faglig voldgift FV 2018.0026 Fagligt Fælles Forbund
Kendelse
i
faglig voldgift FV 2018.0026 Fagligt Fælles Forbund
(forhandlingssekretær Xxxx Xxxxxxxx) mod
Dansk Erhverv Arbejdsgiver for
XxxxXxxxxxx.xx, Xxxxxxx XxX (advokat Xxxxx Xxxx)
1. Tvisten
Denne sag angår, om landoverenskomst for vikarer, herunder lageroverenskomsten, ind- gået mellem mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Fagligt Fælles Forbund (3F) finder anvendelse på arbejde, som et medlem af 3F tilknyttet vikarbureauet XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS i november 2016 udførte på lageret hos brugervirksomheden Prime Cargo A/S i Kolding, eller om arbejdet er omfattet af funktionæroverenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK-Privat og HK/Handel.
3F er af den opfattelse, at det udførte arbejde er omfattet af 3F landoverenskomsten for vikarer, herunder 3F lageroverenskomsten, mens Dansk Erhverv Arbejdsgiver mener, at HK funktionæroverenskomsten finder anvendelse.
2. Påstande
Klager, Fagligt Fælles Forbund har nedlagt påstand om, at Dansk Erhverv Arbejdsgiver skal anerkende, at XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS skal følge landsoverenskomst for vikarer mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Fagligt Fælles Forbund, herunder lageroverens- komsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Fagligt Fælles Forbund, for arbejde udført af forbundets medlem A i november 2016 inden for lagerområdet hos brugervirksomheden Prime Cargo A/S.
Indklagede, Dansk Erhverv Arbejdsgiver for XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS, har påstået frifindelse.
3. Sagens behandling mv
Sagen blev mundtligt forhandlet den 8. oktober 2018 hos Prime Cargo A/S, Xxxxxxxxx 0, 0000 Xxxxxxx, for en faglig voldgift med følgende partsudpegede medlemmer:
Udpeget af klager: Xxxxxxx Xxxx Xxxxxxxxxx og Xxxxxxxx Xxxxxxxxx, begge 3F Transport- gruppen.
Udpeget af indklagede: Underdirektør, advokat Xxxxxx Xxxxxxxxx Xxxxxx, og overens- komstchef, advokat Xxxxxxx Xxxxxxx Xxxx, begge Dansk Erhverv Arbejdsgiver.
Som opmand deltog højesteretsdommer Xxxxxx Xxxxxxxx.
I forbindelse med den mundtlige forhandling blev der foretaget besigtigelse af E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S. Lageret er beliggende Nordager 28, 6000 Kolding.
Der blev under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af A, Xxxx Xxxxxxxxxx, 3F Transportgruppen, administrerende direktør Xx Xxxxxxxx Xxxxxxxx, Xxxxxxxxxxx.xx, Kolding ApS, og Xxxxx X. Xxxx Xxxxxxxx, logistic manager hos Prime Cargo A/S.
Xxxxx blev fra klagers side procederet af forhandlingssekretær Xxxx Xxxxxxxx og fra indkla- gedes side af advokat Xxxxx Xxxx.
Efter forhandling og votering kunne der ikke opnås enighed om eller et flertal for en af- gørelse blandt de partsudpegede medlemmer af voldgiftsretten. Afgørelsen skal derfor træffes af opmanden ved kendelse. Det er aftalt, at kendelsen ikke behøver at indeholde en (fuldstændig) sagsfremstilling eller en (fuldstændig) gengivelse af forklaringer eller par- ternes procedure (anbringender).
4. Overenskomsterne mv.
4.1. Overenskomsterne
I 3F landsoverenskomsten for vikarer for 2014/2017 er det under dækningsområdet i § 1 fastsat, at overenskomsten er gældende
”for vikarer inden for 3F’s faglige dækningsområder, der engageres af et vikarbureau med henblik på at stille disse til rådighed for brugervirksomheder.”
I landsoverenskomstens § 4 er der fastsat regler for løn og arbejdstid vedrørende bruger- virksomheder uden overenskomst. Heri står bl.a.:
”Ansættelsesforholdene reguleres som udgangspunkt i henhold til nærværende overens- komst.
For så vidt angår løn, tillæg og arbejdstid følges den toneangivende overenskomst for det pågældende område i forhold til det på brugervirksomheden udførte arbejde.
…
For vikararbejde inden for lagerområdet er den toneangivende overenskomst Lagerover- enskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F.”
HK funktionæroverenskomsten1 finder også anvendelse inden for lagerområdet, herunder for vikarer, der udfører arbejde inden for dette område. At lagerområdet er omfattet af funktionæroverenskomstens dækningsområde, er kommet direkte til udtryk i præamblen til den nugældende funktionæroverenskomst (2017/2020), hvor der under litra C er an- ført, at der er aftalt særlige regler for medarbejdere på lagerområdet.
XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS blev efter det oplyste oprettet i 2016 og meldte sig ind i Dansk Erhverv Arbejdsgiver. Ved indmeldelsen blev XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS umid- delbart omfattet af 3F landsoverenskomsten for vikarer, herunder 3F lageroverenskom- sten. Dansk Erhverv Arbejdsgiver havde ved indmeldelsen også indgået HK funktionær- overenskomsten, men det var en betingelse for, at en virksomhed blev omfattet af denne overenskomst, at HK kunne dokumentere, at mindst 50 procent af de beskæftigede inden for det område, overenskomsten tilsigtede at dække, var medlemmer af HK. I foråret 2016 tiltrådte XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS gennem Dansk Erhverv Arbejdsgiver særskilt HK funktionæroverenskomsten2, som således også blev gældende for dette selskab uanset den nævnte 50 procent grænse.
4.2. Grænseaftale- og samarbejdsaftale
Specialarbejderforbundet (SID – nu 3F) og HK indgik i 1994 en grænse- og samarbejdsaf- tale vedrørende organisationernes arbejde inden for engroslagrene. Det er oplyst, at denne aftale mellem parterne ikke er ophørt. Det bemærkes endvidere, at XxxxXxxxxxx.xx, Kol- ding ApS ikke har tiltrådt grænse- og samarbejdsaftalen.
Det fremgår af grænse- og samarbejdsaftalen bl.a.:
”Følgende funktioner henhører under SID’s område:
1. Af- og pålæsning ved transport af varer internt som eksternt efter ordreseddel.
1Landsoverenskomst 2014-2017, Funktionæroverenskomst for Handel, Viden og Service indgået mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og HK/Privat og HK Handel.
2Se hertil funktionæroverenskomstens § 18, litra B, stk. 2, hvorefter Dansk Erhverv Arbejdsgiver ikke vil kræ- ve 50 procent-reglen opfyldt i tilfælde, hvor en virksomhed selv ønsker overenskomst oprettet for medarbej- derne, og såfremt det i øvrigt i det konkrete tilfælde findes rimeligt, at en overenskomst indgås.
2. Ud- og indpakning ved ekspedition samt maskinel supplering af lagre.
3. Håndtering af VVS-artikler samt jern og rør, hvortil kræves betjening af kran eller andre tekniske hjælpemidler.
4. Arbejde på og ved transportbånd samt sugeanlæg.
5. Kølehuse, dybfrostlagre samt frugt- og grøntlagre og auktionshaller ...
6. Transportarbejdet med returvarer, herunder betjening af affaldspresser og paller.
7. Rengøring af lagre, pladser samt vedligeholdelse af materialer.
Følgende funktioner henhører under HK’s område:
1. Ekspedition af varer og direkte handel.
2. Ledelse og kontrolfunktioner, herunder ansvar for datomærkning, prismærkning og re- gistrering af bl.a. returvarer, som ligger inden for HK’s område.
3. Ansvar for banderolering og kontrol med beskatnings- og afgiftsvarer.
4. Arbejdet på forvalterkontor, herunder udskrivning af ordresedler, fakturaer, telefonbe- tjening samt regnskabsføring.
…
Ovennævnte aftale er truffet på grundlag af nuværende vare- og ekspeditionsforhold. Der er enighed om, at det ovenfor skitserede også skal være retningsgivende ved indførelse af nye arbejdsmetoder.
I tvivlstilfælde optages forhandlinger mellem organisationerne.
I tilfælde af uoverensstemmelse om forståelsen af nærværende overenskomst optages for- handlinger mellem parterne.
Såfremt sagen ikke kan løses ved forhandling, afgøres sagen ved kartellets grænseudvalg og i sidste ende ved LO’s grænsenævn. Ved uenighed skal sagen behandles ved voldgift.”
Det er oplyst, at der ikke er truffet afgørelse efter grænse- og samarbejdsaftalen med hen- syn til, om det arbejde, der udføres på E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S, hører under 3F’s dækningsområde eller under HK’s dækningsområde.
4.3. Oplysninger om praksis mv.
4.3.1. Xxxxxxxx Xxxxx A/S
Der er fremlagt et brev af 27. december 2004 fra Xxxxx Xxxxxxx fra SID til HK/Handel ved Xxx Xxxxxx om virksomheden Xxxxxxxx Xxxxx A/S. I brevet hedder det bl.a.:
”Ved en fornyet besigtigelse på ovennævnte virksomhed den 20. december 2004 blev det konstateret, at der var tale om it-handel, hvilket er HK’s organisationsområde.
Det er derfor aftalt, at ovennævnte virksomhed er HK’s organisationsområde, og vi betrag- ter derfor sagen som afsluttet.”
4.3.2. Supervare A/S
I et brev af 25. maj 2011 fra Xxxx Xxxxxxxxxx fra 3F til Dansk Erhverv Arbejdsgiver hedder det om overenskomstforholdene hos Supervare A/S i Glostrup bl.a.:
”3F Transportgruppen er efter besigtigelse og samtale med HK kommet til den opfattelse, at med det varesortiment der er tale om p.t. hos Supervare A/S, vil det være mest naturligt med en HK-overenskomstdækning af det pågældende lagerarbejde på firmaets adresse i Glostrup.”
Advokat Xxxxxxx Xxxxxxxx-Xxxxxxx, som dengang var tilknyttet Dansk Erhverv Arbejdsgi- ver, og som var involveret i sagen om overenskomstforholdene hos Supervare A/S, har i en skriftlig redegørelse af 19. september 2018 oplyst bl.a.:
”Supervare A/S var en virksomhed, medlem af Dansk Erhverv Arbejdsgiver, der stod for SuperBest-kædens handel med dagligvarer. Indehaveren af Xxxxxxxxx.xx var en købmand i SuperBest-kæden, der havde startet virksomheden op i sin dagligvarebutik., hvor man an- vendte det beskedne lager, der er i dagligvarebutikker, som lager for Supervare A/S.
I forbindelse med at Supervare A/S voksede valgte virksomheden at flytte denne til selv- stændige lokaler i Glostrup.
Ud over lagerfunktionen i Glostrup var der tillige administrative medarbejdere på adressen og et antal telefonsælgere.
…
Der blev … gennemført en fælles besigtigelse med repræsentanter for Supervare A/S, Dansk Erhverv Arbejdsgiver, 3F Vestegnen og HK Handel.
Lageret bestod af et større lokale, der i det væsentligste lignede en almindelig dagligvare- butik med hylder og kølemontrer. Frysevarerne var ikke i montrer, men i et fryserum.
Lagermedarbejderne havde håndscannere og mindre plukvogne. Arbejdsgangen var som følger:
Medarbejderne hentede en ordreseddel, der bestod af en indkøbsliste med de dagligvarer, som kunden ønskede leveret. Herefter gik medarbejderen rundt på lageret og plukkede varerne fra ordresedlen og returnerede til sidst til pakkeområdet, hvor medarbejderen pakkede varerne ned i en kasse. Kassen blev – afhængig af det indhold der var plukket – enten sat ved almindelig temperatur eller på køl. Skulle der plukkes frostvarer, blev disse plukket særskilt og sat i et frostrum.
Herefter sluttede opgaven for medarbejderen og vedkommende kunne tage en ny ordre- seddel.
Varerne blev afhentet af en ekstern vognmand, der bragte ordrerne ud til Supervare A/S’ kunder.”
4.3.3. Matas
Af et protokollat af 11. februar 2015 fremgår, at der havde været afholdt et afsluttende mø- de i forbindelse med 3F’s henvendelse af 8. juli 2014 til Matas Operations A/S vedrørende overenskomstdækning af ”lagerfaciliteterne i tilknytning til Matas Operations A/S’ hoved- kontor på Rørmosevej i Allerød”. Parterne var enige om, at Matas Operations A/S ”tiltræ- der Lageroverenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F Transport pr. 1. juni 2015”. Protokollatet er underskrevet af 3F Transport, Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Ma- tas Operations A/S.
Af et protokollat af 10. februar 2016 fremgår, at der havde været afholdt et afsluttende mø- de i forbindelse med Matas Webshops tiltrædelse af HK funktionæroverenskomsten pr. 1. december 2015. Protokollatet er underskrevet af HK Handel, Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Matas Operations A/S.
4.3.4. Andre virksomheder mv.
Fagligt Fælles Forbund har i replikken og i et supplerende processkrift henvist til en række virksomheder, som har et weblager, eller som i lighed med Prime Cargo A/S leverer direkte til kunderne, men hvor lagerarbejdet er omfattet af overenskomst med 3F. Det drejer sig bl.a. om System Transport A/S, Logistik Centralen A/S, Bestseller A/S, Jysk, X. Xxxxxx, Xxxxxx.xxx og ID-Design.
Fagligt Fælles Forbund har endvidere oplyst, at Prime Cargo A/S har 16 igangværende lær- lingeforhold, der er omfattet af lærlingebestemmelserne i Fællesoverenskomsten mellem DIO II og 3F Transportgruppen.
5. Sagen i hovedtræk
5.1. Vikarens ansættelsesforhold
A, der efter det oplyste er medlem af Fagligt Fælles Forbund, blev ved en såkaldt tilknyt- ningsaftale i 2016 tilknyttet som vikar hos XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS. I den forbindelse skulle han udføre arbejde hos brugervirksomheden Prime Cargo A/S i Kolding.
Det er oplyst, at A blev aflønnet efter HK funktionæroverenskomsten. Klager har fremlagt et bilag, som viser, at A skulle have knap 7.000 kr. til gode for det arbejde, han udførte hos Prime Cargo A/S i perioden fra 31. oktober 2016 til 30. november 2016, hvis 3F lagerover- enskomsten finder anvendelse i stedet HK funktionæroverenskomsten. Spørgsmålet om efterbetalingskravets størrelse er ikke omfattet af denne voldgiftssag.
5.2. E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S
E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S håndterer webhandel for bl.a. Magasin, Bahne, Kop & Kande og Skoringen. Herom har Prime Cargo A/S oplyst3:
”E-commerce er et forretningsområde, hvor kunden bestiller sin vare på nettet i stedet for at gå i en butik eksempelvis Magasin.
Varemodtagelse:
Varerne modtages i varemodtagelsen, hvor de pakkes ud, lægges på hylder eller hænges på lokationer klar til pluk.
Pluk:
Via en scanner plukkes den enkelte ordre til slutbrugeren.
Medarbejderen går med en plukvogn, hvor ordren placeres, vognen køres til ud scanning, hvor den scannes ud og [varen] pakkes i en kasse. Ønsker kunden, at varen pakkes ind med til og fra kort, er dette en mulighed. Dette styres via stregkoden på ordren.
Købes der parfume, plomberes disse produkter. Købes der sko, kan kunden også få dem imprægneret.
3Jf. indklagedes svarskrift.
Varen kører via et bånd videre til lukke stationen, hvor kassen … lukkes og sendes videre til end stationen, hvor stregkoden på pakken styrer hvilken transportør.”
Disse arbejdsgange blev bekræftet under besigtigelsen af E-commerce lageret. Besigtigel- sen viste endvidere, at der er tale om et relativt stor lager. Varerne kom typisk i mindre pakker fra de forskellige kunders leverandører. Det var en eller flere af disse varer, som blev pakket og sendt til slutbrugeren, når denne via internettet havde indgået aftale med kunden, f.eks. Magasin, om køb af en eller flere varer.
Prime Cargo A/S har ikke nogen overenskomst for så vidt angår lagerarbejdet på E-com- merce lageret.
6. Forklaringer
A har forklaret bl.a., at han i 2016 var tilknyttet XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS som vikar. Han arbejdede som vikar hos Prime Cargo A/S i november 2016. Han fik udleveret en håndscanner med de enkelte ordrer og tog en rullevogn, som han gik rundt på lageret med og plukkede varer. Han placerede varerne i rullevognen, og når han var færdig, kørte han rullevognen til pakkeområdet. Han pakkede ikke selv til forsendelse, men tog en anden rullevogn og gik i gang med den næste ordre på håndscanneren.
Han har tidligere været vikar hos Bestseller udsendt af vikarbureauet Back Up Vikar A/S. Også her blev han udstyret med en håndscanner og skulle plukke varer. Hans arbejde var omfattet af 3F lageroverenskomsten.
Han er i dag fuldtidsansat på lageret hos Idé Møbler. Hans arbejde består også her i at plukke varer. Det er 3F lageroverenskomsten, som gælder.
Xxxx Xxxxxxxxxx har forklaret bl.a., at han i ca. 8 år har været forhandlingssekretær i 3F Transportgruppen.
Han kan ikke huske, om han før denne sag er stødt på brevet af 27. december 2004 fra Xxxxx Xxxxxxx om Xxxxxxxx Xxxxx A/S. At it-handel er HK’s område, gør sig ikke længere gældende.
Han endte efter besigtigelse med at acceptere, at det var mest naturligt, at Supervare A/S blev overenskomstdækket af HK, således som han skrev i sit brev af 25. maj 2011. Det viste sig, at de medarbejdere på lageret hos Supervare A/S, som plukkede varer fra hylderne til kunderne, kunne kontakte kunderne telefonisk, f.eks. hvis den vare, som kunden havde bestilt, ikke var der. Så kunne medarbejderne rådgive kunden om at købe en anden, lig- nende vare.
Han blev overrasket over, at HK indgik en overenskomst om Matas Webshop, således som det fremgår af protokollatet af 10. februar 2016. Efter hans opfattelse var Matas Webshop omfattet af 3F lageroverenskomsten, jf. protokollatet af 11. februar 2015.
Der er andre virksomheder, som er omfattet af 3F lageroverenskomsten, og som har web- lagre. Det gælder bl.a. X. Xxxxxx i Middelfart, Xxxxxx.xxx, Systemtransport og Jysks lager i Viborg. Han kan ikke se, at E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S adskiller sig væ- sentligt fra de andre weblagre, hvor 3F lageroverenskomsten finder anvendelse.
Grænse-og samarbejdsaftalen fra 1994 har ikke forhindret en række voldgiftssager. Græn- se-og samarbejdsaftalen er gammel, og der er løbet meget vand i åen siden. Den arbejds- metode, der anvendes på lagrene i dag, er meget anderledes end i 1994.
Han kan ikke præcist sige, hvad der er afgørende for, om HK funktionæroverenskomsten finder anvendelse på lagerarbejde. Der skal nok lægges vægt på, om der stilles krav om en særlig uddannelse, eller om der er tale om en særligt betroet stilling.
Xx Xxxxxxxx Xxxxxxxx har forklaret bl.a., at han er administrerende direktør for hele TeamVikar-koncernen. Koncernen består af ni selskaber.
XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS blev oprettet i 2016 primært med henblik på udsendelse af vikarer til web-lagre. Selskabet har ca. 4-500 vikarer tilknyttet. Selskabet blev indmeldt i Dansk Erhverv Arbejdsgiver, som rådgav ham om at tiltræde HK funktionæroverenskom- sten, fordi den finder anvendelse på arbejde, der udføres på web-lagre. Han tiltrådte heref- ter denne overenskomst i marts 2016.
Prime Cargo A/S, som han i 2016 begyndte at sende vikarer til, har ingen overenskomst. De enkelte vikarers ansættelsesbevis består dels af en tilknytningsaftale dels af de enkelte
jobbekræftelser. I bekræftelsesbrevene mv. til A var der fejl med hensyn til, hvilken over- enskomst der fandt anvendelse. Der blev senere sendt korrigerede bekræftelsesbreve til ham, hvor der henvises til HK funktionæroverenskomsten. Disse var tilgængelige på vikar- siden, hvor han kunne logge sig ind. A kan ikke have været i tvivl om, at han blev aflønnet efter HK funktionæroverenskomsten. Han blev oplyst, hvad lønnen ville være, da han sag- de ja til at arbejde hos Prime Cargo A/S, og lønnen var udregnet efter HK funktionærover- enskomsten.
Xxxxx X. Xxxx Xxxxxxxx har forklaret bl.a., at han har været logistic manager i E-commerce afdelingen hos Prime Cargo A/S siden 2009. Prime Cargo har ikke nogen overenskomst.
Prime Cargo A/S har også andre lagre, nemlig Business to Business (B2B) lagre. Disse lag- re er fysisk adskilt fra E-commerce lageret og adskiller sig væsentligt fra arbejdet i E-com- merce lageret. På B2B lagrene er der nemlig tale om tungt arbejde. Der kommer ofte hele containere med varer, som skal tømmes. Og der skal normalt anvendes gaffeltruck. Plukke- arbejdet i E-commerce lageret adskiller sig fra plukke-arbejdet i B2B ved, at der plukkes mange enkeltvarer til pakning og forsendelse, f.eks. creme eller parfume.
Vikarer i E-commerce lageret er ikke med til at tømme lastbilerne med varer, og vikarer udfører ikke egentligt kontorarbejde. Deres arbejde består primært i at plukke varer fra hylderne, men de kan i højsæsonen også anvendes til at pakke varer. Der kan godt roteres mellem de forskellige funktioner på E-commerce lageret, forudsat at den pågældende medarbejder har kvalifikationerne til at udføre funktionen.
Han mener, at arbejdet på E-commerce lageret kan sammenlignes med arbejdet i en butik, hvortil der er knyttet et lager, som ekspedienten må gå hen til, hvis varen ikke er at finde i butikken. Det arbejde, som bliver udført i E-commerce lageret, svarer samlet set til det, som efter grænse-og samarbejdsaftalen fra 1994 hører under HK’s område. Der ekspederes varer; der er dog ikke direkte kundehandel. Der er ledelses- og kontrolfunktioner, herun- der ansvar for datomærkning, prismærkning og registrering af bl.a. returvarer. I den for- bindelse undersøges det, om varen er salgbar, eller om den er defekt. Bl.a. creme og par- fume bliver plomberet. Det er ordresedlerne, der modtages elektronisk, der bruges til at finde varerne, som derefter pakkes og sendes med en ordrebekræftelse eller lignende. Kunderne kan forlange, at sko bliver imprægneret. Ved pakning af varerne bruges samme
brevpapir som hos den butik, hvor varen er købt. Slutbrugeren vil kunne få byttet varen i butikken. Slutbrugeren vil ikke kunne se, at varen ikke kommer direkte fra butikken, men fra E-commerce lageret.
7. Parternes hovedsynspunkter
Klager har anført navnlig, at arbejdet på E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S er om- fattet af dækningsområdet for 3F vikaroverenskomsten, herunder 3F lageroverenskom- sten.
Der er tale om et helt ordinært lager. Det kan ikke sammenlignes med en bagbutik. Der er ingen kundekontakt, og medarbejderne har ikke kendskab til de enkelte varer. Plukarbej- det svarer til det arbejde, der udføres på andre lagre, herunder weblagre, hvor 3F lager- overenskomsten finder anvendelse. Den omstændighed, at der anvendes it på lagret, har ingen betydning.
Det følger af 3F vikaroverenskomstens § 4, at 3F lageroverenskomsten er den toneangi- vende overenskomst for vikararbejde inden for lagerområdet. Aflønningen af A skal derfor ske i henhold til denne overenskomst. Dette gælder, selv om der måtte være overlapning mellem HK funktionæroverenskomsten og 3F lageroverenskomsten, idet A i denne situati- on kan vælge den overenskomst, som giver ham den mest gunstige retsstilling.
Indklagede har anført navnlig, at HK funktionæroverenskomsten finder anvendelse på det arbejde, der udføres på E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S.
Allerede i 2004 gav SID udtryk for, at denne overenskomst gælder, når der er tale om it- handel. Der er også senere praksis, der viser dette, f.eks. sagerne om Supervare A/S og Ma- tas Webshop.
Det arbejde, som udføres på E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S, svarer samlet set til det arbejde, som i grænse- og samarbejdsaftalen fra 1994 mellem SID og HK falder ind under HK’s område. Der henvises bl.a. til forklaringen fra Xxxxx X. Xxxx Xxxxxxxx.
3F vikaroverenskomstens § 4 om, hvilken overenskomst der er toneangivende for vikarar- bejde på lagerområdet, forudsætter, at arbejdet falder ind und 3F vikaroverenskomstens dækningsområde, jf. § 1. Det er som nævnt foran ikke tilfældet.
Hvis der måtte være overlapning mellem HK funktionæroverenskomsten og 3F vikarover- enskomsten, herunder 3F lageroverenskomsten, for så vidt angår det arbejde, der udføres på E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S, er der efter nyere retspraksis ikke grundlag for at tilsidesætte den beslutning, som TeamVikaren efter rådgivning fra Dansk Erhverv Arbejdsgiver har truffet, hvorefter arbejdet reguleres af HK funktionæroverenskomsten.
8. Opmandens begrundelse og resultat
8.1. Baggrund og problemstilling
Vikarbureauet XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS blev oprettet i 2016 og meldte sig ind i Dansk Erhverv Arbejdsgiver samme år. Ved indmeldelsen blev XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS umiddelbart omfattet af 3F landsoverenskomsten for vikarer, herunder 3F lageroverens- komsten. XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS blev ikke ved indmeldelsen umiddelbart omfattet af HK funktionæroverenskomsten, idet den kun gjaldt, hvis HK kunne dokumentere, at mindst 50 procent af de beskæftigede inden for det område, som overenskomsten tilsigte- de at dække, var medlemmer af HK. I foråret 2016 tiltrådte TeamVikaren dk, Kolding ApS gennem Dansk Erhverv Arbejdsgiver særskilt HK funktionæroverenskomsten, som således blev gældende for selskabet uanset den nævnte 50 procent grænse.
Sagen angår, om det arbejde, som A – der som vikar var tilknyttet XxxxXxxxxxx.xx, Kol- ding ApS – udførte som vikar på E-commerce lageret hos brugervirksomheden Prime Car- go A/S i Kolding (der ikke selv har indgået nogen overenskomst), er omfattet af 3F vikar- overenskomsten, herunder 3F lageroverenskomsten, således som 3F har gjort gældende, eller om arbejdet er omfattet af HK funktionæroverenskomsten, således som Dansk Er- hverv Arbejdsgiver har gjort gældende.
A blev ikke lovet, hvad 3F da heller ikke har gjort gældende, at arbejdet er omfattet af 3F vikaroverenskomsten, herunder 3F lageroverenskomsten. Spørgsmålet om, hvilken over- enskomst A’s arbejde er omfattet af, må derfor afgøres på andet grundlag.
8.2. Mere overordnede betragtninger
Det fremgår af 3F vikaroverenskomstens § 4, at den toneangivende overenskomst inden for lagerområdet er lageroverenskomsten mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver og 3F. Den- ne bestemmelse løser imidlertid efter min opfattelse ikke tvisten mellem parterne. Forud- sætningen for, at bestemmelsen finder anvendelse, er nemlig, at der skal være tale om vi- karer inden for 3F’s faglige dækningsområde, jf. 3F vikaroverenskomstens § 1.
3F lageroverenskomsten indeholder ikke noget nærmere om dækningsområdet. HK funk- tionæroverenskomsten omfatter også lagerarbejde, men indeholder heller ikke noget nær- mere om dækningsområdet. Den praksis, som er gennemgået i afsnit 4.3 foran, giver ikke grundlag for at fastslå med nogen præcision, i hvilke tilfælde det er den ene eller den anden overenskomst, der finder anvendelse på lagerarbejde. Det samme gælder den retspraksis, som parterne har påberåbt sig.4 Grænse- og samarbejdsaftalen mellem SID (nu 3F) og HK, jf. afsnit 4.2 foran, angiver heller ikke med nogen klarhed, hvordan en tvist som den fore- liggende skal løses.5
Efter min mening må situationen i dag karakteriseres således, at de to overenskomster overlapper hinanden i ikke ubetydelig grad. I en sådan situation består voldgiftsrettens opgave i at bedømme, om der er det fornødne grundlag for at tilsidesætte arbejdsgiverens beslutning om, at ansættelsesforholdet er omfattet af den ene overenskomst i stedet for den anden.6
8.3. Den konkrete vurdering
E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S håndterer webhandel for bl.a. Magasin. Kunden bestiller sin vare på nettet i stedet for at gå i butik. Varerne modtages i varemodtagelsen, hvor de pakkes ud, lægges på hylder eller hænges på lokationer klar til pluk. Efter pluk i henhold til de enkelte ordrer bliver varerne på en rullevogn transporteret til pakkeafdelin-
4Jf. faglig voldgiftskendelse af 1. juli 2004 om Superbyg A/S, Arbejdsrettens dom af 24. juni 2008 (A2007.696) om DKB Fonden, faglig voldgiftskendelse af 25. november 2011 (FV 2011.0093) om Grønvold & Schou A/S, Arbejdsrettens dom af 14. juni 2012 (AR 2011.0749) om Elgiganten og faglig voldgiftskendelse af
29. januar 2015 (FV 2014.0147) om Brødrene A & O Xxxxxxxx.
5Under SID’s område hører bl.a. ”Af- og pålæsning ved transport af varer internt som eksternt efter ordre- seddel” og ”Ud- og indpakning ved ekspedition samt maskinel supplering af lagre”. Under HK’s område hø- rer bl.a. ”Ekspedition af varer og direkte handel”.
6Se hertil faglig voldgiftskendelse af 25. november 2011 (FV 2011.0093) om Grønvold & Schou A/S og faglig voldgiftskendelse af 29. januar 2015 (FV 2014.0147) om Brødrene A & O Xxxxxxxx.
gen, hvor de bliver pakket og gjort klar til forsendelse. Varerne kører herefter på et bånd videre til en lukkestation og derfra til et sted, hvor de bliver afhentet af en transportør.
A’s arbejde som vikar på E-commerce lageret hos Prime Cargo A/S bestod i at plukke va- rer. Han fik udleveret en håndscanner med de enkelte ordrer og tog en rullevogn, som han gik rundt på lageret med og plukkede varer. Han placerede varerne i rullevognen, og når han var færdig, kørte han rullevognen tilbage til pakkeområdet. Han pakkede ikke selv til forsendelse, men tog en anden rullevogn og gik i gang med den næste ordre på håndscan- neren.
Efter denne beskrivelse af E-commerce lageret og A’s arbejde på lageret og efter bevisførel- sen i øvrigt, herunder besigtigelsen af lageret og forklaringen fra Xxxxx X. Xxxx Xxxxxxxx – sammenholdt med grænse- og samarbejdsaftalen mellem SID (nu 3F) og HK fra 1994 og den praksis, der er beskrevet i afsnit 4.3, samt den påberåbte retspraksis7 – har jeg ikke grundlag for at tilsidesætte beslutningen fra XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS, hvorefter A’s arbejde er omfattet af HK funktionæroverenskomsten. Efter min mening er det nærliggen- de at sidestille A’s arbejde på E-commerce lageret med arbejde på traditionelle udleve- ringslagre i forbindelse med butikker, der er omfattet af HK funktionæroverenskomstens dækningsområde. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at A’s arbejde efter praksis som beskrevet i afsnit 4.3 muligvis også falder ind under 3F lageroverenskomsten.
Jeg frifinder herefter Dansk Erhverv Arbejdsgiver for XxxxXxxxxxx.xx, Kolding ApS.
7Jf. note 4 ovenfor.
T h i b e s t e m m e s:
Dansk Erhverv Arbejdsgiver for Xxxxxxxxxxx.xx, Kolding ApS frifindes.
Hver part skal bære egne omkostninger ved sagens behandling og skal betale halvdelen af opmandens honorar.
København, den 15. oktober 2018
Xxxxxx Xxxxxxxx