BEGRUNDELSE
1. BAGGRUND FOR FORSLAGET
• Forslagets begrundelse og formål
Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau (i det følgende benævnt "aftalen") trådte i kraft den 15. april 2008. Aftalen forlænges stiltiende og er derfor stadig i kraft.
Den foregående gennemførelsesprotokol til aftalen, der havde en gyldighedsperiode på fem år, trådte i kraft den 15. juni 2019 og udløb den 14. juni 2024. Den 14. februar 2024 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger om en ny protokol (i det følgende benævnt "den nye protokol") til aftalen.
Kommissionen har i henhold til de relevante forhandlingsdirektiver1 ført forhandlinger med Guinea-Bissau om indgåelse af en ny protokol til gennemførelse af aftalen. Målet er at give EU-fartøjer adgang til Guinea-Bissaus fiskeriområde, således at de kan fiske efter demersale arter (krebsdyr, blæksprutter og fisk), små pelagiske arter samt tun og tilknyttede arter. Efter afslutningen af forhandlingerne blev der den 16. maj 2024 paraferet en ny tekst til gennemførelsesprotokollen. Den nye protokol omfatter en periode på fem år fra datoen for dens midlertidige anvendelse som fastsat i artikel 19.
Formålet med den nye protokol er at give EU-fartøjer fiskerimuligheder i fiskeriområderne i Guinea-Bissaus farvande i overensstemmelse med den videnskabelige rådgivning og henstillingerne fra Den Fælles Videnskabelige Komité og de kompetente regionale fiskeriforvaltningsorganisationer (RFFO'er), navnlig Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT). I den nye protokol fastsættes følgende fiskerimuligheder:
frysetrawlere til fiskeri efter fisk og blæksprutte: 3 500 BRT pr. år
frysetrawlere til rejefiskeri: 3 700 BRT pr. år
trawlere til fiskeri efter små pelagiske arter: 0 ton pr. år
28 notfartøjer med fryseanlæg til tunfiskeri og langlinefartøjer
13 stangfartøjer til tunfiskeri
samt hjælpefartøjer i overensstemmelse med de gældende ICCAT-resolutioner.
Fiskerimulighederne for små pelagiske arter udtrykkes som samlede tilladte fangstmængder (TAC) og fastsættes til 0 ton på grund af forbeholdene med hensyn til bestandenes tilstand og den ringe udnyttelse af disse fiskerimuligheder i den foregående protokol.
Formålet er desuden at styrke samarbejdet mellem Unionen og Guinea-Bissau og derved gennemføre partnerskabsrammen for aftalen med henblik på at udvikle en politik for bæredygtigt fiskeri og ansvarlig udnyttelse af fiskeressourcerne i Guinea-Bissaus farvande i begge parters interesse.
Det bør fastsættes, hvordan fiskerimulighederne skal fordeles mellem medlemsstaterne.
• Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Hovedformålet med den nye protokol til aftalen er at skabe en ajourført ramme, hvori der tages hensyn til prioriteterne i reformen af den fælles fiskeripolitik og dennes eksterne dimension. Dette vil bidrage til at videreføre og styrke det strategiske partnerskab mellem Den Europæiske Union og Guinea-Bissau.
Den nye protokol fastsætter fiskerimuligheder for EU-fartøjer. Den er baseret på den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning og henstillinger fra Den Fælles Videnskabelige Komité, ICCAT og CECAF. De forvaltningsforanstaltninger, der er vedtaget af ICCAT, er også indarbejdet i de relevante bestemmelser i den fælles fiskeripolitik, der gælder for ICCAT-området, navnlig bestemmelserne i forordningen om fiskerimuligheder0.
• Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Forhandlingerne om en ny protokol til aftalen indgår som led i EU's optræden udadtil over for landene i Afrika, Caribien og Stillehavet (ACS), og der tages i forbindelse hermed navnlig hensyn til Unionens målsætninger vedrørende respekt for de demokratiske principper og menneskerettighederne.
2. RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
• Retsgrundlag
Retsgrundlaget er artikel 43, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at Rådet på forslag af Kommissionen skal vedtage foranstaltninger om fordelingen af fiskerimuligheder.
• Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Forslaget henhører under Den Europæiske Unions enekompetence, jf. artikel 3, stk. 1, litra d), i TEUF. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.
• Proportionalitetsprincippet
Forslaget står i et rimeligt forhold til den målsætning om at etablere en retlig, miljømæssig, økonomisk og social forvaltningsramme for EU-fartøjers fiskeri i tredjelandsfarvande, der er fastsat i artikel 31 i forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik. Det er i overensstemmelse med nævnte bestemmelser og med de bestemmelser om finansiel bistand til tredjelande, der er fastsat i samme forordnings artikel 32.
3. RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
• Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Kommissionen tilrettelagde i 2023 en efterfølgende evaluering og en forudgående evaluering, som blev foretaget af en uafhængig konsulent0. På grundlag af denne evaluering foretog Kommissionen en efterfølgende evaluering af den nuværende gennemførelsesprotokol og en forudgående evaluering af mulighederne for det videre forløb. Konklusionerne i den efterfølgende evaluering og den forudgående evaluering er indeholdt i et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene0.
I den efterfølgende evaluering, der er indeholdt i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, konkluderer Kommissionen, at den nuværende gennemførelsesprotokol samlet set har været virkningsfuld med hensyn til opnåelsen af målene – med plads til forbedringer på nogle områder. I denne henseende er EU-fiskerflåden fortsat interesseret i at få adgang til Guinea-Bissaus fiskeriområder med henblik på indførelse af fangststrategier i henhold til en flerårig retlig ramme – idet der dog er et vist behov for tilpasning af fiskerimulighederne og EU-flådens udnyttelsesgrad. For så vidt angår sektorstøttedelen konkluderer Kommissionen, at sektorstøttemidlerne har bidraget til at i) styrke tilsynet med og kontrollen og overvågningen af fiskeriet og ii) forbedre havforvaltningen i Guinea-Bissau og regionen.
I den forudgående evaluering, der er indeholdt i arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, konkluderer Kommissionen, at forhandlingerne om en ny gennemførelsesprotokol – med visse tilpasninger – er i både Unionens og Guinea-Bissaus interesse. For så vidt angår Guinea-Bissau vil forhandlingerne om en ny gennemførelsesprotokol sikre et fortsat samarbejde med Unionen om at styrke havforvaltningen gennem de målrettede sektorstøttemidler i henhold til en flerårig ramme.
Det er vigtigt, at Unionen opretholder et instrument, der muliggør et tæt sektorsamarbejde med et land, der er en vigtig partner, både som leverandør af fiskevarer til Unionen og som aktør på den internationale scene, og som råder over fiskepladser, der er af interesse for EU-flåden.
• Høring af interessenter
Kommissionen har som led i ovennævnte evaluering hørt medlemsstaterne, repræsentanter for sektoren, internationale civilsamfundsorganisationer, fiskeriforvaltningen i Guinea-Bissau og repræsentanter for civilsamfundet i landet. Disse høringer viser, at det er i Unionens og Guinea-Bissaus interesse at opretholde et instrument, der muliggør et tæt sektorsamarbejde med flerårige finansieringsmuligheder for Guinea-Bissau. Hvad angår EU-rederne, er det i deres interesse at bevare adgangen til et vigtigt fiskeriområde i kraft af en fiskeriaftale.
• Indhentning og brug af ekspertbistand
Kommissionen har i overensstemmelse med artikel 31, stk. 10, i forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik gjort brug af en uafhængig konsulent til at udarbejde de efterfølgende og forudgående evalueringer.
4. VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget til forordning har ingen virkning for EU-budgettet.
5. ANDRE FORHOLD
• Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Denne procedure iværksættes sideløbende med procedurerne i forbindelse med forslaget til Rådets afgørelse om undertegnelse på Unionens vegne og midlertidig anvendelse af protokollen til gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau og Rådets afgørelse om indgåelse af protokollen. Denne forordning finder anvendelse, så snart det er muligt at fiske i henhold til aftalen, dvs. på datoen for den midlertidige anvendelse af protokollen.
2024/0162 (NLE)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om fordeling af fiskerimulighederne i henhold til protokollen
(2024-2029) om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem
Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau0 (i det følgende benævnt "aftalen") blev godkendt ved Rådets forordning (EF) nr. 241/20080 af 17. marts 2008, trådte i kraft den 15. april 2008, forlænges stiltiende og forbliver i kraft. Den tilhørende protokol om fastsættelse af fiskerimulighederne og den finansielle modydelse i henhold til aftalen udløb den 14. juni 2024.
(2) Den 14. februar 2024 vedtog Rådet en afgørelse0 om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med Republikken Guinea-Bissau (i det følgende benævnt "Guinea-Bissau") om indgåelse af en ny protokol til gennemførelse af aftalen.
(3) Kommissionen har på Den Europæiske Unions (i det følgende benævnt "Unionen") vegne ført forhandlinger om en ny protokol til gennemførelse af nævnte partnerskabsaftale (i det følgende benævnt "protokollen"). Forhandlingerne resulterede i parafering af protokollen den 16. maj 2024.
(4) Protokollen blev i overensstemmelse med Rådets afgørelse (EU) 2024/...0 undertegnet den […] med forbehold af dens indgåelse på et senere tidspunkt, og vil i overensstemmelse med protokollens artikel 19 finde midlertidig anvendelse fra dette tidspunkt.
(5) De fiskerimuligheder, der er fastsat i protokollen, og som er fastsat i overensstemmelse med den videnskabelige rådgivning og henstillingerne fra Den Fælles Videnskabelige Komité, og som er fastsat i overensstemmelse med de henstillinger og resolutioner, der er vedtaget af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet, bør fordeles mellem medlemsstaterne for hele protokollens anvendelsesperiode.
(6) Foranstaltningerne har hastende karakter grundet den økonomiske betydning af Unionens fiskeri i Guinea-Bissaus fiskeriområde og nødvendigheden af at begrænse afbrydelsen af dette fiskeri mest muligt. Protokollen finder derfor midlertidig anvendelse fra datoen for dens undertegnelse, således at EU-fartøjerne kan påbegynde fiskeriet hurtigst muligt. Denne forordning bør derfor finde anvendelse fra samme dato —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Fiskerimuligheder
De fiskerimuligheder, der fastsættes i protokollen om gennemførelse af fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau (i det følgende benævnt "protokollen"), fordeles mellem medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 2 og 3 i denne forordning i hele nævnte protokols anvendelsesperiode som fastsat herunder.
Artikel 2
Demersale arter
Fiskerimulighederne for demersale arter fordeles mellem medlemsstaterne som følger:
(a) frysetrawlere til rejefiskeri:
Spanien: 2 500 BRT
Grækenland: 140 BRT
Portugal: 1 060 BRT
(b) frysetrawlere til fiskeri efter fisk og blæksprutte:
Spanien: 2 900 BRT
Grækenland: 225 BRT
Italien: 375 BRT
Artikel 3
Stærkt vandrende arter
Fiskerimulighederne for stærkt vandrende arter som fastsat i protokollens artikel 4, litra b), fordeles som følger:
(a) notfartøjer med fryseanlæg til tunfiskeri og langlinefartøjer med flydeline:
Spanien: 14 fartøjer
Frankrig 12 fartøjer
Portugal: 2 fartøjer
(b) stangfartøjer til tunfiskeri:
Spanien: 10 fartøjer
Frankrig 3 fartøjer.
Artikel 4
Ikrafttrædelse
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra [datoen for undertegnelsen af protokollen indsættes her].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Rådets vegne
[…]
Formand
1Rådets afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger på Den Europæiske Unions vegne med Republikken Guinea-Bissau om indgåelse af en gennemførelsesprotokol til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Guinea-Bissau (Ref. 6007/24 + ADD 1, godkendt af Coreper 1, den 14.2.2024): xxxxx://xxxx.xxxxxxxxx.xxxxxx.xx/xxx/xxxxxxxx/XX-0000-0000-XXXX/xx/xxx.
0EUT L 28 af 31.1.2023, s. 1. Se afsnit 3 og bilag I D.
0Europa-Kommissionen, Generaldirektoratet for Maritime Anliggender og Fiskeri, POSEIDON "Évaluation rétrospective et prospective du protocole de mise en œuvre de l’accord de partenariat dans le domaine de la pêche entre l’Union européenne et la République de Guinée-Bissau – Rapport final", Den Europæiske Unions Publikationskontor, 2023, xxxxx://xxxx.xxxxxx.xx/xxx/00.0000/000000.
0Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene "Evaluation to the Protocol to the Fisheries Partnership Agreement between the European Union and Guinea-Bissau", xxxxx://xxx-xxx.xxxxxx.xx/xxxxx-xxxxxxx/XX/XXX/?xxxxXXXXX:00000XX0000.
0EUT L 342 af 27.12.2007, s. 5.
0Rådets forordning (EF) nr. 241/2008 af 17. marts 2008 om indgåelse af en fiskeripartnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Guinea-Bissau (EUT L 75 af 18.3.2008, s. 49).
0Rådets afgørelse (EU) om bemyndigelse til at indlede forhandlinger på Den Europæiske Unions vegne med Republikken Guinea-Bissau om indgåelse af en gennemførelsesprotokol til fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Guinea-Bissau (Ref. 6007/24 + ADD 1, godkendt af Coreper 1, den 14.2.2024): xxxxx://xxxx.xxxxxxxxx.xxxxxx.xx/xxx/xxxxxxxx/XX-0000-0000-XXXX/xx/xxx.
0Rådets afgørelse (EU) 2024/… af … 2024 om … (EUT C […] af […], s. […]).
DA DA