Nordea køber Gjensidige Bank og indgår strategisk partnerskab med Gjensidige
Helsinki, København, Oslo, Stockholm, 2. juli 2018
Nordea køber Gjensidige Bank og indgår strategisk partnerskab med Gjensidige
Nordea har indgået en aftale med Gjensidige Forsikring ASA om køb af alle aktier i Gjensidige Bank ASA. Aftalen omfatter også et langsigtet strategisk samarbejde om gensidig distribution med Gjensidige i Norge.
Gjensidige Bank er en af Norges førende onlinebanker. Banken tilbyder private en række digitale bankydelser, boliglån, bilfinansiering, forbrugslån samt opsparing og investering, der bliver solgt online og gennem et net af stærke samarbejdspartnere.
”Dette er et væsentligt skridt for os og understreger vores strategi og ambition om at vokse på det vigtige norske marked. Som den største bank i Norden er det naturligt for os at indgå et partnerskab med det førende forsikringsselskab i Norge. Aftalen betyder, at mange flere nordmænd får en relation til Nordea, og vi vil gøre vores bedste for at betjene dem,” siger Xxxxxx Xxxxxxx, landechef for Nordea i Norge.
”Vi er overbeviste om den strategiske betydning af at tilbyde både forsikrings- og finansieringsprodukter til vores kunder i Norge. Med partnerskabsaftalen med Nordea kan Gjensidige tilbyde et bredt udvalg af finansieringsprodukter til både privat- og firmakunder. Aftalen gør det også muligt for os at nå ud til flere kunder gennem en af de førende nordiske banker med digitalisering og innovation højt på dagsordenen. Vi er meget tilfredse med aftalen og ser frem til et tæt samarbejde med Nordea fremover,” siger Xxxxx Xxxxx Xxxxxxx, koncernchef, Gjensidige.
Nordea køber Gjensidige Bank for en skønnet kontantpris på NOK 5.500 mio. (EUR 578 mio.), der vil blive justeret for den egenkapital, Gjensidige Bank genererer indtil transaktionens gennemførelse. Købet er betinget af bl.a. myndighedernes godkendelse og forventes gennemført i 1. kvartal 2019.
Købet vil styrke Nordeas position som den næststørste bank i Norge og tilføre 176.000 kunder med EUR 4.840 mio. i udlån (pr. 31. december 2017). Gjensidige Bank er en lønsom og hurtigt voksende virksomhed (egenkapitalforrentning >10 pct. og 12 pct. vækst i udlån (CAGR) i årene 2015-2017). Gjensidige Bank vil gradvis blive integreret i Nordea, og Nordea vil byde ca. 170 medarbejdere velkommen fra Gjensidige Bank.
Nordea forventer at realisere annualiserede omkostningssynergier på ca. EUR 25 mio. fra Nordeas og Gjensidiges sammenlagte omkostningsbase inden 2022. Hertil kommer indtægtssynergier fra vækstambitionerne. Købet vil have en positiv indvirkning på Nordeas resultat pr. aktie fra år et, give et investeringsafkast på ca. 16 pct. inden 2022 og reducere Nordeas egentlige kernekapitalprocent med ca. 60 bp.
”Vi ser Nordea og Gjensidige som naturlige strategiske partnere. Begge har en stærk intern kultur, og vores værdier er et godt match. Vi er sikre på, at begge parters kunder vil få gavn af det større og bedre tilbud, der følger med, når to stærke partnere går sammen,” siger Xxxxxx Xxxxxxx.
Nordea har de seneste år koncentreret sine aktiviteter på de nordiske kernemarkeder. Med en af de stærkeste balancer i Europa har vi mulighed for at styrke vores stilling på disse markeder og få andel i lønsom vækst her.
Yderligere information:
Xxxxx Xxxxx Xxxxxxx, pressechef, Danmark, 70 80 11 62
Vi skaber stærke og tætte relationer gennem vores engagement i vores kunder og samfundet. Vi er der med relevante finansielle løsninger, når mennesker vil virkeliggøre deres drømme og nå deres mål. Vi er den største bank i Norden og blandt de ti største finansielle koncerner i Europa målt på markedsværdi med ca. 11 mio. kunder. Nordea-aktien er noteret på Nasdaq Stockholm, Nasdaq Helsinki og Nasdaq Copenhagen. Læs mere om os på xxxxxx.xxx.