Lilleheden A/S – salgs- og leveringsbetingelser (Norden)
Lilleheden A/S – salgs- og leveringsbetingelser (Norden)
1. Aftalegrundlag
1.1 Lilleheden A/S har for alle leverancer i Danmark tiltrådt XX00.xx. I øvrigt indgås alle aftaler på Lilleheden A/S’ salgs- og leveringsbetingelser, som er anført nedenfor medmindre andet er aftalt og skriftligt bekræftet af Lilleheden A/S.
1.2 Købers egne generelle forretnings- og købsbetingelser har kun virkning, hvis det er skriftligt anerkendt af Lilleheden A/S. Ved uoverensstemmelser mellem nærværende salgs- og leveringsbetingelser og købers egne betingelser, skal Lilleheden A/S’ salgs- og leveringsbestemmelser have forrang.
2. Tilbud og prislister
2.1 Kun skriftlige tilbud er bindende. Medmindre andet aftales, har afgivne tilbud en gyldighed på op til 30 dage.
2.2 En given ordre er først bindende for Lilleheden A/S når køber har modtaget skriftlig ordrebekræftelse eller ved levering. Der tages således forbehold for mellemsalg. En ordre optages til den på tidspunktet for Lilleheden A/S’ ordrebekræftelse gældende pris.
2.3 Lilleheden A/S medvirker ikke i funktionsudbud medmindre Lilleheden A/S særskilt er blevet anmodet derom. Der bortses således fra projektbeskrivelser med funktionsudbud medmindre Lilleheden A/S særskilt er anmodet om medvirken hertil og skriftlig har accepteret funktionsudbud.
2.4 Uanset købers egne betingelser, kan Lilleheden A/S ændre sine priser i prislister med 30 dages varsel.
3. Levering
3.1 Levering anses for at have fundet sted ved varens ankomst på bil ved byggepladsen. Leveringsstedet skal være plant og bæredygtigt og være et sted som fuldt læsset vogn med indtil 10 tons akseltryk kan køre til og fra uhindret. Uanset købers egne betingelser for levering af varer, skal Lilleheden A/S kunne aflæsse på adressen på det i ordrebekræftelsen angivne leveringstidspunkt.
3.2 Såfremt køber er forhindret i at modtage den producerede vare til den aftalte leveringstid, anses levering for at have fundet sted på det aftalte leveringstidspunkt, hvorefter der kan stilles krav om lagerleje og forøgede omkostninger til transport.
3.3 Såfremt andre ordrer, der modtages inden accept, fører til, at den aftalte leveringstid ikke kan overholdes, har Lilleheden A/S ret til at træde tilbage fra tilbuddet.
3.4 Lilleheden A/S er ikke ansvarlig for forsinket levering, med mindre forholdet kan henregnes til forsæt eller grov uagtsomhed hos Lilleheden A/S. Lilleheden A/S er i det hele taget aldrig ansvarlig for driftstab, tidstab, avancetab, arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
4. Forsikring
4.1 Såfremt det skønnes nødvendigt, kan Lilleheden A/S inden levering forlange oprettelse af all-risks entrepriseforsikring, der i så fald betales af køberen.
5. Reklamationer
5.1 Synlige mangler og skader skal omgående og senest inden 8 dage efter levering meddeles skriftligt. Reklamationen skal foretages, inden den leverede vare monteres.
6. Returnering af varer
6.1 Køber har ikke fortrydelsesret og uanset købers egne betingelser, tager Lilleheden A/S ikke varer retur.
7. Mangler
7.1 Køber er ved modtagelsen af leveringen pligtig til at foretage en nøje undersøgelse af om varen er mangelfri, herunder en undersøgelse af fabrikations-/materialefejl.
7.2 Såfremt køber – inden for det tidsrum Lilleheden A/S hæfter for eventuelle mangler – dokumenterer, at der er mangler ved konstruktionen, materiel eller fremstilling af en leverance, påtager Lilleheden A/S sig efter eget valg:
a. Uden beregning for køber at ombytte den eller de mangelfulde varer ved levering af en ny tilsvarende vare til køber efter de leveringsbetingelser, der er aftalt på de nærværende salgs- og leveringsbetingelser og/eller på de for den pågældende leverance særlig aftalte vilkår, eller
b. ved udbedring at bringe det leverede i kontraktmæssig stand, eller
c. at kreditere køber for de mangelfulde varer mod returnering af disse for købers regning og risiko, eller
d. at yde køber afslag i købesummen.
7.3 For dele, der er udskiftet eller repareret i henhold til dette afsnit påtager Lilleheden A/S sig de samme forpligtelser, som gælder for de oprindelige dele i et tidsrum af et år fra udbedringsdagen. For leverancens øvrige dele forlænges det i stk. 2 nævnte tidsrum kun med det tidsrum leveringen ikke har kunnet anvendes som følge af de mangelbehæftede dele.
7.4 I tilfælde af mangler ved det solgte kan køber ikke gøre andre beføjelser gældende end ovennævnte. Køberen kan navnlig ikke hæve handlen helt eller delvist eller kræve erstatning, medmindre der foreligger mangler som kan henregnes til forsæt eller grov uagtsomhed fra Lilleheden A/S’ side. Eventuel erstatning kan i intet tilfælde kræves til dækning af driftstab, tidstab, avancetab, arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
8. Produktansvar
8.1 Lilleheden A/S er kun ansvarlig for leverancernes skadeforvoldelse, hvis det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse hos Lilleheden A/S.
8.2 Lilleheden A/S er dog ikke ansvarlig for skade, som leverancen forvolder på fast ejendom eller løsøre, mens leverancen er i købers besiddelse. Lilleheden A/S er ej heller ansvarlig for skade forvoldt af leverancen på produkter, der er fremstillet af køberen, eller på produkter, hvori leverancen indgår, eller for skade på fast ejendom eller løsøre, som disse produkter som følge af leverancen forvolder.
8.3 Lilleheden A/S er aldrig ansvarlig for driftstab, tidstab, avancetab, arbejdsfortjeneste eller andet indirekte tab.
8.4 Hvis tredjemand fremsætter krav mod køber om erstatningsansvar i henhold til produktansvarsreglerne, skal køber straks orientere Lilleheden A/S
herom. Hvis tredjemand rejser krav herom mod Lilleheden A/S, skal køber friholde Lilleheden A/S for ethvert sådant krav, medmindre forholdet kan henregnes til forsæt eller grov uagtsomhed hos Lilleheden A/S.
8.5 Køber er forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol, der behandler erstatningskrav mod Lilleheden A/S på grundlag af en skade eller et tab, som påstås forårsaget af leverancen. Det indbyrdes forhold mellem Lilleheden A/S og køber skal dog altid afgøres efter dansk ret.
9. Betaling og ejendomsforbehold
9.1 Varerne faktureres på det aftalte leveringstidspunkt. Ved for sen betaling beregnes 2 % i rente pr. påbegyndt måned. Lilleheden A/S forbeholder sig ejendomsretten til det solgte, indtil købesummen er betalt. Dette gælder, uanset om købet sker med videresalg for øje eller med henblik på, at det købte skal indføjes i et andet byggeri. Lilleheden A/S forbeholder sig under alle omstændigheder ejendomsretten, selvom videresalg og/eller indføjning har fundet sted.
9.2 Uanset købers egne betingelser, kan Lilleheden A/S’ betalingskrav ikke forældes/mistes på anden vis end ved forældelse efter gældende lovgivning herom.
9.3 Uanset købers egne betingelser honorer Lilleheden A/S ikke køber for gebyr pålagt af køber for håndtering af Lilleheden A/S’ fakturaer/kreditnotaer.
9.4 Køber forpligter sig til uden omkostningsgodtgørelse at acceptere, at Lilleheden A/S kan fakturabelåne sine krav.
10. Sikkerhedsstillelse
10.1 Lilleheden A/S søger sine kunder kreditforsikret hos anerkendt kreditforsikringsselskab. Hvis der ikke kan ske kreditforsikring af kunden, forbeholder Lilleheden A/S sig ret til inden opstart af produktion at få stillet sikkerhed for sit tilgodehavende inkl. moms i form af forudbetaling, bankgaranti eller anden af Lilleheden A/S godkendt garanti.
11. Certificering mv.
11.1 Lilleheden A/S er certificeret af MPA University of Stuttgart og opfylder norm for konstruktionslimtræ EN 14080:2013.
12. Tolerance på limtræsprodukter
12.1 Tolerancer for Lilleheden A/S’ konstruktionslimtræ følger Normen EN 14080:2013 som bl.a. udgør:
Bredde: +/- 2 mm for alle bredder.
Højde: + 4 mm / - 2 mm for højder under 400 mm. + 1% / - 0,5 % for højder over 400 mm.
Længde: +/- 2 mm for længder under 2 m.
+/- 0,1% for længder mellem 2 m og 20 m.
+/- 20 mm for længder over 20 m.
Tværsnitsvinkel: 90o +/- 1,15o, dvs. at afvigelsen fra den rette vinkel er højst 1:50.
Samtlige måleangivelser refererer til 12 % træfugtighed.
13. Projektering mv.
13.1 Såfremt det aftales, at Lilleheden A/S skal medvirke ved projektering, er Lilleheden A/S alene ansvarlig for rådgivning og udførte beregninger i tilslutning til produkter leveret af Lilleheden A/S.
13.2 Den under pkt. 7:00 og 8:00 nævnte ansvarsbegrænsning er i øvrigt gældende.
13.3 Alle beregninger, som ikke entydigt kan bestemmes via standard programmer eller tabelopslag, bliver uden undtagelse sendt til beregning hos eksterne rådgivende ingeniører.
Lilleheden A/S har ikke pligt til at kontrollere beregninger og projektering mv. foretaget af eksterne ingeniører, og Lilleheden A/S er under ingen omstændigheder ansvarlig for og kan ikke mødes med noget krav for fejl eller forsømmelser begået af eksterne rådgivende ingeniører. Lilleheden A/S opfordrer dog køber til selv at kontrollere sådanne beregninger, og inden for fem arbejdsdage fra modtagelsen at give meddelelse til Lilleheden A/S, såfremt beregningen ikke kan godkendes.