UGENS DOM: Kan HE og UUE
UGENS DOM: Kan HE og UUE
udenom UE indgå en aftale og senere kræve betaling af UE?
Ugens kendelse er afsagt af voldgiftsretten ultimo august 2020, og omhandler spørgs- målet om, hvorvidt en underentreprenør (UE), er forpligtet til at betale forceringsomkostnin- ger. Under-underentreprenør (UUE) havde alene aftalt forcering med hovedentreprenøren (HE), hvorfor UE ikke havde været bekendt med dette.
HE havde antaget UE til at udføre en el-entreprise ved ombygningen af en skole. UE havde derefter antaget UUE til at levere og montere en elevator i forbindelse hermed.
Efter HE’s konkurs opstod der mellem UUE og UE tvist, om deres økonomiske mellemværende, herunder om ventetid og forcering.
UUE og UE havde vedtaget AB 92.
UUE påstod, at UE skulle betale ca. 170.000 kr. til UUE for bl.a. forceringsomkostninger og
ventetid. UE’s påstand heroverfor var frifindelse.
UUE gjorde gældende, at forcering var blevet drøftet på et møde med både HE og UE, hvorfor UE måtte være indforstået med forceringen. UE forklarede, at det ikke blev aftalt, at han skulle have fakturaerne så han kunne beregne et tillæg overfor HE, hvorfor UE påstod, at han ikke var indforstået med forceringen.
Voldgiftsretten
Indledningsvist tog voldgiftsretten stilling til spørgsmålet om betaling for ventetid den 13. marts 2019, da elevatorskakten ikke var klar til aftalt tid.
I UUE’s ordrebekræftelse var der angivet en leveringstid på ca. 10 uger fra tidspunktet for godkendt tegning. Der forelå dog ikke nogen skriftlig dokumentation på hvornår en godkendt tegning forelå, og heller ikke en nærmere præciseret tidsplan for arbejdets udførelse. Tidspla- nen var således kun foreløbig og derfor ikke bindende.
HE forklarede, at årsagen til, at HE gik i direkte dialog med UUE om ventetid og forcering var, at elevatorleverancen var meget problemfyldt, og det var svært at tale med elevatorfirmaets folk. HE accepterede derfor kravene fra UUE, hvilket UE ikke var involveret i.
Voldgiftsretten lagde herefter UE’s forklaring til grund, at UE ikke var involveret i aftalen mel- lem HE og UUE, om påbegyndelsen af montage af elevatoren den 13. marts 2019, som indebar en fravigelse af den foreløbige tidsplan. UE var derfor ikke forpligtet af HE’s tilsagn om, at ar- bejdet kunne begynde den 13. marts, hvorfor UE ikke skulle betale for ventetid.
Voldgiftsretten tog herefter stilling til, om UE skulle betale forceringsomkostninger.
Side 1 af 2
Voldgiftsretten lagde i sin vurdering vægt på, at ”Kravet om forcering var varslet i en mail af 8.
februar 2019 fra UUE til bl.a. UE. Ved mail af 12. februar 2019 meddelte HE til UUE, at »vi er
villige til at betale« for levering (…))” UE blev ikke orienteret om mailen den 12. februar.
UUE havde ikke godtgjort, at UE var indforstået med at skulle betale for ydelserne i aftalesed- lerne, hvorfor UE blev frifundet.
Voldgiftsretten frifandt således UE for UUE’s krav om betaling for ventetid og forceringsom- kostninger med henvisning til, at UE ikke var involveret i aftalen, som var indgået direkte mel- lem HE og UUE.
Hvad kan vi lære af denne kendelse?
UUE og HE kan ikke gå udenom UE og indgå en aftale om forcering eller ventetid, og forvente at kunne kræve betaling af UE senere, medmindre UE klart og tydeligt er gjort opmærksom på denne aftale. En part skal således involveres i den pågældende aftale og det skal godtgøres at denne part er indforstået med vilkårene.
Vil du vide mere?
Læs kendelsen i fuld længde på Nexus Advokaters hjemmeside her.
Har du lyst til yderligere information om afsagte domme og kendelser, så kan du læse mere på Nexus Advokaters hjemmeside her xxxxx://xxxxxxxxxxxxxx.xx/xxxxx-xx-xxxxxxxxx/
Hos Nexus Advokater afholder vi kurser, hvor vi går i dybden med hovedproblemerne indenfor byggeriet. Se mere på xxxxx://xxxxxxxxxxxxxx.xx/xxxxxx/
Du er også velkommen til at følge mig på LinkedIn: xxxxx://xxx.xxxxxxxx.xxx/xx/xxxxxxxx- sing/
/Entrepriseadvokat Xxxxx Xxxxxxx
Som gengivet i TBB 2020.842 / C-15336
Side 2 af 2