Salgs- og leveringsbetingelser
Salgs- og leveringsbetingelser
I. INDLEDNING
1. Nedenstående almindelige leveringsbetingelser finder anvendelse i det omfang, de ikke fraviges ved skriftlig aftale mellem parterne.
2. Ved enhed forstås nedenfor ethvert produkt, der udbydes til salg af sælger.
II. BRUGSANVISNINGER, BESKRIVELSER, PRØVER M.V.
1. Alle brugsanvisninger, specifikationer og oplysninger om leverede materialers vægt, dimensioner, egenskaber, farve, pris, ydeevne, tekniske og andre data anført i kataloger, blade, prospekter, cirkulærer, annoncer, billedmateriale og prislister eller lignende er omtrentlige og alene vejledende. Sådanne oplysninger er derfor kun bindende i det omfang, disse udtrykkeligt er gengivet i købsaftalen, eller der i købsaftalen udtrykkeligt er henvist til disse oplysninger.
2. Alle tegninger og tekniske dokumenter til brug ved anvendelsen af leverancer eller dele deraf, som overlades køberen før eller efter aftalens indgåelse, forbliver sælgerens ejendom. De må ikke uden dennes tilladelse anvendes til andet end i forbindelse med anvendelsen og vedligeholdelsen af det leverede og må ikke af køberen kopieres, reproduceres, overgives til eller på anden måde bringes til trediemands kundskab.
3. Såfremt brugsanvisninger eller specifikationer m.v. for en af sælger solgt leverance måtte blive ændret forinden leveringstidspunktet, er sælgeren berettiget til at levere materialet med de(n) nu herefter gældende leveringsanvisninger og specifikationer m.v. medmindre andet skriftligt er aftalt i ordrebekræftelsen eller i købsaftalen og såfremt leverancen – efter en objektiv vurdering – ikke er blevet forringet herved. Det samme gælder med hensyn til leverancens ydre fremtræden, herunder farve.
4. Alle myndighedsansøgninger skal køberen selv sørge for indhentelse af og for køberes egen regning og risiko, også hvis sælger efter aftale i hvert enkelt tilfælde måtte bistå køber hermed.
5. Alle af sælgeren leverede prøver betragtes alene som typeprøver, således at sælgeren ikke er ansvarlig for, om de leverede materialer svarer til prøverne, medmindre dette udtrykkeligt er aftalt i købsaftalen. For prøver gælder i øvrigt det i punk II.
1. anførte.
III. LEVERINGSBETINGELSER M.V.
1. Køber er bundet af sit tilbud om køb i 8 dage fra dateringen af tilbuddet. Såfremt ikke andet fremgår af sælgers tilbud, er dette bindende i 20 dage fra tilbuddets egen datering. Mellemsalg er dog altid forbeholdt. Såfremt den i sælgers tilbud anførte leveringsdato ligger mere end 3 måneder efter tilbuddets datering, er tilbudsprisen i enhver henseende fritblivende og vil senere kunne forhøjes.
2. Alle i sælgers skriftlige materiale, herunder i ordrebekræftelse og tilbud, anførte priser er excl. moms, told og enhver anden statsafgift.
3. Alle i sælgers tilbud eller ordrebekræftelse anførte priser er baseret på de af sælger forudsatte valutakurser. I tilfælde af valutariske forandringer m.v. forbeholder sælger sig forhøjelse af prisen, såfremt kursen på betalingsdagen ændres mere end 0,25% i forhold til førstnævnte kurs.
4. Leveringsstedet er sælgers adresse i Danmark. Køber afholder udgifterne til forsendelse til egen adresse eller til anden af køber udpeget modtageradresse. Såfremt køber ønsker en bestemt forsendelsesmåde, skal sælger i god tid skriftligt underrettes herom. Forsendelsesmåden fastsættes i øvrigt af sælgeren, men uden nogen form for ansvar for denne.
5. Enhver afhentning og forsendelse sker for køberens risiko.
6. Merudgifter i anledning af ikke aftalt dellevering, ønsket af køber, afholdes af denne.
7. Køberen har ingen adgang til at returnere leverancer fra sælgeren, medmindre dette er aftalt i hvert enkelt tilfælde.
IV. FORSIKRING
1. Forsendelser vil alene blive forsikret – og da for købers regning – såfremt køberen forinden afsendelsen skriftligt meddeler sælger, at sælger skal foretage dette.
2. Alle beskadigelser eller kvantitative mangler ved leverancen skal meddeles skriftligt til sælgeren omgående efter, at køberen er blevet bekendt hermed og under alle omstændigheder omgående – dog senest 3 dage efter varens modtagelse, ledsaget af en erklæring herom fra transportselskabet.
V. EMBALLAGE
1. Medmindre andet er aftalt, omfatter de i tilbud og aftaler anførte priser udgifterne til sådan emballage eller anden beskyttelse, som ved forsendelse i Danmark under normale transportforhold kræves for at forhindre beskadigelse eller forringelse af leverancen, indtil den kommer frem til det i aftalen angivne sted.
2. Såfremt køberen måtte ønske en anden emballage end den i punkt 1 nævnte, f.eks. på grund af forventet søtransport, gentagne omladninger, eksportforsendelse eller varens udendørs opbevaring, leveres en sådan emballage alene efter forudgående særskilt aftale med sælgeren herom, og køberen faktureres alle omkostninger herved.
3. Emballagen skal ikke returneres til sælger og godtgøres ikke.
VI. AFPRØVNING AF DET LEVEREDE
1. Sælgeren indestår kun for leverancens egenskaber, specifikationer m.v. efter udtrykkelig aftale jfr. Punkt II. 1. og 5. Såfremt køberen ønsker leverancens egenskaber, specifikationer m.v. afprøvet, skal han give sælgeren et sådant varsel, at en repræsentant for denne kan overvære prøven, ligesom sælgeren forinden prøvens afholdelse skal have adgang til at gennemgå leverancen med henblik på at konstatere, at denne er i god og kontraktmæssig stand. Sælgeren kan forlange, at afprøvningen finder sted hos denne uden udgift for sælgeren.
2. Såfremt leverancen ved prøven ikke er i overensstemmelse med det udtrykkeligt aftalte, skal sælgeren så hurtigt som muligt sørge for, at leverancen bringes i overensstemmelse med aftalen. Afvigelser indenfor de tolerancer, normregulerede områder accepterer og ellers indenfor plus/minus 10% af aftalte specifikationer betragtes dog som rigtig og kontraktmæssig opfyldelse.
3. Køberen bærer alle med prøven forbundne omkostninger, medmindre det ved denne konstateres, at leverancen ikke er i overensstemmelse med aftalen, jfr. punkt
VI. 2.
VII. LEVERINGSFRIST OG -TID
1. En i aftalen fastsat leveringsfrist regnes fra det seneste af følgende tidspunkter:
a) den dag aftalen indgåes,
b) den dag, da sælger udsteder ordrebekræftelse
c) den dag, da sælgeren modtager en i aftalen vedtaget sikkerhedsstillelse eller betaling, der skal præsenteres inden leveringen,
d) den dag, da sælger fra køber har modtaget samtlige de for leverancens foretagelse nødvendige oplysninger.
2. Dersom køber undlader at opfylde sin pligt til at stille sikkerhed eller sin betalingspligt, undlader at give de for aftalens opfyldelse nødvendige oplysninger, ændrer ordren eller på anden måde forsinker leverancen, er sælgeren berettiget til at øge leveringstiden i det omfang, hvori det efter omstændighederne skønnes rimeligt.
3. Leveringstiden forlænges ligeledes med den tid, der er nødvendigt for sælger og dennes eventuelle underleverandør, såfremt denne/disse efter aftalens indgåelse helt eller delvis forhindres i deres rettidige opfyldelse, som følge af arbejdskonflikt, mangel på kvalificeret arbejdskraft og enhver anden omstændighed, såsom regeringsindgreb eller
–foranstaltninger, brand, krig, mobilisering eller uforudsete militærindkaldelser af tilsvarende omfang, rekvirering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, importrestriktioner, oprør og uroligheder, mangel på transportmidler, almindelig vareknaphed, kassation af store arbejder, restriktioner af mangel på arbejdskraft, drivkraft og tillige – og uanset om dette skyldes omstændighederne som forannævnt – i tilfælde af driftsstandsning eller vanskeligheder med fremskaffelse af materialer eller andre varer og lignende hos sælgeren eller dennes leverandører eller underleverandører, mangler ved leverancer fra leverandører eller underleverandører eller forsinkelse med sådanne leverancer, såfremt de nævnte forhold ikke kan lægges sælgeren til last, og ikke var sælgeren bekendt, da aftalen med køberen blev indgået.
4. Det påhviler den part, der ønsker at påberåbe sig nogen af de foran omhandlede omstændigheder, ufortøvet skriftlig at underrette den anden part om dens opståen og ophør.
5. Overskrider sælgeren leveringstiden med mere end 3 måneder – uden at der foreligger sådanne forhold som nævnt i punkt 3 – er køber berettiget til at hæve aftalen, når sælger, trods en efter udløbet af nævnte 3 måneder, afgivet skriftlig opfordring, herefter ikke leverer inden en rimelig frist. Hvad enten køber hæver eller fastholder aftalen, er han ikke berettiget til erstatning, hverken for direkte eller indirekte tab.
6. Udskyder sælgeren leveringstiden med mere end 6 måneder på grund af sådanne forhold som nævnt i punkt 3, har begge parter ret til at hæve handelen og kan herudover ikke kræve nogen form for erstatning for hverken direkte eller indirekte tab.
7. Overskrides leveringstiden på grund af sådanne omstændigheder som nævnt i punkt 2 mere end 1 måned, er sælgeren berettiget til at hæve aftalen. Sælgeren kan herudover kræve erstatning – hvad enten aftalen hæves eller fastholdes – efter dansk rets almindelige regler. Sælger kan dog altid uden dokumentation for det lidte tab kræve en erstatning, blandt andet til dækning af tabt avance, der udgør 20% af fakturaprisen for de(n) af aftalen omfattende leverancer.
8. Køberen skal aftage alt af købsaftalen omfattet inden for den heri aftalte tidsfrist. Er en sådan tidsfrist ikke aftalt, gælder en frist på 1 måned. Efter udløbet af tidsfristen, respektive nævnte måned, er sælger berettiget til at fakturere alt af købsaftalen omfattet
endnu ikke faktureret og til – i sælgers valg – at fremsende det ikke leverede eller at debitere og fakturere køber passende rente- og lageromkostninger.
VIII. BETALING
Med mindre andet er udtrykkeligt aftalt, er betalingsvilkår:
a. ved betaling senest den 14. i den på leveringen følgende måned, betales fakturabeløbet fuldt ud, men uden morarenter.
b. enhver senere indbetaling anses for forsinket betaling.
2. Anvisninger, checks og veksler anses ikke som betaling, før fuld indfrielse heraf har fundet sted.
3. Ved enhver forsinket betaling – også ved ydet henstand er sælger berettiget til at beregne morarenter fra fakturadatoen med den af sælgeren herfor til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 1,5% pr. påbegyndt måned.
4. Undlader køberen at modtage leveringsfærdige leverancer på den aftalte dag, er han desuagtet forpligtet til at erlægge enhver af levering betinget betaling, som om levering havde fundet sted. Sælgeren skal sørge for, at leverancen opbevares for køberens regning og risiko. På køberens anmodning skal sælgeren forsikre leverancen for køberens regning.
5. Køberen er uberettiget til enhver form for modregning eller tilbageholdelse, herunder til at tilbageholde nogen del af købesummen til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse i medfør af punkt IX. En forsinkelse med en uvæsentlig del af leverancen berettiger ikke køberen til undladelse af at erlægge den fulde betaling i henhold til de trufne aftaler.
6. Hele den til enhver tid værende restgæld med mulige renter og omkostninger etc. er straks forfalden til skadesløs betaling, såfremt køberen misligholder nogen køberen i medfør af nærværende salgs- og leveringsbetingelser påhvilende forpligtelser eller såfremt køberen standser sine betalinger, indleder forhandlinger om akkord, moratorium eller anden alm. kreditordning eller indgiver konkursbegæring, eller såfremt køberen bliver ude af rådighed over sit bo eller træder i likvidation, eller såfremt køberens forhold i øvrigt – uanset årsagen hertil – er eller udvikler sig således, at der blot er nærliggende mulighed for, at sælgeren ikke er til de aftalte forfaldstider vil modtage de aftalte sikkerhedsstillelser eller betalinger.
IX. GARANTI-FORHOLDSMÆSSIGE AFSLAG, OMLEVERING
1 For det af sælgeren til køberen leverede gælder følgende:
a) Såfremt der indenfor 6 måneder fra leveringstidspunktet dokumenteres mangler på grund af materiale- eller fabrikationsfejl ved leverancen, forpligter sælgeren sig til – i sælgerens udelukkende valg – enten at yde forholdsmæssige afslag i købesummen eller hurtigst muligt at foretage omlevering af den mangelfulde del af leverancen. Enhver udgift forbundet med udskiftning af defekte materialer, fremsendelse heraf og fra sælger, og indføjelse af de omleverede materialer, er exclusiv for købers regning. Eventuelle udgifter til told er ligeledes for købers regning.
b) For så vidt angår materialer eller bestanddele af materialer, der ikke er produceret af sælgeren, yder denne dog ikke anden eller videregående garanti – herunder tidsmæssigt – end den, der ydes af sælgerens leverandør, og sælgerens forpligtelser og ansvar over for køberen med hensyn til de leverede materialer er underkastet samme begrænsninger som sælgerens leverandørs bestemmelser om garanti.
c) Xxxxxx retten til forholdsmæssigt afslag, hvor sælgeren vælger dette, eller den nævnte ret til omlevering, har køberen ingen andre misligholdelsesbeføjelser. Køber kan således ingensinde hæve handelen, kræve forholdsmæssigt afslag herudover eller erstatning for hverken direkte eller indirekte tab som følge af mangler ved leverancen. Sælger hæfter således heller ikke for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.
d) Sælgerens pligt til – efter dennes valg – at yde forholdsmæssigt afslag eller foretage omlevering omfatter kun mangler, som opstår under de i aftalen forudsatte funktionsvilkår og ved rigtig anvendelse. Pligten omfatter således ikke mangler der skyldes forkert eller uhensigtsmæssig anvendelse, overbelastning, brand, overophedning, frost, lynnedslag, eller følgerne heraf, mangelfuld udførelse, vedligeholdelse eller opbevaring, vand- og fugtskader, f.eks. i forbindelse med rengøring, forkert anbringelse eller normalt slid eller forringelse, herunder sædvanlig nedbrydning, usædvanlige vejrligspåvirkninger, naturkatastrofer og mangler, som kan henføres til andre årsager, udenfor sælgerens kontrol, eller som iøvrigt kan henføres til forhold, der ikke med rimelighed kan lægges sælgeren til last. Endvidere bortfalder pligten endelig, hvis køberen misligholder
e) Køberen skal straks ved konstatering af enhver mangel, som køberen vil gøre gældende overfor sælger, give sælgeren skriftlig underretning herom. Er reklamationen ikke sælger ihænde inden 8 dage fra det tidspunkt, hvor det var muligt for køber at konstatere manglen, fortabes køberens i pkt. a og b nævnte mangelbeføjelser og enhver hæftelse overhovedet for sælger.
f) For det af sælger i medfør af afhjælpningsadgangen leverede gælder den oprindelige afhjælpningsperiode, uanset hvornår heri afhjælpningen finder sted.
Uanset hvad der måtte være anført i købsaftale er følgende gældende:
g) Mindre afvigelser i materialer, farve og lignende giver ikke køber ret til at rejse nogen form for erstatningskrav mod sælger, ligesom køber ikke har ret til at rejse krav mod sælger som følge af at, det solgte har fået mærker, skrammer, buler etc. – hvad enten dette er sket hos sælger eller under transporten.
h) Sælger er ikke ansvarlig for, hvorvidt det købte – hvad enten der er tale om nye enheder, bestanddele heraf eller brugte enheder – er anvendelige til den brug, som køber agter at foretage, herunder om de købte enheder kan tilpasses eller bruges sammen med andet materiel og andre varer, enheder m.v., som ikke af sælger er leveret sammen med eller som udtrykkeligt er blevet garantret anvendelig af sælger i forbindelse med købet.
X. PRODUKTANSVAR
1. I det omfang dette lovligt kan vedtages, gælder de begrænsninger i produktansvaret for sælger, der er anført i pkt. X, stk. 2. Såfremt een eller flere af ovennævnte begrænsninger ikke lovligt kan vedtages, påvirker dette ikke gyldigheden af de øvrige bestemmelser. Såfremt een eller flere af begrænsningerne er for vidtgående til sælgers fordel, men gyldigt kunne vedtages med et mindre vidtgående indhold, da skal den pågældende begrænsning reduceres til, hvad der gyldigt kunne være vedtaget.
2. Sælger er – indenfor 12 måneder fra det faktiske leveringstidspunkt – ansvarlig for den skade, som det godtgøres, at de leverede produkter forvolder på en købers person eller ejendele, hvis køberen dokumenterer, at skaden skyldes grov uagtsomhed begået af sælgeren. Sælger hæfter dog aldrig for tingsskade driftstab, tidstab, avancetab eller andet indirekte tab. Sælgerens samlede ansvar i 12 måneders perioden kan aldrig overstige kr. 50.000,- over for køber.
3. I det omfang, sælgeren herudover måtte blive pålagt ansvar, herunder i forbindelse med den brug, som køberen måtte gøre af det solgte produkt – herunder videresalg – er køberen pligtig at skadesløsholde sælgeren for ethvert ansvar, som denne måtte blive pålagt.
4. Køberen er altid pligtig til at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler erstatningskrav imod sælgeren.
XI. RÅDGIVNING, VEJLEDNING OG SERVICE
1. Såfremt sælgeren – hvad enten der til denne betales et vederlag herfor eller ej – yder køberen teknisk rådgivning, vejledning eller service, og uanset karakteren heraf, er sælgeren uden ansvar for enhver sådan rådgivning, vejledning og service og for enhver følge heraf.
2. Foranstående er også gældende, såfremt der er tale om rådgivning, vejledning og service, f.eks. med hensyn til opstået driftforstyrrelser, fejl eller mangler, og køber som følge deraf hos sælger eller trediemand lader foretage sine indkøb af andre produkter, og/eller tilbehør eller lader foretage bestemte udbedringsarbejder.
XII. FORÆLDELSE – ”BYGGELEVERANCEKLAUSUL”
1.1 I henhold til den et-årige forældelsesregel i købelovens § 54 gælder følgende forlængede ansvarsperiode på de i nærværende salgs- og leveringsbetingelser anførte vilkår:
Leverandørens ansvar for mangler ved leverancen ophører 5 år efter afleveringen af det byggeri, hvori leverancen indgår. Ved leverancer til lager eller videresalg ophører ansvaret dog senest 6 år efter leveringen til køberen. Såfremt det må anses for godtjort, at et krav vedrørende mangler ved leverancer ikke eller kun med stor vanskelighed kan gennemføres mod leverandørens køber eller mod efterfølgende køber, anerkendes det, at kravet tillige kan gøres gældende direkte mod leverandøren. Også i sådanne tilfælde kan leverandøren kun gøres ansvarlig for mangler i det omfang hans egen leverance er mangelfuld og endvidere kun i det omfang, det følger af hans eget kontraktforhold med hans køber.
Leverandøren anerkender dog i alle tilfælde at kunne sagsøges sammen med køberen eller efterfølgende købere i anledning af parternes indbyrdes forhold. Sagen behandles ved voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.
XIII. TRANSPORT AF RETTIGHEDER
1. Sælger er berettiget til at overdrage samtlige rettigheder i henhold til den med køberen indgåede aftale til trediemand, det være sig til eje eller til sikkerhed.
XIV. ØVRIGE BESTEMMELSER
1. Sælger er ikke bekendt med, at sælger/det solgte produkt ved salget til køberen krænker trediemands patent-, varemærke-, mønster- eller andre rettigheder, men sælger er uden ansvar for, om dette alligevel måtte være tilfældet, eller om sådan krænkelse antages at foreligge ved køberens køb eller videresalg af det solgte produkt eller den brug, køberen eller dennes aftager vil gøre heraf. Såfremt sælger alligevel måtte blive pålagt noget ansvar for en sådan krænkelse, er køber pligtig straks efter påkrav at friholde sælger for enhver følge heraf, herunder alle sagsomkostninger.
2. Betingelserne i nærværende ”Salgs- og leveringsbetingelser” er gældende for ethvert salg fra sælgeren. Dette gælder også, selvom køberen under købsforhandlingerne eller i købers udbudsmateriale eller i købers bekræftelse af købet overfor sælgeren har anført andre vilkår for købet, idet alle sådanne vilkår betragtes som bortfaldet ved sælgerens endelige tiltrædelse af købet, med mindre sælger heri udtrykkeligt gengiver de enkelte betingelser, der pålægger sælgeren andre eller anderledes formulerede vilkår der i det konkrete tilfælde stiller sælgeren ringere, end de i nærværende ”Salgs- og leveringsbetingelser” anførte.
3. Eventuelle fejl, herunder skrive- og trykfejl i sælgerens skriftlige materialer, herunder korrespondance, ordrebekræftelser, fakturaer og det i pkt. II. stk. 1. anførte materiale, er ikke forpligtende for sælgeren og kan ikke påberåbes overfor denne.
XV. VÆRNETING
1. Tvistigheder i anledning af aftalen og til denne føjede bestemmeler, samt tvistigheder vedrørende deri omtalt og deraf flydende retsforhold med hvad deraf følger, skal afgøres – i sælgers valg – enten ved Sø- og handelsretten i København eller ved sælgers værneting eller i henhold til voldgift, og i så fald ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed. For så vidt angår mangler jfr. afsnit XII behandles sagen dog ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægs-virksomhed. Alene dansk ret finder anvendelse.
2. Sælger er dog berettiget til altid at anlægge sag ved købers almindelige værneting.
STORE-HEDDINGE, den 1. januar 2007