Forpagtningskontrakt
Forpagtningskontrakt
mellem
Aabenraa Kommune Xxxxxxxxxx 0
6200 Aabenraa (kaldet Bortforpagter)
og
[Navn] [Adresse]
[Postnummer + by] [CVR nr.]
(kaldet Forpagter)
har d.d. indgået kontrakt om forpagtning af:
Skarrev Camping, beliggende Xxxxxxxxxx 000, 0000 Xxxxxxxx og Loddenhøj Camping, beliggende Xxxxxxxxxxxx 000, 0000 Xxxxxxxx
på følgende vilkår.
§1 Det forpagtede
1.1 Det forpagtede grundstykke er henholdsvis:
Skarrev camping, Xxxxxxxxxx 000, 0000 Xxxxxxxx: matrikel 367, Skovby Løjt, samt tilhørende bygninger
og
Loddenhøj camping, Xxxxxxxxxxxx 000, 0000 Xxxxxxxx: matrikel 79, Barsmark Løjt, samt tilhørende bygninger
1.2 Det forpagtede areal udgør ca.
Skarrev camping: 13.866 m2, heraf vej ca. 1140 m2 + kystareal opmålt til ca.
11.172 m2.
Loddenhøj camping: 5479 m2, heraf vej 362 m2
1.3 Denne forpagtningskontrakt er en del af udbudsmaterialet i forbindelse med udbud om forpagtning af Skarrev Camping og Loddenhøj Camping.
§ 2 Anvendelse af det forpagtede
2.1 Arealet må alene benyttes til campingplads samt drift af campingplads. Der må ikke uden bortforpagters skriftlige accept opføres anden bebyggelse eller udøves anden aktivitet.
2.2 Forpagter er ansvarlig for at den aftalte anvendelse ikke er i strid med offentlige regler og love og har pligt til at indhente de tilladelser, der kræves i forhold til det forpagtede, blandt andet i forhold til brandsikring og udlejningstilladelse.
2.3 Hvis forpagter eksempelvis ønsker at anlægge veje, bygninger, installationer eller lignende er det dennes ansvar at sikre nødvendige tilladelser samt at få accept af bortforpagter.
2.4 Forøgede udgifter i relation til bygninger og installationer, som opføres af forpagter er bortforpagter uvedkommende.
2.5 Anvendelsen af det forpagtede areal må ikke medføre væsentlige lugt-, støj-, renholdelses, eller lysgener.
2.6 Forpagter må ikke uden skriftlig accept fra bortforpagter foretage ændringer i adgangs- eller parkeringsforhold, belægninger, samt fjerne beplantninger. Ligeledes må der ikke ændres i den eksisterende skiltning uden bortforpagters samtykke.
2.7 Bortforpagter har adgang til det forpagtede efter nærmere aftale med forpagter.
2.8 Bortforpagter tegner ejendomsforsikring inkl. grundejeransvar og betaler forsikringspræmien.
Forpagter tegner forsikring for løsøre og betaler forsikringspræmie herfor.
2.9 Bygningerne på arealet overtages i den stand, hvori det forefindes og som beset og godkendt af forpagteren.
§ 3 Ikrafttræden/overtagelse
3.1 Det forpagtede overtages 1. januar 2023, med mindre andet aftales.
3.2 Alle indtægter fra overnatninger, kiosk mv. tilfalder forpagter. Kiosken skal i sæsonen have en daglig åbningstid, der aftales mellem forpagter og bortforpagter.
3.3 Udlejninger sker i henhold til campingreglementet.
§ 4 Opsigelse og ophør
4.1 Forpagtningen er som udgangspunkt uopsigelig fra bortforpagters side i år fra ikrafttrædelsestidspunktet. (Periode mellem 12 – 20 år, aftales)
I tilfælde af misligholdelse kan kontrakten opsiges af bortforpagter før tid – Se også
§9.
Forpagter kan opsige kontrakten med 9 måneders varsel til den 1. januar.
4.2 Uanset anførte uopsigelighed i § 4.1 er bortforpagter berettiget til at opsige forpagtningen med 6 måneders varsel, hvis forpagter ikke gennemfører den ønskede udvikling af campingpladsen i forhold til den udarbejdede visionsbeskrivelse.
4.3 Forpagtningsaftalen kan tillige opsiges, hvis campingpladsen har stået ubenyttet hen i mere end 10 måneder. Forpagter skal sikre, at campingpladsen er i drift.
4.4 Såfremt forpagtningsafgift og andre ydelser, som påhviler forpagter, ikke betales, er bortforpagter berettiget til at hæve forpagtningsaftalen med 14 dages varsel.
4.5 Forpagter kan ikke fremsætte krav om erstatning, hvis forpagtningsaftalen bringes til ophør på baggrund af ovenstående §4.1 - 4.4.
§ 5 Afståelsesret og fremleje
5.1 Forpagter har som udgangspunkt ikke ret til at afstå forpagtningen til en anden juridisk person eller virksomhed.
5.2 Afståelse kan dog ske, hvis bortforpagter godkender afståelse af forpagtningen til en anden indtrædende forpagter. I givet fald vil det ske på uændrede vilkår i forpagtningsaftalen.
§ 6 Årlig ydelse og depositum
6.1 Den årlige forpagtningsafgift udgør kr. eks. moms. Der betales forud den 1. marts hvert år.
6.2 Der stilles ikke særskilt sikkerhed for forpagtningsafgiftens betaling og opfyldelse i øvrigt, ud over hvad der er angivet i udbudsmaterialet, hvor forpagter har fremsendt en pengeinstituterklæring eller garantistillelse svarende til 1 års forpagtningsafgift.
§ 7 Regulering af forpagtningsafgift
7.1 Forpagtningsafgiften reguleres hvert år 1. januar, med Danmarks Statistiks nettoprisindeks for feriecentre, campingpladser, vandrehjem o.l.
Grundlag for reguleringen vil være nettoprisindeksets udvikling fra december til december. Første regulering sker den 1. januar 2024.
7.2 Forpagtningsafgiften reguleres ikke i nedadgående retning, såfremt pristallet måtte være negativt. Hvis grundlaget for fastlæggelse af nettoprisindekset ændres væsentligt eller ophæves, skal andet prisindeks, som i det væsentlige svarer til nettoprisindekset, benyttes ved beregning af den aftalte regulering af forpagtningsafgiften.
§ 8 Driftsudgifter
8.1 Ud over forpagtningsafgiften afholder forpagter alle udgifter, der vedrører de opførte bygninger, inklusiv de offentlige toiletter, såsom el- og vandforbrug, udgifter til opvarmning og renovation og øvrige forbrugsartikler. Udgifter til forsyning, f.eks. af vand, varme og el, er bortforpagter uvedkommende og afregnes af forpagter direkte til forsyningsselskaberne.
8.2 Eventuelle udgifter til internet, telefon, licens, parabol, koda-afgift mv. afholdes af forpagter.
8.3 Bortforpagter påtager sig intet ansvar for forstyrrelser i forsyninger til ejendommen.
8.4 Bortforpagter afholder udgiften til ejendomsskatter for campingpladsen.
8.5 Betales forpagtningsafgiften og eventuelt andre pengeydelser ikke rettidigt, kan bortforpagter fra forfaldsdatoen opkræve et gebyr på 250 kr. i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelse.
§ 9 Misligholdelse
9.1 Ved betalingsmisligholdelse kan bortforpagter ophæve forpagtningskontrakten. Kontraktens ophævelse træder i kraft 14 dage efter en skriftlig ophævelse er kommet frem til forpagter. Meddelelse sendt via e-mail sidestilles med ”skriftlig ophævelse”.
9.2 Ved misligholdelse skal forpagter betale forpagtningsafgift indtil det tidspunkt, hvor forpagter lovligt kunne have sagt op. Forpagter skal endvidere erstatte bortforpagteren ethvert tab, herunder omkostninger ved forpagterens udsættelse af det forpagtede.
9.3 Som misligholdelse betragtes
1) at forpagtningsafgift eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt efter påkrav. Forpagter kan ikke undlade at betale forpagtningsafgift m.v. på forfaldsdagen under påberåbelse af modkrav ved bortforpagteren.
2) hvis det forpagtede benyttes til andet end aftalt i kontrakten, og forpagteren ikke ophører med anden benyttelse trods indsigelse fra bortforpagter.
3) at forpagter modsætter sig bortforpagters eller andres adgang til det forpagtede, såfremt de har ret hertil.
4) at forpagteren forlader det forpagtede i utide uden aftale med bortforpagteren.
5) hvis der sker vanrøgt af det forpagtede, og dette ikke bringes i stand efter bortforpagters påkrav.
6) at forpagter helt eller delvist overdrager brugen af det forpagtede til en anden i tilfælde, hvor forpagteren ikke er berettiget hertil, og ikke bringer dette til ophør trods bortforpagters indsigelse
7) at forpagter trods bortforpagters påmindelse tilsidesætter sine pligter i forhold til at sikre god skik og orden på det forpagtede areal. Eksempelvis hvis forpagter ved stærkt støjende adfærd, psykisk eller fysisk vold, trusler herom mv. er til ulempe for personer, der lovligt færdes på det forpagtede areal.
8) hvis forpagterens adfærd er af en sådan karakter, at forpagterens fjernelse er påkrævet.
9) hvis eventuelle myndighedspåbud i forbindelse med driften af campingpladsen ikke efterkommes.
§ 10 Vedligeholdelse, fornyelse og renholdelse
10.1 Forpagteren forpligter sig til at holde det forpagtede areal og de tilknyttede bygninger i god vedligeholdelsesmæssig stand.
10.2 Vedligeholdelse af de ydre rammer, så som klimaskærm, døre, vinduer, kloak mv. påhviler bortforpagteren,
Løbende vedligeholdelse af de indvendige bygningsdele påhviler forpagteren.
10.3 Op- og nedtagning af badebroerne ved Skarrev og Loddenhøj camping initieres af forpagter ved start og afslutning af sæsonen hvert år.
10.4 Renholdelse af de tilknyttede offentlige toiletter påhviler forpagteren. Som minimum skal de offentlige toiletter mindst en gang dagligt i campingpladsens åbningssæsonen rengøres, og der skal ske opfyldning af forbrugsartikler.
10.5 Vedligeholdelse af udenomsarealerne såsom græsslåning, hækklipning af campingpladsens hegn, udtynding af hegn, skadedyrsbekæmpelse m.v. påhviler forpagteren. Der må ikke anvendes pesticider på kommunalt bortforpagtede arealer. Særlige forhold er gældende for Loddenhøj omkring hegn i skel.
10.6 Bortforpagter kan med et skriftligt varsel på 8 dage besigtige areal og bygninger med henblik på at vurdere, om vedligeholdelses- og renholdelsespligten er opfyldt. Meddelelse sendt via e-mail sidestilles med skriftligt varsel.
10.7 Forpagter er forpligtet til inden for rimelig tid, i forhold til ovenstående punkt, at udføre vedligeholdelses- og renholdelsesarbejder, som bortforpagter vurderer er nødvendige. Sker det ikke, kan bortforpagter lade sådanne arbejder udføre for forpagters regning, som forpagter er pligtig til at betale senest 8 dage efter påkrav.
§ 11 Ombygninger og eventuelle nybygninger mv.
11.1 Forpagter har ret til at etablere nye installationer i de eksisterende bygninger, medmindre bortforpagter kan godtgøre, at ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationen. Forpagter skal med rimeligt varsel give meddelelse til bortforpagter, inden der sker ændringer i installationer.
11.2 Forpagter må gennemføre forandringer af de eksisterende bygninger og installationer. Forandringer kræver godkendelse ved bortforpagter. Eventuelle tilbygninger og forbedringer af nagelfast udstyr, der udføres under forpagtningsperioden, overgår til bortforpagter uden vederlag, med mindre der på forhånd er truffet anden skriftlig aftale.
11.3 Forpagter kan ved forpagtningskontraktens ophør, uanset tidspunktet for dette ophør, ikke rette krav mod bortforpagter for en eventuel værdiforøgelse som følge af gennemførte forandringer af de eksisterende bygninger mv. med mindre der er indgået særskilt skriftlig aftale herom.
11.4 Forpagter har endvidere ret til at foretage installationer, om- og nybygninger, hvis ændringer sker for at opfylde krav fra en offentlig myndighed i forhold til anvendelsen af det forpagtede.
11.5 I forbindelse med bygningsmæssige forandringer eller opførelse af nye bygninger indgår bortforpagter og forpagter særskilt aftale. Aftalen nedfældes på skrift og tager stilling til eventuel kompensation til forpagter ved forpagtningskontraktens ophør, grundet værdiforøgelse af campingpladsen. Aftalen godkendes og underskrives af begge parter.
11.6 Senest 8 uger før arbejdet påbegyndes skal forpagter skriftligt redegøre for de forventede omkostninger. Med forslaget skal følge et overslag over alle omkostninger. Der skal også være et forslag til bortforpagters eventuelle
kompensation til forpagter ved kontraktens ophør. Bortforpagter forbeholder sig ret til at stille ændringsforslag.
11.7 Bortforpagters samtykke kan betinges af, at forpagter stiller sikkerhed for omkostninger ved reetablering af bygningsændringer og for erstatningsansvar for evt. skade, der påføres ejendommen.
11.8 Uanset bortforpagters samtykke, har denne ret til at kræve at gennemførte ændringer ved bygninger reetableres ved kontraktens ophør uden godtgørelse til forpagter, med mindre der er en skriftlig aftale om andet.
11.9 Arbejder skal udføres af fagkyndige, momsregistrerede håndværkere, der opfylder eventuelle autorisationskrav. Bortforpagter kan modsætte sig anvendelse af bestemte håndværkere, hvis der er en saglig begrundelse.
11.10 Ved gennemførsel af arbejder, der kræver myndighedstilladelse, skal tilladelsen indhentes inden arbejdet påbegyndes. Bortforpagter har pligt til at tilvejebringe de informationer, der er nødvendige for at en eventuel tilladelse kan gives.
§ 12 Miljøforhold
12.1 Forpagter er forpligtet til at opfylde nuværende som fremtidig miljølovgivning og fredningsbestemmelser.
12.2 Hvis forpagter eller dennes adfærd bevirker, at det forpagtede areal forurenes, skal forpagter i henhold til miljømyndighedernes anvisninger gennemføre afværgeforanstaltninger. Det forpagtede areal skal ved aflevering være i samme miljømæssig stand som ved overtagelsen.
§ 13 Fraflytning og tilbagelevering af det forpagtede
13.1 Senest kl. 12.00 på ophørsdagen, skal forpagter aflevere det forpagtede.
13.2 Senest på ophørsdagen gennemføres en fælles besigtigelse af det forpagtede (flyttesyn) for fastsættelse af eventuelle mangler der skal udbedres. Efter gennemgang udarbejder bortforpagter en fraflytningsrapport.
Bortforpagter kan beslutte at omkostningerne i forbindelse med udbedring af mangler, dokumenteret ved indhentning af tilbud, konverteres til et kontantbeløb der betales af forpagter. Alternativt kan bortforpagter kræve manglerne udbedret for forpagteres regning.
Efter flyttesynet er forpagter afskåret fra at foretage udbedring af eventuelle mangler.
13.3 Bortforpagter kan ikke gøre krav gældende, hvis der er gået mere end 12 uger fra flyttesynet.
13.4 Forpagter kan ikke kræve kompensation for eventuel værdiforøgelse af eksisterende bygninger (forandringer, nye installationer, ændrede ledningsføringer), med mindre der foreligger aftale herom.
§ 14 Immaterielle værdier
14.1 Forpagter kan ikke gøre krav i forhold til betaling for goodwill eller anden eventuel værdiforøgelse af immaterielle aktiver, uanset tidspunktet for forpagtningskontraktens ophør.
14.2 Bortforpagter har ejerskab over domænenavne knyttet til de to campingpladser. Forpagter har under forpagtningsperioden retten til at udvikle og administrere indhold knyttet domænenavnene.
14.3 Campingpladserne skal bære navnene
• Loddenhøj-camping, og
• Skarrev-camping
Disse navne skal også anvendes ved markedsføring/ profilering af pladserne.
§ 15 Tvister
15.1 Enhver uoverensstemmelse eller tvist, som opstår i forbindelse med denne forpagtningskontrakt, og som ikke kan afgøres i mindelighed mellem parterne, eller ved mægling, skal afgøres ved domstolene.
§ 16 Generelt
16.1 Eventuelle aftaler vedrørende forpagtningsarealet eller andre forpagtningsforhold indgået før eller efter kontraktens indgåelse skal nedfældes skriftligt, og indgå som tillæg til denne kontrakt. Aftalerne skal underskrives af begge parter
16.2 Egne omkostninger i forbindelse med indgåelsen af denne forpagtningskontrakt, honorar til egne rådgivere, advokat eller lignende afholdes af den part som har omkostningerne.
Aabenraa, den [ ] 2022
For bortforpagter: For forpagter: