Rom I-forordningen
12 Syvende betragtning til Rom I-forordningen har følgende ordlyd:
»Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med [forordning nr. 44/2001] og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af
11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) [(EUT 2007, L 199, s. 40)].«
13 Denne forordnings artikel 6 vedrørende »[f]orbrugeraftaler« bestemmer i stk. 1:
»Med forbehold af artikel 5 og 7 er en aftale, som en fysisk person med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed (»forbrugeren«), indgår med en anden person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (»den erhvervsdrivende«), underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at den erhvervsdrivende:
a) udøver sin erhvervsmæssige virksomhed i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, eller
b) på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod dette land eller mod flere lande, inklusive dette land
og aftalen er omfattet af sådan virksomhed.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
14 ROI Land, som er et selskab med hjemsted i Canada, udøver virksomhed inden for ejendomssektoren.
15 FD, der har bopæl i Tyskland, var siden september 2015 ansat hos ROI Land som »Deputy vice president investors relations«. Idet FD og ROI Land havde besluttet at »overføre« deres kontraktforhold til et schweizisk selskab, der skulle stiftes, enedes de i november 2015 om at bringe deres ansættelsesaftale til ophør med tilbagevirkende kraft.
16 Den 14. januar 2016 blev selskabet R Swiss AG stiftet i henhold til schweizisk ret. ROI Land er moderselskab i denne nye selskabsstruktur.
17 Den 12 februar 2016 indgik FD en skriftlig ansættelsesaftale (herefter »den pågældende ansættelsesaftale«) med R Swiss om ansættelse af FD som direktør og om fastsættelse af hans tiltrædelsespræmie på 170 000 amerikanske dollars (USD) (ca. 153 000 EUR) samt, ud over andre ydelser, en månedsløn på 42 500 USD (ca. 38 000 EUR). FD indgik ligeledes en låneaftale med ROI Land (loan agreement) baguddateret til den 1. oktober 2015 om ydelse af et lån til ham på 170 000 USD (ca. 153 000 EUR). Formålet med denne aftale var i en periode på fire måneder at omdanne den løn, der skulle betales til FD i henhold til ansættelsesaftalen til et lån, der skulle tilbagebetales til ROI Land, idet beløbet skulle udbetales til FD i form af tiltrædelsespræmie og overføres af R Swiss i henhold schweizisk skatteret.
18 Samme dag underskrev FD og ROI Land en erklæring, i medfør af hvilken ROI Land over for FD direkte påtog sig de forpligtelser, der fulgte af ansættelsesaftalen indgået med R Swiss (herefter
»hensigtserklæringen«). Denne erklæring indeholdt følgende bestemmelser:
Ȥ 1
[ROI Land] har stiftet et datterselskab, [R Swiss], med henblik på salg i Europa. Direktøren er den administrerende direktør for denne virksomhed. På dette grundlag erklærer [ROI Land] følgende:
§ 2
[ROI Land] har det overordnede ansvar for at opfylde forpligtelserne med hensyn til [R Swiss’] kontrakter på grundlag af samarbejdet mellem dets direktør og [R Swiss].«
19 Den 11. juli 2016 afskedigede R Swiss FD. FD anlagde sag til prøvelse af afskedigelsen ved Arbeitsgericht Stuttgart (arbejdsretten i Stuttgart, Tyskland), i hvis retskreds det sted, hvor FD sædvanligvis udførte sit arbejde, er beliggende, nemlig Stuttgart (Tyskland). Ved dom af
2. november 2016, som er blevet endelig, fastslog denne ret, at afskedigelsen var ugyldig. Den dømte desuden R Swiss til at betale et beløb på 255 000 USD (ca. 230 000 EUR) til FD som tiltræ- delsespræmie og 212 500 USD (ca. 191 000 EUR) som vederlag for perioden fra april til august 2016. R Swiss efterkom ikke denne dom. I begyndelsen af marts 2017 blev der indledt konkursbe- handling af R Swiss i henhold til schweizisk ret, men den blev indstillet på grund af manglende aktiver.
20 FD anlagde herefter en anden sag ved de tyske retter, som han anså for at have kompetence, som minimum på grund af den specielle kompetence i sager om aftaler indgået af en forbruger. I sagen var der nedlagt påstand om, at ROI Land navnlig tilpligtedes at betale de beløb, som R Swiss i henhold til dom af 2. november 2016 fra Arbeitsgericht Stuttgart (arbejdsretten i Stuttgart) skulle betale ham, samt betaling af et beløb på 595 000 USD (ca. 536 000 EUR) for den månedsløn, som R Swiss skulle have udbetalt til ham for perioden fra september 2016 til november 2017. Til støtte for dette søgsmål påberåbte FD sig hensigtserklæringen.
21 Arbeitsgericht Stuttgart (arbejdsretten i Stuttgart) afviste søgsmålet med den begrundelse, at den ikke havde international kompetence til at påkende sagen. Efter anke fra FD omgjorde Landesarbeitsgericht Baden-Württemberg (regional appeldomstol i arbejdsretlige sager i Baden-Württemberg, Tyskland) dommen fra Arbeitsgericht Stuttgart (arbejdsretten i Stuttgart) og gav FD medhold i sagen, idet den ved denne lejlighed bekræftede de tyske retters kompetence. ROI Land har iværksat revisionsanke ved den forelæggende ret, Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager, Tyskland). Sidstnævnte ønsker oplyst, om de tyske retter har kompetence til at træffe afgørelse i FD’s søgsmål, og, i bekræftende fald, hvilken lov der finder anvendelse på retsforholdet mellem hovedsagens parter.
22 Hvad angår dette retsforhold har den forelæggende ret fremhævet, at hensigtserklæringen udgør et ensidigt tilsagn, som FD kunne påberåbe sig, uden at det forinden er nødvendigt at fastslå en misligholdelse fra R Swiss’ side, at ROI Land ikke er indtrådt i R Swiss’ rettigheder og forpligtelser som arbejdsgiverpart til den pågældende ansættelsesaftale, og at uden hensigtserklæringen ville ansættelsesaftalen mellem FD og R Swiss ikke være kommet i stand.
23 På denne baggrund har Bundesarbeitsgericht (forbundsdomstol i arbejdsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 21, [stk. 1], litra b), nr. i), [og artikel 21, stk. 2,] i [forordning nr. 1215/2012] fortolkes således, at en arbejdstager kan sagsøge en juridisk person, som ikke er hans arbejdsgiver og ikke har sin bopæl som omhandlet i artikel 63, stk. 1, i forordning [nr.] 1215/2012 i en medlemsstat, men som over for arbejdstageren på grundlag af en hensigtserklæring hæfter direkte for krav i medfør af en individuel ansættelsesaftale med en tredjemand, ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde i ansættelsesforholdet med tredjemanden, hvis ansættelsesaftalen med tredjemanden ikke ville været kommet i stand uden hensigtserklæringen?
2) Skal artikel 6, stk. 1, i forordning [nr.] 1215/2012 fortolkes således, at forbeholdet med hensyn til artikel 21, stk. 2, i forordning [nr.] 1215/2012 udelukker anvendelse af en kompetenceregel, som findes i medlemsstatens nationale lovgivning, og som giver arbejdstageren mulighed for at sagsøge en juridisk person, der under omstændigheder som dem, der er beskrevet i det første spørgsmål, hæfter direkte over for ham for krav på grundlag af en individuel ansættelsesaftale med en tredjemand som »retsefterfølger« for arbejdsgiveren, ved retten på det sædvanlige arbejdssted, hvis der ikke foreligger en sådan kompetence i henhold til artikel 21, stk. 2, sammenholdt med [artikel 21,] stk. 1, litra b), nr. i), i forordning [nr.] 1215/2012?
3) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, og det andet spørgsmål besvares bekræftende:
a) Skal artikel 17, stk. 1, i forordning [nr.] 1215/2012 fortolkes således, at begrebet
»erhvervsmæssig virksomhed« omfatter lønnet beskæftigelse i et ansættelsesforhold?
b) Skal artikel 17, stk. 1, i forordning [nr.] 1215/2012 i bekræftende fald fortolkes således, at en hensigtserklæring, på grundlag af hvilken en juridisk person hæfter direkte for en arbejdstagers krav på grundlag af en individuel arbejdsaftale med en tredjemand, udgør en aftale, som arbejdstageren har indgået med henblik på brug, der må anses for at ligge inden for hans erhvervsmæssige virksomhed?
4) Såfremt den forelæggende ret efter besvarelsen af ovenstående spørgsmål har international kompetence til at afgøre sagen:
a) Skal [Rom I-forordningens] artikel 6, stk. 1, […] fortolkes således, at begrebet
»erhvervsmæssig virksomhed« omfatter lønnet beskæftigelse i et ansættelsesforhold?
b) Skal Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, i bekræftende fald fortolkes således, at en hensigtserklæring, på grundlag af hvilken en juridisk person over for en arbejdstager hæfter direkte for krav på grundlag af en individuel ansættelsesaftale med en tredjemand, udgør en aftale, som arbejdstageren har indgået med henblik på brug, der må anses for at ligge inden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
24 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en arbejdstager ved retten på det sidste sted, hvor eller hvorfra den pågældende sædvanligvis udførte sit arbejde, kan sagsøge en person, uanset om den pågældende har bopæl på en medlemsstats område eller ej, med hvem arbejdstageren ikke har indgået en formel ansættelsesaftale, men som i henhold til en hensigtserklæring, der lå til grund for indgåelsen af ansættelsesaftalen med en tredjepart, hæfter direkte for opfyldelsen af denne tredjeparts forpligtelser over for denne arbejdstager.
25 Det bemærkes i denne henseende, at for tvister vedrørende ansættelsesaftaler fastsætter bestemmelserne i kapitel II, afdeling 5, i forordning nr. 1215/2012, som forordningens artikel 21 henhører under, en række regler, der, således som det fremgår af 18. betragtning til denne forordning, har til formål at beskytte den svage aftalepart ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser (jf. i denne retning dom af 21.6.2018, Petronas Lubricants Italy, C-1/17, EU:C:2018:478, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).
26 Artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 bestemmer i stk. 2, at en arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, i overensstemmelse med nævnte artikels stk. 1, litra b), kan sagsøges ved en ret i en medlemsstat.
27 Samme artikels stk. 1, litra b), nr. i), fastsætter, at en arbejdsgiver kan sagsøges ved retten på det sted, hvor eller hvorfra arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde.
28 Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis vedrørende artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001, at de juridiske begreber, som denne bestemmelse indeholder, skal gives en selvstændig fortolkning for at sikre en ensartet anvendelse af kompetenceregler, der er fastsat i denne forordning i alle medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 14.9.2017, Nogueira m.fl., C-168/16 og C-169/16, EU:C:2017:688, præmis 47 og 48).
29 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at for så vidt som forordning nr. 1215/2012 i henhold til artikel 80 heri ophæver og erstatter forordning nr. 44/2001, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af denne sidstnævnte forordning ligeledes for forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan »sidestilles« med hinanden (jf. i denne retning dom af 29.7.2019, Xxxxx-Trans, C-451/18, EU:C:2019:635, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis), for så vidt som denne artikel 80 præciserer, at »[h]envisninger til [forordning nr. 44/2001] gælder som henvisninger til [forordning nr. 1215/2012] og læses efter sammenligningstabellen i xxxxx XXX [til denne sidstnævnte forordning]«. Det fremgår af dette bilag, at artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 svarer til artikel 19, nr. 2), i forordning nr. 44/2001. Det følger heraf, at i lighed med denne sidstnævnte bestemmelse skal artikel 21, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fortolkes selvstændigt.
30 Hvad angår artikel 21 i forordning nr. 1215/2012 skal det præciseres, og således som det fremgår af nærværende doms præmis 26 og 27, at denne bestemmelse fastsætter regler om retternes kompetence »i sager om individuelle arbejdsaftaler« mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver.
31 Det fremgår i denne henseende af Domstolens praksis, at arbejdsforholdet, som defineres på grundlag af objektive kriterier, i det væsentlige er karakteriseret ved den omstændighed, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger (jf. i denne retning dom af 11.4.2019, Xxxxxxxx og Xxxxxx, C-603/17, EU:C:2019:310, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).
32 Det følger heraf, at selv om en manglende formel kontrakt ikke udelukker, at der består et arbejdsforhold, forudsætter et arbejdsforhold ikke desto mindre et underordnelsesforhold mellem arbejdstageren og dennes arbejdsgiver, og at eksistensen af et sådant underordnelsesforhold skal vurderes i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til alle de elementer og omstændigheder, der kendetegner forholdet mellem parterne (jf. i denne retning dom af 11.4.2019, Xxxxxxxx og Xxxxxx, C-603/17, EU:C:2019:310, præmis 26 og 27 og den deri nævnte retspraksis).
33 I denne sammenhæng er den omstændighed, at et selskab såsom ROI Land i hovedsagen blot indgik en hensigtserklæring med en arbejdstager, ikke tilstrækkelig til, at det på forhånd kan udelukkes, at denne arbejdstager befinder sig i et underordnelsesforhold i forhold til dette selskab.
34 Det er i lyset af samtlige disse forhold, at det tilkommer den forelæggende ret, som i denne henseende har enekompetence, at foretage den relevante faktiske prøvelse og at vurdere, om – under omstændighederne i denne tvist – der bestod et arbejdsforhold, som er kendetegnet ved, at der foreligger et underordnelsesforhold, mellem FD og ROI Land.
35 Særligt relevante i forbindelse med denne prøvelse er omstændighederne omkring indgåelsen af hensigtserklæringen mellem FD og ROI Land og den pågældende ansættelsesaftale mellem FD og R Swiss, såsom den omstændighed, at FD inden indgåelsen af den pågældende ansættelsesaftale var bundet af en anden ansættelsesaftale med ROI Land, og at den pågældende ansættelsesaftale ikke ville have eksisteret, hvis ROI Land ikke havde forpligtet sig over for FD ved hensigtserklæringen, eller den omstændighed, at denne hensigtserklæring netop havde til formål at sikre betaling af løntilgodehavender til FD. Det samme gælder med hensyn til den omstændighed, at indgåelsen af disse aftaler ikke har påvirket arten af de aktiviteter, som FD har udført, i første omgang for ROI Land og i anden omgang for R Swiss, som er helejet af ROI Land.
36 Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), og artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en arbejdstager ved retten på det sidste sted, hvor eller hvorfra den pågældende sædvanligvis udførte sit arbejde, kan sagsøge en person, uanset om den pågældende har bopæl på en medlemsstats område eller ej, med hvem arbejdstageren ikke har indgået en formel ansættelsesaftale, men som i henhold til en hensigtserklæring, der lå til grund for indgåelsen af ansættelsesaftalen med en tredjepart, hæfter direkte for opfyldelsen af denne tredjeparts forpligtelser over for denne arbejdstager, forudsat at der består et underordnelsesforhold mellem denne person og arbejdstageren.
Det andet spørgsmål
37 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at forbeholdet vedrørende anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 2, udelukker, at en ret i en medlemsstat kan basere sig på denne medlemsstats værnetingsregler, selv om disse regler er mere gunstige for arbejdstageren.
38 Forordningens artikel 6, stk. 1, bestemmer, at har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog samme forordnings artikel 18, stk. 1, artikel 21, stk. 2, samt artikel 24 og 25.
39 Artikel 21, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 gør det muligt, således som anført i nærværende doms præmis 26, at sagsøge en arbejdsgiver, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, ved en ret i en medlemsstat, i overensstemmelse med artikel 21, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1215/2012.
40 Det bemærkes i denne henseende, at denne forordnings artikel 21 findes i afdeling 5 under forordningens kapitel II vedrørende kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler og er, ifølge Domstolens praksis, ikke blot en særregel, men også en udtømmende regel (jf. i denne retning dom af 22.5.2008, Glaxosmithkline og Laboratoires Glaxosmithkline, C-462/06, EU:C:2008:299, præmis 18).
41 Det følger heraf dels, at enhver sag, der vedrører en individuel arbejdsaftale, skal anlægges ved den ret, som er kompetent i henhold til kompetencereglerne i forordningens kapitel II, afdeling 5, dels, at disse kompetenceregler kun kan ændres eller suppleres af andre kompetenceregler i denne samme forordning, i det omfang en bestemmelse i denne afdeling 5 udtrykkeligt henviser til disse andre kompetenceregler (jf. i denne retning dom af 22.5.2008, Glaxosmithkline og Laboratoires Glaxosmithkline, C-462/06, EU:C:2008:299, præmis 19).
42 Hvad angår samspillet mellem national ret og kompetencereglerne i forordning nr. 1215/2012, således som det fremgår af forordningens artikel 6, stk. 1, skal det bemærkes, at denne bestemmelse principielt fastsætter, at de nationale kompetenceregler anvendes, når en sagsøgt ikke har bopæl på en medlemsstats område. Brugen af udtrykket »jf. dog« udelukker imidlertid anvendelsen af national ret i de tilfælde, der henhører under de opregnede bestemmelser. Som generaladvokaten har anført i punkt 83 i forslaget til afgørelse, er der her tale om en udtømmende opregning af undtagelser til princippet om anvendelse af de nationale kompetenceregler.
43 Denne fortolkning understøttes af formålet med forordning nr. 1215/2012. Når sagsøgte, således som det fremgår af 14. betragtning, første punktum, til denne forordning, ikke har bopæl på en medlemsstats område, er den pågældende person således principielt underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt.
44 Det fremgår imidlertid af denne betragtnings andet punktum, at med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og arbejdstagere, beskytte medlemsstaternes retters kompetence i situationer, hvor de har enekompetence, og respektere parternes aftalefrihed bør visse kompetenceregler i denne forordning imidlertid finde anvendelse uanset sagsøgtes bopæl. Dette er hvad angår reglerne om at sikre beskyttelsen af arbejdstagere tilfældet for de bestemmelser, der findes i forordningens kapitel II, afdeling 5, og som fastsætter de gældende kompetenceregler, når sagsøgte ikke har bopæl på en medlemsstats område.
45 Det følger heraf, at når kompetencen for retterne i en medlemsstat ikke følger af en specifik bestemmelse i forordning nr. 1215/2012 som omhandlet i dens artikel 6, stk. 1, såsom artikel 21 heri, kan medlemsstaterne i henhold til forordningens artikel 6, stk. 1, fortsat frit anvende deres nationale lovgivning ved afgørelsen af retternes kompetence.
46 For så vidt som kompetencen for retterne i en medlemsstat faktisk følger af en sådan specifik bestemmelse, har denne sidstnævnte derimod forrang for de nationale regler til fastlæggelse af kompetence, også selv om disse er gunstigere for arbejdstageren (jf. i denne retning dom af 25.2.2021, Markt24, C-804/19, EU:C:2021:134, præmis 34).
47 Som generaladvokaten har anført i punkt 86 i forslaget til afgørelse, er denne fortolkning i overensstemmelse med formålet om at gøre reglerne for retternes kompetence ensartede, således som det fremgår af 4. betragtning til forordning nr. 1215/2012, og med kravet om kompetencereglernes forudsigelighed, således som det fremgår af 15. betragtning til denne forordning.
48 Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at forbeholdet vedrørende anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 2, udelukker, at en ret i en medlemsstat kan basere sig på denne medlemsstats værnetingsregler, når betingelserne for anvendelse af denne artikel 21, stk. 2, er opfyldt, selv om disse regler er mere gunstige for arbejdstageren. Når hverken betingelserne for anvendelse af nævnte artikel 21, stk. 2, eller af nogen af de øvrige bestemmelser, der er opregnet i forordningens artikel 6, stk. 1, er opfyldt, kan en sådan ret i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse derimod frit anvende de nævnte regler ved afgørelsen af retternes kompetence.
Om det tredje og det fjerde spørgsmål
49 Det skal indledningsvis præciseres, at en besvarelse af det tredje og det fjerde spørgsmål kun er brugbar for den forelæggende ret, såfremt den, efter den efterprøvelse, som det påhviler den at foretage, fastslår, at der ikke består et arbejdsforhold mellem FD og ROI Land, således at FD’s situation ikke omfattes af artikel 21 i forordning nr. 1215/2012.
50 Endvidere, og således som det fremgår af syvende betragtning til Rom I-forordningen, bør denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser stemme overens med forordning nr. 44/2001. For så vidt som sidstnævnte er blevet ophævet ved og erstattet af forordning nr. 1215/2012, gælder dette mål om sammenhæng ligeledes for denne forordning (dom af 10.2.2022, ShareWood Switzerland, C-595/20, EU:C:2022:86, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).
51 Det tredje og det fjerde spørgsmål skal følgelig behandles samlet.
52 Med disse spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« ikke alene omfatter selvstændig virksomhed, men ligeledes lønnet beskæftigelse, og, såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, om det forholder sig således, at når en aftale i forbindelse med en sådan lønnet beskæftigelse er blevet indgået mellem arbejdstageren og en tredjepart, som ikke er den arbejdsgiver, der er angivet i ansættelsesaftalen, i medfør af hvilken denne tredjepart hæfter direkte over for arbejdstageren for denne arbejdsgivers forpligtelser, der følger af ansættelsesaftalen, da udgør en sådan aftale en kontrakt indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål.
53 Med hensyn til den første del af det tredje og det fjerde spørgsmål, dvs. den del, der omhandler spørgsmålet om, hvorvidt lønnet beskæftigelse er omfattet af begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og Rom
I-forordningens artikel 6, stk. 1, bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at alene kontrakter, der er indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål alene med henblik på at opfylde en persons private, personlige forbrug, er omfattet af de nævnte forordningers særlige ordning, der skal sikre forbrugeren beskyttelse som den forudsætningsvis økonomisk svagere part, mens denne særlige beskyttelse imidlertid savner begrundelse i forbindelse med kontrakter, der har et erhvervsmæssigt formål (jf. i denne retning dom af 10.12.2020, Personal Exchange International, C-774/19, EU:C:2020:1015, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).
54 Heraf følger, at der ikke af denne retspraksis følger nogen sondring med hensyn til, om erhvervsmæssig virksomhed er en selvstændig virksomhed eller en lønnet beskæftigelse, idet det efter denne retspraksis alene skal undersøges, om kontrakten er indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål.
55 Det må følgelig fastslås, at en lønnet beskæftigelse er omfattet af begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« som omhandlet i artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1.
56 Hvad angår den anden del af disse spørgsmål, der vedrører kvalificeringen af en hensigtserklæring som den, der er indgået mellem FD og ROI Land, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at i den foreliggende sag er hensigtserklæringen uløseligt forbundet med den erhvervsmæssige virksomhed, som FD udøver, eftersom FD ikke ville have indgået den pågældende ansættelsesaftale uden hensigtserklæringen.
57 Henset til den uløselige forbindelse, der binder hensigtserklæringen sammen med den pågældende ansættelsesaftale, kan det ikke, således som generaladvokaten har anført i punkt 105 i forslaget til afgørelse, antages, at denne er blevet indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål.
58 Henset til det ovenstående skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og Rom I-forordningens artikel 6, stk. 1, skal fortolkes således, at begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« ikke alene omfatter selvstændig virksomhed, men ligeledes lønnet beskæftigelse. En aftale indgået mellem arbejdstageren og en tredjepart, som ikke er den arbejdsgiver, der er angivet i ansættelsesaftalen, i medfør af hvilken denne tredjepart hæfter direkte over for arbejdstageren for denne arbejdsgivers forpligtelser, der følger af ansættelsesaftalen, udgør endvidere ikke en kontrakt indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål med henblik på anvendelsen af disse bestemmelser.
Sagsomkostninger
59 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:
1) Artikel 21, stk. 1, litra b), nr. i), og artikel 21, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
skal fortolkes således, at
en arbejdstager ved retten på det sidste sted, hvor eller hvorfra den pågældende sædvanligvis udførte sit arbejde, kan sagsøge en person, uanset om den pågældende har bopæl på en medlemsstats område eller ej, med hvem arbejdstageren ikke har indgået en formel ansættelsesaftale, men som i henhold til en hensigtserklæring, der lå til grund for indgåelsen af ansættelsesaftalen med en tredjepart, hæfter direkte for opfyldelsen af denne tredjeparts forpligtelser over for denne arbejdstager, forudsat at der består et underordnelsesforhold mellem denne person og arbejdstageren.
2) Artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at
at forbeholdet vedrørende anvendelsen af forordningens artikel 21, stk. 2, udelukker, at en ret i en medlemsstat kan basere sig på denne medlemsstats værnetingsregler, når betingelserne for anvendelse af denne artikel 21, stk. 2, er opfyldt, selv om disse samme regler er mere gunstige for arbejdstageren. Når hverken betingelserne for anvendelse af nævnte artikel 21, stk. 2, eller af nogen af de øvrige bestemmelser, der er opregnet i forordningens artikel 6, stk. 1, er opfyldt, kan en sådan ret i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse derimod frit anvende de nævnte regler ved afgørelsen af retternes kompetence.
3) Artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 og artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)
skal fortolkes således, at
begrebet »erhvervsmæssig virksomhed« ikke alene omfatter selvstændig virksomhed, men ligeledes lønnet beskæftigelse. En aftale indgået mellem arbejdstageren og en tredjepart, som ikke er den arbejdsgiver, der er angivet i ansættelsesaftalen, i medfør af hvilken denne tredjepart hæfter direkte over for arbejdstageren for denne arbejdsgivers forpligtelser, der følger af ansættelsesaftalen, udgør endvidere ikke en kontrakt indgået uden for og uafhængigt af nogen erhvervsmæssig virksomhed eller noget erhvervsmæssigt formål med henblik på anvendelsen af disse bestemmelser.
Underskrifter