Opdateringsaftale
Opdateringsaftale
Kunden har gennem partneren indkøbt Dynamicweb software udviklet af Dynamicweb Software A/S (Leverandøren). Det anbefales at kunden indgår en opdateringsaftale på denne software. Hermed sikres kunden adgang til de nyeste udgaver af Dynamicweb og moduler inklusive fejlrettelser, ligesom partneren får adgang til support hos Leverandøren.
Definitioner
Nærværende opdateringsaftale skal følgende definitioner være gældende:
Ved ”software” forstås Dynamicweb og tilhørende moduler, som kunden har erhvervet på tidspunktet for indgåelse af denne aftale. Ved køb af yderligere software omfattes dette automatisk af denne opdateringsaftale. Opdateringsaftaler kan udelukkende tegnes på Dynamicweb version 2002 eller nyere.
Videreudvikling af leveret software
Leverandøren forpligter sig til at videreudvikle softwaren med henblik på forbedring og modernisering af softwaren. Videreudviklingen kan i et vist omfang inkludere ændret, ny og/eller yderligere funktionalitet. Videreudvikling af softwaren tilbydes kunden som nye versioner, der efter kundens valg kan installeres. Denne installation kan indebære et vist træk på ressourcer fra kundens side.
Nye versioner vil altid tage udgangspunkt i den nærmest foregående. Det anbefales derfor, at kunden tilstræber at holde sig ajour med installation af nye versioner. Fejlrettelser af enhver art vil primært ske til de nyeste versioner af softwaren. Leverandøren vil underrette kunden om stedfundne opdateringer senest 14 dage efter opdateringens gennemførsel.
Vederlag
Kunden betaler Leverandøren 20% p.a. beregnet på baggrund af de til enhver tid gældende vejledende priser på den anskaffede software. Såfremt omfanget af softwaren ændres i løbet af en måned, træder prisreguleringen i kraft den følgende måned. Fakturering sker halvårligt forud og betaling opkræves gennem partneren.
De vejledende salgspriser på Dynamicweb software er angivet på Leverandørens gældende prisliste. Prisændringer kan foretages med 1 måneds forudgående skriftlig varsel fra Leverandøren. Leverandøren kan ligeledes ændre det fastsatte opdateringsvederlag med
1 måneds varsel til udgangen af en faktureringsperiode. Såfremt Leverandøren nedsætter opdateringsvederlaget, vil en sådan reduktion være gældende for kunden fra og med den efterfølgende faktureringsperiode.
Såfremt den software, som kunden har købt hos Leverandøren, er blevet individuelt tilpasset kundens behov (specialudvikling) anses et sådant softwareprodukt ikke at udgøre et standard softwareprodukt og omfattes ikke af denne opdateringsaftale. Såfremt en kunde har erhvervet specialudvikling og ønsker en opdateringsaftale vil det stå Leverandøren frit om han vil indgå en sådan opdateringsaftale og til hvilken pris.
Opsigelse
Opdateringsaftalen kan af kunden og Leverandøren opsiges med 6 måneders skriftlig varsel til udgangen af en faktureringsperiode. Opsigelsen er alene mulig for den samlede software købt af kunden. Såfremt kunden opsiger opdateringsaftalen og ønsker at gentegne opdateringsaftalen betales ved aftaleindgåelse vederlaget fra ophørstidspunktet samt et tillæg på 12 måneders vederlag.