PROFESSIONEL ANSVARSFORSIKRING
PROFESSIONEL ANSVARSFORSIKRING
Almindelige forsikringsbetingelser MI-11-01, version 2
i tilslutning til gældende lov om forsikringsaftaler
1.0 Sikrede
1.1 Sikrede under forsikringen er:
(i) koncernen
(ii) enhver tidligere, nuværende og fremtidig partner, direktør eller ansat hos koncernen under deres udførelse af arbejde for denne, samt
(iii) vikarer, midlertidig lejet arbejdskraft, når disse ved kontrakt er eller har været engageret af koncernen, betinget af, at kontrakten giver koncernen instruktionsbeføjelse og direkte tilsyn, samt
(iv) sikredes bo eller arvinger ved død, umyndiggørelse, konkurs eller insolvens af sikrede under (i), (ii) og (iii) ovenfor
(v) Forsikringen omfatter sikredes hæftelsesansvar for underleverandørens arbejde udført for sikrede som følge af professionelle ydelser leveret på vegne af de i pkt.
1.1 (i)-(iv) ovenfor, men dækker ikke underleverandørens selvstændige ansvar.
Det er en forudsætning for denne udvidelse, at sikrede indgår skriftlig aftale med underrådgiver om, at denne har etableret tilstrækkelig professionel ansvarsforsikring.
Forsikringsselskabet bibeholder retten til regres mod underleverandøren.
1.2 Som koncernen anses forsikringstageren og dennes datterselskaber, hvorved forstås selskaber og virksomheder, hvori forsikringstageren direkte eller indirekte:
(i) besidder mere end halvdelen af aktiekapitalen, eller
(ii) besidder flertallet af stemmerettighederne, eller
(iii) har ret til at udpege flertallet af bestyrelsesmedlemmerne, eller
(iv) ved vedtægt eller aftale i øvrigt har kontrol over selskabet, og som er 100% konsolideret ind i forsikringstagerens koncernregnskab, eller
(iv) på grundlag af aftale med andre aktionærer råder over flertallet af stemmerettighederne, og som er 100% konsolideret ind i forsikringstagerens koncernregnskab samt
(vi) øvrige selskaber eller virksomheder noteret i policen.
1.3 Forsikringen er udvidet til automatisk at omfatte datterselskaber, som forsikringstageren stifter eller opkøber efter ikrafttrædelsen af forsikringen, betinget af:
(i) at det stiftede eller opkøbte datterselskabs omsætning ikke overstiger 5% af koncernens konsoliderede omsætning på tidspunktet for forsikringens ikrafttræden, eller DKK 10.000.000, og
(ii) at det stiftede eller opkøbte datterselskabs udbudte serviceydelser i det væsentligste ikke adskiller sig fra koncernens, og
(iii) det stiftede eller opkøbte datterselskab ingen aktiviteter har – hverken direkte eller indirekte - i USA og/eller Canada
1.4 Dækningen for datterselskaber gælder alene for krav, der støttes på handlinger eller undladelser begået i det tidsrum, hvor selskabet eller virksomheden er et datterselskab i koncernen.
2.0 Forsikringens omfang
2.1 Forsikringen betaler på vegne af sikrede ethvert krav om erstatning som følge af formuetab, påført tredjemand ved en faktisk eller påstået uagtsom handling eller undladelse, begået af sikrede i forbindelse med dennes rådgivning og tjenesteydelser, som beskrevet i det udfyldte spørgeskema samt øvrige risikooplysninger leveret af sikrede.
2.2 Erstatningskrav som følge af formuetab skal betyde:
(i) ethvert krav eller retsskridt mod sikrede med påstand om erstatning for formuetab, og
(ii) enhver skriftlig meddelelse om, at nogen har til hensigt at holde sikrede ansvarlig for et formuetab.
2.3 Forsikringsselskabet betaler på vegne af sikrede sagsomkostninger i henhold til punkt 7.3, og forsikringsselskabet har såvel en ret som en pligt til at bistå sikrede med hensyn til krav, som følge af en faktisk eller påstået uagtsom handling eller undladelse, også hvor et krav mod sikrede er ubegrundet
3.0 Udvidelser
3.1 Forsikringens øvrige vilkår og undtagelser gælder for nedenstående udvidelser i den udstrækning, de ikke specifikt er fraveget.
3.2 Tab af dokumenter.
3.2.1 Forsikringen er udvidet til at skadesløsholde sikrede for erstatningsansvar for tab eller beskadigelse af dokumenter herunder data som sikrede er ansvarlig for, fordi de er eller menes at være overdraget sikrede til varetægt, eller som sikrede har betroet tredjemand som led i sikredes normale virksomhed. Dækningen omfatter alle beløb for hvilke sikrede er erstatningsansvarlig, samt alle rimelige omkostninger for sikrede til reproduktion eller genetablering af dokumenter, og er betinget af at:
(i) forsvundne eller forlagte dokumenter har været eftersøgt af sikrede, og
(ii) tabet eller skaden ikke skyldes borgerkrig, revolution eller borgerlige optøjer, og
(iii) tabet eller skaden ikke skyldes slitage, gradvis forringelse, møl eller andre skadedyr.
3.2.2 Dækningen under denne udvidelse ydes med en undersum på DKK 1.000.000 som en del af forsikringssummen, og der beregnes ingen selvrisiko for denne dækning.
3.2.3 Dokumenter skal betyde enhver form for aftaler, tegninger, planer, optegnelser, bøger, breve, notater, certifikater, computerudskrifter og elektronisk lagrede data, men ikke pengesedler, værdipapirer og negotiable dokumenter.
3.3 Omkostninger ved retsmøde.
Forsikringen er udvidet til at dække omkostninger med et maksimum nævnt nedenfor som sikrede pådrager sig ved retsmøder, hvor koncernens partnere, direktører eller øvrige ansatte skal afgive vidneforklaring i forbindelse med et dækningsberettiget krav anmeldt under denne forsikring:
(i) Partnere, direktører eller afdelingschefer: DKK 3.000,00 pr. dag.
(ii) Øvrige ansatte: DKK 1.500,00 pr. dag.
3.3.2 Dækning under denne udvidelse ydes i tillæg til forsikringssummen.
3.4 Ansattes strafbare handlinger eller undladelser.
3.4.1 Forsikringen er udvidet til at dække sikredes erstatningsansvar ved krav som følge af formueskade påført tredjemand ved strafbare handlinger eller undladelser begået af koncernens ansatte.
3.4.2 Denne udvidelse yder ingen dækning for
(i) gerningsmanden bag den strafbare handling eller undladelse,
(ii) krav som følge af strafbare handlinger eller undladelser begået af en direktør.
3.5 Injurier og ærekrænkelser.
Forsikringen er udvidet til at dække sikredes erstatningsansvar for formuetab påført tredjemand som følge af injurier, bagvaskelse og ærekrænkelse fremsat af sikrede i uagtsomhed.
3.6 Udvidet anmeldelsesperiode: Krav rejst efter forsikringsperiodens udløb.
3.6.1 I tilfælde af, at selskabet nægter at forny forsikringen eller opsiger denne med anden begrundelse end manglende præmiebetaling, er koncernen, under forudsætning af at denne ikke fornyer, placerer eller tegner en forsikring, der omfatter professionelt ansvar eller lignende dækning andet steds, berettiget til mod betaling af en præmie svarende til 75 % af det foregående års præmie at tegne en udvidet anmeldelsesperiode, hvilket indebærer, at krav, der rejses i indtil 1 år efter forsikringens ophør, og som vedrører ansvarspådragende handlinger eller undladelser begået før forsikringens ophør, er dækket på de vilkår, der i øvrigt fremgår af policen og nærværende forsikringsbetingelser.
3.6.2 Koncernen skal senest 14 dage efter selskabets opsigelse eller nægtelse af fornyelse give skriftlig meddelelse til forsikringsselskabet, såfremt koncernen ønsker at tegne en udvidet anmeldelsesperiode, og præmien herfor skal betales inden for 30 dage efter opsigelse eller nægtelse af fornyelse.
3.6.3 Krav vedrørende handlinger og undladelser, som anmeldes senere end 3 måneder efter udløbet af den udvidede anmeldelsesperiode, dækkes ikke.
3.6.4 Forlængelsen, givet ved den udvidede anmeldelsesperiode, medfører ingen fornyet eller forhøjet forsikringssum under forsikringen.
3.7. Immaterielle rettigheder.
3.7.1 Forsikringen er udvidet til at betale på vegne af sikrede ethvert krav om erstatning som følge af en krænkelse af immaterielle rettigheder eller fortrolig information, herunder varemærker, billedmærker, lydmærker, grafik, ophavsrettigheder m.v., såfremt en sådan krænkelse er sket uagtsomt.
3.7.2 Denne udvidelse yder dog ingen dækning for krav, der rejses på baggrund af en faktisk eller påstået krænkelse af patentrettigheder.
4.0 Geografisk område
Forsikringen dækker krav, der rejses inden for det i policen angivne geografiske område idet det tillige er en betingelse, at kravet rejses i henhold til gældende ret i et land beliggende indenfor det i policen angivne geografiske område.
5.0 Forsikringstid
5.1 Forsikringen dækker erstatningskrav, som rejses første gang mod sikrede i forsikringstiden.
5.2 Et erstatningskrav anses som rejst på det tidligste af ét af følgende tidspunkter:
(i) Det tidspunkt, hvor sikrede modtager første skriftlige henvendelse med krav om erstatning i anledning af en skade eller et formuetab.
(ii) Det tidspunkt, hvor sikrede får sin første viden om,
a. at der er indtrådt en skade eller lidt et formuetab, eller
b. at der er en risiko for, at der vil indtræde en skade eller tab.
5.3 Erstatningskrav, som er rejst mod sikrede i forsikringsperioden, men som anmeldes til selskabet mere end 6 måneder efter forsikringen ophør, dækkes ikke.
5.4 Forsikringen dækker ikke krav, der skyldes handlinger eller undladelser, som er foretaget før den i policen anførte retroaktive dato.
6.0 Undtagelser
Forsikringen dækker ikke krav der skyldes;
6.1 strafbare handlinger, begået af sikrede. Denne undtagelse skal ikke finde anvendelse ved krav omfattet af udvidelse 3.4.
6.2 skade eller tab forårsaget af sikredes eller dennes personales forsætlige eller groft uagtsomme adfærd, eller krav der kan henføres til, at sikrede har søgt at opnå en uberettiget vinding.
6.3 bøder, herunder punitive og exemplary damages, skatter og stempelafgift.
6.4 krav vedrørende formuetab lidt af nogen fysisk eller juridisk person:
(i) som ejes eller kontrolleres af en sikret, eller
(ii) som ejer eller kontrollerer en sikret, eller
(iii) som er forbundet med en sikret gennem fælles kontrol eller ejerforhold.
6.5 sikredes ydelser på vegne af en anden juridisk person, og i dennes navn, som led i et joint venture eller lignende, medmindre forsikringsselskabet ved policetillæg har medforsikret denne fysiske eller juridiske person.
6.6 noget krav som følger brud på koncernens forpligtelser som arbejdsgiver.
6.7 computer virus og manglende forebyggelse af uautoriseret indtrængen i, eller brug af, computersystemer eller computerprogrammer, hvad enten der er tale om sikredes egne systemer, eller systemer, hvorom sikrede har rådgivet.
6.8 person- og tingsskade, medmindre sådan skade er et direkte resultat af sikredes professionelle ydelse.
6.9 at sikrede har påtaget sig et ansvar, der ligger udover sikredes almindelige erstatningsansvar i henhold til gældende ret herunder krav som alene støtter sig på, at sikrede har påtaget sig forpligtelser, der er videregående, end hvad der efter almindelige erstatningsregler er gældende for virksomhed af den pågældende art. Tilsvarende gælder for tilsagn om betaling af erstatning, der overstiger den, der skulle have været erlagt, dersom pågældende tilsagn ikke var givet.
6.10 faktiske eller påståede forhold, der har været eller burde være anmeldt til tidligere forsikringsgiver som omstændigheder, der kunne give anledning til krav.
6.11 afgivelse af nogen udtrykkelig garanti eller indeståelse, herunder for finansielt afkast eller udfaldet af nogen form for investeringer.
6.12. mangler ved eller forsinkelse af sikredes ydelse, kontraktansvar, samt krav om tilbagebetaling af honorar eller vederlag.
6.13 fejlagtige omkostningsestimater, overslag på pris, indikationer omkring forventet honorarbetaling og lignende afgivet af sikrede, eller nogen for hvem sikrede er ansvarlig, i relation til den forventede pris for sikredes rådgivning og tjenesteydelser.
6.14 koncernens eller anden sikredes konkurs- eller akkordbehandling eller anmeldelse af betalingsstandsning samt betaling eller manglende betaling af sikredes varegæld.
6.15 Forurening af nogen art, herunder formuetab, som direkte eller indirekte er en følge af forurening.
6.16 Forsikringstagerens egne tab som følge af, at denne er kontraktligt forpligtet til at gøre en mangelfuld ydelse mangelfri (mangelsafhjælpning).
6.17 Krav vedrørende tab eller skade påført personer eller virksomheder, som gennem økonomisk eller anden interesse har mulighed for indflydelse på sikredes dispositioner, eller i forbindelse med hvilke sikrede har økonomisk eller anden interesse, samt tab eller skade påført personer som er nærstående i forhold til sikrede.
6.18 Krav vedrørende driftstab, avancetab eller andre indirekte tab.
6.19 Krav vedrørende forsinkelse af sikredes ydelse - herunder bod som følge af overskridelse af tidsfrister.
Denne undtagelse gælder ikke krav vedrørende tredjemands forsinkelse som følge af mangler ved sikredes ydelser.
6.20 Denne forsikring dækker ikke erstatningskrav vedrørende ting- og/eller personskader og/eller formuetab, der direkte eller indirekte er forårsaget af, er en følge af eller på anden måde skyldes asbest/asbestose eller materialer indeholdende asbest uanset formen eller mængden heraf.
6.21 Policen dækker ikke krav, der direkte eller indirekte er forårsaget af elektromagnetisk stråling.
Elektromagnetisk stråling defineres som:
(i) ethvert elektrisk felt, magnetisk felt, elektromagnetisk felt
(ii) stråling forårsaget af enhver elektrisk strøm, uanset hvordan denne er genereret
(iii) radiofrekvens- eller mikrobølge stråling
6.22 Denne forsikring dækker ikke skade og/eller tab som er direkte eller indirekte relateret til krig, krigslignende situationer, revolution, oprør, civile optøjer, terrorisme eller lignende alvorlige forstyrrelser af freden.
Terrorisme defineres som ulovlige handlinger rettet mod offentligheden – f.eks. en voldelig handling eller farlig udbredelse af biologiske eller kemiske stoffer, som sker med det formål at påvirke politiske, religiøse eller andre ideologiske organer eller for at sprede frygt.
7.0 Forsikringssum
7.1 Den på policens anførte dækningssum udgør forsikringsselskabets maksimale forpligtelse for alle erstatningskrav, som er rejst inden for det enkelte forsikringsår.
7.2 Renter af forsikringsydelsen erstattes dog, selvom dækningssummen derved overskrides.
7.3 Omkostninger til erstatningsspørgsmålets afgørelse, der pådrages med selskabets godkendelse, dækkes med indtil 25 % af den på policens forside anførte dækningssum, selvom dækningssummen derved overskrides.
Dog gælder omkostninger til erstatningsspørgsmålets afgørelse, der pådrages med selskabets godkendelse, relateret til krav rejst eller retsskridt taget mod sikrede udenfor Europa eller krav baseret på disse landes retsregler, dækkes omkostninger til
erstatningsspørgsmålets afgørelse, der pådrages med selskabets godkendelse, indenfor den på policens forside anførte dækningssum.
7.4 Er dækningssummen mindre end et rejst erstatningskrav, dækkes alene de omkostninger der står i forhold til den på policen anførte dækningssum, dog således at eventuelt tilkendte sagsomkostninger fragår den del af omkostningerne som sikrede efter det ovenstående selv hæfter for.
7.5 Er dækningssummen mindre end idømte erstatningsbeløb, dækkes dog alene den forholdsmæssige del af omkostninger og renter, beregnet som forholdet mellem det erstatningsbeløb, som selskabet skal betale, og den samlede idømte erstatning. Tilsvarende gælder ved forlig og voldgiftskendelser.
8.0 Moms (merværdiafgift)
8.1 Merværdiafgift i henhold til lovbekendtgørelse nr. 140 af 26. februar 1992 - eller senere lovbekendtgørelser der træder i stedet for eller ændrer denne - bæres af sikrede i det omfang, denne kan fratrække dette i sit momsregnskab overfor Skat.
9.0 Selvrisiko
9.1 Den på policen anførte selvrisiko gælder for ethvert krav anmeldt under nærværende forsikringsaftale.
9.2 Selskabet deltager ikke i behandling af krav, der ikke overstiger selvrisikoen, og sikrede bærer således selv alle omkostninger, renter mv. i denne forbindelse.
9.3 Såfremt kravet overstiger selvrisikoen, beregnes der ikke selvrisiko af omkostninger til erstatningsspørgsmålets afgørelse.
10.0 Serieskader
10.1 Et erstatningskrav der efter pkt. 5.0 er rejst mod sikrede i anledning af flere skader eller tab forårsaget af samme ansvarspådragende forhold, betragtes som én forsikringsbegivenhed (serieskadekrav).
10.2 Serieskadekravet anses for rejst på det tidspunkt, hvor det første krav i serien rejses, jf. pkt. 5.0. Såfremt først krav i serien er rejst før denne forsikrings ikrafttræden eller
efter denne forsikrings ophør, er ingen del af serieskaden dækket under denne police.
10.3 Vedrører serieskadekravet uagtsomme forhold udvist før forsikringens ikrafttræden, er dette alene omfattet af denne forsikring, i det omfang policen er udvidet til at dække krav vedrørende uagtsomme forhold udvist før forsikringens ikrafttræden.
Krav i en serie, der anmeldes mere end 6 måneder efter forsikringens ophør, dækkes ikke.
11.0 Forhold ved skadetilfælde
11.1 Så snart sikrede får viden om eller må formode, at der vil blive rejst erstatningskrav imod ham, skal han straks give selskabet skriftlig meddelelse herom, og herefter overlade selskabet eller dettes advokat at varetage hans interesser i enhver henseende.
11.2 Anerkendelse af erstatningspligt og godkendelse af erstatningskrav må kun ske med forsikringsselskabets samtykke, og Forsikringsselskabet har ret til at overtage og føre Xxxxxxxx sag også i relation til indgåelse af forlig, således at det er Forsikringsselskabet, der træffer bestemmelse om sagens behandling.
11.3 Såfremt der opstår uenighed mellem Sikrede og Forsikringsselskabet omkring, hvorvidt et krav mod de sikrede skal bestrides overfor sagsøger, skal Forsikringsselskabet ikke være forpligtet til at bestride kravet, medmindre en opmand vurderer, at der er rimelig sandsynlighed for at få medhold i sagen eller for at begrænse erstatningsbeløbet til et beløb mindre end størrelsen af et muligt forlig. Opmanden udpeges efter nærmere aftale mellem Sikrede og Forsikringsselskabet, og omkostningerne til denne opmand bæres af Sikrede.
11.4 Forsikringsselskabet har på ethvert tidspunkt efter anmeldelsen af et krav ret til at foretage en betaling af forsikringssummen til dækning af dette krav. Forsikringsselskabet skal herefter være fri for alt ansvar i relation til sådant krav, herunder pligten til at betale forsvarsomkostninger samt til at forsvare Sikrede.
11.5 Sikrede er forpligtet til at yde enhver bistand til sagens oplysning og afslutning.
11.6 Rettighederne under denne forsikring kan ikke af Xxxxxxx overdrages til tredjemand uden Forsikringsselskabets skriftlige godkendelse.
12.0 Anden forsikring for samme interesse
12.1 I det omfang, der er tegnet speciel forsikring for en interesse der i øvrigt måtte være omfattet af denne forsikring, bortfalder dækningen for denne interesse.
12.2 Er det fastsat i anden forsikringsaftale, som dækker samme interesse, at ansvaret falder bort eller indskrænkes, hvis forsikring er eller bliver tegnet andet steds, gælder nærværende forsikring med samme forbehold.
13.0 Risikoforandringer
13.1 Såfremt der indtræder ændringer i den i policen anførte aktivitet eller risiko, skal dette uden ophold anmeldes til Forsikringsselskabet, som da træffer bestemmelse om, hvorvidt og på hvilke vilkår, herunder til hvilken præmie forsikringen kan fortsætte.
13.2 Er sådan anmeldelse ikke sket, hæfter Forsikringsselskabet i skadetilfælde kun på de vilkår og i det omfang, i hvilket det mod den aftalte præmie ville have fortsat forsikringen, hvis forandringen havde været det bekendt.
14.0 Præmien
14.1 Første præmie forfalder til betaling ved forsikringens ikrafttræden og senere præmier til de anførte forfaldsdage.
14.2 Påkrav om betaling sendes til den af Forsikringstagen opgivne betalingsadresse.
14.3 Betales præmien ikke efter første påkrav, sender Forsikringsselskabet en fornyet skriftlig påmindelse om præmiebetalingen. Denne påmindelse vil indeholde oplysning om retsvirkningen af, at præmiebetalingen ikke er sket ved udløbet af den i påmindelsen anførte frist.
14.4 En sådan påmindelse fremsendes tidligst 14 dage efter første påkrav. For så vidt betaling ikke finder sted inden 14 dage efter påmindelsen, bortfalder Forsikringsselskabets dækningspligt.
14.5 Har Forsikringsselskabet udsendt en sådan påmindelse, er Forsikringsselskabet berettiget til at opkræve et ekspeditionsgebyr.
15.0 Forsikringens opsigelse og fornyelse
15.1 Forsikringen kan af hver af parterne opsiges skriftligt med 1 måneds varsel til hovedforfald.
15.2 Efter anmeldt skade kan såvel forsikringstageren som selskabet i indtil 14 dage efter erstatningens betaling eller skadens afvisning skriftligt opsige forsikringen med 14 dages varsel.
15.3 Opsiges forsikringen ikke, fornyes den automatisk for ét år ad gangen. Fornyelsen sker på uændrede betingelser og til uændret præmie, jf. dog pkt. 14.3, medmindre et af følgende forhold foreligger inden 30 dage forud for datoen for hovedforfald:
(i) Der er indtrådt ændringer i den i policen eller begæringen anførte risiko,
(ii) der er anmeldt væsentlige krav eller omstændigheder som kan føre til væsentlige krav under policen,
(iii) der er sket ændring i et lovgrundlag, som forhindrer Forsikringsselskabet i at fortsætte policen på de aftalte betingelser, vilkår og præmie,
(iv) der er ikke betalt præmie, eller
(iii) Forsikringstageren har registreret eller stiftet juridisk enhed i USA eller nogen stat, territorium eller besiddelse herunder, eller er begyndt at eksportere hertil.
Præmien reguleres ikke bagud for den forgangne periode.
16.0 Værneting og lovvalg
Tvist vedrørende denne forsikringsaftale afgøres efter dansk ret ved danske domstol. Som værneting for tvister vælges Københavns Byret eller Østre Landsret.
København, november 2011 Nassau