Bilag 1
Bilag 1
Opgavebeskrivelse - uddrag af udbudsmaterialet vedrørende Konsulentens opgaver
1.1.1 Opgaven
IT- og Telestyrelsen har til hensigt at indgå kontrakt med et konsulentfirma med henblik på bistand i forbindelse med udarbejdelsen af en LRAIC-model til beregning af omkostningerne i forbindelse med terminering af trafik i individuelle mobilnet.
Modellen skal være praktisk anvendelig og skal være et troværdigt værktøj til beregning af omkostninger og priser for terminering af trafik i individuelle mobilnet. Modellen skal afspejle forholdene på det danske marked, og der skal så vidt muligt opnås accept af modellen blandt parterne i udviklingsprocessen.
Opgaven med at bistå IT- og Telestyrelsen omfatter følgende områder:
I. Projektstyring. IT- og Telestyrelsen har opstillet en overordnet tidsplan for projektet. Den første opgave for den valgte tilbudsgiver bliver at foreslå en detaljeret tidsplan for modeludviklingsarbejdet, dvs. specifikation af milepæle m.v. Desuden skal den valgte tilbudsgiver foreslå, hvordan arbejdet skal organiseres samt igangsætte procedurer til at sikre kvaliteten.
II. Udarbejdelse af kriterier og retningslinier. Den valgte tilbudsgiver skal i samarbejde med IT- og Telestyrelsen udarbejde et modelnotat om, hvordan modellerne skal udarbejdes, dvs. definere modeldesignet og beskrive de væsentligste parametre i modellen. Den valgte tilbudsgiver skal også bistå IT- og Telestyrelsen med at opnå så bred accept af principperne blandt markedsdeltagerne som muligt og sikre, at kriterierne er forankret hos parterne i udviklingsprocessen.
III. Udarbejdelse af en LRAIC-model. Den valgte tilbudsgiver skal udvikle en model, der beregner omkostningerne ved at terminere trafik i individuelle mobilnet efter principperne i modelnotatet, og tilpasset til de enkelte mobilselskaber. I den forbindelse skal den valgte tilbudsgiver stå for en sammenligning med en eventuel top-down model som et selskab måtte have udarbejdet. Den valgte tilbudsgiver skal også bistå IT- og Telestyrelsen med at opnå så bred accept som muligt af modellen hos parterne i udviklingsprocessen.
IV. Modeldokumentation. Den valgte tilbudsgiver skal udarbejde en grundig dokumentation for de i modellen anvendte data, metoder, principper m.v. Modeldokumentationen skal være tilstrækkeligt omfattende til at parterne i udviklingsprocessen kan opnå en fuld indsigt i modellen.
V. Fastsættelse af priser for terminering af trafik i individuelle mobilnet baseret på LRAIC-modellen. Den valgte tilbudsgiver skal beskrive, hvordan modellen kan bruges til IT- og Telestyrelsens årlige fastsættelse af maksimale priser for terminering af trafik i individuelle mobilnet.
Det skal understreges, at ovennævnte liste over arbejdsopgaver alene nævner de opgaver, der på forhånd kan defineres. Hertil kommer, at det valgte konsulentfirma løbende vil skulle bistå og vejlede IT- og Telestyrelsen under processen.
Tilbudsgiver skal i sit tilbud beskrive et forslag til opgavens løsning, der skal omfatte projektstyring, projektplan, udarbejdelse af kriterier og retningslinier m.v.