Faglig Bulletin
Faglig Bulletin
6. januar 2009
Ballerup Kommune har opsagt vores lønaftaler
Mandag den 22. december modtog vi et brev fra Ballerup Kommune med opsigelse af ”forhåndsaftalerne for lærere og børnehaveklasseledere i Ballerup Kommune og for ledere og konsulenter i folkeskolen”. Opsigelsen har virkning fra 1. april i år.
Aftalerne har – med ændringer undervejs – været uopsagte i 9-10 år.
Bortset fra en henvisning til overenskomsten gives der i brevet ingen begrundelse for opsigelsen. Brevet er afsendt samme dag, som vi havde forhandlingsmøde med Ballerup Kommune om arbejdstid og løn. På dette møde blev opsigelsen ikke omtalt.
Brevet fra Ballerup Kommune kan ses under nyheder på xxx.xxxxx00.xx.
I det følgende omtales alene aftalen for lærere og børnehaveklasseledere (en vurdering af situationen for konsulenter og ledere må i første omgang være op til Lederforeningen).
Vi har i forhandlingerne med Ballerup Kommune været inde på, at overenskomstændringerne pr.
1. april i år påvirker vores lokale lønaftale. Om dette er grunden til opsigelsen, eller om der er andre motiver, kan vi altså intet sige om på dette tidspunkt.
Konsekvenserne er pt. vanskelige at overskue
Om situationen skal opleves positivt eller negativt må komme an på, hvad der nu kan aftales med Ballerup Kommune.
Vi har overvejende været tilfredse med aftalen, men har som omtalt på bl.a. medlemskurset i 2008 også haft overvejelser om aftalens holdbarhed – dette på baggrund af Ballerup Kommunes tydelige afvisning siden 2005 af at vedligeholde og udvikle aftalen.
På trods af de mange løse ender har vi valgt at informere Xxx med det samme, fordi en opsigelse af lønaftalen kan få store konsekvenser allerede pr. 1. april.
Det har I krav på at vide hurtigst muligt.
På styrelsesmødet i går valgte vi foruden denne information at føle op med orienteringsmøder på skolerne i næste uge, hvor vi har haft et møde med Ballerup Kommune og yderligere et styrelsesmøde.
De væsentligste løntillæg i den opsagte aftale:
- Balleruptillægget til alle lærere og børnehaveklasseledere (ca. 15.000 kr/år)
- 2 løntrin til nyuddannede lærere (ca. 8.600 kr/år de første 4 år efter læreruddannelsen)
- 1 løntrin til ”nylønnerne” på sluttrinnet (ca. 5.000 kr/år)
- Undervisertillæg på 3,86 kr/undervisningstime (ca. 2.700 kr/år ved 700 undervisningstimer) Men der er en del mere. Der er et link til aftalen under nyheder på xxx.xxxxx00.xx.
Vi har sendt et brev til Ballerup Kommune om at indlede forhandlinger om en ny aftale. I brevet foreslår vi også, at nuværende ansatte ikke går ned i løn i dette skoleår, selv om vi ikke når at have en ny aftale klar i begyndelsen af marts.
Der er også et link til dette brev under nyheder på xxx.xxxxx00.xx.
Vi ønsker ikke at male fanden på væggen. Vi går ud fra, at også Ballerup Kommune er interesseret i en lønaftale, der kan rekruttere og fastholde lærere og børnehaveklasseledere, også i det kommende forår og skoleår.
Arbejdstid
Ved OK 08 blev det aftalt, at alle kredse og kommuner skal forsøge at lave en ny lokal arbejdstidsaftale på baggrund af den fælles aftale, der er indgået mellem KL og DLF.
I Ballerup har vi derfor siden efterårsferien sammen med xxxxxxxxx Xxxxxx Xxxx og afdelingsleder Xxxxxxx Xxxxxx Xxxxxx haft en række forhandlingsmøder om en ny aftale.
Vi har aftalt, som det er sædvane, ikke detaljeret at referere fra forhandlingerne, men den overordnede status på situationen kan vi godt orientere om.
På nuværende tidspunkt har vi gennemgået paragrafferne i den centrale arbejdstidsskitse for at se, om vi havde en fælles forståelse af indholdet. I den sammenhæng drøftede vi en række forskellige temaer, eksempelvis indholdet af undervisningsopgaven, hvad der ligger i lærerens professionelle råderum, ledelsesrollen, aftaleret for TR, tilstedeværelsespligt, aflysningsmuligheder, grundskema, og en del andet.
Disse drøftelser har været konstruktive, uden at der dermed er opnået enighed om alle spørgsmålene.
Vi er netop startet på en gennemgang af samtlige arbejdsopgaver lærere udfører i dette skoleår mhp. en fælles registrering af dette. Denne registrering indebærer at samtlige lærere og børnehaveklasselederes møde- og aktivitetsplaner skal registreres, således at der kan beregnes en omregningsfaktor for den samlede undervisningsopgave. Denne omregningsfaktor er interessant, da den bestemmer det maksimale årlige undervisningstal for den enkelte lærer og børnehaveklasseleder (det nærmere indhold af arbejdstidsaftalen er omtalt i Netop Nu fra oktober- november, som du kan finde på vores hjemmeside).
Der er selvfølgelig en snæver sammenhæng mellem en ny arbejdstidsaftale og en lønaftale. Hvordan Ballerup kommunes opsigelse af lønaftalen får indvirkning på en kommende arbejdstidsaftale er det ikke muligt at give et præcist bud på i dag.
Det er endnu heller ikke afklaret, hvordan arbejdstidsaftalen for lærere på Undervisningscenter Maglemosen skal være fremover. KL og DLF er netop blevet enige om, at arbejdstiden for voksenspecialskolelærerne ikke er omfattet af den samme aftale, som gælder for lærerne i folkeskolen. Dette finder vi dybt beklageligt, hvilket også er påpeget overfor ledelsen i DLF.
Følg situationen. Vi håber at have mere information til jer på møderne i næste uge og vil derefter orientere løbende.
En væsentlig ændring af lønaftalen og af arbejdstidsaftalen vil i givet fald være et tema på den kommende generalforsamling den 27. marts 2009.
Venlig hilsen og godt nytår! Kredsstyrelsen
Ballerup Lærerforening