DET DANSKE FILMINSTITUT
DET DANSKE FILMINSTITUT
VILKÅR FOR STØTTE TIL
DOKUMENTAR- FILM OG KORTE FIKTIONS- PROJEKTER
Gældende pr. 15. januar 2021
Vedtaget af Filminstituttets bestyrelse 10. december 2020 på grundlag af EU-kommissionens formelle godkendelse af støtteordningen 14. februar 2018.
Xxxxxxxxxxx 00
1123 København K
Tel 0000 0000
xxx.xx
Filmstøtte
P
Indhold
4. LANCERING OG DISTRIBUTION 5
5. VILKÅRSGRUNDLAG 8
1. FORMÅL
1.1
Det Danske Filminstitut (Filminstituttet) kan støtte udvikling, produktion, lancering og distribution af danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter. Filminstituttet kan desuden støtte danske producenters deltagelse i koproduktioner med udenlandsk hovedproducent (Minorfilm) inden for dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter.
1.2
Definitionen af dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter tager udgangspunkt i Filmlovens § 1 stk. 2 og omfatter filmiske projekter i form af, men ikke begrænset til, dokumentarfilm, dokumentarserier, korte fiktionsfilm (med en varighed på mindre end 75 minutter) samt fiktionsserier. Herunder også VR-produktioner inden for både dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter.
1.3
I tilknytning til en dokumentarfilm eller korte fiktionsprojekter kan Filminstituttet støtte tværmedielle projekter, der anvender samme univers til fortællinger i andre formater eller medier.
1.4
Formålet med Filminstituttets støtte er at sikre en kontinuerlig produktion og udbredelse af forskellige typer af film, således at det samlede udbud af danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter - i henseende til kunstnerisk kvalitet, kulturel betydning, mangfoldighed, volumen, og publikumsappel - fastholder og udvikler dansk filmkunst og filmkultur både nationalt og internationalt.
1.5
Filmstøtte bevilges under Konsulentordningen samt som støtte til lancering og distribution, jf. den til enhver tid gældende Filmlov og Filmaftale.
1.6
Støtten bevilges af Filminstituttets direktion.
2. UDVIKLINGSSTØTTE
2.1
Filminstituttet kan, efter forslag fra en filmkonsulent, yde støtte til udvikling af et filmprojekt.
2.2
Der kan ydes udviklingsstøtte, hvis det skønnes, at udvikling vil være af væsentlig betydning for at styrke projektet i kunstnerisk, økonomisk, produktions-, publikums- eller distributionsmæssig henseende.
2.3
Der kan ydes støtte til alle former for udviklingsomkostninger. Som eksempler herpå kan nævnes synopsis, idéoplæg, treatment, research, manuskriptskrivning, pilot, forproduktion, uopsættelige optagelser, finansieringsomkostninger, herunder erhvervelse af ydelser fra tredjemand, publikumsudvikling samt øvrige initiativer, der udvikler lanceringen og distributionen.
2.4
Formålet med udviklingsstøtte er at sikre, at projektet udvikles optimalt samt at danne grundlag for Filminstituttets stillingtagen til en eventuel senere ansøgning om produktionsstøtte til filmprojektet.
2.5 Ansøgning om udviklingsstøtte
2.5.1
Projekter, der søger om udviklingsstøtte, skal normalt have en instruktør og en producent tilknyttet, jf. dog pkt. 2.5.4.
2.5.2
Inden beslutning om indstilling til udviklingsstøtte træffes, udarbejder Filminstituttet en økonomisk og produktionsmæssig vurdering af projektet samt eventuelt en publikumsvurdering.
2.5.3
Ansøgning om udviklingsstøtte skal indeholde de dokumenter og bilag, som fremgår af den for støtteordningen til enhver tid gældende bilagsliste.
2.5.4
Udviklingsstøtte ydet til manuskriptudarbejdelse samt til research kan ydes til en forfatter, en instruktør, der selv udarbejder manuskript eller foretager tidlig research, en producent eller et team af sådanne.
Ved ansøgning skal aftaler om research, manuskript eller instruktion forelægges Filminstituttet.
2.5.5
Der udarbejdes ikke produktionsmæssig og økonomisk vurdering af projektet eller publikumsvurdering, når udviklingsstøtten udelukkende ydes til manuskriptudarbejdelse og/eller research.
2.5.6
Udviklingsstøtte til erhvervelse af rettigheder til et litterært forlæg eller option på sådanne rettigheder kan ydes til en manuskriptforfatter, instruktør eller producent, og støtten kan normalt højst udgøre 50 % af omkostningerne.
2.5.7
Ansøgningen om udviklingsstøtte til manuskript skal indeholde de dokumenter og bilag, som fremgår af den for støtteordningen til enhver tid gældende bilagsliste.2.5.8 Ansøgningen skal endvidere indeholde en forventet afleveringsdato samt oplysninger om, hvorvidt der eventuelt tidligere har været tilknyttet anden producent, andre forfattere og rettighedshavere. Det skal tillige oplyses, om projektet har modtaget eller ansøgt om anden finansiering til udviklingen.
3. PRODUKTIONSSTØTTE
3.1
Filminstituttet kan, efter forslag fra en filmkonsulent, yde støtte til produktion af danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter.
3.2
Inden beslutning om indstilling af produktionsstøtte træffes, udarbejder Filminstituttet en produktionsmæssig og økonomisk vurdering af projektet samt en publikumsvurdering af projektet.
3.3 Ansøgning om produktionsstøtte til film med dansk hovedproducent
3.3.1
Ansøgning om produktionsstøtte skal indeholde de dokumenter og bilag, som fremgår af den for støtteordningen til enhver tid gældende bilagsliste.
3.4 Minorfilm (koproduktioner med udenlandsk hovedproducent
3.4.1
Filminstituttet kan yde produktionsstøtte til udenlandske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter, hvor den danske producent, jf. ”Filminstituttets almindelige vilkår” pkt. 1.1.1 og 1.3.3, ikke er hovedproducent (Minorfilm). Filminstituttets støtte ydes som topfinansiering. Den danske producents andel af produktionsomkostningerne inkl. honorarer og lønudgifter til dansk kreativ og/eller teknisk deltagelse, Almindelige vilkårs pkt. 1.2 og pkt. 1.4, skal godkendes af Filminstituttet.
3.4.2
Støtte til Minorfilm med udenlandsk hovedproducent er betinget af, at det er en dansk producent, der ansøger om støtte, jf. Almindelige vilkår pkt. 1.1.1 og 1.3.3, at der er tale om dansk kreativ og/eller teknisk deltagelse i produktionen, jf. Almindelige vilkår pkt. 1.2 og 1.4, samt at der på ansøgningstidspunktet er indgået en distributionsaftale eller LOC om dansk biografdistribution, udsendelse i dansk tv eller anden landsdækkende distribution rettet mod et dansk publikum, samt at majorfinansieringen er bekræftet ved skriftlige aftaler.
3.4.3
Såfremt den/de indgåede og af Filminstituttet godkendte aftale/aftaler om dansk distribution bortfalder, og producenten ikke inden en af Filminstituttet meddelt frist indgår anden aftale/andre aftaler, som erstatter den/de bortfaldne, erhverver Filminstituttet, ud over de rettigheder til filmen som følger af øvrige vilkår i ”Filminstituttets almindelige vilkår” af 15. januar 2021 , automatisk og vederlagsfrit distributionsrettigheder til filmen som anført i ”Filminstituttets almindelige vilkår” af 15. januar 2021 pkt. 21.2.1
Filminstituttets rettighedserhvervelse som ovenfor beskrevet er ikke eksklusiv og gældende i en periode på 5 år regnet fra filmens verdenspremiere.
3.4.4
Ansøgning om produktionsstøtte til Minorfilm skal indeholde de dokumenter og bilag, som fremgår af den for støtteordningen til enhver tid gældende bilagsliste.
3.4.5
Der kan kun ansøges om støtte én gang til hvert projekt, medmindre Filminstituttet skønner, at projektet er ændret væsentligt.
3.4.6
Øvrige vilkår i nærværende støttevilkår finder tilsvarende anvendelse for Minorfilm, medmindre de er særligt fraveget.
4. LANCERING OG DISTRIBUTION
4.1
Filminstituttet kan yde støtte til lancering og distribution i Danmark af danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter. Herudover til udenlandske Minorfilm produktionsstøttet af Filminstituttet under Konsulentordningen.
I alle tilfælde skal forudsætningerne i Filminstituttets Almindelige vilkår pkt. 1 være opfyldt.
4.2
Formålet med lanceringsstøtten er at understøtte udbredelse i Danmark af nye danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter, at sikre flest mulige danskere nem adgang til filmene og projekterne samt at sikre bedst mulig udnyttelse af den enkelte films kulturelle og kommercielle potentiale.
4.3
Lanceringsstøtte kan ansøges af og ydes til filmens producent.
For minorfilm under 75 minutter kan lanceringsstøtte ansøges af og ydes til filmens danske minor koproducent.
4.4
Filminstituttet kan, efter skriftlig aftale med støttemodtager, godkende, at der helt eller delvist sker transport af den tildelte støtte til filmen distributør. Den tildelte støtte kan herefter, med frigørende virkning for Filminstituttet, udbetales direkte til filmens distributør.
Støttemodtager er, uanset sådan en aftale om transport af udbetalingerne, fuldt ud forpligtet af nærværende støttevilkår og øvrige fastsatte vilkår for den tildelte støtte, og støttemodtager bærer, herunder men ikke begrænset til, det fulde ansvar for distributørens anvendelse af de udbetalte støttemidler, i overensstemmelse med nærværende støttevilkår og øvrige fastsatte vilkår, samt for aflæggelse af regnskab for den tildelte støtte i overensstemmelse med nærværende vilkår.
4.5
Filminstituttets lanceringskonsulent skal senest samtidig med ansøgning om lanceringsstøtte have mulighed for et gennemsyn af filmen.
4.6
Ansøgning om lanceringsstøtte skal ske senest 2 måneder før dansk premiere.
Ansøgning om lanceringsstøtte til biograflancering skal dog ske senest tre måneder før filmens danske biografpremiere.
4.7
Støtte ydes samtidigt til filmens lancering i alle distributionsvinduer.
4.8
Såfremt der på ansøgningstidspunktet ikke er tilstrækkeligt grundlag for at ansøge om lanceringsstøtte til alle distributionsvinduer, kan der ansøges særskilt om lanceringsstøtte til disse, når forudsætningerne herfor er til stede.
4.9
Filminstituttet kan støtte udførelsen af film- og kampagnetest.
For at opnå støtte til udførelsen af film- og kampagnetests, er det et krav, at den leverandør, som udfører testen, har dokumenteret erfaring med udførelsen heraf, samt at Filminstituttet ubetinget opnår rettigheder og adgang til metode samt data fra testen.
Det er endvidere et krav, at filmtests, efter Filminstituttets vurdering, opfylder krav og kriterier fastsat i Filminstituttets til enhver tid gældende vejledning for filmtest.
De budgetterede omkostninger til udførelse af film- og kampagnetests, kan, efter forudgående aftale med Filminstituttet, indgå i lanceringsbudgettet.
4.10
Inden beslutning om eventuel indstilling til lanceringsstøtte kan træffes, skal følgende forudsætninger være opfyldt:
- Filmens lanceringsstrategi, kampagneelementer, budget, distributionsplan og premieredato skal af Filminstituttet vurderes at udnytte filmens potentiale i tilstrækkelig grad og i overensstemmelse med Filminstituttets støttekriterier for lancering
- Der skal være indgået aftaler om distribution af filmen hos de relevante, centrale aktører, f.eks. biografdistributør, tv-station, VOD-distributør, streamingtjenester eller andre samarbejdspartnere vedr. filmens distribution
Ved biograflancering gælder yderligere:
- Ansøger skal som udgangspunkt samarbejde med en distributør, som har dokumenteret erfaring med lancering og distribution af danske film til det danske biografmarked
- Filmens hovedplakat, hovedtrailer og endeligt pitch skal være i markedet senest to måneder før filmens danske biografpremiere
- Filminstituttet kan kræve, at ansøger sørger for test af f.eks. kampagneelementer, filmens primære målgruppe og/eller dennes vurdering af den færdigklippede film
- Data om filmen støttet eller indsamlet af Filminstituttet, f.eks. test, exit polls eller Filminstituttets Profilbasen, skal kunne offentliggøres senest fire måneder efter filmens danske biografpremiere. Det er et krav, at distributøren, i henhold til vilkårene i den indgåede biografdistributionsaftale, forpligter sig til at stille filmen, inklusiv en version af filmen med danske undertekster, til rådighed for alle biografer i Danmark, som ønsker at erhverve ret til forevisning af filmen på vilkår fastsat distributøren.
4.11
Inden der træffes beslutning om ændring af dato for filmens danske biografpremiere i henhold til støttetilsagnet, skal Filminstituttet skriftligt underrettes herom. Ændring af filmens danske biografpremieredato kan ikke ske uden forudgående skriftlig godkendelse af Filminstituttet.
4.12 Anden publikumsudvikling
4.12.1
Filminstituttet kan yde lanceringsstøtte til filmens publikumsudvikling.
Støtte til publikumsudvikling kan blandt andet ydes til initiativer, der afdækker filmens muligheder på markedet eller understøtter udviklingen af filmens lanceringsstrategi, publikumsrelation, målgruppedefinition, positionering mv.
4.12.2
Støtte til publikumsudvikling kan kun ydes til film, der har opnået forudgående støtte fra Konsulentordningen eller New Danish Screen.
4.13 Distributionsinitiativer
4.13.1
Filminstituttet kan yde projektstøtte til udvikling af nye eller videreudvikling af eksisterende distributionsinitiativer, der omfatter flere film.
4.13.2
Formålet med støtten er at fremme distribution og formidling af danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekter til et dansk publikum.
4.13.3
Ansøgningen skal redegøre for de overordnede aftalevilkår, som distributionsinitiativet indgår med filmenes danske producenter eller rettighedshavere. Aftalevilkårene skal forholde sig til parternes fordeling af eventuelle indtægter ved initiativet. Filminstituttet kan afvise at støtte et distributionsinitiativ, såfremt de overordnede aftalevilkår ikke findes rimelige.
4.13.4
Filminstituttet kan stille krav om at modtage evaluering og regnskab/kostrapport for en eventuel tidligere bevilget støtte til distributionsinitiativet, før en ny ansøgning om støtte til videreudvikling kan behandles.
4.13.5 Vurdering af ansøgningen
Filminstituttet lægger i sin vurdering af ansøgningen særligt vægt på et eller flere af følgende parametre:
- Danske dokumentarfilm og korte fiktionsprojekters forventede andel af initiativets samlede filmudbud
- Dansk publikums forventede andel af initiativets samlede publikum
- Målgruppe(r) og publikumspotentiale i Danmark
- Forretningskonceptet, herunder initiativets mulige kommercielle potentiale
- Graden af innovation og nytænkning
- Organisatorisk forankring og bæredygtighed, herunder samarbejdsaftaler
- Økonomien, herunder graden af øvrig medfinansiering
- Succeskriterier og måltal
- Kunstnerisk kvalitet
5. VILKÅRSGRUNDLAG
Filminstituttets ”Vilkår for støtte til Dokumentarfilmfilm og korte fiktionsprojekter” af
15. januar 2021 samt” Filminstituttets almindelige vilkår” af 1. september 2022 er gældende for enhver støtte bevilget i henhold nærværende støttevilkår.
Støttemodtager er forpligtet til at lade nærværende vilkår samt ”Filminstituttets almindelige vilkår” af 1. september 2022 indgå i alle kontrakter og aftaler vedrørende filmen, der omhandler forhold reguleret i disse vilkår, eller som i øvrigt har betydning
for Filminstituttets rettigheder efter vilkårene.
Nærværende ”Vilkår for støtte til Kort- og Dokumentarfilm ” af 15. januar 2021 er fastsat af Filminstituttets bestyrelse i henhold til gældende Filmlov, Bekendtgørelse om vedtægt for Filminstituttet, Filmaftale 2019-2023 og Filminstituttets vedtægter, og skal i overensstemmelse med EU-Kommissionens gældende praksis revideres senest 6 år efter støttevilkårenes ikrafttræden.
Vilkår for støtte til Dokumentarfilm og Korte fiktions projekter / gældende PR. XXXXXX