S A M L E N O T A T

Europaudvalget 2021

KOM (2021) 0093 - Bilag 9

Offentligt

1. Forslag til direktiv om bindende løngennemsigtighedstiltag

- Tilslutning til trilog-aftale

KOM-nr. (2021) 93 final

Revideret notat. Ændringer ift. samlenotat sendt til Folketinget den 30. november 2021 er markeret med streg i venstre margin.

1. Resumé

EU-formandskabet vil forsøge at lande et udkast til trilog-aftale med EU-Parla- mentet den 30. november 2022 om løngennemsigtighedsdirektivet, hvorefter ende- lig aftaletekst skal godkendes på Coreper, måske allerede den 7. december 2022. Der er fortsat en række udeståender i trilog-forhandlingerne, og det kan ikke med sikkerhed forudsiges, hvad en endelig aftale vil indeholde.

Rådet vedtog på EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021 en generel indstilling med henblik på at indlede forhandlinger med Europa-Parlamentet. Rådet har på en række punkter søgt større fleksibilitet og lempede krav i forhold til Kommissionens forslag. Efterfølgende vedtog Europa-Parlamentet den 5. april 2022 sin forhand- lingsposition med ganske væsentlige ændringer ift. Kommissionens oprindelige for- slag, jf. nedenfor i punkt 6.

Den 25. nov. 2021 opnåede regeringen bred opbakning fra Folketinget til at tilken- degive foreløbig dansk støtte til direktivforslaget, som det forelå i Rådets generelle indstilling. I mandatet lagde regeringen afgørende vægt på, at der i trilog-forhand- lingerne blev arbejdet for, at direktivet ikke underminerer den danske arbejdsmar- kedsmodel. Endvidere lagde regeringen stor vægt på, at arbejdsmarkedets parter, hvor relevant, kan løfte direktivets forpligtelser. Endelig lagde regeringen vægt på, at direktivet ikke må påføre stat eller virksomheder, ikke mindst små virksomheder, urimeligt store byrder. Regeringen gav tilsagn om at inddrage Folketingets Euro- paudvalg, inden der tages stilling til det endelige direktiv efter trilog-forhandlin- gerne. Såfremt sagen er tilstrækkelig oplyst, vil sagen blive forelagt igen med hen- blik på at søge fornyet opbakning den 2. december 2022. Er det ikke tilfældet, vil den fungerende beskæftigelsesminister give Europaudvalget en status i sagen samme dag.

Kommissionen har den 4. marts 2021 fremlagt forslag til direktiv om at styrke an- vendelsen af ligelønsprincippet ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelses- mekanismer. Med forslaget ønsker Kommissionen at tackle den vedvarende util- strækkelige håndhævelse af ligelønsprincippet og at sikre, at princippet overholdes i hele EU. Derfor vil Kommissionen indføre fælles standarder om løngennemsigtig- hed med henblik på, at arbejdstagere kan gøre deres ret til lige løn gældende.

Kommissionen vil også fremme en ensartet anvendelse af nøglebegreber vedrø- rende lige løn og styrke håndhævelsesmekanismer.

Direktivet vil have lovgivningsmæssige konsekvenser. Der må endvidere forudses statsfinansielle merudgifter af væsentlig karakter, primært som følge af de admini- strative konsekvenser for statslige arbejdsgivere og som følge af krav til et over- vågningsorgan samt tilpasninger ved nye opgaver til ligebehandlingsorganet og li- gebehandlingsnævnet. Der må også forudses betydelige erhvervsøkonomiske mer- udgifter som følge af de administrative konsekvenser for erhvervslivet. Regeringen har inviteret arbejdsmarkedets parter til bidrage med konkrete vurderinger og be- regninger heraf. DA har vurderet høje udgifter for danske virksomheder som følge af direktivet. Da der er tale om et skøn, er der dog usikkerhed om de reelle er- hvervsøkonomiske udgifter. Der vil blive igangsat en byrdemåling af det endelige direktiv i forbindelse med dets implementering i dansk ret. Der er redegjort nær- mere for konsekvenserne under notatets punkt 7.

Regeringen ønsker et samfund, hvor mænd og kvinder reelt har lige muligheder, og hvor løn ikke afhænger af køn. Regeringen støtter op om EU’s ligelønsprincip samt en effektiv håndhævelse heraf, og regeringen er optaget af at bekæmpe lønforskelle baseret på køn, bl.a. ved at sikre synlighed og information om mænds og kvinders aflønning samt ved at styrke ligelønsarbejdet på alle niveauer.

Regeringen finder detaljeringsgraden i forslaget for stor og har rejst bekymring ved de meget detaljerede håndhævelses- og tilsynsbestemmelser og disses overens- stemmelse med proportionalitetsprincippet, idet de potentielt kan udfordre den danske arbejdsmarkedsmodel og medføre unødige byrder for erhvervslivet. Dan- mark har en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejdsmarkedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding fra regering og Folketinget.

Regeringen finder, at nye tiltag skal kunne implementeres gennem kollektive afta- ler, og at der tages hensyn til forskellige nationale modeller og for arbejdsmarke- dets parter i forslagets enkelte bestemmelser. Ligeledes ser regeringen behov for at mindske de administrative byrder, både for offentlige myndigheder, arbejdsgivere og erhvervsliv.

Regeringen er særligt optaget af, at direktivet skal tage fornødent hensyn til den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter fortsat skal kunne forhandle, indgå og håndhæve kollektive overenskomster uden indblanding fra andre organer eller myndigheder; at direktivet ikke må påføre hverken stat eller virksomheder, ikke mindst små virksomheder, urimeligt store byrder; og at direktivet kan passes ind i en dansk kontekst og implementeres i kollektive overenskomster.

Regeringen følger trilog-forhandlingerne tæt for at sikre danske prioriteter og en samlet balance. Det er samtidig umiddelbart regeringens opfattelse, at en trilog- aftale kan ligge inden for det hidtidige danske mandat, men det afhænger af den endelige tekst efter trilog-forhandlingerne. Det er forventningen, at der ikke er be- hov for at ændre på ordlyden af det hidtidige forhandlingsoplæg fra Folketinget, der dermed kan forelægges Europaudvalget igen.

2. Baggrund

EU-formandskabet vil forsøge at lande et udkast til trilog-aftale med EU-Parlamen- tet den 30. november 2022 om løngennemsigtighedsdirektivet, hvorefter endelig aftaletekst skal godkendes på Coreper, måske allerede den 7. december 2022.

Kommissionen har den 4. marts 2021 fremlagt forslag til direktiv om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmeka- nismer. Den danske sprogversion af forslaget er modtaget den 9. marts 2021.

Kommissionen henviser til, at retten til lige løn til kvinder og mænd for samme ar- bejde eller arbejde af samme værdi er blandt EU’s grundlæggende traktatfæstede principper. Kravet er tillige beskyttet i det omarbejdede ligebehandlingsdirektiv (Direktiv 2006/54/EF1), som siden er suppleret af Kommissions henstilling fra 2014 om løngennemsigtighed2. På trods af denne retlige ramme er lønforskellen mellem kønnene i EU fortsat opgjort til omkring 14 pct.

Kommissionen henviser også til sin evaluering fra 2020 og flere andre rapporter, der bekræfter, at ligelønsprincippet ikke anvendes eller håndhæves hensigtsmæs- sigt i praksis, og at der i mange medlemsstater er mangel på løngennemsigtighed.

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 157, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), og forslaget er omfattet af den almindelige lovgiv- ningsprocedure og skal vedtages af både Rådet og Europa-Parlamentet.

3. Formål og indhold

3.1 Formål

Med forslaget ønsker Kommissionen at tackle den vedvarende utilstrækkelige håndhævelse af ligelønsprincippet og at sikre, at princippet overholdes i hele EU. Derfor foreslår Kommissionen fælles standarder om løngennemsigtighed med hen- blik på, at arbejdstagere kan gøre deres ret til lige løn gældende. Kommissionen ønsker også at fremme en ensartet anvendelse af en række nøglebegreber vedrø- rende lige løn og at styrke håndhævelsesmekanismerne.

Løngennemsigtighed giver ifølge Kommissionen arbejdstagere mulighed for at op- dage og bevise mulig forskelsbehandling baseret på køn. Den kaster lys over køns- skævheder i lønsystemer og jobklassificering, hvilket kan øge bevidstheden og sti- mulere debatten om årsagerne til strukturelle lønforskelle mellem kønnene. Løn- gennemsigtighed kan udløse revision af ligestillingspolitikker på virksomhedsni-

1 Direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebe- handling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv

2 Kommissionens henstilling 2014/124/EU om styrkelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder gennem åbenhed.

veau og fremme tættere samarbejde mellem arbejdsgivere og arbejdstagerrepræsen- tanter. Det er med dette udgangspunkt, at Kommission ønsker at indføre nye og mere detaljerede regler for at sikre overholdelse af ligelønsprincippet.

Kommissionen ser forslaget som del af en bredere pakke af foranstaltninger og ini- tiativer, hvis formål er at håndtere de grundlæggende årsager til lønforskelle mel- lem kønnene og at styrke kvinders økonomiske indflydelse og status.

3.2 Indhold

A. Kommissionens forslag

Det foreslåede direktiv består af 34 bestemmelser, inddelt i fire kapitler, med føl- gende indhold:

Kapitel I indeholder generelle bestemmelser om formål, anvendelsesområde, defi- nitioner og samme arbejde og arbejde af samme værdi:

• Det foreslåede direktiv fastsætter minimuskrav for at styrke anvendelsen af li- gelønsprincippet samt forbuddet mod forskelsbehandling, navnlig ved hjælp af løngennemsigtighed og styrkede håndhævelsesmekanismer.

• Det foreslåede direktiv finder anvendelse på offentlige og private arbejdsgivere samt på alle arbejdstagere, som har en ansættelseskontrakt eller er i et ansættel- sesforhold.

• Det foreslåede direktiv definerer en række udtryk og begreber med henblik på fælles forståelse heraf, såsom løn, lønniveau, lønforskel, kategori af arbejdsta- gere, forskelsbehandling, ligebehandlingsorgan og arbejdstilsyn.

• Det foreslåede direktiv pålægger medlemsstaterne at træffe foranstaltninger for at sikre,

o at arbejdsgivere har lønstrukturer, der sikrer kvinder og mænd lige løn for samme arbejde eller for arbejde af samme værdi, samt

o at der er værktøjer og metoder til at vurdere og sammenligne arbejdets værdi.

Endvidere er der indsat præciseringer under henvisning til EU-Domstolens retspraksis, hvor arbejdstagere kan være i en sammenlignelig situation, uanset de ikke arbejder for samme arbejdsgiver, samt hvor der i mangel af faktisk grundlag kan anvendes et hypotetisk sammenligningsgrundlag.

Kapitel II fastsætter bestemmelser om løngennemsigtighed og indeholder herunder en række nye rettigheder og forpligtelser i tilknytning hertil:

• Ansøgere har ret til at få oplyst lønniveauet for den pågældende stilling, og ar- bejdsgivere må ikke spørge til ansøgeres lønhistorik.

• Arbejdsgivere skal have en tilgængelig beskrivelse af de kønsneutrale kriterier, der anvendes til at fastsætte løn og karriereudvikling.

• Arbejdstagere har på anmodning ret til at få oplysninger fra deres arbejdsgiver, for at de kan vurdere, om de aflønnes på en ikke-diskriminerende måde i for- hold til andre arbejdstagere i organisationen, evt. via deres repræsentant eller et ligebehandlingsorgan. Arbejdstagere må ikke forhindres i at offentliggøre deres

løn, men arbejdsgiveren kan kræve, at anvendelsen af de udleverede oplysnin- ger begrænses til håndhævelsen af retten til lige løn.

• Arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere skal gøre visse overordnede oplys- ninger offentligt tilgængelige omkring lønforskellen mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere. Mere specifikke og følsomme oplysninger skal være til rådighed for arbejdstagerne og deres repræsentanter, mens arbejdstilsyn og lige- behandlingsorgan kan indhente disse oplysninger. Der skal ske dataindsamling og offentliggørelse ved det nationale overvågningsorgan udpeget efter artikel 26, herunder med mulighed for at sammenligne data mellem arbejdsgivere, sek- torer og regioner. Arbejdstagerne og deres repræsentanter, arbejdstilsyn og lige- behandlingsorganer kan anmode arbejdsgiveren om at præcisere og uddybe op- lysningerne, ligesom arbejdsgiveren forpligtes til at rette op på lønforskelle, der ikke kan begrundes i objektive og kønsneutrale faktorer.

• Arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere skal som udgangspunkt i samar- bejde med arbejdstagerrepræsentanter foretage fælles lønvurdering:

a) Når der er en forskel i den gennemsnitlige løn mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere på mindst 5 pct. i en given kategori af arbejds- tagere, og

b) Når arbejdsgiveren ikke har begrundet en sådan lønforskel med objek- tive og kønsneutrale faktorer.

• Arbejdsgiveren skal stille disse vurderinger til rådighed for arbejdstagerne, ar- bejdstagerrepræsentanterne, overvågningsorganet, ligebehandlingsorganger og arbejdstilsynet og er forpligtet til at rette op på uforklarede lønforskelle.

• Det foreslåede direktiv præciserer, at der gælder databeskyttelse ved videregi- velsen af personoplysninger, og at disse ikke må anvendes til andre formål end til gennemførelse af ligelønsprincippet. Medlemsstaterne kan begrænse adgan- gen til oplysninger, hvor der er tale om identificerbare medarbejderes løn.

• Det foreslåede direktiv søger at fremme social dialog, og at rettigheder og plig- ter i henhold til direktivet drøftes med arbejdsmarkedets parter.

Kapitel III indeholder bestemmelser om retsmidler og håndhævelse:

• Medlemsstaterne skal sikre, at arbejdstagere, der mener sig krænket, og de, der handler på deres vegne, har klageadgang til retslige instanser med henblik på håndhævelse af rettigheder og pligter vedrørende ligelønsprincippet, også efter ansættelsesforholdets ophør.

• Medlemsstater skal sikre, at foreninger, organisationer, ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter eller andre juridiske enheder kan føre sager om ligeløn. Ligebehandlingsorganer og arbejdstagerrepræsentanter kan handle på vegne af eller til støtte for arbejdstagere med deres samtykke.

• Medlemsstaterne skal sikre, at enhver skadelidt arbejdstager har ret til at kræve godtgørelse eller erstatning, inkl. ret til morarenter. Hverken erstatning eller godtgørelse må begrænses til et beløbsloft.

• Medlemsstaterne skal sikre, at domstole eller andre kompetente myndigheder på anmodning fra sagsøger og på sagsøgtes regning kan udstede påbud om:

(a) at tilsidesættelsen af en rettighed eller forpligtelse vedrørende ligelønsprin- cippet skal bringes til ophør;

(b) at sagsøgte skal træffe nødvendige strukturelle eller organisatoriske foran- staltninger.

• Overholdes disse påbud ikke, skal der pålægges tvangsbøder.

• Medlemsstaterne skal som udgangspunkt sikre, at når arbejdstagere, der betrag- ter sig som krænket, påviser faktiske omstændigheder, som skaber formodning for forskelsbehandling, påhviler det sagsøgte at modbevise det. Særligt når en arbejdsgiver har tilsidesat nogle af de rettigheder eller pligter knyttet til løngen- nemsigtighed i forslaget, påhviler det arbejdsgiveren at bevise, at der ikke har været forskelsbehandling. Enhver evt. tvivl skal komme sagsøgeren til gode. Dog er det ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan indføre gunstigere bevis- regler. Medlemsstaterne kan undlade at pålægge delt bevisbyrde, hvor det på- hviler domstolen eller det kompetente organ selv at belyse sagens faktiske om- stændigheder. Bestemmelsen gælder i sin helhed ikke straffesager, medmindre andet fastsættes i national lovgivning.

• Medlemsstaterne skal sikre, at domstole eller kompetente myndigheder kan på- lægge sagsøgte at fremlægge relevante beviser, evt. mod beskyttelse af fortro- lige oplysninger. Også her kan medlemsstaterne opretholde eller indføre regler, der er gunstigere for sagsøgerne.

• Medlemsstater skal fastlægge regler om forældelsesfrister, herunder at disse ikke løber, før overtrædelsen af ligelønsprincippet er ophørt, og før sagsøger er eller burde være bekendt med overtrædelsen. Forældelsesfristerne skal mindst være fastsat til tre år.

• Sagsøgere, der får medhold, skal have ret til at kræve rimelige sagsomkostnin- ger dækket, herunder advokat- og eksperthonorar mv. Sagsøgte, der får med- hold, kan alene kræve sagsomkostninger dækket, hvis kravet var fremsat i ond tro, var klart ubegrundet, eller hvis manglende dækning ville være åbenbart uri- melig.

• Medlemsstater skal fastlægge sanktioner for overtrædelse, herunder et mini- mumniveau for bøder, og niveauet af bøderne skal tage højde for:

(a) Overtrædelsens alvor og varighed;

(b) Arbejdsgivers intention eller forsømmelse;

• Medlemsstater skal fastsætte specifikke sanktioner i tilfælde af gentagne over- trædelser. Disse sanktioner kan omfatte at inddrage offentlige ydelser mv.

• Medlemsstater skal indføre mekanismer om ligeløn i offentlige kontrakter og koncessioner, så overtrædelse af forpligtelserne kan være udelukkelsesgrund.

• Arbejdstagere og deres repræsentanter må ikke behandles mindre fordelagtigt på grund af, at de har udnyttet deres ret til ligeløn.

• Forslaget præciserer, at direktivets regler om håndhævelse og retsmidler finder anvendelse på sager vedrørende enhver rettighed eller forpligtelse vedrørende ligelønsprincippet som fastsat i artikel 4 i direktiv 2006/54/EF.

Kapitel IV indeholder horisontale bestemmelser, bl.a. om beskyttelsesniveau, ikraft- træden mv. Her angives udvalgte bestemmelser:

• Ligestillingsorganer oprettet i henhold til direktiv 2006/54/EF skal også være kompetente med hensyn til spørgsmål, der falder inden for det forslåede direk- tivs anvendelsesområde. Samtidig skal medlemsstaterne sikre tæt samarbejde og

koordinering mellem ligestillingsorganer og andre organer med tilsynsfunktion på arbejdsmarkedet.

• Medlemsstaterne skal udpege et overvågningsorgan, hvis opgaver omfatter:

(a) at øge opmærksomheden omkring ligelønsprincippet samt løngennemsigtig- hed;

(b) at indsamle data modtaget fra arbejdsgivere;

• Forslaget præciserer, at direktivet på ingen måde må berøre retten til at for- handle, indgå og håndhæve kollektive overenskomster og til at tage kollektive kampskridt i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis.

• Medlemsstaterne skal hvert år rapportere til Kommissionen (Eurostat) ajourførte kønsopdelte data.

• Medlemsstaterne kan overlade arbejdsmarkedets parter at implementere direkti- vet.

• Medlemsstaterne skal implementere direktivet senest to år efter direktivets ikrafttræden.

B. Rådets generelle indstilling fra december 2021 under det slovenske formandskab: Rådet vedtog på EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021 sin generelle indstilling med henblik på de videre forhandlinger med Europa-Parlamentet. I kompromistek- sten indgik større fleksibilitet på en række punkter og dermed lempede krav i forhold til Kommissionens forslag, bl.a.:

• Medlemslandene pålægges ikke at oprette arbejdstilsyn på direktivets område. Tilsynsopgaverne kan overlades til eksisterende organer eller arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med nationale regler og praksis.

• Medlemslandene kan overlade det til arbejdsmarkedets parter at sikre de for- nødne løndannelsesmekanismer samt at udvikle værktøjer og metoder for at vur- dere og sammenligne arbejdets værdi.

• Medlemslande kan iværksætte initiativer for at nedbringe byrder for små virk- somheder ved løngennemsigtighedstiltag.

• De nye regler skal i videre omfang kunne passes ind i overensstemmelse med national lov og praksis.

• Der er arbejdet med de vidtgående og usædvanlige regler om retsmidler og hånd- hævelse.

• Det er blevet ekspliciteret, at den hypotetiske sammenligningssituation bygger på definition af direkte og indirekte diskrimination i det gældende omarbejdede ligebehandlingsdirektiv (2006/54/EC), hvorved det er blevet tydeliggjort, at den hypotetiske sammenligningssituation ikke er et nyt juridisk koncept.

Ved tilslutningen til den generelle indstilling udestod afklaring på en række punkter, hvor regeringen så udfordringer, herunder

• forståelsen af mulighederne for at sammenligne på tværs af arbejdsgivere og sektorer;

• forståelsen af ligebehandlingsorganernes udvidede kompetencer og samspillet med det overenskomstdækkede område;

• fortsat behov for tilpasninger i reglerne om retsmidler og håndhævelse; og

• værnet for at sikre parternes rolle og autonomi på området.

C. Forslag til mulig trilog-aftale, skitseret af det tjekkiske formandskab

EU-formandskabet har den 21. nov. 2022 fremsat et forslag til en samlet pakke, som kan danne grundlag for en aftale med Europa-Parlamentet. Forslaget skal nu drøftes på Coreper den 25. nov. 2022 forud for en mulig trilog den 30. november. Formand- skabets forslag er formuleret meget overordnet, hvor de væsentligste ændringer, som formandsskabet ønsker at foreslå, er følgende:

• Der er nye formuleringer i definitionen af arbejdstilsyn.

• Virksomheder med mellem 150 og 249 ansatte bliver omfattet af rapporterings- forpligtelsen i artikel 8 og skal udarbejde lønrapporter hvert tredje år. To år ef- ter gennemførelsesfristen for direktivet udvides pligten om at rapportere hvert tredje år til også at omfatte arbejdsgivere med mellem 100 til 249 ansatte.

• Medlemslande forpligtes til at yde teknisk hjælp og oplæring til SMV’er med

henblik på at reducere de administrative byrder for disse virksomheder.

• Konceptet om ’intersektionel diskrimination’ tydeliggøres (dvs. diskrimination på baggrund af flere/multiple grunde); dels ved at præcisere konceptet i direkti- vets betragtninger; dels gennem referencer til den mulige betydning for kom- pensationsniveau samt som skærpende omstændighed ift. fastsættelsen af sank- tioner.

• En betragtning vil henvise til, at anvendelsen af ligebehandlingsprincippet i nogle lande går videre end den binære distinktion mellem mænd og kvinder.

• Arbejdsgivere forpligtes til særligt over for ansatte og ansøgere med handicap at overholde rettigheder og pligter i tilknytning til løngennemsigtighed.

• Det nationale ligebehandlingsorgan skal konsulteres ift. udviklingen af værktø- jer og metoder til at vurdere og sammenligne arbejde af samme værdi.

• De objektive kriterier til at vurdere værdien af arbejdet skal også inkludere bløde kompetencer (soft skills).

• Medlemslandene kan overlade implementeringen af direktivet til arbejdsmarke- dets parter, herunder forpligtelserne i artikel 4, i overensstemmelse med natio- nal lov/praksis.

• Direktivet regler om retsmidler bevares i overensstemmelse med Rådets tekst, dog skal der sikres en forældelsesfrist på mindst fem år i ligelønssager og mu- lighed for bøde.

Regeringen følger forløbet tæt, herunder er det vigtigt for regeringen, at arbejdsmar- kedets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver og aftale bod i stedet for bøde.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget skal vedtages både af Europa-Parlamentet og Rådet i den almindelige lovgivningsprocedure.

Den 5. april 2022 vedtog Europa-Parlamentet sin betænkning og forhandlingsposi- tion til løngennemsigtighedsdirektivet. Europa-Parlamentet har foreslået en række væsentlige ændringer ift. Kommissionens oprindelige forslag, herunder

• Udvidet kønsbegreb: Det foreslås, at direktivet skal omfatte diskrimination på grund af deres kønsidentitet, og arbejdsgivere i deres rapporteringsforpligtelser indtænker non-binære personer.

• Lavere tærskler: Der foreslås flere virksomheder og lønmodtagere omfattet af reglerne om at offentliggøre informationer om lønforhold og at udarbejde lønvurderinger. Arbejdsgivere med mindst 50 ansatte foreslås omfattet af rap- porteringsforpligtelsen. Ansatte med mellem 50 og 250 ansatte skal rapportere hvert andet år.

• Fokus på intersektionel diskrimination: Det foreslås, at der nationalt skal arbej- des med at identificere, overvåge og tackle diskrimination på baggrund af flere/multiple grunde.

• ’Samme arbejde og arbejde af samme værdi’: Der foreslås nye krav til det nati- onale arbejde med at skabe grundlaget for sammenligninger af ’samme arbejde og arbejde af samme værdi’, bl.a. krav om at udvikle kønsneutrale lønevalue- rings- og lønklassifikationssystemer, at fremme tværsektorielle sammenlignin- ger og at involvere Ligebehandlingsorganet.

• Europæisk ligelønslabel: EP foreslår udvikling af en europæisk certificerings- ordning for arbejdsgivere, der ikke har et ligelønsgab.

Under trilog-forhandlingerne med Parlamentet har der fra dansk side været ekstra opmærksomhed omkring:

• Arbejdstilsyn/løntilsyn: EP ønsker at vende tilbage til Kommissionens oprinde- lige definition af ’arbejdstilsyn’. For regeringen er det vigtigt, at arbejdsmarke- dets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver som følge af direktivet.

• Bøder: EP ønsker, at der kan pålægges bøder ved overtrædelse af rettigheder og pligter vedrørende ligelønsprincippet. For regeringen er det vigtigt, at ar- bejdsmarkedets parter kan aftale bod i stedet for bøde.

5. Nærheds- og proportionalitetsprincippet

5.1. Nærhedsprincippet

Kommissionen anfører om nærhedsprincippet, at EU’s ligelønsprincip siden 1957 har været traktatfæstet, i dag i art. 157 TEUF, og er nu udtryk for en grundlæg- gende EU-værdi og menneskerettighed. Kommissionen finder, at evalueringen fra 2020 bekræfter behovet for en koordineret EU-tilgang, for at beskyttelsen på natio- nalt plan ikke bringes i fare. Der henvises til at nationale løngennemsigtighedsfor- anstaltninger er fragmenterede og sjældne, hvilket medfører øget risiko for konkur- rencefordrejning og ulige konkurrencevilkår mellem medlemsstaterne til skade for det indre markeds funktion.

Derfor ser Kommissionen behov for en EU-indsats med henblik på at sikre ensartet beskyttelsesniveau i hele EU og lige vilkår for aktørerne på det indre marked. En- delig gør Kommissionen opmærksom på, at forslaget er baseret på en minimal har- monisering, som giver mulighed for, at medlemsstater kan fastsætte højere standar- der. Xxxxxxx medlemsstaterne kan overlade gennemførelsen af rettigheder og plig- ter til arbejdsmarkedets parter i respekt af social dialog, kollektive overenskomst- forhandlinger og arbejdsmarkedets parters autonomi.

Generelt finder regeringen ikke grundlag for at tilsidesætte Kommissionens vurde- ring af nærhedsprincippet, herunder at der tale om håndhævelse af et eksisterende

retsprincip på EU plan, og at målet om ensartet anvendelse og håndhævelse i EU nødvendiggør bindende regler i direktivform.

5.2 Proportionalitetsprincippet

Kommissionen anfører om proportionalitetsprincippet at det hidtil ikke har været muligt at nå målet om en mere effektiv gennemførelse af ligelønsprincippet, hvor- for der ses behov for vedtage supplerende lovgivning på området. Kommissionen angiver, at reglerne ikke går længere end nødvendigt for at sikre arbejdstagernes ret til oplysninger om evt. lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn og mulighed for at forsvare ret til lige løn. Forslaget tager ifølge Kommissionen hensyn til even- tuelle omkostninger og byrder for arbejdsgiverne.

Kommissionen mener, at forslaget overlader et råderum for medlemsstaters imple- mentering, herunder af hensyn til mangfoldigheden af arbejdsmarkedsmodeller i EU, og giver medlemsstaterne mulighed for at overlade gennemførelsen til arbejds- markedets parter.

Regeringen har visse bekymringer i forhold til, om forslaget overlader et fornødent råderum for forskellige arbejdsmarkedsmodeller, herunder for parternes centrale rolle og autonomi i den danske arbejdsmarkeds model.

6. Gældende dansk ret

Ligelønsprincippet er gennemført i ligelønsloven. Efter lovens § 1 må der ikke pga. køn finde lønmæssig forskelsbehandling sted i strid med loven, og enhver arbejds- giver skal yde mænd og kvinder lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

Forbuddet mod lønmæssig forskelsbehandling gælder herunder for såvel kollektive aftaler, der regulerer lønnen, som for individuelle aftaler om løn. Princippet er of- test direkte indskrevet i de kollektive overenskomster, hvis overholdelse påses af parterne selv. Ligelønsloven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til at yde lige løn følger af en kollektiv overenskomst.

Aftalefriheden på arbejdsmarkedet fritager ikke for forpligtelsen til at overholde li- gelønsreglerne, men skal udøves med respekt for ligelønsprincippet. Det forhold, at lønnen er fastsat ved forhandling, kan imidlertid indgå i vurderingen af, om en løn- forskel er objektiv. En lønmodtager kan heller ikke give afkald på sine rettigheder efter ligelønsloven.

Er en lønmodtager blevet udsat for lønmæssig forskelsbehandling, har lønmodtage- ren krav på lønforskellen. Lønmodtageren kan også tilkendes en godtgørelse, som fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændighe- der i øvrigt.

Lønmodtagere har ret til at videregive oplysninger om egne lønforhold til, hvem de ønsker.

Ligelønsloven indeholder et forbud mod viktimisering. En arbejdsgiver må således ikke afskedige eller udsætte en lønmodtager, herunder en lønmodtagerrepræsen- tant, for anden ugunstig behandling som reaktion på en klage, eller fordi der er fremsat krav om ligeløn eller fordi man har videregivet oplysninger om sin egen løn.

Efter ligelønslovens § 5 a skal virksomheder med mere end 35 ansatte og mindst 10 mænd og 10 kvinder med samme jobfunktion (samme 6-cifrede DISCO-kode) ud- arbejde kønsopdelt lønstatistik eller anvende den statistik, som de får tilsendt fra enten Danmarks Statistik eller deres arbejdsgiverorganisation. Statistikken skal drøftes med virksomhedens medarbejderrepræsentanter. Disse regler vedtog Folke- tinget i 2006 med det formål at forbedre synligheden og informationen om mænds og kvinders aflønning på de enkelte virksomheder og dermed styrke ligelønsarbej- det.

Efter ligebehandlingslovens § 16 a gælder der delt bevisbyrde i sager vedr. over- trædelse af blandt andet ligebehandlingslovens § 4, som omhandler retten til lige arbejdsvilkår for mænd og kvinder, herunder løn. Overenskomstbestemmelser, som strider mod § 4 er ugyldige efter ligebehandlingslovens § 11.

Ligebehandlingsnævnet kan behandle klager om overtrædelse af ligelønsprincippet, og Institut for Menneskerettigheder er som led i Danmarks gennemførelse af EU’s diskriminationsdirektiver ved lov udpeget til at være nationalt ligebehandlingsor- gan i forhold til race og etnisk oprindelse (siden 2003) og i forhold til køn (siden 2011).

Ligebehandlingsnævnet er et uafhængigt og domstolslignende nævn. Det betyder, at nævnet ikke får instruktioner fra ministre eller fra andre om, hvordan de kon- krete sager skal behandles eller afgøres. Formålet med nævnet er, at det skal give adgang til let, gratis, fagkompetent og hurtig sagsbehandling af sager om forskels- behandling. Ligebehandlingsnævnet kan tilkende godtgørelse og underkende afske- digelse i det omfang, det følger af den lovgivning, som Ligebehandlingsnævnet kan træffe afgørelse om. Alle borgere, der mener sig forskelsbehandlet, kan klage til nævnet. Der er krav om, at en klager skal have retlig interesse for at kunne klage til nævnet. Desuden kan Institut for Menneskerettigheder indbringe sager af principiel karakter eller sager af almindelig offentlig interesse for Ligebehandlingsnævnet.

Beskæftigelsesministeren og ligestillingsministeren udarbejder i henhold til lige- lønsloven hvert tredje år en redegørelse om indsatsen for at opnå lige løn mellem mænd og kvinder.

7. Konsekvenser

7.1 Lovgivningsmæssige konsekvenser

Direktivet vil få lovgivningsmæssige konsekvenser, ikke mindst som følge af for- slagets kapitel II om nye individuelle lønmodtagerrettigheder og forpligtelser for arbejdsgiverne vedrørende løngennemsigtighed samt den detaljerede regulering omkring retsmidler og håndhævelse i kapitel III. Uanset at implementering kan

overlades til arbejdsmarkedets parter ved kollektive overenskomster, vil der være behov for, at Folketinget vedtager følgelovgivning.

Selvom Danmark allerede har nationale regler, der forpligter virksomheder til at ar- bejde med kønsopdelt lønstatistik, indeholder direktivforslagets kapitel II en række nye og udvidende elementer, fx ret for alle lønmodtagere til oplysninger om de gennemsnitlige lønniveauer og offentliggørelse af lønforskelle for visse arbejdsgi- vere. Kønsopdelt lønstatistik er i dag et internt samarbejdsredskab for arbejdet med ligeløn på virksomheder med mere end 35 ansatte. Gennemførelse af direktivets regler om løngennemsigtighed vil i udgangspunktet supplere de allerede gældende regler om kønsopdelt lønstatistik.

Direktivforslagets kapitel III om retsmidler og håndhævelse vil kræve lovændrin- ger, som udgangspunkt i særlovgivningen, fx i ligelønsloven. Det drejer sig særligt om:

• Ligebehandlingsorganet skal kunne indlede kollektive søgsmål, hvilket umid- delbart vil indebære en ændring i lov om Institut for Menneskerettigheder og instituttets vedtægter.

• Domstole eller andre kompetente myndigheder skal kunne udstede påbud ved overtrædelser på ligelønsområdet. Det vil umiddelbart kræve en ændring i lige- lønsloven, i lov om ligebehandlingsnævnet og i lov om arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.

• Reglerne om bevisbyrde og navnlig omvendt bevisbyrde vil kræve lovændring i ligelønsloven. Omvendt bevisbyrde vil være en skærpelse af de gældende reg- ler om delt bevisbyrde i ligelønssager.

• Domstole og kompetente myndigheder skal i ligelønssager på sagsøgers på- stand kunne vurdere sammenligninger, der ikke er begrænset til samme ar- bejdsgiver, når lønforskellen kan tilskrives én og samme kilde, og vurdere sam- menligninger baseret på en hypotetisk sammenligningsfaktor, dvs, hvordan en fiktiv person af det andet køn ville have været aflønnet i en sammenlignelig si- tuation. Bestemmelsen vil umiddelbart indebære lovændring i ligelønsloven; og evt. i lov om ligebehandlingsnævnet og i lov om arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.

• Domstole eller andre kompetente myndigheder skal kunne kræve bevismateri- ale fremlagt af sagsøgte. Disse regler vurderes umiddelbart at gå videre, end hvad der i dag følger af retsplejelovens regler om pligt til efter pålæg fra retten at fremlægge beviser i civile retssager (edition). Der vil derfor umiddelbart være behov for særregler på ligelønsområdet, i ligelønsloven, i lov om ligebe- handlingsnævnet, og i lov om arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.

• Der skal gælde særlige forældelsesregler, som særligt vil ændre på, hvornår en forældelsesfrist afbrydes. Direktivet vil sikre, at forældelsesfristen afbrydes både i tilfælde, hvor arbejdstageren anlægger sag ved at indgive krav, og i til- fælde, hvor arbejdstageren gør opmærksom på kravet over for arbejdsgiver, sin arbejdstagerrepræsentant, en kontrolmyndighed eller et ligebehandlingsorgan. I dag følger ligelønsområdet den almindelige forældelseslov (lov om forældelse

af fordringer), hvor udgangspunktet er, at kun retslige skridt afbryder forældel- sesfristen, når skylderen ikke har erkendt kravet. Der vil umiddelbart være be- hov for særregler om forældelse i ligelønsloven.

• Der skal gælde særlige sanktioner ved gentagne overtrædelser, hvilket vil kræve lovændringer i ligelønsloven. Tilsvarende vil der skulle indføres sankti- oner i forhold til de nye rettigheder og forpligtelser om løngennemsigtighed.

Ændringerne omkring det nationale ligebehandlingsorgan og udpegning af et natio- nalt overvågningsorgan vurderes også at skulle ske ved lov.

Medlemslandene pålægges omvendt ikke at oprette arbejdstilsyn på direktivets om- råde. Tilsynsopgaverne kan overlades til eksisterende organer eller arbejdsmarke- dets parter i overensstemmelse med nationale regler og praksis. Dette skal forment- ligt ske ved lov. Formandskabets skitse til trilog-aftale indeholder mulige ændrin- ger vedr. tilsynsdelen. Endelig vurdering afventer trilog-aftale.

Opfordringen i art. 21 til at lade overholdelsen af ligelønsforpligtelser indgå som krav ved offentlige kontrakter og navnlig ved overtrædelser at overveje at udelukke økonomiske aktører fra deltagelse i en offentlig udbudsprocedure vurderes allerede at være en mulighed efter de gældende udbudsregler, idet overtrædelse af miljø- mæssige, sociale eller arbejdsretlige regler kan udgøre en frivillig udelukkelses- grund. En stillingtagen må indgå i de danske implementeringsovervejelser.

Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vil få lovgivningsmæssige konsekven- ser i tråd med ovenstående. Dog har regeringen ekstra opmærksomhed omkring mulige, nye lovgivningsmæssige konsekvenser af de ændrede formuleringer vedr. tilsyn og bøder.

7.2 Konsekvenser for arbejdsmarkedet

På det foreliggende grundlag vurderes forslaget at kunne få konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel. Rækkevidden er fortsat uklar og vil afhænge af di- rektivets endelige udformning. Der indgår således i forslaget elementer, som umid- delbart kan ses som svært forenelige med den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor løndannelsen i vidt omfang overlades til arbejdsmarkedets parter.

Det gælder blandt andet Arbejdstilsynets rolle i forhold til monitorering af arbejds- giveres udarbejdelse af lønredegørelser og lønvurderinger i art. 8 og 9. Samtidig stiller forslaget også krav om udpegning af et overvågningsorgan til at understøtte gennemførelsen af direktivet og til at indsamle lønredegørelser og -vurderinger, som arbejdsgivere skal udarbejde efter art. 8 og 9. En sådan central overvågnings- instans vil enten forudsætte etablering af en ny myndighed, et nyt organ eller vil kunne ske som udvidelse af mandatet for noget eksisterende. Begge disse elemen- ter ses vanskelige at implementere i forhold til den danske model og parternes au- tonomi og rolle.

Direktivet berører centrale dele af den danske arbejdsmarkedsmodel. Beskæftigel- sesministeriet har derfor på et tidligt stadie involveret arbejdsmarkedets parter i

vurderingen af forslaget, jf. også nedenfor. Regeringen søger fortsat afklaring i for- hold til de generelle bekymringer om foreneligheden med den danske arbejdsmar- kedsmodel, hvor løndannelsen i vidt omfang overlades til arbejdsmarkedets parter.

Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vurderes umiddelbart at kunne håndte- res inden for den danske model, men det afventer en endelig vurdering efter trilog. Regeringen følger forløbet tæt; herunder er det vigtigt for regeringen, at arbejds- markedets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver og aftale bod i stedet for bøde.

7.3 Økonomiske konsekvenser og konsekvenser for erhvervslivet

Statsfinansielle konsekvenser

Der forudses statsfinansielle merudgifter af væsentlig karakter, primært som følge af de administrative konsekvenser for statslige arbejdsgivere og som følge af krav til et overvågningsorgan samt tilpasninger ved nye opgaver til ligebehandlingsorga- net og ligebehandlingsnævnet. For de statslige arbejdsgivere skønner Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, at direktivet vil koste 395 mio. kr. det første år og 155 mio. kr. årligt herefter.

I øvrigt kan bemærkes om krav af betydning for de statsfinansielle merudgifter:

• Eksisterende nationale arbejdstilsyn skal ifølge Kommissionens forslag have til- synsfunktion også på direktivets område. I dag har Danmark ikke som forudsat et arbejdstilsyn, som fører tilsyn på lønområdet. Et sådant løntilsyn er også hid- til anset for svært at implementere i forhold til den danske model og arbejds- markedets parters autonomi og rolle. Det er dog under drøftelserne præciseret, at medlemslandene ikke pålægges at oprette arbejdstilsyn på direktivets område. Tilsynsopgaverne kan overlades til eksisterende organer eller arbejdsmarkedets parter i overensstemmelse med nationale regler og praksis. Udgiften vurderes på den baggrund mindre væsentlig. Såfremt trilog-aftalen giver anledning til æn- dringer af den vurdering, vil skønnet kunne ændres.

• Eksisterende nationale ligebehandlingsorganer skal være kompetente med hen- syn til spørgsmål på direktivets område og have tilført de fornødne ressourcer. I dag er Institut for Menneskerettigheder, som er et uafhængigt organ under Udenrigsministeriet, udpeget som Danmarks nationale ligebehandlingsorgan. Der må forudses merudgifter til ligebehandlingsorganet, men det er ikke umid- delbart muligt at fastslå størrelsesordenen. Ligebehandlingsorganets primære opgave er at yde støtte til personer, der føler sig udsat for lønmæssig forskelsbe- handling, hvor fagforeninger normalt er primære aktører. Kommissionen anvi- ser, at medlemsstaterne kan overveje at finansiere denne udvidelse via omforde- ling af bødebeløb på direktivets område. Under drøftelserne har regeringen stil- let sig kritisk til kravet om bødestraf, da det må forudsætte lovhjemmel og vil være til hinder for en overenskomstimplementering af arbejdsmarkedets parter.

• Der skal udpeges et overvågningsorgan til at overvåge og støtte gennemførelsen af direktivet. Organet kan være en del af eksisterende organer eller strukturer på nationalt plan. Organets opgaver er vidtspændende, men vedrører især indsam- ling og offentliggørelse af data modtaget fra arbejdsgivere. Kommissionen an- slår, at opgaven for overvågningsorganet vil kunne løses ved ansættelse af 1 års-

værk og etablering/vedligehold af en hjemmeside/database. Regeringen har un- der drøftelserne fastholdt, at Kommissionens skøn er for lavt sat, men det vil først være muligt at give et bud på omfanget, når der tages stillingen til en im- plementering, fx om opgaver kan henlægges til eksisterende organer, såsom Danmarks Statistik, der i forvejen er central for de danske regler om kønsopdelt lønstatistik. Fordeles opgaverne på flere organer, vil der være udgifter til koor- dinering.

• Kapitel III indfører detaljerede og udbyggede bestemmelser om retsmidler og håndhævelsesmekanismer. Der forudses behov for særregler og som følge heraf også merudgifter til oplæring for visse af de involverede retsinstanser, særligt ligebehandlingsnævnet, og til en evt. stigning i retssager, da reglerne netop har til formål at styrke arbejdstagers mulighed for at anlægge sager. Kommissio- nens peger dog på, at direktivets løngennemsigtighedstiltag vil føre til, at ar- bejdsgivere evaluerer deres lønstrukturer og kriterier for at udbetale løn, hvilket vil mindske behovet for sager om lønmæssig forskelsbehandling.

• Kommissionen peger også på en række positive effekter, såsom stigning i of- fentlige indtægter som følge af øget skatteopkrævning ved højere lønninger til kvinder samt fald i sociale ydelser for indtægtsbestemte kontaktydelser. Rege- ringen har under drøftelserne stillet sig skeptisk til disse meget optimistiske an- tagelser.

Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vil betyde statsfinansielle merudgifter af væsentlig karakter i tråd med ovenstående. Som nyt element indgår det, at med- lemslandene skal yde tekniske hjælp og oplæring til SMV’er og arbejdstagerrepræ- sentanters organisationer ift. forpligtelserne i direktivet. Dette er med henblik på at begrænse de administrative byrder for virksomhederne.

Konsekvenser for erhvervslivet

Der forventes administrative byrder og økonomiske omkostninger for erhvervsli- vet, idet der kan være byrder forbundet med forpligtelserne bl.a. til at oplyse om lønforskelle. Kommissionen forventer selv, herunder i den ledsagende konsekvens- analyse, at de forbundne omkostninger vil være beskedne. Kommissionen har ved udformningen søgt at forenkle og reducere byrderne, navnlig for mindre virksom- heder. Samtidig peger Kommissionen på en række positive påvirkninger, herunder for virksomheders fortjeneste.

Regeringen har taget initiativ til dialog med arbejdsmarkedets parter om forslagets administrative og økonomiske konsekvenser. Regeringen har herunder inviteret parterne til at indsende deres konkrete vurderinger og beregninger herom.

Fokus retter sig primært mod konsekvenserne af de nye rettigheder og pligter i for- slagets kap II om:

• Arbejdsgivere skal oplyse lønniveau for opslåede stilling til jobansøgere.

• Arbejdsgivere med lokale lønpolitikker skal udarbejde en tilgængelig beskri- velse af de kønsneutrale kriterier, der anvendes til at fastsætte løn og karriereud- vikling.

• Arbejdsgivere skal tilgængeliggøre oplysninger for medarbejdere med henblik på vurdering af, hvorvidt aflønning sker på en ikke-diskriminerende måde.

• Virksomheder med mindst 250 medarbejdere skal tilgængeliggøre kønsbaseret lønstatistik.

• Et overvågningsorgan, jf. artikel 26, skal indsamle data fra virksomheder, hvil- ket vil kræve nye indberetninger fra virksomhederne.

Vedr. forslagets administrative forventer DA, at implementeringen af direktivet vil medføre betydelige omkostninger for danske virksomheder.

Da der er tale om et skøn, er der dog usikkerhed om de reelle erhvervsøkonomiske udgifter. I alle tilfælde er det vurderingen, at byrderne overskrider 4. mio. kr. årligt, hvorfor der efter sædvanlig praksis vil blive igangsat en byrdemåling af det ende- lige direktiv i forbindelse med implementeringen i dansk ret.

Dansk Arbejdsgiverforening har estimeret omkostningerne baseret på Rådets kom- promistekst. På baggrund heraf forventer DA, at omkostningerne for private virk- somheder bliver omkring 700 mio. kr. det første år efterfulgt af en årlig omkost- ning på 150 mio. kroner. Herudover estimerer DA, at Europa-Parlamentets forslag kan øge virksomhedernes årlige omkostninger med minimum 50 mio. kr., hvis rap- porteringstærsklen sættes ned fra 250+ til 50+ ansatte.

Formandskabets skitse til mulig trilog-aftale vil betyde administrative byrder og økonomiske omkostninger for erhvervslivet i tråd med ovenstående. Det er dog lagt en ny balance ind, hvor rapporteringstærsklen – i første omgang – alene sættes ned til 150+ og efter to år sænkes til 100+ ansatte. Virksomheder med mellem 100-250 ansatte vil desuden kun skulle rapportere hvert tredje år.

7.4 Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at have andre væsentlige konsekvenser, men vurderes at bidrage til en højere lønmodtagerbeskyttelse.

8. Høring

Kommissionens direktivforslag er den 5. marts 2021 sendt i høring hos EU-Speci- aludvalget under Beskæftigelsesministeriet for Arbejdsmarkedet og Sociale For- hold. Der modtaget høringssvar fra Akademikerne (AC); Dansk Arbejdsgiverfor- ening (DA); Danske Regioner (DR); Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA); Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH); Kommunerne Landsforening (KL); Le- derne (LH); Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (Medst).

FH har desuden afgivet et supplerende høringssvar, hvorfor afsnittet om FH’s hold-

ning er opdateret.

Høringssvar er vedlagt og gennemgås her i hovedtræk:

AC hilser generelt forslaget velkomment, herunder at det vil styrke den enkeltes indsigt i lønoplysninger på arbejdspladsen samt give bedre muligheder for at sam- menligne job af samme værdi. Åbenhed om løn er et vigtigt redskab til fremme af ligeløn på arbejdspladsen og kan være med til at synliggøre og dokumentere for- skelle også ift. en kønsmæssig ubalance i tildeling af tillæg.

AC bemærker mere specifikt:

• Lønbegrebet: Metoden til opgørelse af løn er ikke præciseret. Der er fx behov for at præcisere, at løn skal opgøres på en kønsneutral måde, herunder at der ta- ges højde for barselsfravær. Det er vigtigt, at virksomheder forpligtes på et ens- artet og kønsneutralt lønbegreb, ”en standardberegnet timefortjeneste”, da det muliggør sammenligninger af løn mellem forskellige grupper af lønmodtagere, uanset hvor meget overarbejde eller fravær de hver især måtte have (Lønkom- missionen).

• Virksomhedsstørrelse: AC foreslår, at krav om løngennemsigtighed ikke kun skal gælde for store virksomheder, dvs. virksomheder med over 250 ansatte, men også for små og mellemstore virksomheder, dvs. med 50-250 ansatte. Disse virksomheder udgør 99 pct. af alle virksomheder i EU. AC gør opmærk- som på, at Danmark har regler om kønsopdelt lønstatistik for virksomheder med mindst 35 ansatte, og med mindst 10 kvinder og 10 mænd med samme arbejds- funktion.

• Ansattes ret til information om løn: Det bør præciseres, hvilke personer, der indgår i gruppen af ansatte med ”ligeværdigt” arbejde, dvs. hvilke kriterier, der kan indgå i arbejdsgiveres vurdering.

DA finder, at forslaget giver anledning til skepsis. Efter DA’s opfattelse er forsla- get ikke umiddelbart egnet til rette op på de generelle lønforskelle mellem mænd og kvinder i EU. Det skyldes, at direktivet ikke handler om de egentlige årsager til lønforskellen mellem mænd og kvinder, dvs. kønsopdelingen på arbejdsmarkedet. Det er uklart, hvad det præcis er for et ligelønsproblem, man ønsker at håndtere, og Kommissionen har ikke sandsynliggjort, at forslaget faktisk vil have betydning for udfordringerne med forskellen i mænd og kvinders aflønning. Uden disse oplysnin- ger er det reelt ikke muligt fuldt ud at vurdere, hvorvidt forslaget holder sig inden for nærheds- og proportionalitetsprincippet i EU-retten.

DA finder, at en række af forslagets bestemmelser indebærer indgreb i rent natio- nale anliggender i Danmark, og at det sker på en meget indgribende måde. Det gæl- der særligt bestemmelserne i forslagets artikel 4, som peger i retning af et arbejds- marked, hvor markedskræfterne er sat ud kraft. Særligt ideen om ”en og samme kilde” til en medarbejders løn er problematisk. Der er lagt op til, at to medarbejdere kan kræve samme løn med henvisning til, at de er omfattet af samme overens- komst, uanset at de arbejder på forskellige virksomheder. Det kan betyde, at lønnen helt fjerner sig fra den enkelte virksomheds situation og markedsvilkår. Derudover bryder det med de eksisterende aflønningsprincipper i overenskomsterne på DA/FH-området, som netop afspejler et hensyn til virksomhedens markedssitua- tion.

Den enkelte medarbejders løn skal efter forslaget ikke længere fastsættes på bag- grund af produktivitet eller afspejle udbud og efterspørgsel af kompetencer. Den skal i stedet begrundes ud fra en række kriterier, som i Kommissionens optik er ob- jektive, men som ikke nødvendigvis er relateret til den værdi, vedkommende fak- tisk bidrager med på virksomheden. Konsekvensen er, at direktivet ikke bare regu- lerer markedsmæssige skævheder, men mere grundlæggende afmonterer markeds- mekanismerne på arbejdsmarkedet.

Derudover lægger direktivet op til, at der fra EU’s side sker en omfattende regule- ring af rets- og myndighedsudøvelse i medlemsstaterne. Der lægges op til at regu- lere procesformen i det fagretlige system og ved danske domstole i sager om lige- løn. Der stilles krav om nye kontrolorganer, hvilket ikke er overensstemmelse med, at overvågning af ligeløn i Danmark i vid udstrækning sker inden for det fagretlige system. Det betyder, at ikke alene lønbestemmelserne i overenskomsterne, men også håndhævelsen af dem i højere grad bliver et anliggende for EU-Domstolen og ikke – som i dag – arbejdsmarkedets parter og det fagretlige system.

DA har yderligere en række konkrete bemærkninger til direktivets enkelte bestem- melser.

DR bemærker overordnet, at forslaget lægger op til, at sammenligning ikke kun er på lige løn mellem mænd og kvinder i samme sektor, men også på tværs af sekto- rer. DR kan ikke anerkende, at regionerne skal bære ansvaret for en eventuel struk- turel ulige løn fx som følge af differentierede historiske prioriteringer imellem de faglige organisationer i forskellige sektorer. Det er væsentligt for DR, at det ikke kan påberåbes som ulovlig forskelsbehandling i enkeltsager på grundlag af begre- bet ”arbejde af samme værdi”, hvis lønforskellen mellem faggrupperne er historisk begrundet. Derfor mener DR, at lønbegrebet, jf. artikel 3, også bør inkludere andre arbejdsgiverbetalte rettigheder, eksempelvis frihed og barsel.

• Parternes autonomi: DR anerkender, at Kommissionen har forsøgt at indtænke arbejdsmarkeds parters rolle i at fremme lige løn mellem mænd og kvinder, men det er ikke i tilstrækkelig grad lykkedes med at indtænke den danske mo- del og parternes autonomi. I Danmark betyder parternes autonomi, at parterne selv forhandler sig frem til løn og arbejdsvilkår, herunder også lønfastsættelse og lønstrukturer. Det er væsentligt for DR, at direktivet bygger på en forståelse af, at den danske model respekteres, og at det er arbejdsmarkedets parter, og ikke andre aktører, der aftaler løn og lønstrukturer på det regionale arbejdsmar- ked.

• Lønfastsættelsesmekanismer og lønstrukturer: DR noterer sig, at det ikke er er fastlagt, hvad forslaget mener med lønfastsættelsesmekanismer eller lønstruk- turer, jf. fx betragtning 15, og opfordrer til, at dette gøres klart i direktivet. Særligt i forlængelse af, at medlemsstaterne i direktivets artikel 4 forpligtes til at sikre, at arbejdsgiverne har indført sådanne lønstrukturer. Dels er det uklart, hvad medlemsstaterne forpligtes til at pålægge arbejdsgiverne, når begrebet ikke er klart, dels vil det bryde med den danske model, hvis staten skal træffe sådanne foranstaltninger. DR forstår forslaget således, at en overenskomst er en lønfastsættelsesmekanisme eller lønstruktur i direktivets forstand. På det re- gionale område fastlægges lønniveauet i den enkelte overenskomst, hvis dæk- ningsområde enten baseres på uddannelse eller funktion. Idet der ikke findes overenskomster på det regionale område, hvor der i lønfastsættelsen eller løn- strukturerne (lønskalaer) differentieres mellem mandlige og kvindelige ansatte, er det DRs opfattelse, at der på regionale område er lige løn.

• Arbejde af samme værdi: DR mener, at det er uklart, hvorledes ”arbejde af samme værdi”, jf. art. 3, defineres. Heller ikke art. 4 har en tydelig definition af begrebet. DR mener, at direktivet skal indeholde en klar definition af ”arbejde

af samme værdi”, især fordi begrebet bl.a. anvendes i forbindelse med imple- menteringen af direktivets artikel 7 ”ret til oplysninger”, artikel 8 ”redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdstagere” og artikel 9

”fælles lønvurdering”.

• Administrative omkostninger: DR er enig i, at det er hensigtsmæssigt, at der er transparens vedrørende sammenligninger af mænd og kvinders lønniveauer på stillingsniveau. DR xxxxxxxx, at kapitel II vedr. løngennemsigtighed indebæ- rer implementering af tiltag, der pålægger de regionale arbejdsgivere yderligere administrative byrder og omkostninger, fx art. 8 stk. 1, litra a) -g). DR anerken- der, at direktivet har forsøgt at overholde proportionalitetsprincippet, idet for- anstaltningernes anvendelsesområde varierer med arbejdsgiverstørrelse, men det vurderes samtidig, at de regionale arbejdsgivere kan pålægges uforholds- mæssigt store bureaukratiske omkostninger ved implementering og håndhæ- velse af direktivet.

FA finder overordnet forslaget så vidtgående, at det rammer skævt i forhold til for- målet om at styrke overholdelsen af ligelønsprincippet - og det rejser en række be- tænkeligheder. FA finder især, at forslagets meget brede sammenligninger, på tværs af virksomheder, og endda med hypotetiske sammenligningsgrundlag, vil ikke tage højde for de faktorer i løndannelsen, der kan forklares. I stedet vil så- danne sammenligninger medvirke til øget mytedannelse om ulige løn, frem for at fremme lige løn for lige arbejde, og forslaget vil komme til at virke imod sit for- mål. FA gør opmærksom på, at løn fastsættes på arbejdsmarkedet, hvor der - ud over de aftalte regler i overenskomster - også vil være forskelle fra virksomhed til virksomhed begrundet i konkurrence- og markedsmæssige forhold, i geografi mv. Såkaldte objektive kriterier, hvad enten det drejer sig om uddannelsesbaggrund el- ler en kollektiv overenskomst, vil ikke i sig selv give noget retvisende billede af et lønniveau, da disse kriterier ikke nødvendigvis er afgørende for den konkrete løn- fastsættelse. Forslaget vurderes også at pålægge virksomhederne nye administra- tive byrder, hvilket bør søges begrænset.

FA har yderligere en række konkrete bemærkninger til direktivets enkelte bestem- melser.

FH ser positivt på forslaget ud fra et ligestillingspolitisk perspektiv, da formålet ligger godt i tråd med FH’s mål for udviklingen af en ny ’ligelønsmodel’. Det står klart, at den nuværende danske lovgivning om ligelønsstatistikker ikke er tiltrække- lig til at sikre ligeløn, og der er behov for yderligere tiltag. Dog bør principperne om ligeløn og åbenhed gælde for alle og ikke kun ansatte på de største virksomhe- der. Art. 4 giver medlemsstaterne en grad af fleksibilitet i valget af værktøjer og metoder, hvilket FH tidligere har efterspurgt.

Imidlertid skal regler og rettigheder, som følger af EU-initiativer, fuldt ud respek- tere den måde, vi har indrettet det danske arbejdsmarked på. I dette kollektivretlige perspektiv ser FH flere kritiske mangler og problemer ved forslaget:

• Arbejdstagerrepræsentanter: Forslaget anvender udtrykket ”arbejdstagerrepræ-

sentanter” frem for fagforeninger eller tillidsvalgte. Det er stærkt bekymrende,

da det er fagforeninger, der repræsenterer medarbejderne. Begrebet ”arbejdsta- gerrepræsentanter” er for vagt. Reelt kan arbejdsgiveren selv indsætte disse ar- bejdstagerrepræsentanter for at omgå fagforeningerne og dermed indgå lempeli- gere aftaler. Begrebet kan derfor udvande fagforeningens rolle i ligelønsspørgs- målet, uagtet forslagets artikel 27.

• Fagbevægelsens rolle: Forslaget mangler i høj grad at anerkende fagbevægel- sens rolle i forhold til fx at håndhæve ligeløn og repræsentere medarbejderne ved førelse af sager. Det er helt afgørende for FH, at de faglige organisationer og tillidsvalgte medarbejderrepræsentanter sikres fuld inddragelse og indfly- delse. Som eksempel kan nævnes art. 7, hvor det er afgørende, at fagforeninger og tillidsvalgte får samme rettigheder som medarbejderne, og at der ikke bliver lagt restriktioner på, i hvilket omfang de kan dele information om løn med kol- legaer og fagforening.

• Eksterne organer mv.: Forslaget synes også at ville give andre eksterne, statslige organer og organisationer flere beføjelser, hvilket FH finder bekymrende og øn- sker nærmere belyst.

• Samtykke: Ønsker en fagforening i dag at rejse en sag udsprunget af en over- enskomst på vegne af et medlem, kræver dette ud fra et dataretligt synspunkt ikke medlemmets samtykke, eftersom det er fagforeningen, der ”ejer” overens- komsten, jf. også databeskyttelsesloven § 12. Det samme gælder sager om lige- løn på et overenskomstdækket område. Det er uklart, om bestemmelsen med nu- værende ordlyd fremadrettet kræver et samtykke fra medlemmet, hvilket i så fald vil være yderst kritisabelt.

• Sammenligningsgrundlag for lønniveau: Med forslaget lægges der op til, at sammenligningsgrundlaget for lønniveau skal udvides, så det er tilladt at fore- tage en sammenligning med en hypotetisk sammenligningsfaktor eller anvende andre beviser, der gør det muligt at formode, at der angiveligt foreligger for- skelsbehandling, jf. art. 4, punkt 4. Det er positivt, at muligheden for ligeløn ud- vides, men det er meget uklart – og problematisk – hvad der ligger i en ”hypote- tisk sammenligningsfaktor”. Generelt bør det understreges, at løn i Danmark er fastsat igennem en overenskomst mellem arbejdsmarkedets parter, hvor lønnen fastsættes ud fra en fælles forståelse eller konsensus om det enkelte fags lønni- veau. Den enkelte overenskomst kan derefter give rum for yderligere løntillæg igennem lokal forhandling eller lignende. Med formuleringen ”hypotetisk sam- menligningsgrundlag” lægges der op til, at der ved en vurdering af en medarbej- ders løn kan skeles til andre områder eller en anden overenskomst, end den der er gældende for medarbejderen. Vil sammenligningen betyde, at lønnen ændres, vil den del af forslaget være en direkte konfrontation på lønfastsættelsen i den gældende overenskomst. En løn, der i fællesskab er accepteret og et resultat af en forhandling imellem arbejdsgiver- og lønmodtagerpart. Det er positivt, at man i art. 27 anerkender arbejdsmarkedets parters ret til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive overenskomster samt til at tage kollektive skridt. Art. 27 ændrer dog ikke på, at der kan være en sandsynlighed for efterregulering af en overenskomstfastsat løn og dermed også en konfrontation mod overenskomsten. Dette er en kritisk situation, som FH tager forbehold overfor og desuden søger nærmere belyst.

FH har efterfølgende sendt supplerende kommentarer omkring håndhævelse og de statslige ligebehandlingsorganers fremtidige funktion.

• Procedurer på vegne af eller til støtte for arbejdstagere: FH frygter, at art. 13 kan ændre på overenskomstpartens adgang til at håndhæve overenskomsten her- iblandt tvister om løn. Det er problematisk, at art. 13 uden videre sammenligner foreninger, organisationer og ligestillingsorganer med fx fagforeninger.

• Omvendt bevisbyrde: Xxxxxx direktivet 2006/54/EC allerede flytter bevisbyr- den til den indklagede ved en påvist forskelsbehandling, viser erfaringer, at det ofte er svært at påvise forskelsbehandling. Art. 16 vil styrke lønmodtagernes rettigheder, idet bevisbyrden påhviler arbejdsgiveren, hvis denne ikke efterlever de nye løngennemsigtighedsbestemmelser. FH vurderer, at det kan få stor be- tydning for lønmodtagernes muligheder for at opnå ligeløn.

• Sagsomkostninger og retsplejeloven: Art. 19 vil give en bedre adgang for med- arbejderen til at klage og få domstolsprøvet krav om ligeløn. Det er dog uklart, om bestemmelsen vil ændre på nuværende retstilstand om værneting og på rets- plejelovens regler vedr. betaling af sagsomkostninger. Medlemmer af en over- enskomstbærende fagforening har allerede i dag adgang til ”omkostningsfri” prøvelse af en sag om ligeløn. FH ser gerne en afklaring.

• Nationale ligebehandlingsorganer: FH finder det problematisk, at ligebehand- lingsorganer får udvidet deres beføjelser, jf. art. 25, mht. de spørgsmål, der fal- der under dette direktivs anvendelsesområde.

KL mener overordnet, at Kommission lægger op til, at fokus ikke kun er på ligeløn mellem mænd og kvinder i samme sektor, men også på tværs af sektorer. Lønfast- sættelsen i Danmark er et resultat af kollektive overenskomstforhandlinger i de en- kelte sektorer. Her kan parterne i de forskellige sektorer historisk have prioriteret overenskomstmidler forskelligt. Det er væsentligt for KL, at det ikke kan påberåbes som ulovlig forskelsbehandling i enkeltsager på grundlag af begrebet ”arbejde af samme værdi”, hvis lønforskellen mellem faggrupperne bygger på overenskomster.

KL anerkender, at Kommissionen har forsøgt at indtænke de sociale parters rolle i at fremme ligeløn mellem mænd og kvinder. KL konstaterer dog samtidig, at Kom- missionen ikke er lykkedes med at omfavne den danske model og parternes auto- nomi i tilstrækkelig grad. I forslaget ser KL modstridende udmeldinger, og det er afgørende for KL, at direktivet bygger på en forståelse af, at disse forhold – og der- med den danske model – skal respekteres.

• Lønfastsættelsesmekanismer og lønstrukturer: Det fremgår af betragtning 15, at arbejdsgiverne skal have indført lønfastsættelsesmekanismer eller lønstrukturer, der sikrer ligeløn blandt mandlige og kvindelige arbejdstagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. KL bemærker, at det ikke er fast- lagt i direktivet, hvad der menes med lønfastsættelsesmekanismer eller lønstruk- turer. KL opfordrer til, at dette gøres klart i direktivet, særligt når medlemssta- terne i artikel 4 forpligtes til at sikre, at arbejdsgiverne har indført sådanne løn- strukturer. Dels er det uklart, hvad medlemsstaterne forpligtes til at pålægge ar- bejdsgiverne, når begrebet ikke er klart, dels harmonerer det efter KL’s opfat- telse ikke med den danske model, at staten træffer sådanne foranstaltninger. KL ønsker at få afklaret, hvorvidt en overenskomst, der fastlægger en bestemt

gruppe ansattes løn, er en lønfastsættelsesmekanisme eller lønstruktur i direkti- vets forstand. På det kommunale område fastlægges lønniveauet i den enkelte overenskomst, hvis dækningsområde som oftest baseres på enten uddannelse el- ler funktion. Der findes ikke overenskomster på det kommunale område, hvor der i lønfastsættelsen eller lønstrukturerne (lønskalaer) differentieres mellem mandlige og kvindelige ansatte, og på den måde skaber ulige løn mellem køn- nene.

• Arbejdstilsynets rolle mv.: KL bemærker, at direktivet pålægger særligt Ar- bejdstilsynet, men også ligebehandlingsorganet, en rolle, der ikke er tradition for i den danske arbejdsmarkedsmodel. Derfor anbefales det, at der i den ende- lige direktivtekst er tilstrækkelig fleksibilitet indlagt, således at der tages højde for medlemsstaternes forskellige traditioner og arbejdsdeling mellem på den ene side de sociale parter og på den anden side myndighedsfunktioner som fx Ar- bejdstilsynet. På det danske arbejdsmarked er det fagforeningerne typisk ved deres tillidsrepræsentanter, der påser overenskomsternes overholdelse, og sager kan rejses i det fagretlige system. Der ses ikke behov for at indføre andre og/el- ler konkurrerende håndhævelsesinstanser.

KL har medsendt et bilag med konkrete bemærkninger til direktivets enkelte be- stemmelser.

LH deler generelt ønsket om at mindske lønforskellene mellem kønnene, men me- ner ikke, at vejen frem til at løse denne udfordring er detaljeret lovgivning fra EU. Reglerne er i bedste fald overflødige i en dansk velfærdsstat med et velreguleret ar- bejdsmarked. Derudover er LH bekymret for, at forslaget vil medføre bøvl, bureau- krati og indskrænkning af ledernes muligheder for at træffe de bedste beslutninger.

LH bemærker mere specifikt:

• Art. 4 og 5: Indførelse af objektive og kønsneutrale kriterier bekymrer LH, sær- ligt når det, jf. forslaget, skal være muligt at sammenligne løn med lønmodta- gere uden for den pågældende arbejdsplads. Løndannelse må være et anliggende for nationalstaterne, herunder arbejdsmarkedsparter i Danmark. LH mener, at den enkeltes løn skal afspejle, hvilken værdi medarbejderen har for arbejdsplad- sen, arbejdsindsats mm. og kan ikke direkte sættes på formel.

• Art. 5: LH har svært ved at se behovet for, at Kommissionen skal blande sig i, hvilke spørgsmål der konkret må stilles til en jobsamtale i Danmark, særligt når det forbydes ledere at spørge til en mulig kommende ansats tidligere løn.

• Art 8 om redegørelse for lønforskelle mellem kvindelige og mandlige arbejdsta- gere i virksomheder med mindst 250 ansatte vurderes overflødig. Det samme gør sig gældende for kravet om at nedsætte et udvalg til behandling af konstate- rede lønforskelle. I Danmark pålægger loven om ligeløn virksomheder med 35 ansatte, hvoraf 10 kvinder og 10 mænd har samme jobfunktion, at udarbejde en årlig kønsopdelt lønstatistik eller at indgå en aftale med medarbejderne om at udarbejde en redegørelse om ligeløn. Disse behandles f.eks. i samarbejdsudvalg, og skal være tilgængelige for medarbejderne, hvis det efterspørges.

Medst. er generelt skeptisk over for EU-forslag, der angår lønspørgsmål, idet Medst. betragter det som et national anliggende, der i Danmark reguleres ved aftale

af arbejdsmarkedets parter. Hertil kommer, at forslaget indeholder en række meget vidtgående bestemmelser for arbejdsgivere og den danske model, som gør, at Medst samlet set er stærkt skeptisk over for forslaget og de nye forpligtelser heri:

• Art. 4: Medst finder, at forslaget indeholder ekstremt vidtgående muligheder for at kunne stille krav om sammenligning af stillinger lønmæssigt, herunder på tværs af overenskomstområder. Endvidere gives der særskilt hjemmel til i visse tilfælde at ”foretage en sammenligning med en hypotetisk sammenligningsfak- tor”, hvilket er uhørt i dansk ret. Alt dette er stærkt problematisk og kan give anledning til mange sager om påståede brud på princippet om ligeløn ud fra di- verse sammenligningsgrundlag, som er kreeret til lejligheden.

• Kap. II: Forslaget indeholder en række forpligtelser for arbejdsgivere til at ind- samle og videregive oplysninger om løn, samt forpligtelser for arbejdsgivere med mindst 250 arbejdstagere til at udarbejde særskilte redegørelser. Medst gør opmærksom på de administrative byrder for mange statslige og selvejende insti- tutioner, som hver især selv vil skulle stå herfor. Medst gør også opmærksom på de principielle nyskabelser ved, at arbejdsgivere med over 250 arbejdstagere på- lægges at gøre oplysninger om lønforskelle på institutionen offentligt tilgænge- lige, samt potentielt at udarbejde fælles lønvurderinger i samarbejde med lokale arbejdstagerepræsentanter.

• Kap III: Xxxxxx ikke for så vidt angår retsmidler og håndhævelse, undgår Kom- missionen at komme med forslag der er problematiske, bl.a. når der ikke umid- delbart ses at være hjemmel til en ultimativ forældelsesfristen for retten til er- statning, samt når lønmodtagere gives ret til at få tilkendt sagsomkostninger, mens arbejdsgivere kun undtagelsesvist gives mulighed herfor.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det er endnu usikkert, hvordan medlemslandene vil stille sig til formandskabets forslag til en trilog-aftale.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen finder detaljeringsgraden i forslaget for stor og har rejst bekymring ved de meget detaljerede håndhævelses- og tilsynsbestemmelser og disses overensstem- melse med proportionalitetsprincippet, idet de potentielt kan udfordre den danske arbejdsmarkedsmodel og medføre unødige byrder for erhvervslivet. Danmark har en stærk og langvarig tradition for, at løn- og arbejdsvilkår reguleres af arbejdsmar- kedets parter gennem kollektive overenskomster og uden indblanding fra regering og Folketinget.

mindske de administrative byrder, både for offentlige myndigheder, arbejdsgivere og erhvervsliv.

Den 25. nov. 2021 opnåede regeringen bred opbakning fra Folketinget til at tilken- degive foreløbig dansk støtte til direktivforslaget, som det forelå i Rådets generelle indstilling. I mandatet var der afgørende vægt på, at der i trilog-forhandlingerne blev arbejdet for, at direktivet ikke underminerer den danske arbejdsmarkedsmo- del. Endvidere lagde regeringen stor vægt på, at arbejdsmarkedets parter, hvor rele- vant, kan løfte direktivets forpligtelser. Endelig lagde regeringen vægt på, at direk- tivet ikke må påføre stat eller virksomheder, ikke mindst små virksomheder, urime- ligt store byrder. Regeringen gav tilsagn om at inddrage Folketingets Europaudvalg igen, inden der skal tages stilling til det endelige direktiv efter trilog-forhandlin- gerne.

Regeringen følger fortsat forløbet tæt for at sikre danske prioriteter og en samlet balance, herunder er det vigtigt for regeringen, at arbejdsmarkedets parter kan løfte evt. tilsynsopgaver og aftale bod i stedet for bøde. Det er samtidig regeringens op- fattelse, at en trilog-aftale kan ligge inden for det hidtidige danske mandat, men det afhænger af den endelige tekst efter trilog-forhandlingerne. Det er forventningen, at der ikke er behov for at ændre på ordlyden af det hidtidige forhandlingsoplæg, der dermed kan forelægges Europaudvalget igen.

11. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Sagen har senest været forelagt Folketingets Europaudvalg til forhandlingsoplæg i slutningen af november 2021 forud for EPSCO-rådsmødet den 6. december 2021.

Grund- og nærhedsnotat om forslaget til direktiv om bindende løngennemsigtig- hedstiltag blev oversendt til Folketingets Europaudvalg den 30. marts 2021. Notatet blev opdateret forud for EPSCO-Rådsmødet den 14. juni 2021, hvor det portugisi- ske formandskab fremlagde fremskridtsrapport. Der er forelagt forhandlingsoplæg for Folketingets Europaudvalg den 25. november 2021.

Document Metadata

Table of Contents

S A M L E N O T A T

Document Metadata