STANDARDVILKÅR FOR COVID-19 INVESTORLÅN
STANDARDVILKÅR FOR COVID-19 INVESTORLÅN
Gældende fra 12. oktober 2020
Standardvilkår for COVID-19 Investorlån gælder for enhver låneaftale om COVID-19 Investorlån mellem Vækstfonden og Låntager, medmindre der udtrykkeligt er aftalt andet i Låneaftalen eller ved anden skriftlig aftale mellem Vækstfonden og Låntager.
1 Etablering af kundeforhold
Når Låntager bliver kunde i Vækstfonden skal Låntager oplyse navn, adresse og personnummer eller virksomhedsnummer (CPR-/CVR-nr.). Låntager skal vise billedlegitimation, eksempelvis pas eller førerbevis, og anden legitimation med fortrykt CPR-/CVR-nr., der også viser nuværende adresse.
2 Indhentelse og behandling af oplysninger om jer
Når et nyt kundeforhold etableres indhenter Vækstfonden oplysninger om bl.a. navn, adresse og CPR-/CVR-nr., til brug for Vækstfondens kreditvurdering.
Det er frivilligt, om Låntager ønsker at give Vækstfonden de ønskede oplysninger, men oplysningerne kan være nødvendige for, at Vækstfonden kan behandle en forespørgsel om lån.
Tavshedspligt
Låntager er forpligtet til selv at opbevare, og være i stand til at fremlægge, al relevant dokumentation i forbindelse med gennemførelsen af Låneaftalen i en periode på mindst 10 år efter ydelsen af lånet.
Vækstfondens medarbejdere har tavshedspligt om Låntagers forhold og må ikke uberettiget videregive
eller udlevere oplysninger, som de på grund af deres arbejde i Vækstfonden har fået kendskab til. Reglerne for tavshedspligten følger af lov om Vækstfonden.
Uanset dette punkt er Vækstfonden berettiget til at videregive de oplysninger, der er nødvendige til overholdelse af forpligtelserne i Meddelelse fra Kommissionen om Midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (2020/C 91 I/01) som ændret ved Meddelelse fra Kommissionen om Ændring af de midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (2020/C 112 I/01).
Indsigt i Vækstfondens behandling af personoplysninger
Låntager kan altid få oplysning om, hvilke oplysninger om Låntager, Vækstfonden behandler. Hvis Låntager ønsker et skriftlig svar, kan Vækstfonden kræve et gebyr.
Klage over Vækstfondens behandling af oplysninger Hvis Låntager er utilfreds med Vækstfondens behandling af personoplysninger m.v., kan Låntager klage til Vækstfonden eller til Datatilsynet, Xxxx Xxxxxxxxx Vej 35, 2500 Valby.
3 Lånets formål
Lånet ydes til dækning af Låntagers driftstab i perioden efter 1. marts 2020. Lånet skal således - sammen med den investering, der udgør den af Vækstfonden forudsatte medfinansiering - sikre, at Låntager har tilstrækkelig likviditet til at betale sine forpligtelser som de forfalder i minimum 12 måneder efter Lånets udbetaling.
4 Betingelser for Lånets udbetaling
Det er en betingelse for udbetaling af Lånet eller den første tranche af Lånet, at sikkerhederne jf. pkt. 6 er stillet, og sikringsakter er behørigt iagttaget.
5 Låntagers erklæringer
Ved Låntagers underskrift af Låneaftalen erklærer Låntager, at alle oplysninger, som Låntager har fremlagt for Vækstfonden, er korrekte, at Låntager har fremlagt alle oplysninger af relevans for Vækstfondens vurdering af Låntagers virksomhed og finansielle forhold, samt at Låntager ikke har tilbageholdt sådanne relevante oplysninger over for Vækstfonden.
Herunder erklærer Låntager, at Låntager - på tidspunktet for Låntagers underskrift af Låneaftalen
- er en lille eller mellemstor virksomhed (SMV) som defineret i EU Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (med senere ændringer).
Låntager forpligter sig endvidere til ikke, i Låneaftalens løbetid, at etablere virksomhed i jurisdiktioner, der af OECD (Organisation for Economic Cooporationand Development) og The Global Forum on Transparency and Exchange of Information for Tax Purposes klassificeres som ”non compliant”.
Statsstøtte
Lånet ydes i henhold til Meddelelse fra Kommissionen om Xxxxxxxxxxxx rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (2020/C 91 I/01) som ændret ved Meddelelse fra Kommissionen om Ændring af de midlertidige rammebestemmelser for statslige foranstaltninger til støtte for økonomien under det nuværende covid-19-udbrud (2020/C 112 I/01).
6 Sikkerhed
Til sikkerhed for Låntagers rettidige og fuldstændige betaling af ethvert skyldigt beløb i henhold til denne aftale stiller Låntager forinden Lånets udbetaling de mellem parterne aftalte sikkerheder.
Låntager skal i Lånets løbetid underskrive sådanne yderligere dokumenter og foretage sådanne yderligere handlinger, som efter Vækstfondens opfattelse er nødvendige eller hensigtsmæssige for at sikre, at Sikkerhederne er behørigt etableret, og at alle sikringsakter er iagttaget.
7 Rentevilkår
Lånet forrentes fra udbetalingsdagen med en variabel rente, som består af en fixeringsrente og et tillæg, jf. nedenfor.
Fixeringsrenten er CIBOR 3 mdr. (Copenhagen Interbank Offered Rate), som offentliggjort på Danish Financial Benchmark Facilitys hjemmeside for lån i danske kroner omkring kl. 11:00 dansk tid,
2 bankdage før den pågældende Tilskrivningsperiode (defineret nedenfor) begynder. Såfremt CIBOR 3 mdr. erstattes, eller servicen ikke længere er tilgængelig, er Vækstfonden berettiget til som fixeringsrente at benytte en alternativ repræsentativ rente efter Vækstfondens valg.
Tillægget til fixeringsrenten fremgår af lånetilbuddet.
Renten tilskrives på den første dag i hvert kalenderkvartal for den forgangne 3 måneders periode (”Tilskrivningsperioden”). Såfremt Lånet eller tranchen udbetales senere end 15 dage før kvartalsafslutning, løber første Tilskrivningsperiode dog indtil den sidste dag i det efterfølgende kalenderkvartal. Hvert kalenderår har fire Tilskrivningsperioder, som går (i) fra og med 2. januar til og med 1. april, (ii) fra og med 2. april til og med 1. juli, (iii) fra og med 2. juli til og med 1. oktober og (iv) fra og med 2. oktober til og med 1. januar året efter. Rentetilskrivning sker på baggrund af det faktiske antal dage i den pågældende Tilskrivningsperiode.
8 Tilbagebetaling
Låntager skal tilbagebetale Lånet i overensstemmelse med Tilbagebetalingsplanen og pkt. 13.
Låneaftalen er uopsigelig fra Vækstfondens side bortset fra: a) tilfælde af Låntagers misligholdelse af Låneaftalen jf. pkt. 14, og b) tilfælde hvor Vækstfonden kan kræve Lånet førtidigt indfriet efter pkt. 10.
9 Låntagers frivillige førtidige indfrielse Låntager kan til enhver tid indfri Lånet helt eller delvist med et varsel på 30 dage til udløbet af et kalenderkvartal (”Indfrielsesdagen”). Meddelelse om indfrielse skal ske skriftligt og være Vækstfonden i hænde senest 30 dage før Indfrielsesdagen. Det skal fremgå af meddelelsen, hvor stor en andel af Lånet der indfries. Meddelelsen er uigenkaldelig.
Såfremt Låntager helt eller delvist indfrier Lånet inden for to år fra Lånets udbetalingstidspunkt, er Låntager forpligtet til at betale fuld rente af det beløb, der tilbagebetales, fra Indfrielsesdagen og frem til to år fra udbetalingstidspunktet. Er Lånet udbetalt i trancher, regnes de to år fra udbetalingstidspunktet for hver enkelt tranche.
Ved delvis førtidig indfrielse tilpasses Tilbagebetalingsplanen således, at afdragene på Lånet fra Indfrielsesdagen og frem til det tidspunkt, hvor Lånet i henhold til den oprindelige Tilbagebetalingsplan skulle have været indfriet (”Tilbagebetalingstidspunktet”), justeres som følge af det ekstraordinære afdrag.
Sådanne beløb forfalder til betaling på Indfrielsesdagen.
Låntager har ikke ret til at genlåne beløb, der er førtidigt indfriet.
10 Vækstfondens ret til at kræve Lånet førtidigt indfriet
Vækstfonden har ret til at kræve Lånet indfriet før Tilbagebetalingstidspunktet i følgende tilfælde:
a) Det bliver ulovligt for Vækstfonden at yde Lånet af grunde, der ikke skyldes misligholdelse fra Låntagers side.
b) Såfremt Vækstfonden har ret til at kræve Lånet førtidigt indfriet efter særligt aftalte bestemmelser herom.
c) Der sker væsentlige ændringer af ejerforholdene til Låntager eller Låntagers aktiver (defineret nedenfor), som ikke på forhånd er aftalt med Vækstfonden.
Ved væsentlige ændringer af ejerforholdene til Låntager eller Låntagers aktiver forstås:
a) En direkte eller indirekte overdragelse af – eller anden overgang af ejendomsretten til - (i) mindst 25 pct. af kapitalandelene i Låntager, (ii) mindst 25 pct. af de økonomiske rettigheder knyttet til kapitalandele i
Låntager eller (iii) den bestemmende indflydelse i Låntager i øvrigt.
Overdragelsesformen er uden betydning, og det er uden betydning, om det er eksisterende eller nye ejere, der erhverver kapitalandelene. Det er ligeledes uden betydning, om overgangen sker som én samlet transaktion eller i form af flere successive overdragelser i låneperioden. Det er også uden betydning, om overdragelse sker ved tilbagesalg af kapitalandele til Låntager. For at undgå tvivl præciseres det, at Låntagers udstedelse af nye kapitalandele til nye eller eksisterende ejere ikke i sig selv repræsenterer en væsentlig ændring af ejerforholdene til Låntager eller Låntagers aktiver. Såfremt en eller flere udstedelser må antages at have som hovedformål at overføre økonomiske eller forvaltningsmæssige beføjelser i Låntager, uden at der foreligger en væsentlig ændring af ejerforholdene til Låntager, skal Vækstfonden være berettiget til at anse udstedelsen for en væsentlig ændring af ejerforholdene i Låntager i overensstemmelse med pkt. 10 b).
b) Låntagers overdragelse af aktiver (herunder ejerandele i datterselskaber og associerede selskaber), der ikke sker som et sædvanligt led i Låntagers drift, og hvor værdien af de afståede aktiver (på gældfri basis) udgør mere end Lånet. Det er uden betydning, om overdragelsen sker helt (fx ved salg eller likvidation) eller delvist (fx ved licens). Det er ligeledes uden betydning, om overgangen sker som én samlet transaktion eller i form af
flere successive overdragelser i låneperioden.
Såfremt Vækstfonden kræver Lånet indfriet i overensstemmelse med denne bestemmelse, skal Vækstfonden fremsætte skriftlig begæring herom med en betalingsfrist på 30 dage.
11 Provisioner og omkostninger
Låntager betaler stiftelsesprovision til Vækstfonden. Stiftelsesprovisionen fremgår af lånetilbuddet.
Stiftelsesprovision forfalder til betaling på Lånets udbetalingstidspunkt og modregnes i Lånet ved udbetalingen fra Vækstfonden til Låntager. Hvis Lånet udbetales i trancher, fratrækkes stiftelsesprovision ved udbetalingen af første tranche.
Låntager betaler omkostninger til tinglysning og registrering af Sikkerhederne.
Låntager betaler gebyr til Vækstfonden ved delvis førtidig indfrielse, og ved ændringer i lånevilkårene, som sker på foranledning af Låntager. Vækstfondens til enhver tid gældende gebyrer fremgår af Vækstfondens hjemmeside.
12 Låntagers informations- og rapporteringsforpligtelser
Låntager forpligter sig til at give Vækstfonden følgende informationer og rapporteringer, så længe der skyldes beløb under Låneaftalen:
a) Information om og fuld indsigt i al dokumentation, der vedrører forhold, der kan give Vækstfonden ret til at kræve Lånet førtidigt indfriet, jf. pkt. 10.
b) Information om enhver aktuel eller forventet misligholdelse.
c) Oplysning om enhver ændring i Låntagers direktion og bestyrelse.
d) Forhold, som har eller kan have en væsentlig påvirkning på Låntagers nuværende eller fremtidige drift, herunder, men ikke begrænset til, forhold af økonomisk karakter.
e) Løbende rapportering i form af årsbudgetter, kvartalsopfølgning og årsregnskaber m.v.
f) Xxxxx oplysninger om Låntagers økonomiske, forretningsmæssige og ledelsesmæssige situation, som Vækstfonden anmoder om.
Låntager skal på eget initiativ og uden opfordring informere Vækstfonden i overensstemmelse med forpligtelserne ovenfor inden rimelig tid set i forhold til omfanget af den efterspurgte information og vigtigheden af den konkrete sag. Ligeledes skal Vækstfondens anmodning om information efterkommes inden rimelig tid set i forhold til omfanget af den efterspurgte information og vigtigheden af den konkrete sag.
13 Betalingsforpligtelser og -procedurer Alle betalinger, som Låntager skal foretage i henhold til Låneaftalen, skal ske med valør senest på sidste rettidige betalingsdag til den konto, som fremgår af denne aftale.
Den sidste rettidige betalingsdato for betaling af rente og afdrag er den første bankdag efter hver Tilskrivningsperiode. De kvartårlige betalinger af afdrag og rente skal derfor ske den første bankdag i januar, april, juli og oktober.
Alle betalinger skal ske i danske kroner (DKK).
Låntager skal være tilmeldt betalingsservice. Låntager accepterer ved underskrift af Låneaftalen, at Vækstfonden tilmelder Låntager til betalingsservice.
Alle betalinger fra Låntager i henhold til Låneaftalen skal foretages uden nogen form for modregning, og uden at der sker fradrag for skatter, afgifter eller lignende udgifter og/eller omkostninger.
Såfremt Låntagers betalinger på en given dag ikke fuldt ud dækker beløb, der skulle være betalt den pågældende dag, fordeles modtagne beløb til indfrielse af Låntagers udestående betalingsforpligtelser i følgende rækkefølge:
a) Omkostninger i anledning af Låntagers misligholdelse
b) Påløbne morarenter efter pkt. 14
c) Rente
d) Lånet
e) Ethvert andet beløb, der udestår under Låneaftalen.
14 Misligholdelse og morarenter Låneaftalen anses for misligholdt af Låntager i tilfælde af:
(a) at Låntager ikke rettidigt betaler beløb, som skal betales i henhold til Låneaftalen,
(b) at Låntager standser sine betalinger, bliver insolvent, der indgives begæring om rekonstruktion, kommer under konkurs, indleder forhandlinger om frivillig akkord eller begærer gældssanering,
(c) at Låntagers aktiver gøres til genstand for udlæg, udpantning, arrest, tilbageholdsret eller i øvrigt udsættes for individualforfølgning,
(d) at Låntager udskiller aktiver udover hvad der er led i den løbende drift, undlader at vedligeholde pantet (efter Vækstfondens skøn) eller at holde pantet nødvendigt forsikret,
(e) at Låntager væsentligt undlader at opfylde sine informations- og rapporteringsforpligtelser,
(f) at Låntager udfører ulovlige aktiviteter,
(g) at låntager foretager handlinger der strider mod Vækstfondens til enhver tid gældende lovgrundlag,
(h) at Låntager overdrager sine rettigheder i henhold til Låneaftalen i strid med pkt. 15,
(i) at Låntager i væsentligt omfang ikke anvender Lånet i overensstemmelse med Lånets formål (punkt 3),
(j) at de oplysninger, som Låntager har fremlagt for Vækstfonden jf. pkt. 5, viser sig at være misvisende i væsentligt omfang på grund af uagtsomhed eller svig udvist af erklæringsafgiverne,
(k) at Låntager indgår aftale med nærstående til Låntager på vilkår, der ikke er udtryk for armslængdevilkår mellem uafhængige parter, og hvis økonomiske værdi ikke er uvæsentlig i forhold til Låntagers virksomhed,
(l) at Låntager misligholder Låneaftalens Særlige Forhold.
Foreligger misligholdelse, kan Vækstfonden kræve omgående tilbagebetaling af Lånet.
Såfremt Låntager ikke ved forfaldstid betaler skyldige beløb i henhold til Låneaftalen rettidigt, påløber der morarenter af det skyldige beløb fra forfaldstidspunktet og frem til betalingen sker med den til enhver tid af Vækstfonden fastsatte morarentesats.
Ved misligholdelse af Lånet kan Vækstfonden til enhver tid administrativt og regnskabsmæssigt vælge at standse rentetilskrivningen. En sådan undladelse af at tilskrive renter, der ikke beror på en aftale med Låntager, kan ikke betragtes som et afkald fra Vækstfonden på at få forrentet sit krav og kræve dækning for senere påløbne omkostninger. Dette gælder uanset, om den anvendte bogføring bliver meddelt Låntager ved kontoudtog eller lignende.
15 Udskiftning af nøglemedarbejdere
I tilfælde af at (i) Låntagers administrerende direktør, (ii) Låntagers økonomiansvarlige og/eller
(iii) Låntagers bestyrelsesformand ((i), (ii) og (iii) samlet ”Nøglemedarbejdere”) ophører med at være ansat hos Låntager, har Vækstfonden – uanset baggrunden for ansættelsens ophør - ret til at kræve Lånet førtidigt indfriet i henhold til pkt. 10
(a) med de deraf følgende konsekvenser, medmindre Låntager inden for en frist på 120 dage har ansat en erstatning/erstatninger for den/de pågældende Nøglemedarbejdere, som efter Vækstfondens rimelige skøn besidder samme kvalifikationer som den/de ophørte Nøglemedarbejdere.
For at sikre Vækstfondens mulighed for at udøve denne ret forpligter Låntager sig til – uden ugrundet ophold - at give Vækstfonden en skriftlig
meddelelse om enhver væsentlig ændring af Nøglemedarbejdernes ansættelsesforhold.
16 Overdragelse
Låntager er ikke berettiget til helt eller delvist at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til Låneaftalen til tredjemand. Overdragelsesforbuddet gælder tillige overdragelse til koncernforbundne selskaber samt i forhold til transaktioner, som indebærer universalsuccession, såsom fusion, spaltning og rekonstruktion.
Vækstfonden er berettiget til helt eller delvist at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til Låneaftalen til tredjemand.
17 Exit-ordning
I tilfælde af en Exit er Vækstfonden berettiget til at modtage en Exit-betaling i tillæg til alle andre beløb, Låntager skal betale i henhold til Låneaftalen.
Hvis Lånet indfries helt eller delvist, før Tilbagebetalingstidspunktet, uanset årsag er Låntager fortsat indtil Tilbagebetalingstidspunktet forpligtet til at betale Exit-betaling.
18 CSR-politik
Vækstfonden yder lån i henhold til vores gældende CSR-politik. I den forbindelse er det Låntagers ansvar, at de oplysninger, der er givet i forbindelse med Vækstfondens CSR-due diligence, er korrekte, og at Vækstfondens CSR-politik på tidspunktet for udbetalingen af lånet overholdes. CSR-politikken kan findes på xxx.xx.xx/xx- vaekstfonden/samfundsansvar/csr. Låntager er forpligtet til at orientere Vækstfonden, såfremt Låntagers overholdelse af CSR-politikken ophører. Dette med henblik på at overholdelsen genoprettes.
Låntager forpligter sig desuden til ikke at deltage i aktiviteter, der er ulovlige i de lande, hvor aktiviteten udøves. Ligeledes forpligter Låntager sig til ikke at deltage i aktiviteter, der måtte være
lovlige, men hvis hovedformål er skatteunddragelse, fremstilling eller udbredelse af pornografi eller fremstilling eller udbredelse af våben.
19 Meddelelser
Alle meddelelser eller påkrav i henhold til Låneaftalen skal være skriftlige og skal sendes pr. brev, e-mail eller fax. Afsender har bevisbyrden for, at meddelelse er kommet rettidigt frem.
Meddelelser til Låntager sendes til den adresse, der er påført Låneaftalen.
20 Ændring af vilkår
Er der aftalt særlige vilkår med Låntager, er disse angivet i Låneaftalens afsnit ”Særlige Betingelser”.
Ved Fastsættelse af vilkår for engagementet mellem Låntager og Vækstfonden, har Vækstfonden lagt vægt på det samlede forretningsomfang med Låntager.
Foretages der derfor ændringer i forretningsomfanget, som ikke er aftalt med Vækstfonden, forbeholder Vækstfonden sig ret til samtidig at ændre aftalevilkårene.
21 Persondata
Vækstfonden er dataansvarlige for de personoplysninger, som Vækstfonden indsamler og behandler. Læs mere om, hvilke informationer vi gemmer om dig, hvorfor vi gemmer dem, og hvad dine rettigheder er i vores underretning om behandling af dine personoplysninger i Vækstfonden xxxxx://xx.xx/xxxxx/0000/xxxxxxxxxxxxxxxxx- vaekstfonden.pdf. Vækstfonden anbefaler, at underretningen læses grundigt og evt. spørgsmål kan rettes til Vækstfondens databeskyttelsesrådgiver på e-mail: xxx@xx.xx og telefon: 00 00 00 00.
22 Lovvalg, værneting og tvangsfuldbyrdelse
Låneaftalen er undergivet dansk ret og skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Enhver tvist, som måtte udspringe af Låneaftalen, skal afgøres af Byretten i København i første instans.