KAPITEL 11
KAPITEL 11
Erstatning i og uden for kontraktsforhold
1. Kontraktskrav og deliktskrav
En kontrakt pålægger parterne særlige pligter, dvs. pligter, som ikke følger allerede af almindelige regler om at udvise en lovlig og forsvarlig adfærd. Skader, der opstår ved krænkelse af kontraktlige pligter, kan efter omstæn- dighederne kræves erstattet af medkontrahenten. Der er forskel mellem er- statningskrav, der opstår som følge af, at en part misligholder en forpligtelse, som han har påtaget sig ved et løfte til eller en aftale med en anden part, og erstatningskrav, der opstår som følge af brud på almene retlige normer, der er gældende for alle eller for en bestemt gruppe, f.eks. politimænd eller brand- mænd. Opdelingen af erstatningsretten i kontraktsret og deliktsret har en væsentlig fremstillingsmæssig og pædagogisk funktion, fordi delingen (kvali- fikationen) har betydning både for erstatningsreglernes indhold og for deres anvendelsesområde.1 Sondringen mellem delikts- og kontraktskrav er almin- delig benyttet bl.a. i aftaler om ansvarsforsikring. Ansvarsforsikring dækker i almindelighed kun ansvar uden for kontraktsforhold. Der kan ikke fastsættes præmier ud fra en beregning af risikoen ved en virksomheds kontraktsansvar på grundlag af almen erfaring eller vurdering.2 Sondringen er også anvendt i nogle regler om emner uden for obligationsretten, hvor en grundlæggende sondring er nødvendig.3
Opdelingen af erstatningsretten i en erstatningsret i kontraktsforhold og en
erstatningsret uden for kontraktsforhold (deliktsret) har længe været kendt og brugt både i Danmark og i andre lande. Sondringen mellem kontraktskrav og deliktskrav benyttes som en grundlæggende systematisk inddeling af retssy-
1. Jf. nedenfor i afsnit 2-7.
2. Jf. nedenfor i afsnit 8.
3. Jf. nedenfor i afsnit 9 og 10 om procesregler og international privatret.
203
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
stemet både i lande, hvis ret bygger på romerret (responsabilité contractuelle og responsabilité délictuelle) og på den engelske common law (contract og tort).
Se om moderne ret Gomard: Erstatningsregler s. 9 ff. og om rådgivningsansvar Langsted: Rådgivning I s. 129 ff. DCFR sondrer grundlæggende imellem kontraktuelle og ikke- kontraktuelle forpligtelser, der behandles i bog II hhv. VI. Bestemmelser, der er fælles for forpligtelser, uanset om de har den ene eller den anden oprindelse, findes i bog III (således f.eks. om opfyldelse, flerhed af kreditorer eller debitorer, personskifte i skyldforhold, modregning og forældelse). PECL og UPICC har kun direkte sigte på kontrakter, men indeholder også regler om f.eks. personskifte og modregning. Om sondringen mellem kontrakt og delikt i Institutiones III.13 henvises til Kaser/Knütel: Römisches Privatrecht
s. 208 f. En interessant sammenligning af erstatning i og uden for kontrakt gives af Arn- holm i TfR 1941 s. 496 ff. Se også Hakulinen: Obligationsrätt I s. 220 ff.
En nogenlunde klar og operationel opdeling mellem kontrakts- og deliktsret vanskelig- eller umuliggøres, i det omfang der anerkendes en almindelig regel om, at en senere erhverver (C) kan rejse krav, der grundlæggende er kontraktskrav, ikke blot mod sin egen medkontrahent (B), men også mod et tidligere led i omsætningskæden (A). Direkte krav – eller springende regres – har længe haft lovhjemmel, når kravet hviler på en veksel eller check, og har længe været anerkendt, når kravet er begrundet i produktansvar. Bortset her- fra har det været den almindelige regel, at en kontrahent kun kan rejse kon- traktskrav mod sin medkontrahent, jf. princippet i KMSL § 56, stk. 1.
Grundsætningen om, at kontrakter i almindelighed kun har virkning for parterne (kontrak- ters relativitet), er behandlet af Gomard: Introduktion til obligationsretten s. 76 ff., Xxxx Xxxxxxx: Kontrakters relativitet s. 31 ff., Xxxxx Xxxxxxxxxxxx: Direktkrav s. 121 ff. og Amund Bjøranger Tørum: Direktekrav s. 46 ff. Adgangen for en kontrahent til efter om- stændighederne at rejse et direkte krav mod tidligere led i en omsætningskæde er omtalt i 1. del s. 220 ff. Ansvar for medvirken til kontraktsbrud og for krænkelse af kontraktsforhold mellem andre i øvrigt er omtalt nedenfor i afsnit 6. Se om forholdet mellem kontrakts- og deliktskrav også Amund Bjøranger Tørum i Forhandlingerne ved Det 41. Nordiske Jurist- møde s. 251 ff. og Xxxxxxx Xxxxxxx l.c. s. 279 ff. Den norske købelov indeholder i § 84 en regel om direkte mangelskrav mod tidligere led i omsætningskæden.
2. Værnede interesser og lovbestemte enerettigheder (immate- rialrettigheder)
Parterne tilsigter ved indgåelse af en kontrakt, at denne skal opfyldes, og den interesse, der skal værnes, er derfor interessen i kontraktens positive opfyl- delse. Reglerne om delikt tilsigter først og fremmest at værne skadelidtes
204
2. Værnede interesser og lovbestemte enerettigheder
såkaldte integritetsinteresse (interessen i at forblive urørt, dvs. ikke at blive udsat for skadegørende handlinger). Den almindelige erstatningsregel beskyt- ter goder som liv, helbred, ejendom og indtjeningsmuligheder.
Oprindelig værnede den almindelige erstatningsregel kun skadelidte mod fysiske skader forvoldt ved fysiske midler. I dag spiller retten til erstatning en meget stor rolle i en række andre sammenhænge, f.eks. ved overtrædelser af konkurrence- eller markedsføringslovgivningen.
Retten til erstatning er bl.a. fastslået i § 3 i lov om behandling af erstatningssager vedrø- rende overtrædelser af konkurrenceretten,4 § 15 i lov om forretningshemmeligheder og i MFL § 24, stk. 2.
Erstatningskrav spiller også en meget betydelig rolle i andre forbindelser, der ikke uden videre falder ind under kategorierne kontrakt og delikt, herunder i forvaltningsretten (er- statningsansvar for ulovlig myndighedsudøvelse mv.) og i straffeprocesretten (erstatnings- ansvar for strafferetlig forfølgning, jf. RPL § 1018 a-h).
Afgrænsningen af de erstatningsretligt værnede interesser giver kun i sjældne tilfælde anledning til tvivl og tvist i dansk ret.
Lovgivningen om enerettigheder giver mulighed for en særlig retsbeskyt- telse for den, der har frembragt et værk, en opfindelse, et varemærke osv. De nærmere regler herom findes i ophavsretsloven, patentloven, varemærkeloven og andre immaterialretlige love.
Den, der er indehaver af en lovbestemt enerettighed – f.eks. ophavsretten til Xxxxx Xxxxxx-bøgerne, patentretten til Wankel-motoren, varemærkeretten til Lego – kan ved aftale indrømme andre en ret til at udnytte det ophavsret- ligt beskyttede værk, patentet eller varemærket. Herved giver rettighedsinde- haveren sin medkontrahent tilladelse til (licens til) at udnytte rettigheden på en eller flere angivne måder.5 Licenstageren skal naturligvis normalt betale et vederlag (licensafgift) til licensgiveren for denne udnyttelsesret,6 men opnår til gengæld, at hans udnyttelse er retmæssig og dermed ikke udgør en imma- terialretskrænkelse, således som den ellers (dvs. uden kontrakten) ville gøre.
Den ved licensaftalen skabte undtagelse til de lovbestemte enerettigheder, der (primært) værnes gennem erstatningsreglen, kan rejse særlige spørgsmål, der befinder sig i et grænseområde mellem delikt og kontrakt. Hvis licensta- geren handler i strid med vilkårene i licenskontrakten (f.eks. ved at tilsidesæt- te betingelserne eller rammerne for licensen) er det klart, at licensgiveren kan gøre almindelige kontraktsretlige misligholdelsesbeføjelser gældende.
4. Lov nr. 1541 af 13. december 2016, der implementerer EP/Rdir. 2014/104.
5. Se hertil bestemmelserne i OHL § 56, PTL § 43 og VAML § 40.
6. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx: Enkelte transaktioner s. 424 ff.
205
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
Spørgsmålet er, om licensgiver i stedet for eller i tillæg hertil kan gøre gæl- dende, at der foreligger en immaterialretskrænkelse fra licenstagerens side. Svaret er ikke oplagt, men i hvert fald i nogle tilfælde taler meget for at udvi- se tilbageholdenhed med at statuere immaterialretskrænkelse.
Spørgsmålet kan ikke afgøres for alle immaterialrettigheder under ét. Der henvises ompa- tenter til Blok: Patentrettens konsumtionsprincip s. 39 ff., Xxxxxxxxxxxx og Xxxxxxxxx: Patentloven s. 117, Xxxxx Xxxxxx m.fl.: Immaterialretlige aftaleforhold s. 73 ff., Xxxxxxxx m.fl.: Immaterialret s. 354 ff. og – fra Norge – Stenvik: Patentrett s. 316. Se om varemær- kelicenser VAML § 40, stk. 3, og xxxxxx Xxxxxxxx og Ravn: Varemærkeret s. 452 f.
3. Ansvar for handlinger og for undladelser
En kontrakt skaber et særligt pligtforhold mellem parterne. De pligter, som en kontrakt pålægger parterne, består som oftest i, at parterne skal udføre be- stemte handlinger, f.eks. levere, transportere eller reparere en ting, udføre et arbejde eller præstere en tjenesteydelse eller betale et pengebeløb. Et kon- traktsbrud, der medfører ansvar efter reglerne om ansvar i kontraktsforhold, kan derfor være og er ofte en undladelse. Pligterne kan imidlertid også bestå i at undlade bestemte handlinger, som normalt ellers er lovlige, f.eks. undlade at påføre medkontrahenten konkurrence af en nærmere angivet art, jf. om konkurrenceklausuler bl.a. AKL §§ 1, stk. 2, nr. 5, og 5, eller at afholde sig fra at røbe eller udnytte fortrolige oplysninger, sml. herved lov om forret- ningshemmeligheder §§ 3 og 4.
Debitor ifalder ofte, men ikke altid, ansvar for ikke eller dog ikke på rette måde at have opfyldt kontrakten. Ansvar forudsætter et ansvarsgrundlag. Der findes forskellige regler herom, f.eks. om forsinkelse fra sælgerens side i køb i KBL §§ 23 og 24. Pligten til at opfylde en kontrakt påhviler kun parterne, og ansvar for ikke at have opfyldt kontrakten på behørig måde kan derfor i almindelighed kun gøres gældende af og mod kontraktens parter, jf. U 2010.1360 H og U 1959.751/2 Ø. Entreprenørers forvoldelse af skade på hinanden er bygherren uvedkommende, jf. AB 18 § 27, stk. 3.
Ansvar uden for kontraktsforhold er ansvar for skade, der sker som følge af en adfærd, som er i strid med almindelige, generelle regler om pligt til at tage hensyn til andres sikkerhed og interesser, såsom culpareglens krav om at optræde på forsvarlig måde, eller som er i strid med regler om straf i straffe- loven og særlovgivningen. Uden for kontraktsforhold pålægges der i almin- delighed kun ansvar for undladelser, hvor der består et særligt pligtforhold, eller hvor den, der udøver en aktivitet eller har rådighed over en ting eller
206
3. Ansvar for handlinger og for undladelser
virksomhed, har forsømt pligten til (dvs. undladt) at træffe forsvarlige eller påbudte sikkerhedsforanstaltninger.
Se f.eks. U 1985.886 H og U 1989.1098 H. Spørgsmålet om ansvar for undladelser uden for kontraktsretten er omtalt af Ussing i TfR 1947 s. 242 ff. og Xx xxx Xxxxx og Helle Is- ager: Erstatningsret s. 69 f.
Graden af den sikkerhed, som kræves iagttaget eller etableret for at undgå erstatningsansvar for de skader, der måtte ske, kan efter omstændighederne være den samme over for den, der ved aftale er knyttet til virksomheden som kunde, lejer eller arbejdstager, og den, der kun er gæst eller tilfældig forbi- passerende.
Se U 1957.109 H (jf. Frost i TfR 1957 s. 318 ff., Bogudgaven s. 201 f.). I kommentaren udtales (s. 320) bl.a. følgende: »Under hensyn til, at det drejede sig om en – ikke helt ufarlig
– indretning [en luftgynge], der i erhvervsmæssigt øjemed og mod betaling stilledes til rådighed for alle og enhver, fandt retten, at der måtte stilles strenge krav til materiellets holdbarhed [...].« Afgørende er indretningens art og placering, men ikke indgåelsen og indholdet af en kontrakt med den, der kommet til skade, jf. herved Xx xxx Xxxxx og Xxxxx Xxxxxx: Erstatningsret s. 173 med note 6.
Krav om erstatning uden for kontrakt skyldes i almindelighed ikke på samme måde som kontraktserstatningskrav undladelse af at opfylde en bestemt prin- cipal pligt til at præstere en opfyldelse in natura. Debitor i et kontraktsforhold kan – så længe kontrakten ikke er hævet – undgå at skulle svare (fuld) erstat- ning ved at præstere naturalopfyldelse. Den, der er ansvarlig som skadevolder efter deliktsretten, har i almindelighed ikke mulighed for at undgå at betale erstatning ved at genoprette den forvoldte skade.
Jf. Ussing: Erstatningsret s. 167 f. Forsikringspolicer om tingsforsikring indeholder ofte bestemmelser om, at selskabet kan (eller skal) yde naturalerstatning ved at »levere tilsva- rende genstand som den beskadigede« eller lign., jf. Xxxxxxx og Xxxxxxxxx: Dansk Forsik- ringsret s. 477 ff. og Xxxx Xxxxxxxx: Forsikringsret s. 418.
Der findes særlige pligtforhold, der ikke er begrundet i en aftale mellem kon- traherende parter, men har et andet særligt grundlag, f.eks. varetagelsen af et offentligt hverv, et privat hverv, f.eks. en særlig kvalificeret profession som advokat eller revisor, jf. herved revisorlovens § 16, jf. § 1, stk. 2, om revisor som »offentlighedens tillidsrepræsentant«, i naboforhold eller en særlig om- sorgspligt. I sådanne særlige pligtforhold kan der efter omstændighederne pålægges ansvar for undladelse.
207
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
Se f.eks. U 1956.1055 H om ansvar for brandvæsenet for ikke at være rykket rettidigt ud og slukke en brand, mens staten på den anden side ikke blev pålagt ansvar i U 1956.434 H (jf. Xx. Xxxxxxxx i TfR 1957 s. 346 ff., Xxxxxxxxxx s. 184 f.), hvor en skade kunne have været undgået, hvis to politibetjente havde undersøgt, om udstrømmet gas i en lejlighed havde bredt sig til nabolejlighederne. I U 1983.714/2 H om grundvandssænkning pålagdes der – på objektivt grundlag – ansvar for ikke at have sikret sig, at grundvandssænkningen ikke påførte naboerne skade. Det strenge ansvar for naboskader er et ansvar for fysisk skade, som ejeren ved brugen af sin grund eller bygning forvolder på naboejendommen(e), sml. U 2010.1245 Ø.
4.1. Culpareglen og DL 3-19-2
I dansk ret er culpareglen den almindelige erstatningsregel både i og uden for kontraktsforhold, således som den også er i andre civil law-lande.7 Vurderin- gen af, hvad der er uforsvarligt (culpøst), påvirkes imidlertid i høj grad af et eventuelt kontrakts- eller andet særligt pligtforhold og af dettes karakter og indhold, jf. f.eks. om en ejendomsmæglers ansvar over for sin klient U 1978.56 H og U 1993.52 H (jf. Xxxxxx Xxxxxxxx i U 1993 B s. 217).
Jf. Xxxxxxxxxx: Ejendomsmægleransvar s. 148 f. og Xxxxxxxxxx og Søgaard: Rådgiveran- svaret s. 130 ff. Ansvar forudsætter, at også andre betingelser, bl.a. om årsagsforbindelse og økonomisk tab, er opfyldt. Ejendomsformidlingsloven indeholder dog i § 47 en særre- gel om godtgørelse til en forbruger for en forkert beregning af provenu ved salg.
Reglen i DL 3-19-2 om arbejdsgiverens ansvar for skade forvoldt af medarbej- dere ved uforsvarlig adfærd og reglen i EAL § 23 om medarbejderens eget ansvar gælder både i og uden for kontraktsforhold. Spørgsmålet, om en medar- bejder har handlet i eller uden for tjenesten, er behandlet bl.a. i U 1994.695 H (jf. Xxxx Xxxxxxxx i U 1995 B s. 124 ff.) og nedenfor i kapitel 12, afsnit 2.2.1. Grænsedragningen imellem kontrakts- og deliktsansvar er ikke overalt skarp.8 Trods fællesskabet om de fundamentale regler om ansvarsgrundlag består der på en række punkter betydelige forskelle mellem kontrakts- og deliktserstatningsretten. Indholdet af culpastandarden i kontraktsforhold er som oftest bestemt af kravene til en god faglig eller professionel indsats, jf. f.eks. RPL § 126 om god advokatskik og revisorlovens § 16 om god revisor- skik. Dette gælder det professionsansvar, der påhviler bl.a. håndværkere samt
7. Jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxxxxxx: Obligationsret I s. 243 f.
8. Jf. Hagstrøm: Obligasjonsrett s. 467.
208
4. Ansvarsgrundlaget
advokater, revisorer og ejendomsmæglere i deres erhverv. I deliktsretten sker vurdering efter culpareglen i almindelighed ud fra en almindelig bonus pater- standard – eller sund fornuft – jf. f.eks. U 1978.399 Ø om en tilfældig forbi- passerendes ansvar. Også i deliktsretten kan der dog være tale om ansvar for mangelfuld opfyldelse af særlige pligter, som skadevolderen har påtaget sig, eller som naturligt påhviler ham, jf. U 1977.751 H og U 1983.691 H om an- svar for ejeren af en fast ejendom over for en gæst i ejendommen.
En husejers ansvar er næppe i almindelighed forskelligt over for en lejer, en inviteret gæst eller en uindbudt besøgende, f.eks. en person, der samler ind til et godt formål, eller et bud, der bringer varer eller reklamer ud. Personer uden lovligt ærinde – eller måske ligefrem i ulovligt ærinde – vil derimod have vanskeligere ved at få erstatning, jf. Xx xxx Xxxxx og Xxxxx Xxxxxx: Erstatningsret s. 106, der som eksempler nævner en vagabond, et kærestepar og en selvbygger på jagt efter gode ideer. En indbrudstyv kunne være et yderligere eksem- pel.
Enhver skade har en årsag, og ansvar for skadeforvoldelse forudsætter en forbindelse mellem skadevolder og skadelidte som årsag og virkning. Mange skader indtræder i tilfælde, hvor der før uheldet var en eller anden kontakt mellem skadevolder og skadelidte personligt eller deres ejendele. Vurderin- gen af beviset for, om skaden må anses for at være forvoldt af skadevolderen ved et uforsvarligt forhold, påvirkes af karakteren af denne kontakt, jf. f.eks. U 1984.483 H.
4.2. Bevisbyrden
Efter kontraktsrettens regler pålægges der i almindelighed debitor ansvar for kontraktsbrud, medmindre debitor beviser, at misligholdelsen ikke kan be- brejdes ham, jf. således KBL § 23 og SØL §§ 275, 276 og 277, stk. 2. Betyd- ningen af, at bevisbyrden således vendes i forhold til, hvad der gælder i de- liktsretten, afhænger af, hvilke krav der stilles til bevistemaets omfang og bevisets styrke.9 Grundsætningen om omvendt bevisbyrde i kontraktsforhold (præsumptionsansvar) fraviges undertiden, hvor kontraktsforholdet ikke øger sandsynligheden for, at skader skyldes uagtsomhed fra debitors side, sml. U 1991.170 H (om ejendomsmægler).
I deliktsretten påhviler bevisbyrden for culpa i almindelighed skadelidte. Ansvarsskærpelser ved omlægning af bevisbyrden forekommer dog også uden særlig lovhjemmel, hvor dette skønnes påkrævet over for skadelidte og
9. Jf. Hagstrøm: Obligasjonsrett s. 476 f.
209
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
– især – forsvarligt over for skadevolder, jf. som eksempel U 1989.1098 H om tilsidesættelse af væsentlige sikkerhedsforholdsregler.
4.3. Særregler om ansvarsgrundlaget
Der findes et betydeligt antal regler, der skærper ansvaret i forhold til culpa- reglen, og også enkelte regler, som mildner ansvaret ved kun at pålægge an- svar for grov uagtsomhed eller lign. Adskillige lovregler pålægger en part et objektivt eller næsten objektivt ansvar for visse kontraktsbrud, jf. f.eks. KBL
§§ 24, 43 og 59, LL § 29, stk. 10, og DL 5-8-1.
Allerede X.X. Xxxxxx fremhæver i Haandbogen, bind V, s. 26, at der i kontraktsforhold ofte pålægges ansvar uden skyld, og nævner herpå som eksempler en pengeskyldners undladel- se af at betale som aftalt, og skade, der skyldes en medhjælpers fejl, men ikke kan lægges hvervgiveren til last.
Nogle regler om objektivt ansvar gælder om al skade, der indtræder som følge af en aktivitet af en bestemt art, uanset om der består en kontrakt mel- lem udøveren af aktiviteten og skadelidte eller ej. FL §§ 101-104 gælder om person- og tingsskade som følge af trafikuheld, hvor et motorkøretøj er impli- ceret, hvad enten skaden rammer personer eller ting uden for trafikmidlet eller en passager eller befordret gods, jf. U 1970.418 Ø. Disse regler gælder således om ansvar både i og uden for kontraktsforhold.
Færdselsloven gælder ikke om international vejtransport, jf. FL § 116. Herom gælder CMR-loven, der implementerer CMR-konventionen af 19. maj 1956. Reglerne om fragtfø- rernes ansvar for godset er i det væsentlige en culparegel med omvendt bevisbyrde, jf. CMR-lovens §§ 24 og 25 samt U 2003.1166 H og U 2003.1170 H og Xxxx Xxxxxxxxx: Lov om fragtaftaler ved international vejtransport (CMR) s. 298 ff. og s. 386 f. Både erstat- ningsreglerne i færdselsloven og reglerne i CMR-loven er præceptive. Spørgsmålet om transportreglernes præceptivitet er omtalt i bet. 858/1978 s. 21 og s. 37 f. Også reglerne i søloven er ufravigelige, men kun til ugunst for transportørens medkontrahent, jf. SØL
§ 254. Ved bedømmelsen af egen skyld for skade på transporteret gods efter FL § 101, stk. 3, må der tages hensyn til indholdet af transportkontrakten, sml. U 1958.284 H.
En del andre lovregler, som har betydning for ansvarsgrundlaget, gælder også for erstatningsansvar både i og uden for kontraktsforhold. Dette gælder såle- des EAL §§ 19-22 om ansvar for forsikringsdækket skade, EAL § 23 om arbejdstageres ansvar, og den almindelige lempelsesregel i EAL § 24. Alle de nævnte regler i erstatningsansvarsloven har dog deres største betydning uden for kontraktsforhold.
210
5. Kontraktsfriheden og kontraktserstatningsretten
5. Kontraktsfriheden og kontraktserstatningsretten
Der består en vidtgående, men dog ikke ubegrænset, kontraktsfrihed både i private og i erhvervsmæssige økonomiske forhold. Indholdet af de kontrakts- retlige pligter beror i første række på selve den indgåede kontrakt, således som denne fortolkes, og dernæst på udfyldende deklaratoriske regler. Kon- traktsfriheden omfatter ikke blot parternes principale pligter, men også føl- gerne af kontraktsbrud (misligholdelse), herunder krav om erstatning.10 Kon- trakter er naturligvis undergivet de begrænsninger og tilføjelser, som følger af præceptive regler.
En kontrakt er bindende, selv om parterne ikke har truffet særlig aftale om misligholdelsesfølger. Blot parternes principale pligter er tilstrækkelig præci- seret i kontrakten, kan alle spørgsmål om sanktioner i tilfælde af mislighol- delse løses ud fra de udfyldende retsregler. Det praktiske behov for at fravige de almindelige deklaratoriske regler om misligholdelse er ofte beskedent, og begrænsningerne af kontraktsfriheden på dette område er betydelige. Regler- ne om misligholdelse af forbrugeraftaler er i vidt omfang præceptive, jf. KBL
§ 1, stk. 2, KAL § 7 og FAFTL § 16. Også i kommercielle aftaler kan der stilles skærpede krav til vedtagelse af bestemmelser om ansvarsfraskrivelse eller -begrænsning, og bestemmelser af denne art kan fortolkes restriktivt eller efter omstændighederne endog tilsidesættes med hjemmel i bl.a. AFTL
§ 36. Ansvaret over for personer, der ikke er parter i aftalen, kan ikke be- grænses ved aftale. Derimod kan ansvaret for personer, der ikke er parter i aftalen, udmærket begrænses ved denne. Dette sidste er den lovmæssige løs- ning i SØL § 282, stk. 2, der ofte kaldes for »Himalaya-bestemmelsen«, idet princippet blev slået fast i en engelsk sag, der angik et skib med dette navn: Alder x. Xxxxxxx (The Himalaya).11
Pligten til ikke på uforsvarlig måde at udsætte andre for fare og til i givet fald at erstatte den skade, der sker som følge af uforsvarlig adfærd, følger umiddelbart af generelle retsregler, navnlig den almindelige – ulovbestemte – culparegel og DL 3-19-2. Denne pligt består uafhængig af nogen aftale, og der er ikke i almindelighed praktisk mulighed for at indgå aftaler om be- grænsning af deliktsansvaret, før skaden er sket, eller med henblik på en på- tænkt bestemt handling. En ensidig erklæring om ikke at ville være ansvarlig kan dog efter omstændighederne have betydning som en advarsel om fare,
10. Jf. nærmere nedenfor i kapitel 15.
11. Dommen er bl.a. optrykt i [1955] 1 QB 158, [1954] 2 All ER 397 og [1954] 3 WLR 696.
211
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
men er i øvrigt i almindelighed uden virkning.12 Et samtykke til en ellers uhjemlet handling eller en erklæring om ikke at ville gøre ansvar gældende i anledning af en bestemt handling kan efter omstændighederne have den virk- ning, at handlingen kan udføres retmæssigt og i hvert fald uden ansvar over for den, der har givet samtykket.
I U 1989.1007 H pålagdes der, fordi lægen havde undladt at indhente patientens samtykke, ansvar for et lægeligt indgreb, uanset at indgrebet (sterilisering) meget muligt var indiceret.
– Se om egen risiko (eller som det efter engelsk forbillede ofte siges: accept af risiko) Gomard i U 1958 B s. 149 ff., samme: Børns erstatningsansvar s. 140 ff. og Xx xxx Xxxxx og Xxxxx Xxxxxx: Erstatningsret s. 131 ff.
Ansvaret efter reglerne i EAL og PAL kan i almindelighed ikke begrænses ved en forudgående aftale med den, der er eller kan blive udsat for at lide skade, jf. om godtgørelse for tort EAL §§ 26 og 27 samt om produktansvar PAL § 12 og U 1999.255 H.13 Bestemmelserne i de to love, som er til fordel for skadelidte, er præceptive og kommer til anvendelse, hvad enten skadens indtræden har karakter af et kontraktsbrud eller af et delikt.
Børn under 15 år og personer, der ikke har evnen til at handle fornuftsmæs- sigt, er principielt erstatningspligtige for skadegørende handlinger efter sam- me regler som voksne, sjælsunde personer, jf. EAL §§ 24 a og 24 b. Børn (under 18 år), personer under værgemål, der er frataget handleevne, og for- nuftsmanglende personer kan ikke i almindelighed indgå bindende aftaler, jf. VML §§ 1, stk. 2, 6 og 46, og kan således ikke påtage sig et kontraktsansvar. Personer, der savner kontraktshabilitet, kan ikke påtage sig objektivt ansvar iht. lovregler om indeståelser, således f.eks. ikke iht. AFTL § 25 ved optræ- den som fuldmægtig, iht. GBL § 9 ved salg af fordringer eller iht. KBL § 59 ved vanhjemmel i tilfælde, hvor den umyndige f.eks. har solgt genstande købt for selverhvervede midler, jf. VML § 42.14
Hvor en skadegørende handling ville have været en misligholdelse af en kontrakt, hvis denne havde været gyldig, og tillige er uforsvarlig efter en
12. Sml. Xxxxxxx Xxxxxxxx: Ansvarsfraskrivelse s. 15.
13. Jf. nedenfor i kapitel 14, afsnit 6.1.
14. Sml. Xxxxx Xxxxxxxx m.fl.: Umyndiges formue s. 154 ff., især s. 163 med note 14, og
Gomard: Erstatningsregler s. 336 ff.
212
7. Konkurrerende ansvarsgrundlag
almen målestok for, hvad der bør kunne forlanges af børn af tilsvarende alder eller af en voksen, kan skadelidte kræve erstatning inden for de rammer, der er fastsat i EAL §§ 24 a og 24 b.
Erstatningens størrelse er således ikke begrænset af nytte- eller billighedsreglerne i VML
§§ 45 og 46, jf. Udkast til Lov om Umyndighed og Værgemaal s. 76 f. og Gomard: Erstat- ningsregler s. 83 ff. Sml. om ansvar for vitterlighedspåtegning af falsk underskrift NJA 1901.129, der er omtalt af Xxxxxxx og Xxxxxxxx: Skadeståndsrätt s. 95. En lignende dansk sag findes i U 1901.292 LOHS om en vitterlighedspåtegning på en falsk kautionserklæ- ring. Gomard: Erstatningsregler s. 260 udtaler om dommen: »Formentlig burde vitterlig- hedsvidnet, uanset om hans brøde i øvrigt betegnes som et delikt, gøres ansvarlig som en selvskyldnerkautionist«. Se herimod Xxxxxxx Xxxxxxx i Forhandlingerne ved Det 40. Nordi- ske Juristmøde, del I, s. 202 ved note 55.
7. Konkurrerende ansvarsgrundlag
7.1. Overlapning og konkurrence
Der forekommer i adskillige tilfælde en overlapning eller konkurrence mel- lem reglerne om ansvarsgrundlag efter deliktsretten og reglerne om ansvar i kontraktsforhold. Det er et både planlagt og nødvendigt led i opfyldelsen af mange typer af kontrakter, at den ene part har den anden parts ting eller per- son i sin varetægt eller under behandling, f.eks. som transportør af gods og passagerer, som depositar (forvarer), som låntager eller lejer, som producent eller reparatør eller som læge, tandlæge, fysioterapeut eller frisør. Skadelidte kan kræve erstatning efter reglerne om ansvar i kontraktsforhold af skader, som opstår i sådanne varetægts- eller behandlingsforhold, men som kunne være undgået, hvis kontrahenten havde udvist den aftalte eller med føje for- ventede korrekte fagkyndige behandling og omhu. Sådanne skader er forvoldt ved et tilregneligt kontraktsbrud, og ansvar og bevisbyrde er ofte undergivet de strenge kontraktsretlige regler og undertiden også regler om reklamation, kort forældelse eller lign.
Skaderne er også ansvarspådragende efter reglerne om ansvar uden for
kontraktsforhold, dersom den skadegørende adfærd er en krænkelse af de generelle legale adfærdsnormer, som følger af culpareglen. Ansvar for den forpligtede transportør eller anden kontrahent kan i almindelighed ikke være mere lempeligt end det ansvar for lignende skader, som påhviler f.eks. en medpassager, en nabo, en tilfældig forbipasserende eller anden tredjemand, der ikke har påtaget sig nogen kontraktlig forpligtelse over for skadelidte.
213
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
Der kan derimod efter begge regelsæt påhvile den, der sidder inde med en særlig viden, et videregående ansvar, sml. SØL § 291, stk. 1, om ansvar for skade forvoldt af farligt samla- det gods.
Almindelig formueskade, f.eks. driftstab eller andet afsavnstab, fordi en lovet ydelse erlægges for sent eller viser sig at være mangelfuld eller erlægges for sent, kan ofte kræves erstattet efter reglerne om ansvar i kontraktsforhold. Også efter deliktsreglerne kan der undertiden kræves erstatning for økonomi- ske følgeskader, hvor skadevolderen er ansvarlig for en direkte forvoldt per- son- eller tingsskade. Kun almindelig formueskade forårsaget på denne måde er dækket af en almindelig ansvarsforsikring, jf. nedenfor i afsnit 8.
Økonomiske tab, der indtræder som følge af person- eller tingsskade uden for kontrakts- forhold, omfattes af erstatningsreglerne for integritetskrænkelser. I modsætning hertil falder såkaldt almindelig formueskade (også kaldet ren økonomisk skade) uden for begre- bet integritetskrænkelser, og sådanne skader behandles normalt ikke i almindelige erstat- ningsretlige fremstillinger.15 Det er usikkert, om culpareglen også gælder for almindelige formueskader uden for kontrakt, eller om der kræves mere end simpel uagtsomhed for at statuere ansvar.16 Efter svensk og finsk ret er det traditionelle udgangspunkt, at ren øko- nomisk skade kun skal erstattes, hvor skaden er påført ved et strafbart forhold.17 Også efter tysk ret kræves der – hvor skaden ikke rammer et beskyttet retsgode, jf. BGB § 823, stk. 1, eller en interesse værnet ved særlige lovregler, jf. BGB § 823, stk. 2 – mere end ellers for at pålægge ansvar for almindelige formueskader, se BGB § 826.18
7.2. Anvendelsesområdet for særregler om erstatningsansvaret
Det siger sig selv, at en skadelidt ikke kan opnå at få dobbelt erstatning af sit tab ved at påberåbe sig både kontraktsbrud og delikt som søgsmålsgrunde (anbringender). hvor ansvarsgrundlagene efter kontrakts- og deliktsreglerne overlapper hinanden, Hvor ansvarsgrundlagene efter kontrakts- og deliktsreg- lerne overlapper hinanden, er spørgsmålet er, om skadelidte frit kan vælge at kræve erstatning efter de regler, der i det foreliggende tilfælde stiller ham bedst. Der kan f.eks. være særlige regler om reklamation eller forældelse,
15. Jf. Ussing: Erstatningsret s. 34 ff., jf. s. 26 ff., X. Xxxxxxx Xxxxx: Erstatningsretten s. 285 ff., Xxxx Xxxxxxxxx og Xxxxxx Xxxxxxxx: Erstatningsret s. 2 f. og Xx xxx Xxxxx og Xxxxx Xxxxxx: Erstatningsret s. 31 f.
16. Jf. Xxxxxxx Xxxxxxx i Forhandlingerne ved Det 40. Nordiske Juristmøde s. 197 ff.
17. Jf. Kleineman: Ren förmögenhetsskada s. 19 ff. og Xxxx Xxxxxx-Tulokas: Ren eko- nomisk skada s. 42 ff. Se også (især om norsk ret) Xxxxxx Xxxxxxx: Erstatningsrettslig vern for rene formuestap s. 35 ff.
18. Jf. Xxxxxxx Xxxxxxx i Forhandlingerne ved Det 40. Nordiske Juristmøde, del I, s. 198.
214
7. Konkurrerende ansvarsgrundlag
eller der kan være særlige kontraktsvilkår om ansvarsfraskrivelse og - begrænsning, som skadelidte gerne vil undgå.
Spørgsmålet kan ikke besvares under ét. Ikke alle begrænsende regler har samme anvendelsesområde. Rækkevidden af den enkelte begrænsende regel af denne karakter kan kun bestemmes ved en fortolkning, som tager hensyn til netop denne regels ordlyd, funktion og baggrund.
I enkelte lovregler af denne art er der taget udtrykkelig stilling til, om reg- len omfatter både kontrakts- og deliktsansvar. Søloven begrænser bortfragte- rens ansvar for gods efter SØL §§ 274-278, 347 og 351 til det højeste beløb af 667 SDR pr. kollo (stykke) eller 2 SDR pr. kg bruttovægt, jf. SØL § 280.
SDR er en forkortelse for Special Drawing Rights, jf. SØL § 175, som er en regningsenhed fastsat af Den internationale Valutafond som et vejet gennemsnit af 5 hovedvalutaer, jf. SØL § 505, bet. 924/1981 s. 22 og s. 60 samt FT 1978-79, tillæg A, sp. 837 ff. og FT 1993-94, tillæg A, sp. 4809 ff. SDR har afløst en tidligere benyttet guldværdienhed (Poin- caré-francs) og har næsten samme værdi overalt i verden, men SDR-enheden er ikke im- mun over for inflation.
Sølovens ansvarsbegrænsning gælder, »selv om kravet ikke grundes på trans- portaftalen, jf. § 282«. Tilsvarende bestemmelser findes i CMR-lovens § 36 og i SØL § 425 om passagerbefordring samt om rederens adgang til at be- grænse sit ansvar, såkaldt globalbegrænsning, i SØL §§ 172-174 (»uanset ansvarsgrundlaget«).
Som en anden yderligere sikkerhed for, at reglen om ansvarsbegrænsningen bliver effektiv, uanset hvordan og mod hvem erstatningskrav rejses, er det i SØL §§ 282, stk. 2, og 287 og i CMR-lovens § 36 foreskrevet, at begrænsningerne også gælder ansvaret for andre, som befragteren (rederen) eller fragtføreren svarer for efter SØL §§ 151 og 171 eller CMR- lovens § 4, jf. bet. 1215/1991 s. 70. En arbejdstagers ansvar over for skadelidte er efter dansk ret yderligere begrænset af reglen i EAL § 23, stk. 2.
Konkurrenceproblemet for så vidt angår regler om ansvarsfraskrivelse og ansvarsbegrænsning er uden betydning for skade, der er forvoldt med forsæt eller grov uagtsomhed. Både lovmæssige og aftalte begrænsninger af ansva- ret er i almindelighed uden virkning for skader, der er forvoldt med forsæt, i hvert fald bevidst, personligt forsæt, eller grov uagtsomhed. Dette har positiv hjemmel i SØL §§ 174, 283 og 427, stk. 2, samt i FEFL § 2, stk. 5.
Som et eksempel på regler, der – modsat sølovens regler om ansvarsbe- grænsning – ikke gælder både for kontrakts- og deliktskrav, kan nævnes, at reglerne i KBL §§ 52-54 om reklamation og forældelse af adgangen til at påberåbe sig mangler, der gælder om mangelsansvar, ikke gælder for pro- duktansvar. Uanset at reglerne om produktansvar og mangelfølgeskade i et
215
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
vist omfang overlapper hinanden, falder hverken det lovbestemte produktan- svar eller det retspraksisbaserede produktansvar ind under KBL §§ 52-54. Købelovens reklamationsregler gælder derfor hverken for personskade eller forbrugertingsskade omfattet af produktansvarsloven eller for erhvervstings- skade efter almindelige uskrevne regler om produktansvar.
Den svenske købelov omfatter (modsat den finske) ikke »ersättning för förlust som köpa- ren tillfogas genom skada på annat än den sålda varan«, jf. § 67, stk. 1, og Xxxxxxx og Ramberg: Köprätt s. 125 f. CISG omfatter ikke personskade, jf. CISG art. 5, men der er ikke i denne eller andre bestemmelser taget stilling til, om skade på køberens andre ting er omfattet af reglerne i CISG, jf. Schwenzer: Commentary s. 95 og s. 98 ff. (art. 5, marginnr. 1 og marginnr. 11 ff.). I bemærkningerne i FT 1988-89, tillæg A, sp. 1028 til CISG art. 5 går Justitsministeriet ind for, at skade på køberens andre ting er omfattet af CISG, jf. også Xxxxxx m.fl.: Kjøpsloven s. 480 samt s. 340 f. om den norske købelovs § 67(2)(d). Skade på køberens andre ting er imidlertid også omfattet af reglerne om produktansvar, såfremt skaden er udslag af en produktrisiko, dvs. forvoldt af et defekt produkt. Produktansvarslo- ven omfatter kun forbrugertingsskade, jf. PAL § 2, stk. 2. CISG gælder ikke for forbruger- køb, jf. art. 2, litra a.
Der kan kun opstilles den almindelige vejledende retningslinje eller hovedre- gel, at en særlig ansvarsregel kommer til anvendelse i tilfælde, der ligger inden for reglens kerneområde, men ikke på skade af en helt anden beskaf- fenhed.
Jf. bet. 1215/1991 s. 70 og s. 191 samt bet. 642/1972 s. 23 og s. 102. SØL § 282 hviler på art. 4 bis i Haag-Visby-reglerne, der er aftrykt i bet. 1215/1991 s. 190 f. Se om svensk ret Grönfors: Sjölagens bestemmelser om godsbefordran s. 181.
7.3. Culpa in contrahendo (culpa ved kontraheringen)
Den, der på uforsvarlig måde fremkalder en andens beslutning om at indgå en aftale med sig, som er ugyldig, eller som bliver hævet på grund af oprindelig misligholdelse, kan pålægges erstatningsansvar for det tab, han ved en sådan culpa in contrahendo måtte have tilføjet den anden. Der findes i dansk ret ingen skrevne regler om culpa in contrahendo, når bortses fra VML § 43, stk 2 og 3, men efter retspraksis kan der utvivlsomt pålægges ansvar efter den almindelige erstatningsregel i sådanne tilfælde.
Et krav, der støttes på culpa in contrahendo, er ikke et – almindeligt – kontraktskrav, et krav i anledning af kontraktsbrud, men snarere et deliktskrav. En regel som KBL § 54 om reklamation finder næppe anvendelse på et sådant krav, jf. Ramberg: Köplagen s. 112 f., men påberåber køberen sig dolus eller culpa in contrahendo fra sælgerens side, kan købe- ren ikke samtidig støtte ret på købekontrakten og kræve positiv opfyldelsesinteresse, sml. U 1977.876 V og Xxxxxx Xxxxxxxx i U 1978 B s. 276 ff.
216
7. Konkurrerende ansvarsgrundlag
En omfattende undersøgelse af spørgsmålet om erstatningsansvar ved forhandlinger foreligger med Xxxxx Xxxxxxxx: Prekontraktuelt ansvar, der indeholder en almindelig del om bl.a. loyalitetspligt ved forhandlinger og en speciel del om ansvar i forbindelse med udbud. Emnet blev drøftet på den 13. kongres afholdt af the International Academy of Comparative Law i 1990, og rapporterne er udgivet af Xxxxx Xxxxxxx (ed.): Precontrac- tual liability. Den danske rapport, der findes s. 111 ff., er udarbejdet af Xxx Xxxxx. Culpa in contrahendo er behandlet af Xxxxxx Xxxxxxx Xxxx i ET 2009 s. 261 ff., og lovvalget drøf- tes af Schønbeck i U 2015 B s. 233 ff. Se i øvrigt Ussing: Alm. del s. 154 ff., Bryde Ander- sen: Grundlæggende aftaleret s. 108 ff. og Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd s. 103 f. Spørgsmålet om ansvar ved anvendelse af letters of intent er behandlet af Xxxxxx i Forhandlingerne ved Det 30. nordiske Juristmøde, del I, s. 248 ff., særligt s. 276 ff.
Det uforsvarlige kan navnlig bestå i at vildlede medkontrahenten ved at give ham forkerte oplysninger eller i at undlade at give oplysninger, som er væ- sentlige for medkontrahenten. Tabet må opgøres til den negative kontrakts- interesse, dvs. det tab, en part lider ved at stole på kontrakten (engelsk relian- ce interest og tysk Vertrauensinteresse, hvilke udtryk begge kunne oversættes til tillidsinteresse). Dette erstatningskrav vil stille den forurettede økonomisk, som om kontrakten aldrig havde foreligget.
I tysk ret er princippet om culpa in contrahendo siden 1. januar 2002 lovfæstet, jf. BGB
§ 311. I tysk ret gælder der i videre omfang end efter dansk ret formkrav, og der kan opstå spørgsmål, om den part, der er klar over en formmangel, har pligt til at underrette modpar- ten herom, jf. Medicus i Gutachten und Vorschläge zur Überarbeitung des Schuldrechts I
s. 498 f. I retssystemer, hvor løfteprincippet ikke gælder, eller hvor der savnes reklamati- onsregler som AFTL §§ 4, stk. 2, og 6, stk. 2 (der medfører aftalebinding, ikke blot erstat- ningsansvar), kan der være større behov for at anvende princippet om culpa in contrahendo end hos os, jf. Xxxxx Xxxxxxxx og Xxxxx Xx Xxxxxx: Aftaler og mellemmænd s. 104. – Regler om culpa in contrahendo findes også i DCFR art. II-3:301 og PECL art. 2:301 om pligt til at udvise redelighed og god tro i forhandlingsfasen samt UPICC art. 2.1.15 om erstatningsansvar for forhandlinger på skrømt eller mala fide i øvrigt.
Forskellig fra uforsvarlig optræden i forbindelse med kontraktsforhandlinger er tilfælde, hvor der foreligger en egentlig kontraheringspligt. En kontrahe- ringspligt foreligger, hvor en part i medfør af lov (eller almindelige rets- grundsætninger) eller aftale er pligtig at indgå kontrakt med en anden part.19 Kontraheringspligt kan f.eks. følge af konkurrenceretlige regler om uberetti- get leveringsnægtelse (KOL § 11, stk. 3, nr. 2, og TEUF art. 102) eller af udbudsretlige regler fastlagt ved lov eller aftale. Ved overtrædelse af sådanne
19. Jf. Xxxxxxxxxxxx: Kontraheringspligt s. 4, der kun behandler spørgsmålet om uberet- tiget kontraheringsnægtelse på andet grundlag end aftale.
217
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
regler kan der pålægges den, der bryder pligten til kontrahere, ansvar for den positive opfyldelsesinteresse i stedet for (kun) den negative kontraktsinteres- se. Det praktisk vigtigste eksempel på ansvar i forbindelse med kontraktsind- gåelse er udbudsreglerne om offentlige kontrakter, hvor der tilsvarende kan blive tale om at pålægge en part ansvar for modpartens positive opfyldelses- interesse. Dette er fastslået allerede i VLT 1929.262 og U 1949.1093 H. Af nyere praksis fremhæves U 2000.1561 H, U 2007.2106 H, U 2011.2059 H og U 2012.2952 H.20
I hvilket omfang der i øvrigt – som alternativ til krav om erstatning af den positive op- fydelsesinteresse – kan kræves erstatning af den negative kontraktsinteresse drøftes neden- for i kapitel 13 ved omtalen af U 1923.518 H og U 1992.393/1 H.
Også tredjemand kan optræde uforsvarligt i forbindelse med kontraktsfor- handlingerne mellem to parter. I U 2010.2928 H fandtes et belgisk modersel- skab (M) at have pådraget sig erstatningsansvar over for en dansk leverandør
(L) ved at have bevæget L til at indgå og gennemføre en aftale med M’s dat- terselskab i Rusland i tillid til, at M indestod for D’s forpligtelser. Det ansvar, M blev pålagt, var et erstatningsansvar uden for kontrakt.
7.4. Krænkelse af andres kontraktsforhold
I tilfælde, hvor en kontrahent efter tilskyndelse fra eller dog i forståelse med en udenforstående tredjemand bryder sin kontrakt, eller hvor en tredjemand i øvrigt på en utilbørlig måde griber ind i et kontraktsforhold, er kontrahenten ansvarlig for kontraktsbrud efter kontraktsreglerne, og tredjemand er efter omstændighederne medansvarlig efter reglerne om deliktsculpa, sml. U 1979.16 H (frifindelse).
Erstatningsretten i common law-landene bygger på eksistensen af en række forskellige torts (retskrænkelser), som giver den forurettede krav på erstatning. En af de ældste torts er trespass, men den vigtigste er i dag uden tvivl negligence, der reelt modsvarer culpareglen i civil law-landene. Når det gælder krænkelse af andres kontraktsforhold, tales der i com- mon law-landene bl.a. om the tort of interference with contract (eller wrongful interference with contract) og inducement of breach of contract. Et af de kendeste eksempler forelå i afgørelsen Texaco, Inc. Oil v. Pennzoil, Co. fra USA, som angik en aftale om Getty Oil, og som førte til, at Texaco – et af verdens største olieselskaber – en overgang måtte standse sine betalinger. Fra England skal nævnes Xxxxxx v. Gye fra 1853, 2 E & B 216. Andre engelske domme kan findes hos bl.a. Clerk & Lindsell: Torts s. 1601 (marginnr. 24-03) med note 22 og 23.
20. Jf. Xxxxxx Xxx: Udbudsretlige erstatningsspørgsmål s. 172 f. og Xxxxxxx Xxxxxxx:
Entrepriseretten s. 124 ff.
218
8. Forældelse
I nordisk ret er krænkelse af andres kontraktsforhold blandt andet behandlet under overskriften obligatoriske kravs retsværn. Se Ussing: Alm. del s. 448 ff., Gomard: Erstat- ningsregler s. 55 ff., Xxxxxxx i Festskrift till Xxxxxxxx s. 43 ff., Hagstrøm: Obligasjonsrett
s. 841 ff. og samme i Nybrott og odling s. 103 ff.
Der kan således efter omstændighederne pålægges den tredjemand, der over- taler en person, som er ansat andetsteds, til at bryde sin kontrakt, medansvar for kontraktsbruddet.
Se Hasselbalch: Den danske arbejdsret II s. 1363 ved og med note 109 samt U 1947.1005 SH og U 1968.196 Ø. Begge afgørelser omhandler dog den hidtidige arbejdsgivers forsøg på at holde på en medarbejder, der var blevet ansat andetsteds. Her kræves måske mere for at pålægge ansvar. I U 1947.1005 SH erkendte den hidtidige arbejdsgiver sit medansvar. I byrettens dom i U 1968.196 Ø blev han frifundet (spørgsmålet forelå ikke for landsretten).
Ansvar kan efter omstændighederne også pålægges den, som ved at gribe ind i et samhandelsforhold handler i strid med god forretningsskik eller god mar- kedsføringsskik, eller som i øvrigt udøver illoyal konkurrence, f.eks. ved misbrug af xxxxxx forretningskendetegn, jf. MFL §§ 3, 22 og 24, stk. 2.
Se U 1989.325 SH og U 1991.239 SH (samme sagsforhold), U 1990.784 SH, U 2006.2835 Ø (forbudssag), U 2013.2014 H (kunder var »flyttet med« en tidligere ansat; frifindelse) og U 2014.1569 SH (erstatningssag) samt Xxxxx Xx Xxxxxx: Markedsret 2 s. 308 og s. 311 f.
Fordringer ifølge aftale ophører – som andre fordringer – ved forældelse efter reglerne i forældelsesloven, medmindre der er fastsat særregler som f.eks. i LL § 49, stk. 4, FAL § 29, SØL § 501 og CMR-lovens § 41. For fordringer, som opstår ved misligholdelse af en kontrakt, regnes forældelsesfristen efter forældelsesloven fra tidspunktet for misligholdelsen, jf. FOL § 2, stk. 3.
Hvornår et krav i anledning af misligholdelse forældes, afhænger herefter af, hvilken kontrakt der er tale om, og hvilken misligholdelsesbeføjelse kreditor gør gældende. Dette svarer til retstilstanden før forældelsesloven af 2007, jf. 3. del s. 336 f. samt Xx xxx Xxxxx: Forældelse I s. 361 ff. og samme: Forældelse efter forældelsesloven af 2007 s. 248 ff.
Fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kon- traktsforhold forældes fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. FOL § 2, stk. 4, dvs. det tidspunkt, hvor de(n) skadelige følge(r) viser sig.
219
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
Forældelsesfristen for både kontrakts- og deliktskrav er i almindelighed 3 år, jf. FOL § 3, stk. 1, men for nogle krav gælder der andre frister, således 5 år for lønkrav (FOL § 4), 10 eller 20 år for krav iht. pengelån og indlån (FOL
§§ 6 og 7) og visse løbende forpligtelser (FOL § 8). Krav iht. kaution foræl- des efter samme regler, som gælder for forældelse af fordringen mod hoved- skyldneren (FOL § 11). For andre krav gælder 3-årsfristen, men fristen løber fra et andet tidspunkt end tidspunktet for misligholdelsen, jf. således om krav imod en værge (FOL § 9) og krav imod en fuldmægtig eller et bestyrelses- medlem (FOL § 10).21
Hvis fordringshaveren er uvidende om skyldneren eller fordringen, regnes den 3-årige forældelse (eller den evt. længere frist iht. særreglerne i FOL
§§ 4, 6, 7, 8 og 11) heller ikke fra tidspunktet for misligholdelsen, men først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldneren hhv. fordringen. Tilsvarende suspenderes forældelsen af delikts- krav ved fordringshaverens uvidenhed om skyldneren eller fordringen, såle- des at forældelsen ikke løber fra tidspunktet for skadens indtræden, men fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til skyldneren hhv. fordringen.22
Den absolutte forældelsesfrist på 10 år (dog 30 år for person- og miljøska- der, jf. nærmere FOL § 3, stk. 3, nr. 1) regnes for kontraktskrav fra samme tidspunkt som den 3-årige forældelse, dvs. fra tidspunktet for misligholdel- sen, og for deliktskrav fra det tidspunkt, hvor skaden blev forårsaget (ophøret af den skadevoldende handling). Siden forældelsesloven blev gennemført, er lovens system med den absolutte frist blevet fraveget på to punkter. Der gæl- der ikke længere nogen absolut frist for krav i anledning af erhvervssygdom, jf. FOL § 3, stk. 4, eller for krav imod kommuner for tilsynssvigt med børn, som har været udsat for overgreb, jf. FOL § 3, stk. 5. De to anførte former for krav er uforældelige.
En bestemmelse om, at forsikringen kun dækker ansvar for skade tilføjet personer eller ting, og ikke i erhverv eller kun under udøvelse af den virk- somhed, som er nævnt i policen, men ikke dækker ansvar for almindelig formueskade, der ikke er en følge af person- eller tingsskade, er gængs i pri-
21. Jf. 3. del s. 342.
22. Jf. Xx xxx Xxxxx: Forældelse efter forældelsesloven af 2007 s. 276 f.
220
10. Processuelle spørgsmål: angivelse af søgsmålsgrund og værneting
vat ansvarsforsikring og i erhvervsansvarsforsikring. Ansvarsforsikring dæk- ker ikke kontraktsansvar. Den almindelige erhvervs- og produktansvarsfor- sikring dækker også produktansvar, men ikke ansvar, som følger af påtagelse af kontraktlige forpligtelser, der indebærer et videregående ansvar, end hvad der følger af almindelige erstatningsregler. At sondre mellem kontrakts- og deliktsansvar kan imidlertid efter omstændighederne være lige så vanskeligt som at skille det varme vand fra det kolde i et fyldt kar. Der søges derfor ofte foretaget en nærmere afgræsning i forsikringsvilkårene, f.eks. ved hjælp af en sondring mellem primærskade og sekundærskade, jf. TBB 2013.203 VBA, eller mellem direkte og indirekte skader, jf. TBB 2013.307 VBA.
Se Xxxxxxxxxx og Xxxxxxx: Familieforsikring s. 371 f., Xxxxx Xxxx: Erhvervs- og produkt- ansvarsforsikring s. 20 og s. 71 f., Xxx Xxxxxxxxx og Xxxxx Xxxx: Erhvervs- og produktan- svarsforsikring s. 26 ff. samt Jønsson og Xxxxxxxxx: Dansk forsikringsret s. 938 ff. En omfattende, også komparativ, undersøgelse foreligger i Xxxxxxxxx: Om ansvarsförsäkring i kontraktsförhållanden I-II.
Ansvaret for skader, der har karakter af varetægtsskader og bearbejdnings- skader, er undtaget ved en særlig klausul, sml. om disses rækkevidde U 1985.157 H. En erhvervsansvarsforsikring dækker i almindelighed både den erhvervsdrivende virksomhed og dem, der er ansat i virksomheden, som sik- rede. Arbejdstagere er i vidt omfang fritaget for ansvar, hvor arbejdsgiveren har tegnet forsikring, jf. EAL § 19, stk. 3. Det gælder dog ikke, hvor arbejds- tageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Ansvar for grov uagtsom- hed er ofte undtaget i ansvarsforsikring, hvilket FAL § 20 giver mulighed for.23 Hvor arbejdstageren ikke er fritaget for ansvar i medfør af EAL § 19, stk. 3, gælder reglen i EAL § 23.
10. Processuelle spørgsmål: angivelse af søgsmålsgrund og værneting
Parterne i en proces skal angive de anbringender, som de gør gældende til støtte for deres påstand, jf. RPL § 338. Der ligger ikke i denne regel et krav om, at den skadelidte i en erstatningssag altid skal præcisere en søgsmåls- grund i korrekte retlige termer. Skadelidte behøver ikke at angive, om han støtter sin påstand på, at modparten har misligholdt en kontrakt, eller på, at
23. Jf. Xxxxxxx og Xxxxxxxxx: Dansk forsikringsret s. 311 f. og s. 330 samt Xxxx Xxxxx- xxx: Forsikringsret s. 214 ff.
221
Kapitel 11. Erstatning i og uden for kontraktsforhold
modparten har udvist en adfærd, der kan medføre ansvar efter reglerne om erstatning uden for kontrakt.24 I reglen vil sagsøger dog søge at præcisere sine søgsmålsgrunde, og sagsøgte sine indsigelser, herunder ved at kvalificere deres anbringender nærmere i juridisk henseende.25
Der gælder særlige og forskellige værneting for sager om kontraktsforhold (RPL § 242 og Bruxelles I-forordningen art. 7(1)) og om erstatning uden for kontraktsforhold (RPL § 243 og Bruxelles I-forordningen art. 7(3)). Disse forskelle forudsætter eksistensen og gennemførligheden af sondringen mel- lem kontraktskrav, herunder kontraktserstatningskrav, og krav om erstatning uden for kontraktsforhold (deliktskrav). Efter Bruxelles I-forordningen, som i dansk ret er gennemført ved lov nr. 1563 af 20. december 2006 (som følge af det danske forbehold mht. civilret), er begreberne kontraktsforhold og erstat- ning uden for kontrakt selvstændige EU-retlige begreber.26 Krav om erstat- ning efter reglerne om produktansvar er omfattet af reglen om deliktsværne- ting, jf. U 1999.255 H.27
Bruxelles I-forordningen afløste Domskonventionen, der var gældende mellem medlems- landene. Også Bruxelles I-forordningen gælder kun for medlemsstaterne. For Danmarks vedkommende har det været nødvendigt med en særordning for at gennemføre forordnin- gen, selv om sådanne ellers gælder umiddelbart i alle EU-medlemslande. Danmark har som omtalt ovenfor taget forbehold over for (bl.a.) det retlige samarbejde i EU, og som følge heraf har der måttet udformes en såkaldt parallelaftale og foretages en særlig gen- nemførelse af den aftalte ordning i dansk lovgivning, jf. Hertz: Bruxelles I-forordningen
s. 19 f.
Efter dansk international privatret er udgangspunktet for bedømmelse af an- svar uden for kontraktsforhold lex loci delicti, dvs. det sted, hvor den skade- forvoldende begivenhed fandt sted.28
24. Jf. Gomard: Erstatningsregler s. 80.
25. Jf. Gomard og Kistrup: Civilprocessen s. 242 f. og s. 593 ff., Xxxxxxxxxxx Xxxxxxxx og Werlauff: Dansk retspleje s. 295 f. og s. 298 f. samt Xxxx-Xxxxxxxx x.fl.: Den ci- vile retspleje s. 93 ff.
26. Jf. Hertz: Bruxelles I-forordningen s. 172 ff. med henvisning til sag 189/87.
27. Jf. Gomard og Kistrup: Civilprocessen s. 132 med note 50 og Hertz: Bruxelles I-for- ordningen s. 173 med henvisning til sag C-45/13 og C-189/08 samt nedenfor i kapitel 14, afsnit 6.2.
28. Jf. Xxxxxxxxx og Hertz: International privatret på formuerettens område s. 113 ff. og
Xxxxxx Xxxxxxx: International formueret s. 290 ff.
222
11. Lovvalg
Spørgsmålet, om der skal tages udgangspunkt i lex loci delicti eller i den individualiseren- de metode (dvs. en vurdering af, hvilken ret sagsforholdet har sin nærmeste tilknytning til), diskuteres af Xxxxx og Xxxx Xxxxxxx i J 2000 s. 231 ff., J 2001 s. 134 ff. og s. 284 ff. og J 2002 s. 40 ff. Efter Rom II-forordningen (som vil blive omtalt i småtrykket in fine) er ud- gangspunktet nu lex loci damni, dvs. det sted, hvor skaden indtræder. Rom II-forordningen gælder ikke i Danmark.
Kontraktskrav bedømmes derimod efter den lov (eller den ret eller retsord- ning), som parterne har vedtaget, eller – i mangel af sådan vedtagelse – nor- malt af den ret, som aftalen har sin nærmeste tilknytning til, jf. Romkonventi- onen (også kaldet kontraktskonventionen eller lovvalgskonventionen) af 1980 art. 3 og 4, der blev gennemført ved lov nr. 188 af 9. maj 1984. For kontrakter om køb, bortset fra forbrugerkøb, gælder dog de særlige lovvalgsregler i Haagerkonventionen af 1955, som blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 122 af 15. april 1964.
Romkonventionens danske tekst har valgt ordet lov som oversættelse af law eller loi. I den tyske tekst tales om Recht. Den danske oversættelse stemmer med ordet lovvalg (sml. tysk Rechtswahl) og med den – udvidede – betydning, ordet lov har i GRL § 64 om, at dom- merne i deres kald alene har at rette sig »efter loven«, dvs. gældende ret. I modsætning til Bruxelles I-forordningen (og før den: Domskonvention) er Romkonventionen ikke be- grænset til kontrakter med tilknytning til EU-lande, jf. konventionens art. 1 og 2 samt Xxxxx Xxxxxx: EU-IP s. 131 f.
Reglerne i Romkonventionen omfatter både pligten til at opfylde en indgået kontrakt in natura i overensstemmelse med dens indhold og pligten til, hvis dette ikke sker, at opfylde sådanne subsidiære krav, f.eks. krav om erstatning, som medkontrahenten måtte kunne gøre gældende i kraft af regler om kon- traktsbrud.
I EU er Romkonventionen nu blevet afløst af to forordninger, Rom I (om kontraktsforhold) og Rom II (om deliktsforhold). Rom I, forordning 593/2008/EF, er omtalt af Xxxxx og Xxxx Xxxxxxx i U 2008 B s. 234 ff., og Rom II, forordning 864/2007/EF, af Xxxx Xxx og Xxxx Xxxxxxx i U 2008 B s. 283 ff. Rom I-forordningen, der ligesom Romkonventionen omfatter både opfyldelses- og erstatningskrav i kontrakt, finder anvendelse fra den 17. december 2009, og Rom II-forordningen fra den 11. januar 2009. Ingen af forordningerne gælder dog, hvor dansk international privatret fører til anvendelse af dansk ret, idet Danmark som bekendt har taget et forbehold over for (bl.a.) det retlige samarbejde i EU). Efter dansk international privatret er Romkonventionen således stadig afgørende for kontraktsansvar og uskrevne regler for deliktsansvar.
223