Stemmeaftale om etablering af almene boliger i samarbejde med privat part med henblik på at fremme blandet boligbyggeri
Stemmeaftale om etablering af almene boliger i samarbejde med privat part med henblik på at fremme blandet boligbyggeri
Mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti af den 21. marts 2019
Aftaleparterne ønsker at styrke opførelsen af blandet boligbyggeri for at opnå en afbalanceret bolig- og beboersammensætning og forbedre mulighederne for at skabe sammenhængende og varierede bydele.
Parterne er derfor enige om at fjerne barrierer i lov om almene boliger m.v., som forhindrer, at en almen boligorganisation kan etablere almene boliger med offentlig støtte også i situationer, hvor etablering af almene boliger forudsætter, at boligorganisationen samarbejder med en privat part. Barriererne betyder, at det er blevet vanskeligt at opføre almene boliger sammen med andre boligformer, hvilket især er et problem i store byer, hvor der er et begrænset udbud af byggegrunde.
Aftaleparterne ønsker, at der skabes mulighed for at etablere almene boliger med offentlig støtte også i situationer, hvor bygherreopgaven varetages i et samarbejde mellem tilsagnsmodtagere og en privat part. Både almene familie-, ungdoms- og ældreboliger er omfattet.
Aftaleparterne ønsker endvidere at lette private aktørers samarbejde med almenboligsektoren, så der kan skabes nye boligområder med en god integration mellem almene boliger og andre boligformer.
Tilsagnet skal kunne gives, når samarbejde med en privat part er nødvendigt for at etablere almene boliger, og alle de krav, der gælder for etablering af almene boliger, herunder udbudspligt, skal overholdes. Samarbejdet vil kunne strække sig fra situationer, hvor dele af bygherreopgaverne overlades til en privat part, til situationer, hvor den private part på baggrund af en samarbejdsaftale opfører de almene boliger og efterfølgende afleverer/tilskøder hele ejendommen til den kommende almene driftsherre.
Transport-, bygnings- og boligministeren fremsætter lovforslag med henblik på at udmønte aftalen.