Konkurrenceret og retsøkonomi

Konkurrenceret og retsøkonomi

Retsøkonomi kan og bør informere både konkurrenceretlige analyser og lovforbere- dende arbejde: Der er ikke megen mening i et per se forbud mod specifikke vertikale kontrakter mellem virksomheder. De vil ofte have til formål at fremme effektiviteten i produktion eller distribution. Man skal kun gribe ind over for sådanne kontrakter så- fremt tredje part påviseligt stilles ringere. Omvendt er der grund til at være meget skeptisk over for horisontale samarbejder. Det er i den forbindelse vigtigt, at myndig- hederne ikke via øget gennemsigtighed gør det lettere for oligopolister at samarbej- de. Vi slutter med et par retsøkonomiske spørgsmål til det aktuelle konkurrenceretlige regime.

Xxxxx Xxxxxxxxx, lektor

Institut for Nationaløkonomi, Handelshøjskolen i København

Xxx Xxxxxxx Xxxxxxxxx, lektor

Institut for Økonomi, Aarhus Universitet

Konkurrencerettens formål og historie Konkurrencepolitikkens formål er at fremme øko- nomisk efficiens ved indgreb mod konkurrencebe- grænsende aftaler og misbrug of dominerende stil- ling samt ved fusionskontrol. Konkurrenceretten har i mange år været påvirket af retsøkonomien især i USA, som i år har haft en antitrust-lovgivning i 110 år (Sherman Act, 1890).

Ved det forrige århundredes start var økonomisk teori – og dermed retsøkonomi – mindre udviklet end i dag. Verden syntes enklere: Idealet var fuld- kommen konkurrence – en situation med mange sælgere og købere, homogene varer, fravær af ad- gangsbarrierer og fuld information, især om priser- ne.

Skræmmebilledet var monopolet, som beskyttet af høje adgangsbarrierer kunne misbruge sin mar- kedsmagt til at tage høje priser. Rockefellers Stan-

dard Oil Company har for horder af elever eksem- plificeret, hvad ureguleret kapitalisme kunne føre til (monopolisering), og hvordan en effektiv konkur- rencemyndighed kunne gøre noget ved det (opsplit- ning af virksomheden).

Ideen var simpel: Hvis et marked ikke var kende- tegnet ved fuldkommen konkurrence, var det i sig selv suspekt, og der måtte repareres på det, så mar- kedet i højere grad kom til at ligne idealet. Redska- berne var opsplitning af virksomheder for at skabe flere sælgere; elimination af »unaturlig« produkt- differentiering, så varerne blev så homogene som muligt; nedbrydning af adgangsbarrierer; informa- tion til forbrugerne om prisforskelle; o.s.v.

Vi ved i dag, at denne tankegang ikke blot var alt for simpel – den var i en række situationer simpelt- hen forkert. Den enkleste måde at forklare dette på er formentlig at referere til teorien om second best:

Hvis et marked eller en økonomi ikke er kendeteg- net ved fuldkommen konkurrence (og deraf følgen- de økonomisk efficiens), men afviger fra idealet på flere punkter, så bliver den økonomiske efficiens ik- ke nødvendigvis øget, hvis man blot »reparerer« et af problemerne.

Denne tendens i den tidlige konkurrencepolitik til at identificere enhver afvigelse fra idealet om fuldkommen konkurrence som suspekt førte også til, at de fleste typer af aftaler mellem virksomhe- der, og i særlig grad aftaler som afveg fra kendte standarder, blev opfattet meget mistroisk af konkur- rencemyndighederne. At dette synspunkt lever i bedste velgående afspejles i, at stort set alle indu- strialiserede markedsøkonomier i dag har konkur- rencelovgivninger, som i de substantielle paragraf- fer fastslår, at enhver aftale mellem virksomheder, der har til formål eller som virkning at begrænse konkurrencen, som udgangspunkt er forbudt. I dette regime må virksomheder, der ønsker myndigheder- nes accept af sådanne aftaler, således »bevise«, at de er efficiensfremmende.1

Konkurrenceretsøkonomi

Overfor dette udgangspunkt kan man stille det rets- økonomiske perspektiv eksemplificeret ved den så- kaldte Coase-sætning,2 der i populær form kan ud- trykkes som følger: »Ved fravær af begrænsninger i forhandlings- og kontraktmulighederne, vil ratio- nelle agenter altid finde en vej til at realisere alle potentielle gevinster ved interaktion og samhan- del«. Det resulterende, uregulerede markedsudfald vil derfor altid være fuldt efficient, da agenterne al- tid vil kunne opnå yderligere gevinster ved genfor- handling, hvis et udfald eller en allokering er ineffi- cient.3

Konkurrencepolitik med et retsøkonomisk ud- gangspunkt vil således i sin rene form være meget enkel: De økonomiske agenter vil altid via forhand- ling og kontrakter implementere en fuldt efficient allokering, hvis de har mulighed for det. Ethvert konkurrenceretligt indgreb, som forhindrer aftaler og kontrakter i at blive indgået, må således have ne- gative konsekvenser for den endelige allokerings ef- ficiens. Et laissez faire regime er med andre ord op- timalt; alle frivillige aftaler, forpligtelser, kontrak- ter, fusioner, m.v., er efficiensfremmende og derfor godartede.

Afhængigt af ens temperament kan man natur- ligvis indvende, at Coase-sætningen blot er en tau-

tologi og uinteressant i relation til praktisk konkur- renceret og -politik. Under alle omstændigheder er de underliggende antagelser om friktionsløs og om- kostningsfri forhandling og kontraktindgåelse ret heroiske. Kritikløs forladen sig på Coase-sætningen og dens umiddelbare implikationer vil derfor være naivt.4

Imidlertid kan det retsøkonomiske perspektiv med fordel gøres til en integreret del af konkurren- cepolitikken og især af den analyse, myndighederne gennemfører i konkurrencesager. Dette ændrede perspektiv vil have signifikant betydning for, hvad der kan opfattes som et rimeligt udgangspunkt for myndighederne i forhold til forskellige kontraktlige og aftalemæssige arrangementer mellem virksom- heder.

Som et generelt eksempel kan det nævnes, at vertikale restriktioner, så som territorial eksklusivi- tet, eneforhandling, krav om fuldt produktsortiment samt bindende videresalgspriser, traditionelt er ble- vet betragtet med stor mistro af konkurrencemyn- dighederne. Imidlertid er det let at give eksempler på, at en kombination af disse er essentiel, hvis en ny virksomhed vil trænge ind på et marked og ud- fordre de eksisterende virksomheder med en ny produktvariant. Et forbud mod sådanne kontraktlige restriktioner kan derfor skabe en kunstig adgangs- barriere stik imod konkurrencepolitikkens hensigt.

Set fra et generelt retsøkonomisk perspektiv er der ikke megen mening i per se forbud mod spe- cifikke kontraktlige eller juridiske arrangementer mellem virksomheder, sådan som de i dag kendes i de fleste landes konkurrenceretlige praksis. Ligele- des er der en meget tvivlsom logik i at reducere ef- ficiens til en del af et forsvar, der kun modvilligt accepteres af konkurrencemyndighederne og/eller domstolene, sådan som det i dag er tilfældet (den

»omvendte« bevisbyrde er svær at løfte). Tvært- imod er efficiens jo hele formålet med konkurren- cepolitikken.

Konkurrenceretsøkonomi5 betragter som ud- gangspunkt kontraktlige arrangementer, der rækker ud over den økonomiske standardlærebogs generel- le, upersonlige, lineære spot-kontrakter, som noget, der formentlig har til formål at økonomisere med knappe ressourcer snarere end at udnytte markeds- magt. Dette udgangspunkt kan naturligvis vise sig uholdbart i en given sag, og derfor skal der naturlig- vis være klage- og indgrebsmulighed.

Som eksempel på konflikten mellem det retsøko-

nomiske perspektiv og den mere traditionelle til- gang til konkurrenceret og -politik kan vi nævne de senere års diskussion af behandlingen af hhv. hori- sontale og vertikale relationer og aftaler. Mens der er en udbredt konsensus, som stammer tilbage fra Xxxx Xxxxx,6 om at horisontale aftaler mellem konkurrenter normalt er problematiske, er der ifølge den retsøkonomiske tilgang absolut ingen grund til at opfatte vertikale aftaler mellem fx en leverandør og en forhandler med samme mistro.

Retsøkonomien har i de seneste årtier stadigt mere højlydt argumenteret for, at netop vertikale af- taler skal behandles helt anderledes end horisontale aftaler. Argumentet er simpelt: Ved horisontale afta- ler leverer de involverede parter substituerbare va- rer eller ydelser, d.v.s., parterne er konkurrenter i traditionel forstand. En virksomhed har her interes- se i, at konkurrenten hæver sin pris, fordi det vil gi- ve den selv mulighed for at hæve prisen og derved forøge profitten.

Ved vertikale aftaler er incitamenterne helt an- derledes, idet parterne her leverer komplementære varer og tjenester: En forhandler har alt andet lige en interesse i, at hans leverandør fastsætter en lav pris; leverandøren har alt andet lige en interesse i, at forhandleren sætter prisen for sin tjeneste lavt; og skal de to forhandle om priserne for deres komple- mentære inputs har de en interesse i at maksimere forsyningskanalens samlede profit. Der er her ingen grund til at formode, at den kontrakt (den vertikale restriktion), som de bliver enige om i sig selv ska- der andre.

Ikke desto mindre er vertikale aftaler i mange år som udgangspunkt blevet behandlet med samme mistro som horisontale aftaler. Dette gælder fx EU- konkurrenceretten, som i Art. 81 ikke skelner mel- lem horisontale og vertikale aftaler. Der har imid- lertid gradvist, bl.a. under indtryk af det retsøkono- miske perspektiv, etableret sig en praksis, som be- handler de to typer af aftaler forskelligt, og senest har EU Kommissionen (1997) udgivet en Grønbog om vertikale restriktioner i EUs konkurrencepolitik, som har ført til en ny gruppefritagelsesforordning (indført i januar 2000 med ikrafttræden i juni), som i udgangspunktet antager, at en lang række vertikale restriktioner er uskyldige, indtil det modsatte er be- vist.

I Danmark har vi en konkurrencelov, som læner sig kraftigt op af EU-lovgivningen, ikke mindst i henseende til fortolkning af forbudet mod konkur-

rencebegrænsende aftaler og forbuddet mod mis- brug af dominerende stilling. I skrivende stund fo- religger et lovforslag om ændring af konkurrencelo- ven af 1998, således at harmoniseringen bliver komplet ved indførelse af fusionskontrol, bøder ved (førstegangs-)misbrug af dominerende stilling samt mulighed for, at Konkurrencerådet direkte kan an- vende EU-lovgivningens bestemmelser i Danmark.

I det følgende beskriver vi kort, hvordan retsøko- nomien på et tidligere tidspunkt kunne have tjent til at informere lovgivningsarbejdet og konkurrence- rets-praksis i Danmark i henseende til først horison- tale aftaler og derefter vertikale aftaler. Det afslut- tende afsnit stiller et par spørgsmål til aktuel lovgiv- ning og praksis samt de forslag til revision, der i øjeblikket diskuteres.

Horisontale aftaler

Aftaler mellem konkurrenter om at hæve prisen, be- grænse mængden eller opdele markedet er ulovlige i henhold til Section 1 i Sherman Act, Art. 81 i Am- sterdam-traktaten og § 6 i den danske konkurrence- lov. Sådanne formelle kartelaftaler er endvidere ik- ke juridisk bindende: Et kartelmedlem kan ikke ind- klage et andet medlem for at have brudt en kartelaf- tale.

Konkurrerende virksomheder kan imidlertid samarbejde uden egentlige kartel-aftaler. Siden Xxxxxxxx (1964) arbejde har økonomer vidst, at i en dynamisk konkurrencesituation kan truslen om fremtidige priskrige være tilstrækkelig til at afholde virksomheder fra at bryde uformelle kartelaftaler (hvis blot virksomhederne ikke er for utålmodige). Hvis oligopolisterne opdager, at en rival har snydt dem ved fx at dumpe prisen, så straffes den ved en priskrig af kortere (Abreu, 1986) eller længere va- righed.

Det er imidlertid en forudsætning for sådanne strategier, at virksomhederne har tilstrækkeligt med information om priser, mængder eller markedsande- le til at afgøre, at der er sket et brud på den ufor- melle kartelaftale. Hvis efterspørgslen fx varierer stokastisk, kan en lav pris, mængde eller markeds- andel skyldes dels en lav realisation af efterspørg- slen, eller at der er sket et brud på den uformelle af- tale. Det begrænser i sig selv muligheden for at hæve prisen.

Konkurrencemyndigheder har netop af denne år- sag slået hårdt ned på informationsudveksling mel- lem oligopolister: En brancheorganisation kan såle-

des ikke ustraffet føre statistik med medlemmernes priser, mængder eller markedsandele. Det har fx ført til, at KonkurrenceRådet i 1999 erklærede mel- dekontorerne i byggebranchen for ulovlige i den form, hvori de har virket i mange år.

Dansk konkurrencelovgivning har ellers i mange år bygget på ideen om, at øget markedsgennemsig- tighed kunne bevirke, at markedet blev mere kom- petitivt, jf. vores diskussion i indledningen. Denne idé stammer fra den Interparlamentariske Unions sommermøde i 1930 (!), som førte til den såkaldte London Resolution: Karteller og dominerende virk- somheder blev anset som en naturlig del af er- hvervslivet, og lovgivningen skulle som udgangs- punkt ikke være fjendtlig over for disse. Den anbe- falede regulering skulle bygge på offentliggørelse af kartelaftaler m.v.

Frem til 1990-konkurrenceloven var gennemsig- tighedsprincippet det bærende princip for dansk konkurrencelovgivning: I medfør af denne lov of- fentliggjorde KonkurrenceRådet fx fra 1993 virk- somhedsspecifikke priser og rabatter på fabriksbe- ton. Dette marked kan beskrives som bestående af regionale oligopoler, idet varen kun kan transporte- res over relativt korte afstande før den størkner. Den kvartalsvise offentliggørelse af priserne havde til formål at skabe større prisgennemsigtighed og som følge heraf større priskonkurrence. Imidlertid ude- blev det forventede prisfald. I stedet steg priserne med 15-20% i løbet af kort tid, jf. Figur 1.

Denne prisstigning er konsistent med, at øget gennemsigtighed gør det lettere at opretholdeholde uformelle kartelaftaler om høje priser, jf. for en ud- dybende diskussion Xxxxx, Xxxxxxxxx og Overga- ard (1997). Pointen her er, at prisgennemsigtighed kan føre til højere priser, ikke at det altid vil være tilfældet.

Med gennemsigtighed kunne også menes, at for- brugerne havde let ved at sammenligne varer eller tjenester på et marked. Forbrugerorganisationer kræver ofte, at denne type gennemsigtighed øges. ForbrugerRådet laver til dette formål tests og sam- menligninger, og regeringen har delvist af denne år- sag skabt en ny institution, Forbrugerinformation.

Spørgsmålet er imidlertid, om denne type gen- nemsigtighed altid er uproblematisk i oligopolisti- ske markeder. Vi argumenterer i Xxxxxxxxx og Xxxxxxxxx (2000) for, at det ikke er tilfældet. Lad os blot antage, at der er fuld prisgennemsigtighed, men at forbrugerne ikke kender kvaliteten på de forskellige substitutter. Hvis man nu øger deres kendskab til kvaliteten, vil det medføre en hårdere priskonkurrence i en eventuel straffe-fase. Men hvis straffen for at have snydt i forhold til kartelaftalen bliver hårdere, kan det blive nemmere at understøtte aftalen. Heller ikke denne type gennemsigtighed er derfor problemløs.

Danske myndigheders ofte ukritiske forsøg på at forøge markedsgennemsigtigheden tyder på, at man ikke helt har fået øjnene op for, at oligopolistiske

Figur 1. Gennemsnitspris på 10-MPa fabriksbeton i Århus

markeder ofte (men naturligvis ikke altid) fungerer bedst, hvis markedsdeltagerne ser andre deltageres handlinger gennem et »slør«. Et mere retsøkono- misk perspektiv ville umiddelbart have gjort op- mærksom på dette.

Vertikale aftaler

Vertikal kontrol er som sagt traditionelt blevet be- tragtet med stor mistro af konkurrencemyndighe- derne. I perioder kan man nærmest finde det gene- relle synspunkt, at alle vertikale kontrakter og afta- ler, der ikke blot specificerer en fast enhedspris og mængde, repræsenterer et forsøg på at begrænse konkurrencen og derfor umiddelbart må være i strid med både efficiensmålsætningen og muligheden for fri erhvervsudøvelse. Behandlingen af vertikale re- lationer har været legalistisk og baseret på, at en- hver vertikal aftale (på linie med horisontale aftaler) som udgangspunkt er til skade for samfundet og dermed forbudt.

Lad os med et kendt retsøkonomisk eksempel forklare, hvorfor dette er et galt udgangspunkt: En leverandør af eksklusivt hi-fi-udstyr, sælger sit pro- dukt via en (lokal) forhandler. Forhandleren skal for at sælge varen optimalt investere i kostbare demo- rum og uddannelse af sælgere. Hvis discount-butik- ker også kan føre varen, vil forbrugeren henvende sig til forhandleren for at få varen demonstreret, for derefter at købe den i discount-butikken til en lavere pris. Forhandleren indser dette og vil derfor under- investere i demo-rum og uddannelse.

Hvilke vertikale kontrakter kan løse dette pro- blem? Leverandøren kan fx enten fastsætte en bin- dende mindste-pris i videresalg, således at discount- butikken ikke kan underbyde forhandleren, eller kan tilbyde hende eksklusivitet i lokalområdet, hvorved konkurrencen fra discount-butikken helt fjernes.7 I en række situationer vil dette føre til hø- jere økonomisk velfærd, fordi incitamenterne til at investere i salgsfremme øges.

Sådanne argumenter kunne give det indtryk, at vertikale aftaler og kontrakter altid virker velfærds- fremmende. Dette ville dog være en noget forhastet konklusion, og der kan let gives (mindst) tre ind- vendinger.8 For det første er det muligt, at den verti- kale koordinering primært har som formål at frem- me horisontal koordinering på tværs af distribu- tionskanaler. For det andet kan forbrugerne være heterogene, så marginale og infra-marginale forbru- gere har forskellige behov for salgsfremmende in-

vesteringer. Endeligt kan for det tredie nævnes, at konkurrenter eller potentielle konkurrenter på for- skellige led i distributionskanalen kan blive udsat for en negativ eksternalitet, som følge af de vertika- le aftaleparters koordinering.

I det omfang disse indvendinger er deskriptivt relevante, er der naturligvis behov for at anlægge et nuanceret syn på vertikale aftaler og kontrakter. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de forudsætter eksi- stensen af en tredie-part, som påvirkes negativt af den vertikale koordinering.

Helt generelt har aktørernes aktivitet til formål at maksimere deres profit (eller nytte), og det er såle- des oplagt at gruppere årsagerne til og formålet med vertikal koordinering under to hovedoverskrifter: For det første kan indtjening forøges gennem en mere effektiv tilrettelæggelse af produktion og di- stribution, hvilket generelt er sammenfaldende med samfundets interesse. For det andet kan indtjenin- gen forøges gennem opbygning af adgangsbarrierer og/eller en mere dominerende markedsstilling, der muliggør højere enhedspriser og større fortjeneste pr. omsat enhed. Det sidste kan naturligvis være forbundet med negative velfærdsvirkninger.

Pointen er imidlertid her, at et rimeligt udgangs- punkt for behandlingen af en vertikal begrænsning må være, at den opfattes som samfundsgavnlig, ind- til det er påvist, at den skader tredje-mand. Det retsøkonomiske perspektiv vil endvidere understre- ge, at vertikale restriktioner i sig selv næppe er problematiske i forhold til efficiensmålsætningen, hvis der ikke i en given branche eller på et givet marked kan konstateres horisontale konkurrence- problemer (se Xxxxxx, Xxxxxxxxx, Xxxxxxxxx & Xxxxxxx (2000))

Afsluttende kommentarer

På baggrund af de ovenstående kommentarer er der to spørgsmål, der trænger sig på i forbindelse med den forestående revision af konkurrencelovgivnin- gen (og anden erhvervslovgivning) i Danmark.

Hvorfor er budskabet om, at gennemsigtighed ikke er et universalmiddel til sikring af markeders efficiens, ikke trængt igennem?

I forbindelse med regeringens strategioplæg

.dk21 er der af en række Ministerier (2000) udarbej- det en arbejdsrapport om velfungerende markeder, hvor det fremhæves, at »[e]ffektiv konkurrence for- udsætter velinformerede forbrugere, der har mulig- hed for at vælge på baggrund af korrekte informa-

tioner om priser, kvalitet og indhold ...«. Selv om gennemsigtighedsprincippet ikke længere er skrevet ind i konkurrenceloven, sådan som det var tilfældet før 1. januar 1998, er det helt tydeligt, at det trives i bedste velgående i den forbrugerpolitiske tænkning og derfor står overfor en sandsynlig renæssance.

Det er naturligvis vigtigt, at man overvejer sam- spillet mellem forbruger- og konkurrencepolitikker- ne: Det skulle nødigt være sådan, at forbrugerpoli- tikken fremmer et uheldigt samarbejde mellem oli- gopolister via effektiv informationsudveksling.

Hvorfor sondres der ikke principielt mellem ver- tikale og horisontale aftaler? Specielt: Hvorfor be- handles vertikale prisbindinger og absolut område- beskyttelse (i praksis) efter et per se forbud, når retsøkonomien i mange år har forklaret, at der kan være gode efficiensfremmende grunde til at tillade dem, og når der ikke foreligger et empirisk grund- lag for at konkludere, at de altid (eller blot overve- jende) har negative virkninger?

Noter

1. Man taler derfor om et »efficiency defense«. Virksomhe- derne skal altså »bevise« (eller i det mindste, sandsynliggøre) aftalers positive efficiensvirkninger.

2. Efter Xxxxxx X. Xxxxx, Nobelpristager i økonomi og retsøkonomiens fader (se Coase (1960)).

3. Med reference til terminologien i dette temanummers for- ord kan man sige, at alle eksterne effekter bliver fuldt ud in- ternaliserede gennem forhandling og kontrakter.

4. Coase selv er naturligvis også mest (eller udelukkende) in- teresseret i at studere interaktion og betydningen af institutio- ner i situationer, der ligger uden for Coase-sætningens række- vidde (se f.eks. Coase (1960, 1988)).

5. For en mere detaljeret beskrivelse, se Hylleberg og Overga- ard (2000) samt referencerne deri.

6. Xxxxx (1937 (oprindeligt 1776) s.137) bemærkede, at »... people of the same trade seldom meet together, even for merri- ment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices ...«

7. Det vertikale problem kan også løses ved eksklusiv for- handling og vertikal integration (fusion).

8. For en yderligere diskussion, se Xxxxxx, Xxxxxxxxx, Over- gaard & Xxxxxxx (2000).

Litteratur

Xxxxx, X., 1986, Extremal Equilibria of Oligopolistic Super- games, Journal of Economic Theory 39: 191-225.

Xxxxx, X., H.P. Xxxxxxxxx & P.B. Xxxxxxxxx, 1997, Govern- ment-Assisted Oligopoly Coordination? A Concrete Case, Journal of Industrial Economics 45: 429- 443.

Xxxxx, X.X, 1960, The Problem of Social Cost, Journal of Law and Economics 3: 1-44.

Coase, R.H., 1988, The Firm, the Market, and the Law, Uni- versity of Chicago Press, Chicago: Ill.

EU Kommissionen, 1997, Grønbog om vertikale restriktioner i EUs konkurrencepolitik KOM(96)721, endeligt vedtaget af Kommissionen d. 22. januar 1997.

Xxxxxxxxx, X., & P.B. Xxxxxxxxx, 2000, Competition Policy with a Coasian Prior, i X. Xxxx & E. Hope (red.), Competiti- on Policy Analysis, Routledge, London: UK.

Xxxxxx, X., X.X. Xxxxxxxxx, P.B. Overgaard & X. Xxxxxxx, 2000, Industriøkonomi, i X. Xxxxxx-Xxxxxxxx (red.), Xxxxx- xxxxxxxxxxx i økonomisk teori, Jurist- og økonomforbundets Forlag, København: DK.

Ministerierne (2000) Velfungerende markeder, Arbejdsrap- port: Arbejds-, Erhvervs-, Finans-, Forsvars-, Forsknings-, Fødevare-, Indenrigs-, Miljø-– & Energi-, Skatte-, Stats-, Udenrigs- samt Økonomi-ministerierne.

Xxxxxxxxx, H.P. & P.B. Xxxxxxxxx, 2000, Market Transparen- cy: A Mixed Blessing?, manuskript.

Xxxxx, X., 1937 [1776], An Inquiry into the Nature and Cau- ses of the Wealth of Nations. Modern Library Edition, New York: NY.

Xxxxxxx, X., 1964, A Theory of Oligopoly, Journal of Political Economy 72: 44-61.