Kontrakt
28. januar 2015
Kontrakt
om varetagelse af lokal erhvervsservice 1. januar 2015 – 31. december 2015 i Rudersdal Kommune
mellem
Rudersdal Kommune
Beskæftigelse, Beskæftigelsessekretariatet Xxxxxxxxxxx 00
3460 Birkerød og
Væksthus Hovedstadsregionen Xxxxxxxxxxxx 0
2100 København Ø
0. Indledning
Væksthus Hovedstadsregionen varetager den lokale erhvervsservice for Rudersdal Kommune 1. januar 2015 - 31. december 2015 for en årlig pris på kr. 330.204,- ex. moms. Prisen er baseret på 6,- pr. borger.
Lovgrundlaget er ”Lov om erhvervsfremme af 24. juni 2005”, som beskriver rammerne for lokal erhvervsservice og Væksthusene.
1. Baggrund
Kontrakten er udarbejdet på baggrund af Rudersdal Kommunes intentioner om at sikre:
• en generelt styrket erhvervsfremmeindsats
• den fornødne kritiske masse i forhold til opgavevaretagelsen
• et enstrenget erhvervsfremmesystem som tilstræber sammenhæng mellem opstart, drift og udvikling af virksomheder
• et samlet fokus og lokal forankring med udgangspunkt i Rudersdals styrkepositioner.
2. Formål
Den lokale erhvervsserviceindsats skal stimulere og støtte iværksætteri og vækst gennem generel oplysning og kompetent og relevant vejledning. Tilbuddet medvirker til at sikre at flest mulige iværksættere kommer godt fra start, at den generelle overlevelsesgrad blandt iværksættere i kommunen øges samt at iværksættere med vækstpotentiale identificeres og henvises til Væksthuset og andre relevante aktører, der kan optimere deres muligheder for vækst.
Væksthus Hovedstadsregionen driver lokal erhvervsservice i Rudersdal Kommune, og kobler aktiviteterne til det samlede Iværksætterhus-brand, som kendes fra Nordsjælland. Brandet har en tæt kobling til Væksthusets eksisterende brand, dog med øget fokus på lokal synlighed, kvalitet i opgaveløsningen samt synergi og kobling til andre erhvervsfremmetilbud.
Succeskriterier for servicen er at:
• sikre et enstrenget og ensartet erhvervsfremmetilbud for kommunens iværksættere og nystartede virksomheder
• sikre at iværksættere med vækstpotentiale identificeres og henvises til Væksthuset eller andre relevante aktører
• sikre at kommunens iværksættere og nystartede virksomheder får information om relevante erhvervsfremmetilbud
• skabe kendskab til tilbuddet om erhvervsservice hos kommunens iværksættere og nystartede virksomheder
• sikre lokal forankring i kommunen og herunder at inddrage lokale rådgivere, SKAT m.fl.
3. Målgruppe
Målgruppen er potentielle iværksættere og nyetablerede virksomheder i Rudersdal Kommune.
4. Kontraktens indhold
Kontrakten omfatter følgende årlige aktivitetsmål, der er uddybet i pkt. 4.1-4.4:
- Alle nystartede virksomheder modtager informationsbrev.
- Den lokale erhvervsservice markedsføres online og på print.
- Der holdes 2 Startupmøder – et i 1. halvår 2015 og et i 2. halvår 2015.
- Der holdes 2 Startupcaféer – et i 1. halvår 2015 og et i 2. halvår 2015.
- Der gennemføres ml. 50-60 vejledninger af iværksættere og nystartede virksomheder.
- 80 % af kunderne henvises til relevante private rådgivere, offentlige aktører og andre erhvervsfremmetilbud.
4.1 Kommunikation og markedsføring
Den lokale erhvervsservice i Rudersdal får synlighed på Iværksætterhusets hjemmeside med tæt kobling til Væksthus Hovedstadsregionens eksisterende xxx.xxxx.xx og xxx.xxxxxxxxxx.xx, eget profileringsmateriale samt ”Roll-up” til at skabe lokal synlighed på Rådhuset eller på biblioteket, hvor møder finder sted. Væksthus Hovedstadsregionen udsender kvartalsvist informationsbreve til alle nystartede virksomheder i Rudersdal kommune, forestår annoncering (print eller online) i lokale medier i forbindelse med kollektive arrangementer samt presse på events, sparringstilbud m.v.
Sociale medier inddrages, hvor det er relevant enten via Facebook eller Linkedin. Rudersdal kommune forpligter sig til at supplere med omtale på eget website, på relevante websites i regi af lokale erhvervskontorer/foreninger, hvor de findes, og det anbefales at supplere med annoncer i fx ”det
sker” i lokalaviser.
4.2 Startupmøder
Startupmødet er den lokale erhvervsservice’ grundpuls, der skal sikre at information om opstart og andre tilbud kommer ud til så mange som muligt. Der holdes to Startupmøder – et pr. halvår.
Startupmødet er målrettet alle, der overvejer at etablere egen virksomhed eller nyetablerede virksomheder. Startupmødet omfatter:
▪ Velkomst ved Borgmester eller anden lokal repræsentant.
▪ En 360 graders introduktion til arbejdet som selvstændig
▪ Evt. en iværksætter, der fortæller om egne erfaringer
▪ Information om erhvervsfremmetilbud
▪ Introduktion til Lokal erhvervsservice.
Rudersdal kommune, sørger for lokale med det nødvendige AV-udstyr og bestiller fortæring, som bliver finansieret af Væksthus Hovedstadsregionen. Koordinering foregår i tæt samarbejde med Væksthusets Startupkonsulenter. Rudersdal kommune forpligter sig til at markedsføre Startupmødet på egne websites, og det anbefales at annoncere i fx ”det sker” i lokalaviser. Væksthuset supplerer med markedsføring, bannerannoncering, weboptimering og presse. Væksthuset forestår al administration af tilmeldinger, betaling samt evaluering.
4.3 Startupcafé
Væksthuset gennemfører Startupcaféer to gange årligt, en i foråret 2015 og en i efteråret 2015. Caféen er et tilbud om individuel rådgivning af en revisor, advokat, marketingrådgiver, coach, strategikonsulent og Startupkonsulent til alle, der påtænker at etablere egen virksomhed eller lige er startet op. Rådgiverne på den enkelte café er i udgangspunktet lokale rådgivere, som er erfarne på området. Startupkonsulenten tager initiativ til at involvere og samle lokale rådgivere til caféen i tæt samarbejde med den lokale erhvervskonsulent, således at viden, kontakter og netværk bevares og udvikles.
Rudersdal kommune, sørger for mødefaciliteter og bestiller fortæring, som bliver finansieret af Væksthuset. Koordinering foregår i tæt samarbejde med Væksthusets Startupkonsulenter. Rudersdal kommune skal synliggøre Startupcaféen på eget website, og det anbefales at annoncere i fx ”det sker” i lokalaviser. Væksthuset supplerer med markedsføring, bannerannoncering, weboptimering og presse. Væksthuset forestår al administration, herunder registrering af deltagere, kontakt til rådgivere m.v.
4.4 Startupservice
Væksthusets Startupkonsulenter udfører basisvejledning af iværksættere og virksomheder. Vejledningen aftales individuelt og bliver enten gennemført hos kunden eller i lokaler, der er stillet til
rådighed af kommunen – gerne på Rådhuset eller i velegnede lokale kontorer. Et vejledningsforløb omfatter typisk 1-2 møder af ca. 2 timer og vil ofte tage udgangspunkt i dialog- og analyseværktøjet Væksthjulet. Under forløbet eller umiddelbart efter, afhængigt af kundens parathed, henviser Startupkonsulenten til private rådgivere, offentlige aktører og erhvervsfremmetilbud.
Startupkonsulentens fysiske tilstedeværelse følger en løbende rotation, der planlægges ud fra et nærhedsprincip for kunderne. Rudersdal kommune kan forvente lokal tilstedeværelse hver uge. Dagene forsøges planlagt som hele eller halve dage for at undgå ineffektiv køre- og kontortid. Dog vægtes fleksibilitet i fht. kundernes behov og minimal ventetid højt, så det kan forekomme, at en kunde, der fx har virksomhed i en kommune, men bor i en anden, kan modtage vejledning, hvor det passer denne bedst.
I Rudersdal kommune forventes et aktivitetsniveau på 50-60 årlige vejledninger. Det er et mål at 80
% af kunderne skal henvises til private rådgivere, offentlige aktører og andre erhvervsfremmetilbud. Der henvises så vidt muligt til lokale rådgivere. Det er aftalt med Rudersdal kommune, særligt at fokusere på de perspektivrige kunder. Det betyder at de fleste iværksættere vil modtage et møde, hvorimod de mere perspektivrige vil modtage 2-3 individuelle møder. Se figur:
Rudersdal kommune skal synliggøre Startupservice på eget website, og det anbefales at annoncere i fx ”det sker” i lokalaviser. Væksthuset supplerer med markedsføring, bannerannoncering, weboptimering og presse. Væksthuset forestår al administration, herunder registrering af kunder i CRM og elektronisk evaluering af 1:1 forløbene, henvisning til private rådgivere, offentlige aktører og erhvervsfremmetilbud m.v.
5.0 Rapportering
For at sikre et relevant tilbud evalueres aktiviteter løbende. Evalueringer inddrages i udvikling og tilpasning af tilbud og drøftes med Rudersdal kommune en gang årligt ved et samarbejdsmøde. Øvrig statistik og målopfyldelse rapporteres årligt efter 4. kvartal med vejledningsstatistik, aktivitetsniveau inden for ydelsesområderne samt henvisningsgrad. Væksthuset fremsender evalueringsnotat til
kommunen og kan efter behov supplere med en mundtlig rapportering, indlæg og lign. for udvalg, kommunalbestyrelse m.v.
Endelig vil statistikken efter 4. kvartal have fokus på, at der er en velfungerende værdikæde til Væksthuset, som indebærer at vækstorienterede iværksættere bliver formidlet til den udvidede service som Væksthuset stiller til rådighed. Rapporten vil derfor indeholde observationer om formidling og overgang til Væksthuset og/eller relevante projekter. Synergien mellem den lokale erhvervsservice og Væksthuset har i andre kommuner bidraget til, at virksomheder og iværksættere fra den enkelte kommune er overrepræsenteret blandt Væksthusets kunder, hvilket vil være et mål.
Den årlige rapportering af aktiviteter og lokal synlighed indeholder som min. aktivitetsniveau, tilfredshedsgrad og henvisningsprocent, men kan suppleres med presseklip, kundeoplevelser, eksempler på cases, feedback fra telefonisk opfølgning på kunder og lign.
Rudersdal Kommune udpeger en person, som modtager den løbende kommunikation, samt deltager ved samarbejdsmøder og koordinering.
6. Organisering
Den lokale erhvervsservice er organisatorisk placeret hos Væksthus Hovedstadsregionen og bemandes med en Startupkonsulent, der kan dækkes ind af Væksthusets øvrige Startupkonsulenter ved ferier eller sygdom. Herudover trækker den lokale erhvervsservice på Væksthusets øvrige stab, det gælder bl.a. kommunikation og marketing, økonomi- og administration og trækker desuden på Væksthusets øvrige medarbejdere og ledelse.
7. Ikrafttræden og periode
Aftalen træder i kraft den 1. januar 2015 og udløber den 31. december 2015. Begge parter kan opsige aftalen med 6 måneders varsel.
8. Betaling
Prisen er 6,- kr. årligt pr. borger. ekskl. moms. Prisen løn- og pristalsreguleres fra 1. januar 2016 iht. den kommunale pris- og lønudvikling beregnet af KL, hvis samarbejdet fortsættes.
Betaling sker halvårligt forud. Betalingsbetingelserne er 30 dage netto fra modtagelse af faktura fra Væksthus Hovedstadsregionen.
Underskrifter
Dato:
For Væksthus Hovedstadsregionen
Xxxxxxx Xxxxxxxx Direktør
Dato:
For Rudersdal Kommune
Xxxx Xxx Xxxxxxxxxx