Status på sundhedsaftalen 2019-2023
Status på sundhedsaftalen 2019-2023
Sundhedsaftalen 2019-2023 er den overordnede ramme for samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og almen praksis i Region Midtjylland. Sundhedsaftalen skaber sammenhæng i indsatsen mellem sundhedsområdet og andre tæt forbundne velfærdsområder, herunder social-, undervisnings- og beskæftigelsesområdet.
Sundhedsaftalen gælder fra 2019-2023, og vi er således midtvejs i aftaleperioden. Region Midtjyllands Sundhedskoordinationsudvalg har godkendt en midtvejsstatus for sundhedsaftalen. Udvalget har desuden vedtaget en prioritering for anden halvdel af sundhedsaftaleperioden.
Nærværende notat giver en status følgende:
• De tre indsatsområder i sundhedsaftalen
• Indikatorer for målene i sundhedsaftalen og de nationale mål
• Prioriteringen for anden halvdel af sundhedsaftaleperioden
Fire visioner i sundhedsaftalen
Sundhedsaftalen 2019-2023 bygger på fire visioner, som sætter en fælles retning og udgør en overordnet ramme for sundhedsaftalen:
1. Mere lighed i sundhed – socialt og geografisk
2. På borgerens præmisser
3. Sundhedsløsninger tæt på borgeren
4. Mere sundhed for pengene
Tre indsatsområder i sundhedsaftalen Sundhedsaftalen har prioriteret tre indsatsområder:
1. Fælles investering i forebyggelse
2. Sammen om ældre borgere
3. Den nære psykiatri
I det følgende bliver initiativerne inden for de tre indsatsområder gennemgået. Indsatsområdet ”Fælles investering i forebyggelse”
Ifølge Sundhedsaftalen er der et særligt potentiale i at styrke det tværgående samarbejde om
forebyggelsesindsatser inden for rygning og overvægt.
Sundhedsaftalen har i første omgang sat fokus på forebyggelse af rygning. Region Midtjylland og de midtjyske kommuner har indgået en samarbejdsaftale om rygestopindsatsen. Aftalen betyder, at hopitalerne systematisk henviser patienter til kommunale rygestopforløb.
Regionen, kommunerne og de praktiserende læger har desuden vedtaget en hensigtserklæring om øget fokus på rygestopindsatsen i almen praksis.
Endelig er der igangsat et partnerskab for tobaksfri ungdomsuddannelser.
Forebyggelse af overvægt bliver det næste fokusområde i sundhedsaftalen. Region Midtjyllands Sundhedskoordinationsudvalg vedtog den 27. september 2021 en proces for det videre arbejde med fokusområdet overvægt. Der bliver udarbejdet et fælles politisk intentionspapir med fælles ambitioner for overvægt i den midtjyske region. Det politiske intentionspapir behandles politisk i regionen og i kommunerne i 1. kvartal 2022.
Indsatsområdet ”Sammen om ældre borgere”
For den ældre borger med en eller flere sygdomme vil et styrket tværgående samarbejde mellem kommuner, regionen og de praktiserende læger kunne bidrage til rette borger i rette seng på rette tid, færre forebyggelige indlæggelser og færre akutte indlæggelser og genindlæggelser.
I første omgang har sundhedsaftalen sat fokus på akutområdet. Region Midtjylland og de midtjyske kommuner har indgået en samarbejdsaftale om sundhedsvisitationer ved hvert af de fem akuthospitaler i Region Midtjylland. Sundhedsvisitationerne bliver indgangen til alle akutte tilbud – både på det somatiske og det psykiatriske område. Sundhedsvisitationerne kan både visitere til akutte indlæggelser på hospitalet og formidle kontakt til kommunale tilbud vedrørende somatisk og psykisk sygdom. Sundhedsvisitationerne er både et initiativ under indsatsområdet ”Sammen om ældre
borgere” og et af initiativerne under indsatsområdet ”Den nære psykiatri”.
Region Midtjylland, de midtjyske kommuner samt de praktiserende læger har desuden indgået en samarbejdsaftale om kommunale akutfunktioner. Aftalen skal bidrage til en tidlig indsats i forhold til akut opstået sygdom, som kan forebygge indlæggelser på hospitalet. Ringkøbing-Skjern Kommune har pr. 1. januar 2021 oprettet et akutteam bestående af sygeplejersker, som kører ud til komplekse og akutte opgaver på ældrecentre og i borgerens eget hjem.
Endelig gennemføres der i regi af sundhedsaftalen årligt en influenza-vaccinationskampagne i forhold til ældre borgere.
Indsatsområdet ”Den nære psykiatri”
Der er dannet en fælles alliance om den nære psykiatri mellem Region Midtjylland, de midtjyske kommuner, de praktiserende læger samt bruger- og pårørendeorganisationer. Formålet er at forbedre og udvikle den nære psykiatri i Midtjylland. Alliancen har i første omgang fokus på mental sundhed hos børn og unge samt voksne borgere med svær psykisk sygdom. Alliancen om den nære psykiatri har udmøntet sig i 10 initiativer.
Initiativer vedrørende mental sundhed hos børn og unge:
1. En fælles forpligtende plan
2. Den gode overgang mellem folkeskole og ungdomsuddannelse, herunder trivselsvejledere
3. Oplysning om social (mis)forståelse: ”Jeg er helt normal”
4. Afprøvning af en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien
Initiativer vedrørende voksne borgere med svær psykisk sygdom:
5. Én borger – ét fælles forløb
6. Sundhedsvisitationer i alle klynger
7. Initiativer for de mest udsatte borgere
8. Udgående ambulante teams
Initiativer på tværs:
9. IT og kommunikation på tværs
10. Bedre forebyggelse og behandling af selvskade
Initiativerne 6 og 8 er under implementering på tværs af alle kommuner i Region Midtjylland. De øvrige initiativer bliver udviklet og afprøvet i samarbejdet mellem et hospital og de omkringliggende kommuner (klynger) eller i enkelte kommuner og i tværgående arbejdsgrupper. Ringkøbing-Skjern Kommune deltager i udviklingen af initiativerne 4, 6, 7 og 8.
Initiativ 1 handler om at skabe bedre sammenhæng og en klar ansvarsfordeling mellem de parter, der samarbejder om børn og unge, som henvises til Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling, herunder skoletilbud, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), praktiserende læger og regionspsykiatrien.
Samarbejdet styrkes gennem en fælles forpligtende plan.
Initiativ 2 vedrører psykisk sårbare unge, som overgår fra folkeskole til ungdomsuddannelse. Under initiativet bliver der udarbejdet et koncept for den gode overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse med inspiration fra Danmarks Evalueringsinstitut og Horsens Kommune, som begge har udarbejdet anbefalinger til den gode overgang.
Initiativ 3 handler om flertalsmisforståelser om det normale ungeliv, som opstår, når de unge spejler sig i hinanden. Særligt på de sociale medier er der fokus på at udstille ”det perfekte liv”. Under initiativet bliver der udviklet undervisningsmateriale til brug i folkeskolen.
Xxxx og Familie deltager under initiativ 4 i satspuljeprojektet ”Fremskudt psykiatri – Forebyggende indsats ved begyndende skolevægring”. Projektet handler om tidlig opsporing og forebyggende arbejde i forhold til børn og unge, som udviser problematisk skolefravær eller begyndende skolevægring. Målgruppen er børn og unge med psykiske vanskeligheder. Der er således oprettet et team i PPR, som skolerne kan tilkalde i forbindelse med begyndende skolevægring. Projektet viser gode resultater. Byrådet har i budgetforslaget 2022-2025 afsat midler til, at projektet kan fortsætte og blive udbredt til alle skoler i kommunen.
Initiativ 5 handler om at udvikle samarbejdet om voksne borgere med svær psykisk sygdom på tværs af kommuner, regionspsykiatrien og de praktiserende læger. Samarbejdet handler bl.a. om at fastholde borgerne på arbejdsmarkedet, at forebygge akutte indlæggelser og om den gode udskrivelse fra psykiatrisk indlæggelse.
Ringkøbing-Skjern Kommune deltager i initiativ 6 vedrørende fælles sundhedsvisitationer. Initiativet et omtalt ovenfor under indsatsområdet ”Sammen om ældre borgere”.
Ringkøbing-Skjern Kommune deltager i initiativ 7 vedrørende de mest udsatte borgere. Her er der udviklet en samarbejdsmodel vedrørende borgere, der samtidig med deres psykiske sygdom har et misbrug. Formålet med initiativet er at sikre et mere sammenhængende forløb for borgerne.
Udviklingsarbejdet er afsluttet, og løsningen er nu under implementering.
Endelig deltager Handicap og Psykiatri i initiativ 8 – udgående ambulante teams. Målgruppen er voksne borgere med behov for psykiatrisk behandling, hvor det vurderes, at patienten kan være i eget hjem med tæt ambulant kontakt. Formålet med samarbejdet om de udgående ambulante teams er at skabe hurtig kontakt, forebygge indlæggelser og fremme tidlig udskrivelse. Samarbejdet er ved at blive implementeret i regionen, i kommunerne og i almen praksis.
Initiativ 9 handler om at skabe velfungerende elektronisk kommunikation mellem region, kommune og praktiserende læger. Kommunikation på tværs inden for psykiatrien er en udfordring, da mange forskellige sektorer og kommunale forvaltninger er involveret. Samtidig er de værktøjer, der anvendes, i høj grad rettet mod somatisk sygdom – ikke psykisk sygdom. En velfungerende tværsektoriel kommunikation kan således understøtte de øvrige initiativer og komme borgerne til gavn.
Endelig handler initiativ 10 om at skabe bedre forebyggelse og behandling af selvskade. Selvskadende adfærd blandt unge er gennem en årrække blevet et meget udbredt fænomen. Der bliver arbejdet på at etablere en mere systematisk og tidlig indsats i kommunerne, fælles kompetenceudvikling mellem sektorerne og bedre, mere sammenhængende forløb for borgerne.
Samlet set oplever Ringkøbing-Skjern Kommunes fagområder, at det har en positiv betydning, at sundhedsaftalen sætter fokus på de tre ovennævnte indsatsområder. Det giver værdi for borgerne at styrke samarbejdet på tværs af region og kommuner. Dette gælder bl.a. på ældreområdet, hvor der i disse år sker store fremskridt på akutområdet.
Ringkøbing-Skjern Kommunes politikker understøtter sundhedsaftalen
Ringkøbing-Skjern Kommune arbejder med en række andre initiativer, som understøtter sundhedsaftalen. Målsætningerne i sundhedspolitikken, ældrepolitikken, handicappolitikken og beskæftigelsespolitikken understøtter således visionerne og indsatsområderne i sundhedsaftalen. Handicappolitikken og beskæftigelsespolitikken indeholder eksempelvis begge et mål om, at flere borgere med handicap skal opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Beskæftigelse arbejder i denne forbindelse med projektet Individuel Placering med Støtte (IPS), som er en beskæftigelsesindsats målrettet borgere med svære psykiske diagnoser, psykisk sårbarhed eller handicap.
Status på indikatorer for målene i sundhedsaftalen og de nationale mål
Regeringen, Danske Regioner og KL aftalte i 2016 otte nationale mål for sundhedsvæsenet. Sundhedsaftalen indeholder en række indikatorer for de nationale mål og for de øvrige mål i aftalen. Region Midtjyllands Sundhedskoordinationsudvalg følger op på indikatorerne én gang årligt. Der har imidlertid været udfordringer i forbindelse med overgangen til et nyt landspatientregister. Det er således et begrænset antal indikatorer, som er færdigvaliderede, og/eller der er opdaterede data på.
Der er udarbejdet en rapport, som viser udviklingen i følgende indikatorer:
• Samarbejde mellem hospitalerne og hjemmepleje/hjemmesygepleje omkring udskrivelse af patienter (LUP)
• Akutte indlæggelser blandt ældre (65+)
• Forebyggelige indlæggelser blandt ældre (65+)
• Akutte somatiske genindlæggelser blandt ældre (65+)
• Tvangsindlæggelser blandt unge og voksne (16+)
• Akutte genindlæggelser i psykiatri og somatik
• Færdigbehandlingsdage i psykiatri og somatik.
Udviklingen i indikatorerne ligger stabilt inden for flere områder. Det gælder f.eks. for akutte indlæggelser blandt ældre, færdigbehandlingsdage samt tvangsindlæggelser blandt voksne og unge. Data for tvangsindlæggelser viser dog, at der set over en længere periode (5-6 år), er sket en stigning i antallet af tvangsindlæggelser blandt voksne og unge. Data viser endvidere, at en meget stor andel af de tvangsindlagte er unge kvinder, og at mange af dem har flere tvangsindlæggelser.
På et enkelt område er der sket en klar negativ udvikling hen over den seneste periode. Dette gælder for andelen af akutte somatiske genindlæggelser for ældre borgere, hvor der ses en tydelig stigning. Nærmere analyser viser, at dette mønster også gælder, når aktivitet relateret til COVID-19 frasorteres.
På den positive side er der sket et tydeligt fald i antallet af forebyggelige indlæggelser blandt ældre. Faldet i forebyggelige indlæggelser sker stort set udelukkende inden for gruppen af patienter, der indlægges med influenza, som ikke har været ret udbredt i perioden med nedlukning af samfundet. Dertil kommer, at en betydelig større del af den ældre befolkning er blevet vaccineret mod influenza end i de tidligere år.
Prioritering for anden halvdel af sundhedsaftaleperioden
Sundhedskoordinationsudvalget i Region Midtjylland vedtog på et møde den 11. juni 2021 en prioritering for anden halvdel af sundhedsaftaleperioden:
• Øget fokus på indsatser relateret til indikatoren akutte somatiske genindlæggelser blandt patienter over 65 år
• Forebyggelse af overvægt. Arbejdet igangsættes med politisk konference og efterfølgende prioritering af mål og målgruppe(r) i september 2021.
• Infektionshygiejne. Der arbejdes videre med de gode vaner i forhold til hygiejne, som der er opstået under Covid-19. Konkret opdateres parternes samarbejdsaftale om infektionshygiejne fra 2018.
• Der igangsættes et arbejde med henblik på at skabe bedre forløb på tværs af sektorer for borgere med høretab.
• Nødvendig prioritering af implementering og konsolidering af allerede indgåede aftaler, hvor implementeringen er blevet udsat eller forsinket som følge af Covid-19:
o Samarbejdsaftalen om rygestopindsatsen (opfølgning i 2021 samt ny kampagne i Almen Praksis vedrørende tilbuddet. Partnerskab om tobaksfri ungdomsuddannelse evalueres ultimo 2021).
o Indsatser i regi af Alliancen om den nære psykiatri (Rammeaftale om udgående ambulante teams evalueres primo 2022)
o Aftale om palliation (Fuld indfasning forventet 2022)
o Aftale om indlæggelse og udskrivelse (Implementeret pr. oktober 2021)
o Aftale om iv-behandling i eget hjem (Evalueres ultimo 2021)
o Handleplan om bedre brug af de samlede ressourcer på akutområdet. Det foreslås, at der laves en revision af og prioritering af handleplanen i 2022. Handleplanen tænkes sammen med projekter i forhold til den ældre medicinske patient.