Stillings- og personprofil
Rektor
Birkerød Gymnasium
September 2020
Opdragsgiver Bestyrelsen Birkerød Gymnasium
Adresse Birkerød Gymnasium Søndervangen 56
3460 Birkerød
Tlf. 00 00 00 00
Stilling Rektor
Refererer til Bestyrelsesformand Xxxxx Xxxxxxxxxxx
Ansættelsesforhold Ansættelse i henhold til Cirkulære om aftale om
ansættelse af chefer ved institutioner inden for undervisningsområdet
Tiltrædelse: 1. januar 2021 Yderligere oplysninger Kan fås ved henvendelse til:
Bestyrelsesformand Xxxxx Xxxxxxxxxxx, tlf. 00 00 00 00
eller
Chefkonsulent Xxxx Xxxxx Xxxxxxx, MUUSMANN A/S, tlf. 00 00 00 00
Se mere på hjemmeside xxx.xxxxx-xxx.xx
Ansøgningsfrist Søndag den 18. oktober 2020
Søg stillingen på xxx@xxxxxxxx.xxx/xxxxxxxxxx
Processens forløb Der er planlagt følgende forløb for rekrutteringen, som
ansøgere bedes notere, idet der ikke kan påregnes afvigelser herfra.
1. samtaler: Torsdag den 22. oktober 2020 Test: Onsdag den 28. oktober 2020
2. samtaler: Torsdag den 5. november 2020
Kort om Birkerød Gymnasium
Birkerød Gymnasium er et stort og attraktivt gymnasium, der udbyder STX, HF, IB og kostskole. Skolen har en stærk, lokal forankring, der rækker 150 år tilbage i tiden og et meget stærkt internationalt udsyn og miljø med over 50 nationaliteter på skolen. En tredjedel af skolens 1100 elever er IB elever.
Kostskolen giver unge mennesker med både dansk og international baggrund, uanset sociale hjemlige forhold, muligheder for at bo under trygge, stabile og udviklende rammer, mens de får en ungdomsuddannelse i STX, HF eller IB. Kostskolen er den mest ansøgte kostskole i hele landet.
Birkerød Gymnasium er med sine fire afdelinger og store diversitet samtidig én skole med en stærk og fælles kultur.
I dagligdagen er sproget på Birkerød Gymnasium dansk – og engelsk. En ny rektor skal have mod på at fungere i en tosproget verden, hvor medarbejderne taler dansk med de danske elever og engelsk med de internationale elever – og nogle gange begge dele samtidig.
Birkerød Gymnasium har igennem en årrække opnået flotte resultater og står samlet set i en gunstig position. Skolen har en velfungerende bestyrelse, et samarbejdende ledelsesteam, et fagligt, stærkt og dedikeret lærerkollegium, kompetente og engagerede TAP-medarbejdere samt motiverede og aktive elever, der er stolte af deres skole.
Skolen har et godt omdømme og fremstår med en meget fin status, både i lokalområdet og internationalt som en skole med et højt fagligt og socialt ambitionsniveau. Skolen står stærkt inden for mange fagområder, hvor der er spændende aktiviteter og tilbud. Senest har skolen høstet stor anerkendelse fra Novo Nordisk for sin indsats inden for science fagene.
Samtidig med, at Birkerød Gymnasium er en fagligt stærk skole, der lægger vægt på, at man skal flytte sig fagligt, skal man også udvikle sig menneskeligt, mens man er elev på Birkerød Gymnasium. Det er vigtigt for skolen at se hver enkelt elev og behandle alle med respekt. Skolen er kendetegnet ved en venlig og imødekommende stemning. Alle skal føle sig set og føle sig som en del af det særlige BG- fællesskab. Tillid står centralt som værdi på skolen.
Fakta om Birkerød Gymnasium
Skolen har ca. 1100 elever
▪ STX - 9 spor
▪ HF - 2 spor
▪ IB med et årigt pre-IB - 5 spor
▪ Kostskole med omkring 80 elever Medarbejdere: 130
Budgettet for 2020 udgør: Ca. 100.000.000
Medarbejdere og elever
Skolens lærerkollegium er kendetegnet ved stort engagement og høj faglighed. Lærerkollegiet har en forholdsvis jævn aldersfordeling, og samlet bidrager lærerne engageret til den pædagogiske udvikling. Lærerne fungerer som markante rollemodeller for eleverne, deltager i faglige konkurrencer, skriver lærebøger og engagerer sig med eleverne i faglig aktivitet i bredeste forstand.
Skolens elever udviser ligeledes et stort engagement og har høje faglige og sociale ambitioner. Eleverne præger i høj grad skolens liv og viser stor vilje til fællesskab i en fin balance mellem selvstændighed og initiativlyst. Det ses tydeligt i skolens mange aktiviteter – også uden for skoletiden: klubber, cafeer, MUN-aktiviteter, semifaglige og sportslige aktiviteter, BIGMUN, charity, science-aftener, valgarrangementer, skakturneringer, filmfestival, musikværksteder m.m. Skolen har derudover en eliteidrætslinje og arbejder på at blive Team Danmark gymnasium.
På kostskolen består medarbejdergruppen både af pædagoger, ungerådgivere og lærere. Flere af medarbejderne bor i tjenesteboliger på skolen sammen med deres familier. Det bidrager til en helt særlig stemning, præget af fællesskab, rummelighed og nærvær.
Drift og økonomi
Birkerød Gymnasium er en driftstung skole med fire afdelinger under ét tag. Det kræver meget planlægning og logistik, som varetages af skolens velfungerende ledelse, administration og supportfunktioner i IT- og pedelafdeling, kostskolekøkken mv.
Skolen har en solid og velkonsolideret økonomi. Elevsøgningen er rigtig god, især IB-afdelingen har haft stor vækst gennem de senere år. Skolen er beliggende i et område, hvor der gennem mange år har været stor opbakning til skolen, og hvor der er tradition for at tage en ungdomsuddannelse – gerne på Birkerød Gymnasium. Økonomistyringen er sikker og velfungerende. Det giver en stabilitet, der virker positivt ind i skolens miljø og kultur.
Skolens bygningsmasse fremstår moderne og er løbende udbygget og moderniseret til at rumme de mange elever under samme tag. Skolen er velegnet til at rumme nye pædagogiske undervisnings- og arbejdsformer, og faglokalerne er veludstyrede. Gymnasiet er beliggende ned mod fredede område, og udearealerne er smukke og funktionelle.
Birkerød Gymnasium er administrativt selvkørende og er således ikke medlem af gymnasieadministrative fællesskaber.
Vision og strategi og værdier
Birkerød Gymnasium er et dynamisk gymnasium, der følger med tiden og samtidig udvikler sig i respekt for de faglige traditioner inden for gymnasieskolen. Med afsæt i et stærkt fællesskab og ligeværdig dialog har skolen som vision
• at bevare det klassiske uddannende og dannende gymnasium,
• at gribe tidsånden og eksperimentere med den ny digitale læring,
• at være en involverende og værdiskabende skole, som tilbyder Birkerød, Danmark og verden at samarbejde om at løse tidens store udfordringer.
Målet med det internationale arbejde er at styrke elevernes kendskab til globale processer, internationale forhold og kulturelle forskelle som en del af den moderne, almene dannelse. Hensigten er således, at eleverne bliver i stand til at agere i en globaliseret verden.
Det sidste års strategiske fokus:
• Implementering af gymnasiereform
• Stærkere profil på skolens studieretninger og HF-fagpakkerne
• Nye fag (film) og fokus på kerneaktiviteter (CAS, TOK, EE) i IB-programmet – i takt med, at antallet af IB-elever er vokset på skolen
• Individuelle tilbud inden for rammerne af CAS-programmet i IB og den individuelle timepulje i STX og HF
• Oprettelse af eliteidrætstilbud med henblik på at blive Team Danmark skole
• At sikre samspillet mellem STX, HF og IB. Det er en stærk ambition, at de lokale elever skal møde det internationale i deres hverdag, og at de internationale skal møde danske værdier og traditioner med henblik på gensidigt at berige hinanden
• Virtuel undervisning og digitalisering af undervisningen
Strategiske indsatser i de kommende år
Ledelse, medarbejdere og bestyrelse har i skoleåret 2019-2020 været involveret i udvikling af skolens nye strategi BG 2025 KLAR TIL VERDEN.
Den overordnede ambition er, at alle, der har deres gang på Birkerød Gymnasium, uden tøven kan sige:
”Jeg glæder mig hver dag til at komme på BG, og jeg går hver dag glad og stolt hjem fra BG efter at have ydet mit bedste”.
Strategien er rodfæstet i gymnasiets værdier om fællesskab, tillid, menneskelighed, gejst, mangfoldighed og et faglig, udviklende miljø.
Strategien indeholder otte indsatsområder, som fremgår af strategiblomstens blade. For hvert indsatsområde arbejdes der løbende på konkrete tiltag og aktiviteter.
Organisation og ledelse
Skolens ledelse består, foruden rektor, af en vicerektor, to uddannelsesledere og en IB-koordinator. Lederen af kostskolen indgår i ledergruppen i relevante sammenhænge.
Ledergruppen er meget velfungerende og med en meget åben og værdibaseret tilgang til ledelse, samarbejde og opgavevaretagelse. Værdier som ansvar, engagement, involvering og fællesskab er stærkt kendetegnende for skolen.
Det er karakteristisk for skolen, at der ikke er langt fra ord til handling, ligesom der er en forventning om, at medarbejderne involverer sig – ikke kun i eleverne og undervisningen, men også i den løbende udvikling af skolen. Ledelsen understøtter, at idéer omsættes til faglige udviklingsprojekter eller sociale aktiviteter på skolen.
Pædagogiske diskussioner og tilrettelæggelse er demokratisk forankret i pædagogisk forum, udvalg og råd.
Skolens bestyrelse er på ni medlemmer. Bestyrelsens hovedfunktioner er at tegne de strategiske sigtelinjer og værdier for skolen samt fungere som rektors sparringspartner.
Opgaven
Rektor har det overordnede ledelsesansvar for de pædagogiske, administrative, økonomiske og personalemæssige forhold med reference til bestyrelsen, Ministeriet og IBO.
Skolens ledelse varetager i fællesskab følgende områder:
• Skolens stærke og bæredygtige relationer til elever og medarbejdere
• Den faglige og pædagogiske ledelse, der vedrører skolens kerneydelse: Undervisningen
• Samarbejdet med skolens omgivelser, afgivende og modtagende uddannelsesinstitutioner, kommunen, regionen og ministeriet
• Personaleledelse i forhold til alle ansatte, herunder politikker, principper for medarbejderudviklingssamtaler, kompetenceudvikling, efteruddannelse m.v.
• Økonomisk og administrativ ledelse
• Samarbejde med råd og udvalg, herunder ikke mindst elevernes
Det er væsentligt, at den nye rektor viderefører og udvikler skolens strategier, rammer og stærke internationale profil og kultur med fokus på at sikre høj faglighed, stærkt fællesskab og progressiv pædagogisk udvikling.
Det forventes, at skolens kommende rektor er ambitiøs og vil stå i spidsen for skolens fortsatte udvikling for derigennem at underbygge og understøtte skolens profil som en spændende lokal og international skole, der står stærkt i konkurrencen med andre gymnasier/uddannelser.
Rektor skal sikre, at skolen fortsat er synlig og med et godt omdømme lokalt, nationalt og internationalt. Nytænkning og udviklingsinitiativer skal tage afsæt i, at skolen er velfungerende.
Det er vigtigt, at rektor gennem delegering sikrer, at skolen i alle henseender fortsat er velfungerende og udvikler sig.
På en stor skole med STX, HF, IB og kostskole under samme tag skal rektor have fokus på at sikre sammenhængskraften på tværs, herunder udvise interesse for alle dele af skolen. Rektor skal ligeledes arbejde målrettet for, at skolen er en attraktiv arbejdsplads for alle medarbejdere.
Den nye rektor skal indgå som ledergruppens visionære og nærværende chef, der er i stand til at sikre, at gruppen fungerer som et ledelsesteam, således at alle kompetencer og ledelsespotentialer i gruppen udnyttes bedst muligt. Ledergruppen skal i særlig grad formidle et godt samarbejde internt på skolen og fortsat sikre, at skolen fungerer og fremstår som en moderne og udviklingsorienteret uddannelsesorganisation.
Ambitionsniveauet er højt, og kravene til det faglige niveau, i kombination med deltagelse i fællesskabet, er vigtige succeskriterier for skolen. Rektor skal formidle et billede af en skole for de elever, der vil uddannelse og fællesskab. Samtidig skal rektor sikre, at de elever, der ikke er parate hertil i udgangspunktet, motiveres til at dygtiggøre sig – fagligt og socialt.
Rektor skal se samspillet med eleverne som en vigtig opgave, og skal derfor prioritere og ”have lyst” til
samværet og samspillet med eleverne.
Samtidig med udviklingsinitiativerne skal den nye rektor have fokus på at sikre en fortsat sund økonomi og velfungerende drift af skolen.
En vigtig, kommende opgave bliver - i samspil med bestyrelse, ledergruppe og medarbejdere - at prioritere og realisere indsatserne inden for rammerne af strategien BG 2025 KLAR TIL VERDEN.
Kompetenceprofil
Den nye rektor skal tænke visionært og skabe rammerne for, at initiativer og nye idéer kan opstå på skolen – såvel blandt elever som lærere – og anvendes proaktivt, således at der eksisterer et udviklende og spændende læringsmiljø.
Dette forudsætter en tydelig kommunikerende, udadvendt og involverende samarbejdsstil, hvor rektor understøtter og sikrer, at alle medarbejdere arbejder for at realisere skolens forskellige strategier, mål og visioner. Rektor skal evne at skabe gode udviklingsprocesser og medspil, der samtidig skaber resultater.
Rektor skal være i stand til at etablere et velfungerende, tillidsfuldt og professionelt samarbejde med bestyrelsen – og i samspil med bestyrelsen holde et skarpt fokus på strategisk ledelse med henblik på at planlægge, udvikle og evaluere skolens samlede aktiviteter.
Det er ligeledes væsentligt, at rektor formår at skabe gode relationer og frugtbare samarbejder med ministeriet, styrelser og andre relevante samarbejdspartnere. Der skal opbygges succesfulde netværk og samarbejder med de lokale folkeskoler og videregående uddannelser, ligesom rektor skal være indstillet på at prioritere samspil med det lokale erhvervsliv, kommunen etc.
Den rette kandidat har politisk tæft, indsigt i uddannelsespolitiske dagsordener og sans for at identificere strategiske muligheder for gymnasiet.
Derudover skal den kommende rektor have forståelse for økonomi og ressourcestyring med henblik på en optimal udnyttelse af skolens økonomiske ramme.
Personlige egenskaber og erfaring
Birkerød Gymnasiums nye rektor træder ind i en organisation, der er et dynamisk og involverende fællesskab i alle henseender, og hvor udvikling, undervisning og faglighed på højt niveau har meget høj prioritet. Skolens nye rektor skal kunne fungere i sådanne rammer og sikre en fremadrettet udvikling, hvor skolens resultater og positioner fortsat er markante.
Det indebærer, at rektor:
• Er empatisk, autentisk og repræsenterer en tydelig personlig integritet samt har et højt ambitionsniveau for ledelsesopgaven, og dermed også medvirker til at sætte et højt ambitionsniveau for skolen, dens elever og medarbejdere
• Kan tænke strategisk og holde fokus på de store linjer
• Skaber resultater gennem samspil og samarbejde, hvor en anerkendende og involverende lederstil er fremtrædende, ligesom delegering og tillid skal være kendetegnende for ledelsesstilen
• Helhjertet prioriterer deltagelse og engagement i medarbejdernes og elevernes dagligdag – og prioriterer at være til stede for elever og alle medarbejdergrupper
• Er karismatisk – det vil sige en veltalende, synlig, udadvendt person, som trives i lederrollen, og som balanceret kan lide at blive set og hørt. Dertil hører også det at være en naturlig og tillidsvækkende kommunikator og formidler - både på dansk og engelsk
• Er robust og kan håndtere konflikter professionelt samt tør udfordre normer og kulturer foruden det at gå nye veje i gymnasieskolen
Den rette kandidat skal have ledererfaring fra undervisningssektoren og gerne fra gymnasieskolen. Hertil kommer en relevant uddannelsesmæssig baggrund og en solid undervisningserfaring – meget gerne fra det almene gymnasium, idet andre erfaringer også kan være relevante.