Frivillige fratrædelsesaftaler
Frivillige fratrædelsesaftaler
1. Baggrund
SDU står i den kommende tid over for økonomiske tilpasninger.
SDU tilbyder frivillige fratrædelsesaftaler inden for rammerne af cirkulære om aftale om frivillig fratræden af 21. december 2021.
Direktionen på SDU har besluttet, at vilkårene for de frivillige fratrædelsesaftaler er fastsat på forhånd på baggrund af anciennitet. Det sker for at gøre det transparent, hvad en frivillig fratrædelse indebærer, og for at sikre, at aftaler om frivillig fratrædelse håndteres lige, uafhængig af hvilken enhed man tilhører.
2. Anvendelsesområde
A. Aftaleindgåelse i afværgefasen
Aftalen finder anvendelse for ansatte på SDU, der som led i afværgefasen ønsker at indgå en aftale om frivillig fratræden og opfylder betingelserne herfor.
Medarbejdere, der i afværgefasen overvejer at ansøge om en frivillig fratrædelsesaftale, opfordres til at søge råd hos tillidsrepræsentant eller nærmeste leder.
Medarbejderen sender sin ansøgning om frivillig fratræden til institutleder / sekretariatschef / områdechef senest den 14. april 2023.
SDU’s ledelse ønsker med rammeaftalen at begrænse antallet af uansøgte afskedigelser, men anser det samtidig for afgørende, at universitetet også fremover kan varetage opgaverne på kvalificeret vis. Der er således ikke sikkerhed for, at ledelsen godkender alle anmodninger om at få en aftale.
I forhold til konkrete ansøgninger er det ledelsen på instituttet / området, der afgør, om der kan indgås en fratrædelsesaftale.
Individuelle aftaler indgås mellem medarbejderen, instituttet / området samt den lokale tillidsrepræsentant og med bistand fra SDU HR. Individuelle aftaler tiltrædes af dekan / universitetsdirektør.
Individuelle aftaler skal være indgået senest den 21. april 2023.
Aftaler indgås med virkning fra 1. juni 2023.
B. Aftaleindgåelse som alternativ til uansøgt afsked efter igangsat partshøring
Ansatte, der modtager indstilling om uansøgt afsked som led i tilpasningen, kan som alternativ hertil indgå en aftale om frivillig fratræden. Det er en forudsætning, at betingelserne for at indgå en aftale er til stede.
Medarbejdere, der modtager indstilling om uansøgt afsked, opfordres til at søge råd hos tillidsrepræsentanten eller nærmeste leder om indgåelse af en aftale om frivillig fratræden.
Aftalen indgås mellem medarbejderen, instituttet / området samt den lokale tillidsrepræsentant og med bistand fra SDU HR. Konkrete aftaler tiltrædes af dekan / universitetsdirektør.
Aftale om frivillig fratræden skal være indgået senest ved partshøringsfristens udløb.
Aftaler indgås med virkning fra 1. juni 2023.
3. Aftaler om fratrædelse
De fastsatte vilkår indebærer, at der i forhold til overenskomst/funktionærlov er tillagt minimum en måned i form af enten forlænget varsel eller fratrædelsesbeløb, suppleret med mulighed for tjenestefrihed.
Nedenfor kan du se, hvilke vilkår du kan forvente at få i forbindelse med en frivillig fratrædelse:
Anciennitet ult. maj 2023 | Fratræden iht funktionærloven | Fratrædelsesdato ved frivillig aftale | Tjenestefri i 3 mdr. med løn pr. | Fratrædelses- beløb |
Maksimalt 2 år og 9 måneder | 31. august 2023 | 30. september 2023 | 1. juli 2023 | 0 |
Maksimalt 5 år og 8 måneder | 30. september 2023 | 30. november 2023 | 1. september 2023 | 0 |
Maksimalt 8 år og 7 måneder | 31. oktober 2023 | 31. december 2023 | 1. oktober 2023 | 0 |
Over 8 år og 7 måneder men under 12 år | 30. november 2023 | 31. december 2023 | 1. oktober 2023 | 1 måneds løn |
12 – 16 år | 30. november 2023, 1 mdr. fratrædelsesgodtgø relse | 31. december 2023 | 1. oktober 2023 | 2 måneders løn |
17 år og derover | 30. november og 3 mdr. fratrædelsesgodtgø relse | 31. december 2023 | 1. oktober 2023 | 4 måneders løn |
I helt særlige tilfælde og ved enighed mellem leder og medarbejder kan det aftales, at perioden på 3 måneders tjenestefrihed kan afkortes eller forlænges; dog uden ændring af fratrædelsesdatoen.
Aftalt ferie afholdes som planlagt, uanset hvor det ligger i perioden.
Det forudsættes desuden, at evt. flekstimer afvikles i perioden med tjenestefrihed med løn.
Det bemærkes for god ordens skyld, at der ikke i tillæg til ovenstående vil blive udbetalt fratrædelsesgodtgørelser efter funktionærlovens § 2a. Det bemærkes desuden, at chefkonsulenter med personaleansvar ikke i tillæg til ovenstående vil modtage fratrædelsesgodtgørelse efter bilag 4a til AC- overenskomsten.
Fratrædelsesbeløb beregnes på samme måde som løn under sygdom, dog ekskl. eget og arbejdsgivers pensionsbidrag. Der indbetales ikke eget pensionsbidrag og arbejdsgivers pensionsbidrag af fratrædelsesbeløbet, ligesom der ikke betales feriepenge af fratrædelsesbeløbet, jf. cirkulære om aftale om frivillig fratræden af 21. december 2021 § 6, stk. 3.
Ekstraordinært pensionsbidrag:
I stedet for et fratrædelsesbeløb / tjenestefrihed kan der indbetales op til 4 års ekstraordinært pensionsbidrag, hvis du har mulighed for at gå på pension i forbindelse med en frivillig fratrædelse.
4. Tjenestemænd
For tjenestemænd gælder der særlige vilkår, og der vil i konkrete tilfælde kunne indgås aftaler inden for samme beløbsmæssige ramme, som angivet ovenfor.
5. Andet job i aftaleperioden
Medarbejderen er forpligtet til at kontakte SDU HR ved andet job i aftaleperioden. Der vil ske modregning i anden indkomst i perioden for tjenestefrihed med løn i overensstemmelse med funktionærlovens regler om minimalerstatning. Hvis perioden for tjenestefrihed er 3 måneder eller derunder, foretages ikke modregning. Evt. fratrædelsesbeløb kommer til udbetaling som aftalt.
Ved anden ansættelse på SDU i aftaleperioden bortfalder fratrædelsesaftalen.
6. Støtte til genplaceringsforløb eller kompetenceudvikling
SDU lægger vægt på, at medarbejdere, der indgår aftale om frivillig fratræden, skal stilles godt i forhold til at få nyt job. Der vil være mulighed for at indgå i et genplaceringsforløb, der gennemføres af eksternt konsulentfirma. Som supplement eller alternativt hertil kan der aftales et kompetenceudviklingsforløb. For den enkelte medarbejder fastsættes et beløb til genplacering / kompetenceudvikling på ca. kr.12.000. Forløb skal være påbegyndt og betalt senest ved fratrædelsen.
7. Aftaleperiode og opsigelse
Aftalen indgås den 21. marts 2023 efter drøftelse i Hovedsamarbejdsudvalget og er gældende frem til den 31. december 2023.
Hver af parterne kan opsige aftalen med 3 måneders varsel.
Rektor Xxxx Xxxxxxxxx
Formand for Hovedsamarbejdsudvalget
Xxxxxx Xxxxxxxx Xxxxxxx Xxxxxxxx Næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget