvervsdrivendes henvendelse kan efter omstændighederne udgøre en utvetydig erklæring om udnyttelse af fortrydelsesretten, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 258 og L 39 s. 96.
Der er ikke i loven fastsat formkrav til forbrugerens underretning til den erhvervsdrivende. Underretningen kan dermed gives mundtligt, f.eks. telefo- nisk, pr. brev, e-mail, sms el.lign., jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 258 og L 39 s. 95 (og tilsvarende FT 1977-1978, tillæg A, sp. 758, FT 2003-2004, til- læg A, s. 7606 og Betænkning nr. 1440/2004 s. 258).
Forbrugeren har i henhold til § 20, stk. 4, bevisbyrden for, at han har gjort brug af fortry- delsesretten i overensstemmelse med § 20, stk. 1-3, og af den årsag kan mundtlig underret- ning til den erhvervsdrivende om udnyttelse af fortrydelsesretten være mindre hensigts- mæssig.
Forbrugeren kan i henhold til § 20, stk. 1, 2. pkt., vælge at benytte standard- fortrydelsesformularen i lovens bilag 3 ved underretning til den erhvervsdri- vende.
Den erhvervsdrivende har i henhold til § 8, stk. 1, nr. 9, pligt til stille standardfortrydelses- formularen i bilag 3 til rådighed for forbrugeren inden aftalens indgåelse, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 394 og 399, L 39 s. 95 og 137 og bemærkningerne i afsnit 1.9 til § 8 og
afsnit 1 til § 9.
Den erhvervsdrivende kan på sin hjemmeside give forbrugeren mulighed for elektronisk at udfylde og indsende standardfortrydelsesformularen i bilag 3 eller en anden utvetydig erklæring, jf. § 20, stk. 2, 1. pkt. Hvis forbrugeren benytter denne fremgangsmåde, har den erhvervsdrivende pligt til straks og på varigt medium (jf. definitionen heraf i § 3, nr. 5) at kvittere for modtagel- sen af forbrugerens meddelelse om, at han fortryder, jf. § 20, stk. 2, 2. pkt.
Det er tilstrækkeligt, at forbrugeren har afsendt erklæringen om, at han fortryder, inden fristens udløb, jf. § 20, stk. 3. Bestemmelsen indebærer, at den erhvervsdrivende bærer forsendelsesrisikoen for fortrydelsesmeddelelsen, dvs. at meddelelsen får de ønskede retsvirkninger, selv om meddelelsen for- sinkes undervejs til den erhvervsdrivende eller slet ikke kommer frem.
Ønsker forbrugeren at påberåbe sig § 24, stk. 4, 1. pkt., hvorefter forbrugeren vederlagsfrit kan beholde varen, hvis den erhvervsdrivende ikke afhenter varen inden 3 måneder, bærer forbrugeren dog selv risikoen for, om hans fortrydelsesmeddelelse er kommet frem, jf. nærmere bemærkningerne i afsnit 2 til § 24.
Det er en forudsætning for, at den erhvervsdrivende bærer forsendelsesrisiko- en, at meddelelsen er sendt til en adresse, hvor den må forventes at komme til den erhvervsdrivendes kundskab, og at der er anvendt et »forsvarligt befor- dringsmiddel« i den forstand, hvori dette udtryk forstås i f.eks. aftalelovens
§ 40 og købelovens § 86, jf. § 61, stk. 1, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 259
f. og 434 f. og L 39 s. 96 og 154. Afsendelse kan herefter f.eks. ske med post eller e-mail, jf. Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx: Aftaler og mel- lemmænd, 7. udgave (2017) s. 64.
Har forbrugeren afsendt sin meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten til den fysiske adresse eller den e-mailadresse, som den erhvervsdrivende har oplyst i henhold til § 8, stk. 1, nr. 2, 3 og/eller 4, må det antages, at meddelel- sen får de ønskede retsvirkninger, dvs. at den erhvervsdrivende bærer forsen- delsesrisikoen, jf. § 20, stk. 3. Også afsendelse til andre adresser (det være sig fysiske eller elektroniske adresser) kan føre til, at den erhvervsdrivende bærer forsendelsesrisikoen for meddelelsen, hvis der er tale om en adresse, hvor meddelelsen kan forventes at komme til den erhvervsdrivendes kundskab, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 260 og 434 f. Se også Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 367 ff. om spørgsmålet om, hvornår en e-mail anses for »kommet frem«, herunder spørgsmålet om, hvornår en meddelelse er afsendt ad en »påregnelig befordringsvej«, således at afsenderen må påregne, at modtageren under sædvanlige omstændigheder har lejlighed til at gøre sig bekendt med indholdet.
Den erhvervsdrivende er ved § 8, stk. 1, nr. 9, forpligtet til forud for indgåelse af fjern- salgsaftaler eller aftaler uden for den erhvervsdrivendes forretningssted at oplyse om,
»hvorvidt der er fortrydelsesret, og i givet fald betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre fortrydelsesretten gældende, jf. § 20, samt den standardfortrydelsesformular, der er angivet i bilag 3 til loven« (jf. også § 8, stk. 1, nr. 10-12, som ligeledes angår den er- hvervsdrivendes oplysningspligt vedrørende fortrydelsesretten).
2004-lovens § 12, stk. 2, nr. 2, pålagde udtrykkeligt den erhvervsdrivende at oplyse om, »til hvilken adresse meddelelse om fortrydelse [skulle] sendes«. Dette krav fremgår ikke af ordlyden af forbrugerrettighedsdirektivets artikel 6, stk. 1, litra h, som gennemføres ved 2014-lovens § 8, stk. 1, nr. 9. Formentlig ville forbrugeren ikke miste sin fortrydelses- ret, selv om han sendte sin meddelelse til en anden adresse, end den, der var angivet i § 12, stk. 2, nr. 2-oplysningerne, for så vidt meddelelsen blev sendt til en adresse, hvor den kun- ne forventes at komme til den erhvervsdrivendes kundskab, jf. om dette problem Xxxxxxxxx Xxxxxxx m.fl.: Forbrugeraftaleloven (2006) s. 308.
En tilkendegivelse fra forbrugeren om, at han er utilfreds med varen eller ydelsen, kan efter omstændighederne sidestilles med en underretning om, at han fortryder. Se også direktivets betragtning 44, 4. pkt., hvor det hedder:
»Forbrugeren bør [...] have mulighed for at gøre sin fortrydelsesret gældende
med egne ord, forudsat at vedkommendes erklæring om at have besluttet at anvende aftalens fortrydelsesret over for den erhvervsdrivende er utvetydig«.
Se Forbrugerklagenævnets afgørelse i sag nr. 14/10093. Forbrugeren havde via den er- hvervsdrivendes hjemmeside den 31. august bestilt en forstærker. Den 5. september, da forstærkeren endnu ikke var leveret, skrev forbrugeren en mail til den erhvervsdrivende med ordlyden: »Har bestilt en forstærker men ønsker den ikke alligevel da manden ikke vil havde den. Derfor afbestiller jeg den«. Forbrugerklagenævnet vurderede, at denne mail op- fyldte kravet om en »utvetydig erklæring« i forbrugeraftalelovens § 20. Det ændrede ikke herpå, at forbrugeren havde brugt ordet »afbestille«.
Se også Forbrugerklagenævnets afgørelse 14/08157. En forbruger bestilte den 14. juli musikudstyr over internettet. Udstyret blev ikke leveret, og den erhvervsdrivende reagere- de ikke på henvendelser fra forbrugeren. Den 23. juli sendte xxxxxxxxxxx en e-mail til den erhvervsdrivende med ordlyden: »Da jeg fortsat ikke har modtaget mine varer og I ikke besvarer mine henvendelser på hverken telefon eller mail ønsker jeg at hæve købet og vil bede om at mine penge tilbagebetales med det samme«. Forbrugerklagenævnet fandt, at ordlyden af mailen opfyldte § 20’s krav om en »utvetydig erklæring« om, at forbrugeren ønskede at fortryde købet. Det ændrede ikke herpå, at hun havde anvendt ordet »hæve«. Forbrugeren havde herefter krav på tilbagebetaling af købesummen.
Se også afsnit 1 til § 5 om praksis, hvor forbrugerens ugyldighedsindsigelse i henhold til § 5 (om aftaler indgået i strid med forbuddet mod uanmodede personlige og telefoniske henvendelser i § 4) ofte fremsættes sammen med påberåbelse af fortrydelsesret i henhold til forbrugeraftalelovens regler og hæveadgang i henhold til købeloven (eller almindelige obligationsretlige regler) om sælgerens misligholdelse i form af mangler ved den leverede ydelse.
Såfremt der indgås en fjernsalgsaftale eller en aftale uden for fast forretnings- sted mellem to ikke-erhvervsdrivende, og aftalen er indgået eller formidlet for den ikke-erhvervsdrivende sælger eller tjenesteyder af et erhvervsdrivende mellemled, er forholdet omfattet af formidlingsreglen i forbrugeraftalelovens
§ 2, stk. 3. Herefter finder forbrugeraftalelovens regler om bl.a. oplysnings- pligt og fortrydelsesret anvendelse i forholdet mellem aftalens ikke-erhvervs- drivende parter. Det påhviler i sådanne tilfælde den erhvervsdrivende at mod- tage køberens underretning om brug af fortrydelsesretten og at videreformidle underretningen til sælgeren, jf. FT 2003-2004, tillæg A, s. 7586 og Sø- og Handelsrettens dom af 18. juni 2009 og Højesterets dom af 2. februar 2012 vedrørende internetauktionsfirmaet QXL. Se bemærkningerne i afsnit 3 til
§ 2. En underretning, som forbrugeren afgiver til mellemleddet inden for for- trydelsesfristen, vil herefter være rettidig, jf. § 20, stk. 1 og 3.
Retsvirkningerne af udøvelse af fortrydelsesretten
§ 21
Ved udøvelse af fortrydelsesretten ophører parternes forpligtelse til at opfylde en indgået aftale. Forbrugeren er heller ikke bundet af et frem- sat tilbud.
Forarbejder
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 21 ff., 97 f.
og 155.
Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 51, 252 ff., 261 f. og 436.
Ved § 21 præciseres, at udøvelse af fortrydelsesretten indebærer, at parternes forpligtelser bortfalder, herunder at forbrugeren ikke er bundet af et fremsat tilbud.
Bestemmelsen gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 12, jf. også direktivets betragtning 37, hvoraf det fremgår, at »[h]vis fortrydelsesretten gøres gældende, bør dette indebære, at de kontraherende parters forpligtelse til at opfylde aftalen ophører«.
2004-loven indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse, men det fremgik af 2004- lovens § 21, stk. 1, at hvis forbrugeren udøvede fortrydelsesret, kunne »den erhvervsdri- vende ikke gøre krav i henhold til aftalen gældende mod forbrugeren«. Der er dermed ikke tale om en materiel ændring i forhold til tidligere, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 261 f. og 436 og L 39 s. 98 og 155.
De nærmere retsvirkninger af udøvelse af fortrydelsesretten fremgår af for- brugeraftalelovens §§ 22 ff., jf. f.eks. § 22 om den erhvervsdrivendes forplig- telse til at tilbagebetale, hvad han har modtaget (for så vidt angår varer eller ikke-finansielle tjenesteydelser), § 23 om den erhvervsdrivendes forpligtelse til at tilbagebetale, hvad han har modtaget (for så vidt angår finansielle tjene- steydelser), § 24 om forbrugerens forpligtelse til at tilbagelevere det modtag- ne (for så vidt angår varer) og § 25 om forbrugerens forpligtelse til at betale for den del af ydelsen, der måtte være leveret, inden fortrydelsesretten udøves (for så vidt angår tjenesteydelser).
Om forskellene mellem retsvirkningerne af udøvelse af fortrydelsesret og ugyldighed se bemærkningerne i afsnit 1 og 2 til § 5 (om aftalens ugyldighed som følge af, at aftalen er kommet i stand ved den erhvervsdrivendes uanmo- dede personlige eller telefoniske henvendelse i strid med § 4). Se også afsnit 1 til § 18 om forbrugerens tilbagekaldelsesadgang, ophævelse, annullation og opsigelse af aftalen.
Den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
§ 22
Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjene- steydelse skal den erhvervsdrivende tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren uden unø- dig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdriven- de i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbruge- rens beslutning om at træde tilbage fra aftalen.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal foretage den i stk. 1 nævnte tilbage- betaling under anvendelse af samme betalingsmiddel, som forbrugeren har benyttet til den oprindelige transaktion, medmindre forbrugeren ud- trykkeligt har accepteret noget andet, og i så fald forudsat at forbruge- ren ikke bliver pålagt nogen former for gebyrer som følge af tilbagebeta- lingen.
Stk. 3. Uanset stk. 1 skal den erhvervsdrivende ikke tilbagebetale eks- tra omkostninger forbundet med levering, hvis forbrugeren udtrykkeligt har valgt en anden leveringsform end den mindst bekostelige standard- levering, som den erhvervsdrivende har tilbudt.
Stk. 4. Medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen selv, kan den erhvervsdrivende tilbageholde det i stk. 1 nævnte beløb, indtil varen er modtaget retur, eller indtil forbrugeren har fremlagt do- kumentation for, at varen er returneret, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst.
Oversigt
1. Den erhvervsdrivendes forpligtelse til at tilbagebetale indbetalte beløb. § 22, stk. 1 og 2
2. Særligt om fragtomkostninger. § 22, stk. 1 og 3
3. Fristen for tilbagebetaling. Tilbageholds- ret. § 22, stk. 1 og 4
Forarbejder
FT 1977-1978, tillæg A, sp. 764 f. og 770
FT 1999-2000, tillæg A, s. 5942 og 5962
FT 2003-2004, tillæg A, s. 7547 og 7607
Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven s. 61, 197 ff., 259 ff.
og 430 ff.
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 98 ff. og 155 f.
Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder
s. 262 ff. og 436 ff.
1. Den erhvervsdrivendes forpligtelse til at tilbagebetale indbetalte beløb. § 22, stk. 1 og 2
Forbrugeraftalelovens § 22 fastsætter nærmere regler om den erhvervsdriv- endes forpligtelse til at tilbagebetale indbetalte beløb til forbrugeren, hvis forbrugeren benytter sig af sin fortrydelsesret vedrørende en aftale om en vare eller en ikke-finansiel tjenesteydelse. Om den erhvervsdrivendes pligt til til- bagebetaling ved forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten vedrørende af- taler om finansielle tjenesteydelser se § 23.
§ 22 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets artikel 13.
2004-lovens § 21, stk. 2, pålagde den erhvervsdrivende at »tilbagebetale det modtagne« i tilfælde af forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesretten. 2014-lovens § 22 svarer i et vist omfang til de tidligere regler, men regulerer den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt mere detaljeret end 2004-loven. Den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt efter 2014- loven indtræder typisk på et tidligere tidspunkt end efter 2004-loven, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.
Det påhviler i henhold til § 22, stk. 1, den erhvervsdrivende at »tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbru- geren«. De eneste omkostninger, der kan pålægges en forbruger, er dem, der er nævnt i § 22, stk. 3, § 24 og § 25, f.eks. de direkte udgifter, som er forbun- det med tilbagelevering af varen, jf. udtrykkeligt § 24, stk. 2. Den erhvervs- drivende kan ikke foretage fradrag i modtagne beløb, f.eks. som et fortrydel- sesgebyr el.lign.
Se f.eks. Forbrugerjura 2006 s. 13 (sag nr. 2006-11104/5-225). En e-handelsbutiks vilkår om, at forbrugeren skulle betale et gebyr på 20 % af salgsprisen, hvis forbrugeren fortrød køb af varer til en pris af 8.000 kr. eller derover, var ulovligt.
I visse tilfælde kan den erhvervsdrivende fradrage et beløb for en eventuel forringelse af genstandens værdi som følge af en brug, der ligger ud over, hvad der er »nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«, jf. § 24, stk. 5, og bemærkningerne i afsnit 3.2.1 til § 24, og nedenfor i afsnit 3 om den erhvervsdrivendes tilbageholdsret.
§ 22, stk. 1, pålægger den erhvervsdrivende at tilbagebetale »alle beløb, inklusive eventuelle leveringsomkostninger, modtaget fra forbrugeren«. I de tilfælde, hvor forbrugeren fortryder købet delvist, kan det give anledning til spørgsmål, hvilket beløb den erhvervsdrivende skal tilbagebetale, jf. nærmere bemærkningerne i afsnit 1 til § 18 om forbrugerens adgang til delvis fortry- delse. Problemet opstår f.eks., hvis aftalen er indgået således, at forbrugeren får en rabat ved købet, eksempelvis »køb for over xx kr. og få xx %/kr. ra-
bat«, og forbrugerens delvise fortrydelse af købet bevirker, at forbrugeren ik- ke længere opfylder betingelsen om mindstekøb. Det må i sådanne tilfælde følge af almindelige aftaleretlige regler, at forbrugeren ikke har krav på rabat for de dele af det købte, som han beholder. Den erhvervsdrivende skal der- med kun refundere så stort et beløb, som svarer til, at forbrugeren har betalt fuld pris for de varer, han ikke returnerer. Tilsvarende gælder, hvis forbruge- ren – hvis han bestiller varer for et bestemt beløb – modtager en gratis gave. Forbrugeren skal i så fald returnere den gratis gave, hvis han fortryder købet helt eller delvist (under forudsætning af, at forbrugeren har indvilliget i at modtage den gratis gave ved aftalens indgåelse). Den erhvervsdrivende er i så fald ikke forpligtet til at acceptere returnering af kun de varer, der er solgt til fuld pris, jf. Kommissionens vejledning pkt. 6.4.1, s. 45, og afsnit 1 til § 24.
Om den erhvervsdrivendes forpligtelse til at tilbagebetale eventuelle fragt- omkostninger, herunder om aftaler om »fri fragt ved køb over xx kr.« o.lign., se nedenfor i afsnit 2.
Det fremgår af § 22, stk. 2, at den erhvervsdrivende skal foretage tilbage- betalingen »under anvendelse af samme betalingsmiddel, som forbrugeren har benyttet til den oprindelige transaktion, medmindre forbrugeren udtrykke- ligt har accepteret noget andet, og i så fald forudsat at forbrugeren ikke bliver pålagt nogen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen«. 2004-loven indeholdt ikke en tilsvarende bestemmelse.
Den erhvervsdrivende kan ikke opfylde sin forpligtelse til at tilbagebetale beløbet til forbrugeren ved at udstede et tilgodebevis el.lign., »medmindre forbrugeren har anvendt tilgodebevis til den oprindelige transaktion eller ud- trykkeligt har accepteret dette«, jf. direktivets betragtning 46, 2. pkt.
Det er en forudsætning for, at den erhvervsdrivende kan foretage tilbage- betalingen ved brug af et andet betalingsmiddel end det, der blev anvendt ved den oprindelige transaktion, at »forbrugeren er blevet stillet over for og har været klar over, at der var tale om, et egentligt, frivilligt valg mellem det samme og et alternativt betalingsmiddel«, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 263 og tilsvarende L 39 s. 99 f.
Interbankgebyrforordningens artikel 8 indebærer, at forbrugere ved betaling med »co bad- ged« betalingskort, dvs. betalingskort, hvori der er inkluderet et eller flere betalingsvare- mærker, f.eks. Visa/Dankort, skal have mulighed for at vælge, hvilket af to (eller flere) be- talingsvaremærker, der er inkluderet på kortet, som vedkommende ønsker at betale med, jf. nu betalingslovens § 72, stk. 1, nr. 2, litra g. Se om interbankgebyrforordningen nedenfor og nærmere Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 537.
§ 22, stk. 2, indebærer, at den erhvervsdrivende ikke blot (som udgangs- punkt) er forpligtet til at tilbagebetale ved brug af det oprindelige betalings- middel, men også berettiget hertil, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 264 og L 39 s. 99 f.
Den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt kan ikke antages at omfatte det gebyr for anvendelse af et betalingsinstrument, som betaleren/kunden har erlagt til betalingsmodtageren/den erhvervsdrivende, og som denne skal af- regne til tredjemand, f.eks. en kortindløser, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 437 og L 39 s. 155.
Det andet betalingstjenestedirektiv, 2015/2366/EU (kaldet »PSD2«), som ophæver det før- ste betalingstjenestedirektiv, 2007/64/EU, indeholder i artikel 62, stk. 4, et forbud mod, at betalingsmodtageren overvælter gebyrer på betaleren/kunden, som betalingsmodtageren skal erlægge til indløseren for gennemførelse af transaktionen. Forbuddet gælder ved an- vendelse af betalingsinstrumenter, der er omfattet af interbankgebyrforordningen (2015/751/EU). I praksis gælder der dermed et forbud mod overvæltning af gebyrer på forbrugerne ved alle transaktioner med betalingskort, både debet- og kreditkort. Forord- ningen omfatter ikke betalingskort, der er udstedt i ordninger med tre parter, dvs. hvor be- talingsmodtagerens og betalerens udbyder er den samme, f.eks. benzinkort og visse former for kontokort. Forbuddet mod overvæltning af gebyrer finder dermed ikke anvendelse på sådanne transaktioner.
Artikel 62, stk. 4, er gennemført i dansk ret ved betalingslovens § 121, stk. 3. Herefter vil spørgsmålet om den erhvervsdrivendes/betalingsmodtagerens pligt til at tilbagebetale betalingsgebyrer, som betaleren har erlagt, hvis forbrugeren fortryder, kun være aktuelt i meget begrænset omfang. Se om betalingslovens § 121, stk. 3, Xxxxxxx Xxxxxxxx i Xxx Xxxxxxxxxxx (red.): Internetretten, 3. udgave (2017) s. 536 f. Se også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens vejledning om forretningers opkrævning af gebyrer, december 2017.
2. Særligt om fragtomkostninger. § 22, stk. 1 og 3
Det fremgår udtrykkeligt af § 22, stk. 1, at den erhvervsdrivende som ud- gangspunkt skal »tilbagebetale alle beløb, inklusive eventuelle leveringsom- kostninger, modtaget fra forbrugeren« (min udhævning), jf. dog nedenfor om
§ 22, stk. 3, hvorefter den erhvervsdrivende i visse tilfælde ikke er forpligtet til at tilbagebetale fragtomkostninger til forbrugeren.
2004-lovens § 21, stk. 2, pålagde den erhvervsdrivende at tilbagebetale »det modtagne«, hvilket blev fortolket således, at den erhvervsdrivende ikke blot skulle tilbagebetale en indbetalt købesum, men også var forpligtet til at tilbagebetale de omkostninger, der var forbundet med levering, og som forbrugeren havde erlagt. Ved forbrugerrettighedsdirekti- vets artikel 13, stk. 1, 1. afsnit er det udtrykkeligt fastslået, at den erhvervsdrivendes tilba- gebetalingspligt også omfatter leveringsomkostninger (jf. tilsvarende direktivets betragt- ning 46, 1. pkt.).
Såfremt den erhvervsdrivende ved aftalens indgåelse har tilbudt gratis fragt/levering til forbrugeren, kan den erhvervsdrivende som udgangspunkt ikke fradrage de leveringsomkostninger, han har afholdt, når han tilbagebeta- ler til en forbruger, der udnytter sin fortrydelsesret.
Forbrugeren har undertiden adgang til at fortryde et køb delvist, jf. nærme- re om dette spørgsmål bemærkningerne i afsnit 1 til § 18. Det beror i sådanne tilfælde på aftalen mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende, om forbru- geren har krav på tilbagebetaling af fragtomkostningerne. Det kan aftales, at forbrugeren i tilfælde af delvis fortrydelse slet ikke får leveringsomkostnin- gerne tilbagebetalt, at forbrugeren får dele af leveringsomkostningerne tilba- gebetalt, eller at forbrugeren får alle leveringsomkostninger tilbagebetalt. Er der ikke aftalt noget, har forbrugeren krav på at få refunderet alle leverings- omkostninger ved delvis fortrydelse, jf. Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 16/11931-2 (jf. nærmere herom afsnit 1 til § 18).
I de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende ved aftalens indgåelse har tilbudt gratis fragt/levering ved køb over en vis beløbsgrænse, og forbrugeren for- tryder købet delvist og dermed ikke opfylder betingelsen om et vist mindste- køb, beror det på parternes aftale, i hvilken udstrækning forbrugeren har krav på tilbagebetaling af fragtomkostninger. Er der intet aftalt, har forbrugeren krav på at få refunderet leveringsomkostningerne fuldt ud, jf. tilsvarende For- brugerombudsmandens sag nr. 11/03509 og 16/11931-2.
Forbrugerombudsmanden udtalte i sag nr. 11/03509, at det var i strid med 2004-lovens
§ 21, stk. 3, hvis en erhvervsdrivende, der tilbød gratis fragt ved køb over 1.000 kr., fra- drog fragtomkostningerne ved tilbagebetaling til forbrugeren, hvis forbrugeren fortrød kø- bet delvist og dermed ikke havde købt for over 1.000 kr. Fradraget af fragtomkostningerne fremgik af den erhvervsdrivendes aftalevilkår med følgende ordlyd: »Hvis du har handlet fragtfrit og fortryder en del af dit køb, vil din returbetaling blive fratrukket den oprindelige fragtomkostning på 67 kr.«. Det må antages, at Forbrugerombudsmandens udtalelse i sag nr. 16/11931-2 (jf. nærmere herom afsnit 1 til § 18) er udtryk for en ændret opfattelse (da der på dette punkt ikke er en indholdsmæssig forskel mellem 2004- og 2014-loven).
Har forbrugeren udtrykkeligt »valgt en anden leveringsform end den mindst bekostelige standardlevering, som den erhvervsdrivende har tilbudt«, er den erhvervsdrivende i henhold til § 22, stk. 3 – uanset reglen i § 22, stk. 1 – ikke forpligtet til at tilbagebetale disse ekstra omkostninger forbundet med leve- ring.
Har forbrugeren udtrykkeligt anmodet om og betalt for en bestemt form for levering, f.eks. ekspreslevering, selv om den erhvervsdrivende har tilbudt en almindelig og generelt accepteret leveringsform, som ville have medført lavere leveringsomkostninger, skal forbrugeren betale udgiftsforskellen mel-
xxx disse to former for levering, jf. også direktivets betragtning 46, 3. pkt. Den erhvervsdrivende kan dermed ved tilbagebetalingen til forbrugeren fra- drage de eventuelle ekstraomkostninger, som har været forbundet med varens levering, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 438 og L 39 s. 99 og 156.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/09909. En forbruger købte en vare i en webshop. Den erhvervsdrivende tilbød som billigste leveringsform »levering uden omdeling« til pakkeboks/døgnpost. Denne leveringsform var gratis. Xxxxxxxxxxx valgte levering med omdeling, som kostede 39 kr. Da hun fortrød købet, fik hun ikke de 39 kr. tilbagebetalt. Det var Forbrugerombudsmandens opfattelse, at udtrykket »standardlevering« i § 22, stk. 3’s forstand må forstås således, at der er tale om en af den erhvervsdrivende tilbudt »al- mindelig og generelt accepteret leveringsform«. Levering til pakkeboks måtte anses for en sådan leveringsform, og den erhvervsdrivendes nægtelse af at tilbagebetale de 39 kr. for levering med omdeling var dermed ikke i strid med forbrugeraftalelovens ufravigelige reg- ler.
Se også til illustration Forbrugerombudsmandens sag nr. 12/01485/31. Et netauktions- firma havde indrettet sin virksomhed således, at firmaet kun tilbød at sende mindre varer til kunderne. Større varer, der ikke kunne sendes med PostDanmark, måtte kunden selv hente
Forbrugeren skal selv afholde de omkostninger, der er forbundet med returne- ringen af en vare, hvis forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret, jf. § 24, stk. 2, og bemærkningerne i afsnit 1 til § 24.
3. Fristen for tilbagebetaling. Tilbageholdsret. § 22, stk. 1 og 4
Det påhviler i henhold til § 22, stk. 1, som udgangspunkt den erhvervsdriven- de at tilbagebetale alle modtagne beløb, inklusive leveringsomkostninger,
»uden unødig forsinkelse og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervs-
drivende i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbru- gerens beslutning om at træde tilbage fra aftalen«.
Den erhvervsdrivende kan dog (medmindre han har tilbudt at afhente va- ren selv) tilbageholde beløbet, indtil varen er modtaget retur, eller forbruge- ren har fremlagt dokumentation for, at varen er returneret, alt efter hvilket tidspunkt der er tidligst, jf. § 22, stk. 4, som implementerer direktivets artikel 13, stk. 3.
Det fremgår af § 19, stk. 6, at hvis den sidste dag for tilbagebetaling falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den føl- gende hverdag.
Forbrugeraftalelovens § 22, stk. 1 og 4, skal læses i sammenhæng med § 24, stk. 1, hvorefter forbrugeren inden 14 dage efter den dag, hvor han i overens- stemmelse med § 20 har givet en den erhvervsdrivende meddelelse om sin beslutning om at gøre brug af fortrydelsesretten, skal tilbagesende varen til den erhvervsdrivende.
Den erhvervsdrivende skal, hvis han har tilbageholdt et beløb i henhold til
§ 22, stk. 4, tilbagebetale beløbet til forbrugeren uden unødig forsinkelse. (Et krav om tilbagebetaling inden unødig forsinkelse fremgår ikke udtrykkeligt af direktivets artikel 13, stk. 3, men må antages at gælde på samme måde som efter direktivets artikel 13, stk. 1, som er implementeret ved den danske § 22, stk. 1, jf. L 39 s. 100 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 264).
2004-lovens § 21, stk. 3, forpligtede den erhvervsdrivende til (i de tilfælde, hvor han ikke havde påtaget sig at afhente varen hos forbrugeren) at tilbagebetale »det modtagne« »sna- rest muligt og senest 30 dage efter, at den erhvervsdrivende [havde] modtaget varen og haft lejlighed til at undersøge den«. Den erhvervsdrivendes tilbagebetalingspligt efter 2014-loven indtræder typisk på et tidligere tidspunkt end efter 2004-loven, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 265 og 437 og L 39 s. 100 og 155.
Forbrugeraftalelovens § 22 indebærer, at den erhvervsdrivende kan være for- pligtet til at tilbagebetale indbetalte beløb til forbrugeren, inden han har mod- taget varen retur og dermed har haft mulighed for at undersøge, hvilken stand varen er i, og om varen eventuelt har undergået en værdiforringelse, som skyldes en anden håndtering af varen, end hvad de er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på, jf. § 24, stk. 5, hvorefter forbrugeren hæfter for en sådan værdiforringelse. Se afsnit 3 til § 24 om for- brugerens hæftelse for varens værdiforringelse.
Følgende eksempel er givet i Betænkning nr. 1540/2013 s. 265:
»Den erhvervsdrivende og forbrugeren indgår en fjernsalgsaftale om køb af en vare den
28. marts. Forbrugeren modtager varen den 1. april. Fra dette tidspunkt har forbrugeren 14 dages fortrydelsesret, dvs. indtil den 15. april [jf. § 19, stk. 1, og § 19, stk. 2, nr. 1]. Samme dag, som varen modtages (den 1. april), giver forbrugeren besked til den erhvervsdrivende om, at aftalen fortrydes. Fra dette tidspunkt har den erhvervsdrivende 14 dage til at tilba- gebetale det modtagne beløb til forbrugeren [jf. § 22, stk. 1], og forbrugeren har ligeledes fra dette tidspunkt 14 dage til at tilbagesende varen til den erhvervsdrivende [jf. § 24, stk. 1]. I begge tilfælde udløber fristen den 15. april. Forbrugeren venter med at returnere varen til sidste øjeblik, dvs. den 15. april, og fremlægger samme dag dokumentation for, at varen er returneret over for den erhvervsdrivende. På dette tidspunkt er varen endnu ikke modta- get af den erhvervsdrivende, men efter direktivets artikel 13, stk. 3, vil den erhvervsdri- vende være forpligtet til at foretage tilbagebetalingen uden unødig forsinkelse«.
Undlader den erhvervsdrivende at foretage tilbagebetaling som påkrævet på trods af modtagelse af dokumentation for forbrugerens returnering af varen, og venter den erhvervsdrivende i stedet, indtil varen er modtaget retur, fordi den erhvervsdrivende frygter at lide et tab ved at stole på den fremsendte do- kumentation, f.eks. pga. mistanke om at varen faktisk ikke er blevet tilbage- sendt, herunder at dokumentationen for forbrugerens returnering er falsk (jf. nærmere nedenfor), at det ikke er den pågældende vare, der er blevet tilbage- sendt, eller at varen er blevet returneret i en stand, som ikke berettiger til fuld tilbagebetaling, løber den erhvervsdrivende den risiko, at hans mistanke viser sig at være uberettiget.
Er den erhvervsdrivendes tilbageholdelse af betalingen uberettiget, kan forbrugeren have krav på forretning af det skyldige beløb i overensstemmelse med almindelige regler om forretning af pengekrav.
Den erhvervsdrivendes eventuelle systematiske tilbageholdelse af tilbage- betalinger til forbrugerne på trods af modtaget dokumentation for tilbagesen- delse af varer kan sanktioneres efter markedsføringslovens regler, herunder eventuelt med påbud fra Forbrugerombudsmanden i henhold til markedsfø- ringslovens § 28, stk. 2, jf. bl.a. kravet om god markedsføringsskik, jf. Be- tænkning nr. 1540/2013 s. 266.
Der er ikke hverken i direktivet eller den danske forbrugeraftalelov taget udtrykkelig stilling til, hvilke krav der må stilles til forbrugerens dokumenta- tion for tilbagesendelse af varen. Det beror herefter på en konkret vurdering, om forbrugeren har fremlagt fornøden dokumentation, der udløser en forplig- telse for den erhvervsdrivende til tilbagebetaling uden unødigt ophold. Efter omstændighederne vil f.eks. en indleveringsattest (postkvittering), en kvitte- ring for afsendelse af et anbefalet brev, afsendelse med »track and trace« el.lign. kunne tjene som bevis for, at et brev eller en pakke er indleveret til afsendelse.
Den erhvervsdrivende kan have mistanke om forfalskning af dokumentationen, f.eks. pga. dokumenttypen, kvaliteten af en eventuel forfalskning mv. Udover en konkret mistanke om falsk dokumentation på baggrund af dokumentationens fremtoning kan den erhvervs- drivendes mistanke være baseret på øvrige (atypiske) omstændigheder vedrørende aftalen og udøvelse af fortrydelsesretten, f.eks. en mistanke om, at forbrugerens identitet ikke sva- rer til den oplyste, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 266.
Postkvitteringer mv. udgør almindeligvis alene bevis for afsendelse, men ikke bevis for indholdet af forsendelsen.
I nogle tilfælde kan et transportdokument udgøre bevis for forsendelsens indhold, f.eks. hvor en transportør kontrollerer og kvitterer for indlevering af en vare af en bestemt art, f.eks. et køleskab. Derimod forekommer det i praksis næppe eller kun yderst sjældent, at en transportør kvitterer for en vares stand, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 267 og L 39 s. 101.
Direktivet indeholder ikke et krav om, at forbrugeren skal kunne dokumente- re indholdet af returforsendelsen, dvs. at det alene beror på en konkret vurde- ring – som foretages af den erhvervsdrivende – om dokumentationen for til- bagesendelsen er tilstrækkelig, jf. arbejdsgruppens flertal i Betænkning 1540/2013 s. 267 og L 39 s. 101, hvor Justitsministeriet tilslutter sig flertal- lets synspunkt. Se også Justitsministeriets svar af 20. november 2013 på spørgsmål 2 og 16 fra Folketingets Retsudvalg.
Se endelig Betænkning afgivet af Retsudvalget den 28. november 2013, hvor det om spørgsmålet om tilstrækkelig dokumentation for returnering af varen hedder, at »flertallet [finder] det centralt, at den erhvervsdrivende ikke med forslaget forpligtes til at betale pen- ge tilbage til forbrugeren, hvis ikke der er tilstrækkelig dokumentation. Flertallet finder det i den forbindelse betryggende, at justitsministeren i besvarelsen af spørgsmål 2 har anført, at det i første omgang er den erhvervsdrivende, der skal vurdere, om den fremlagte doku- mentation er fyldestgørende, og at dette kommer an på en konkret vurdering. Hvis den er- hvervsdrivende har konkrete grunde til at tro, at dokumentationen ikke er korrekt, kan den- ne derfor vælge at vente med at tilbagebetale købesummen til forbrugeren, indtil varen er kommet retur. Skulle det efterfølgende vise sig, at dokumentationen var korrekt, vil den erhvervsdrivende kunne blive forpligtet til at betale f.eks. renter til forbrugeren af købe- summen for den tid, der er gået mellem modtagelsen af dokumentationen og modtagelsen af varen. Efter flertallets opfattelse er dette udtryk for en rimelig balance mellem hensynet til forbrugeren og hensynet til den erhvervsdrivende«.
Direktivet tager ikke stilling til spørgsmålet om håndhævelsen af reglen om forbrugerens hæftelse for forringelse af varens værdi, når forbrugeren udnyt- ter en fortrydelsesret, jf. forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5. Navnlig indehol- der direktivet ikke regler om, hvorvidt forbrugerens hæftelse »blot indebærer, at den erhvervsdrivende kan anlægge sag mod forbrugeren, eller at den er-
hvervsdrivende ensidigt kan afkræve forbrugeren penge for skaden eller fore- tage fradrag i et eventuelt beløb, der skal tilbagebetales til forbrugeren, for at kompensere for den påståede forringelse af varernes værdi«. Disse spørgsmål er derfor underlagt medlemsstaternes almindelige aftaleret og retsplejeregler, jf. Kommissionens vejledning pkt. 6.4.4, s. 50. Det antages i vejledningen, at medlemsstaterne kan »give de erhvervsdrivende ret til at foretage fradrag i det beløb, der tilbagebetales for returnerede varer, til dækning af deres værdi- forringelse, som skyldes forkert håndtering inden fortrydelsesfristens udløb«. Det må antages, at den erhvervsdrivende i medfør af almindelige danske reg- ler om modregning kan fradrage værdiforringelsen i det beløb, der skal tilba- gebetales til forbrugeren. Dette forudsætter dog, at den erhvervsdrivende kan nå at fastslå værdiforringelsen, inden hans tilbagebetalingspligt indtræder i henhold til § 22, stk. 1 og 4. Er det ikke muligt at fastslå værdiforringelsen, inden betalingspligten indtræder, må den erhvervsdrivende tilbagebetale det fulde beløb og herefter rette krav mod forbrugeren for en eventuel værdifor- ringelse, som forbrugeren hæfter for. I den forstand er artikel 13, stk. 3, som gennemføres ved § 22, stk. 4, en regel om kreditrisiko, dvs. en regel, som fastsætter, hvem af parterne der – indtil endelig økonomisk opgørelse af par- ternes forhold kan ske – bærer risikoen for, at endelig betaling fra den anden part i aftaleforholdet vil ske, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 317.
§ 23
Ved tilbagetræden fra en fjernsalgsaftale vedrørende en finansiel tjene- steydelse, hvor forbrugeren helt eller delvis har betalt for tjenesteydel- sen, skal den erhvervsdrivende med fradrag af et eventuelt beløb efter
§ 25, stk. 1 og 2, tilbagebetale det modtagne, når forbrugeren træder til- bage fra aftalen. Tilbagebetaling skal ske snarest muligt, og senest 30 da- ge efter at forbrugerens underretning om tilbagetrædelsen er kommet frem til den erhvervsdrivende.
Forarbejder
FT 1977-1978, tillæg A, sp. 764 f. og 770
FT 1999-2000, tillæg A, s. 5942 og 5962.
FT 2003-2004, tillæg A, s. 7547 og 7607.
Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven s. 61, 197 ff., 259 ff.
og 430 ff.
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 98 ff. og 155 f.
Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder
s. 262 ff. og 436 ff.
Forbrugeraftalelovens § 23 fastsætter regler om den erhvervsdrivendes for- pligtelse til at tilbagebetale indbetalte beløb til forbrugeren, hvis forbrugeren benytter sig af sin fortrydelsesret vedrørende en aftale om en finansiel tjene- steydelse. Om den erhvervsdrivendes pligt til tilbagebetaling ved forbruge- rens udnyttelse af fortrydelsesretten vedrørende aftaler om varer eller ikke- finansielle tjenesteydelser se § 22 med bemærkninger.
Forbrugeraftalelovens § 23 implementerer det finansielle fjernsalgsdirek- tivs artikel 7, stk. 4, og svarer til 2004-lovens § 22, stk. 3, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 439 og L 39 s. 156.
Den erhvervsdrivende skal tilbagebetale beløb, som er erlagt af forbruge- ren, efter fradrag efter § 25, stk. 1 og 2, om eventuelle beløb, som den er- hvervsdrivende kan kræve for dele af den finansielle tjenesteydelse, som alle- rede er leveret på det tidspunkt, hvor forbrugeren udøver sin fortrydelsesret, jf. § 23, 1. pkt.
Forbrugeren er i henhold til § 25, stk. 4, forpligtet til at tilbagelevere »et- hvert beløb eller formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den erhvervsdrivende«, jf. også bemærkningerne i afsnit 3 til § 25. Hvis den er- hvervsdrivendes krav mod forbrugeren i henhold til § 25, stk. 4, består i et pengekrav, giver § 23 mulighed for, at den erhvervsdrivende kan modregne, når han foretager tilbagebetaling til forbrugeren.
Har den erhvervsdrivende krav på, at forbrugeren tilbageleverer en mod- taget ydelse eller foretager sig andet, f.eks. forsyner et dokument med under-
skrift, kan den erhvervsdrivende i overensstemmelse med almindelige regler holde tilbagebetalingen tilbage, indtil forbrugeren har opfyldt den erhvervs- drivendes krav, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 435 og FT 2003-2004, tillæg A, s. 7609.
Den erhvervsdrivende skal foretage tilbagebetaling snarest muligt og se- nest 30 dage efter, at forbrugerens underretning om udnyttelse af fortrydelses- retten er kommet frem til den erhvervsdrivende, jf. § 23, 2. pkt.
Det fremgår af § 19, stk. 6, at hvis den sidste dag for tilbagebetaling falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den føl- gende hverdag.
Hvis den erhvervsdrivende undlader at opfylde sin tilbagebetalingsforpligtel- se inden for de tidsfrister, der fremgår af § 23, 2. pkt., kan forbrugeren kræve forrentning af det skyldige beløb efter almindelige regler, jf. Betænkning nr. 1440/2004 s. 200. Hertil kommer, at tilsidesættelse af forpligtelsen efter om- stændighederne kan sanktioneres gennem markedsføringslovens regler, her- under eventuelt med påbud fra Forbrugerombudsmanden i henhold til mar- kedsføringslovens § 28, stk. 2, jf. bl.a. kravet om god markedsføringsskik, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 266. Se også bemærkningerne i afsnit 3 til § 22. Er den erhvervsdrivende en finansiel virksomhed, kan forholdet sanktione- res efter reglerne om god skik for finansielle virksomheder, jf. lov om finan- siel virksomhed § 43 og bekendtgørelse nr. 330 af 7. april 2016 om god skik
for finansielle virksomheder.
Forbrugerens forpligtelser i tilfælde af udøvelse af fortrydelsesretten
§ 24
Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare skal forbrugeren, medmin- dre den erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varen, afsende eller af- levere varen til den erhvervsdrivende eller til en person, som den er- hvervsdrivende har bemyndiget til at modtage varen, uden unødig for- sinkelse og senest 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren i overens- stemmelse med § 20 har givet den erhvervsdrivende meddelelse om sin beslutning om at gøre brug af fortrydelsesretten.
Stk. 2. Forbrugeren afholder de direkte udgifter i forbindelse med til- bagelevering af varen, medmindre den erhvervsdrivende enten har ind- villiget i at afholde disse eller har undladt at oplyse forbrugeren om, at forbrugeren skal betale udgifterne, jf. § 8, stk. 1, nr. 12.
Stk. 3. Ved aftaler indgået uden for den erhvervsdrivendes forret- ningssted, hvor varen er blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse, afhenter den erhvervsdrivende varen for egen regning, hvis varen i kraft af sin art normalt ikke kan returneres med post.
Stk. 4. Ved tilbagetræden fra en aftale om en vare indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted eller ved fjernsalg, hvor den er- hvervsdrivende har tilbudt at afhente varen, og ved tilfælde omfattet af stk. 3 tilfalder varen vederlagsfrit forbrugeren, hvis den erhvervsdriven- de ikke afhenter varen inden 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens beslutning om at træde tilbage fra aftalen. Forbrugeren kan holde det modtagne tilbage, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales.
Stk. 5. Forbrugeren hæfter kun for eventuel forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nødven- digt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på. Forbrugeren hæfter dog ikke for eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende ikke har givet meddelelse om fortrydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9.
Oversigt
1. Generelt om § 24. Forbrugerens pligt til at tilbagelevere varen. § 24, stk. 1 og 2
2. Den erhvervsdrivende pligt til afhent- ning af varen, § 24, stk. 3 og 4
3. Forbrugerens hæftelse for værdiforrin- gelsen. § 24, stk. 5
3.1. Værdiforringelse
3.2. Forbrugerens hæftelse for værdifor- ringelsen
3.2.1. »Anden håndtering af varen end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egen- skaber og den måde, den fungerer på«
3.2.2. Risikoen for salgsgenstan- dens hændelige forringelse eller undergang
3.2.3. Manglendeoplysning om for- trydelsesretten, jf. § 8, stk. 1, nr. 9
Forarbejder
FT 1977-1978, tillæg A, sp. 760 ff. og 767 ff.
FT 1999-2000, tillæg A, s. 5940 f. og 5961.
FT 2003-2004, tillæg A, s. 7575 ff. og 7605 ff.
Betænkning nr. 1440/2004 om revision af forbrugeraftaleloven s. 187 f., 289 ff. og 427 ff.
FT 2013-2014, tillæg A, L 39 s. 21, 101 ff.
og 156 ff.
FT 2013-2014, tillæg B, L 39, Betænkning af 28. november 2013 afgivet af Retsud- valget.
Betænkning nr. 1540/2013 om gennemfø- relse af direktivet om forbrugerrettigheder s. 33 f., 245 ff., 251 ff., 268 ff., 310 ff. og
439 ff.
1. Generelt om § 24. Forbrugerens pligt til at tilbagelevere varen.
§ 24, stk. 1 og 2
§ 24 regulerer forbrugerens forpligtelser over for den erhvervsdrivende i til- fælde af, at forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret for så vidt angår aftaler om varer.
Er der tale om en aftale om en tjenesteydelse, det være sig en finansiel el- ler ikke-finansiel tjenesteydelse, gælder § 25, stk. 1 og 2 (og § 25, stk. 4, for så vidt angår finansielle tjenesteydelser). § 25, stk. 3, regulerer forholdet mel- lem forbrugeren og den erhvervsdrivende for så vidt angår aftaler om leve- ring af digitalt indhold. Om forbrugerens udnyttelse af fortrydelsesret for af- taler, som både omfatter en vare og en tjenesteydelse (sammensatte kon- traktsforhold), se bemærkningerne i afsnit 1 til § 25.
Forbrugeraftalelovens § 24 gennemfører forbrugerrettighedsdirektivets ar- tikel 14. På visse punkter viderefører § 24 retsstillingen i henhold til 2004- loven, men på andre punkter indebærer § 24 (væsentlige) ændringer, jf. nær- mere i det følgende.
§ 24, stk. 1, fastslår, at forbrugeren som udgangspunkt skal tilbagesende varen, uanset om aftalen er indgået som en fjernsalgsaftale eller er indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted (jf. dog § 24, stk. 3, hvorefter det i særlige tilfælde påhviler den erhvervsdrivende at afhente varen hos for- brugeren).
Efter 2004-lovens § 20, stk. 1, 2. pkt., var den erhvervsdrivende i alle tilfælde forpligtet til at afhente varen hos forbrugeren, hvis aftalen var indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. nærmere nedenfor i afsnit 2.
Forbrugeren skal – medmindre den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhen- te varen – tilbagesende varen til den erhvervsdrivende senest 14 dage efter den dato, hvor forbrugeren i overensstemmelse med § 20 har meddelt den er- hvervsdrivende, at forbrugeren ønsker at udnytte sin fortrydelsesret, jf. § 24, stk. 1.
Også efter 2004-loven påhvilede det som udgangspunkt forbrugeren at returnere varen, men fristen for tilbagesendelse af varen var kortere efter 2004-loven. 2004-lovens § 19, stk. 2, pålagde forbrugeren at tilbagesende eller tilbagegive det modtagne til den erhvervs- drivende inden fortrydelsesfristens udløb, dvs. som udgangspunkt inden 14 dage efter, at xxxxxxxxxxx havde fået genstanden i hænde, jf. 2004-lovens § 18, stk. 2, nr. 1 (svarende til 2014-lovens § 19, stk. 2, nr. 2).
2014-loven indebærer, at forbrugeren som udgangspunkt blot skal returnere varen inden 28 dage efter, at han har fået varen i sin besiddelse, jf. § 20 og
§ 24, stk. 1, jf. § 19, stk. 2, nr. 2.
Hvis f.eks. den erhvervsdrivende og forbrugeren indgår en fjernsalgsaftale om køb af en vare den 28. marts, og forbrugeren modtager varen den 1. april, udløber forbrugerens 14 dages fortrydelsesret den 15. april, jf. § 19, stk. 1, og § 19, stk. 2, nr. 2. Forbrugeren afsen- der den 15. april en »utvetydig erklæring« til den erhvervsdrivende om, at han ønsker at udøve sin fortrydelsesret, eller forbrugeren udfylder den 15. april en erklæring herom på den erhvervsdrivendes hjemmeside, jf. § 20. § 24, stk. 1, indebærer, at forbrugeren skal returnere varen til den erhvervsdrivende senest 14 dage efter, at han har afgivet erklærin- gen til den erhvervsdrivende, dvs. at varen skal afsendes senest den 29. april. Om den er- hvervsdrivendes tilbagebetalingspligt se det lignende eksempel, som er gengivet ovenfor i afsnit 3 til § 22.
Forbrugeren skal blot have afsendt varen på fristens sidste dag, f.eks. ved overgivelse til en selvstændig fragtfører, eksempelvis postvæsenet. Det er dermed ikke en betingelse for rettidig udøvelse af fortrydelsesretten, at varen er kommet frem til den erhvervsdrivende inden for fristen.
Af 2004-lovens § 19, stk. 2, 2. pkt., fremgik, at det var »tilstrækkeligt, at forbrugeren inden fristens udløb [havde] overgivet det modtagne til en fragtfører, som [havde] påtaget sig forsendelsen til den erhvervsdrivende«. Dette må antages fortsat at være gældende, uanset at direktivet (heller ikke i præamblen) tager udtrykkelig stilling til spørgsmålet, jf. også Be- tænkning nr. 1540/2013 s. 440 og L 39 s. 101 og 156.
Ved en »selvstændig fragtfører« forstås i overensstemmelse med princippet i købelo- vens § 10 en selvstændig, dvs. af køberen uafhængig, transportvirksomhed, f.eks. postvæ- senet, DSB eller en fragtmand, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 768.
Se også til illustration Forbrugerklagenævnets afgørelse 08/08912. Forbrugeren retur- nerede ved udøvelse af fortrydelsesretten salgsgenstanden til den erhvervsdrivendes under- leverandør og ikke til den erhvervsdrivende. Forbrugerklagenævnet fandt, at varen var re- turneret korrekt, da underleverandøren stod som afsender af forsendelsen, og adressen på underleverandøren ligeledes fremgik af følgesedlen, som var vedlagt forsendelsen.
Hvis den sidste dag for tilbagesendelse af varen falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fri- sten den følgende hverdag, jf. § 19, stk. 6, jf. § 24, stk. 1.
Forbrugeren har i almindelighed ikke ret til at holde varen tilbage, indtil tilbagebetaling af købesummen er sket. Forbrugerens tilbageholdsret er be- grænset til de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende er forpligtet til eller selv har tilbudt at afhente varen, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 270 og 442 og L 39 s. 103 og 157. Se også nedenfor i afsnit 2 om den erhvervsdrivendes for- pligtelse til at afhente varen.
Forbrugeren skal som udgangspunkt selv afholde de »direkte udgifter«, der er forbundet med returneringen, jf. § 24, stk. 2, medmindre den er- hvervsdrivende har påtaget sig et afholde udgifterne (f.eks. ved at tilbyde
»gratis retur« el.lign.) eller har undladt at oplyse om, at forbrugeren skal af- holde udgifterne, jf. § 8, stk. 1, nr. 12. Se også nedenfor i afsnit 2 om de til- fælde, hvor den erhvervsdrivende har påtaget sig at afhente varen.
2014-lovens § 24, stk. 2, svarer i vidt omfang til 2004-lovens § 19, stk. 2, 3. pkt. Det frem- gik ikke udtrykkeligt af § 19, stk. 2, 3. pkt., at forbrugeren var fritaget fra at afholde retur- neringsomkostningerne, hvis den erhvervsdrivende havde påtaget sig dette. 2014-lovens
§ 24, stk. 2, ændrer ikke på dette punkt retsstillingen efter 2004-loven, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 270 og L 39 s. 103. Forbrugeraftalelovens regler kunne – og kan stadig – fra- viges ved aftale, hvis det ikke var/er til skade for forbrugeren, sml. 2014-lovens § 33.
Bestemmelsen om, at forbrugeren ikke bærer returneringsomkostningerne, hvis den erhvervsdrivende har forsømt sin oplysningspligt i henhold til § 8, stk. 1, nr. 12, er ny, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 271 og 440, L 39 s. 101 og 103 f. og nærmere nedenfor.
Forbrugeren skal bære de »direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varen«. De »direkte udgifter« svarer som udgangspunkt til de udgifter, som den erhvervsdrivende har afholdt ved levering af varen (alt efter, hvilken for- sendelsesmåde forbrugeren vælger), og omfatter bl.a. ikke den erhvervsdriv- endes (generelle) omkostninger ved at skulle håndtere returnerede varer efter tilbagelevering, så som administrations-, ekspeditions- eller lagerføringsud- gifter el.lign., jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 440 og L 39 s. 157 og Kom- missionens vejledning pkt. 6.4.2, s. 46.
Omkostningerne, som er forbundet med returneringen, er dermed som ud- gangspunkt de eneste omkostninger, forbrugeren skal afholde, hvis han gør fortrydelsesretten gældende, jf. dog § 22, stk., 3, om ekstra omkostninger, som har været forbundet med f.eks. ekspreslevering el.lign., jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 202 og afsnit 2 til § 22.
Det påhviler i henhold til § 8, stk. 1, nr. 12, den erhvervsdrivende, »hvor det er relevant«, at oplyse, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagele- vering af varen i tilfælde af fortrydelse og i forbindelse med aftaler om fjern- salg, hvis varen i kraft af sin art ikke kan returneres med normal post, udgif- terne til returnering af varen. Har den erhvervsdrivende tilsidesat sin oplys- ningsforpligtelse i så henseende, har forbrugeren ikke pligt til at betale om- kostningerne ved returnering, jf. § 9, stk. 3, og forbrugeren bærer dermed in- gen omkostninger ved at udnytte fortrydelsesretten (bortset fra, hvad der måt- te følge af § 22, stk. 3, om ekstraomkostninger, som er forbundet med en an- den leveringsform end standardlevering, f.eks. ekspreslevering).
Der er ikke ved § 24 taget stilling til, hvordan forbrugeren kan/skal retur- nere varen. Spørgsmålet om forbrugerens valg af befordringsmåde, emballe- ring af varen mv. kan blive relevant, hvis genstanden beskadiges eller bort- kommer under transporten retur fra forbrugeren til den erhvervsdrivende, jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.2.2 om risikofordelingen mellem parterne.
I almindelighed giver det ikke anledning til vanskeligheder at fastslå, hvad forbrugeren skal returnere til den erhvervsdrivende. Det fremgår af § 24, stk. 1, at forbrugeren skal afsende eller aflevere »varen«. Har forbrugeren sam- men med bestilte varer modtaget en gratis gave, reklameartikler mv., skal forbrugeren tilbagelevere disse gaver mv., jf. også afsnit 1 til § 22. En pligt til tilbagelevering af gratis gaver mv. forudsætter dog, at forbrugeren har indvil- liget i at modtage gaven mv., jf. Kommissionens vejledning pkt. 6.4.1, s. 45. Har forbrugeren ikke indvilliget i at modtage gaven, anses leveringen som sket uden forudgående anmodning, dvs. at forholdet falder ind under forbru- geraftalelovens § 6, 1. pkt. hvorefter forbrugeren kan beholde varen veder- lagsfrit, medmindre det skyldes en fejl, at varen er blevet fremsendt eller af- leveret, jf. bemærkningerne i afsnit 1 og 2 til § 6.
2. Den erhvervsdrivendes pligt til afhentning af varen.
§ 24, stk. 3 og 4
Som udgangspunkt påhviler det i henhold til § 24, stk. 1, forbrugeren at tilba- gegive eller tilbagesende varen til den erhvervsdrivende, hvis forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret.
Den erhvervsdrivende er dog i visse tilfælde forpligtet til at afhente varen hos forbrugeren. Dette gælder, hvis den erhvervsdrivende har påtaget sig en sådan forpligtelse (»tilbudt at afhente varen«, jf. 24, stk. 1 og 4), eller hvis forholdet er omfattet af § 24, stk. 3.
I henhold til Kommissionens vejledning pkt. 6.4.2, s. 46 er et »tilbud fra den erhvervsdri- vende om »selv at afhente varerne« [...] kun [...] bindende for forbrugeren, hvis den er- hvervsdrivende også har tilbudt at afholde udgifterne. Hvis dette ikke er tilfældet, og for- brugeren finder en mere omkostningseffektiv og stadig pålidelig metode til returnering gennem en anerkendt tjenesteyder, bør forbrugeren ikke være forpligtet i henhold til direk- tivet til at acceptere den erhvervsdrivendes tilbud om at afhente varerne selv«.
Forbrugeraftalelovens § 24, stk. 3, pålægger den erhvervsdrivende at afhente varen for egen regning, hvis købeaftalen er indgået uden for den erhvervs- drivendes forretningssted, og varen er blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse, og varen i kraft af sin art normalt ikke kan returneres med post.
Efter 2004-lovens § 20, stk. 1, 2. pkt., var den erhvervsdrivende i alle tilfælde forpligtet til at afhente varen hos forbrugeren, hvis aftalen var indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 269 og L 39 s. 103. Eftersom 2004-loven (også) var præceptiv, kunne der ikke træffes anden aftale, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 761.
Afgørelsen af, om købeaftalen er »indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted«, træffes med udgangspunkt i definitionen i § 3, nr. 2, jf. be- mærkningerne til bestemmelsen i afsnit 3 til § 3.
Kravet om, at »varen er blevet leveret til forbrugerens hjem ved aftalens indgåelse«, må antages f.eks. at være opfyldt i de tilfælde, hvor der er tale om lovligt dørsalg, og hvor varen efter den erhvervsdrivendes demonstration el.lign. forbliver i forbrugerens hjem, efter at købeaftalen er indgået. Hvis va- ren først fremsendes, efter at aftalen er indgået, eller hvis aftalen indgås på en messestand el.lign., og forbrugeren får varen med hjem derfra, gælder der ik- ke en pligt for den erhvervsdrivende til at afhente varen hos forbrugeren i medfør af § 24, stk. 3.
Resultatet følger af ordlyden af direktivets artikel 14, stk. 1, 3. afsnit, som (på dette punkt) implementeres ordret ved den danske § 24, stk. 3, jf. også den engelske version af direk- tivet: »In the case of off-premises contracts where the goods have been delivered to the consumer’s home at the time of the conclusion of the contract, the trader shall at his own expense collect the goods if, by their nature, those goods cannot normally be returned by post« (min udhævning).
Vurderingen af, om »varen i kraft af sin art normalt ikke kan returneres med post«, er konkret. Det er formentlig kun få varer, der efter deres art ikke kan returneres med post. Det kan være retningsgivende, hvorvidt varen er af en karakter, som virksomheder, der har tilladelse til postbefordring, hverken ef- ter postloven (lovbekendtgørelse nr. 1040 af 30. august 2017) eller internati- onale aftaler eller standarder på området er forpligtet til at tilbyde befordring af eller i øvrigt sædvanligvis tilbyder befordring af, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 441 og L 39 s. 157.
Den erhvervsdrivende skal i henhold til § 8, stk. 1, nr. 12, »hvor det er re- levant«, oplyse, at forbrugeren skal betale udgifterne til tilbagelevering af va- ren i tilfælde af fortrydelse og i forbindelse med aftaler om fjernsalg, hvis va- ren i kraft af sin art ikke kan returneres med normal post, udgifterne til retur- nering af varen. Se afsnit 1.12 til § 8. I tilfælde, som er omfattet af § 24, stk. 3, skal den erhvervsdrivende ikke oplyse om omkostningerne ved returnering, idet disse omkostninger skal bæres af den erhvervsdrivende selv i forbindelse med afhentning af varen hos forbrugeren, jf. L 39 s. 103 f.
Hvis det påhviler den erhvervsdrivende at afhente varen hos forbrugeren – enten fordi den erhvervsdrivende har påtaget sig en sådan pligt, eller fordi en pligt følger af § 24, stk. 3 – består forbrugerens forpligtelse i at holde varen til disposition for den erhvervsdrivende, jf. nærmere nedenfor.
Det følger af § 24, stk. 4, 1. pkt., at hvis den erhvervsdrivende ikke afhen- ter varen inden 3 måneder efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens be- slutning om at træde tilbage fra aftalen, tilfalder varen vederlagsfrit forbruge- ren.
§ 24, stk. 4, 1. pkt., indebærer, at forbrugeren kan kræve tilbagebetaling af købesummen i overensstemmelse med almindelige regler i § 22, uanset at han i henhold til § 24 tillige kan beholde genstanden, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 763 og L 39 s. 157.
2014-lovens § 24, stk. 4, 1. pkt., er videreført fra 2004-lovens § 21, stk. 4, 2. pkt., som stammer fra 1978-loven, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 441 og L 39 s. 157. Bestemmel- serne angår spørgsmålet om ejendomsrettens overgang, og reguleringen af sådanne spørgsmål falder uden for direktivets anvendelsesområde, jf. direktivets betragtning 13, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 269 og L 39 s. 103.
§ 24, stk. 4, 1. pkt., tager sigte på de tilfælde, hvor sælgeren ikke reagerer på forbrugerens underretning om udnyttelse af fortrydelsesretten og ikke henter varen inden rimelig tid. En enkel og klar regel om, at forbrugeren kan behol- de genstanden vederlagsfrit er valgt i »denne lidet praktiske situation [, som] næppe kan retfærdiggøre« indførelse af »teknisk komplicerede bestemmelser
om salg for sælgerens regning mv., svarende til købelovens § 55, jf. §§ 34 og 35« (om køberens omsorgspligt i tilfælde, hvor køberen berettiget afviser genstanden, f.eks. pga. hævebegrundende mangler), jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 763 og tilsvarende L 39 s. 157 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 441 f.
Forbrugeren kan ikke påberåbe sig § 24, stk. 4, 1. pkt., hvis den erhvervs- drivende pga. forbrugerens forhold, eksempel bortrejse eller flytning, har væ- ret forhindret i at hente varen inden for 3 månedersfristen, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 763, L 39 s. 157 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 442. Det må antages, at forbrugeren i almindelighed er forpligtet til at stille genstanden til disposition for den erhvervsdrivende inden for normal arbejdstid, jf. FT 1977- 1978, tillæg A, sp. 761.
3 månedersfristen for afhentning løber fra det tidspunkt, hvor den er- hvervsdrivende »i overensstemmelse med § 20 har modtaget meddelelse om forbrugerens beslutning om at træde tilbage fra aftalen«, dvs. fra det tids- punkt, hvor forbrugerens underretning er kommet frem til den erhvervsdri- vende. Hvor den erhvervsdrivende bærer risikoen for, om forbrugerens med- delelse om fortrydelse er kommet frem, jf. § 20, dvs. at forbrugeren bevarer fortrydelsesretten, selv om meddelelsen f.eks. bortkommer under xxxxxxxxx- xxx, bærer forbrugeren selv risikoen for, om hans meddelelse er kommet frem, hvis forbrugeren vil påberåbe sig § 24, stk. 4, 1. pkt. Retsvirkningerne efter bestemmelsen indtræder dermed ikke, hvis den erhvervsdrivende ikke har modtaget underretningen, jf. bestemmelsens ordlyd og FT 1977-1978, til- læg A, sp. 763 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 442.
Det fremgår af § 19, stk. 6, at hvis den sidste dag for afhentning falder på en helligdag, en lørdag, grundlovsdag, den 24. december eller den 31. december, udløber fristen den føl- gende hverdag.
Forbrugeren kan i henhold til § 24, stk. 4, 2. pkt., holde det modtagne tilbage, indtil vederlaget eller den betalte del heraf tilbagebetales. Forbrugerens tilba- geholdsret er begrænset til de tilfælde, hvor den erhvervsdrivende er forplig- tet til eller selv har tilbudt at afhente varen.
2014-lovens § 24, stk. 4, 2. pkt., er i en vis udstrækning videreført fra 2004-lovens § 21, stk. 4, 3. pkt., som stammer fra 1978-loven. 2004-loven indeholdt en generel bestemmelse om tilbageholdsret for forbrugeren, og en sådan regel kunne ikke opretholdes efter imple- menteringen af forbrugerrettighedsdirektivet, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 270 og 442 og L 39 s. 103 og 157. Se også ovenfor i afsnit 1 om forbrugerens pligt til at tilbagesende genstanden og bemærkningerne i afsnit 1 til § 22 om den erhvervsdrivendes forpligtelse til at tilbagebetale købesummen mv. til forbrugeren. Disse regler indebærer, at forbrugeren ikke i almindelighed kan tilbageholde genstanden, indtil den erhvervsdrivende tilbagebeta- ler indbetalte beløb.
Har forbrugeren retmæssigt udøvet tilbageholdsret i henhold til § 24, stk. 4, 2. pkt., og overskrider den erhvervsdrivende af dén grund 3 månedersfristen for afhentning, tilfalder varen forbrugeren vederlagsfrit i medfør af § 24, stk. 4,
1. pkt.
3. Forbrugerens hæftelse for værdiforringelse. § 24, stk. 5
Forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5, regulerer forholdet mellem forbrugeren og den erhvervsdrivende i de tilfælde, hvor forbrugeren udnytter sin fortrydel- sesret, men ikke er i stand til at tilbagelevere genstanden i uforringet stand. Det fremgår af bestemmelsens 1. pkt., at forbrugeren hæfter for en eventuel værdiforringelse, som skyldes en »anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«. Forbrugeren hæfter dog ikke for eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende har undladt at give meddelelse om fortrydelsesretten, jf.
§ 8, stk. 1, nr. 9, jf. § 24, stk. 5, 2. pkt., og herom nedenfor i afsnit 3.2.3.
Forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5, 1. pkt., som gennemfører direktivets artikel 14, stk. 2, 1. pkt., indebærer en væsentlig ændring i retstilstanden før 2014, som fremgik af 2004-lovens § 20, stk. 1, jf. Betænkning nr. 1540/2013
s. 271 ff. og 443 f. og L 39 s. 102, 104 f. og 158. Før gennemførelsen af di- rektivet var det en betingelse for, at forbrugeren kunne udøve fortrydelsesret, at han kunne tilbagelevere det modtagne i »væsentlig samme stand og mæng- de«, hvori det var, da forbrugeren fik det i hænde (svarende til kriteriet i kø- belovens § 57 om opgøret mellem køber og sælger, hvor en købeaftale ophæ- ves). Når forbrugeren tilbageleverede en genstand, som ikke var i væsentlig samme stand som ved overgivelsen til forbrugeren, var der herefter to mulig- heder for den erhvervsdrivende: Enten at tilbagebetale hele det indbetalte be- løb til forbrugeren eller at afvise at modtage genstanden (medmindre der kunne opnås en aftale mellem parterne om, at den erhvervsdrivende tog gen- standen tilbage, uanset at den ikke kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, men mod at forbrugeren kompenserede den erhvervsdrivende for vær- diforringelsen, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 764).
2004-lovens § 20, stk. 1, kunne ikke opretholdes efter gennemførelsen af
forbrugerrettighedsdirektivet. Direktivet medfører, at forbrugeren bevarer sin
Når der er tale om udnyttelse af fortrydelsesretten for varer, der i et eller andet omfang har været taget i brug, er spørgsmålet herefter, dels hvorvidt ibrugtagningen, herunder åbning af eller skade på emballage mv., har medført en forringelse af varens værdi (jf. herom nedenfor i afsnit 3.1), dels hvorvidt forbrugeren hæfter for en sådan værdiforringelse (jf. herom nedenfor i afsnit 3.2). De to spørgsmål er i en vis udstrækning overlappende.
3.1. Værdiforringelse
Forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5, 1. pkt., pålægger i visse tilfælde forbruge- ren at hæfte over for den erhvervsdrivende for en »forringelse af varens vær- di«, når forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret.
Ved afgørelsen af, om varen har undergået en værdiforringelse, lægges der vægt på varens handelsværdi, når ibrugtagningen tages i betragtning, jf. Be- tænkning nr. 1540/2013 s. 274 og 443 og L 39 s. 105 og 158.
Forbrugerombudsmanden antager i sit notat om værdiforringelse ved in- ternethandel, 2014, pkt. 2, s. 5 (sag nr. 14/02011-20), at selv om 2014-loven
»ikke anvender kriteriet tilbagelevering ‘i væsentlig samme stand og mæng- de’, vil praksis efter [2004-lovens § 20] i et vist omfang kunne anvendes ved afgørelsen af, om der er nogen forringelse at hæfte for. Det afgørende må dog [...] være, om varen vil kunne sælges som ny igen uden nævneværdige om- kostninger for den erhvervsdrivende [...] Varen vil normalt blive anset som ny, selvom den erhvervsdrivende fx skal slette enkelte opkaldsdata på en tele- fon eller slette enkelte digitale fotos, der er taget med et digitalkamera«.
Det fremgår af forarbejderne til § 24, stk. 5 (L 39 s. 105 og 158), at »der i visse tilfælde på grund af forbrugerens håndtering formentlig kan blive tale om så beskeden en tilbagebetaling ved udnyttelse af fortrydelsesretten, at det næppe kan betale sig for forbrugeren at udnytte denne«, jf. tilsvarende Su- xxxxx Xxxxxxxx i U 2013 B s. 51 ff., navnlig s. 56.
Se i modsat retning Xxxx Xxxxxxxxx Xxxxx og Xxxxxxx Xxxxx Xxxxxx i U 2015 B s. 273 ff., hvor det på s. 281 hedder, at »den erhvervsdrivende med den nye bestemmelse må tåle en vis værdiforringelse, nemlig dén, der kan relateres til den håndtering, der er nødvendig for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på, og for hvilken forbruge- ren ikke hæfter. Endvidere vil forbrugeren alt andet lige være bedre stillet ved at få en – om end beskeden – del af købesummen tilbage end ved at skulle beholde en uønsket vare og slet ingen penge få retur«.
Ud fra den betragtning at de færreste nethandlende sælger brugte varer, fore- slog Dansk Erhverv ved behandlingen af lovforslaget (jf. spørgsmål 3 af 20. november 2013 til Retsudvalget, bilag 5) en ændring af lovbemærkningerne til § 24, stk. 5, således at værdiforringelsen af en vare i langt de fleste tilfælde ville være 100 %. Dette ville i henhold til Justitsministeriets svar på spørgs- målet ikke være foreneligt med en korrekt gennemførelse af direktivet (jf. til- svarende Justitsministeriets svar på spørgsmål 11 af 7. november til Retsud- valget). Der skal således altid foretages en konkret vurdering af værdiforrin- gelsen.
Den erhvervsdrivende kan ikke afvise at modtage en vare, der er værdiløs, når forbrugeren udnytter sin fortrydelsesret, men har heller ingen pligt til at returnere den til forbrugeren. Ønsker forbrugeren at få varen retur, kan det aftales, at forbrugeren betaler omkostningerne forbundet med returnering af varen.
Se Forbrugerombudsmandens sag nr. 14/08509. En erhvervsdrivende, der solgte festtelte ved fjernsalg, rettede henvendelse til Forbrugerombudsmanden og spurgte, om virksomhe- den – hvis et returneret telt var usælgeligt og dermed værdiløst – måtte nægte at modtage teltet, således at vognmanden tog det med tilbage til kunden. Spørgsmålet var foranlediget af, at virksomheden adskillige gange havde oplevet at få et telt retur, der tydeligvis var værdiløst, fordi det var blevet brugt, var beskidt og ikke pakket ordentligt sammen. Kun- der, der ikke fik nogen penge tilbage, fordi teltet var værdiløst, forlangte, at virksomheden returnerede teltet til dem, hvilket påførte virksomheden udgifter til returforsendelsen, men også til håndtering, ekspedition mv. Forbrugerombudsmanden oplyste, at den erhvervsdri- vende ikke kan nægte at modtage en værdiløs vare, men at den erhvervsdrivende ikke har pligt til at returnere varen til forbrugeren. Hvis kunden ønsker varen sendt retur, er det For- brugerombudsmandens opfattelse, at der kan indgås en aftale med kunden om, at varen re- turneres til kunden, og at kunden skal betale de omkostninger, der er forbundet hermed, dvs. forsendelse og eventuelle udgifter til håndtering, idet der er tale om en tjeneste, der ikke er omfattet af forbrugeraftalelovens § 24.
Det er i sig selv ikke afgørende, hvad den erhvervsdrivende vil kunne afsætte varen til gennem den anvendte salgskanal (i praksis salg via internettet), og det spiller ikke ind, om den erhvervsdrivende generelt bedriver salg med brugte varer, jf. FT 2013-2014, tillæg B, L 39, Betænkning af 28. november 2013 afgivet af Retsudvalget. Værdiansættelsen skal ske ud fra varens gene- relle handelsmæssige værdi og dermed den pris, som erhvervsdrivende al- mindeligvis kan opnå for en vare i den stand, som varen er i ved returnerin- gen. Prisen ved salg mellem forbrugere, f.eks. gennem Den Blå Avis, kan ik- ke lægges til grund, jf. Justitsministeriets svar på spørgsmål 3 af 20. novem- ber 2013 til Retsudvalget, bilag 5 (jf. ovenfor).
Den almindelige reklamationsfrist på 2 år i henhold til købelovens § 54 (om handels- og civilkøb) og § 83 (om forbrugerkøb) gælder, uanset om den erhvervsdrivende sælger nye eller brugte varer (og uanset om varerne sælges via nettet eller en anden salgskanal), jf. til- svarende EU-Domstolens afgørelse af 13. juli 2017 i sag nr. C-133/16. Det antages, at den almindelige 2-årsfrist for reklamation i købeaftaler (jf. direktiv 1999/44/EF som imple- menteret ved købelovens § 83) gælder ved erhvervsdrivendes salg af brugte varer til for- brugere. Reklamationsretten kan ikke indskrænkes ved aftale, hvis den erhvervsdrivende sælger brugte returvarer til forbrugere, jf. købelovens § 1, stk. 2, dvs. at brugte varer ikke kan sælges »som beset« el.lign., jf. også købelovens § 77, stk. 1.
Se også til illustration Xxxxxxxxxxxxx 2008 s. 71 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 08/03695). En forbruger havde købt en computer på nettet, men udnyttede fortrydelsesret- ten efter at have brugt computeren i 8 dage. Det fremgik af den sagkyndiges erklæring til brug for sagen, at såfremt der var tale om en computer uden hardwarefejl, kunne der ske aktivering af Windows et ubegrænset antal gange, og at spor efter brug af computeren ville kunne fjernes. Ifølge den sagkyndige ville der imidlertid efter aktivering af Windows være tale om en brugt computer for en seriøs forhandler. Den sagkyndige vurderede herefter, at aktiveringen af Windows medførte en værdiforringelse af computeren. (Da dette forhold ikke fandtes at være åbenbart for forbrugeren, kunne forbrugeren alligevel udøve fortrydel- sesret, jf. ovenfor om 2004-lovens § 20, stk. 3, nr. 1, hvorefter det var en betingelse for for- trydelsesrettens bortfald, at »det efter varens art [var] åbenbart, at brugen [medførte] en formindskelse af varens salgsværdi«).
Se også Forbrugerjura 2008 s. 75 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 08/01151). For- brugerklagenævnet anså det for godtgjort, at ibrugtagning af en printer havde formindsket printerens salgsværdi, og »henset til, at printerpatronernes værdi [udgjorde] så stor en del af printerens samlede pris – hvilket [var] sædvanligt for prisbillige printere – [var] det nævnets opfattelse, at det måtte anses for åbenbart, at isætningen af printerpatronerne og afprøvningen af printeren formindskede salgsværdien«. (Forbrugeren ansås imidlertid ikke at være blevet gjort bekendt med, at isætning af printerpatronerne medførte bortfald af for- trydelsesretten (jf. om 2004-lovens krav herom nedenfor). Forbrugeren var herefter beret- tiget til at fortryde købet af printeren). Se tilsvarende Forbrugerklagenævnets afgørelse 09/02168 (men modsat Forbrugerklagenævnets afgørelse 2002-4031/7-2365).
Det er (i første omgang) den erhvervsdrivende, der skal foretage en vurdering af den værdiforringelse, som forbrugerens anvendelse af genstanden måtte have medført, med henblik på at fradrage et beløb i købesummen, som skal tilbagebetales til forbrugeren. Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at varen faktisk har undergået en værdiforringelse (og størrelsen af værdiforrin- gelsen). Kan den erhvervsdrivende løfte denne bevisbyrde, har forbrugeren bevisbyrden for, at værdiforringelsen ikke skyldes en »anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 275 og 444, L 39 s. 105 og 158 og nedenfor i afsnit 3.2.
Se Forbrugerjura 2006 s. 72 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 2004-4031/7-1373). En for- bruger havde bestilt en computerskærm på nettet, men ønskede at fortryde købet. Forbru-
xxxxxx begrundelse for at udøve fortrydelsesret var, at skærmen ved modtagelsen fremstod fedtet og ridset. Forbrugerklagenævnet fandt det godtgjort, at skærmen var i samme stand ved returneringen til den erhvervsdrivende, som den var, da forbrugeren modtog den. Kla- genævnet bemærkede, at »det ved en tvist om, hvorvidt eventuelle ridser var til stede alle- rede på leveringstidspunktet, som udgangspunkt påhviler [den erhvervsdrivende] at godt- gøre, at dette ikke var tilfældet, jf. herved købelovens § 77 a, stk. 3, hvorefter fejl ved va- ren, som viser sig inden for 6 måneder efter varens levering, formodes at have været til stede ved leveringen, medmindre der gør sig særlige forhold gældende«. Xxxxxxxxxxx var herefter berettiget til at fortryde købet.
Se til sammenligning Forbrugerjura 2007 afsnit 5.4 (Forbrugerklagenævntes sag nr. 2005-4051/7-998), hvor det var ubestridt, at en mobiltelefon var blevet beskadiget, mens den var i forbrugerens besiddelse. Forbrugerklagenævnet fandt, at det påhvilede forbruge- ren at godtgøre, at skaderne ikke skyldes uagtsomhed eller manglende omsorg fra forbru- gerens side. Se også om afgørelsen nedenfor i afsnit 3.2.2.
Er det ikke muligt for den erhvervsdrivende at fastslå værdiforringelsen, in- den tilbagebetalingspligten indtræder i henhold til § 22, stk. 1 og 4, må den erhvervsdrivende tilbagebetale det fulde beløb og herefter rette krav mod for- brugeren for en eventuel værdiforringelse, som forbrugeren hæfter for. Se bemærkningerne i afsnit 3 til 22.
Et særligt problem er, i hvilke tilfælde åbning/beskadigelse af varens em- ballage kan udgøre en værdiforringelse, som forbrugeren hæfter for (for så vidt værdiforringelsen »skyldes anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«, jf. herom nedenfor i afsnit 3.2), jf. L 39 s. 105 og 158 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 273 og 443.
Se også Justitsministeriets svar af 20. november 2013 på spørgsmål 10 af 7. november 2013 til Retsudvalget, hvorefter »forbrugeren på den ene side reelt skal kunne fortryde et køb foretaget via fjernsalg og således ikke skal afskæres fra sin fortrydelsesret, fordi f.eks. den papæske, varen var emballeret i, er blevet ødelagt, men hvor den erhvervsdrivende på den anden side skal kompenseres for den værdiforringelse, som varen måtte være blevet udsat for«.
En forbruger kan, hvis varer af den pågældende art normalt er udstillet uden emballage i en fysisk forretning, åbne emballagen på en tilsendt vare for at undersøge den, dvs. at skader på emballagen, der opstår, alene fordi emballa- gen er åbnet, ikke giver anledning til fradrag for værdiforringelse, jf. Forbru- gerombudsmandens notat om værdiforringelse ved internethandel, 2014, pkt. 1, s. 5 (sag nr. 14/02011-20) og Kommissionens vejledning pkt. 6.4.4, s. 50. Den erhvervsdrivende må ikke kunne afskære forbrugerens undersøgelsesret ved at emballere varen på en sådan måde, at den reelt er plomberet med den virkning, at forbrugeren hæfter for beskadigelse af emballagen, hvis emballa-
gen brydes. Dette gælder dog ikke, hvis brud på emballagen ikke er nødven- dig for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på, eller varen præsenteres på samme måde i en fysisk forretning, dvs. at der alminde- ligvis ikke findes en udstillingsmodel i fysiske forretninger. Det antages i Kommissionens vejledning pkt. 6.8.2, s. 56 f., at den erhvervsdrivende ved at give forbrugeren mulighed for at teste kosmetikprodukter som i en forretning, f.eks. ved at vedlægge en tester/prøve, kan opnå, at forbrugerens fortrydelses- ret bortfalder, hvis han alligevel bryder emballagen, jf. § 18, stk. 2, nr. 5, om bortfald af forbrugerens fortrydelsesret vedrørende varer mv., som »af sund- hedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive re- turneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen«. Se bemærk- ningerne i afsnit 2.5 til § 18.
Hvis varens emballage har betydning ved gensalg af varen, kan det medfø- re en værdiforringelse af varen, hvis emballagen er smidt væk, eller den er blevet beskadiget efter leveringen. Dette kan f.eks. kan være tilfældet ved salg af elektronik, mens det næppe har betydning ved salg af tøj, hvis der ale- ne er tale om fjernelse af en almindelig plasticpose. Hvis varen i øvrigt er som ny, vil værdiforringelsen formentlig kunne fastsættes til prisen for en ny emballage, hvis en sådan kan skaffes, eller til forskellen mellem salgsprisen og markedsprisen for en ny vare uden emballage. Se i det hele Forbrugerom- budsmandens notat om værdiforringelse ved internethandel, 2014, pkt. 4, s. 7 f. (sag nr. 14/02011-20).
Se også Forbrugerjura 2008 s. 61 f. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 08/02030). En forbru- ger havde i forbindelse med returnering af en fritstående håndklædetørrer skrevet den er- hvervsdrivendes navn og adresse på kassen. Forbrugerklagenævnet fandt, at den pågæl- dende emballage fremstod som en almindelig forsendelseskasse, og ikke som en original emballage, og at emballagen derfor ikke bar præg af at repræsentere betydelig værdi for den erhvervsdrivende. Herefter var forbrugeren berettiget til at udøve fortrydelsesret uanset skaden på emballagen. Sagen illustrerer – selv om afgørelsen er truffet efter 2004- forbrugeraftaleloven, hvorefter forbrugerens fortrydelsesret bortfaldt, hvis han ikke kunne tilbagelevere det modtagne i væsentlig samme stand – at det ved afgørelsen af, om skade på emballage medfører en værdiforringelse, er afgørende, om emballagen er original og dermed efter omstændighederne repræsenterer en værdi, eller om emballagen er uoriginal eller dog ikke karakteristisk for den pågældende vare.
Forbrugeren må udvise den fornødne omhu ved åbning af emballagen. Er en genstand, f.eks. en mobiltelefon, forsynet med beskyttelsesfilm, må denne kun fjernes, hvis det er strengt nødvendigt for at undersøge varen, jf. Forbru- gerombudsmandens notat om værdiforringelse ved internethandel, 2014, pkt. 1, s. 5 (sag nr. 14/02011-20), og Kommissionens vejledning pkt. 6.4.4, s. 50.
2004-lovens betingelse for udøvelse af fortrydelsesret, at forbrugeren skulle tilbagelevere det modtagne i »væsentlig samme stand og mængde«, antoges kun at angå selve varen, men som udgangspunkt ikke emballagen, jf. FT 1977-78, tillæg A, s. 761 og 769. At for- brugeren ikke kunne tilbagegive emballagen, afskar dermed i almindelighed ikke forbruge- ren fra at udøve fortrydelsesret. (Eftersom forbrugeraftalelovens regler var – og er – præ- ceptive, gjorde det ingen forskel, at den erhvervsdrivende i sine handelsbetingelser el.lign. anførte, at varen skulle returneres i originalemballage). Kravet om tilbagegivelse i væsent- lig samme stand og mængde kunne dog omfatte emballage, såfremt emballagen var af en sådan art, at den normalt blev brugt af forbrugeren til opbevaring af varen, og den samtidig repræsenterede en ikke ubetydelig værdi for sælgeren, jf. FT 1977-78, tillæg A, s. 761, Be- tænkning nr. 1540/2013 s. 272 f. og L 39 s. 104. Forbrugeren måtte i så fald oplyses om, at varen skulle returneres i originalemballagen, idet det ellers ikke ville være kendeligt for forbrugeren, at emballagen repræsenterede en ikke ubetydelig værdi for den erhvervsdri- vende. Se Xxxxxxxxx Xxxxxxx m.fl.: Forbrugeraftaleloven (2006) s. 327 f. og Forbrugerkla- genævnets afgørelse 12/15737. Uanset at den erhvervsdrivende havde meddelt forbruge- ren, at fortrydelsesretten var betinget af, at en computer blev returneret i originalemballa- gen, fandtes den erhvervsdrivende ikke at have godtgjort, at originalemballagen normalt anvendtes til opbevaring af computeren samt repræsenterede en ikke ubetydelig værdi, li- gesom dette ikke kunne anses for at have været åbenbart for forbrugeren. Forbrugeren kunne derfor udøve fortrydelsesret, selv om han ikke kunne tilbagelevere det købte i origi- nalemballage. Se også Forbrugerklagenævnets afgørelse 12/13896. Forbrugeren kunne for- tryde købet af en mobiltelefon. Det var uden betydning, at beskyttelsesfilmen på en mobil- telefon var fjernet, da telefonen kunne tilbageleveres i væsentlig samme stand, og da den erhvervsdrivende ikke havde godtgjort, at forbrugeren på aftaletidspunktet på et varigt me- dium havde fået oplysning om, at en fjernelse af beskyttelsesfilmen ville afskære ham fra at fortryde købet.
Den erhvervsdrivendes krav på godtgørelse for en eventuel værdiforringelse som følge af ibrugtagning kan efter direktivet ikke gøres betinget af, at for- brugeren er orienteret om rækkevidden af undersøgelsesretten, herunder at forbrugeren er orienteret om konsekvensen af brud på emballage mv., jf. Be- tænkning nr. 1540/2013 s. 274 og L 39 s. 105 (sml. den erhvervsdrivendes forpligtelse til at oplyse om, at brud på forsegling mv. kan medføre, at for- brugerens fortrydelsesret bortfalder, jf. § 18, stk. 2, nr. 5 (om varer, som er forseglet af hygiejne- eller sundhedsmæssige årsager) og § 18, stk. 2, nr. 9 (om plomberede lyd- og billedoptagelser), jf. § 8, stk. 1, nr. 10 og 11).
3.2. Forbrugerens hæftelse for værdiforringelsen
Hvis det lægges til grund, at forbrugerens ibrugtagning af varen (herunder i visse tilfælde forbrugerens brud på varens emballage) medfører en værdifor- ringelse, jf. ovenfor i afsnit 3.1, skal det afgøres, om forbrugeren hæfter for denne værdiforringelse over for den erhvervsdrivende.
Et særligt spørgsmål er, hvem der bærer risikoen for hændelige skader på salgsgenstanden, dvs. om forbrugeren hæfter over for den erhvervsdrivende
Om håndhævelsen af § 24, stk. 5, om forbrugerens hæftelse for forringelse af varens værdi, når forbrugeren udnytter en fortrydelsesret, se ovenfor i af- snit 3.1 samt bemærkningerne i afsnit 3 til § 22.
3.2.1. »Anden håndtering af varen, end hvad der er nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«
Det fremgår af § 24, stk. 5, 1. pkt., at forbrugeren kun hæfter for værdiforrin- gelsen, hvis denne skyldes »anden håndtering af varen, end hvad der er nød- vendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«. (Forbrugeren hæfter dog ikke for en eventuel forringelse af varen, hvis den erhvervsdrivende har undladt at give meddelelse om fortrydelsesretten, jf.
§ 8, stk. 1, nr. 9, og nærmere nedenfor i afsnit 3.2.3).
Har forbrugeren håndteret varen ud over, hvad der er »nødvendigt« for at undersøge varen, mister xxxxxxxxxxx ikke sin fortrydelsesret, men hæfter for en eventuel forringelse af varens værdi. Værdiforringelsen kan i visse tilfælde være så betydelig som følge af forbrugerens håndtering af varen, at forbruge- rens krav på tilbagebetaling af købesummen mv. mod den erhvervsdrivende ved udnyttelse af fortrydelsesretten kan blive meget beskedent eller måske endda ikke-eksisterende, jf. ovenfor i afsnit 3.1.
Der må herefter tages stilling til, hvilken brug en forbruger kan gøre af va- ren for at fastslå »varens art, egenskaber og den måde, den fungerer på«.
Udgangspunktet er, at forbrugeren må håndtere varen på samme måde, som forbrugeren ville have kunnet i en forretning, jf. L 39 s. 102, 104 og 158 og Betænkning nr. 1540/2013 s. 271 f., 274 og 444.
Se også direktivets betragtning 47, hvor det bl.a. hedder: »For at fastslå varernes art, egen- skaber og den måde, de fungerer på, bør forbrugeren kun håndtere og besigtige dem på samme måde, som vedkommende ville have fået lov til i en forretning. Forbrugeren bør f.eks. kun prøve en beklædningsgenstand og bør ikke have lov til at have den på i længere tid. Forbrugeren bør derfor håndtere og besigtige varerne med behørig omhu indtil fortry- delsesfristens udløb«.
Som eksempler på, hvad forbrugeren normalt kan gøre i en fysisk butik, nævnes i Kommissionens vejledning pkt. 6.4.4, s. 49 f.: »Før en forbruger køber lyd-/video- og optageudstyr vil han normalt kunne teste billed- eller lydkvaliteten. At prøve tøj i en butik vil ikke indebære, at fabrikantens skilte skal tages af. Forbrugeren vil normalt ikke kunne afprøve husholdningsappa- rater, såsom køkkenmaskiner, eftersom dette uundgåeligt vil efterlade spor. Forbrugeren vil ikke kunne konfigurere software på en computer, hvorfor ri-
melige udgifter til at gendanne sådant udstyr også ville udgøre en værdifor- ringelse«.
Se Forbrugerjura 2005 s. 66 ff. (Forbrugerklagenævnets sag nr. 2003-441/7-100). En for- bruger afprøvede en vaskemaskine til tøjvask, men fortrød købet, da han var utilfreds med maskinens centrifugeringsevne. Klagenævnet lagde efter den sagkyndiges erklæring til grund, at selv en enkelt afprøvning af maskinen til tøjvask medførte en formindskelse af maskinens salgsværdi. Flertallet af klagenævnets medlemmer fandt, at det måtte have væ- ret åbenbart for forbrugeren, at han ikke kunne fortryde købet, når maskinen havde været brugt til tøjvask (jf. om »åbenbart«-betingelsen ovenfor i afsnit 3.1). Disse nævnsmed- lemmer lagde vægt på, at en vaskemaskine kun kan afprøves ved, at den tilsluttes el- og vandforsyningen, at der tilføres vand og sæbe, og at maskinen ikke umiddelbart er tilgæn- gelig for aftørring/rengøring efter afprøvningen. Dertil kom, at man ikke kunne afprøve en vaskemaskine til tøjvask, når man købte den i en almindelig forretning. Herefter var for- brugerens fortrydelsesret bortfaldet som følge af afprøvningen.
Se også Forbrugerklagenævnets afgørelse 2006-4111/7-150. En forbruger havde købt et køleskab på nettet. En uge efter leveringen meddelte forbrugeren den erhvervsdrivende, at han ønskede at fortryde købet. Den erhvervsdrivende afviste kravet med den begrundel- se, at køleskabet var taget i brug, og at forbrugeren havde fjernet en beskyttende film fra køleskabets låge og kabinet. Herudover hævdede den erhvervsdrivende, at der ville opstå en dårlig lugt i køleskabet, når det havde været taget i brug og derefter blev slukket igen. Den erhvervsdrivende henviste i øvrigt til betingelserne på hjemmesiden om fortrydelses- retten, hvoraf det fremgik, at varen ikke måtte tages i brug. Forbrugerklagenævnet udtalte, at det forhold, at forbrugeren havde taget køleskabet i brug, ikke i sig selv var til hinder for, at fortrydelsesretten kunne gøres gældende, og forbrugeren fandtes ikke at være gjort ud- trykkeligt opmærksom på, at køleskabet ikke måtte tages i brug. Da xxxxxxxxxxx fortsatte med at bruge køleskabet efter at have fortrudt købet, havde forbrugeren imidlertid fortabt sin fortrydelsesret.
Hvor varen ikke er håndteret ud over, hvad man kan i en forretning, kan for- brugeren lægge varen på plads i pakken, tørre fedtfingre af, lægge tøjet pænt sammen samt lukke emballagen til igen, uden at der skal foretages fradrag for en værdiforringelse, jf. Forbrugerombudsmandens notat om værdiforringelse ved internethandel, 2014, pkt. 1, s. 5 (sag nr. 14/02011-20).
Forbrugerens adgang til at undersøge varen med henblik på at »fastslå va- rens art, egenskaber og den måde, den fungerer på« giver ikke adgang til at kontrollere, om varen er fejlfri i enhver henseende. Viser det sig senere, at va- ren er behæftet med en mangel, må forbrugeren gå frem efter almindelige kø- beretlige regler, jf. Kommissionens vejledning pkt. 6.4.4, s. 50.
Der gælder som nævnt en generel forpligtelse for forbrugeren til at håndte- re og besigtige varen med behørig omhu, jf. L 39 s. 105 og 158, Betænkning nr. 1540/2013 s. 274 og 444 og direktivets betragtning 47. Forbrugeren hæf- ter dermed for en værdiforringelse, som skyldes forbrugerens uagtsomhed el- ler manglende omsorg.
Det antages i forarbejderne til forbrugeraftalelovens § 24, stk. 5 (L 39 s. 105 og 158 samt Betænkning nr. 1540/2013 s. 274 og 444), at forbrugeren også hæfter for en værdiforringelse, som skyldes uagtsomhed eller manglen- de omsorg fra medlemmer af forbrugerens husstand.
Antagelsen om, at forbrugeren hæfter for medlemmer af sin husstand, fremgik af forarbej- derne til 1978-loven, jf. FT 1977-1978, tillæg A, sp. 763, men er ikke i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige regler. Forældre identificeres f.eks. ikke med deres børn i erstatningsretlig henseende, hverken aktivt eller passivt, jf. Xx xxx Xxxxx og Xxxxx Xxx- ger: Lærebog i erstatningsret, 8. udgave (2015) s. 145 f. (om aktiv identifikation) og s. 447 (om passiv identifikation) (men forældrene kan hæfte for en skade, som et barn forvolder på tredjemand, hvis forældrene har tilsidesat deres tilsynspligt, eller hvis en hæftelse følger af lov om hæftelse for børns erstatningsansvar, lov nr. 363 af 13. maj 2009).
Bevisbyrderegler fører undertiden til, at forbrugeren kommer til at hæfte for skader, som hans husstandsmedlemmer måtte have påført genstanden: Hvis den erhvervsdrivende har godtgjort, at varen har været udsat for en værdifor- ringelse, skal forbrugeren bevise, at værdiforringelsen ikke skyldes brug, her- under afprøvning, af varen ud over, hvad der er nødvendigt for at fastslå va- rens art, egenskaber og den måde, den fungerer på, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 275 og 444 samt L 39 s. 105 og 158.
Ligger det bevismæssigt fast, at en skade på salgsgenstanden ikke er for- voldt af forbrugeren selv, men af et medlem af hans husstand, mens genstan- den har været i forbrugerens varetægt, må skaden (medmindre en hæftelse følger af almindelige erstatningsretlige regler, f.eks. af DL 3-19-2 i de for- holdsvis sjældne tilfælde, hvor en ikke-erhvervsdrivende er »arbejdsgiver« i erstatningsretlig henseende, eller af reglerne om forældrehæftelse, som er om- talt ovenfor), anses for hændelig i forhold til forbrugeren, og han hæfter af dén årsag over for den erhvervsdrivende, jf. om risikoen for salgsgenstanden nedenfor i afsnit 3.2.2.
3.2.2. Risikoen for salgsgenstandens hændelige forringelse eller undergang Et særligt spørgsmål er, om forbrugeren eller den erhvervsdrivende bærer ri- sikoen for hændelige skader på salgsgenstanden, dvs. skader, som hverken kan tilregnes den ene eller den anden part som uagtsomme. Der kan f.eks. være tale om skader, som opstår, mens forbrugeren har genstanden i sin be- siddelse, eller skader, som opstår under transporten af genstanden fra den er- hvervsdrivende til forbrugeren eller under returforsendelsen fra forbrugeren til den erhvervsdrivende.
At forbrugeren bærer risikoen for varen indebærer, at forbrugeren i hen- hold til almindelige køberetlige regler har pligt til at erlægge den aftalte købe-
sum mv., selv om genstanden hændeligt er forringet eller gået til grunde. I re- lation til fortrydelsesretten hæfter forbrugeren, hvis han bærer risikoen for genstanden, over for den erhvervsdrivende for en eventuel forringelse af va- rens værdi, som beror på en hændelig begivenhed (og forbrugeren kan even- tuelt i de tilfælde, der er beskrevet i § 18, stk. 2, nr. 5 og nr. 9, afskæres fra at udnytte sin fortrydelsesret, hvis varens forsegling »hændeligt« er brudt).
Hvis det derimod er den erhvervsdrivende, der bærer risikoen for varen, kan forbrugeren udøve misligholdelsesbeføjelser over for den erhvervsdri- vende efter almindelige obligationsretlige (køberetlige) regler, f.eks. hæve købet i tilfælde af væsentlig forsinkelse eller væsentlige mangler, hvis gen- standen er beskadiget eller gået til grunde. Hvis/når udøver forbrugeren for- trydelsesret, hæfter han ikke for en værdiforringelse, som skyldes en hænde- lig begivenhed, for hvilken den erhvervsdrivende bærer risikoen, sml. § 24, stk. 5.
Købelovens § 73 tager stilling til spørgsmålet om leveringsstedet og fast- slår i stk. 1, at i de tilfælde, hvor sælgeren/den erhvervsdrivende har påtaget sig at sende genstanden til køberen/forbrugeren, har levering fundet sted, når genstanden er kommet i køberens besiddelse. Den danske købelov knytter en række retsvirkninger til levering. Som eksempel kan nævnes, at det faktiske leveringstidspunkt er afgørende ved stillingtagen til, om sælgeren er i forsin- kelse. Det fremgår desuden af købelovens § 17, stk. 1, at risikoen for salgs- genstandens hændelige undergang eller forringelse som udgangspunkt over- går til køberen ved levering. Risikoen for genstanden under transporten fra den erhvervsdrivende til forbrugeren påhviler dermed som udgangspunkt den erhvervsdrivende, jf. § 73, stk. 1, jf. § 17, stk. 1.
Kun i de tilfælde, som er beskrevet i § 73, stk. 2, bærer forbrugeren risiko- en for genstanden under forsendelsen. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»Hvis salgsgenstanden er overdraget til en fragtfører, som køberen har indgå- et aftale med, og som ikke var blandt dem, der blev tilbudt af sælgeren, anses leveringen for sket, når genstanden er kommet i fragtførerens besiddelse«. Det er herefter en betingelse for risikoens overgang på forbrugeren ved over- givelse til fragtføreren, at forbrugeren har valgt en anden fragtfører end den/dem, som sælgeren tilbød, og at forbrugeren selv har indgået aftale med den pågældende selvstændige fragtfører. Hvis forbrugeren anmoder sælgeren om at anvende en anden fragtfører end den/dem, sælgeren tilbyder, gælder udgangspunktet i § 73, stk. 1, fortsat, hvis sælgeren/den erhvervsdrivende indgår aftalen med fragtføreren, jf. Betænkning nr. 1540/2013 s. 459 og FT 2013-2014, tillæg A, L 40 s. 17. Købelovens § 73 er præceptiv, jf. købelo- vens § 1, stk. 2, dvs. at det ikke kan aftales, at køberen/forbrugeren bærer ri-