Politik for Aktivt ejerskab og udøvelse af stemmeret
Politik for Aktivt ejerskab og udøvelse af stemmeret
for
Investeringsforeningen SEBinvest &
Investeringsforeningen Wealth Invest (herefter ”Foreningerne”)
Afledt af Fælles Forretningsordenen for bestyrelserne for Foreningerne
19. december 2022
Baggrund
Foreningernes afdelinger er med få undtagelser aktivt forvaltede afdelinger. Som led i den aktive forvaltning, ønsker Foreningernes bestyrelse at Foreningerne er aktive ejere og derved fremmer værdiskabelsen i de selskaber der investeres i.
Foreningerne ønsker også at fremme den bæredygtige dagsorden, hvor et centralt element er aktivt ejerskab, hvor Foreningerne via positionen som investor kan søge at påvirke de selskaber eller aktiviteter, hvori der investeres, i en bæredygtig retning. Foreningerne følger således anbefalingerne for Aktivt Ejerskab fra Komitéen for god selskabsledelse.
Denne påvirkning kan for aktiebeholdninger ske gennem eksempelvis stemmeafgivelse på generalforsamlinger samt for både aktie - og obligationsbeholdninger via dialog med selskabernes ledelser.
Som følge af ovenstående, har Bestyrelserne for Foreningerne fastlagt nærværende politik for, hvorledes stemmerettighederne på Foreningernes underliggende instrumenter skal udøves og hvem der kan udøve dem.
Aktivt ejerskab
Aktivt ejerskab består af udøvelse af stemmerettigheder og dialog/engagements med de selskaber hvori der investeres. Begge aspekter har betydning for værdiskabelsen i selskaberne og for at påvirke dem i en bæredygtig retning. Både når der udøves stemmerettigheder og indgås i dialog med selskaberne skal dette ske i overensstemmelse med Foreningernes politikker for samfundsansvar, ansvarlig investering og integration af bæredygtighedsrisici.
Foreningernes afdelinger har alle enten indgået investeringsrådgivningsaftaler eller porteføljeforvaltningsaftaler med eksterne forvaltere. Foreningernes bestyrelse kan vælge at bemyndige rådgiveren/forvalteren til at udøve stemmerettigheder på vegne af den pågældende afdeling under iagttagelse af Foreningernes politikker for ansvarlig investering og aktivt ejerskab.
Udøvelse af stemmerettigheder
Stemmerettigheder udøves på vegne af Foreningerne af deres investeringsforvaltningsselskab, Investeringsforvaltningsselskabet SEBinvest A/S (”Selskabet”), som forestår den daglige ledelse, under iagttagelse af Foreningernes respektive retningslinjer og fondsinstrukser.
Selskabet har indgået aftale med Institutional Shareholder Services (”ISS”) omkring håndtering af afgivelse af stemmer. Det betyder, at ISS stiller platform, overvågning og research til rådighed for afgivelse af stemmer og sikrer, at afgivelsen af stemmer sker efter principperne i nærværende politik efter specifik aftalte retningslinjer. Udøvelse af stemmerettigheder skal altid ske til fordel for afdelingernes og deres investorers langsigtede interesse.
Igennem aftalen med ISS har Selskabet mulighed for at afgive stemmer på størstedelen af generalforsamlingerne i de selskaber, som Foreningerne er investeret i. Undtagelser kan være, hvis en aktie er handlet tæt på generalforsamlingsdato, eller at en eventuel fuldmagt ikke foreligger korrekt. Aftalen sikrer en effektiv stemmeafgivelsesproces, og at der stemmes efter principperne i denne politik, både på danske og udenlandske aktier.
Principper for udøvelse af stemmerettigheder
Foreningernes bestyrelse udøver alene stemmerettigheder i Foreningernes og deres investorers interesse.
Som hovedregel vil bestyrelsen stemme for forslag fremsat af bestyrelserne på selskabernes generalforsamlinger, men der kan være forhold i det enkelte selskab eller på det enkelte marked, hvor det vurderes, at der ikke bør stemmes for et bestyrelsesforslag. Det kan eksempelvis være forhold omkring bestyrelsens uafhængighed og sammensætning.
Forslag der fremmer transparens og oplysning til investorerne vil bestyrelsen også som udgangspunkt støtte samt forslag der fremmer ESG-forhold og oplysninger herom eller universelle adfærdsnormer.
Dialog med selskaberne og eskalering
Det er Foreningernes investeringsrådgivere/porteføljeforvaltere som primært varetager dialogen med selskaber hvori Foreningerne er investeret.
Dialogen kan eskaleres såfremt der er betænkeligheder ved selskabets strategi, risiko, resultater, virksomhedskultur eller samfundsansvar. Der er flere trin i eskaleringen, fra tilkendegivelser på en generalforsamling til ultimativt at aktierne i selskabet afhændes. Dette er nærmere beskrevet i Foreningernes politik for samfundsansvar, ansvarlig investering og integration af bæredygtighed.
Årlig opdatering
Nærværende politik ejes af bestyrelsen for Foreningerne.
Bestyrelsen vil løbende og mindst én gang årligt gennemgå og ajourføre politikken i overensstemmelse med gældende regulering m.v.
fiodkendt af bestyrelsen den 19. december 2022