Bilag 1 - kontrakt
Bilag 1 - kontrakt
1. Parterne
Nærværende kontrakt er indgået mellem
ORDREGIVER
University College Xxxxxxxx Xxxxxxxxxxx 0
4180 Sorø og
KONTRAKTHAVER
[Virksomhed] [Adresse] [Postnr.] [By]
CVR-nr. [XXXXXXXX]
2. Kontraktgrundlag
Nærværende kontrakt er indgået i henhold til gennemført konkurrenceudsættelse af projektstyring og facilitering af opgaver forbundet med gennemførsel af Danmarks Læringsfestival.
Kontrakten beskriver Ordregivers og Kontrakthavers forpligtigelser og rettigheder. Kontraktgrundlaget består i prioriteret rækkefølge af:
1. Kontrakt mellem Kontrakthaver og Ordregiver inklusiv kontraktbilag
2. Supplerende oplysninger, herunder evt. rettelsesdokumenter samt spørgsmål og svar
3. Øvrigt konkurrenceudsættelsesmateriale med bilag fra Ordregiver
4. Kontrakthavers tilbud af [dd.mm.åååå]
Kontrakthavers almindelige salgs- og leveringsbetingelser finder ikke anvendelse i forhold til ydelser i henhold til nærværende kontrakt.
3. Ydelsen
Kontrakthaver forpligter sig ved nærværende kontrakt til at udføre de i kontraktgrundlaget nævnte tjenesteydelser på de beskrevne vilkår og til de anførte priser. I det omfang kontraktgrundlaget ikke giver tilstrækkelig vejledning, skal opgaven udføres efter god skik og fagmæssigt korrekt.
Krav til opgaveløsningen følger af Kontraktbilag A, samt Kontraktbilag B.
4. Udskiftning af Rådgivere
Kontrakthaver har ikke adgang til at udskifte de oprindeligt tilbudte rådgivere uden Ordregivers forudgående skriftlige accept. For at en udskiftning kan godkendes, skal rådgiverne udskiftes med rådgivere, som besidder den samme erfaring og de samme kompetencer.
5. Ledelse og samarbejde
Ordregiver har i henhold til opfyldelsen af kontrakten den overordnede instruktionsbeføjelse og kan i kontraktens løbetid og kan på ethvert tidspunkt gøre brug heraf til at omprioritere, justere eller på anden vis ændre aktiviteter eller arbejdsfordeling.
Det er Kontraktshavers ansvar at forestå projektstyringen og den daglige opgavestyring i forbindelse med etableringen og afviklingen af Læringsfestivalen.
Parterne er forpligtede til i hele Kontraktens varighed at samarbejde aktivt og med en positiv, professionel og ansvarlig holdning samt hver især at yde en særdeles betydelig indsats for at sikre det bedst mulige resultat for afviklingen af den årlige Læringsfestival.
Parterne skal løbende informere hinanden om ethvert forhold, som skønnes at have betydning for Kontrakthavers opfyldelse af kontrakten. Herunder skal Parterne loyalt udveksle oplysninger i det omfang, det er relevant for kontraktens opfyldelse.
Ordregiver skal efterkomme rimelige anmodninger fra Kontrakthaver om udlevering af yderligere oplysninger, som Ordregiver er i besiddelse af, når dette er relevant for Leverandørens opfyldelse af kontrakten, og udlevering ikke strider mod Ordregivers forpligtelser over for tredjemand.
Kontrakthaver skal ligeledes loyalt og uden ugrundet ophold give Ordregiver eller en af Ordregiver udpeget tredjemand adgang til alle yderligere oplysninger, der er nødvendige for opfyldelse af kontrakten.
Parterne kan ikke med henvisning til andre tavshedsforpligtelser, end de, der følger af lov eller sædvanlig aftalemæssig praksis, afslå at udlevere oplysninger.
6. Levering af inventar og produkter til afviklingen af Læringsfestivalen
Kontrakthaver skal under Læringsfestivalen stille inventar og produkter til opbygningen af udstilleres standardstande til rådighed under hele kontraktperioden. Inventar og produkter skal være egnede til at imødekomme de branchespecifikke formål Læringsfestivalen forventes at kunne omfatte.
Eventuelle forpligtelser vedrørende specialindretning af udstilleres messestande er udelukkende et mellemværende mellem Kontrakthaver og den pågældende udstiller. Kontrakthaver er dog til enhver tid forpligtet til at overholde og respektere Ordregivers kontrakt angående leje af messefaciliteterne og lejekontrakten vil til enhver tid have forrang for Kontrakthavers eventuelle aftaler om specialindretning
indgået med udstillere. Specialindretninger skal til enhver tid imødekomme Læringsfestivalens overordnede formål og indgå naturligt i Læringsfestivalens samlede udtryk.
7. Efterlevelse af Ordregivers kontraktuelle forpligtelser i lejemålet af messefaciliteter
Kontrakthaver skal i kontraktens løbetid være bekendt med de kontraktuelle forpligtelser Ordregiver har med udlejer af messefaciliteterne i forbindelse med leje af messefaciliteter til Læringsfestivalen. Kontrakthaver skal til enhver tid efterleve de kontraktuelle forpligtelser der i forbindelse med afviklingen af Læringsfestivalen har betydning for, og indflydelse på, Kontrakthavers virke.
Kontrakthaver holdes ansvarlig for brud på ovenstående kontraktuelle forpligtelser, som kan henregnes til Kontrakthavers virksomhed, og som medfører erstatningsansvar, skader, tab eller lignende.
8. Aflysning af Læringsfestivalen
Såfremt Ordregiver er nødsaget til at aflyse afviklingen af en Læringsfestival, der er i et planlægnings- eller projektforløb, kan Kontrakthaver som kompensation fakturere Ordregiver for dokumenterbare udgifter i forbindelse med standpladser, kontakt til udstillere samt eventuel mødeaktivitet. Dette beløb skal modregnes et af Ordregiver allerede indbetalt depositum, jf. punkt 11, Fakturering.
Såfremt aflysningen sker senere end 15. januar forud for afviklingen af Læringsfestivalen er Kontrakthaver berettiget til at tillægge DKK 50.000 til ovenstående faktura.
Der ydes ikke kompensation for aflysningen af Læringsfestivaler, hvor planlægningen ikke er påbegyndt.
9. Kontraktperiode
Kontrakten er gældende fra den 01.04.2016 og er uopsigelig for begge parter indtil den 31.03.2018 og omfatter Læringsfestivalerne i 2017 og 2018.
Herudover har Ordregiver mulighed for at forlænge kontrakten i op til 2 x 12 måneder. Forlængelse sker i givet fald på uændrede kontraktvilkår. Meddelelse herom skal gives til Kontrakthaver senest 1 måned før aftaleudløb, i modsat fald ophører kontrakten uden særskilt opsigelse.
Såfremt forlængelsen udnyttes, ophører kontrakten uden særskilt opsigelse ved dennes udløb. Ordregiver er til enhver tid berettiget til at ophæve kontrakten med 3 måneders varsel.
10. Kontakt mellem parterne
Parterne udpeger hver især de personer, der varetager den daglige kontakt i relation til kontrakten.
Parterne kan individuelt tage initiativ til en fælles evaluering af samarbejdet mellem Kontrakthaver og Ordregiver. Samarbejdet evalueres under alle omstændigheder efter seks (6) måneder fra kontraktens ikrafttræden.
11. Fakturering
I henhold til LBK nr. 798 af 28. juni 2007 om offentlige betalinger mv. samt LBK nr. 354 af den 26. marts 2010 om information i og transport af OIOUBL elektronisk regning til brug for elektronisk afregning med offentlige myndigheder skal alle fakturaer gebyrfrit fremsendes elektronisk. Alle fakturaer og kreditnotaer skal fremsendes i OIOUBL-format og via Nemhandel-infrastrukturen OIORASP. Fakturaer og kreditnotaer skal som minimum fremsendes under forretningsprofilen Procurement-Bilsim-1.0.
Fakturaer sendes elektronisk til rekvirerende afdeling/institution (jf. EAN-nummer) med angivelse af Ordregivers ordrenummer og eventuelle andre ID-numre, som er nødvendige for Ordregiver for en effektiv fakturabehandling. Eksempelvis kode for økonomisk tilhørsforhold.
Fakturaen skal indeholde:
• Udstedelsesdato (fakturadato)
• Fakturanummer (Nummer der kan identificere fakturaen)
• Kontrakthavers CVR/SE-nummer
• Kontrakthavers navn og adresse samt Ordregivers navn og adresse
• Omfang og art af de leverede produkter/ydelser
• Pris pr. m2 for opbygning af messestandeuden standardinventar eksklusiv moms
• Tillæg pr. m2 for at indsætte standardinventar, eksklusiv moms
• Pris pr. m2 tæppe
• Rekvirent hos Ordregiver
• Rekvisitionsnummer
Depositum:
Kontrakthaver kan efter Ordregivers forudgående skriftlige accept den 15. december hvert år fakturere Ordregiver 35 % af honoraret udregnet på det faktiske antal bestilte kvadratmeter standardstande på tidspunktet for faktureringen til den kommende Læringsfestival.
Efter Læringsfestivalens afvikling fremsender Kontrakthaver faktura for det resterende honorar.
For pris pr. m2 uden standardinventar kan Kontrakthaver fakturere det antal faktiske m2 messestande, som Kontrakthaver opbygger. Såfremt Kontrakthavers opbygning af eksempelvis to messestande medfører at en tredje messestand naturligt opbygges uden Kontrakthavers indsats kan Kontrakthaver kun fakturere for de to messestande som opbygges.
Ordregiver er berettiget til at udskyde betalingen, hvis faktura ikke modtages elektronisk, eller hvis ovenstående oplysninger mangler.
12. Betalingsbetingelser
30 dage regnet fra det tidspunkt, hvor der er fremsat korrekt anmodning om betaling.
13. Priser
For tjenesteydelser udført i henhold til kontrakten gælder de i Kontrakthavers tilbud af [dd.mm.åååå] angivne enhedspriser.
14. Prisregulering
Priserne skal være faste indtil overstået afvikling af Læringsfestivalen, 2017. Herefter kan der ske dokumenterede prisreguleringer. Prisreguleringerne kan ske én gang årligt svarende til udviklingen i ”Årlig ændring i timefortjenesten for virksomheder og organisationer efter branche” (ILON15), indeks 10 gældende for ”Kultur, fritid og anden service”. Første prisregulering kan ske med virkning fra den 1.4.2017 og prisreguleringen kan maksimalt svare til udviklingen i ”Årlig ændring i timefortjenesten for virksomheder og organisationer efter branche” (ILON15), indeks 10 gældende for ”Kultur, fritid og anden service” for 1. kvartal 2017.
Efterfølgende gælder tilsvarende beregningsmodel.
Prisregulering sker på Kontrakthavers foranledning ved meddelelse af indekstal og den procentvise regulering, der ønskes foretaget.
Varsel om prisreguleringer skal sendes til:
University College Xxxxxxxx Xxxxxxxxxxx 0
4180 Sorø
Att: Xxxxxxx Xxxx, xxx@xxxx.xx
Prisændringers ikrafttræden er betinget af, at en opdateret prisliste fremsendes pr. e-mail til den anførte kontaktperson inden ændringens ikrafttræden.
Parterne kan forlange ændringer i den aftalte tjenesteydelses pris, når nye lovkrav eller ændret offentlig regulering bevirker en fordyrelse eller billiggørelse af leveringen af tjenesteydelsen. Sådanne ændringer får virkning fra det tidspunkt, hvor de nye lovkrav eller den ændrede offentlige regulering konkret fordyrer eller billiggør leveringen af tjenesteydelsen. Prisregulering betinges af fremsendt dokumentation herfor.
15. Bonusudbetaling til tredjemand
Omsætningen som følge af denne kontrakt med Ordregiver må ikke blive genstand for udbetaling af bonus, rabatandel eller anden form for godtgørelse til tredjemand.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
16. Statistik
Kontrakthaver skal på Ordregivers foranledning fremsende statistik over forbrugt inventar, materialer og materiel i forbindelse med afviklingen af Læringsfestivalen.
Statistik skal fremsendes elektronisk i excel-kompatibelt format.
17. Underleverandører
Såfremt Kontrakthaver anvender underleverandører til opfyldelsen af kontrakten, garanterer Kontrakthaver for opfyldelsen af kontrakten i samme omfang, som hvis Kontrakthaver selv havde udført ydelsen.
18. Overdragelse af rettigheder, forpligtelser og fordringer
Kontrakthavers rettigheder og forpligtigelser i henhold til denne kontrakt kan hverken helt eller delvist overdrages til anden/andre leverandør(er) uden forudgående skriftlig samtykke fra Ordregiver.
Ordregiver afvikler ved kontraktstart Læringsfestivalen på vegne af Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling, Styrelsen for IT og læring (STIL) og Centre for Undervisningsmidler Danmark (CFU), Danmarks Læringsfestival (herefter Læringsfestivalen). Ansvaret for afvikling af Læringsfestivalen kan som følge af omstrukturering eller tilsvarende, overdrages til anden instans der som følge deraf indtræder i Ordregivers forpligtelse. Ved evt. overdragelse udarbejdes allonge til nærværende kontrakt, der tiltrædes af begge parter.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses som en væsentlig misligholdelse, der berettiger Ordregiver til at hæve kontrakten.
19. Misligholdelse
Er tjenesteydelse ikke udført i overensstemmelse med kontraktgrundlaget, uden at dette skyldes Ordregivers forhold, eller forhold i øvrigt som Ordregiver bærer risikoen for, foreligger der misligholdelse. Tilsvarende foreligger der misligholdelse, hvis tjenesteydelsen ikke lever op til Ordregivers berettigede krav eller hvis Kontrakthaver ikke opfylder andre krav, som ifølge aftalen stilles i forbindelse med levering af tjenesteydelsen, eller som følger af aftalen i øvrigt.
Kontrakthavers overskridelse af en bodsbelagt frist, der kan henlægges til Kontrakthavers virksomhed og er under dennes kontrol, betragtes som en misligholdelse.
Gentagne tilfælde af misligholdelse, som skriftligt er blevet påpeget af Ordregiver, betragtes som væsentlig misligholdelse, som berettiger til ophævelse af kontrakten.
En kontraktpart som må indse, at der er risiko for misligholdelse, har pligt til uden ugrundet ophold at give den anden kontraktpart begrundet meddelelse herom.
20. Reklamation og varsel
Vil en part påberåbe sig en misligholdelse, skal denne give den anden kontraktpart meddelelse herom uden ugrundet ophold, efter at misligholdelsen er eller burde være opdaget.
Vil en part hæve kontrakten eller kræve afhjælpning, skal denne uden ugrundet ophold, efter at misligholdelsen er eller burde være opdaget, give den anden kontraktpart meddelelse herom. Undlader parten dette, har parten fortabt sin ret til at hæve kontrakten eller kræve afhjælpning. Det samme gælder for Ordregivers ret til at kræve bod, jf. punkt 26.
Krav om forholdsmæssigt afslag eller erstatning skal opgøres og fremsættes uden ugrundet ophold efter meddelelse i henhold til ovenstående, idet retten ellers fortabes.
En part fortaber dog uanset ovenstående ikke sin ret til at påberåbe sig misligholdelse, når den anden part har handlet svigagtigt, eller når denne part har gjort sig skyld i grove fejl og forsømmelser, og dette medfører skade for parten.
21. Afhjælpning
Ordregiver kan, hvor dette er praktisk muligt, kræve afhjælpning, medmindre det vil volde Kontrakthaver uforholdsmæssig omkostning eller væsentlig ulempe.
Såfremt afhjælpning kan ske uden væsentlig forsinkelse og uden væsentlig gene for Ordregiver i øvrigt, har Kontrakthaveren ret til at foretage dette. Kontrakthaveren skal straks efter modtagelse af reklamation give Ordregiver meddelelse, hvis Kontrakthaveren ønsker at udøve denne ret.
22. Forholdsmæssigt afslag
I det omfang den leverede tjenesteydelse ikke er kontraktmæssige, jf. kontraktgrundlaget, og dette har bevirket en værdiforringelse, som ikke er kompenseret ved afhjælpning, jf. punkt 21, er Ordregiver berettiget til at kræve et forholdsmæssigt afslag i den aftalte pris.
23. Erstatningsansvar og forsikring
Hver part er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler for manglende medvirken til rigtig opfyldelse af kontrakten. En aftalt bod er ikke til hinder for, at Ordregiver kan kræve erstatning for et eventuelt yderligere tab. Dette gælder dog ikke, såfremt bodens funktion er at træde i stedet for erstatning.
Kontrakthaver er i hele kontraktens løbetid forpligtet til at opretholde de i udbudsmaterialet nævnte forsikringer med en minimumsdækning som anført. Kontrakthaver skal på Ordregivers anmodning godtgøre forsikringens eksistens og omfang.
24. Annullation af tildelingsbeslutning
Ordregiver kan opsige kontrakten med tre (3) måneders varsel, såfremt Ordregivers beslutning om at tildele kontrakten til Kontrakthaver annulleres af domstolene. Ordregivers ret til at opsige kontrakten gælder uanset, at afgørelsen/dommen ankes.
I tilfælde af Ordregivers opsigelse som følge af annullation af beslutningen om at tildele kontrakten til Kontrakthaver, skal Kontrakthavers eventuelle krav om erstatning afgøres efter dansk rets almindelige regler. Dog har parterne aftalt, at indirekte tab ikke kan erstattes, jf. også punkt 23 vedr. erstatningsansvar og forsikring.
25. Uden virkning
Ordregiver er berettiget til at opsige kontrakten helt eller delvist med et varsel i overensstemmelse med domstolenes påbud. Kontrakten ophører ved opsigelse sålledes helt/delvist, som fastsat i påbuddet, med virkning fra påbuddets virkningstidspunkt. Ordregivers ret til at opsige kontrakten gælder uanset, at afgørelsen/dommen ankes.
Såfremt der i et påbud, som udstedes, er indeholdt yderligere betingelser eller krav, er Ordregiver berettiget til at videreføre disse betingelser eller krav i opsigelsen over for Kontrakthaver under forudsætning af, at dette er sagligt begrundet, og Kontrakthaver skal i så fald efterleve disse.
Kontrakthavers eventuelle krav om erstatning som følge af, at kontrakten erklæres for uden virkning eller for påbud om ophør, herunder f.eks. for omkostninger ved at efterkomme yderligere betingelser eller krav, som Ordregiver har videreført i opsigelsen, skal afgøres efter dansk rets almindelige regler. Dog har parterne aftalt, at indirekte tab ikke kan erstattes, og at der ikke ydes erstatning for positiv opfyldelsesinteresse for den resterende del af kontrakten.
Såfremt Kontrakthaver på tidspunktet for kontraktens indgåelse havde eller burde have haft kendskab til de faktiske og/eller retlige omstændigheder, som bevirker, at kontrakten erklæres for uden virkning, kan Kontrakthaver ikke over for Ordregiver rejse krav om erstatning eller krav om anden for godtgørelse som følge af, at kontrakten erklæres for uden virkning eller for påbud om ophør, herunder f.eks. for omkostninger ved at efterkomme yderligere betingelser eller krav, som Ordregiver har videreført i opsigelsen.
Ovenstående gælder også i de situationer, hvor tildelingsbeslutningen af kontrakten annulleres.
26. Bod
Leverer Kontrakthaveren ikke tjenesteydelsen i overensstemmelse med aftalen, kan Ordregiver pålægge Kontrakthaveren bod i overensstemmelse med det i kontraktgrundlaget fastsatte.
Planlægningen og gennemførslen af Læringsfestivalen afvikles efter en af Ordregiver fastlagt tidsplan, som inkluderer de, for Læringsfestivalens afvikling, vigtigste milepæle. Konkrete milepæle kan inkluderes som bodsbelagte frister.
Kontrakthavers overskridelse af en bodsbelagt frist, der kan henlægges til Kontrakthavers virksomhed og er under dennes kontrol, berettiger Ordregiver til at kræve dagsbod på DKK 1.500 pr. påbegyndt kalenderdag den bodsbelagte frist overskrides.
Såfremt Kontrakthaver på tidspunktet for Læringsfestivalens start kl. 9.00 ikke har færdiggjort opbygning af messestande og færdiggjort indsætningen af bestilt standardinventar på samtlige udstilleres messestande og forsinkelsen kan henlægges til Kontrakthavers virksomhed, reduceres det aftalte honorar pr. kvadratmeter for at opbygge messestande uden standardinventar med 20 % pr. påbegyndt time fristen overskrides. Honoraret for stande som ikke er fuldstændig færdigopbyggede kl. 14.00 samme dag bortfalder helt og der ydes således ikke betaling for de pågældende stande.
Såfremt forsinkelse af nedtagningen og oprydningen af messearealet efter Læringsfestivalens afslutning medfører økonomiske sanktioner og meromkostninger fra udlejer af messefaciliteterne, og forsinkelsen kan henlægges til Kontrakthavers virksomhed, skal alle meromkostninger afholdes af Kontrakthaver.
27. Ophævelse
Aftalen kan ophæves helt eller delvist af Ordregiver, hvis der foreligger en væsentlig misligholdelse fra Kontrakthaverens side. I bedømmelse af misligholdelsens væsentlighed indgår tjenesteydelsens beskaffenhed, misligholdelsens karakter, risiko for gentagelse, misligholdelsens betydning for Ordregiver, Ordregivers eventuelle offentligretlige forpligtelse til at sørge for tjenesteydelsen, ophævelsens betydning for Kontrakthaveren samt omstændighederne i øvrigt.
Ordregiver er berettiget til at ophæve kontrakten såfremt Kontrakthaver uden Ordregivers skriftlige accept udskifter de oprindeligt tilbudte rådgivere.
Hæves aftalen helt eller delvis, er Ordregiver berettiget til at foretage dækningskøb for Kontrakthavers regning. Kontrakthaver er ligeledes erstatningsansvarlig for direkte tab opstået som følge af misligholdelsen.
28. Konkurs m.v.
Konkurs, betalingsvanskeligheder, insolvens, rekonstruktionsbehandling eller væsentligt forringede økonomiske forhold i øvrigt, som giver Ordregiver begrundet mistanke om, at kontrakthaver ikke er i stand til at varetage sin forpligtelse overfor Ordregiver i kontraktperioden vil blive betragtet som væsentlig misligholdelse, og vil berettige Ordregiver til omgående at ophæve kontrakten.
Såfremt boet har ret til at indtræde i kontrakten i medfør af konkurslovens bestemmelser, skal boet efter forespørgsel uden ugrundet ophold give skriftlig meddelelse om, hvorvidt boet vil indtræde.
29. Opfyldelseshindringer, herunder force majeure
I tilfælde af force majeure suspenderes parternes forpligtelser så længe force majeure er til stede og i det omfang force majeure er til hinder for Kontrakthavers opfyldelse af sine forpligtelser.
Som force majeure regnes ikke årstidsbetingede vejrlige forhold, strejke og lockout (opremsningen er ikke udtømmende).
Den af parterne, der ønsker at påberåbe sig force majeure skal give den anden part skriftlig meddelelse herom, så snart force majeure kendes eller konstateres, medmindre force majeure i sig selv umuliggør meddelelsen. Meddelelsen skal angive:
• Årsagen til force majeure situationen
• Forventet varighed af force majeure situationen
• Indsats fra Kontrakthavers side for at kunne genoptage leveringen
30. Ændring af ydelsen
Såfremt ændringer i lovgivningen og/eller myndighedskrav medfører, at der skal foretages korrektioner/ændringer, er Kontrakthaver pligtig til omgående at informere Ordregiver herom samt omgående at ændre ydelserne som påkrævet. Ændringer som følge af nye lovkrav eller ændret offentlig regulering skal dog ske i overensstemmelse med eventuelle frister i den pågældende lov eller offentlige regulering.
31. Tavshedspligt og offentliggørelse af kontrakten
Nærværende kontrakt er fortrolig, og kan hverken helt eller delvist offentliggøres, uden, at parterne på forhånd og skriftligt har aftalt, hvad der kan/skal offentliggøres.
Ovenstående bestemmelse gælder ikke, såfremt tredjemand forlanger og får medhold i begæring om aktindsigt i dele af eller hele kontrakten i henhold til forvaltningslovens eller offentlighedslovens almindelige regler om aktindsigt.
Udtalelser til pressen, der vedrører enten kontrakten eller den anden kontraktpart, skal godkendes af modparten inden udtalelsen foretages.
Kontraktshaveren og dennes ansatte er forpligtet til at bevare absolut tavshed over for tredjemand om denne kontrakts indhold. Dette gælder også efter kontraktens udløb.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
32. Kontraktændringer
Nærværende kontrakt, herunder bilag til kontrakten, kan kun ændres ved skriftlig aftale mellem Ordregiver og Kontrakthaver. Indførte ændringer, der ikke må forrykke konkurrenceudsættelsessgrundlaget væsentligt, skal fremgå af ændringsmeddelelser, som er underskrevet af begge parter.
33. Lovvalg og afgørelse af tvister
Nærværende kontrakt er undergivet dansk ret.
Alle tvister – herunder ethvert spørgsmål om forståelse og fortolkningen af kontrakten, dens indhold, omfang, ophør eller opfyldelse – skal så vidt muligt løses mellem parterne i mindelighed. Hvis parterne er enige herom, kan der inddrages en uvildig mægler til løsning af tvisten. Udgiften til mægleren afholdes af parterne i fællesskab, medmindre mægleren fastslår, at årsagen til konflikten hovedsageligt kan tillægges den ene part.
Såfremt tvisten ikke kan løses gennem parternes forhandling eller ved mægling, kan hver part kræve tvisten indbragt for domstolene til pådømmelse efter dansk lov. Værnetinget er Ordregivers retskreds.
34. Offentlige påbud
Kontrakthaver er forpligtet til at overholde alle gældende direktiver, love, bekendtgørelser, myndighedskrav og regler/påbud på tidspunktet for indgåelse af kontrakten som i kontraktperioden.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
35. Miljø
Kontrakthaver garanterer, at alt hvad der bliver leveret under nærværende kontrakt opfylder de til en hver tid gældende miljøregler, -love, -bekendtgørelser, EU-direktiver mv.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
36. Etik og socialt ansvar
Ordregiver forudsætter, at Kontrakthaver og dennes eventuelle underleverandører overholder internationale konventioner tiltrådt af Danmark, herunder følgende grundlæggende ILO-konventioner:
• Tvangsarbejde (ILO-konvention nr. 29 og 105)
• Arbejdsklausuler (ILO-konvention nr. 94)
• Ingen diskrimination i ansættelsen (ILO-konvention nr. 100 og 111)
• Mindstealder for adgang til beskæftigelse samt forbud mod og omgående indsats til afskaffelse af de værste former for børnearbejde (ILO-konvention nr. 138 og 182)
• Sikkert og sundt arbejdsmiljø (ILO-konvention nr. 155) samt
• Organisationsfrihed og ret til kollektive forhandlinger (ILO-konvention nr. 87, 98 og 135) inden for rammerne af gældende lovgivning.
Det forudsættes endvidere, at Kontrakthaver og dennes underleverandører respekterer grundlæggende menneskerettigheder, herunder lever op til FN’s Menneskerettighedserklæring og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Manglende overholdelse af bestemmelsen anses for at være en væsentlig misligholdelse, hvilket berettiger Ordregiver til at ophæve kontrakten med omgående virkning.
37. Underskrift
Nærværende kontrakt underskrives i to eksemplarer, hvoraf hver part modtager et eksemplar.
Dato: Dato:
Ordregiver Kontrakthaver