Beslutning: Investeringsaftale for 2020 med Novafos
Beslutning: Investeringsaftale for 2020 med Novafos
Sagsnr. i ESDH: 19/6255
Beslutningskompetence: Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling
Beslutningstema
Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling skal beslutte, om udvalget kan anbefale Økonomiudvalget og Byrådet at godkende forslag til investeringsaftale for 2020 mellem Furesø Kommune og Novafos A/S.
Sagsfremstilling
Furesø Kommune skal hvert år indgå en investeringsaftale med Furesø Spildevand A/S, som er et datterselskab i Novafos koncernen.
På udvalgsmødet den 6. juni fremlagde Novafos Forslag til Investeringsplan for 2020 og afrapporterede Investeringsaftale for 2019 for 1. kvartal. Novafos redegjorde desuden overordnet for baggrunden for den nuværende afledningsafgift i Furesø Kommune og for sammenhængen mellem takster og investeringsniveau.
Punktet blev drøftet og taget til efterretning af udvalget. Vedlagte forslag til investeringsaftale er uændret i forhold til den investeringsaftale, som blev forelagt udvalget den 6. juni 2019.
Forslag til Investeringsaftalen for 2020 omfatter, udover normal vedligeholdelse og forbedring af spildevandssystemet, forskellige konkrete projekter, som fremgår af nedenstående liste.
Konkrete projekter i investeringsaftalen for 2020:
• Tiltag til sikring af færre overløb til Furesø, Søndersø og Farum Sø med primært fokus på Farum Sø
• Renovering og udvidelse af forsinkelsesbassinerne på Ravnehusvej og Syvstjernen for at minimere lugtgener og forbedre den hygiejniske håndtering af spildevandet
• Gennemførelse af strukturanalyse for Roskilde Fjord og Øresund om en ændret rensestruktur
• Udarbejdelse af områdeplaner i 2020, som omhandler fællessystemets fremtid samt klimatilpasning og renovering af kloaksystemet.
Investeringerne er budgetteret til at øges i perioden fra 2020 til 2023 fra ca. 33 mio. kr. i 2019, til 46 mio. kr. i 2020 til ca. 54 mio. kr. i 2023.
Hos Novafos arbejdes på en model for langtidsbudgetter, som skal gøre det muligt i højere grad at beregne planlagte investeringers indflydelse på taksterne de kommende år. Ejerkommunerne kan således tidligere i beslutningsprocessen påvirke investeringernes omfang og dermed størrelsen på de kommende takster.
Økonomiske konsekvenser
Selvom investeringerne forventes at stige, forventes der ikke store stigninger i taksterne i perioden frem til 2023, da der optages lån til investeringerne. Investeringsudgifterne bliver derved fordelt over en længere årrække.
Ekstraordinære driftsudgifter, f.eks. til oprensning af regnvandsbassiner, slambede på renseanlæg osv., eller besparelser kan dog mærkes på taksten to år efter, at opgaven er udført. Der kan derfor komme efterreguleringer, som kan betyde en takststigning eller et takstfald på op til +/- 5 kr./m3.
Borgerinddragelse
Investeringsaftalen vil ikke være genstand for en selvstændig borgerinddragelse.
Lovgrundlag
Den kommunale styrelseslov samt lovgivningen på forsyningsområdet.
Det videre forløb
Novafos’ bestyrelse skal også godkende Investeringsaftale for 2020. Investeringsaftalen vil blive forelagt Novafos’ bestyrelse i september 2019 og forventes godkendt. Hvis investeringsaftalen ikke godkendes i sin nuværende form af Novafos’ bestyrelse, vil udvalget blive orienteret og afhængig af ændringernes omfang blive forelagt den ændrede investeringsaftale til godkendelse.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling anbefaler Økonomiudvalget og Byrådet, at
• Investeringsaftalen for 2020 mellem Furesø Kommune og Novafos A/S godkendes.
Beslutning i Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling den 05-09-2019
Anbefales.
Fraværende:
Xxxxxxx Xxxxxxxxx
Beslutning i Økonomiudvalget den 18-09-2019
Anbefales.
Bilag:
1 -
2074738
Åben Investeringsaftaler for 2020 med 3 overslagsår - Furesø - investeringsaftale for 2020.pdf
(97796/19) (F)